Kære allesammen

Jeg har taget en stor beslutning. Jeg kan i medierne se, at jeg ikke er den eneste cirkusdirektør, der i 2016 har taget denne beslutning.

Jeg lukker Cirkus Holmboe, og dette indlæg er derfor det sidste I får herinde.

Tak tak tak til jer alle for at have læst med, kommenteret og givet mig grund til at skrive. Jeg har været vild med de næsten fire år som cirkusdirektør, men nu skal der ske noget nyt! 

Jeg har derfor valgt at lave en ny blog, som hedder Fru Holmboes flyvske tanker. 
Det er stadig mig der skriver med den samme blyant, og jeg har stadig de samme tanker og behov for at fortælle om min hverdag og blande mig i andres :-)

Jeg håber så inderligt, at du vil følge med over på den anden blog, som jeg er rigtig glad for og også ret stolt af. Jeg har glædet mig rigtig meget til at vise den frem og dele den med dig. 

Jeg håber virkelig, at I vil følge med derover og være med til at gøre Fru Holmboe bloggen ligeså levende og brugbar, som jeg har oplevet at Cirkus Holmboe har været :-)

Du kan forresten også følge Fru Holmboe på Facebook :-) Kig endelig forbi!

Kærlig hilsen
​Charlotte

Jeg vågnede igår morges (meget tidligt) ved lyden af en håndfuld forårskåde solsorte, der holdt fest udenfor mit soveværelsesvindue. Det var en af den slags morgenfester, der bare "tager til i lydstyrke og hvor det ihvertfald ikke er kunsten at lytte og konversere der er i højsæde. 

Faktisk var larmen fra mine næbbede venner og tidspunktet for fuglefesten så upassende for min skønhedssøvn, at jeg et kort øjeblik overvejede at åbne vinduet på vid gab og brøle "PIIIIIIIIIB SKRIIIID SÅ!".

Min erfaring er dog, at et sådant udbrud ofte har den modsatte virkning.

Også på solsorte!

Derfor lukkede jeg blot mit vindue, lod dem "snakke" i munden på hinanden, mens de festede videre.

Nu skal jeg fortælle jer en hemmelighed! Nogle kvinder opfører sig som solsorte. Du kan kende solsortekvinderne på, at de taler unødvendigt højt, hurtigt og ikke lytter, men altid har noget vigtigt på hjerte. 

Når jeg møder en solsortedame, viser det sig ofte, at det ikke er tilfældigt, at hun henvender sig lige præcis til mig. Hun føler nemlig et behov for at hjælpe mig. Altså ikke hjælpe mig med at få rollatoren eller poserne med varer ind i bilen. Nej... hun vil hjælpe mig med sin erfaring. En helt særlig erfaring omkring, hvordan jeg bedst lever med min sygdom.

En solsortedame har som udgangspunkt nemlig stor erfaring med både sclerose, ALS og muskelsvind. Hun er absolut ikke nærig med at dele ud af sin egen og sågar andres erfaring, og øser velvilligt ud med gode råd til, hvordan jeg skal helbrede mig selv. Endda helt uden, at jeg har efterspurgt det, og faktisk bare har lyst til at vralte videre og ryste hende af mig...

Det er ikke spor rart, men derimod vældig intimiderende helt ufrivilligt at være den, solsortedamen kaster sin skræppende erfaring over. Jeg VED nemlig godt noget om alt det, hun skræpper løs om. Det er bare ikke alle erfaringerne der kan bruges, når man har sclerose. Men jeg ved for eksempel godt, at jeg helst skal spise både sundt, helst økologisk og helt sikkert uden sukker, tilsætningsstoffer og lidt uden gluten. Jeg ved også, at jeg skal træne min krop amokmeget. Den krop som går mere og mere i stykker alt for hurtigt lige nu på grund af sclerosen. 

Og så skal jeg huske at slappe af! For guds skyld da! Det skal jeg huske! Det bedste er klart at meditere, dyrke en omgang yoga og være i nuet med en farveblyant og en voksenfarvelægningsbog. Ikke lade bekymringerne tage overhånd, og huske at få en hel nats søvn (hver nat). Alt det ved jeg!

Men det som solsortedamerne ikke ved trods al deres erfaring er, at jeg gør hvad jeg kan med alt hvad jeg har. Det gør jeg virkelig! Også når jeg fredag eftermiddag står i køen med to poser chips, fire uøkologiske bananer og et stort stykke bacon i indkøbsvognen. 

Jeg gør mig umage for at passe på mig selv og mit helbred. Men jeg gør mig også umage for, at passe på min familie. Og min familie har brug for en mor og kone, der lever så normalt et liv som muligt. En som ikke kun serverer mad, der smager sygdomsbekæmpende. En som sørger for kun at træne i et omfang, der også muliggør fælles oplevelser efterfølgende. 

Man kan stille sig selv spørgsmålet, om jeg ikke er for nærtagende, når solsortekvinderne kommer med råd. Situationen er bare den, at jeg ikke har lyst til at få de gode råd. De gør mig ikke noget godt. Jeg bliver hverken klogere eller får mere energi af rådene. Og da slet ikke når de formuleres som bedrevidende påbud og med advarsler om dårligere tider, hvis ikke...

Det jeg mest af alt har brug for, er at få lov til selv at mærke efter, når jeg har brug for råd og viden. Det er nemlig på baggrund af dette, jeg træffer de valg, som jeg mener er de bedste for mig.

Og når alt dette er sagt, så har jeg faktisk lige lavet mere fuglemad til havens festramte morgenlarmende fugle :-) Der skal jo trods alt være plads til os alle, og jeg lukker da bare vinduet og tænker mit!

Det var en af de dage for en måneds tid siden, hvor alt kørte på autopiloten. En af de dage, hvor hverdagens rytme på det nærmeste overflødiggør armbåndsuret. Det var dagen, hvor jeg hentede Hjalte fra skole og bare skulle hjem og fortsætte, hvor vi slap.

Men på vejen hjem drejede jeg til venstre. Ind i skoven og forbi præstegården. Vi standsede på parkeringspladsen ved kirken, kiggede kort på hinanden og steg ud. 

Først dér spurgte Hjalte "Hvad skal vi egentlig mutti?"

Jeg trak på skuldrene og svarede "tjah hvad synes du?", og så daskede vi ind for at se til min morbror og hans gravsten. Min morbror døde for et års tid siden, og det var længe siden, vi havde set til ham.

På vej hen til min morbrors grav kiggede vi på alle gravstenene, både dem med duer på toppen, de meget rustikke sten og også dem, hvor folk ikke er blevet gamle nok.

Da vi stod foran en af de gravsten, hvor der stod "elsket og savnet" spurgte Hjalte mig:  "Hvor gammel vil du egentlig gerne blive mor?"

Jeg svarede " Åårh, til det ikke er sjovt mere, hvad med dig?"

Hjalte "​Jeg tror... 100 år! for så kommer man i avisen". 

​Det grinede vi lidt af, og blev hurtigt enige om, at det jo ikke er så vigtigt, lige præcis hvor gammel man bliver, bare man har det godt og når at lave noget af det man kan lide, inden man skal have en gravsten. Vi snakkede frem og tilbage om, hvad der er værd at nå, og hvem vi kunne tænke os at gøre det med. Vi var overraskende nok meget enige aldersforskellen til trods.

Det var ret fantastisk at gå med min store dreng på snart 12 år og fundere over andet, end hvem der har flest venner på Facebook eller om dyre skateboards virkelig er så meget bedre end de billige.

​En smuttur på kirkegården sammen med Hjalte gav taletid til nogle emner, som i situationen gav virkelig god mening. Egentlig var vores snak om livet, døden og alt det indimellem lige hvad jeg trængte til på denne autopilotdag. Ofte skal tingene sættes i perspektiv for rigtigt at mærke, hvad livet handler om.

Så engang imellem giver det bare virkelig god mening at dreje til venstre. Et sving til venstre i selskab med en jeg elsker, fik mig til at tænke over, hvad livet også skal indeholde for mig og dem jeg holder af.

Prøv at dreje til venstre! Og prøv at tage snakken om de ting vi i hverdagen ikke når at tænke på og da slet ikke kan overskue at sige højt. Det behøver jo ikke nødvendigvis foregå på en kirkegård :-)

Hold nu op, det har holdt hårdt! 

De mest anvendte sætninger i familien Holmboe har i de sidste par uger været "F*** jeg er så træt, at det er helt til grin" og "Årh jeg gider ikke i skole i morgen"

Vi har i den grad trængt til et pusterum i form af en ferie. Alle børnene har knoklet løs med at få hverdagen til at give mening og tiden til at arte sig, så alle kan følge med.

At gå i gymnasiet syv timer om dagen, træne, dyrke vennerne og så også lave lektier kræver sin pige, og nedenstående billede af skønne Freja, der "læser" guldkorn om renæssancen, siger vidst alt om energiniveauet her op til påskeferien.

Men NU er der dømt ferie, sol, have og hygge.

Det allerbedste "påskeæg" fik jeg med pakkeposten igår. Min dropfodsstimulator er kommet tilbage fra reparation. Og den virker igen!

Det er så fantastisk! Jeg skal ikke længere koncentrere mig om hvert et skridt jeg tager. Jeg skal ikke længere have så ondt i mine hofter og mit venstre ben, at jeg overvejer at bo i min seng. Og jeg skal ikke længere holde vejret og tænke "Nu falder jeg... nej NU - åh, godt at der skete nogen noget".

Forestil dig at have en tung lænke om benet og en elastik om foden, som samtidig trækker dine tæer hårdt ned mod jorden for hvert skridt du tager. Sådan er livet uden dropfodsstimulator for mig. Det er svært helt at beskrive, hvor stor en hjælp, jeg får af mit hjælpemiddel, så måske er Sofus her på feriens første dag egentlig den der allerbedst beskriver den følelse af lettelse og ro, det giver mig at kunne bevæge mig ud i haven igen uden fare for rullefald og snubletricks.

Så det gjorde vi i dag! Altså tilbragte mange timer i haven. Det var så skønt. Solen bagte, mine krokusser hviskede "se os se os se os", og Hjalte havde lovet at hjælpe mig med at ordne mos i græsplænen. 

Der er bare det med Hjalte, at når solen skinner, alle er ude og tankerne er tunet ind på ferie, så frister rulleskøjter mere end en løvrive.

Men man skal holde, hvad man lover! Det er Holmboeregel nr. 1! Og dette løste Hjalte på sin egen måde. Han forvandledes på smukkeste vis til "Den rivende mosfjerner", mens hans mor vraltede stille rundt i haven med en "mosoprivningsmaskine", som spyttede mos ud til højre og venstre. Vi arbejdede ret meget i intervaller, der hovedsageligt bestod af hvil, snak, riv, hvil, snak, riv.

Vi blev hverken helt eller halvt færdige, men det er bedøvende ligegyldigt, for ferien er lang og mosset skal nok blive liggende til vi er klar igen :-)

Jeg håber at I alle får en fantastisk påskeferie med masser af afslapning, hygge og godt humør. Vores påskeferie fortsætter som i dag, dog også med indlagte besøg af venner og familie, og så skal jeg lige et smut på arbejde på mandag.

Denne seneste uge har været helt crazy. 

Altså på den der åndssvage måde, hvor jeg finder min mor i en skraldespand, min far på et sygehus og min krop i en tilstand af slaphed, tilsat nætter med spasmer og syge drømme om fremtiden.

Jeg vil for overskuelighedens skyld dele indlægget op i mindre afsnit og tilsætte lidt stemningsbilleder for ligesom at underbygge stemningen! 

I torsdags var vi hjemme og spise flæskesteg hos mine forældre. Superhyggeligt var det! Altså lige indtil vi kom hjem, og min mor ringede helt forfjamsket og bad om nummeret til lægevagten. Min far havde pludselig fået det helt vildt skidt. En ambulance kørte ham på sygehuset, hvor han blev indlagt som en overkogt grøntsag.

En far skal ikke være syg! Fædre er jo ikke syge, og ligger på hospitalet. Så jeg brugte en hel nat på at overbevise mig selv om. at det bare var lige dele pjat og ynk!

Min mor og jeg aftalte at mødes næste morgen for at tage ned og besøge min far og give ham lidt opmuntring, lidt ekstra undertøj, hans pung og en Ipad. Min mor skulle hente mig kl. 9! 

Ret klatøjet og med et sært dumt hul i maven stod jeg klar til afhentning næste morgen, da min mor ringede (istedet for at komme og hente mig).

Hun småpeb og bad mig komme hurtigst muligt. "Og tag en rive med skat" var hendes sidste kommentar, inden jeg smed mig ud i bilen med hovedet fuld af tanker. Tanker om, hvad nytte en rive skulle gøre i et lejlighedskompleks. Tanker om hvorfor hun var ked af det. Tanker om hvad der mon var hændt min far.

Min mor stod helt stille med et kosteskaft i hånden foran en stor sort skraldecontainer, hvor hun havde tapet låget fast... Da hun så mig, udbrød hun "Jeg kan sgu snart ikke mere, og far har det slet ikke særlig godt" 

Det var hånden på hjertet ikke min far, jeg bekymrede mig mest om lige der, men derimod min mors arrangement med skraldespanden og kosteskaftet. Det skulle vise sig, at min søde mor i et uopmærksomt øjeblik havde kastet den forkerte pose i skraldecontainer! Efter en times tid med hovede og krop HELT nede i affaldet og en rive tapet fast til et kosteskaft, kunne vi køre på sygehuset med min fars pung, rene underbukser + det løse. Han blev rigtig glad for at se os (med posen)

Der er forresten rigtig mange mennesker som (for fanden) ikke binder knuder på deres skraldeposer og som spiser klam mad der drypper. Men det er da helt vildt så mange der finder interesse i en mors og datters svømmen rundt i en affaldscontainer.  

Jeg har ikke et billede af den her drøm og faktisk burde den slet ikke have plads og opmærksomhed. Men jeg deler den, da den ligesom på fornemste vis understreger min crazy uge.

En hel nat med et venstreben, som opfører sig særdeles uhensigtsmæssigt og tarveligt samt et højreben som nøjes med at ryste, vågnede jeg af en drøm om fremtiden. Jeg var i drømmen placeret på en campingstol ved et campingbord midt inde i Århus. Jeg kunne sidde i kulden og kigge op på vinduerne på 4. sal, hvor Freja var flyttet ind og hyggede sig med resten af familien...

Jeg kunne bare ikke være med. for der er virkelig langt op til 4. sal uden elevator for en som mig. 

Peter kunne godt mærke, at jeg var lidt ramt af drømmen, men reddede min dag ved at tilbyde at købe mig en termodragt eller finde ud af noget med sådan nogle anordninger man hejser et klaver op med. "Nu er du jo vant til opmærksomhden oppe i ghettoen med affaldsbeholderen mutti" 

For igår var jeg i haven og i mit vidunderlige Lovehouse. Jeg klippede lidt i nogle buske og planter, jeg fjernede visne blade og jeg kradsede i jorden, som er fuld af forårsløg der vil op og mærke solens stråler.

Og i dag har jeg haft en fantastisk dag på arbejde, hvor jeg har undervist folk fra hele verden. Jeg fik en masse opskrifter på græsk mad fra en skøn græsk kvindelig kursist, som altså ved ét og andet om mad.

Nogle af de opskrifter vil jeg prøve af og servere for både mine egne matrikelfolk og for min mor og far.

Måske i morgen faktisk... for min far kom hjem fra sygehuset i dag og bliver helt rask lige om lidt! 

Det er sgu vigtigt at huske på, at en dum uge godt kan tørre ud og forvandle sig til noget bedre. Men mine ben er stadig lortedumme og min hånd insisterer på, at jeg spiser med én hånd og undlader at vaske hår med begge hænder. 

​Jeg må have lært at klappe med én hånd!

I morges var en lidt stille og tam morgen. Jeg var herretræt efter den lange køretur til Århus igår og beskeden om at min drpfdsstimltor  er syg og skal fikses i København.

Jeg var faktisk så træt og med så dumme ben, at jeg distræt tog træningstøjet på hjemmefra, da jeg skulle til både træning og behandling hos min fysioterapeut i morges. Så var jeg fri for at bruge mine sparsomme kræfter på at skifte tøj. 

Når jeg ligger på briksen, og min fysioterapeut både strækker løs og masserer mine stive stænger, så går tiden alt for hurtigt. Også i dag! Min fysioterapeut klapper mig efter 1/2 times behandling på låret og siger "Så! Det var det for i dag Charlotte" og så fortsætter hun

"skal du lige hjem herfra... eller har du nogle svinkeærinder, inden du skal hjem?"

Jeg siger "Jeg skal vist bare direkte hjem i sofaen i dag og indhalere "House of Cards" på Netflix. Hvorfor da?"

Fysioterapeut svarer, (nu med et lille undertrykt smil): "Nårh... ikke for noget så"

Mig: nu nysgerrig efter hvad det der "så" i slutningen af hendes sætning indikerer "Jo sig det nu!! hvorfor spørger du hva'? Sig det!!" Og sådan fortsætter vi scenen "Skal <Charlotte hjem eller lave svinkeærinder" med uformindsket spænding.

Jeg når endda at tænke "Gad vide, om hun vil be' mig om en tjeneste inde i byen, inden jeg kører hjem eller noget.."

Lige inden jeg eksploderer, forbarmer hun sig over min nysgerrighed og griner "Altså det er bare fordi dine bukser vender på vrangen, og at du måske havde lyst til at vende dem, hvis du skulle andet end bare hjem i sofaen"

Ganske rigtigt!  Bukserne vendte helt forkert, men til gengæld vendte de på vrangen på en af de dage, hvor jeg kunne gå direkte hjem og skifte til natbukser og sofa.

Så det gjorde jeg :-) Og det var tiltrængt og med god samvittighed! Og hold nu kæft, hvor er de 5 første afsnit af 4. sæson af "House of Cards" altså spændende.

Hilsen zombien uden indhold i livet, men med verdens skønneste fysioterapeut og i dag med ret til at være på vrangen og sumpe i sofaen :-)

ps. Jeg HAR faktisk været ude i haven i dag. Men kun for at se, hvorfor hanhunden vendte vrangen ud og tømte maveindholdet på græsset. Midt i hanhundens vrangforestilling fandt jeg den smukkeste og årets første hokus pokus krokus i min have.

NU er det for alvor forår!!!

I morges kørte jeg til Århus. I et humør der matchede farven på himlen helt fantastisk. Grå bil på grå motorvej i gråt koldt vejr med grå himmel og UDEN sprinklervæske, da jeg nåede til Vejle. 

Jeg havde igår været nødt til at bede om fri fra arbejde for at kunne sige ja tak til den akuttid bandagisten havde givet mig. Jeg blev på bandagiscentret mødt af en mand i hvide shorts, hvid skorte og fuldskæg, der med et fast håndtryk præsenterede sig som Claus og  bød mig ind i rum 9. 

Jeg viste ham min syge dropfodsstimulator og to "bevis"videoer, så han kunne se, at det hele lyser rødt og at fjernbetjeningen i slukket tilstand nærmest lyder som om den ligger og hikker. Han sagde ikke så meget andet, end at han også kom fra Haderslev og så skred ham med min elskede hjælpemiddel. Mig? jo, jeg sad og krydsede fingre for, at han ville komme tilbage og sige:

"SÅ! tak for i dag og det var da så lidt"

Men han kom tilbage og sagde: "Jeg har en lidt træls nyhed til dig, Charlotte! Du får den ikke med hjem i dag. Den melder fejl to steder og skal i første omgang sendes til København, og så må vi se..."

Sgu fanden da også! Vi gav igen faste håndtryk og sagde mojn med et lille indforstået sønderjysk smil (der for mit vedkommende ikke nærmede sig øjnene - han havde jo taget min ven)

Jeg ringede til Peter og fortalte, at jeg ikke kom hjem foreløbig. Og så kørte jeg hjem til min svigermor og svigerfar - stadig uden sprinklervæske, men udsigt til en forbarmende svigerfar og en svigermor med kaffe på kanden!

En gråvejrsformiddag med fokus på ondt i ryggen, fjollet venstreben og grå i humøret blev vendt, da jeg trillede op i indkørslen og kunne se, at de begge sad i køkkenet med et ekstra krus på bordet og brændeovnen var tændt.

Men jeg er da flintrende ligeglad, for i dag blev det forår! Og jeg har oplevet gode ting. 

Jeg elsker elsker elsker forår. Jeg elsker foråret, fordi det er en frisk start. En ny begyndelse. Alle blomsterløg står på nakken af hinanden ude i min have og slås om at være den første, der kommer op af jorden og springer ud i solen. Mine negle er sorte af jord, fordi jeg ikke kan lade være med at grave forsigtigt i jorden, så jeg kan byde både påskeliljer, krokus og tulipaner velkommen til overfladen. 

Som i kunne læse igår, så er min dropfodsstimulator blevet syg. Den hyler og blinker rødt og opfører sig i det hele taget ret feberagtigt. Igår skrev jeg også, at det var noget seriøst fucklort. Det er det sådan set stadig, men ikke i så lang tid, som jeg havde regnet med. I formiddags fik jeg nemlig en opringning fra bandagisten om, at jeg skal komme til Århus på torsdag, hvor de så vil forsøge at reparere den.

Tænk hvis mit uundværlige hjælpemiddel ikke er alvorligt syg, men blot skal nusses lidt om, og så kan komme med hjem med det samme. Tænk hvis årets første forårsmåned kan indvies uden alt for mange styrt og grim opslidende gangart med smerter og spasmer om natten til følge.

Jeg krydser fingre! fra NU af! 

Nåh men det er ikke gået op i blomster altsammen i dag. Hjemme fra en god arbejdsdag og med den obligatoriske middagssøvn overstået vågnede jeg, og opdagede til min fryd, at min forårsbegejstring stadig var på sit højeste. Jeg aftalte derfor med mig selv, at det skulle gå ud over søde Elin på plejehjemmet! Jeg ringede til Jeppe, som allerede var på vej derhjem (det er jo tirsdag) og aftalte at mødes på plejehjemmet.

Min dropfodsstimulator er gået i stykker og lyser rødt hele tiden. Den vil ikke oplade, og kan derfor ikke hjælpe mig med at gå... 

Så jeg er med et slag gået i stå. Det er noget rigtig fucklort, for uden dropfodsstimulatoren vil min fod vil ikke løfte sig, og jeg får det tungeste venstre ben i verden. Derfor står min kørestol nu ikke længere ude bag i bilen, men er taget i brug...

Nu gik det ellers lige så helt fantastisk. Dropfodsstimulatoren er det første, jeg "iklæder" mig om morgenen og det sidste, der ryger om aftenen. Jeg kan ikke undvære den. Jeg er meget bevidst om, at det er den der er skyld i, at jeg ikke falder (særlig tit). At det er den som har sin (store) del af æren for, at jeg har en hæderlig gang og kan gå mere end 50 meter uden pauser. Derfor er jeg så ulykkelig over, at den har opgivet lige nu og skal til reperation.

Min bandagist har meddelt mig, at det kan tage mellem to og tre uger, før den er repareret. TO TIL TRE UGER!!! Det er jo fandeme nærmest for evigt... Jeg gider det ikke! Et hjælpemiddel skal lyse grønt og hjælpe mig med at gå.

Derfor gav jeg en smule op igår, da jeg for gud ved hvilken gang havde overstrakt mit knæ og slæbt foden halvt i stykker. Jeg forsvandt (for alles skyld) ud i mit paradis sammen med hanhunden Sofus og sad bare helt stille med ondt i både humøret, viljen og benene.

Men tiden stopper jo som bekendt ikke med at gå, bare fordi benene gør. Det kom jeg i tanke om, mens jeg sad i mit paradis og talte citroner, mens mørket faldt på. Jeg huskede på, at søndagen ville tilføre mit humør et basketballstævne, som fortjente at blive heppet på og en strand fuld af lykkesten, som bare ventede på at blive fundet.

Så jeg valgte at følge med tiden og lade benene bestemme farten. For mit humørs skyld! I dag har derfor indeholdt alt det jeg elsker. Jeg har været stolt tilskuer til to basketballkampe, og så har jeg sammen med Hjalte og hanhunden siddet på min yndlingsstrand og fundet dagens lykkesten

I morgen er det mandag og mandag betyder arbejde. Jeg har pakket forskellige fesne hjælpemidler i bilen, og så får kollegerne lov til at hente kaffen til fru Holmboe :-)

​God uge til jer alle. Må solen skinne og tiden være lige i jeres tempo. 

Åh hvor har det været en fantastisk fredag. Solen har skinnet, og jeg har efter morgentræningen hos min fysioterapeut været hjemme hos Elin, som er den ældre dame på 87 år, Jeppe cykler hjem til på plejehjemmet hver tirsdag efter skole.

Jeg har skrevet om Elins og Jeppes venskab tidligere, og det kan du læse om her. Jeg bliver stadig varm indeni, når jeg tænker på, hvordan de to fra hver sin ende af livet "fandt" hinanden.

Jeg besøgte hende faktisk også i søndags med en lille buket erantis fra haven og en pose af de maltbolcher, hun godt kan lide. Elin og jeg aftalte der, at jeg skulle besøge hende igen i dag, så hun kunne få ryddet op i nogle af de mange stakke, der nemt hober sig op, når man kun er i stand til at bruge højre arm og hånd og er placeret i en stor besværlig kørestol.

Elin var straks med på konceptet "bliv eller smid ud". Vi fik hurtigt fyldt nogle poser med "smid ud" ting, og humøret steg proportionalt hos os begge. Elin er en sej gammel høne. Hun brokker sig aldrig og har en humor, som er gangbar generationer imellem. Hun har hele sin lejlighed fuld af tykke bøger fra Gyldendals Bogklub. Bøger som rent faktisk bliver læst og ikke blot står til pynt. Midt i oprydningen mellem servietter, blomster og bøger opdagede jeg en portvin, og Elin bød naturligvis straks på et glas.

En portvin i et smukt glas en fredag formiddag i godt selskab og med solen bagende ind af vinduet er altså ikke at fornægte. Så det lod vi være med. Derimod besluttede vi, at et enkelt glas portvin hermed er en tradition, når jeg kommer på besøg!

Elin og jeg blev hverken helt eller halvt færdige i dag, for pludselig var kl. 11.30 og frokost på plejehjemmet skulle indtages før en tiltrængt middagssøvn. Vi krammede farvel, og hun nåede at sige mange gange , at jeg skulle hilse Jeppedrengen, da vi skiltes ved elevatoren

Mig? Jeg kørte, helt høj over en forrygende formiddag i super selskab, hjem med solen i øjnene. Hanhunden Sofus lå ved hoveddøren og ventede på mig, da jeg kom hjem, og sammen skyndte vi ud i mit lille paradis, hvor temperaturen allerde var nået op på 20 grader, og sofaen bare ventede på mit selskab.

Vi faldt i søvn begge to til lyden af... ingenting. Der var så stille, lyst og citronerne duftede af spanien og sommer. Og i morgen er det lystige lørdag.