Der kom en pakke med posten i dag. Jeg kunne ikke mindes at have sendt bud efter noget, og alle de bestilte julegaver var modtaget og afleveret videre den 24. december, såh...

Det var en blød pakke. Jeg elsker bløde pakker, så jeg flåede jeg kuverten op!!

Hvor var det vildt... inde i pakken lå den flotteste, sejeste hjemmestrikkede hue. Men ikke en hvilken som helst hue, næhh min helt egen personlig hue.

Og så var det, jeg fik en klump i halsen, for den smukke hue, der blev sendt til mig er strikket af en kvinde, Jette, som jeg aldrig har mødt, men føler mig knyttet til. Jeg er så rørt over, at Jette har givet sig tid til at tænke på mig. Jeg er også dybt imponeret over at hun kan jonglere så professionelt med sine strikkepinde. DET er da for sejt ik?

Jette har, ligesom jeg, sclerose, og ved om nogen, hvor meget Sclerosen kan fylde i hverdagen. Hun strikkede en hue til mig, men hun skrev også en varm hilsen, som var vedlagt i kuverten i dag.

Søde Jette, jeg tog min nye hue på i eftermiddags og gik ud i min have.
Jeg nød huen som varmede om ørerne og solens stråler og søreme om ikke foråret HAR ramt min matrikel allerede. Vintergækkerne er kommet op.




1000 tak for den bedste hilsen, jeg kan forestille mig her på falderebet til 2014. Må 2014 blive et godt år og et mildt år. Godt nytår til Jette med strikkepindene og alle i andre, som i 2013 troligt har fulgt med i mine tanker og betragtninger omkring livet med mit cirkus. Det betyder rigtig meget for mig, at I giver mig medspil og modspil. Må 2014 blive et år, som behandler os godt!

Juleaften i Cirkus Holmboe er som juleaften skal være. Det er rigtig meget "same procedure as last year". Det er en aften, hvor "plejer" er en velkommen gæst og er med til at styre slagets gang. Det er ultimativt børnenes aften, hvor vi voksne bare hygger, spiser alt for meget og smiler, når der bliver pakket gaver ud, som rammer plet.

I år var ingen undtagelse. Skøn aften, hvor vi, som noget helt nyt, fik indført høje knæløftninger til første vers af Dejlig er den himmelblå", rundt om juletræet. Hvorfor vi gjorde det?? Fordi vi ku' :-)

1. juledag var træthedsdag, sumpedag og "kigge gaver" dag. Vores dresscode var naturligvis nattøj hele dagen. En ret mat  og stille cirkusdirektør havde fast plads i sofaen og fik kun lettet rø... når der skulle indtages føde. Humøret var pænt lunkent, hvilket ikke forbigik billetsælgerens opmærksomhed. Han kunne blot ikke greje, hvilken taktik der skulle anvendes, for at få vendt cirkusdirektørens "humørskude". 

Lad mig sige det på den måde, at hans velmente anvendte strategier ikke var videre hensigtsmæssige, for pludselig kunne man se cirkusdirektøren stå med tårer i øjnene og med fråde om munden, lige inden hun vælger at kaste en netop skrællet mandarin hårdt ned i gulvet, mens det fyger med eder og forbandelser over jul, ham, bløde brunkager... ja ALT!!!

At blive vred, altså sådan rigtig ukonstruktiv vred er ikke noget, som jeg plejer at optræde med. Faktisk er jeg sindsyg dårlig til det cirkusnummer. De få gange, hvor jeg har optrådt med nummeret har det aldrig udløst klapsalver. Nummeret har indtil videre kun udløst øjeblikkelig udvandring fra teltet.

Nåh... I denne situation foregik det som følger: 
Billetsælgeren stod helt stille. Billetsælgeren holdt en lille improviseret tale om, at "vi jo for pokker er fælles om det her". Billetsælgeren hentede spand og gulvskrubbe og vaskede gulvet. Billetsælgeren og Cirkusdirektøren fik (siddende på hhv. køkkenbord og køkkengulv) luft for frustrationer i forhold til rigtig mange ting, rullet med øjnene og TIL SIDST forventningsafstemt virkeligheden i Cirkus Holmboe med jul, samvær, nærvær og fravær.

Halleluja ... nu er vi på sporet igen i denne forventningsproppede juletid, hvor der skal afstemmes og tages hensyn til helbred, familie, yngel og allervigtigst den (billetsælgeren), som skal være med til at navigere rundt i det hele. 

Jeg tror på, at selvom det gør ondt og efterfølgende virker så tåbeligt, så er det vigtigt ikke at knytte (jule)sylten, men at få bøvset sine frustrationer ud, så der er plads til mere medister, and og frisk luft i øverste etage! Det er nemlig både lettere, sundere og skønnere at holde jul i en stemning af samhørighed end i et tætpakket arbejdsfællesskab!

Mit ben er venlig stemt igen, jeg er glad igen, og jeg har fået tørret både tårerne og fråden væk. Vi har været til to pragtfulde familiejulefrokoster, så det endte med at råb blev til håb og larm blev til varm.

Jeg håber, at du har haft en dejlig jul uden larm og råb, og særligt ønsker jeg, at alle må få et vidunderligt 2014.

Jeg er ikke god til nytårsfortsæt, men vil måske i år prøve at finde et. Har du et nytårsfortsæt?

I dag er det den 22.12.2013 og 4. søndag i advent. Der er kun to dage til juleaften. Dette betyder i sagens natur, at jeg burde have en "stressklump" i maven og strø flueben ud med rund hånd på mine alenlange huskelister.

Men i år er den 22.december anderledes, for selvom mit cirkus og jeg har haft en måned med masser af arrangementer, en enkelt parkeringsbøde, pænt stor tandlægeregning krydret med masser af gaveindkøb, bagning og pyntning, så har jeg det godt!! Jeg har det faktisk bedre end godt her to dage før juleaften! Jeg har ro i maven og tænker pyt! Dette indlæg vil handle om, hvorfor jeg nu siger pyt og hvorfor det gir' god mening! 

2013 har været et år, som har indeholdt både tårer, store frustrationer, smerte og en svær erkendelse af, jeg har en sygdom, som mere og mere kræver sin plads. Nogle gange som en snigende og raffineret modstander. Andre gange med en opførsel som den forkælede og hensynsløse brøleabe, der smadrer alt på sin vej uden overhovedet at fatte, at jeg rent faktisk basker desperat med det hvide flag, mens jeg trygler "STOP".

Jeg har i 2013 for første gang i mine 17 år med sclerose skullet tage stilling til de hjælpemidler, som jeg indtil nu har kunnet undvære. I april måned blev jeg derfor under indre protester indehaver af to krykstokke og en stok. Det var svært, rigtig svært! Lige indtil min gode ven, som også har sclerose sagde: "det er sgu da først, når du IKKE bruger de nødvendige hjælpemidler, at du er rigtig handicappet søde ven"! Det fik han ret i. 

Mine stokke blev pyntet at gode venner, som vidste, hvor svært det var for mig at acceptere "de ekstra ben". TAK til jer som hjalp mig til at forstå, sige "pyt" og at indse at smukke hjælpemidler "gir' god mening"!

Med pyntede hjælpemidler tog jeg i august 2013 til Ry Sclerosehospital, hvor jeg efter 14 dages indlæggelse havde fået en selvindsigt og et tiltrængt spark i rø... , som gjorde, at jeg var klar til at kæmpe videre for det, som betyder noget for mig. De 14 dage i Ry gjorde en forskel, ændrede mit perspektiv og gav mig troen på bedring tilbage! Jeg lærte at sige "pyt" til de ting, som jeg grundet sclerosen ikke kan gøre noget ved!

2013 har naturligvis ikke kun indeholdt hjerteskærende scenarier for cirkusdirektøren. I november vendte håbet og troen på at det nok skal gå, tilbage med en kraft som både tog pusten fra mig og mine nærmeste!

Nogle ting kan nemlig vende, når man mindst venter det.  Min virkelighed vendte på et kort øjeblik en dag i november, da jeg modtog beskeden om, at jeg nu var i kategorien til at "modtage" pillen Fampyra. En pille, som godt nok rent økonomisk fremover forhindrer Cirkus Holmboe i at købe flere elefanter, men som også betyder, at jeg tror på, at jeg nu er en cirkusdirektør uden "kroniske" hjælpemidler! En cirkusdirektør der kan være med igen, når der skal optrædes. Pillen jeg sluger to gange i døgnet har ændret min frygt for, at "sclerosen kun går en vej!!" 

Og det er så her, jeg kommer til, hvorfor jeg faktisk har det meget bedre end godt i dag. I dag er nemlig dagen, hvor jeg har brugt tiden på at sidde og nyde tanken om, at jeg kan gå igen uden hjælpemidler. At jeg kan gå længere end 100 meter og kun holder billetsælgeren under armen fordi det er hyggeligt og ikke en nødvendighed. At jeg har overskud til besøg af dejlige venner og fest med veninderne uden at ligge "død" bagefter. Jeg har igen overskud til overnatning af gæsteartister og leg i haven. Det er så magisk og fantastisk! Ikke kun for mig, men for hele mit cirkus, som også nyder den virkning pillen har på mig.

Jeg har sågar danset med min elskede billetsælger for første gang i 4 år. Vi dansede tæt og langsomt, nøjagtig som jeg elsker det. Jeg er ikke bange mere. Ikke bange for, at jeg ikke kan være med til det sjove med mit cirkus! Jeg vinder ingen konkurrencer, men jeg deltager, kæmper og vil larmende stolt modtage min "sidsteplads"medalje efter hver leg, jeg taber!

Sidste år i julen havde jeg stive stænger, var træt og kampsvedte bare ved tanken om at skulle holde juleaften med gaver, gæster og gås. I år er jeg klar. Klar til både til at holde jul og fodre min tro på, at det GÅR godt. 

I år vil jeg sige "pyt" til konceptet om den perfekte og forventelige juleaften og i stedet mærke efter, hvad der gir' god mening for mine artister, billetsælgeren og mig.

Jeg forestiller mig, at juleaften 2013 vil gå over i Cirkus Holmboes historie som julen, hvor cirkusdirektøren skiftevis moonwalker og udfører høje knæløftninger rundt om juletræet ;-)

Jeg ønsker mig i år ingenting, for mit største ønske er allerede gået i opfyldelse. Jeg vil derfor juleaften 2013 nyde at flyde med mit cirkus, mens gavepapir flyver om ørerne på os, og konfekten indtages i rigelige mængder. Jeg vil nyde at mærke glæden, knusene, rødvinen og ilden i brændeovnen give varme i kinderne. 

Mest af alt vil jeg nyde at danse moonwalk istedet for slowwalk rundt om juletræet og at se lyset i artisternes øjne, når de pakker gaver op. Jeg vil i år også være den som springer op og henter nye sodavand og mere rødvin i køkkenet, så de andre kan blive siddende og nyde. 

Jeg fejrer juleaften i 2013 med en stor tro på, at der en dag også vil være lys og hjælp for alle os med sclerose.

Jeg håber at i alle får en dejlig jul på lige nøjagtig den måde, som i ønsker :-) 

Jeg VED godt, at jeg kun kan takke mig selv... men følelsen af at være blevet ramt af Nemesis i dag slog hårdt!

"Nemesis er er i den græske mytologi gudinden for både retfærdighed og hævn. Hendes vrede er rettet mod menneskernes overtrædelse af den naturlige orden og den arrogance, der er skyld i det."

I dag kl. 11.30 på en parkeringsplads midt i juletravlheden blev jeg ramt af Nemesis! Jeg var gudskelov ikke alene, for så havde en stille besværgelse, ikke været det eneste, jeg sendte afsted. Så havde jeg nemlig helt sikkert også afleveret både tårer, et spark i skridtet og en tale om ubarmhjertighed og næstekærlighed. Nemesis kom, fordi Hybris havde fået mig til at snyde lidt med parkeringsskiven, så vi havde liiiidt længere tid til indkøbene...

Nemesis som i dagens anledning var forklædt som en lille mand i blå uniform og med skuldertaske rakte mig smilende en parkeringsbøde til den nette sum af 590 kr.

Jeg vil ikke her udpensle, hvad min besværgelse indeholdt, men væsentlige dele var julemandskostume, strenge frostgrader og knyster pga. for små sko!

Min elskede seniorartist, som jeg havde hidkaldt som "juleassistance" stod gudskelov ved min side, ovenikøbet med favnen fuld af  julegaver, da jeg fik overrakt en gul seddel i højre hånd. SLAM!!! Der stod jeg så med to ben der reagerede som de plejer, når jeg bliver nervøs, ophidset eller ked af det. To stive stænger på en cirkusdirektør der gerne vil diskutere, men ikke kan finde ordene.. Det var hvad seniorartisten trak afsted med, da Nemesis var listet videre med flere gule sedler!

Iiiih jeg ved da godt, at det er min egen skyld, og jeg ved da også godt, at det "kun" er penge. Men jeg havde ikke planlagt, at min hyggedag med senioratisten skulle blive sådan.

Jeg havde derimod planlagt, at hun og jeg skulle shoppe, drikke varm cacao, snakke og hygge... Parkeringsbøden betød desværre bare, at jeg mest af alt opførte mig som en robotstøvsuger i to timer. Jeg tonsede hovedløst afsted fra butik til butik. Når jeg stødte ind i folk, stoppede jeg blot kort op, ændrede retning for derefer at pløje mig igennem næste butik. Seniorartisten bevarede gudskelov overblikket, mens jeg... ja jeg forblev sådan set bare en besværgelseskastende robotstøvsuger...

Nåh, men vi fik varm cacao, snakket OG handlet. Og jeg fik styr på mine ben, min hjerne og humøret igen. Jeg er blevet færdig med at handle julegaver, så NU er der dømt julefred og hygge!

En ting er dog sikkert! Jeg vil ALDRIG begå forbrydelser af den kaliber igen! Er du tosset mand... At blive ramt på både pengepung, krop og hjerne, bare for at snyde sig til 10 minutters ekstra parkering... Helt ærligt fru cirkusdirektør!!!

ps. Hvis i ser en parkeringsvagt i julemandskostume der kommer haltende pga. for små sko og kolde tæer, så send mig lige en tanke ik?

TAK! I dag vendte julestemningen tilbage. I 5 dage har jeg befundet mig i en tilstand af uforudsigelighed og følelsen af at en besværgelse har ramt mig. En besværgelse, hvis eneste formål var at dræne mig for julestemning. 

Det har saftsuseme ikke været nemt at opretholde decemberhyggen hele uge 50 i mit cirkus. Jeg ville så gerne kunne skrive, at hele Cirkus Holmboe har siddet med julelys i øjnene og lyttet til dejlig julemusik, spist hjemmelavet konfekt og lavet smukke hjemmelavede julegaver. MEN det ville kræve, at jeg stikker jer en løgn, der ville gøre selv Morten Bødskov misundelig...

Min julestemning har krævet intet mindre end kunstigt åndedræt. Jeg har nemlig haft en uge, der har spændt så meget ben på alle mulige måder, at det uden tvivl vil kunne forvandle enhver jule-entusiast til Jehovas Vidne (i en måneds tid).

Dræningen af julehyggen lagde hårdt ud i tirsdags. Jeg skulle til tandlæge! Det halvårlige eftersyn som plejer at indeholde 20 minutter i hænderne på min skønne tandlæge og betaling af 150 kr. Dette besøg var helt anderledes...

Jeg var ikke forberedt på dette. Mine planer blev spoleret, fordi:

Ja søde billetsælger! Gu' fanden var jeg et lille pus...

Jeg var et lille pus, for min plan var helt beskedent bare at få overstået tandlægebesøget i en ruf,  for efterfølgende at købe tre julegaver inden afhentning af artister. In my dreams!!! Jeg endte med en ændring i planene, der betød at jeg lå storsvedende og stiv som et bræt ca. en time i tandlægestolen med hele venstre side af hovedet sprøjtet fuld af bedøvelse mens min tandlæge jonglerede med larmende bor og beroligende ord!! Min skønne tandlæge havde nemlig et (stort) hul i min visdomstand. Et hul til ca. 1000,- kr :-( 

1000 kr fattigere, med en grim smag i munden og en bedøvelse, der viste sig at lamme hele venstre side af mit ansigt (og tunge) de næste 4 timer, læspede jeg "farvel" til min tandlæge og gik savlende fra butik til butik, som jeg havde planlagt!!. Naturligvis uden at få købt noget som helst. Pengene lå jo nu hos min tandlæge...

Med den klare bevidsthed om at julegaven til cirkusdirektøren nu kun ville kunne række til nye gummihæle til mine træsko, kunne jeg mærke den alt for velkendte og frygtede hovedpine komme snigende. En hovedpine som uden varsel folder sig ud som en led og ondskabsfuld migræne.

Migræne betyder en nat med opkast og smerte værre end de ledeste teenage-tømmermænd. Migræne betyder også dårlig samvittigehed over at melde sig syg fra arbejde og at være en tavs og uengageret mor og kone. Migræne kræver ligesom sclerosen på en dårlig dag fuld opmærksomhed og underkastelse fra cirkusdirektørens side. 

Fuck min visdomstand, som dræner mit budget, fuck sclerosen som tager så meget negativ og ubrugbar tankevirksomhed fra mig og fuck migræne, som gør så ondt og er så led og uforudsigelig!!

Fuck alt det der ødelægger min hverdag og specielt her i december, hvor jeg bare vil hygge mere end meget!!

Når alle de "fuck'er" er afleveret er jeg samtidig nødt til at sige TAK!

Tak til min billetsælger for bare at lytte, når jeg grædende siger, at jeg HADER min sygdom og hvad både den og migrænen på dumme dage gør ved mig. Og tak til mine artister for at lade være med at spille bordtennis indendørs og lytte til Metallica på lydstyrke tinnitus de dage, hvor migrænen gør mig til en zombie med små tomme øjne, kronisk morgenhår og en holdning der er en knogleskørhedsramt 80 årig værdig.

Ja gu' skal jeg det. Altså gribe livet, når nu jeg har det godt igen Jeg har i fem dage ikke haft lyst eller overskud til at være sammen med nogen - sgu ikke engang mig selv! Men nu er tågen lettet, kontoen tjekket for røde tal og jeg har igen fundet lysten til at skrive på bloggen her. 

Årh... i aften smager den hjemmelavede konfekt godt igen, julekalenderen med Lars Hjortshøj er sjov og jeg er klar til at lave "spejl" på sclerose og migræne, så længe kalenderen viser december - fandeme!!

Nåh ja... i morgen skal jeg til fødselsdag hos min elskede veninde (med højhælede sko!) og med et ben som stadig er min bedste ven!! Det glæder jeg mig til.

Husk at "carpe that fucking diem"!  Fredag den 13. endte med at blive en god dag for mig! Hvordan har den været for dig? Mild? travl? kærlig?  

Så fik vi sendt vores gamle cirkusvogn på pension. Det var på en underlig surrealistisk måde lidt vemodigt, for det er jo bare en vogn. Et transportmiddel, som i efterhånden mange år har bragt Cirkus Holmboe fra punkt A til B.

Men det er også en cirkusvogn, som har holdt til vægten af store horder af artister, mad/have-affald, legetøj, flyttegods og andet udefinerbart cirkusmateriale! Den har stiltiende lagt øre til højlydte diskussioner om førerens evner, eller mangel på samme, til at finde vej, når vi turede rundt til nye forestillinger. 

Vigtigst af alt har vores gamle cirkusvogn, med en tålmodighed som ville gøre Dalai Lama misundelig, ofte lyttet til en mumlende cirkusdirektør, der forgæves har prøvet at holde styr på både destination, sin dumme dropfod, som ikke ville ramme koblingen og artisterne på bagsædet...

Hvis vores pensionerede cirkusvogn skulle skrive et CV, vil der stå: "mægler, campingvogn, fartentusiast, rummelig på alle måder, lyttende og med et meget få antal af sygedage om året." 

I går ankom så min nye cirkusvogn. Den er skinnende blank og ren, både udvendig og indvendig. Der er ingen buler eller lugt af gammelt køleskab. Med andre ord, så er det en cirkusvogn som fungerer helt perfekt, når vi har fået drysset lidt tryllestøv og savsmuld i den ;-)

Det er faktisk ikke heeelt min cirkusvogn, for Haderslev Kommune har nogle "aktier" i den. Det er en vogn, som jeg har fået bevilliget et tilskud til. Ikke fordi jeg er cirkusdirektør med eget cirkus, men fordi jeg er handicappet! Fordi der i mit kørekort er et krav om, at jeg skal køre med automatgear, og fordi det blev vurderet, at det ikke længere var forsvarligt, at jeg kørte i den gamle cirkusvogn.

Kommunen bevilligede et tilskud til min nye cirkusvogn. Det er fint at bo i et land, hvor jeg kan få et tilskud på 40.000,- til at kunne købe en ny bil, som opfylder de handicapindretninger, der er påkrævet af "ordensmagten". Det betyder nemlig, at min økonomi bedre kan bære investeringen i en ny sikker bil, og at jeg kan opretholde min hverdag med arbejde, indkøb, hverdagens gøremål og samtidig ikke skulle blive mindet om konstant, hvad sygdommen gør ved min krop, når jeg kører bil. 

Min nye cirkusvogn er nemlig med både fartpilot og automatgear. Det er en kæmpe lettelse, hjælp og helt fantastisk ikke at skulle overveje, om jeg er for træt til at kunne handle, hente artister eller at skulle bede en hjælpende sjæl om at køre. 

At tænke sig, at jeg nu faktisk kan køre cirkusvogn siddende i lotusstilling er da også noget ik?

Jeg er i dette indlæg ikke kommet ind på tankerne omkring at skulle søge om handicapbil. Ejheller har jeg fortalt noget om arbejdsgangen, paragraffer, glæder og genvordigheder omkring det at søge om et så stort hjælpemiddel, som en bil jo er. 

Dette vil jeg gøre i et senere indlæg.

Jeg er kobberbrud!

Saftsuseme... jeg er kobberbrud. Der klinger en udefinerbar højtidelighed over det udtryk ik? Kobberbrud!

Billetsælgeren og jeg havde kobberbryllup i mandags. Kobberbryllup bliver jo som bekendt fejret, fordi to personer har brugt 12,5 år på at være sammen. 12,5 år,hvor man er flettet ind i hinandens glæder, sorger og oplevelser. Men det er allermest 12,5 år med den samme person at sige godmorgen til, kysse godnat, grine med, skændes med, elske med, spejle sig i og holde sammen med.

Hverken billetsælgeren eller jeg er de store "mærkedage entusiaster". Faktisk har jeg måtte lave en huskeremse, så han husker vores bryllupsdag, og jeg havde indtil for en uge siden lykkeligt fortrængt at den 2.12.2013 er vores kobberbryllupsdag :-)

Vi havde en fantastisk dag, den dag hvor vi kunne kalde os kobberbrudepar! De mennesker vi har omkring os fejrede os så meget og intenst med så stor kærlighed, at det må betragtes som direkte uforskammet, at jeg havde glemt datoen.

Der var overraskelser, knus, kram, gaver, kærlighedserklæringer og vigtigst af alt fællesskab og kærlighed.

To af mine veninder bad forleden dag om kobberbryllups-opskriften.

Jeg har ikke kunnet give dem den, for jeg kender ikke den færdige opskrift. Jeg har ikke kunnet finde den nogen steder og tror faktisk slet ikke den findes, altså opskriften. Men jeg kender nogle af ingredienserne, for jeg prøvesmager dagligt! Lad mig kort skitsere, hvilke ingredienser jeg propper i, for at gøre kobberbryllupsopskriften mere end blot spiselig.

Ingredienser i kobberbryllupsopskrift i Cirkus Holmboe
Vilje: En stor sjat af vilje er nok den vigtigste ingrediens, særligt når hverdagen i perioder ikke er til at holde af eller holde ud. Viljen til at ville hinanden og ikke give op. Viljen til at finde de små daglige glimt af kærlighed og forsoning.

Mod: Mod er en af de ingredienser, som for mig var særlig vigtig i de første år. Mod til at tro på, at selvom jeg har en lortesygdom, så er jeg den eneste rigtige for billetsælgeren. Mod til at tage springet sammen ud i fælles drømme (og såmænd også bare hverdagen), og at have modet til at sige sin mening uden frygt for at såre hinanden.

Pyt: Pyt bruges i de tilfælde, hvor man ved en fejl har fået hældt for store mængder af frustration og afmægtighed ned i retten. Pyt er den perfekte ingrediens til at redde retten. Pyt er især vigtig at bruge, når ingrediensen kaldet selvmedlidenhed har sneget sig ned i gryden og fået retten til at koge over eller brænde på.

Taknemmelighed: Ingrediensen taknemmelighed smager ikke af noget, men er ikke desto mindre en uhyre vigtig ingediens. En ingrediens som binder hele retten sammen! Taknemmelighed kan være svær at skaffe og finde,. Særligt når vejret er gråt, tallene på kontoudtogene er røde, trætheden er massiv og forventningsafstemningen omkring hverdagen er gået fløjten. Derfor er et godt råd herfra at gemme og opbevare den taknemmlighed man finder i solskin først på måneden et sikkert sted. Der skal nemlig bruges en del i en kobberbryllupsopskrift. Det smarte ved taknemmelighedsingerdiensen er, at den har ikke nogen udløbsdato.

Tålmodighed: Det kan være nødvendigt at komme et par dråber af tålmodighed i retten fra tid til anden. Tålmodighed har den fantastiske egenskab, at den fjerner bismagen af trang til udtalelser som "hvad sagde jeg???" og "du fatter ikke en skid". Tålmodighed skal ikke bruges i alt for store mængder, da det kan gøre retten ret uspiselig og underlig bitter. 
Der findes, ligesom med kanel, den rene vare og den som er farlig! I denne opskrift anbefaler jeg på det kraftigste den rene vare, som i rette mængder tilfører retten smagen af ro og tilgivelse. Ved at bruge den urene tålmodigheds-ingrediens risiskerer man at reagere med småbøvsen, ulmende og mavesmertende mave og tanker, der dræner.

Nåh... det var vist hovedingredienserne i min kobberbryllupsopskrift...

Man kan med fordel tilføre kys, klap bagi, fordybelse og et dagligt grin sammen. Husk at kernetemperaturen for retten skal være over frysepunktet, for at retten smager af noget som helst, og at der skal røres i retten jævnligt. Det modvirker nemlig bundfald og mug!

God fornøjelse. Du må meget gerne skrive her på bloggen, hvad du mener er vigtige ingredienser i kopperbryllupsopskriften :-) Det kan jo være, at du er nået længere end jeg i "metalrækken" af bryllupsdage ;-) 

Jeg kan godt lide kobber, men sølv og guld vil jeg altså også prøve ;-)

At betragte mig som værende julefornægter vil være direkte uforskammet! Jeg elsker jul. Jeg elsker stearinlys, ild i brændeovnen, gaver, gran, julekalendere, duften af hjemmebagte julesmåkager, gaver købt inden 1. december og hjemmelavet indbydende konfekt...

Ja ja ja, det lyder frygtelig romantisk og "svensk idyl" agtigt at få opfyldt altsammen, når jeg samtidig har jongleringer og badutspring væk fra teltet at holde styr på. 

Men situationen er nu engang den, at jeg siden den ældsteartisten kom til verden har været som marineret i julestemning og dyppet i intentioner om den perfekte jul!!

Men hvad er den perfekte jul egentlig? 

• Er det et cirkus fuld af glade gæster til glögg og æbleskiver hver weekend i december?
  
• er det smukt indpakkede hjemmelavede gaver, hvor jeg har tænkt på hver enkelt gavemodtager?
  
• er det et smukt pyntet cirkustelt, hvor der bliver skiftet farvetema hvert år til jul? eller 
  
• er det at kunne kreere de vildeste juledekorationer med kogler, gran smukke bånd og lys? 
  
• er det at bage småkager og lave konfekt i mængder, så det holder hele december?

...og så også samtidig hele december dufte ren og nyvasket iklædt pænt tøj og med artister som smilende klipper julepynt hver eftermiddag. Naturligvis tilsat en billetsælger, som kommer hjem fra dagens forestilling indhyllet i julefred, klar til at spille sjove spil med resten af cirkuset hele eftermiddagen, mens vi hører julemusik.

Nope....only in my dreams!! Faktisk er jeg overbevist om, at det scenarie mere ville være at betragte som "scary christmas" end "merry christmas".

Igår, bedst som jeg havde færdiglavet min "to do" liste over julens pligter, rev yngsteartisten mig ud af min "svenske idyl" parallelvirkelighed. Jeg skulle til at bage småkager, mange slags og efter opskrifter, som jeg nøje havde fundet på populære madblogs. Yngsteartisten ødelagde min plan ved insisterende at "foreslå" at deltage, for som han tørt sagde "det er jo også min jul mor!". 

SUK...Jeg havde lavet en lang liste med "juleting" jeg gerne ville nå, inden vi ramte 1. december (bagning, juledekorationer, færdigpynte osv..Men jeg nåede (gudskelov) ikke at fremture med argumenter som "Arhh  liiige det med bagningen, det går altså lidt hurtigere, hvis jeg selv gør det" eller "nej skat, det er nemmere, at jeg bare lige ordner det her i et snuptag, og SÅ kan vi hygge". 

Jeg kunne ganske enkelt lige i situationen slet ikke overskue, at han skulle "hjælpe". Jah,  jeg kunne faktisk næsten ikke overskue mig selv i projektet...

MEN jeg valgte at lukke øjnene og trække vejret helt ned i maven. Og så smed jeg min "to do" liste i skraldespanden. Kiggede på yngsteartisten og sagde "jeg bager altså ikke uden julemusik!!" 

Og så bagte vi, yngsteartisten og jeg. Vi tog lang tid om det, vi svinede og rodede. Vi smagte på dejen og lovede hinanden ikke at sladre om det til de voksne ;-) Vi hyggede, nynnede med på alle sangene fra "Absolute Christmas 2013" og vupti!! Så var der gået 4 timer i godt selskab, og hvor ikke en eneste småkage brændte på :-)

 I dag, den 1. december, har vi så spist både finskbrød, pebernødder og brunkager til frokost. Også det holder vi som en hemmelighed for de voksne...

Jeg fik igår hverken lavet dekorationer med gran eller kugler, ej heller færdigpyntet (hvad det så end er?), men her kan i se min ene og alene velduftende juleappelsin! 

Nåh jo, jeg fik også proppet et kalenderlys i en stage, dog uden gran, kugler men med hjerter. Det lykkedes alligevel at få tændt lyset. Måske er netop det lys signalet til mig om, at det hele ikke behøver at være så perfekt, og at jeg med fordel kan tage tingene i omvendt rækkefølge eller bare på min helt egen måde uden at brænde mit lys i begge ender!!

Rigtig god julemåned til jer alle. Jeg vil fra nu af huske, at det ikke kun er MIN jul, men hele Cirkus Holmboe som elsker december med alt hvad det indebærer :-)