Jeg har flade sko, pæne sko, slidte sko og så har jeg højhælede sko. Sidstnævnte har jeg ikke haft på eller sågar set de sidste 3 år. De ligger gemt og glemt inde i bunden af mit skab, hvor de indgår i kategorien "Det var dengang..."

Lige indtil torsdag eftermiddag. For der kunne man se mig på alle fire halvt inde i mit skab, mens sko, tasker og andet "gemt og glemt" fløj om ørerne på mig. Jeg fandt dem, de højhælede, vækkede dem blidt, mens jeg strøg støvet af snuden og fortalte, at NU skulle vi altså til fest og gi' den gas. 

Og det gjorde vi så! Med lidt sminke på øjnene, kindrødt på kinderne, iført pyntetrusser OG de højhælede, var jeg klar til at gå til bal i forsamlingshuset.

Med billetsælgeren under armen og selvtilliden i orden gled jeg ind i lokalet. Der var fyldt op med gæster. Gæster som bl.a. præsenterede sig som Flemming, Birthe, Poul, Inge, Knud og Lilian. Disse navne samt hårfarven (grå) hos størstedelen af gæsterne vidnede om, at det var i '60erne, de havde deres ungdom. Men at feste endnu, det forstod de!!

Det var en superfest med tre retter mad, taler, festlige indslag og uden mobiltelefoner ved bordet!. Toppen var, da bandet kom på scenen. Det var et band som vidste, hvad folket ville have. Så der blev danset, grinet og hygget. Der blev danset!! Jeg dansede én dans! Èn dans til et iørefaldende Kim Larsen nummer.

Jeg dansede én dans med billetsælgeren. Men hvilken dans og med højhælede på!! Det vil være en overdrivelse at sige, at billetsælgeren er nogen dansetrold. Han har derimod altid været rigtig god til at skubbe mig ud at danse med "de andre drenge", mens han så kunne nyde forestillingen. Billetsælgeren har faktisk siden seminarietiden hårdnakket påstået, at "Det er dem som danser, der ikke har råd til at stå i baren" og derpå taget en tår af sin øl ;-)

Men i fredags dansede vi sammen for første gang i 4 år. Vi dansede sammen den aften, hvor hele Danmark gik i chok over at en hedengangen fodboldspiller blev stemt ud i Vild med Dans. Vi ville helt sikkert være blevet stemt ud i førnævnte danse-underholdningsprogram, hvis vi deltog, men det er ligemeget! Det er bedøvende ligegyldigt. For vi ved, vi vandt!! 

Vi vandt over stive stænger, usikkerhed og over at skulle nøjes med at være bænkevarmere. Ok ok ok...  indrømmet, jeg er ikke nogen dancingqueen, men fra nu af vil jeg heller ikke være en dramaqueen, når jeg "blir' budt op til dans". Billetsælgeren og jeg dansede tæt, i takt og med den helt rigtige fornemmelse i maven. jeg NØD det, mens jeg kunne mærke klumpen i halsen og billetsælgerens arme omkring mig.

Jeg HAR foreslået, at vi begynder at øve herhjemme, så vi er klar til seniorartisternes guldbryllup - jeg venter stadig spændt på svar fra manden i mit liv ;-)

Jeg bobler af glæde og taknemmelighed indeni, for jeg har i dag holdt holdt min egen lille "kvinde kend din krop" temadag.

Der er blevet undersøgt mange ting på denne temadag med fokus på (kvinde)kroppen. Jeg har lært min "nye" krop bedre at kende, og er tilfreds med det, jeg i dag har erfaret.

Inden du begynder at danne indre billeder af frigjorte kvinder fra 70'erne med lange bryster uden tøj på, vil jeg skynde mig at pointere, at ALLE undersøgelser, jeg i dag har lavet, er foregået fuldt påklædt, hovedsageligt udendørs og endda med gummistøvler på!

Jeg har undersøgt, at min krop ER i stand til at gå hele tre ture, hinke (4 gange), løbe (læs: lunte) iført gummistøvler (ca 30 meter), undvære min middagssøvn og ikke mindst huske at være dybt taknemmelig!

Cirkus Holmboe har været fantastiske (også) i dag. De har været parate til både at smile, glædes og også at nikke overbærende, når jeg i min iver pludselig har strakt mit venstre ben højt over hovedet og udbrudt "Se mig", eller når jeg på vej hen til køleskabet laver høje knæløftninger, mens jeg mumler "det er da utroligt!"

Billetsælgeren er en træt og mæt mand efter cirkusdirektørens temadag. Han trænger til en god nats søvn, inden morgendagens udfordringer ;-) Men han er altså også selv lidt ude om mine "aktiviteter". Tidligere i dag sendte han mig nemlig en youtubevideo. Jeg tager hermed denne video som morgendagens udfordring!!

Jeg er temmelig taknemmelig, og vil nu sluge magi-pille nr 5 :-)

Virkelig! Rendyrket magi uden fætter BR tryllestave og glimmertryllestøv fra en hobbybutik! Jeg har ikke engang kastet besværgelser eller fremsagt trylleremser iført troldmandskostume...

Alligevel blev jeg ramt af magi i dag! Det magiske for mig er, at siden i onsdags har jeg spist en pille hver 12. time! En pille med det magiske navn Fampyra. Bivirkninger har der, som ved al medicin været en del af, men de blegnede da fuldstændig i morges, da jeg steg ud af min seng.

Jeg plejer at have "stænger der hænger" og en krop der er træææt og kræver ro. I morges var det anderledes, helt anderledes! Der var kort sagt dømt "Othellodag" i Cirkus Holmboe. 

Othellodag fordi:
Mit venstre ben og venstre fod ikke har krævet selvstyre.
Jeg har taget trapperne og ladet elevatoren holde pause på arbejdet (og der er en del trin , se selv her..

Vigtigst af alt, og det som har fremkaldt både indre jubelscener og troen på, at magien findes, kan I se i klippet herunder. Jeg har for at være helt ærlig set dette lille videoklip ca 30 gange, for det er helt urealistisk og SUPER fantastisk!!

Det betyder helt uforholdsmæssigt meget, at jeg kan løbe (læs: lunte). Magien og Fampyra hjalp mig på vej i dag, og jeg håber på, at jeg også kan regne med dem fremover. Jeg vil gemme i dag i en imaginær magipose, som jeg kan tage frem på de dage, hvor Othellokagen er udsolgt og jeg trænger til et spark bagi. 

Åh jeg er så glad, at jeg faktisk tror, jeg kan gå på vandet lige nu! 

"Tillykke - one gigant step for mankind" skrev min skønne veninde til mig tidligere i dag, da jeg glædesstrålende fortalte hende, at jeg havde LØBET en "metermarathon", nemlig 40 meter. Amstrong og mig, just saying ;-)

Om ca en time sluger jeg en pille der hedder Fampyra. Der er, trods navnet, hverken tale om en lille lyseblå pille, der får mig til at se blege nøgne mænd slå vejrmøller eller små grønne babyer svømme rundt i vingummier.

Fampyra er såmænd noget så fantastisk som en pille, der i bedste fald vil kunne forbedre min evne til at gå! Jeg har derfor i dag været på Sønderborg Sygehus til en såkaldt "gangtest", hvor jeg skulle gå 10 meter mens der blev målt både ganghastighed og antal skridt. Om 14 dage skal jeg så gentage denne manøvre for at se, om pillen Fampyra har en virkning på mig. Åh jeg håber bare så meget!

Jeg har været så utrolig spændt på i dag. Nej... helt ærligt, så jeg har faktisk været decideret nervøs for den her dag. Tankerne har fløjet rundt i hovedet på mig. Jeg har gennem min 17 år lange karriere som sclerosepatient prøvet en del medicin, både sprøjter og piller. Noget har jeg kunnet tåle i et stykke tid, noget har jeg SLET ikke kunnet tåle og endelig har jeg for tre år siden fået noget medicin, som er medvirkende til, at jeg ikke har haft attaker i 3 1/2 år, hvilket isoleret set er fantastisk! 

Det der er knap så fantastisk er, at jeg indenfor det sidste år alligevel oplever både min ganghastighed og distance skrumpe lidt for hurtigt ind. Det frustrerer mig, og det begrænser mig. Jeg vil jo også med på de "rigtige" ture og ikke kun "mor-ruten", jeg vil ikke hver gang skulle tage elevatoren istedet for trapperne, når jeg er på arbejde.Det har både jeg fortjent, og det har mit cirkus sgu også! Jeg VIL være med!!

- og derfor sætter jeg al min lid til Fampyra (om 10 minutter...). Jeg VED godt, at kun 50% af de, der får pillen tilbudt har virkning af den. Jeg ved også godt, at det ikke er en vitaminpille jeg sluger, men en pille som er beskrevet med et hav af bivirkninger. Endelig ved jeg at prisen på Fampyrapillerne for et år matcher det, som Cirkus Holmboe betaler for en sommerferie til sydens sol. Det tager vi også med.

Det som jeg synes er rigtig svært lige nu, når jeg sidder her og kigger på pillen, jeg skal sluge er tanken om, hvis den IKKE virker! Derfor vil jeg om lidt gå i seng og  krydse alt, hvad jeg har at krydse og be' til både Gud og hvermand om, at det her skal virke!

Jo jo, men nogle dage er bare mere bright end andre. Denne weekend har for Cirkus Holmboes vedkommende indeholdt lidt af begge dele i en stor pærevælling.

I går, lørdag, var en dag, hvor jeg, for ikke at ende som Maude inden kl. 9.00 (formiddag), valgte at sætte gang i nogle aktiviteter sammen mit cirkus. Aktiviteter er som regel gode til at eliminere en snigende selvmedlidenhed med dertilhørende strategisk placerede dybe suk og fjerne blikke ud af vinduet.

1. stop: svømmehal! status: LUKKET pga akut reparation....
2. stop: byen (skobutik): status: lørdagsLUKKET
3. stop: Bilforhandler i Kolding: status: LUKKET

- Og så var det, at jeg bød min indre Maude indenfor i varmen, under dynen i fosterstilling, uden adgang for børn og dyr ;-)

Således puttet under dynen, blev det på to sekunder vinter udenfor vinduet! Det haglede og ruskede, mens jeg med sammenbidte tænder lå og tvangsciterede "Always look at the bright side of life" - åndsvag sang, sådan en eftermiddag ;-)

Nåh, men alt dette var jo i går! I går er jo ovre, død og begravet, og i dag har været helt anderledes mild. Klog af skade, var dagen uden planlagte aktivteter fra cirkusdirektørens sid Dette betød et helt andet fokus på nuet og detaljen lige fra morgenstunden.

En tur i det blå gav mig sommeren tilbage for et øjeblik. Jeg havde lige afleveret ældsteeartisten til træning hos en veninde, da jeg ser sommeren i en grøftekant...

Kig godt efter! så vil du finde en lille rød klat, som "larmende" kræver opmærksom i denne Morten Korch stubmarksidyl.

Fokus på detaljen! I dag takkede jeg min økonomiske situation for, at jeg ikke har råd til noget hurtigere end min elskede Berlingo, for så var jeg suset forbi den... sommeren altså! Dér i grøftekanten stod den nemlig... sommeren, i form af en sart rød valmue!

Jeg er helt med på, at det i hverdagen er vigtigt, rigtigt og supervoksenagtigt at have styr på helheden, så man husker alt fra madpakkesmøring, benzintankning, at handle (det rigtige), aflevere artister og bla bla bla...

MEN sådan en søndag uden planer, vil jeg sgu have lov til at skrotte helheden og dykke ned i detaljen, for i dag gav det mig muligheden for at opleve sommeren i et kort øjeblik sådan en novemberdag, og det gjorde mig mere glad end glad :-) 

For at det ikke skal være løgn, hoppede de to yngste artister med i bilen, da ældsteartisten skulle hentes efter endt træning. De ville også opleve sommeren og vi var alle tre enige om, at "sommeren" skulle blive stående, for ude i naturen holdt den nok længst ;-)

If life seems jolly rotten,
There's something you've forgotten,
And that's to laugh and smile and dance and sing.
When you're feeling in the dumps,
Don't be silly chumps.
Just purse your lips and whistle. 
That's the thing.
And...

Always look on the bright side of life!

SÅ kom dagen, hvor vi endelig skulle mødes igen i Ry. Det fantastiske hold som var indlagt i august. Jeg har været så spændt, forventningsfuld og faktisk også lidt nervøs...

Spændt og forventningsfuld: fordi vi havde noget helt specielt sammen i de 14 dage, hvor vi med "hver vores sclerose" mødte op og under kyndig vejledning knoklede det bedste, vi havde lært, for at få det bedste udbytte af indlæggelsen. 

"Naturen som træningspartner" som forløbet hed, transformerede os, med hjælp fra vores empatiske og motiverende "lærere", i løbet af de 14 dage stille og roligt om til en vaskeægte naturtrolde-familie. Jeg forventede derfor at mødes med otte trolde, som jeg stadig dagligt skænker en kærlig tanke. Otte naturtrolde som, lige som jeg, overvandt egne grænser, græd når det hele blev for meget, grinede når det lykkedes - men allervigtigst støttede mig og hinanden. 

Ville vi mon falde i hak med det samme ved dette gensyn i Ry i går? Ville de andre have haft viljen, modet og kræfterne til at nå de satte mål? Hvor mange havde bevaret motivationen og kampgejsten, når det hele foregår derhjemme i regnvejr uden støtte, opmuntring og fællesknus.

Det sagde klik. Selvfølgelig sagde det "klik", da alle stille og roligt kom dumpende ind ca. kl. 10. Det var overvældende, dejligt og SÅ bekræftende af mødes igen. Og selvfølgelig skulle vi iføres vores "Naturtroldene" klan T-shirt:-) 

"Forventningsfuld" og "spændt" er følelser, som er lette for mig at forholde sig til og arbejde med. Desværre har nervøsiteten også været en markant følelse, som har krævet sin plads i både min mave og min tankevirksomhed.

Jeg har indtil i går været nervøs på den dumme måde. Rent følelsemæssigt kan det vel nærmest sammenlignes med den fornemmelse, der rammer lige i maven, når det går op for én, at nu er det for sent at gå i gang med lektierne, for timen ER i gang, eller fornemmelsen, da man i 8. klasse, med en Cherrycoke i hånden, stødte på venindens mor ved købmanden i det tidsrum, hvor man egentlig skulle knokle i idrætstimen (argh..)

Grunden til nervøsiteten, som nok bedst kan sammenlignes med en slags "åh nej nu blev jeg afsløret.." skyldes, at jeg ikke har opnået det mål, jeg skulle sætte mig, da jeg rejste hjem i august. Nemlig at jeg tre gange om måneden skulle gå 5 km (med indlagte pauser).

Som min verden har artet sig siden hjemkomsten fra Ry for tre måneder siden, har jeg på ingen måde kunne opfylde dette 5 km. mål. Det er så demotiverende og gør mig så frustreret. Min gangdistance skrumper lige nu ind hele tiden. Jeg vil så gerne gå, og jeg vil så gerne følges med dem som kan gå langt, for den stædige (urealistiske) Charlotte kan stadig mere, end benene vil. 

Nåh... Vi skulle efter frokost på en "walk and talk" tur, hvor vi skulle følges to og to. Jeg tog dagens klogeste og vigtigste beslutning. Jeg valgte den korteste rute og fulgtes turen rundt med Lone, som i de 14 dage i august fik en særlig plads i mit hjerte. Hun har lært mig noget om stokkes signalværdi, at lytte og om viljen til at kæmpe, og så kan hun forstå og se ind bag mit smil og dumme jokes! Det betød, at vi snakkede, hun lyttede og jeg græd lidt på denne walk and talk.

Lone og jeg holdt pause ved badebroen, ladede op, tørrede øjnene og var klar til mere "gåtur".

Jeg er en naturtrold! Jeg kæmper videre! På onsdag håber jeg, at jeg får hjælp til at kæmpe videre for at nå mine mål. Jeg skal nemlig prøve noget nyt medicin, som siges at kunne øge min gangdistance. Det virker på 50% af dem, som prøver det, så wish me luck :-)

Kære dejlige naturtroldefamilie, jeg glæder mig til vi ses i februar hos vores alles Jytte.

Og kære Ry, vi ses også igen. Jeg ved ikke hvornår, men du skal vide, at du er ligeså smuk og skøn i efterårssolen som i august, og at min sjæl er i ro, når jeg har besøgt dig :-)
 

Her er en sætning i datid: "Jeg havde ondt i ryggen"
og én i nutid: "Nu har jeg det godt i ryggen"

Og sårn' er det!

I 1 1/2 måned har hver eneste dag været "dum ryg dag". Jeg har talt til 10 hver gang jeg skulle op at stå, fordi det gjorde så ondt i min ryg at rejse sig. Jeg har undladt at vende mig i sengen om natten, fordi mine smertegrynt ville vække min stakkels sidekammerat. Dette har medført en "lam" arm som belønning hver morgen. Jeg har også brugt alt for meget tid på at ligge og glo uden at kunne gøre andet...Jo, møffe og sukke over ikke at være til nogen nytte. Jeg har fået "skæld ud" af både kolleger, min mor og billetsælgeren, når jeg ikke har lyttet til min krop. PUHA!

Men jeg har overlevet, selvfølgelig har jeg det, også selvom dagene har været sådan her:

I går morges vågnede jeg ved 6 tiden, og den første jeg tænkte på var Rasmus! Rasmus er min kiropraktor, så den tanke kan jo isoleret set godt virke lidt syndig.. Men jeg tænkte på Rasmus med et lille taknemmeligt smil, og endda helt uden dårlig samvittighed! Jeg kunne nemlig vende mig i min seng uden smerter, stå ud af min seng uden smerter og sætte mig på toilettet uden at skulle holde ved muren og ikke mindst SELV kunne tage strømpebukser på!

HVILKEN VELSIGNELSE OG FRYD! Hold da op, hvor er det bare fantastisk, for også i dag har min ryg været god ved mig. Jeg er helt på det rene med, at jeg skal overholde den træningsplan Rasmus stak mig i hånden i forgårs,og jeg er også ok med, at han "tager så hårdt ved", at min ryg knirker, for jeg ved nu, at det virker!! 

Jeg har i alt for lang tid været rigtig ked af det, irriteret, super utålmodighed og faktisk også rigtig bange for, at det her "nok bare er sclerosen". Gu' var det ej! Det kan godt være, at det er sclerosen som er medskyldig, idet den forårsager at jeg konstant går lidt skævt, som om jeg befandt mig i en kronisk sidevind og ubevidst skåner min venstre side af kroppen så meget, at højre side burde kræve mere i løn. MEN der kan gøres noget! Der kan afhjælpes og korrigeres. Og det er bare så vigtig viden for mig at tage med videre. 

Ham Rasmus har en rigtig stor stjerne hos mig lige nu, for han har helt fra første gang jeg troppede op hos ham troet på, at der kunne gøres noget, og han har højlydt sagt "STOP Charlotte", når jeg har småpippet om, at jeg nok bare er en ynk og en hypokonder.

Jeg er lige nu mere fortrøstningsfuld, end jeg har været i flere måneder, for udover, at jeg har en ryg i ro, så har jeg fået et brev fra sundhedsstyrelsen i dag. De har sendt en bevilling af medicintilskud på Fampyra. Fampyra er en såkaldt gåpille. Den kan i bedste fald forbedre min gangdistance betragteligt - hvor vildt er det ikke lige?!

Jeg VIL tro på, at den virker på mig, og jeg VIL tro på, at jeg kommer ud at gå længere ture igen... måske endda LANGE ture :-)

Min ryg er i ro, og mine ben bliver hjulpet i gang (håber jeg) - yeah!

Så enkelt er det!!

Hvis ønsket er stort nok, viljen er stærk nok, OG allervigtigst hvis man kan se formålet med udfordringen, så kan selv rigtig svære udfordringer lade sig gøre. Beviset kan I se i denne lille video, som jeg har optaget i dag!

Jeg vil lade videoen tale for sig selv, i stedet for at lade dens budskab drukne i forblommede ord om pædagogik, didaktik og andre dyre ord.

Denne video kan med fordel bruges til refleksion over andre situationer i livet, hvor viljestyrken bliver udfordret og drømmen om det umulige kradser;-) 

Det "umulige" kan lade sig gøre, hvis blot "guleroden" er stor nok ;-)
Meeen man kan selvfølgelig også vælge den nemme løsning, hvis modet, evnerne eller tålmodigheden svigter ;-) Det store spørgsmål er så bare, om en klat maling og lidt snyd kan låse op til drømmene??

Endnu en dejlig dag med Kasper Vestergaard i hans lille køkken:-) Kasper havde bedt mig om at hive nogle rødbeder op af min køkkenkasse, for jeg skulle lære at lave røde quinoa deller. Jeg var spændt, meget spændt, for det lød saftsuseme godt nok sundt...

Hold da op, hvor blev jeg positiv overrasket! Dellerne var supernemme at lave, smagte vidunderligt (virkelig!), og så havde vi det bare så hyggeligt.

Efter madlavningen tog jeg hjem med en god fornemmelse i maven, og Kasper blev i køkkenet og ryddede op efter mig ;-)

Vores dag med delle-lavningen er blevet til en radioudsendelse i RadioMS. Jeg synes selv i al ubeskedenhed, at det er blevet til en rigtig god udsendelse. 

RØDE QUINOA DELLER

Ingredienser: 
1 dl quinoa (3 dl kogt) (kan købes i de fleste dagligvarebutikker)
1 rødbede 
1 lille løg 
1 fed hvidløg 
1 dl grahamsmel 
1 tsk. karry 
1 tsk. salt 
1 æggehvide 
Olivenolie til stegning

Sådan gør du: Skyld quinoaen i koldt vand. Kog den i vandet i 10 minutter under låg. Sluk for varmen, tilsæt salt og lad den trække under låg i 10 minutter.

Skræl rødbeden og pil løget. Riv begge dele groft.

Kom presset hvidløg, grahamsmel, karry og salt i en skål sammen med den revne rødbede. Vend den kogte quinoa i æggehviden og lad så farsen hvile lidt, mens du laver tilbehøret.

Læg 1 spsk. fars med top pr. dunse på en varm pande med olie og flad dem ud, så dunserne bliver ca 1 ½ cm høje. Steg dem på middelvarme i ca 4 minutter på hver side.

God fornøjelse og velbekomme :-)
Det er en NEM opskrift og så smager det HELT vildt godt - faktisk overraskende godt!!

"Det var godt... og på tide!! For med al respekt, Charlotte, så ligner du altså noget, der er løgn!" 

Meldingen kom fra vores skemalægger og i dette tilfælde også vikarformidler på mit arbejde, da jeg i forrige uge ringede og meldte mig syg i et par dage :-(

En ting er, at have jordens mest ærlige og forstående kollega, en anden ting er at have så ondt i ryggen, at jeg i efterhånden (alt for) lang tid har ynket og klynket, spist flere smertestillende piller, end der egentlig har fortjent at ligge i min mavesæk. Jeg har i løbet af den sidste måned dagligt og intenst trænet disciplinen "Lig stille på ryggen uden at sukke og brokke" og er netop af dommerpanelet (mig) blevet udnævnt som vinderen (eneste deltager)!!

Min kiropraktor, Rasmus, som både er rar, dygtig, pædagogisk og tålmodig, siger, at jeg er speciel. Det ville jo unægtelig føles anderledes varmt, hvis denne besked kom fra billetsælgeren. Men jeg er ifølge Rasmus kun speciel på den kedelige måde, at han ikke tidligere har haft med en ryg som min at gøre før... Min ryg er mildest talt møgdum lige nu, men med den rigtige behandling hos kiropraktoren, træning og øvelser bliver det godt igen. Det skal det blive, og jeg vil tro på det, for jeg laver mine øvelser og møder op til "knæk og bræk" behandlinger et par gange om ugen.

Smerte gør mig bare så sur, stjæler min nattesøvn, min koncentration og fratager mig lysten til at bevæge mig, til at skrive og til at være en del af fællesskabet. Derfor er jeg træt af at have så ondt. Jeg har jo aldrig ondt, ikke engang i en nedgroet negl, tænderne eller ørerne. Smerte er ikke en del af konceptet "sclerose" for mig...Det er for pokker ikke på den måde min sclerose plejer at byde ind med udfordringer i det daglige. Jeg er normalt  bare slap i kroppen og kognitivt ramt i toppen - men smerter nej... lige indtil nu!

Midt i hele dette projekt "Rask ryg" skal jeg minde mig selv om, at jeg har et cirkus som er skabt til "nyd og flyd". Jeg er ved at lære det, og accepterer velmente formaninger fra billetsælgeren, når jeg glemmer det! Når mit cirkus kan flyde og nyde, så kan jeg sgu også - bum basta!