Sommerferien 2015 er alarmerende tæt på at være brugt. På mandag begynder jeg nemlig på arbejde igen efter tre ugers ferie. Vi har været vidt omkring, oplevet meget og været på mange ture. Både sommerhus-tur, Spanien-tur, strand-tur, skov-tur, en Grøn Koncert-tur...

Og så har vi også været på et par op-ture og taget på en enkelt massiv ned-tur!

Da det her jo ikke er en rejseblog, vil jeg ikke belemre jer med et langt smalfilmsgabende foredrag om min fede ferie. I må nøjes med et lille postkort som de andre!

Kære xxx
En lille hilsen her fra Spanien, hvor vi atter nyder livet med sol, varme og masser af is. Peter og jeg drikker kolde øl og nyder livet. Ungerne nyder poolen ligeså meget som for fire år siden, da vi var her sidst. Vi har naturligvis også været kulturelle og har blandt andet besøgt en smuk og autentisk lille bjergby. Hold op, hvor vi trætte, da vi kom hjem til huset hø hø...

Kærlig hilsen
Charlotte og Co.

Bum!

Fem linier om vores fede ferie. Det er det postkort kan! Og det er ud fra den formel, næsten alle postkort skrives. De giver et stemningsbillede af den gode og sjove ferie. De er nemme at læse og ikke mindst at fordøje - lige til køleskabslågen! 

Det smarte ved postkort er, at de meget ofte skrives med filter. Et filter, som er vandafvisende overfor det, som ikke er fyldt med misundelsesværdig feriestemning. Og sådan skal det være!

Men sådan var vores rigtige ferie bare ikke!

Ferien i Spanien UDEN "postkortfilter" har i perioder ikke været et postkort værd. Vi tilbragte godt nok ferien i det samme fantastiske hus som for fire år siden. Et hus med en blomstrende have og en pool, som jeg er dybt forelsket i. 

Og det er så her min nedtur kommer ind i billedet. En nedtur, som skulle vise sig at blive noget af en gamechanger.

Vi oplevede nemlig en forskel fra vores forrige ferie. En stor én. Lige præcis fire års forskel med sygdommen sclerose. I år havde jeg hele mit regime af hjælpemidler med. Et regime, der både inkluderer rollator, dropfodsstimulator og stok. For fire år siden havde jeg nok i Peters arm, når det gik op ad bakke. 

Det blev på ferien i år pludselig tydeligt for enhver, at min krop er gået ret meget i stykker siden sidste ferie i Spanien. I hverdagen herhjemme med rutiner og tillærte tricks, er jeg en mester i at lyve ubesværet og bilde både mig selv og de andre ind, at "det går fint" og så stikke alle et smil! Men nu fik jeg pludselig virkeligheden ind med skovl. 

Jeg måtte afkorte små gåture markant. Jeg havde rollatoren med overalt. Jeg blev hurtigt mentalt træt, hvilket betød, at jeg sagde noget, men gjorde noget andet. Jeg måtte op på ryggen af Peter et par gange, fordi min ben stod af - helt af. 

Det var ikke sjovt - slet ikke sjovt. Jeg blev ked og reagerede surt. Peter blev ligeså ked og reagerede ligeså surt. Sur + sur udløser i de fleste tilfælde skænderi. Og vi er som de fleste tilfælde! Men gudskelov ikke særlig længe af gangen. Det er nemlig ret svært at løbe med sejren i et skænderi, hvor det er sclerosen, der er skurken!  

Derfor skulle vi i år lære noget nyt. Nemlig at vores ferie med udflugter og eventyr er på nye vilkår, når man er medlem af Cirkus Holmboe! Nye vilkår med en rollator. Med flere indlagte pauser. Med mig placeret på en stol eller et håndklæde, mens de andre udforsker, og vandrer i bjergene eller på stranden.

Da jeg først affandt mig med dette, blev ferien meget bedre. Ingen stillede spørgsmålstegn, men alle åndede lettet op. Det lykkedes os i fællesskab! Vi lærte at holde ferie på en lidt ny måde. Vi har fået større børn, som ser det som en helt naturlig ting at hjælpe til for at tingene glider, så vi alle kan være med. Vi har børn som synes, at en kørestol skal være mit næste store ønske, når vi skal ud at opleve sammen. Og de har ret!

Karen Blixen har engang sagt at:

»Alle sorger kan bæres, hvis de sættes ind i en fortælling, eller man kan fortælle en historie om dem.«

Jeg har faktisk nogle gode fortællinger fra både min ferie i Spanien, sommerhusturen og også Grøn Koncert, som jeg gerne vil dele med jer. Fortællinger om overskud, synkronhygge, en sød mand i Spanien og en lækker yogalærer på en græsplæne i Spanien. 

Det er oplevelser og fortællinger, som sørger for at sorgen over at jeg bliver mere og mere handicappet bliver til at bære.

De oplevelser vil jeg glæde mig til at dele med jer i næste blogindlæg :-) 

I får lige et billede af spansk yogalærer. Så har I lidt at glæde jer til :-)

Hvis i ikke tror på mig, så læs venligst hele dette blogindlæg. Lad dog lige dit blik hvile et øjeblik ved disse arme... Det er mine, og de er så tynde, at jeg kan bruge sugerør som ærmeskånere. Men lad jer ikke snyde...

For ca halvanden måned siden læste jeg en opdatering fra en af mine facebookvenner, som hedder Ditte. Hun har sclerose ligesom jeg, men modsat mig, var hun på det pågældende tidspunkt lettere til at lette røven end jeg. Hun havde lige roet fem kilometer!

Mig?! Jeg havde lige tjekket den tomme skuffe for chips og kiks. Jeg sad og kedede mig og orkede faktisk ikke engang at gå i seng. Jeg blev derfor siddende fastgroet i sofaen og og tog hul på dagens sidste overspringshandling. Jeg skrev til Ditte:

Og så gik vi ellers bare i gang. Ditte og jeg. Vi har hver især trænet tre gange om ugen. Hun har siddet i en romaskine i Fredericia og jeg i Haderslev. Jeg har efterhånden brugt mange timer med "hiv og sving" i en båd, der ikke rykker sig en tomme. Men det er ligemeget! Helt ligemeget, for der er fem ting som har kunnet holde kedsomheden ved roningen væk.

• Lydbøger, jeg har "læst" en del, mens jeg har roet!
• Jeg er opdraget med, at man  overholder aftaler. Jeg kunne derfor  ikke bare sige til Ditte "ej det var bare for sjov, jeg gider ikke alligevel - go' tur"
• Jeg får den fedeste fornemmelse i kroppen, når jeg kan motionere på samme vilkår som andre.
  
• Jeg elsker at svede og mærke pulsen banke løs. Det er det jeg savner mest ved at løbe. Nu har jeg endelig fået den bedste måde at svede på med røven i sædet :-)

Det er jo ikke størrelsen af mine arme. Det er gørelsen af mine arme! Og aftalen med Ditte!! Nu ved jeg, at når jeg sætter mig et mål, så er det nemmere at nå målet, hvis jeg har en medsammensvoren (som Ditte).

Jeg skylder lige at sige, at jeg har sendt resten af mit cirkus i sommerhus i morges, så jeg er helt alene hjemme. Og ja! Indrømmet... jeg har siddet i sofaen hele dagen, for mine ben strejker og mine hænder kan nå gulvet uden jeg bukker mig ned.

Men det er ligemeget! I dag bobler jeg, for 10 km er altså sindsygt langt i en romaskine, når man er mig. Og i morgen sætter jeg mig i bilen sammen med cirkushunden og en Othellolagkage. Vi kører op til de andre i sommerhuset, og så skal vi fejre de 10 km, ferien og livet sgu!

Det er nemlig lidt "lonely", at der slet ikke er nogen hjemme, når jeg bare vil danse min 10 kilometers dans og hyldes, som var jeg en del af guldfireren. 

Mit næste mål må være....

Åh denne varme... Både min cirkusvogn og min krop driller så meget, at motoren i begge dele gisper og lider. 

Min krop går i stå. Bogstaveligt talt, så går den helt i stå. Min venstre arm gir' op, benene står af og hjernen smelter. Rollatoren bliver derfor i denne varme ikke min plan B, men min eneste mulighed for at bevæge mig bare lidt rundt udenfor. 

Det er dog meget værre med cirkusbilen... Den melder konstant "temperaturreguleringsfejl" og vil slet ikke engang give den gas (bogstaveligt talt). Selvom jeg giver den ro og også lov til at trække vejret, påkræver den min opmærksomhed med sin lille insisterende blinkende advarselstrekant lige ved siden af speedometeret + et lysende tegn med ENGINE FAULT.

Beskeden om MOTORFEJL brød min søde og trofaste mekaniker sig absolut ikke om, da jeg ringede til ham i fredags, hvorfor han bad mig om at komme "ind på kontoret" i morges, inden jeg tog til træning.

Derfor stod jeg i morges kl. lort med sovemærker på hele højre kind og iført mit træningstøj inde på hans værksted. De to unge fyre som kom samtidig og skulle have hjælp med et blinklys havde smart tøj og smil på!

Trofast Mekaniker brummer: "Nåh, det var godt Charlotte, så kunne du være der".

Mig, som smider nøglerne hen til ham, brummer tilbage: "Her er nøglerne! jeg er færdig med at træne om en time, så er den klar, ik?!"

De to unge fyre står og snakker både højlydt og lystigt om noget kun unge fyre finder interessant...

Trofast Mekaniker (retorisk): "Det er hos Addi du træner i dag ik? Skal jeg køre dig derhen eller klarer du den selv idag?" 

To unge fyre, pludselig helt tavse, retter først opmærksomheden mod mig og så Trofast Mekaniker. Ung mand udbryder så storgrinende: "ha ha ha den var go! Der er også hele 200 meter derhen". Så retter han blikket mod mig igen, mens jeg vender mig om, åbner bagagerummet og smilende løfter min rollator ud.

Ung mand når på 1 1/2 sekund at:

• slå blikket ned
  
• slukke grin
• trække mobil op af lommen
• tvangsstirre ned på skærmen i pludselig panisk tavshed
• vende sig mod sin makker

Stakkels fyr!

Mig?! Jeg smiler og siger "vi ses om en time og også god dag til jer drenge", hvorpå jeg kan høre, at den ene mumler "Det var da for helvede ikke lige til at se"

Trofast Mekaniker?! Han siger "Hun er sej. Det skal i bare vide... hun er sej, hun har også en elcykel!".

Cool.. hun har også en elcykel! Mere hørte jeg ikke, for jeg var jo på vej til træning hos Addi.

Det er oplevelser som den i morges, der gør, at jeg ikke har så svært ved at bruge min rollator. Jeg er jo ligesom alle andre, bare med anderledes ben. Jeg vil uden tvivl altid føle, at det er sur røv og bunduretfærdigt, at jeg som 43 årig bliver nødt til at bruge et hjælpemiddel, som oftest er alderbetinget ved udlevering. Men jeg er jo stadig mig... 

MEN hvis nu jeg pakker min forfængelighed væk et øjeblik og ser på nytteværdien af mit hjælpemiddel istedet, så er livet altså så meget nemmere for mig med en rollator. Jeg kunne sagtens skrive en masse overbevisende ord om det, men vil blot nøjes med at vise jer, hvor ligeglade mine unger er med, at deres mor bruger rollator. 

Det jeg prøver at sige er, at jeg er nået til et punkt, hvor jeg ikke længere kan retfærdiggøre, at det skal handle om min egen forfængelighed i forhold til hjælpemidler, men om muligheden for at være med! For alles skyld!

Jeg har endelig erkendt, at om jeg så ender op med et helt regime af hjælpemidler,så er det vigtigere for både mig og dem jeg elsker, at jeg kan være med! Være med til at opleve og bruge tiden på at være til stede istedet for at være i vejen.

Årh nu har jeg sagt det højt. Jeg er ikke bange for hjælpemidler. BUM!

Jeg er ikke den eneste der synes at hjælpemidler er svære at sluge, er jeg? Hvorfor mon jeg bekymrer mig så meget om, hvad det gør ved mine elskede, at jeg bruger rollator, når jeg kan se, at de bare nyder, at jeg kan være med på (lidt mere) lige vilkår?

Vigtig bonus:
Peter og jeg var for en uge siden til Sting koncert. Det var den bedste koncert, jeg har været til og den mest fantastiske oplevelse. Sting smeltede mit hjerte i en skov i Aalborg. Jeg kunne skrive en masse om Sting og hele hans væsen den aften, men når nu "temaet" i dag er rollator, så vil jeg blot sige: En koncertoplevelse bliver ikke ringere med en rollator, tværtimod :-)