Jeg ville egentlig have skrevet en masse i går. I skulle have hørt om, at jeg går mindst 9 km om dagen herovre og derfor bruger latterlig meget tid på at glo ned i min skridttæller og hviske til mig selv "godt klaret Charlotte, fandeme godt klaret...". 

Jeg ville også have fortalt, at jeg får ros af min fysioterapeut, fordi jeg virker meget mere koncentreret og fokuseret nu i denne uge, og at jeg får rigtig meget ud af håndtræningen med min ergoterapeut. Allervigtigst ville jeg have fortalt jer, at der nu er sat max fokus på at få mig på sporet rent kognitivt igen. Det er virkelig dybt professionelle kræfter, der tager hånd om mig og mine udfordringer. 

...Men jeg var simpelthen bare så træt både indeni og udenpå, at jeg valgte at kapitulere, kravle i seng og lade mine hjerne splatte ud til Netflix akkompagneret af en pose lakridser (og nogle Toms guldkarameller og lidt lakridsmandler og resten af bridgeblandingen...). Vi arbejder en del med at få automatiseret kroppens bevægelser her i Haslev, og jeg kan nu sætte flueben ved "automatisering af bevægelsen fra hånd i pose til mund" (endda liggende). Note til mig selv: undgå overtræning eller med andre ord, STOP når kvalmen indtræder.

Gårdsdagens "hygge" kvalme og lakridsopstødene har i dag fundet et acceptabelt leje her sidst på dagen, og jeg er på alle måder fuld af overskud, gå på mod og lyst til at "sparke røv".

Det er så fedt nu at kunne skrive, at den semidårlige lejrskoletur, som jeg i sidste uge følte, at jeg havde meldt mig til her i Haslev, i denne uge er forvandlet til noget virkelig godt og brugbart for mig. 

Jeg kunne naturligvis fortælle mange og lange historier, krydret med små anekdoter, om, hvad der virker, hvorfor og hvordan. Men det vil jeg ikke! Jeg har lige nu ikke kræfter til det... Så derfor kommer her istedet nogle af de (indtil nu) vigtigste "highlights" fra denne "spark røv" uge.

Når man, som jeg, har en venstre hånd, der på grund af sclerosen konstant befinder sig iklædt en usynlig beskyttende handske, så bliver poselege som denne "mærk og beskriv en figur" helt automatisk kategoriseret som en udfordring på linje med at måle en vejlængde med et decilitermål. 

"Hmmm... jeg tror, altså TROR, at den har form som en .... blomst, og den er prikket i overfladen!" Hjertet med striber hives derpå ud af posen, og jeg siger højt "Nåh... men jeg kunne altså godt mærke, at den var grøn..."

Min søde og superdygtige "håndtrænings-ergoterapeut" smiler blot, giver mig nye øvelser og redskaber til at lære at navigere med en usynlig handske på. Hun er meget anerkendende og virkelig opmuntrende :-)

Balancetræning handler jo i sagens natur om at holde balancen. Men det handler også om at tro på sig selv og lægge vægten så rigtigt, at man næsten bliver ligevægtig - og DET kan være svært for en cirkusdirektør!! Jeg har trænet både på Wii (hvor jeg konstant modtager titler som "amateur" og "unbalanced"... 

Gudskelov deltager jeg også på balancehold, hvor dommerne (læs: personalet) er helt anerledes anerkendende og forstående. Min balance har forbedret sig markant på bare 1 1/2 uge, så jeg tror faktisk på, at når jeg vender næsen mod Haderslev om få dage, så er jeg mere ligevægtig end undervægtig.

Jeg havde den vildeste oplevelse i morges! En herre i hvid kittel, som præsenterede sig som bandagist placerede mig på en stol, satte et "bånd" på mit ben, tastede noget ind i en computer, og vupti, så var der sat strøm til mit latterlige venstre ben! Vi gik en tur, kittelmanden og jeg, en lang tur, mens jeg udbrød sætninger som "f*** hvor er det vildt" "Ej... vil du ikke være med til at gå til verdens ende" og "skal jeg prøve at løbe fra dig hva'?"

Den søde herre i hvid kittel smilede blot og fulgte trop. Han gik og trykkede lidt op og ned for strømmen på sin sorte boks, mens han mumlede "det er fint det her.. det virker fint, den er go'" Jeg gik som en drøm med strøm!! Uden dropfod og uden en venstre hoftebøjer, som har fået for vane konsekvent at gøre det modsatte af, hvad jeg ber' om. 

Bandagistherren har søgt om et "strøm(pe)bånd" til mig, så nu er der så bare at vente på, om jeg kan få den bevilliget af Haderslev Kommune. Den vil betyde en verden til forskel for mig i hverdagen, så iiih hvor jeg håber! Tænk at ville kunne gå uden at tænke på fald, hyppige siddepauser og slaskende venstrefod.

Den der hjerne jeg har bragt med til Haslev, den er træt, forvirret og nærmer sig noget nær kogepunktet. Det er naturligvis blevet spottet, og derfor også det som der arbejdes mest med. Ordene "kognition" og "kognitive udfordringer" er klart de ord, som oftest går igen i min samtaler med mine behandlere - samtaler som er lange, mange og hjælper mig... 

Jeg vil ikke uddybe i dette indlæg, hvad der konkret bliver gjort, for jeg har hånden på hjertet faktisk så meget mudderhjerne lige nu, at jeg vil tage en lur og så finde lidt at spise.

I overmorgen skal jeg hjem, men jeg vil bestræbe mig på at skrive blot ét lille indlæg i morgen. Jeg vil fortælle lidt om, hvad der bliver gjort for at befri mig for min invaliderende mudderhjerne, og så vil jeg også fortælle om betydningen af at have venner, nye som gamle, som har haft en stor andel i at gøre den her indlæggelse til noget, som jeg vil huske tilbage på med smil på læben og varme i hjertet.

Haslev blev herlig!

Lige netop det spørgsmål er jeg blevet stillet vildt mange gange i den forgangne uge. Jeg er jo som bekendt indlagt på Haslev Sclerosehospital. Jeg havde inden afgang til Øen lovet både alle jer som læser min blog og også Scleroseforeningen, at blogge om min oplevelser på Haslev Sclerosehospital.

Det har jeg ikke gjort! Jeg har ikke skrevet så meget som en linje. Faktisk har jeg ikke engang åbnet min computer før nu, lørdag aften kl. 22 siddende på et hotelværelse i København sammen med min elskede billetsælger.

Jeg ville så gerne kunne skrive, at det er lige så fantastisk som mine to indlæggelser i Ry. Men her efter den første uge, har jeg slet ikke den fornemmelse af boblende overskud og tro på, at DET her hjælper mig både lige nu og på sigt..

Der er mange små ting, som ikke har arbejdet MED mig for at gøre den første uge forudsigelig og rolig. Da jeg ankom i mandags blev jeg kl. 11 "inviteret" på slottet, hvor mit værelse var. Min begejstring var naturligvis stor, for hvem vil ikke gerne være prinsesse. Begejstringen varede dog kort! Mit værelse havde ikke eget bad og toilet. Da jeg pga sclerosen er oppe at tisse 3-4 gange om natten og helst sover iført kejserens nye klær' grundet medicin, som mildest talt giver mig varmen om natten, kunne jeg ikke helt overskue konceptet med toilet på gangen. 

At jeg så tillige som deltager på et rehabiliteringsforløb skulle "dele" slottet med seks andre patienter, som alle deltager på et temaforløb, hvor konceptet er, at de udelukkende skal være på slottet - modsat mig -  gav mig en følelse af ensomhed allerede inden indflytning. Jeg bad derfor inderligt om et værelse med eget toilet og sammen med de patienter, som jeg skal bruge to uger med.

Efter fire timers ihærdige forsøg, overtalelse og vandren på gangene fandt min kontaktperson et værelse til mig. Glæden var stor og kl. 15 på min første indlæggelsesdag kunne jeg endelig pakke ud!

De 14 gaver fra min elskede mor (én til hver dag) fik naturligvis ærespladsen og den gule sovebamse, som yngsteartisten har syet til mig fik sin sædvanlige trygge plads på puden :-)

Min toilettaske var dagens suverænt dejligste overraskelse! I den lå nemlig sedlen fra mellemsteartisten, som reddede resten af min første dag, og som gav mig ro i hjertet og mod på 14 dage i Haslev.

Men hverken kærlighedsbreve fra mellemsteartisten eller noget andet kan efter en uges indlæggelse fjerne min følelse af, at Haslev er et travlt sted med mange ansatte, som forsøger at få enderne til at hænge sammen. Jeg har oplevet, at mit ugeskema bliver lavet om pga sygdom, eller at vedkommende som jeg har tid hos ikke har tid til at tilse mig. Det er superutilfredsstillende og frustrerende, når min indlæggelse kun er på to uger.

En anden ting som jeg har svært ved at tackle er, at jeg bliver ikke betragtet som "førstegangsindlagt", idet jeg har været indlagt i Ry. Men jeg er SÅ meget i Haslev for første gang, og har så meget brug for at være en del af det fællesskab, som de førstegangsindlagte får i kraft af de ting, som bliver sat i værk for dem. Jeg er nemlig indlagt med nogle fantastiske mennesker, som jeg gerne vil bruge min kostbare tid sammen med. Mennesker som formår at bevare kampgejsten og humøret trods det fælles vilkår, sclerosen giver os!

Vi kæmper sammen og støtter hinanden alt hvad vi kan - og det er en fantastisk følelse.

Alle min tanker og oplevelser omkring ovenstående har jeg igår, fredag, talt med Brita, som er direktør for sclerosehospitalerne, om. Hun har taget mig meget seriøst og straks kontaktet den af sine medarbejdere, som hun vurderer, er den rigtige til at få den sidste uge af mit ophold til at give mening!

Denne medarbejder blev jeg så ringet op af umiddelbart efter, Brita og jeg havde ønsket hinanden god weekend. Jeg har lavet en aftale med hende om at mødes søndag eftermiddag, (hvor hun var på pinden) for at få lavet en plan for min sidste uge. 

Jeg er så glad og taknemmelig for, at jeg nu kan se frem til en uge i Haslev som forhåbentlig "sparker røv". Det er så dejligt og trygt, at jeg bliver lyttet til og taget alvorligt. Såh... til spørgsmålet om hvordan Haslev er for mig vil jeg sige som Dan Turell "det er ikke let at være nogen", men i næste uge bliver det nemmere at være mig - det er jeg sikker på!

Jeg håber inderligt at have energi til at skrive lidt mere konkret om min indlæggelse i næste uge. Altså hvad jeg laver og hvorfor det virker på mig! 

Skriv endelig til mig, hvis der er noget som i gerne vil vide. Skriv enten her eller på mail. Hvad jeg ikke ved, det kan jeg garanteret finde ud af.