Peter er ikke verdensmester i varm luft og tomgangssnak. Han er til gengæld ret god til at lytte og tænke sit. Det gjorde han så også i dag, da han stod i en "tre kvarterskø" for at købe krudt og kanoner i T Hansen.

Foran ham stod der en mand. Og foran den mand stod der en anden mand, som også havde træsko på. De to træskomænd kendte øjensynligt hinanden, for de begyndte at snakke sammen.

Peter lyttede og kunne hurtigt konkludere, at den ene mand vidste, at den anden mand havde brug for at få gentaget tingene. Samtalen foregik ifølge Peter nogenlunde sådan her:

"Nåh hva' så?"
"Jah hva så? Klar til jul?"
"Klar til jul? Joh det vil jeg da mene..."
"Hvor'n går det så? 
"Joh, hvor'n går det... Stille og roligt... Lige ud af landevejen såmænd! så joh det går godt. Jeg kan vist ikke klage. Jeg kan vist ikke klage"
"Hvor skal man så holde jul?"
"Holde jul? Joh den holder jeg ved de gamle"

Og så videre (i en uendelighed)

Peter forstår ikke den slags samtaler. Han vil langt hellere stå i tavshed og vente på sine varer fremfor at dele varm luft med en bekendt. Mig? Jeg har så sent som igår fortalt både Matasdamen, min venindes mor og en bekendt, at vores cirkushund nu endelig er rask igen efter et år med sygdom. Jeg ved ikke engang, om de var klar over, at jeg HAR en hund. Og jeg er også ligeglad, for det var hyggeligt at snakke med dem.

Peter forstår heller ikke, at "lige ud af landevejen" er lig med godt nok!

Det havde vi så en snak om ved aftensmaden. Vi var ikke enige. Ihvertfald ikke før Peter smed en meget malende trumf på bordet. Det er sådan noget han kan! Lytte, tænke sit og så smække trumfen på bordet.

Den trumf får i om lidt.

Inden Peters trumf kom på bordet, plæderede jeg for, at "lige ud af landevejen" faktisk er helt ok. Og krydret med "Jeg kan vist ikke klage", så kan man vel ikke forlange meget mere. Lige ud af landevejen må da i sagens natur være bedre end "bump på vejen" og "glat føre, så kør forsigtigt".

Peter lytter opmærksomt til min varme luft og så smider han trumfen: "I Buenos Aires ik?! Der havde de en lang lang lige landevej, hvor der nu er blevet etableret sving! Det har de gjort, fordi "lige ud af landevejen" betød, at lastbilchaufførerne kørte galt, når det bare gik ligeud i evigheder. De faldt simpelthen i søvn og kørte galt!. Såååh lige ud af landevejen er ikke altid det bedste mutti. Vi har sgu brug for både bump og pauser, så vi ikke falder i søvn eller keder os over trivialiteten og manglende udsving i livet".

Og sådan blev Peters indkøb af krudt og kugler på en regnfuld lillejuleaftensdag til en snak om varm luft og en "lige ud landvej" i Buenos Aires. En landevej som egentlig meget flot beskriver livet (lige ud af landevejen), og hvorfor det er så vigtigt også at værdsætte udsvingene, bumpene og nødvendigheden i at stoppe op for at få det hele med.

Jeg vil nu nusse min raske cirkushund med den ene hånd, mens jeg med højre hånd fylder hovedet med konfekt og stemningen af jul :-)

I ønskes alle en rigtig dejlig og fantastisk jul med masser af hygge, nærvær og små pauser, hvor i kan nyde og flyde.

Den her december har indtil videre budt på lidt af hvert. Mest af alt har den været præget af, at jeg ikke helt kan følge med. Jeg laver håbløst lange lister med ting, jeg skal huske at gøre, jeg skælder konstant min uregerlige venstre hånd ud, og jeg bebrejder mine ben for at opføre sig som en vinterdepression. 

Min hjerne brænder sammen dagligt. Ofte uden jeg selv når at opdage det. Jeg glemmer ting, og jeg tror, jeg svarer, når folk taler til mig. Det eneste positive, man kan sige om det, er at ingen kan bebrejde mig for at afbryde! Kombinationen af at glemme og ikke svare er ved at blive lidt mere end en udfordring for min stakkels familie, der dog indtil videre nøjes med at smile overbærende og sende indforståede blikke til hinanden.

Og så sover jeg rigtig meget! Jeg sover, når jeg kommer hjem fra arbejde. Jeg sover inden aftensmaden og så smugsover jeg til julekalenderen i TV, inden jeg går i seng og sover hele natten.

November var en røv! December får ikke lov til at være det. Det kan godt være, at både min krop og min hjerne opfører sig novemberagtigt, men mit humør...

Mit humør er ok! Jeg har til trods for træthed nemlig været mere social, end jeg plejer at være på et helt år. Jeg kan godt li' at være social, for det var jeg nemlig engang rigtig god til! Nu er jeg kvartalssocial og dyrker det mest til højtiderne.

Igår var jeg til firmajulefrokost. Optaktentil festen foregik, som den plejer. Jeg havde fandeme ikke lyst til at komme afsted. Jeg havde fucking ikke noget smart tøj og jeg gad fandengalemig ikke bare sidde med min stok og glo på at de allesammen dansede moderne, mens jeg skulle holde deres dametasker!!

Peter sagde som altid de rigtige ting, og mest af alt ikke særlig meget. Han smilede, som han plejer i sådanne situationer og gav mig ret i (som han plejer), at den stramme kjole ikke var for stram, at jeg ikke havde for meget sminke på og at jeg jo bare kunne komme hjem efter hovedretten! BUM!

Jeg tog hjem kl. 23, og listede ind til Peter, som sov, da jeg kom hjem. På badeværelset lå min tandbørste med tandpasta på. Jeg elsker Peter. Jeg elsker ham for, at tænke på, at  min hånd ikke kan lide at putte tandpasta på. Jeg elsker ham for, at han vågner og nærmest i søvne lytter til mig og min skønne aften. Jeg elsker ham for, at han søvndrukken hvisker "Jeg vidste, det ville blive sjovt mutti!", inden han kysser mig og falder i søvn igen.

Jeg har slet ikke haft tid til at være træt i dag. Posten kom nemlig med en pakke til mig. Den var stor og firkantet! Og fra min gymnasieveninde, som jeg ikke har set i 20 år! Jeg stod i nattøj og med sovemidterskilning og flåede papiret af, mens mit hjerte hoppede og tankerne hvirvlede. Hvad sendte hun? Hvorfor? Så tænker hun altså også på mig?

Og så græd jeg! Faktisk så meget og med så meget lyd, at Jeppe inde fra værelset råbte "Far... græder mor?",

"Ja, det tror jeg da nok lige hun gør, for hun har fået et fokevognsrugbrød!" råbte Peter tilbage, mens han tog billeder af både mine tårer og rugbrødet. 

Hjalte?? Joh, han udbrød "Ej hvaaad!! Hvor vildt!!!", mens han grinede begejstret.
​
Det er jo helt vanvittigt! Jeg har fået mit helt eget folkevognsrugbrød i LEGO! Sendt til mig fra min gymnasieveninde Stine, som jeg har kendt fra dengang jeg forstod at feste og aldrig hang med hovedet!

I pakken var der et brev, hvor Stine skrev:

og du kan tydeligvis også se mig. Vi ser bare ikke på hinanden. 

Din hund står nemlig med krum ryg og skider, hvilket automatisk får dig til at kigge på fugle, falmende træer, biler og dine fingernegle. Du samler ikke den dampende lort op! Du ser den jo ikke!

Da jeg når op på siden af dig, ser du heller ikke mig! Vi hilser ikke på hinanden! Eller... jeg siger "hej", inden jeg i min kørestol navigerer udenom din hunds maveindhold. Det er umuligt at få øjenkontakt med dig. Du kigger blot flygtigt ud af øjenkrogen, mens du husker, hvor travlt du har.

Vi har mødt hinanden før. Vores hunde har ovenikøbet mødt hinanden før og udvekslet numsedufte, alt imens vi to høfligt udvekslede ligegyldigheder om vejret og søde hundenavne. I dag vælger du ikke at se mig. Du kender mig ihvertfald ikke og føler ikke behov for at hilse. Det føltes ret sært og faktisk også forkert. 

Jeg ved ikke, om det er på grund af lorten eller kørestolen, at vi i dag ikke kender hinanden! Jeg håber, at det er på grund af lorten, for jeg er jo stadig bare mig, selvom jeg nu nogle gange lader mig transportere i kørestol.

Hvis det er kørestolen, der gør det svært for dig at hilse, så forstår jeg dig faktisk godt. Jeg synes nemlig også det er svært! Og jeg er endda sammen med kørestolen hver dag. Det er svært, fordi jeg hver morgen skal mærke efter, om det er en "gådag" eller "kørestolsdag", og jeg allerhelst bare vil gå for at undgå oplevelser som den med dig i morges. 

Jeg har faktisk været ligesom dig. Jeg har også været typen, som er gået udenom folk i kørestol uden at hilse. Jeg ville jo ikke give dem unødvendig stødende opmærksomhed. Jeg hilste jo heller ikke på alle dem, der ikke sad i kørestol. Jeg har nu lært, at det er alt andet end ubehøvlet at hilse på folk, der sidder i en stol med hjul. Det er nemlig ikke rart med et slag pludselig at være usynlig.

Jeg kan bedst lide at bruge min kørestol, når jeg er sammen med Peter, børnene eller når jeg er på arbejde. Der er jeg stadig mest tryg og mindst usynlig. Tryg er vigtigt for mig og synlighed er vejen frem. 

Og ja... jeg ved godt, at andre folks "øjenkrogsblikke" burde være uden betydning, men det ved min selvbevidsthed ikke helt endnu. Jeg arbejder på det, smiler til folk, når jeg kommer kørende og bilder mig også ind, at det går fremad.

Jeg har lige pakket en lille "lortepose" til dig, kære hundelortedame. Den ligger i lommen bag på min kørestol. Så er jeg klar til at møde dig. Det KAN jo godt være, at det var lorten og ikke min kørestol, der fik dig til at tabe mælet og miste hukommelsen.

Jeg har lov til at håbe ik?!

Jeg har ret godt styr på mit shit lige for tiden. Efter at jeg er kommet hjem fra Ry for en måneds tid siden, har jeg fået mere energi, fordi jeg husker mine pauser, bruger min kørestol og træner mindre - men lige tilpas!

Derfor havde jeg også taget tjansen med at køre i Jem og Fix  i dag efter arbejde for at hente afdækningsplastic og malertape. Jeg parkerer min bil så tæt på butikken som muligt og så begår jeg første fejl.

Jeg lader både krykke og kørestol blive i bilen og går med danmarks stiveste venstreben ind i butikken, hvor jeg kort hilser med et nik på en far fra ældsteartistens tidligere klasse. Han nikker tilbage og lader blikket dvæle på mig, mens jeg vralter hen til den unge fyr ved kassen og spørger, hvor jeg kan finde mine varer.

Ung hjælpsom fyr springer op, forlader kassen og går med hastige skridt hen mod rækken med plasticafdækning og malertape. Jeg stavrer efter ham, og i det øjeblik han vender sig om og peger ned mod enden af gangen, falder jeg og smadrer knæet ned i gulvet. Jeg får mig hurtigt rejst igen og siger tak.

Siddende på hug ved malertapen med et dunkende knæ, mærker jeg pludselig et prik på skulderen. Der står klassekammeratens far, som jeg allerede HAR hilst på.

"ØØh nu kan jeg ikke undgå at se, at du går ualmindeligt dårligt! Jeg er nemlig alternativ behandler! Må jeg spørge, hvad du fejler?"

"Nej det må du da ikke, for jeg sidder lige og græder lidt indeni mig selv, for at ingen skal opdage mig. Men må jeg tape din mund til?"

Ej... det siger jeg naturligvis ikke. Jeg svarer høfligt "Jeg har sclerose", mens jeg overvejer, om jeg skal give mig til kende. Det når jeg så ikke, for han har et tilbud til mig...

"Altså øøh.. er den stationær eller er den i forværring? Uanset hvad, så fristes jeg til at spørge, om du har overvejet akupunktur"

Jeg svarer kort "ja", mens jeg på uhøfligste vis vender ham ryggen og vralter over til afdækningsplasticen. 

"Nårh!! og hvad siger din krop så til den type behandling" spørger den alternativt behandlende klassekammerats far så ret insisterende.

"Altså hør nu her bror lort, jeg er træt, har ret ondt i mit knæ og jeg svarede dig på spørgsmålet, om jeg havde OVERVEJET akupunktur. Men må jeg vikle dig ind i inddækningsplastic?"

Det siger jeg selvfølgelig heller ikke, men inden jeg når at sige andet, end at jeg kun var i overvejelsesfasen endnu, stiller han sig resolut om foran mig, lægger hovedet lidt på skrå og spørger så "Nåh men har du så tjekket noget ud omkring jordstråler?"

Jeg er nu helt klar over, at han ikke kan huske, hvem jeg er, og at det var mig, som var med til at rejse ham fra isen, da han væltede tungt på skøjter for nogle år siden under et klassearrangement, hvor han slog sig noget så nederdrægtigt..

Så jeg fortæller ham, at det har jeg ikke prøvet og vil heller ikke gøre det i fremtiden, for jeg tror ikke på, at jordstråler kan hjælpe mig... ligegyldig hvor mange stråler,han vil tilbyde mig.

"Jamen puha!!! Jordstråler er sandelig noget du skal undgå, og de findes i dit hus - om du vil det eller ej".  Hans sidste krampetrækning er at tilbyde mig at fjerne dem for mig.

Jeg takker atter nej, og med alternativmanden i hælene lander jeg ved kassen, hvor ung fyr atter har sat sig og tydeligvis har lyttet. Han sidder med et stort smil, da jeg kører dankortet igennem og spørger høfligt om knæet har det bedre.

Jeg går mod udgangen og alternativbehandlende far går ind i butikken igen og får sikkert handlet det, han skal have. 

Jeg bryder mig ikke om at blive antastet af en mand, som ude af kontekst og uden situationsfornemmelse vil redde mig fra sclerose midt i Jem og Fix, fordi jeg går grimt. Når jeg pludselig og ufrivilligt bliver viklet ind i en mand som i dag, så  føler jeg helt naturligt ikke trang til at søge det alternative.

Han ville nok også glo, hvis jeg sagde "Undskyld, men jeg kan ikke undgå at se, at du har ualmindelig grimme børn. Jeg er nemlig mor". Hvad kan han lige gøre ved det?

Sclerose kan ikke helbredes. Hverken af alternative behandlere, læger eller mig selv! Men jeg kan leve et fedt liv MED sclerose, hvis folk ikke blander sig utidigt, og hvis dem der vil blande sig lige husker at stikke fingeren i jorden - også for deres egen skyld!

Øv egentlig... Jeg har den sidste uges tid fået mere og mere ondt i mine ben. De virker heller ikke rigtig efter hensigten. Derfor ringede jeg i dag (igen) til min visitator for at få gang i noget med en kørestol. Det var en opringning, der tog på humøret og kræfterne. Hun havde ikke tid til at snakke, men "vender tilbage snarest muligt..."

Nåh.. men når jeg nu alligevel var i dårligt humør, så valgte jeg at ringe til min søde sclerosesygeplejerske og klage min nød over min usamarbejdsvillige krop og samtidig fortælle, at jeg tror, at det er et attak under opsejling. Hun sagde så, at blærebetændelse kan påvirke benene hos os med sclerose.

Så jeg ringede fluks til min egen læge og fik her i eftermiddags en akuttid til noget tistjek. Læge kunne fortælle mig, at jeg "da gudskelov ikke havde blærebetændelse"!

Åh jeg ville give min højre arm for en omgang blærebetændelse lige nu. Istedet tager jeg på sygehuset i morgen og drøfter medrol og attak. SUK!

Jeg vil bare så gerne nyde de sidste dage med ungerne og deres ferie. Jeg vil så gerne gå på arbejde uden at være mere død end levende, når jeg kommer hjem. Jeg vil så gerne kunne handle uden at skulle gennemtænke, hvilken butik, der har grøntsagsafdelingen tættest på kassen. Og hvor ville jeg bare gerne kunne sidde og læse en bog om aftenen uden at gå ud som et lys kl. 21.

Åh jeg vil bare så gerne...

Prikken over i'et på denne meget unødvendige dag var, da en ældre dame med blånelse i håret og rollator højlydt valgte at fortælle mig, at jeg "faktisk holder på en parkeringsplads for gangbesværede og invalide" og at "det sker oftere og oftere, at hensynsløse raske gør, hvad der passer dem! Der er jo masser af pladser du kan holde på derhenne" Hvorpå hun pegede på det fjerneste hjørne af p-pladsen..

Jeg nikkede og gav hende ret, hvorpå jeg åbnede bagagerummet og bad hende om at tage ved min rollator, fordi både mine ben og min venstre arm opførte sig hensynsløst i dag, fordi jeg er invalid"

Hun sagde undskyld og tilbød mig et stykke chokolade fra håndtasken. Jeg takkede pænt nej og tog ligeså pænt imod hendes undskyldning. Og så vraltede jeg hen til min akuttid hos lægen.

Vel hjemme igen uden det svar fra lægen, som jeg havde håbet på, begyndte jeg at holde en lille tale for Peter om, hvor irriterende det er, at jeg er en klods om benet, langsom til alt og mere af den skuffe.

Peter? Joh, han kigger op på mig og retter så blikket på skærmen igen, mens han taster og mumler "Det er sgu da bedre at være en klods om benet end en byld i røven mutti". Og det er så taget til efterretning. Jeg har valgt at betragte dette som en kompliment i dag :-)

bonusinfo:
Jeg sad naturligvis ikke og tissede omvendt på toilettet med ansigtet mod muren, som reglerne på billedet foreskriver. Dette ville uden tvivl have medført en tur på skadestuen. Men jeg færdiggjorde vandladningen i toiletkummen (hvor ellers?)

For et par uger siden lå Scleroseforeningens medlemsblad "Lev med sclerose" i min postkasse. I denne nyeste udgave havde jeg fået æren af at være bagsidens klummeskribent. 

Mit klummeindlæg handler om den dag, jeg faldt på arbejde og den flovhed der fulgte i kølvandet. Scleroseforeningen havde spurgt om lov til at bruge dette blogindlæg til bagsiden af bladet, fordi de mente, at det jeg oplevede den dag, ville mange med sclerose kunne genkende.

Jeg sagde selvfølgelig "ja for pokker, brug bare løs". 
Blogindlægget om mit styrt kan du læse her.

Igår åbnede jeg så en mail fra scleroseforeningen. En læser af bladet havde skrevet itl foreningen og bedt dem om at videresende nedenstående mail til mig:

Jeg har læst den her mail bizart mange gange. Jeg har alle gangene siddet med taknemmelighedsfarvede kinder, smilet for mig selv, mens jeg i mit stille sind har sendt mange varme tanker til den mand, som har brugt tid på at skrive til mig og fortælle om sin oplevelse af det, han har læst. Det kaldes sgu go' karma!

Dine ord, kæreste Jens H. J. betyder, at jeg bliver ved med at have lyst til at skrive og dele stumper af mit liv med jer alle, selv når jeg brænder helt sammen over, at min hjerne slår knuder og min venstre hånd opfører sig som en stædig to årig. 

Jeg er helt klar over at dette indlæg af den rette læser kan betragtes som både blær og selvoptagethed. Det er ikke ment som sådan. Joh lidt måske... men det er allermest bare ment som en manifestation af, hvilken forskel et uventet klap på skulderen, en anerkendelse og nogle oprigtige ærlige ord kan betyde for modtageren.

Lad os huske det, også når den anden mindst venter det. Det gør en forskel. En stor en af slagsen! Jeg ved det, for jeg kan mærke det helt ned i maven og i kinderne.

Altså hvis man spørger billetsælgeren, vil hans svar være et rungende "JA".

Han vil endda kunne fremføre bevis derfor! Han er nemlig gift med mig og har dermed bevismaterialet placeret i et smukt glashus i sin have.

Lad mig indlede dette blogindlæg med at citere fra Wikepedia:
"Tyngdepunktet er det punkt i et legeme, hvor tyngdekraften ser ud til at virke eller, sagt på en anden måde, hvor tyngdekraften har angrebspunkt"

Jeg sidder her søndag aften og tænker tilbage på tre dage, hvor jeg på det nærmeste har været ved at slå rødder ude i mit elskede glashus. Og jeg må med et smil erkende, at jeg er blevet mere og mere tung i røven i takt med, at D vitaminerne har buldret ind gennem ruderne derude. 

Yngsteartisten og mellemsteartisten begyndte fredag eftermiddag at pippe om, at det kunne være smadderhyggeligt at prøve at sove derude "altså bare en eller anden gang i sommerferien, hvis du har lyst mutti?? Altså ikke nu og sår'n... bare engang ik?!"

Ok... off the record, så har det også været en weekend med ældsteartistens eksamenslæsning, hvilket har betydet den obligatoriske småsitrende stemning, der veksler mellem resignation indeholdende "jeg gider fan... ikke læseferie, det gir' slet ingen mening det her... " og så resignationens modpol med "nu er jeg klar. Slut for i dag... jeg ser lige lidt Netflix". Og det gør hun så, inde i mørket på værelset. Måske af frygt for at blive angrebet af D vitaminernes påvirkning på tyngdekraften. 

Mig? Jeg sidder tung i røven, smiler til hende ude fra mit glashus og håber hun ikke kaster med sten. Hende ældsteartisten, hun skal nok klare læseferien og hun skal også nok klare både frustrationerne og succeserne, der følger med. Jeg hepper ihvertfald på hende.

Så "engang" sov vi derude to gange i den her weekend :-)

Hold nu op altså, hvor var det fedt, hyggeligt og helt vidunderligt!

Vi lå tre mand og faldt i søvn med udsigt til drivende skyer og tusmørket, der tog til. Og vi vågnede før både fanden og naboen fik både sko og underhylere på. Havens fugle gav den gas og solen hilste os godmorgen på vej op over naboens tagryg. 

Begge drenge sov rigtig godt! Og mig?... jeg ved, hvad naboens kat laver i min have om natten. 

To nætter med boblende begejstring, men også plads til forbedring, hvad angår nattesøvn har sat en helt naturlig dæmper på mit energiniveau i de her dage. Men det er helt ligemeget, for jeg har allieret mig med en lydbog, (masser af) kaffe og en ordentlig portion ro ude i mit glashus. Jeg har nydt og "flydt", mens D vitaminerne uden besvær har fundet vej til mine baller, som beviseligt er min tyngdekrafts angrebspunkt.


Det er en fed fornemmelse, når tre dage i træk går op i vitaminers magi, udeblivelse af planer og så den der oplevelse af at:

"Det bliver en god dag, for jeg har fat i den ene ende!"

For at det ikke skal være løgn, og med fare for at i får trang til at "misundelsesgylpe" over min weekend, så skal i lige se et billede af min nye yndlingsko. Den hedder 1171, og den bor sammen med alle sine venner på marken, der støder op til mine forældres have :-) Køerne, som er indbegrabet af barndom og sommer for mig er endelig kommet "hjem" på marken, hvor vi kan nyde dem på nærmeste hold.

Og her kunne jeg slutte dette indlæg, men...

I dag, da jeg skulle på apoteket for at hente drugs, valgte jeg at tage min rollator med. 

Det gør jeg ellers meget sjældent, mest fordi "folk kigger sår'n", men også fordi det ikke er hver morgen jeg starter med at ro 5 km :-) Jeg gentager lige for en god ordens skyld: mens også fordi det ikke er hver morgen, at jeg starter med at ro 5 km !!! ;-)

Nåh men i dag var ingen undtagelse. Nogen kiggede på mig og min rollator vraltende på gågaden. Det var mest skønne udklædte småfulde 9. klasses elever, som var inde og ruske byen vågen, som kiggede (med lyd). De unge mennesker både råbte og hviskede søde og sjove/komiske ting til mig. Ting som dog ikke ikke på nogen måde gav mig lyst eller anledning til at råbe tilbage, men blot gav et stort behov for at sige "tusind tak da, og skål " og smile tilbage.

Jeg blev igen i dag mindet om, at ungdommen er værd at værne om, og at de unge uden tvivl nok skal blive til både noget godt og ordentligt. Jeg blev nemlig tilbudt hjælp til at få rollatoren op i bilen af både en tiger, en klovn og en særdeles udringet kvindelig soldat :-) Jeg takkede pænt nej, til både en lunken øl og ungdommens hjælpende hånd.

Således stod jeg der alene på den mest centrale parkeringsplads i Haderslev, foroverbøjet med balanceproblemer og en rollator i favnen, da jeg mærkede en hånd på skulderen. Jeg vendte mig besværet om og en flot dame på ca 55 år stod og smilede. Hun var nydelig med rød jakke, langt mørkebrunt hår med grå klædelige striber, mild i blikket  og jah.. virkelig smilende...

Flot dame: "Må jeg lige forstyrre dig et øjeblik".

Mig (også smilende): "Ja da", mens jeg tænkte "Hun ligner sgu da ikke en, der kan forstyrre nogen med det smil".

Flot dame oversmiler nu og stikker mig et visitkort!!!

Jeg tar' visitkortet og læser et par ord om Gud og Jesus, med et "Du kan reddes, hvis du vil" agtigt budskab. På et billede i venstre hjørne af visitkortet er der et par, som smiler og ser ud til at have deres på det tørre...

Jeg rækker helt paf visitkortet tilbage til Flot Dame, som kun modvilligt tager imod det, til trods for, at jeg til grin mange gange siger "nej tak".

Flot Dame kigger medlidende på mig og siger så ordene: 

"Men han kender dig! Han kender dig jo!""

Ahva! Jeg kigger nu spørgende på hende, og får så proppet visitkortet tilbage i hånden. Jeg kigger pligtskyldigt på visitkortet for at tjekke, om jeg også kender ham manden på billedet, som smilende har sit på det tørre... Men nej!  Ingen genkendelsesglæde dér.

Så slår det mig!! Og jeg udbryder:

"Nåååårh Du mener JESUS??!! Altså at JESUS kender mig?! "

Flot Dame nikker nu glad og lettet. Lige indtil jeg igen siger "Nej tak", jeg kender også ham, men klarer mig indtil videre uden din hjælp", mens jeg tvinger visitkortet ind i hendes hånd og lukker bagagerummet. Hun når lige at sige, at jeg kan finde dem i byens gågade hele weekenden, hvor de vil hjælpe folk i Guds navn. Og så kører jeg småklukkende på arbejde til eftermiddagsmøde!

At tænke sig! I dag har jeg både oplevet ungdommens tilbud om en hånd til hjælp med rollatoren, men sandelig også (måske) Guds hånd på skulderen.

I dag takkede jeg så pænt nej til hjælp fra begge parter. Både nej tak til de unge, som kl. 12.30 havde fået rigeligt med væske allerede, men også til Flot dame som havde sit på det tørre. 

Jeg er dog helt sikker på, at næste gang en ung knøs tilbyder at bære min pose eller løfte min rollator, så siger jeg ja tak til den hånd.

Yngsteartisten går i 5. klasse, så det er ikke små drenge med snotnæser, vi havde besøg af. Ingen skattejagter eller legetøj der skal gemmes væk i dagens anledning. De klarer sig selv. Faktisk så styrede de her gutter fødselsdagen helt alene, og det er sådan set nok det, jeg elsker allermest ved at have store børn. De kan selv! Og de gør det godt!

For 3. weekend i træk fejrede vi igår yngsteartstens fødselsdag!

Gårsdagens fejring var sammen med drengene fra klassen. Ti drenge i alderen 11-12 år var inviteret til hygge, leg og spisning af grillpølser og kage.

Jeg elsker børn! Jeg elsker deres umiddelbarhed! Jeg elsker deres måde at være sammen på, når det hele spiller og de udviser respekt og rettidig omhu for hinanden.

Billetsælgerens og min eneste opgave var igår at sørge for, at der var mad og drikke. Billetsælgeren tog tjansen ved grillen og mig? tjah jeg humpede lidt rundt og gik strengt taget nok bare mest i vejen.

Min "gåen i vejen" blev åbenbart meget nøgternt iagttaget af:

Dreng, som sidder ude i haven og spiser grillpølser sammen med de andre fra klassen.

Dreng kigger på mig, mens jeg med mine stive ben smider et par pølsebrød på bordet.

Dreng udbryder (da jeg er på vej væk): "Ej hvor vildt egentlig...  Se lige Hjaltes mor... Hun går sgu da ligesom en robot".

Og her går jeg og bilder mig ind, at jeg ligner en fuld svensker, når jeg går, og så er jeg bare en robot. Jeg vil meget hellere være en robot. (Og allerhelst c3po fra Stars Wars :-)) 

Jeg har kendt de her drenge fra de begyndte i 1. klasse. Ingen har nogensinde stillet spørgsmålstegn ved Hjaltes mors krykker eller gaggede gangart. Heller iike igår. En konstatering... Det var, hvad det blev til!

Børn er det bedste jeg ved - og et billigt grin! Og nu smutter jeg, for jeg skal til opladning :-)

I dag var jeg til MR scanning.

Det er ingen hemmelighed, at dette ikke er en af mine spidskompetencer! Uagtet at jeg har ligget i det rør utallige gange, så bliver jeg åbenbart ikke bedre til det.

Jeg har ellers gennem årene tillært mig forskellige strategier for at kunne gennemføre en MR scanning uden det store drama. 

I dag benyttede jeg mig af en ny strategi. Den skulle så vise sig ikke at være særlig hensigtsmæssig. Jeg (Charlotte 8 år) plejer at invitere min mor med, når jeg skal scannes, men i dag tog jeg turen til Aabenraa alene. Dumt gjort!

Jeg blev kaldt ind af en blød mand med bløde krøller, som omkransede hans bløde smil. Han lagde blødt ud med at fortælle, hvad der skulle ske, og at jeg skulle scannes både uden og med kontrastvæske i årerne.

Så vidt så godt. Jeg var stadig lidt sjov og frisk, da jeg lagde mig på "briksen". Han var ligeså sjov og frisk og spurgte, om jeg havde husket at tage BH af. I det samme kom en "ikkeblød" herre med kort gråt hår ind, kiggede på mig (der lå med hovedet inde i røret). Han spurgte med let tysk accent blød mand "Hvad tror du han vil høre, mens vi scanner?"

Der lå jeg på ryggen uden BH og  pippede "hun", mens jeg lidt spagfærdigt meldte ud, at jeg var ligeglad, bare ikke Jazz... Og så blev jeg, med hovedet spændt (meget) fast, kørt ind i røret med beskeden om at ligge helt stille og lukke øjnene under hele seancen. Den lille røde Ballon man får i hånden og kan trykke på for at tilkalde hjælp, lå trygt i min højre hånd, hvor jeg også havde fået et drop stukket i. Jeg var klar.

"Vi begynder nu, Charlotte!"

Det gjorde musikken så også... "Every breath you take, every move you make...." buldrede ud af hovedtelefonerne på lydstyrke max mens jeg blev kørt helt ind i det forbandede rør.

Hoooold nu op!! Mit hoved eksploderede, mine ben rystede, og jeg glemte faktisk også at trække vejret "heeeelt ned i maven" som blød mand havde bedt mig om. For første gang nogensinde klemte jeg højre hånd hårdt om ballonen samtidig med at jeg bankede på røret med venstre hånd og råbte "Hallooo, Jeg skal lige ud igen". Jeg nåede lige at tænke, om det virkelig var nødvendigt for blød mand at sætte så meget trumf på, inden jeg kom ud af røret til synet af blød mand, der pludselig virkede lidt mere kantet og "du er jo ikke den eneste der skal scannes i dag frøken" agtig.

Jeg græd lidt, undskyldte lidt og blev så kørt ind i røret igen med beskeden om at tænke på noget rart... "for eksempel, hvad du skal have at spise i aften ik?!" Den snigende kvalme betød dog, at mad ikke var min mest oplagte rare tanke. Jeg brugte istedet tiden på at tælle. Så nu ved jeg med sikkerhed, hvor mange vinduer vi har i vores hus, i det hus vi boede i i Silkeborg, hvor mange vinduer mine svigerforældre har, mine forældre har. Jeg talte og talte, mens jeg trak vejret og prøvede at styre spasmerne i mit ben. Og 40 minutter senere blev jeg kørt ud af røret for at få kontrastvæske fyldt på...

"Nej tak" nøjedes jeg med at svare. 

Nej tak til kontrastvæske! Jeg kunne ikke mere. Blød mand blev helt firkantet! Han prøvede selvfølgelig at overtale mig, lige indtil jeg spurgte ham hvad der er værre end at kaste op, og selv gav svaret "at kaste op i en MR scanner" . Så slap han mit fastspændte hoved fri og hjalp mig ud til min dropfodsstimulator uden ét ord. Han tog mit drop ud, mens jeg smågrædende undskyldte igen. Han klappede mig på kinden... Han klappede mig virkelig på kinden, bad mig om at holde armen bøjet, og så sagde han farvel med et "bliv lige siddende et par minutter og kom til dig selv ik?!".

Døren til omklædningrummet blev lukket. Jeg strakte straks armen, tog sko og dropforsstimulator på i en fart ... og kiggede så på gulvet, der nu var "rødplettet". Jeg tørrede nødtørftigt bloddråberne fra armen op med min sorte jakke og så skred jeg med blod på arm og på jakke.

Jeg kunne ikke i dag. Lige nu er der kontrast nok i mit liv. Jeg prøver igen. Jeg ringer til Clooney på mandag og spørger om han kan nøjes, eller om han vil ha' kontrast. For så får han kontrast.