Mit klummeindlæg handler om den dag, jeg faldt på arbejde og den flovhed der fulgte i kølvandet. Scleroseforeningen havde spurgt om lov til at bruge dette blogindlæg til bagsiden af bladet, fordi de mente, at det jeg oplevede den dag, ville mange med sclerose kunne genkende.
Jeg sagde selvfølgelig "ja for pokker, brug bare løs".
Blogindlægget om mit styrt kan du læse her.
Igår åbnede jeg så en mail fra scleroseforeningen. En læser af bladet havde skrevet itl foreningen og bedt dem om at videresende nedenstående mail til mig:
Hej Charlotte!
Forleden faldt jeg over din klumme ”I dag faldt jeg”.
Jeg fornemmede straks, at der var noget helt specielt og interessant ved dit indlæg. Jeg ville egentlig have genlæst og måske kommenteret dine ord, men jeg kom fra det, og i mellemtiden forsvandt bladet.
I går dukkede det imidlertid op igen.
Jeg genlæste og her er lidt kommentarer:
Du skriver let og flydende, næsten som man tænker og taler, men meget mere velovervejet, veldisponeret og klart.
Og elegant!
Dine ord går lidt til hjernen, men brager direkte ind i hjertet!
Måske derfor virker det også hjerteskærende, når du fortæller om dine tildragelser, tanker og følelser.
Du er sjov, du er trist og vemodig, du er bange, men hele tiden hudløst ærlig.
Du skriver originalt, underholdende og også varieret og præcist.
Dine tanker og følelser fremstår knivskarpt og bevæger.
Kære Charlotte. Når jeg kigger på det, jeg har skrevet, virker det noget læreragtigt – som kommentarer til en stil. Jeg tror dog, at du hellere vil have en velment, men også lidt klodset og kedelig kommentar, end slet ingen.
Jeg glæder mig til dine næste ord i bladet og over dem, som du lærte mig i dag: øjenkrogsagtigt og dødvægtsfald!
Med kærlig hilsen
Jens H. J. (Det fulde navn er redaktionen bekendt ;-))
Dine ord, kæreste Jens H. J. betyder, at jeg bliver ved med at have lyst til at skrive og dele stumper af mit liv med jer alle, selv når jeg brænder helt sammen over, at min hjerne slår knuder og min venstre hånd opfører sig som en stædig to årig.
Jeg er helt klar over at dette indlæg af den rette læser kan betragtes som både blær og selvoptagethed. Det er ikke ment som sådan. Joh lidt måske... men det er allermest bare ment som en manifestation af, hvilken forskel et uventet klap på skulderen, en anerkendelse og nogle oprigtige ærlige ord kan betyde for modtageren.
Lad os huske det, også når den anden mindst venter det. Det gør en forskel. En stor en af slagsen! Jeg ved det, for jeg kan mærke det helt ned i maven og i kinderne.