I dag har jeg undervist for første gang i mange mange måneder. Jeg har haft andre arbejdsopgaver, som ikke har udfordret min kognitivt belastede sclerosehjerne.

Men nu skulle det være. Jeg lavede for et par dage siden "undervisningsaftalen" med min chef. Vi blev enige om at give det der undervisning"et nyt forsøg. Inden jeg nåede at fortryde, modtog jeg en mail fra min kollega. Han skrev:

"Det er bare så dejligt, du er kommet til, for det er svært for mig at nå rundt og få deres opgaver kontrolleret, og det vil virkelig være en stor hjælp, hvis du vil træde til der. Jeg ved jo, at du har det svært ind i mellem, måske endda hele tiden, trods dit ukuelige livsmod, så bare du passer på dig selv og hjælper, det du kan, så er det bare fint".

Det har været en fantastisk dag med kursister, som alle knokler med at lære dansk. Der er andre sprog, som er nemmere for dem. Sprog som de kan tale og skrive flydende. Sprog som de har lært i det land, hvor de er født og opvokset!

Jeg underviste også en ung pige i dag. Pludselig så jeg mig selv i en smilende diskussion med hende. Ikke om staveord, navneord eller kommafejl, men om jeg skulle tage imod den smukke ring, som hun insisterede på at give mig. 

Bare fordi!

Hun viste mig også stolt et billede af sin lille søn, som sad på et køkkenbord og hjalp med at bage kage. "Du skal også smage vores kage Charlotte... Næste gang!" 

Det vil jeg glæde mig til! Rigtig meget endda. Invitationen til at komme hjem og spise mad fra hendes hjemland sammen med hendes familie lyder altså også tillokkende! 
 
Tænk at blive inviteret hjem til en kvinde og hendes lille familie, selvom de slet ikke kender mig. En familie som har oplevet så meget nød og fare, at de var nødt til at flygte fra Syrien for ca. et år siden.

Verden er altså kke helt af lave endnu. Alle vi danskere fortjener at møde en, som kan vise os gæstfrihed, som jeg oplevede i dag. det kan jo være det smitter!

Den unge kvinde med det begrænsede ordforråd spurgte om hun måtte kysse mig. "På munden??" grinede jeg.  Hun smilede og svarede "Nej nej.. på syrisk" og gav mig et lille kram

Det har været en god god dag. Og jeg glæder mig til p mandag, for så skal jeg undervise igen :-)

Prøv at gentage efter mig "Hvor lidt er nok?"

Og prøv så at mærke efter, om sætningen giver mening for dig.

Min fantastisk dygtige fysioterapeut i Ry - lad os for nemhedens skyld kalde hende Marianne - spurgte mig om ovenstående, mens jeg på bedste vis knoklede med den cirkeltræning, hun netop havde præsenteret mig for.  

Jeg ved ikke, om det var min bankende puls, enfoldigheden eller min støjende vejrtrækning, der skal have skylden, men jeg forstod faktisk slet ikke, hvad hun spurgte om, da hun sagde "Charlotte, du skal overveje, hvor lidt er nok?".

Det skal lige siges, at hun forinden havde "udfrittet" mig om følgende:

Kan du li' at lave planken? 
Nej det kan jeg så bare slet ikke Marianne, jeg vil faktisk hellere svømme med hajer eller tygge i sølvpapir.

Hvor mange gange træner du hos fysioterapeuten om ugen? Og hvor længe?
Tre gange og ca en time hver gang! (sagt med lige dele tilfredshed og stolthed)

Hvad slags træning laver du så?
Øøøh.. Styrketræning selvfølgelig... Det skal vi jo, os med sclerose altså! (som om hun ikke vidste det, tsk tsk)

Har du et fast program, du kører efter? Njah, altså jeg laver sår'n lidt af det hele, og hiver lidt i de fleste maskiner.

Føler du at det er sjovt og gir' det dig god mening, når du styrketræner? Sjovt og sjovt... Det er vel nogenlunde ligeså så sjovt som at se en domkumentarfilm om en polsk skopudsers fremtid i Warszava. Og go' mening, tjah.. jeg skal jo gøre det de kloge skriver for at holde den her krop i gang.

Får du pulsen op, når du træner? Nææh det er jo styrketræning og ikke konditionstræning. Men jeg bliver da sår'n lidt forpustet altså... På de gode dage!

Er du træt, når du er færdig med træning? JA for pokker da, og allermest i hovedet...

Og det er så her Marianne kigger på mig. Hun smiler (lidt overbærende på den milde måde), inden hun stiller mig spørgsmålene "Kan du mærke en forskel på, om du træner to eller tre gange om ugen?" "Har du kvalitet nok i din træning?" Svaret er nej og nej, og jeg gider faktisk slet ikke at træne for tiden. Jeg keder mig og kan næsten ikke slæbe mig afsted. Men jeg skal! Jeg bør! og jeg plejer!

Det er så  her, at Marianne spørger: "Hvor lidt er nok Charlotte" 

Jeg er hverken udpræget hverdagsrealist eller tidspessimist, så derfor rimer "Hvor lidt er nok"  ikke på den udgave af livet, jeg har meldt mig til. Jo mere, jo længere og jo oftere ved man da hvad er ik?! Hvor lidt er nok virker som en sætning for snydepelse. Lige indtil Marianne foldede sine talegaver ud og  jeg pludselig blev tvunget til at forholde mig til sætninger som: 

• kvalitet i træningen, 
  
• hvor lidt tid kan jeg nøjes med at bruge på træning
  
• Hvor få dage er godt nok
  

Altsammen for at bevare min energi og mit overskud til min familie og vores sparsomme fritid. 

I min evaluering fra Ry Sclerosehospital står der derfor bl.a.:
"Charlotte har fået skræddersyet sin træning, så hun får maximalt udbytte af kortere tids træning med maximal kvalitet og mindst muligt energiforbrug"

Marianne og jeg fandt i fællesskab frem til at to dage med træning hos fysioterapeut og en dag derhjemme med øvelser, der ikke kræver maskiner er optimalt for mig (lige nu). Jeg har fået en klokkeklar plan med hjem, hvor der indgår styrketræning, balanceøvelser og konditionstræning.

Jeg er kommet hjem efter 14 dages indlæggelse på Ry Sclerosehospital. Ved udskrivelsen fik jeg en tværfaglig evaluering af behandlings- og rehabiliteringsforløbet med hjem. 

Den tværfaglige evaluering er min fysioterapeuts, ergoterapeuts og psykologs sammenfatning af, hvad der er sket med mig i de 14 dage, og hvad jeg har fået ud af  indlæggelsen. Det er supervigtig dokumentation for mig, nu hvor jeg er kommet hjem til en hverdag med vasketøj, madpakker, arbejde, sociale "forpligtelser" og jah... bare hverdagen! Jeg skal bruge det til at holde fast i følgende:

Jeg kan gå! Og det skal jeg blive ved med - basta. Problemet er, at når jeg går supplerer jeg gavmildtmed styrt og snublerier.

I min evaluering står der f.eks.: "Charlotte har før indlæggelsen haft en del fald-uheld i forbindelse med delt opmærksomhed og udtrætning. Hun har fået undervisning i faldforebyggelse".

Jeg er altså nu kommet i den kategori af mennesker, man helst ikke vil gå lige foran pga faren for at ryge med i styrtet. Det kan folk jo ikke være tjent med - og egentlig heller ikke ikke min ømme forslåede krop og trætte/flove hoved.. 

Derfor måtte jeg i Ry lære at slå røven i sædet og trille lidt rundt på gangene. Den proces var jeg i starten vældig umoden og koket omkring, hvilket da også tydeligt fremgår på ovenstående billede... For det var faktisk overhovedet ikke skægt. 

I min evaluering skrev de voksne: "Hun er især glad for, at hun har overvundet sig selv, og med "glamour" har fået implementeret den manuelle kørestol i sin hverdag, hvilket giver frihed og uafhængighed"

Det lyder rigtig jo fint og helt som det skal være, men sandheden er, at der bag mine ord til ergoterapeuten (og ovenstående fjollede billede), befandt sig en frustreret og ked af det mig i en kørestol, som slet ikke tilhørte min røv. Faktisk så insisterede min krop på at være iført træningstøj, når jeg kørte forsigtigt rundt på gangene. Måske for at kunne stikke af fra stolen og tage min stok med ud i solen...

De voksne på Ry Sclerosehospital har selvfølgelig set og oplevet flere af min slags. Så de gav gudskelov ikke op så let. De lyttede til mit bla bla bla og hjalp mig med at sluge mine kameler. Jeg er dem så dybt taknemmelig for at være omkring mig, lige der, hvor det var sværest at være "hende med kørestolen". De lærte mig at forstå, at det er når jeg er frisk, at kørestolen har sin største berettigelse. 

I evalueringen står der:" Hun er under indlæggelsen og i weekenden derhjemme kommet rigtig godt i gang med at opnå rutine i/samt accept af at bruge kørestolen som en ressourceforebyggende foranstaltning i hverdagen".

"Ressourceforebyggende foranstaltning i hverdagen". 

Og det er lige præcis det, jeg er ved at lære. At det er inden, jeg klasker sammen både kognitivt og fysisk, at jeg skal sætte mig og trille. Alle herhjemme hjælper mig med at holde fast i, at det er sådan, det bliver nødt til at være. Det er ikke nemt endnu, men vi snakker om det, vi afprøver. Jeg fejler og "glemmer" at sætte mig i stolen. Jeg lærer hver dag mere og mere, og så gentager vi det der virker!

Det er ikke længere nogen udfordring at køre rundt ude på vejen og på stierne i kvarteret, men Føtex! og på arbejde...!

Føtex lørdag formiddag er for mig ensbetydende med sved i armhulerne, mudderhjerne, slatne stænger og en overkrop der hænger ind over indkøbsvognen med blikket stift fokuseret på indkøbssedlen. Og så krydret med to timers hvile, når jeg kommer hjem.

Derfor kan jeg heller ikke huske, hvornår jeg sidst har været i Føtex!

Lige indtil i lørdags! Med min mor og Hjalte.. 

Og min kørestol
Med bankende hjerte
Men ingen undgik hende den handicappede
Mange smilede
Nogle sagde Hej
Jeg fik handlet alt
jeg kørte frem og tilbage mange gange
Jeg var ikke træt 
Jeg vil godt i Føtex igen
I morgen skal jeg på arbejde
I min kørestol

I morgen tager jeg så på arbejde med min "Føtexoplevelse" i baghovedet. Jeg er ret så spændt på den ikke særlig fede måde, for én ting er at gå som en fuld svensker og falde lidt hist og her, når jeg er på arbejde. En anden ting er, at der også er kursister og spørgsmål og øjne der ser og alle der kender mig! 

Fuck det altså!

Jeg satser på at kunne tage hjem fra arbejde i morgen med knap så meget kognitiv lortehjerne og med nogle ben, der ikke er helt ude af drift. 

Nu vil jeg gå i seng, så jeg er klar til min nye virkelighed i morgen. En virkelighed som forhåbentlig vil gøre mig til en mor, som ikke kræver fred og ro hele eftermiddagen. En mor som kan være med. En mor, der ikke tænker på, hvornår hun kan tillade sig at gå i seng, fordi hun har brugt alle sine ressourcer på arbejde og om hun har kræfter til at lave sig en kop kaffe og hjælpe med brøkerne.

Godnat nu.

Jeg er jo indlagt i Ry lige nu. Det skriver jeg lidt om :-) Du kan finde det jeg skriver om min indlæggelse ved at klikke ude i bjælken til venstre på "Ry Sclerosehospital 2015"

Af uransagelige årsager finder det jeg skriver fra mit ophold ikke vej til forsiden her. Jeg håber at du vil læse med :-)