Men nu skulle det være. Jeg lavede for et par dage siden "undervisningsaftalen" med min chef. Vi blev enige om at give det der undervisning"et nyt forsøg. Inden jeg nåede at fortryde, modtog jeg en mail fra min kollega. Han skrev:
"Det er bare så dejligt, du er kommet til, for det er svært for mig at nå rundt og få deres opgaver kontrolleret, og det vil virkelig være en stor hjælp, hvis du vil træde til der. Jeg ved jo, at du har det svært ind i mellem, måske endda hele tiden, trods dit ukuelige livsmod, så bare du passer på dig selv og hjælper, det du kan, så er det bare fint".
Det har været en fantastisk dag med kursister, som alle knokler med at lære dansk. Der er andre sprog, som er nemmere for dem. Sprog som de kan tale og skrive flydende. Sprog som de har lært i det land, hvor de er født og opvokset!
Bare fordi!
Hun viste mig også stolt et billede af sin lille søn, som sad på et køkkenbord og hjalp med at bage kage. "Du skal også smage vores kage Charlotte... Næste gang!"
Det vil jeg glæde mig til! Rigtig meget endda. Invitationen til at komme hjem og spise mad fra hendes hjemland sammen med hendes familie lyder altså også tillokkende!
Tænk at blive inviteret hjem til en kvinde og hendes lille familie, selvom de slet ikke kender mig. En familie som har oplevet så meget nød og fare, at de var nødt til at flygte fra Syrien for ca. et år siden.
Verden er altså kke helt af lave endnu. Alle vi danskere fortjener at møde en, som kan vise os gæstfrihed, som jeg oplevede i dag. det kan jo være det smitter!
Den unge kvinde med det begrænsede ordforråd spurgte om hun måtte kysse mig. "På munden??" grinede jeg. Hun smilede og svarede "Nej nej.. på syrisk" og gav mig et lille kram
Det har været en god god dag. Og jeg glæder mig til p mandag, for så skal jeg undervise igen :-)