En ny virkelighed!

Jeg er kommet hjem efter 14 dages indlæggelse på Ry Sclerosehospital. Ved udskrivelsen fik jeg en tværfaglig evaluering af behandlings- og rehabiliteringsforløbet med hjem. 

Den tværfaglige evaluering er min fysioterapeuts, ergoterapeuts og psykologs sammenfatning af, hvad der er sket med mig i de 14 dage, og hvad jeg har fået ud af  indlæggelsen. Det er supervigtig dokumentation for mig, nu hvor jeg er kommet hjem til en hverdag med vasketøj, madpakker, arbejde, sociale "forpligtelser" og jah... bare hverdagen! Jeg skal bruge det til at holde fast i følgende:

Jeg kan gå! Og det skal jeg blive ved med - basta. Problemet er, at når jeg går supplerer jeg gavmildtmed styrt og snublerier.

I min evaluering står der f.eks.: "Charlotte har før indlæggelsen haft en del fald-uheld i forbindelse med delt opmærksomhed og udtrætning. Hun har fået undervisning i faldforebyggelse".

Jeg er altså nu kommet i den kategori af mennesker, man helst ikke vil gå lige foran pga faren for at ryge med i styrtet. Det kan folk jo ikke være tjent med - og egentlig heller ikke ikke min ømme forslåede krop og trætte/flove hoved.. 

Derfor måtte jeg i Ry lære at slå røven i sædet og trille lidt rundt på gangene. Den proces var jeg i starten vældig umoden og koket omkring, hvilket da også tydeligt fremgår på ovenstående billede... For det var faktisk overhovedet ikke skægt. 

I min evaluering skrev de voksne: "Hun er især glad for, at hun har overvundet sig selv, og med "glamour" har fået implementeret den manuelle kørestol i sin hverdag, hvilket giver frihed og uafhængighed"

Det lyder rigtig jo fint og helt som det skal være, men sandheden er, at der bag mine ord til ergoterapeuten (og ovenstående fjollede billede), befandt sig en frustreret og ked af det mig i en kørestol, som slet ikke tilhørte min røv. Faktisk så insisterede min krop på at være iført træningstøj, når jeg kørte forsigtigt rundt på gangene. Måske for at kunne stikke af fra stolen og tage min stok med ud i solen...

De voksne på Ry Sclerosehospital har selvfølgelig set og oplevet flere af min slags. Så de gav gudskelov ikke op så let. De lyttede til mit bla bla bla og hjalp mig med at sluge mine kameler. Jeg er dem så dybt taknemmelig for at være omkring mig, lige der, hvor det var sværest at være "hende med kørestolen". De lærte mig at forstå, at det er når jeg er frisk, at kørestolen har sin største berettigelse. 

I evalueringen står der:" Hun er under indlæggelsen og i weekenden derhjemme kommet rigtig godt i gang med at opnå rutine i/samt accept af at bruge kørestolen som en ressourceforebyggende foranstaltning i hverdagen".

"Ressourceforebyggende foranstaltning i hverdagen". 

Og det er lige præcis det, jeg er ved at lære. At det er inden, jeg klasker sammen både kognitivt og fysisk, at jeg skal sætte mig og trille. Alle herhjemme hjælper mig med at holde fast i, at det er sådan, det bliver nødt til at være. Det er ikke nemt endnu, men vi snakker om det, vi afprøver. Jeg fejler og "glemmer" at sætte mig i stolen. Jeg lærer hver dag mere og mere, og så gentager vi det der virker!

Det er ikke længere nogen udfordring at køre rundt ude på vejen og på stierne i kvarteret, men Føtex! og på arbejde...!

Føtex lørdag formiddag er for mig ensbetydende med sved i armhulerne, mudderhjerne, slatne stænger og en overkrop der hænger ind over indkøbsvognen med blikket stift fokuseret på indkøbssedlen. Og så krydret med to timers hvile, når jeg kommer hjem.

Derfor kan jeg heller ikke huske, hvornår jeg sidst har været i Føtex!

Lige indtil i lørdags! Med min mor og Hjalte.. 

Og min kørestol
Med bankende hjerte
Men ingen undgik hende den handicappede
Mange smilede
Nogle sagde Hej
Jeg fik handlet alt
jeg kørte frem og tilbage mange gange
Jeg var ikke træt 
Jeg vil godt i Føtex igen
I morgen skal jeg på arbejde
I min kørestol

I morgen tager jeg så på arbejde med min "Føtexoplevelse" i baghovedet. Jeg er ret så spændt på den ikke særlig fede måde, for én ting er at gå som en fuld svensker og falde lidt hist og her, når jeg er på arbejde. En anden ting er, at der også er kursister og spørgsmål og øjne der ser og alle der kender mig! 

Fuck det altså!

Jeg satser på at kunne tage hjem fra arbejde i morgen med knap så meget kognitiv lortehjerne og med nogle ben, der ikke er helt ude af drift. 

Nu vil jeg gå i seng, så jeg er klar til min nye virkelighed i morgen. En virkelighed som forhåbentlig vil gøre mig til en mor, som ikke kræver fred og ro hele eftermiddagen. En mor som kan være med. En mor, der ikke tænker på, hvornår hun kan tillade sig at gå i seng, fordi hun har brugt alle sine ressourcer på arbejde og om hun har kræfter til at lave sig en kop kaffe og hjælpe med brøkerne.

Godnat nu.