Ordene kom i går aftes fra min far. Manden, der sgu ikke engang ved, hvordan man gir' op, sagde disse to ord til mig igår aftes. Det blev sagt, mens han og jeg stod og kiggede på en heks.

Min mor havde bedt om at heksen i år skulle "gå op i en spids". Det gjorde hun så også i ca. 15 minutter, altså heksen. 

På et tidspunkt kunne min far tydeligvis se, at hans datter også var ved at gå op i en spids, som følge af, at heksen gentagende gange mistede balancen, så vi skulle samle både pinde og heks op igen. 

Og der var der ordene fra min far kom: "Jeg tror sgu bare at vi gir' op"!

Vi kiggede flygtigt på hinanden, så på pindene på græsset, på heksen der skulle sendes afsted og så på hinanden igen...

 "Ej nu stopper du så far...  Vi er sgu da ikke sår'n nogle der gir' op!".

Min far trak på skuldrene, smilede og sagde ikke et ord. Han bukkede sig blot for at samle pindene op. Så bad mig holde heksen, gav mig et kys på kinden og lavede et bål, som han antændte med heksen i spidsen, mens han mumlede "nej vi er sgu da ej, min skat".

Min far har gennem hele mit liv lært mig, hvordan man IKKE gir' op. Nuvel, Jeg har fået lov til at gi' efter, men aldrig at give op! Han gir' heller ikke selv op. Min far ser muligheder og ikke begrænsninger. Og det elsker jeg ham for (oveni alt det andet)

Nåh... men bålet blev tændt og heksen blev sendt! 
Mens vi nød og flød.

men den skønneste krans,
bli'r dog din Sankte Hans!
Den er bunden af sommerens hjerter,
så varme så glade.

I går aftes var hun nemlig sammen med ungdommen til dans. Og hun har garanteret og forhåbentlig tumlet som både føllet og lammet. Hun gjorde det ikke, fordi der skulle sendes en heks afsted, men simpelthen, fordi hun nu er færdig med 10 års skolegang, som har budt på lidt af hvert og noget af det hele. Hun har kæmpet og knoklet med en ihærdighed, der ikke har givet plads til "gi' op" tanker. Hun ved, hvad hun vil, og hun formår på smukkeste vis at udleve det, stå ved sine beslutninger og være tro mod sig selv. Simpelthen verdens bedste Freja. 

I dag fik hun så et afsluttende fast håndtryk af inspektøren, og så blev hun sendt ud i livet med sit eksamensbevis og et par ord på vejen. Inspektøren sagde i sin tale noget, som er så banalt, at det faktisk giver god mening. Ihvertfald for mig, som hylder korte sætninger og nemme ord sat sammen, så jeg kan genkende essensen i min virkelighed.

Når du har det godt, har alle det godt og når alle har det godt, har du det godt.

Hvis dette kan efterleves, så er der jo egentlig heller ikke nogen grund til at gi' op vel!?

Har du prøvet at skrue ned for lyden?

Jeg har!

Jeg gjorde det igår, da jeg efter 20 minutter ikke længere kunne holde ud at høre Danmarks partiledere kaste med skyld og bebrejdelser. Da jeg gjorde det, opdagede jeg noget meget pudsigt, mens jeg så ti voksne mennesker diskutere (uden lyd). 

Jeg var pludselig tilskuer til en opvisning i arrige udspilede næsebor, overbærende hovedrysten tilsat smil, som aldrig nåede øjnene. Øjne som enten var sammenknebne eller havde kurs mod loftet. Pegefingre der rytmisk fungerede som en dirigentstok i takt med de lydløse ord, der strømmede ud af mit TV.

Jeg ved jo i sagens natur ikke, hvilke guldkorn jeg gik glip af i de ti minutter uden lyd på Tv'et. Men en ting ved jeg. Det var på ingen måde et kønt syn og de var tydeligvis IKKE enige.

Det er ok ikke at være enige. Det er jo egentlig helt elementært, faktisk ligeså elementært som at holde sin kæft, når den anden taler og at bevare tonen sober og hode fokus på målet og ikke manden!

At de forskellige partier har forkellige mål og planer for os danskere er old news, og det har den her valgkamp et fint eksempel på. Jeg synes dog, at valgkampen har været præget af enkeltsager, hvor præmissen jo oftest er, at man ikke kan erklære sig uenig eller tvivlende uden at fremstå kynisk og uempatisk. De sikre kort der er blevet spillet har som altid været forbeholdt de ængstelige med hang til overskuelige løsninger på komplekse problemer. 

Der er bare det ved det, at for mig at se findes der ikke enkle og overskuelige løsninger på at være f.eks. kontanthjælpsmodtager uden råd til at få en værdig familiehverdag til at fungere. Det er komplekst at skulle forklare sine børn, at de ikke kan holde børnefødselsdag, gå til guitar eller spejder, fordi der ikke er penge til det, som i VIRKELIG ikke penge til det.

Det er heller ikke overskueligt at være flygtet fra et land i krig med udsigt til intet andet end mere krig, frygt og død, for at komme til et land, hvor man bliver mødt med afvisning midt i den altomsluttende sorg. Superkomplekst er også dette. 

Det er faktisk heller ikke særlig overskueligt eller opløftende at være kronisk syg, og hver dag kæmpe for at få livet og dagligdagen til at hænge sammen. Særlig ikke, når den nedslående indstilling i den her valgkamp synes at være, at "Det skal vi nok få til at gå væk og så kan du arbejde igen.... Op på hesten med dig!".

Personligt er jeg så heldig, at jeg stadig sidder på hesten. Jeg kan nemlig holde til at arbejde. Det jeg ikke kan holde til er, når jeg rammes af følelsen af, at jeg skal være taknemmlig over, at jeg kan nøjes med at arbejde "de der" 13 timer om ugen. Jeg har sclerose (pænt meget), og ja.. jeg kan arbejde, men 13 timer er faktisk tilpas lige nu. Jeg bruger nemlig længere tid på alt... Ikke fordi jeg er ugidelig eller doven, men fordi jeg er syg. Og det er det mest komplekse jeg har prøvet!

Denne valgkamp har i min optik ikke været gennemsyret af forståelse for syge mennesker og de vilkår mange syge har. Det skræmmer mig og lader mig tilbage med en følelse af, at vi ender med at være baggrundsstøj og ikke en man gider lytte til på Borgen. Det er ikke værdigt eller ok, at skulle føle sig som 2. rangsborger, fordi man ikke er istand til at bidrage på samme vilkår som raske. Ingen beder om at være syg eller ligge til last.

Der har været en del andre emner i denne valgkamp, som med garanti er af stor vigtighed. Hånden på hjertet, så har jeg ikke kunnet følge med i alle deres tal, beregninger og mundhuggerier. Jeg måtte give ældsteartisten ret igår, da hun under partilederrunden udbrød "Ej hvor er de platte!  Tjek lige det der smil, hvor er hun strid... Far ville blive tosset, hvis du smilede sår'n, når i diskuterede"

Jeg sidder lige nu kl. 21.30 aftenen inden jeg skal sætte mit kryds, tilbage med behovet for at slukke helt for alle partiledere, både hende med hånesmilet, ham med de arrige næsebor og dem med dirigentpegefingrene. De taler (næsten) alle et sprog og opfører sig på en måde, der puster liv i længslen efter at give dem en eftersidning og en seddel med hjem til deres forældre. De støjer og larmer og lever på fornemste vis op til seernes krav om underholdning fremfor oplysning i TVs primetime...

Men Danmark fortjener, at vi vælgere i det mindste opfører os ordentligt og sætter vores kryds det rigtige sted. Hvor det kryds sættes, kan vi skændes om - eller vi kan også bare blive enige om at vi er uenige og lade demokratiet sejre.  

For et par uger siden lå Scleroseforeningens medlemsblad "Lev med sclerose" i min postkasse. I denne nyeste udgave havde jeg fået æren af at være bagsidens klummeskribent. 

Mit klummeindlæg handler om den dag, jeg faldt på arbejde og den flovhed der fulgte i kølvandet. Scleroseforeningen havde spurgt om lov til at bruge dette blogindlæg til bagsiden af bladet, fordi de mente, at det jeg oplevede den dag, ville mange med sclerose kunne genkende.

Jeg sagde selvfølgelig "ja for pokker, brug bare løs". 
Blogindlægget om mit styrt kan du læse her.

Igår åbnede jeg så en mail fra scleroseforeningen. En læser af bladet havde skrevet itl foreningen og bedt dem om at videresende nedenstående mail til mig:

Jeg har læst den her mail bizart mange gange. Jeg har alle gangene siddet med taknemmelighedsfarvede kinder, smilet for mig selv, mens jeg i mit stille sind har sendt mange varme tanker til den mand, som har brugt tid på at skrive til mig og fortælle om sin oplevelse af det, han har læst. Det kaldes sgu go' karma!

Dine ord, kæreste Jens H. J. betyder, at jeg bliver ved med at have lyst til at skrive og dele stumper af mit liv med jer alle, selv når jeg brænder helt sammen over, at min hjerne slår knuder og min venstre hånd opfører sig som en stædig to årig. 

Jeg er helt klar over at dette indlæg af den rette læser kan betragtes som både blær og selvoptagethed. Det er ikke ment som sådan. Joh lidt måske... men det er allermest bare ment som en manifestation af, hvilken forskel et uventet klap på skulderen, en anerkendelse og nogle oprigtige ærlige ord kan betyde for modtageren.

Lad os huske det, også når den anden mindst venter det. Det gør en forskel. En stor en af slagsen! Jeg ved det, for jeg kan mærke det helt ned i maven og i kinderne.

Altså hvis man spørger billetsælgeren, vil hans svar være et rungende "JA".

Han vil endda kunne fremføre bevis derfor! Han er nemlig gift med mig og har dermed bevismaterialet placeret i et smukt glashus i sin have.

Lad mig indlede dette blogindlæg med at citere fra Wikepedia:
"Tyngdepunktet er det punkt i et legeme, hvor tyngdekraften ser ud til at virke eller, sagt på en anden måde, hvor tyngdekraften har angrebspunkt"

Jeg sidder her søndag aften og tænker tilbage på tre dage, hvor jeg på det nærmeste har været ved at slå rødder ude i mit elskede glashus. Og jeg må med et smil erkende, at jeg er blevet mere og mere tung i røven i takt med, at D vitaminerne har buldret ind gennem ruderne derude. 

Yngsteartisten og mellemsteartisten begyndte fredag eftermiddag at pippe om, at det kunne være smadderhyggeligt at prøve at sove derude "altså bare en eller anden gang i sommerferien, hvis du har lyst mutti?? Altså ikke nu og sår'n... bare engang ik?!"

Ok... off the record, så har det også været en weekend med ældsteartistens eksamenslæsning, hvilket har betydet den obligatoriske småsitrende stemning, der veksler mellem resignation indeholdende "jeg gider fan... ikke læseferie, det gir' slet ingen mening det her... " og så resignationens modpol med "nu er jeg klar. Slut for i dag... jeg ser lige lidt Netflix". Og det gør hun så, inde i mørket på værelset. Måske af frygt for at blive angrebet af D vitaminernes påvirkning på tyngdekraften. 

Mig? Jeg sidder tung i røven, smiler til hende ude fra mit glashus og håber hun ikke kaster med sten. Hende ældsteartisten, hun skal nok klare læseferien og hun skal også nok klare både frustrationerne og succeserne, der følger med. Jeg hepper ihvertfald på hende.

Så "engang" sov vi derude to gange i den her weekend :-)

Hold nu op altså, hvor var det fedt, hyggeligt og helt vidunderligt!

Vi lå tre mand og faldt i søvn med udsigt til drivende skyer og tusmørket, der tog til. Og vi vågnede før både fanden og naboen fik både sko og underhylere på. Havens fugle gav den gas og solen hilste os godmorgen på vej op over naboens tagryg. 

Begge drenge sov rigtig godt! Og mig?... jeg ved, hvad naboens kat laver i min have om natten. 

To nætter med boblende begejstring, men også plads til forbedring, hvad angår nattesøvn har sat en helt naturlig dæmper på mit energiniveau i de her dage. Men det er helt ligemeget, for jeg har allieret mig med en lydbog, (masser af) kaffe og en ordentlig portion ro ude i mit glashus. Jeg har nydt og "flydt", mens D vitaminerne uden besvær har fundet vej til mine baller, som beviseligt er min tyngdekrafts angrebspunkt.


Det er en fed fornemmelse, når tre dage i træk går op i vitaminers magi, udeblivelse af planer og så den der oplevelse af at:

"Det bliver en god dag, for jeg har fat i den ene ende!"

For at det ikke skal være løgn, og med fare for at i får trang til at "misundelsesgylpe" over min weekend, så skal i lige se et billede af min nye yndlingsko. Den hedder 1171, og den bor sammen med alle sine venner på marken, der støder op til mine forældres have :-) Køerne, som er indbegrabet af barndom og sommer for mig er endelig kommet "hjem" på marken, hvor vi kan nyde dem på nærmeste hold.

Og her kunne jeg slutte dette indlæg, men...