November har aldrig været min yndlingsmåned.

November kan noget med et solidt spark i skridtet på mig år efter år. Den plejer at opføre sig ondt og levner ikke ikke nogen nåde eller trøst overhovedet.

I år er ingen undtagelse! Jeg har simpelthen været så syg i den her lortemåned, at det har medført flere sygedage på 20 dage end i løbet af et helt arbejdsår.

Jeg lagde ud med halsbetændelse, snot og ondt i ørerne. Min læge synes også, at det så "ondt" ud og sendte mig hjem med medicin og beskeden om, at "sår'n noget tar' jo sin tid, Charlotte - hjem under dynen med dig!"

Halsbetændelsen skulle så vise sig at befinde sig i kateogorierne "mild sommerforkølelse" og "ynk", i forhold til den migræne, som afløste.  Igen tog jeg til lægen. Jeg havde fået en akuttid og nåede at aflevere smerten i en pose to gange på vej derind... Jeg sad med lukkede øjne i venteværelset og blev hjulpet ind i konsultationen af lægen, hvor jeg glædeligt trak bukserne ned for at få en indsprøjtning i ballen med to slags gigtmedicin, som skulle afhjælpe smerten og opkastningerne.

Indprøjtningen hjalp så ikke. Slet ikke! 

Så efter en nat uden søvn, men med masser af opkast, gråd og smerter kom min mor. En mor kender sin plads, når hendes datter (på 44) ringer og siger "mor du må godt lige komme nu, for jeg kan ikke rejse mig og jeg ryster helt vildt. Og Peter og ungerne er kørt afsted"

Umiddelbart efter min mors ankomst, kom lægen også. Min mor havde åbenbart ringet efter ham og fortalt, at jeg ikke kunne stå på benene, ikke kunne tisse og at jeg kastede mine piller op, inden de var opløst.

Lægen kiggede på mig og sagde så "Jah.. jeg vil faktisk helst indlægge dig Charlotte!" Han var dog ikke i tvivl om, at det var jeg ikke ret enig med ham i, så han skyndte sig at nippe mig lidt i huden på halsen og sagde så beroligende "hmm, ok! Du er ikke i klinisk forstand ret dehydreret, sååhh". Herpå åbnede han sin store lægetaske og fandt stiltiende blodtryksapparat, morfin, stesolid og kvalmestillende medicin frem... nåh ja og kanyler! 

To indsprøjtninger og lidt ekstra stesolid i pilleform som reserve, og så sov jeg den migræne væk - i min egen seng, med min egen mor hos mig og i mit eget cirkus. Og med bevidstheden om, at min migræne bliver taget alvorligt og der er hjælp at få.

Jeg hader migræne mere end noget andet. Jeg hader at migræne sætter mig ud af spillet, larmer og sætter dagsordenen. Allermest hader jeg, at migrænen påvirker sclerosen både fysisk og kognitivt.

Men nu har jeg det godt igen. Igår eftermiddags lettede tågen helt, og jeg kunne mærke, at jeg var med igen.. Jeg elsker at være med. Især igår, for Peter og jeg havde for lang tid siden aftalt at tage til Sønderborg for at høre koncert med Ulige Numre. 

Vi kom afsted. Arm i arm og med mig placeret på en stol til koncerten. Aftalen om at smutte, hvis jeg ikke kunne holde til mere var på plads. Men jeg kunne det hele og jeg nød det så meget. VI nød det. Uden møgmigræne og den milde sommerforkølelse. Bare Peter og jeg og så i en stemning, som fortjener et blogindlæg for sig selv :-)

Lige om lidt er november et overstået kapitel og smukke december tager over. Jeg glæder mig til december, for den plejer at være mild og uden spark i skridtet.

Lad mig slutte med Henrik Nordbrandts digt fra bogen Håndens skælven i november fra 1986 

“Året har 16 måneder:  December, januar, februar, marts, april, maj, juni, juli, august, september, oktober, november, november, november, november.”

Åh kære november hvorfor??

Tirsdag er en god dag. For om tirsdagen kommer Jeppe altid senere hjem fra skole, men altid i fantastisk humør. Jeg glæder mig hver tirsdag til at høre om hans dag. Ikke så meget skoledagen, for det er som regel den samme sang, der afspilles om det.

Nej, jeg glæder mig til at høre, hvordan eftermiddagen hjemme hos Elin er gået. Hver tirsdag når Jeppe har fri fra skole cykler han nemlig hjem til Elin, som bor på et af byens plejehjem her i Haderslev. Elin er på den rigtige side af 90 år og udover, at Elin er sød og sjov og har masser af engelske vingummier, så har hun også en sø, som Jeppe har fået lov at fiske i.

Det var faktisk sådan det hele begyndte. Jeppe skrev et brev til Elins datter i Silkeborg og spurgte om lov til at fiske i "Den hemmelige sø". Hun spurgte så til gengæld, om Jeppe ikke havde lyst til at besøge hendes mor (Elin) og lære hende "noget om computer". Det havde Jeppe!

Så når Jeppe og Elin mødes om tirsdagen på plejehjemmet, så bliver der nørdet. Elin har både lært at skype med sin datter i Silkeborg, gå på Youtube og så er Jeppe og hun blevet venner på Facebook. De er blevet enige om, at det er bedre end at være uvenner ;-).

I dag kom Jeppe hjem, og inden han havde stillet skoletasken og kylet skoene i skabet råbte han ude fra entréen "Mor har du tjekket din mail? Elin har vidst skrevet til dig".

Og det havde hun faktisk, seje Elin, som hverken er forskrækket for friske drenge på 13 år eller det nymodens pjat med teknik og internet.

Jeg stod i køkkenet med Jeppe hængende op af min højre skulder og læste. Elin havde skrevet en mail som gjorde mig både varm, stolt og taknemmelig.

Her er hvad hun skrev:

Hej Jeppes mor. Jeg vil lige sende en hilsen fordi jeg er meget glad for at Jeppe kommer og underviser mig. Det er han virkelig god til og meget tålmodig med mig gamle kone. Han er et kært menneske som helt sikkert kommer langt. Alle vores piger er også glade for at møde ham. Jeg håber du har det godt. Jeg kan forstå I alle trives i det gode Cirkus Holmboe. Venlig hilsen fra Elin.

Jeg har kun hilst på Elin en gang. Det er hende og Jeppe, der mødes og hygger. Men jeg føler, at jeg kender hende lidt, for Jeppe opdaterer os jævnligt med oplysninger om at "i morgen skal Elin til frisør" eller "igår var Elin til bridge". Hun er blevet en del af hans hverdag og noget af det han glæder sig til og godt kan li'.

Jeg er glad for, at være mor til en dreng som udover guitar, basketball, skateboard og skole også kan finde glæde i at møde "piger" på plejehjemmet. 
Verden er ikke af lave. Hvis vi åbner vores øjne og sind, så er verden større end os selv. 

Og jeg er glad for at Jeppe kender Elin og at Elin har tålmodighed til at blive undervist af Jeppe og lyst til at være sammen med ham. 

I lørdags tog jeg i Netto. Jeg var der omkring kl. 9.30 og blev derfor overrasket over, hvor mange biler, der holdt på parkeringspladsen allerede. Jeg valgte derfor handicappladsen, da den var ledig og mine ben holdt fri.

I det øjeblik jeg åbnede bildøren blev jeg mødt af et: "hov hov hov dame!! Den der plads er for handicappede!" En dame på omkring 65 stod ved en bordeeuxrød Toyota lige ved siden af mig og så meget bestemt ud. 

Jeg har prøvet det før. At folk antaster mig og siger, at jeg ikke må holde, hvor jeg gør, fordi jeg" ikke er handicappet". Jeg ved derfor også at folk, der leger parkeringsvagter generelt ikke er interesserede i lange tårevædede forklaringer om mit sygdomsforløb, så jeg sagde blot, at jeg har sclerose,  og at jeg har et kort i forruden, som berettiger min parkering lige netop på sådan en plads.

Dette stoppede dog hverken hende eller hendes lille galsindede hund, som stod på bagbenene inde på passagersædet, og hjalp med at skælde mig ud med sin skingre gøen og hidsige kradsen på ruden.

For ikke at sige noget dumt, vendte jeg siden til hende, låste bilen og trak på skuldrene. Dette fik damen til at udbryde "Men du ligner jo bare slet ikke en, der virkelig har brug for den plads her" efterfulgt af et "skam dig" blik. Jeg tog de første skridt, mens jeg bandede mig selv langt væk for, at stokken stod hjemme i køkkenet. Uagtet synet af mine stive ben, valgte hun at fortælle mig, at det er snydere som mig, der ødelægger det hele for alle andre.

Her får hendes mand åbenbart nok! Han stiger ihvertfald ud af bilen, går om til os og lægger en hånd på sin kones skulder, mens han stille siger til hende:

"Jeg synes bare, at du går ind og handler nu!"

Og det gjorde vi så begge to. Mig med hovedet fuld af smarte nedrige ting, jeg ikke nåede at sige til mokken og hende med et strengt blik på mig, da vi "mødes" ved kassen.

Her kunne blogindlægget såmænd godt slutte, og alle kunne sikkert blive enige om, at hun var en dum kælling. Alle som har et handicapparkeringskort ville kunne nikke genkendende til historien og være enige med mig i, at folk både er ondsindede og uvidende, når det kommer til parkeringspladser.

Men, sådan ender det bare slet ikke.

For nu ved jeg, at den sure dame hedder Inger og at hendes datter har celleforandringer i livmoderen. Jeg ved også at hendes hund altid er ret vred. Faktisk ved jeg, at hende Inger var både sur og ked af det i lørdags, og allerede en gang tidligere den dag var blevet bedt om at skrue ned for blusset.

Alt det ved jeg, fordi jeg i dag igen handlede i Netto og parkerede på den samme handicapparkeringsplads.

 Idet jeg stiger ud af bilen, bliver jeg mødt af en rusten mandestemme. Manden på omkring 65 år, står ved siden af en bordeuxrød Toyota og siger "Nåh tør du godt holde der igen?", mens han smiler forsigtigt. Jeg kigger træt og spørgende på ham, indtil han siger "jeg er manden til den sure kone i lørdags"

"Nååårh på den måde.  Jer har jeg sgu tænkt på et par gange. Jeg kunne slet ikke kende dig. Det var lidt sært med sådan en røffel"  

Han giver mig ret og vil tydeligvis sige noget mere, så jeg bliver stående og finder min stok frem. 

Han spørger så, hvad jeg fejler, og jeg fortæller, at jeg har sclerose. Han fortæller så til gengæld, at ham og konen Inger i lørdags var på vej hjem til deres datter, da jeg mødte dem. datteren havde bedt dem om at komme, fordi hun ikke kunne lide at åbne brevet fra sygehuset, når hun var alene med børnene. Og så havde de i samme forbindelse lovet at handle for hende.

"Hun er jo alt for ung til det skidt altså - og det er du jo også med det der skælrose." Så ønskede han mig god bedring. Jeg smilede og tænkte jo tak. Jeg ønskede ham og hans familie masser af medvind. Og så fulgtes vi ind i Netto, hvor vi smilede til hinanden ved kassen.

Jeg er glad for, at jeg ikke hidsede mig op i lørdags, eller ihvertfald kun i tankerne. Og jeg er ked af, at de har en datter, som er syg. Men derfor er der ingen undskyldning for uretmæssigt at overfuse mig på en parkeringsplads. Nu har jeg fået en forklaring på damens opførsel, og den får mig til at forstå lørdagens møgfald lidt bedre.

Jeg er glad for, at jeg mødte Ingers mand i dag, for det bekræfter mig i, at det oftest er, når folk er pressede, kede og i krise, at låget ryger af. jeg vil dog stadig slå på tromme for, at uanset, hvor svært man selv har det, så er kunsten at trække vejret dybt og tale pænt stadig helt fundamentalt for, at vi mennesker kan omgås hinanden.

​