Blir' simpelthen nødt til lige at dele dette!!

Jeg gav ikke op! Jeg prøvede igen i dag at bage det skide brød, som opførte sig så genstridigt i går og valgte at blive i bunden af Römertopfen.

Med hjertet i halsen sprang jeg op fra sofaen, hvor jeg lå og blundede, da ovnen sagde BIP BIP BIP. Jeg var så forventningsfuld og spændt på, om mit brød ville opføre sig mildt og lykkedes, at jeg glemte alt om konceptet med grydelapper... AV!

Men det er ligemeget, for ud af min Römertopf gled det smukkeste velduftende brød ud - I HEL TILSTAND!

Det kan betale sig ikke at give op hviskede jeg til brødet og stak næsen helt ned til det og mærkede varmen og duften fra det.

Flere har bedt om opskriften. Det synes jeg er vældig flot og ret sjovt, set i lyset af hvor vingeskudt det første brød så ud ;-)

1 lille klump gær, lidt større end en ært

2 dl lunkent vand

1 dl øl (kan erstattes med vand)

1 spsk eddike (jeg brugte æbleeddike, men alle mulige slags eddike kan bruges, og eddiken kan også udelades)

1 spsk olivenolie

10 gr lyst rørsukker

10 gr salt

150 gr durummel

250 gr hvedemel

Opløs gæren i vandet og tilsæt de resterende ingredienser. Rør dejen godt sammen til en klistret og jævn masse. Dæk skålen med et stykke film eller et viskestykke, og lad den hæve på køkkenbordet i 12-18 timer. Jo længere hævetid, jo bedre brød.

Vend dejen ud af skålen på et meldrysset bord, fold den let sammen og form den til en pæn kugle. Kom dejen i en smurt skål, eller lad den ligge på det meldryssede bord, dæk den igen til med film eller viskestykke og lad den hvile yderligere 2 timer.

Kom römertopf’en i vand, den skal være helt dækket, og lad den trække i 10 minutter. Tør den godt af og sæt den med låg på i en kold ovn. Varm ovnen op til 240 grader og vent herefter 30 minutter, til römertopf’en er gennemvarm. Får den ikke tid til at blive varm nok, kan man risikere, at det færdigbagte brød sidder fast i bunden.

Tag römertopf’en ud af ovnen, tag låget af og strø lidt mel i bunden – der skal ikke pensles med fedtstof. Læg forsigtigt dejen ned i römertopf’en og drys evt. lidt ekstra mel ovenpå brødet. Sæt låget på og sæt hele herligheden i ovnen i ca. 30 minutter ved 240 grader. Herefter fjernes låget, ovntemperatuen sænkes til 220 grader og brødet bages i yderligere 10-15 minutter. Det færdigbagte brød vendes ud af römertopf’en og afkøles på en bagerist så længe man nu er i stand til at vente.

Det er fantastisk, når ting lykkes og det her brød er min sejr i dag - selvom jeg har vabler på hænderne, og der ikke er mere brød tilbage ;-)

Jeg LOOOVER, at dette ikke fra nu af er "Charlottes madblog". Jeg blev bare så glad og stolt ovenpå dagens benspænd igår :-)

Håber I alle får en dejlig weekend.

Vi kan sgu ikke rigtig få det til at hænge sammen i Cirkus Holmboe lige nu.

Der er for mange tårer, for mange tanker, for meget feber og hosten, for meget opkast og tyndskid og for meget jah.. af det hele. Især når vi samtidig udfordres med daglige optrædender, som jo helst skal foregå i en nogenlunde præsentabel manege med oplagte folk...

Vi har derfor valgt i fælleskab at gå all in med cirkusnummeret "At være en muldvarp"!

Der er tale om det meget kendte nummer, hvor man graver sig ned, så ingen kan se, høre eller endsige nå én. Kunsten består i kun at grave sig op til jordens overflade, så man helt kort kan tjekke om virkeligheden og hverdagen faktisk eksisterer endnu. Derefter fylder man lungerne med frisk luft og smagen af solskin for så hurtigt at kravle ned i de underjordiske gange igen. Ned, hvor man ikke skal bekymre sig, forholde sig eller forstille sig!

Det er et ret svært cirkusnummer, som kræver både øvelse og mod, men at kravle rundt i gangene i mørket og mærke sig frem i et stille tempo, er faktisk helt ok, når man gør det sammen med nogen. Nogen man stoler på og er tryg ved! 

Vores mellemsteartist og jeg har indtil videre brugt et par uger i gangene under jorden. Jeg har fået fri fra arbejde for at kunne kravle rundt sammen med ham i de underjordiske uforstyrrede gange, hvor alt foregår i et tempo, som betyder, at han stille og roligt er ved at være lidt mere klar til solen og virkeligheden igen. Han er så sej en gut, er han! Han kæmper og han har nogle søskende, bedsteforældre og forældre som hjælper med at kast jorden til side så han kan se solen og som giver al den opmuntring det kræver! 

Vi bliver i trygheden under jorden et stykke tid endnu, men kan mærke, at som foråret melder sin ankomst med knopskydninger, fuglefløjt og lysere morgener så bliver behovet for mere frisk luft i lungerne større og behovet for at blande sig med  virkeligheden mere mere attraktiv. Kort sagt laver vi i Cirkus Holmboe flere og større muldvarpeskud end for bare tre uger siden - og det er så dejligt. 

Det varer nok ikke SÅ længe, før vi stikker hovedet så langt op, at mellemsteartisten med rette kan spørge:
"Hvem har lagt en lort på mit hoved?",tørre lorten af, grine af det og blive i solen!

Nåh ja, som om ovennævnte ikke er udfordring nok for et lille cirkus, så skulle jeg hilse fra Cirkusdirektøren og sige, at al den graven og kravlen rundt nede i de trygge gange under jorden, harmonerer helt utrolig dårligt med 15 timer med uafbrudt opkast, tyndsk.. OG migræne! Det var nemlig, hvad der ramte mig i denne uge. Efter 15 timer på denne måde, vidste jeg snart ikke, hvad der var værst: Den utrolige smerte i brystbenet og mavemusklerne efter alle ofringerne eller en krop, som giver den max gas med dumme og ret insisterende sclerose attaksymptomer på grund af afkræftethed.

Når der på grund af alt det ovennævnte ikke er kræfter til særlig meget, men behovet for at udrette noget er påtrængende, så kan man da altid bage et brød! Så det gjorde jeg i går. Dette brød fik en symbolsk betydning på mange måder:

Brødbagningen mindede mig nemlig bl.a. om, at ligegyldig hvor meget umage og hvor mange kræfter man lægger i en opgave, så er Good enough the new perfect. "Forsiden" af mit brød blev særdeles smukt og indbydende, lige tilpas bagt og velduftende. Ved første øjekast kunne dette brød narre enhver :-)

Men det sad (for pokker da også) fast i formen!!! Det ville ikke ud!! Det ville blive i den forbandede Römertopf, som skulle gøre brødet helt specielt. Det virkede nærmest som om det lavede muldvarpefinden... Alle mine anstrengelser  lå der på køkkenbordet og hånede min indsats eller...

"Bagsiden" af brødet var nemlig så genstridigt, at det ligesom var lidt sværere at narre nogen som helst. Mellemsteartisten kiggede på mig, mens jeg stod og kastede forbandelser ud over brødet, formen og min egen indsats. Han smilede og sagde "du gir' da ikke bare op, vel mor?", mens han skrabede resterne af brødet ud af Römertopfen og gumlede veltilfreds. "Det smager VILDT godt, så du gir' altså ikke op! Det er sgu da ligemeget, hvordan det ser ud. Man kan jo bare lukke øjnene..."

Så det gjorde vi, altså lukkede øjnene, og det smagte himmelsk. Så nej! jeg gir' da ikke op. Ingen af os giver op. Lige nu giver vi efter, men vi gir' ikke op. Jeg rørte derfor en ny dej til i går aftes, for selvom det næste brød måske bliver ligeså "vingeskudt" som det første, så husker vi at det dufter og smager det himmelsk (der er også ØL i ;-)).

Med ingredienser som opbakning, kærlighed og stædighed som de mest basale, så skal det hele sgu nok gå mere end godt. Især masser af kærlighed!!

"Nej, det er latterligt!!" var kommentaren fra yngsteartisten, da vi igår gik en lille tur med cirkushunden. Op af jorden var skudt to forhindringer som skulle besværliggøre vejen fra den ene blinde vej til den anden.

Jeg kunne i mit indre kun give ham ret, men valgte at indtage den myndige og forsonende rolle mellem kommunens beslutning om forhindringer for borgen og borgerens protest (læs: yngsteartistens). "Jamen Hjalte, det er jo også et spørgsmål om at sørge for, at folk ikke cykler ind i hinanden og vælter. Der er trods alt mindst 20, der cykler her hver dag" var min første kommentar på hans reaktion. Da jeg på hans "rullen med øjnene" og dybe suk kunne se og høre, at denne udredning ikke gav mening for ham som borger, måtte jeg straks ty til en ny strategi... "Jamen det her med stængerne er jo ikke skidt uden at være godt for noget min skat! De er da gode til kolbøtter", og så slog vi en kolbøtte begge to, inden vi gik videre.

Det slog mig i går aftes, at de her forhindringer/stænger samt mine forlorne forklaringer til yngsteartisten ikke giver mening overhovedet. Jeg har gransket min hjerne, prøvet at forestille mig, hvad disse forhindringer gør af nytte mellem to yderst ubefærdede blinde veje i et villakvarter i provinsen... Stadig ingen mening at spore.

Jeg er nu kommet til den konklusion, at der må sidde nogle folk inde i den store triste kommunebygning, som har to stænger der fylder op af deres skriveborde! Der må være nogen som har talt sammen om beslutningen: "Hvor skal vi gøre af dem?? Jo sgu da, de gør ingen skade ude i Starup mellem de der to blinde veje, hvor der alligevel aldrig sker noget og hvor ingen færdes alligevel... Der gør de ihvertfald ingen skade, og så kan vi altid fjerne dem, hvis de er i vejen"

Prøv nu at bytte stænger ud med folk i arbejdsprøvning og flexjobssøgende!

og slå så lige en kolbøtte! Velkommen til "kommunelogik" - HOPLAAAA

Dette er jeg blevet spurgt om et par gange indenfor den sidste uge. Min gode ven Rix, var den første som spurgte, Spørgsmålet kom en aften, da vi talte i telefon, og jeg efter 15 minutters lind strøm af beklagelser over livet, sygdommen, omstændighederne var nødt til at trække vejret for ikke at falde besvimet om af iltmangel.

Han er smart ham Rix, for i det splitsekund det tog mig at inhalere noget ilt, nåede han med sin dybe sprøde stemme at indskyde spørgsmålet: "Øøh hvem passer på dig Charlotte?" Tavshed!

Tavshed, fordi jeg pludselig følte mig lidt ynkelig i min selvmedlidenhedstale. Jeg har nemlig mange som passer på mig, ligesåvel som jeg forsøger at passe på dem.

Jeg har mine kolleger, som kan læse mig som en åben bog, og som ikke kun tænker på mig, men hele mit cirkus. Dorthe kom i forgårs med en tallerkenfuld hjemmebagte kager og beskeden om, at se at komme til hægterne og slappe af <3 Tak Dorthe, de smagte af mere :-)

Mine to yngste artister gik en laaang tur med cirkushunden i går og kom hjem med forårsbudbringere til mig. Yngsteartisten fik afleveret dem med et "Mor, husk lige, at den her dusk planter er plukket med kæææærlighed, når du ser revnen i min jakke, som jeg fik inde i skoven...". Dette blev sagt akkompagneret med blinkende dådyrøjne (den lille snu ræv!)

I dag ankom jeg til styrketræning for første gang i tre uger. Martha, som også træner om torsdagen, kiggede på mig og sagde "du ser da lidt træt ud Charlotte". Og det var jeg så også... og lidt ked og brugt. Hun lyttede og gav et kram og jeg tog hjem og gik i bad inden lægebesøg. Jeg var kun lige kommet ud af badet, stadig dryppende, da det ringede på døren  -selvfølgelig! Håndklæde om krop og med våde fodtrin fik jeg åbnet for postbudet... Næh!! Dér stod Martha med den smukkeste buket roser og et rørende varmt kort til mig og mit cirkus. Hun kender os egentlig ikke og vi ikke hende, men hun passer søreme også på os! Tusind tak Martha, du rørte noget dybt i mig - flere af din slags!

Jeg er fuldt ud bevidst om, at dette indlæg hverken er dybt eller reflekterende, men det er skrevet i taknemmelighed over, at jeg aldrig er alene. Jeg har folk omkring mig, som er der, hvis jeg giver dem lov. Jeg er omgivet af mennesker, som ser mig, hører mig og vil mig. Jeg er en heldig og taknemmlig kvinde.

Lige nu er livet i Cirkus Holmboe mere præget af undtagelsestilstand end hverdag, men jeg og mine ansatte overlever "orkanen" sammen, for vi har et sikkerhedsnet under os, sm vi kan regne med - og det er mere værd end noget andet. 

På facebook findes der mange muligheder for at fortælle verden, hvilket slags forhold man er i. Man kan bl.a. vælge at trykke på Gift, Single, i et åbent forhold, separeret, skilt og såmænd også en status, hvor som hedder "Det er kompliceret".

Og det er så mit forhold lige nu... altså kompliceret!

Guderne skal vide, at vi ikke har givet op. Vi prøver med alt, hvad vi har begge to, men vi er lige nu her sidst på vinteren nået til et punkt, hvor ingen af os vil slække på kravene, forventningerne, eller endsige lytte til modparten. Vores forhold er mildest talt gået i hårdknude. Vi har allerede begge to gjort mere end hvad der er rimeligtfor at redde forholdet, men det er sgu op ad bakke med forståelsen fra min "modpart". Jeg indordner mig hver dag, så jeg er ved at sprænges af frustration og stress.

Billetsælgeren kan godt forstå mig. Virkelig! Han synes også, at det er en sej kamp med ulige "kampbetingelser". Det er nemlig ikke billetsælgeren jeg har et kompliceret forhold til. Det er ikke forholdet til billetsælgeren der knirker, men derimod mit forhold til den forbandede Mr. Hverdag, som ikke virker!

Hverdagen og jeg er så uenige om alt lige nu. Vi forsøger at køre i samme gear, men da hverdagen altid sidder forrest på den rustne tandem, er det jo i sagens natur hverdagen som både sætter tempo og styrer retningen. Man kan så bare se mig sidde bagpå med sved på panden, bankende hjerte og fjern i blikket.

Hvis mit komplicerede forhold ikke havde været med hverdagen, men med billetsælgeren, som jeg er så heldig at være gift med, så var jeg blevet skilt NU, og havde givet mig til at lede efter en anden, som var bedre til at lytte, og forstå. Én som ikke var så egoistisk og frygtelig kedelig. Én som behandlede både mig og mine artister med respekt, indlevelse og empati. Én som ikke straffede mig for at bede om en pause eller at prøve en anden rute end den sædvanlige. Jeg kan derfor kun prise mig lykkelig for, at manden i mit liv er som ham, jeg ville lede efter.

Jeg har både læst i damebladene og hørt fra veninder, at når det virkelig brænder på, så kan det kan være sundt med en pause fra forholdet. Så det har vi også holdt, altså hverdagen og jeg. Den gik med på ideen om, at jeg kunne holde en ferie sydpå med mit cirkus. Jeg nåede faktisk i en uges rus af godt selskab, sol, vand og lidt G7T at glemme hverdagen. Men den må have savnet mig, for den tog imod os allerede i lufthavnen og gav mig et koldt vådt kys og et alt for hårdt knus, som stadig ikke vil slippe sit tag.

Jeg ved ærlig talt ikke helt, hvad jeg skal stille op med hverdagen lige nu, men jeg prøver at snyde den lidt indimellem, så tempoet ryger ned og humøret ryger op. Artisterne hjælper mig og billetsælgeren støtter mig. Hverdagen er nemlig ikke kun min. Lige nu har den placeret sit klamme grå greb i os alle, og det skal der laves om på...

Jeg håber at hverdagen snart lader mig sidde forrest på tandemen og være hende som bestemmer både tempo og destignation.

Jeg glæder mig til, at jeg igen kan høre Dan Turells digt "Jeg holder af hverdagen" uden at få ondt i maven og have lyst til at råbe højt "DU HAR FANDEME IKKE PRØVET HVERDAG I DEN RENESTE FORM - KØBENHAVNERSNUDE MED SORT NEGLELAK" 

Den dag jeg uden at lyve kan sige, ligesom Onkel Dan, at 

Jeg holder af hverdagen
Jeg er vild med den
Hold da helt ferie hvor jeg holder af hverdagen
jeg holder stinkende meget  af hverdagen.

så tager jeg sgu sort neglelak på, knapper en øl op og skåler for Onkel Dan. Men det er ikke nu, slet ikke lige nu!

 I lørdags tog jeg med 5 økologiske bananer under armen hjem til min gode ven og "madmentor" Kasper inden resten af mit cirkus havde fået gnedet søvnen ud af øjnene.

Vi havde nemlig en aftale om, at han skulle lære mig at lave hurtig og sund morgenmad. 

Jeg havde glædet mig hele ugen. Både fordi vores morgenmadsseance skulle optages til Radio MS , men allermest fordi Lisbet, som Kasper har lavet den fantastiske bog MS Kost og Livsstil sammen med, havde sagt  ja til at deltage i både madlavning og komme med nogle guldkorn i udsendelsen.

Det blev et par forrygende timer, hvor vi fik lavet noget morgenmad som både var supernemt at lave, billigt og i den grad børnevenligt. Vigtigst af alt, så smagte det fantastisk og af mere!

Udsendelsen kan lyttes her, ved at trykke på pilen, eller ved at gå ind på www.radioms.dk

- Frossen spinat ca. 130 g
- 1 banan
- 1 stilk selleri
- 30 g mandler
- 1 dadel
- 2 dl vand
- 2 dl rismælk, mandelmælk eller alm. mælk

Kom det hele i en god blender og blend det til det er en helt flydende og iskold drik.

1 banan
1 dl. mandler 
2 æggehvider
1 tsk. kanel
1 tsk. vanilje pulver
1 tsk bagepulver
1 knsp. salt

Kom det hele i en blender og blend i ca. 1 minut, til æggemassen bliver let og luftig. Kom lidt olie på en varm pande og steg 1 teskefuld pr. pandekage. Steg ca. 4 minutter på den ene side og 2 minutter på den anden.
De smager ligeså godt til dessert.

Det kan da godt være, at Lisbet og jeg ikke fulgte Kaspers anvisninger hele vejen igennem,  Men jeg tog med favnen fuld af bananpandekager hjem til cirkusteltet, hvor jeg helt høj efter en supermorgen serverede pandekagerne og viste billeder af smoothien. Yngsteartistens kommentar med munden fuld af sunde pandekager var "det kan jo også spises om eftermiddagen mor", og det var jo et guldkorn ik?

Bonusinfo: Lyt til udsendelsen og find ud af, HVOR hurtigt det faktisk er at lave sund morgenmad, Vi tog nemlig tid :-) du kan også få at vide, hvor meget tre sekunders vand fylder .....

Min far siger (og han er altså klog) at i det øjeblik, man føder et barn, så modtager man den der smarte imaginære "Morbog" som man kan slå alt op i, hvad børn angår. Denne bog indeholder simpelthen svar på ALT, hvad en mor har brug for at vide.

Lad mig give et par få nyttige eksempler på, hvad man kan søge svar på i den fantastiske imaginære "morbog". Det er alle eksempler som enten kan løses med tålmodighed eller vand og sæbe:

"Morbogen" indeholder eksempler på:

-hvad man skal gøre, når babyen lyder som en syg påfugl i døgndrift og ikke vil spise eller falde til ro, selv når det vugges, nusses, ammes og til sidst ønskes foræret væk i et svagt øjeblik.

- hvad man skal gøre, når ens søn på to år KUN reagerer, når man kalder ham Otto og er overbevist om, at han rent faktisk er et næsehorn.

- Hvordan man skal reagere, når hele cirkusteltet er "pyntet" med navnet Hjalte, skrevet med tusch (SUK...)

Da vi for 14 år siden kom hjem fra sygehuset med vores lille vidunder og efter den første euforiserende tid som mor (læs: 3 dage) kiggede i spejlet, opdagede  jeg en rynke mellem øjnene. Min far kunne så fortælle mig, at når man bliver mor, så udvikler man helt automatisk et ekstra gen... BEKYMRINGS-GENET - og han ved om nogen, hvad han taler om. Han er nemlig gift med min mor, som nok er Jyllandsmester i "bekymringsrynke". En bekymringsrynke sætter sig ved næseroden, lige mellem øjnene. Den fremkommer ikke på grund af for meget sol eller rygning. Nej... den opstår på grund af kærlighed - ren og skær kærlighed!

Bekymringsrynken udmærker sig i forhold til andre rynker på den måde, at den kan "ligge på lur" i et stykke tid og pludselig i løbet af en enkelt nat bore sig ind mellem øjnene som en dyb kløft. Det meget mærkelige er, at samtidig med rynken kommer der en stor knude i maven, dumme ben (for mit vedkommende) og ikke mindst et hav af spørgsmål, hvor jeg ikke har kunnet finde svarene i svarene i "Morbogen". Min far vil sikkert mumle, at jeg bladrer for hurtigt og og bare skal tage den med ro!

I de sidste par uger har jeg været en omvandrende lettere urolig bekymringsrynke. Vi har nemlig... lad mig kalde det en situation, hvor der bliver kæmpet for humøret, som var det livet det gjaldt. Der er lys forude! foråret er på vej og om lidt... liiige om lidt, så er jeg sikker på, at min bekymringsrynke glatter sig ud igen, i takt med solens komme, for Cirkus Holmboe er ingen enmandshær - vi kæmper sammen - det er en for alle og alle for en - sgu! 

Jeg er på grund af tingenes tilstand i vores cirkus lige nu nødt til at holde fri fra arbejde. Det er ikke fedt, men et vilkår og med de kolleger, som jeg har, er det ok, ikke fedt, men ok! For de forstår, lytter, skælder mig kærligt ud og ikke mindst bekymrer sig om mig.

I dag, da jeg kort besøgte mit arbejde stak Hanne en lille æske i hånden på mig, da vi sad og snakkede. I æsken var der seks små håndlavede dukker og en seddel! På sedlen stod der: 

BEKYMRINGSDUKKER FRA GUATAMALA

Ifølge legenden fortæller børn i Guatamala deres bekymringer til de små dukker, før de går i seng (højst én ting pr. dukke)
Så lægger de dukkerne under hovedpuden.
Når de vågner om morgenen, har dukkerne fjernet alle deres bekymringer.

Behøver jeg at fortælle, at jeg har sneget en lille bekymringsdukke ind under hovedpuderne her til aften? Alle artister sover med hovedet på hver sin pude :-)

I morgen har bare at blive en god dag!  

For 14 dage siden modtog jeg mit handicapskilt med posten. Dette kort giver mig ret til at holde på en handicap-parkeringsplads. Det var, hånden på hjertet, faktisk ret svært for det første at sende ansøgningen afsted , men også efterfølgende at lægge det i forruden, men jeg gjorde det. Jeg gjorde det, fordi jeg har brug for kortet og ret til at bruge det. Jeg er nemlig handicappet!!

Så vidt så godt! Ældsteartisten og jeg skulle i dag ind i byen og fandt ret hurtigt en handicap-parkeringsplads. Jeg satte skiltet i vinduet, som man skal og får netop svinget de stive stænger ud, da en ældre herre forklædt som hyggelig bedstefar stiler hen imod os. Han ligner en, som vil spørge om noget, så jeg leder straks efter min mobiltelefon, så jeg da ihvertfald kan hjælpe ham med, hvad klokken er! 

Helt henne ved bildøren transformedes den hyggelig bedstefar til en nedrig, ubehagelig og dømmende mandsling med ordene: "Du er da ikke handicappet, her må du ikke holde", mens han smiler et af de smil, som har den stikmodsatte effekt på mig. Ældsteartisten står helt paf ved siden af mig og tripper nervøst. Hun ved om nogen, at min lunte overfor uvidende og bedrevidende folk lige nu er ikke eksisterende. Jeg blev så vred og også ked af det. Vred, fordi han ikke ANER, om jeg er handicappet, men dømmer mig på mit udseende og ked af det, fordi min elskede datter skal være vidne til dette optrin.

Resten af "samtalen" forløb som følger: Jeg får med meget høj stemmeføring spurgt ham, hvad der giver ham ret til at dømme om jeg er handicappet eller ej. Jeg får fortalt ham, at jeg faktisk har haft sclerose i 18 år og at jeg har ladet mine krykker blive hjemme i dag, fordi jeg ikke skal gå langt, men kun ind og ordne nogle få ærinder i byen med min datter. 

Sjovt nok er sådan en type mennesker ganske upåvirkede af den slags forklaringer og argumenter, så fjolset begynder at forsvare sig med, at der er så mange der snyder, hvorpå jeg måtte fortælle ham, at jeg sgu da ikke kunne finde på at snyde med mit handicap. At jeg havde KØBT et handicapkort som jeg har ret til og brug for for at kunne opretholde en værdig hverdag!

Min retorik er nu så direkte og åbenbart svær at kapere, så fjolset mumlende begynder at gå sin vej, men kun indtil jeg megt tydeligt fik sagt "Du går ingen steder, jeg er ikke færdig med at fortælle dig om mit handicap - hvor vover du!"

Jeg var egentlig færdig med min tale til "folket", men ville bare så gerne have lov til at være den, som vendte om på hælen som vinderen, så jeg ønskede ham hvislende en "god weekend og opfør dig ordentligt" og SÅ tog jeg til optikeren med ældsteartisten.

Dér begyndte jeg så at græde! For fanden da også... Vores søde optiker og ældsteartisten gav mig et kram, og SÅ ringede min alarm- FAMPYRA tid!! Argh jeg havde ingen piller med, så med ældsteartisten placeret i den varme stol, måtte jeg køre hjem og sluge pillen og tilbage til min elskede datter igen.

Både ældsteartisten og jeg blev så berørt af den ubetænksomme besked om at jeg ikke er handicappet" og faktisk snyder, at vi hverken fik ordnet det ene eller det andet i byen, men simpelthen bare tog hjem.

SKAM over de folk, som dømmer, om folk er handicappede uden at have facts i orden. SKAM over dem, som vælger at konfrontere folk med deres uberettigede mistro, når der står et barn ved siden af, SKAM over dem som tror, de er i deres gode ret til at agere lovens håndlanger, og så gå deres vej, når er komemt af med deres budskab!

Ældsteartisten sagde efterfølgende: "Der er ihvertfald 4-5 i Haderslev, som ikke er tvivl om, at du har ret til at parkere på en handicapparkeringsplads mutti" Hun fortalte, at folk var stoppet op og at en mand i en bil havde rullet vinduet ned for at høre hvad der foregik. Jeg ænsede ingen af disse ting. Jeg ved bare, at man ikke fucker med fru Holmboe, hendes parkeringskort og retten til at bruge det! De kan bare prøve kan de!!