For 14 dage siden modtog jeg mit handicapskilt med posten. Dette kort giver mig ret til at holde på en handicap-parkeringsplads. Det var, hånden på hjertet, faktisk ret svært for det første at sende ansøgningen afsted , men også efterfølgende at lægge det i forruden, men jeg gjorde det. Jeg gjorde det, fordi jeg har brug for kortet og ret til at bruge det. Jeg er nemlig handicappet!!
Så vidt så godt! Ældsteartisten og jeg skulle i dag ind i byen og fandt ret hurtigt en handicap-parkeringsplads. Jeg satte skiltet i vinduet, som man skal og får netop svinget de stive stænger ud, da en ældre herre forklædt som hyggelig bedstefar stiler hen imod os. Han ligner en, som vil spørge om noget, så jeg leder straks efter min mobiltelefon, så jeg da ihvertfald kan hjælpe ham med, hvad klokken er!
Helt henne ved bildøren transformedes den hyggelig bedstefar til en nedrig, ubehagelig og dømmende mandsling med ordene: "Du er da ikke handicappet, her må du ikke holde", mens han smiler et af de smil, som har den stikmodsatte effekt på mig. Ældsteartisten står helt paf ved siden af mig og tripper nervøst. Hun ved om nogen, at min lunte overfor uvidende og bedrevidende folk lige nu er ikke eksisterende. Jeg blev så vred og også ked af det. Vred, fordi han ikke ANER, om jeg er handicappet, men dømmer mig på mit udseende og ked af det, fordi min elskede datter skal være vidne til dette optrin.
Resten af "samtalen" forløb som følger: Jeg får med meget høj stemmeføring spurgt ham, hvad der giver ham ret til at dømme om jeg er handicappet eller ej. Jeg får fortalt ham, at jeg faktisk har haft sclerose i 18 år og at jeg har ladet mine krykker blive hjemme i dag, fordi jeg ikke skal gå langt, men kun ind og ordne nogle få ærinder i byen med min datter.
Sjovt nok er sådan en type mennesker ganske upåvirkede af den slags forklaringer og argumenter, så fjolset begynder at forsvare sig med, at der er så mange der snyder, hvorpå jeg måtte fortælle ham, at jeg sgu da ikke kunne finde på at snyde med mit handicap. At jeg havde KØBT et handicapkort som jeg har ret til og brug for for at kunne opretholde en værdig hverdag!
Min retorik er nu så direkte og åbenbart svær at kapere, så fjolset mumlende begynder at gå sin vej, men kun indtil jeg megt tydeligt fik sagt "Du går ingen steder, jeg er ikke færdig med at fortælle dig om mit handicap - hvor vover du!"
Jeg var egentlig færdig med min tale til "folket", men ville bare så gerne have lov til at være den, som vendte om på hælen som vinderen, så jeg ønskede ham hvislende en "god weekend og opfør dig ordentligt" og SÅ tog jeg til optikeren med ældsteartisten.
Dér begyndte jeg så at græde! For fanden da også... Vores søde optiker og ældsteartisten gav mig et kram, og SÅ ringede min alarm- FAMPYRA tid!! Argh jeg havde ingen piller med, så med ældsteartisten placeret i den varme stol, måtte jeg køre hjem og sluge pillen og tilbage til min elskede datter igen.
Både ældsteartisten og jeg blev så berørt af den ubetænksomme besked om at jeg ikke er handicappet" og faktisk snyder, at vi hverken fik ordnet det ene eller det andet i byen, men simpelthen bare tog hjem.
SKAM over de folk, som dømmer, om folk er handicappede uden at have facts i orden. SKAM over dem, som vælger at konfrontere folk med deres uberettigede mistro, når der står et barn ved siden af, SKAM over dem som tror, de er i deres gode ret til at agere lovens håndlanger, og så gå deres vej, når er komemt af med deres budskab!
Ældsteartisten sagde efterfølgende: "Der er ihvertfald 4-5 i Haderslev, som ikke er tvivl om, at du har ret til at parkere på en handicapparkeringsplads mutti" Hun fortalte, at folk var stoppet op og at en mand i en bil havde rullet vinduet ned for at høre hvad der foregik. Jeg ænsede ingen af disse ting. Jeg ved bare, at man ikke fucker med fru Holmboe, hendes parkeringskort og retten til at bruge det! De kan bare prøve kan de!!
Så vidt så godt! Ældsteartisten og jeg skulle i dag ind i byen og fandt ret hurtigt en handicap-parkeringsplads. Jeg satte skiltet i vinduet, som man skal og får netop svinget de stive stænger ud, da en ældre herre forklædt som hyggelig bedstefar stiler hen imod os. Han ligner en, som vil spørge om noget, så jeg leder straks efter min mobiltelefon, så jeg da ihvertfald kan hjælpe ham med, hvad klokken er!
Helt henne ved bildøren transformedes den hyggelig bedstefar til en nedrig, ubehagelig og dømmende mandsling med ordene: "Du er da ikke handicappet, her må du ikke holde", mens han smiler et af de smil, som har den stikmodsatte effekt på mig. Ældsteartisten står helt paf ved siden af mig og tripper nervøst. Hun ved om nogen, at min lunte overfor uvidende og bedrevidende folk lige nu er ikke eksisterende. Jeg blev så vred og også ked af det. Vred, fordi han ikke ANER, om jeg er handicappet, men dømmer mig på mit udseende og ked af det, fordi min elskede datter skal være vidne til dette optrin.
Resten af "samtalen" forløb som følger: Jeg får med meget høj stemmeføring spurgt ham, hvad der giver ham ret til at dømme om jeg er handicappet eller ej. Jeg får fortalt ham, at jeg faktisk har haft sclerose i 18 år og at jeg har ladet mine krykker blive hjemme i dag, fordi jeg ikke skal gå langt, men kun ind og ordne nogle få ærinder i byen med min datter.
Sjovt nok er sådan en type mennesker ganske upåvirkede af den slags forklaringer og argumenter, så fjolset begynder at forsvare sig med, at der er så mange der snyder, hvorpå jeg måtte fortælle ham, at jeg sgu da ikke kunne finde på at snyde med mit handicap. At jeg havde KØBT et handicapkort som jeg har ret til og brug for for at kunne opretholde en værdig hverdag!
Min retorik er nu så direkte og åbenbart svær at kapere, så fjolset mumlende begynder at gå sin vej, men kun indtil jeg megt tydeligt fik sagt "Du går ingen steder, jeg er ikke færdig med at fortælle dig om mit handicap - hvor vover du!"
Jeg var egentlig færdig med min tale til "folket", men ville bare så gerne have lov til at være den, som vendte om på hælen som vinderen, så jeg ønskede ham hvislende en "god weekend og opfør dig ordentligt" og SÅ tog jeg til optikeren med ældsteartisten.
Dér begyndte jeg så at græde! For fanden da også... Vores søde optiker og ældsteartisten gav mig et kram, og SÅ ringede min alarm- FAMPYRA tid!! Argh jeg havde ingen piller med, så med ældsteartisten placeret i den varme stol, måtte jeg køre hjem og sluge pillen og tilbage til min elskede datter igen.
Både ældsteartisten og jeg blev så berørt af den ubetænksomme besked om at jeg ikke er handicappet" og faktisk snyder, at vi hverken fik ordnet det ene eller det andet i byen, men simpelthen bare tog hjem.
SKAM over de folk, som dømmer, om folk er handicappede uden at have facts i orden. SKAM over dem, som vælger at konfrontere folk med deres uberettigede mistro, når der står et barn ved siden af, SKAM over dem som tror, de er i deres gode ret til at agere lovens håndlanger, og så gå deres vej, når er komemt af med deres budskab!
Ældsteartisten sagde efterfølgende: "Der er ihvertfald 4-5 i Haderslev, som ikke er tvivl om, at du har ret til at parkere på en handicapparkeringsplads mutti" Hun fortalte, at folk var stoppet op og at en mand i en bil havde rullet vinduet ned for at høre hvad der foregik. Jeg ænsede ingen af disse ting. Jeg ved bare, at man ikke fucker med fru Holmboe, hendes parkeringskort og retten til at bruge det! De kan bare prøve kan de!!
RSS Feed
