Den her december har indtil videre budt på lidt af hvert. Mest af alt har den været præget af, at jeg ikke helt kan følge med. Jeg laver håbløst lange lister med ting, jeg skal huske at gøre, jeg skælder konstant min uregerlige venstre hånd ud, og jeg bebrejder mine ben for at opføre sig som en vinterdepression. 

Min hjerne brænder sammen dagligt. Ofte uden jeg selv når at opdage det. Jeg glemmer ting, og jeg tror, jeg svarer, når folk taler til mig. Det eneste positive, man kan sige om det, er at ingen kan bebrejde mig for at afbryde! Kombinationen af at glemme og ikke svare er ved at blive lidt mere end en udfordring for min stakkels familie, der dog indtil videre nøjes med at smile overbærende og sende indforståede blikke til hinanden.

Og så sover jeg rigtig meget! Jeg sover, når jeg kommer hjem fra arbejde. Jeg sover inden aftensmaden og så smugsover jeg til julekalenderen i TV, inden jeg går i seng og sover hele natten.

November var en røv! December får ikke lov til at være det. Det kan godt være, at både min krop og min hjerne opfører sig novemberagtigt, men mit humør...

Mit humør er ok! Jeg har til trods for træthed nemlig været mere social, end jeg plejer at være på et helt år. Jeg kan godt li' at være social, for det var jeg nemlig engang rigtig god til! Nu er jeg kvartalssocial og dyrker det mest til højtiderne.

Igår var jeg til firmajulefrokost. Optaktentil festen foregik, som den plejer. Jeg havde fandeme ikke lyst til at komme afsted. Jeg havde fucking ikke noget smart tøj og jeg gad fandengalemig ikke bare sidde med min stok og glo på at de allesammen dansede moderne, mens jeg skulle holde deres dametasker!!

Peter sagde som altid de rigtige ting, og mest af alt ikke særlig meget. Han smilede, som han plejer i sådanne situationer og gav mig ret i (som han plejer), at den stramme kjole ikke var for stram, at jeg ikke havde for meget sminke på og at jeg jo bare kunne komme hjem efter hovedretten! BUM!

Jeg tog hjem kl. 23, og listede ind til Peter, som sov, da jeg kom hjem. På badeværelset lå min tandbørste med tandpasta på. Jeg elsker Peter. Jeg elsker ham for, at tænke på, at  min hånd ikke kan lide at putte tandpasta på. Jeg elsker ham for, at han vågner og nærmest i søvne lytter til mig og min skønne aften. Jeg elsker ham for, at han søvndrukken hvisker "Jeg vidste, det ville blive sjovt mutti!", inden han kysser mig og falder i søvn igen.

Jeg har slet ikke haft tid til at være træt i dag. Posten kom nemlig med en pakke til mig. Den var stor og firkantet! Og fra min gymnasieveninde, som jeg ikke har set i 20 år! Jeg stod i nattøj og med sovemidterskilning og flåede papiret af, mens mit hjerte hoppede og tankerne hvirvlede. Hvad sendte hun? Hvorfor? Så tænker hun altså også på mig?

Og så græd jeg! Faktisk så meget og med så meget lyd, at Jeppe inde fra værelset råbte "Far... græder mor?",

"Ja, det tror jeg da nok lige hun gør, for hun har fået et fokevognsrugbrød!" råbte Peter tilbage, mens han tog billeder af både mine tårer og rugbrødet. 

Hjalte?? Joh, han udbrød "Ej hvaaad!! Hvor vildt!!!", mens han grinede begejstret.
​
Det er jo helt vanvittigt! Jeg har fået mit helt eget folkevognsrugbrød i LEGO! Sendt til mig fra min gymnasieveninde Stine, som jeg har kendt fra dengang jeg forstod at feste og aldrig hang med hovedet!

I pakken var der et brev, hvor Stine skrev:

Tirsdag er en god dag. For om tirsdagen kommer Jeppe altid senere hjem fra skole, men altid i fantastisk humør. Jeg glæder mig hver tirsdag til at høre om hans dag. Ikke så meget skoledagen, for det er som regel den samme sang, der afspilles om det.

Nej, jeg glæder mig til at høre, hvordan eftermiddagen hjemme hos Elin er gået. Hver tirsdag når Jeppe har fri fra skole cykler han nemlig hjem til Elin, som bor på et af byens plejehjem her i Haderslev. Elin er på den rigtige side af 90 år og udover, at Elin er sød og sjov og har masser af engelske vingummier, så har hun også en sø, som Jeppe har fået lov at fiske i.

Det var faktisk sådan det hele begyndte. Jeppe skrev et brev til Elins datter i Silkeborg og spurgte om lov til at fiske i "Den hemmelige sø". Hun spurgte så til gengæld, om Jeppe ikke havde lyst til at besøge hendes mor (Elin) og lære hende "noget om computer". Det havde Jeppe!

Så når Jeppe og Elin mødes om tirsdagen på plejehjemmet, så bliver der nørdet. Elin har både lært at skype med sin datter i Silkeborg, gå på Youtube og så er Jeppe og hun blevet venner på Facebook. De er blevet enige om, at det er bedre end at være uvenner ;-).

I dag kom Jeppe hjem, og inden han havde stillet skoletasken og kylet skoene i skabet råbte han ude fra entréen "Mor har du tjekket din mail? Elin har vidst skrevet til dig".

Og det havde hun faktisk, seje Elin, som hverken er forskrækket for friske drenge på 13 år eller det nymodens pjat med teknik og internet.

Jeg stod i køkkenet med Jeppe hængende op af min højre skulder og læste. Elin havde skrevet en mail som gjorde mig både varm, stolt og taknemmelig.

Her er hvad hun skrev:

Hej Jeppes mor. Jeg vil lige sende en hilsen fordi jeg er meget glad for at Jeppe kommer og underviser mig. Det er han virkelig god til og meget tålmodig med mig gamle kone. Han er et kært menneske som helt sikkert kommer langt. Alle vores piger er også glade for at møde ham. Jeg håber du har det godt. Jeg kan forstå I alle trives i det gode Cirkus Holmboe. Venlig hilsen fra Elin.

Jeg har kun hilst på Elin en gang. Det er hende og Jeppe, der mødes og hygger. Men jeg føler, at jeg kender hende lidt, for Jeppe opdaterer os jævnligt med oplysninger om at "i morgen skal Elin til frisør" eller "igår var Elin til bridge". Hun er blevet en del af hans hverdag og noget af det han glæder sig til og godt kan li'.

Jeg er glad for, at være mor til en dreng som udover guitar, basketball, skateboard og skole også kan finde glæde i at møde "piger" på plejehjemmet. 
Verden er ikke af lave. Hvis vi åbner vores øjne og sind, så er verden større end os selv. 

Og jeg er glad for at Jeppe kender Elin og at Elin har tålmodighed til at blive undervist af Jeppe og lyst til at være sammen med ham. 

Der planlægges radioudsendelser til MS Kost på Radio MS :-)

Som mange af jer ved, så er jeg radiovært på RadioMS. Det er en radio som drives af frivillige, som alle har sclerose. 

Min medvært Kasper Vestergaard, som har skrevet bøgerne MS Kost og Livsstil og også Snackhæftet, og jeg besluttede for et par måneder siden, at vi ville overraske vores tre skønne sclerosebuddies. Vi inviterede derfor for et par uger siden vores venner til en udsøgt tre retters middag, som vi selv lavede. Vi havde den skønneste og sjoveste formiddag i køkkenet, hvilket jeg inderligt håber kan høres i både denne udsendelse og de næste der kommer.

Der er blevet fire udsendelser ud af vores pragtfulde formiddag i køkkenet. Den første udsendelse, hvor vi laver forretten og får en snak om motion (eller mangel på samme for mit eget vedkommende) kan lyttes til her:

Forretten var ricerolls fra Kaspers Snackhæfte, som indeholder nemme snackretter, der ovenikøbet er sunde og meget velsmagende. Snackhæftet kan købes enten på Scleroseforeningens hjemmeside eller på Kaspers egen sideher. Ricerolls smager fantastisk, er nemme at lave og koster næsten ingenting. Ren win win :-)

INGREDIENSER:
1 stor gulerod
1 avocado
1/2 agurk
1/2 rødløg
8 stk rispapir
1 dl spinatblade
1 dl wasabiærter
Soja til dyp

FREMGANGSMÅDE:
Start med at skære gulerod, avocado og agurk i ca. 8 cm lange
tynde strimler. Skær rødløget i helt fine tynde skiver og vask
spinatbladene.

Fyld et stort tærtefad med kogende vand og dyp ét rispapir ad
gangen heri i ca. 5 sekunder. Læg rispapiret på en tallerken og
kom lidt af de forskellige skårne grøntsager, samt spinatblade på
den ene halvdel af rispapiret. Knus wasabiærter ud over til sidst
og rul herefter papiret sammen til en rulle.

Dette gentages, til der ikke er flere græntsager tilbage. Serveres
sammen med soja til at dyppe i.

Jeg har haft den bedste fredag! Faktisk en fredag som forvandlede sig til en ligeså fantastisk lørdag. Jeg vidste, at den ville blive god, den her weekend, men ikke at den ligefrem ville udvikle sig til noget uforglemmeligt!

Jeg var nemlig til en vidunderlig fest. Min veninde, som har påtaget sig rollen som min ugentlige "lufter" skrev en sms i går kl. 18, som jeg først så i morges, fordi:

Det var virkelig så skøn en fest. Vores venner holdt 40 års fødselsdag med alt, hvad man kan ønske sig. God mad, festlige folk, fantastisk musik, dans og fri bar. 

Jeg har egentlig forlængst affundet mig med, at det der dansen er noget der hørte min ungdom til. En ungdom hvor jeg efter en aften i byen havde bylde-ømme fødder, svedte som en hest og væltede i seng med en dansende rytme i hele kroppen som umuliggjorde konceptet "1,2,3 SOV"

Denne antidanse-kendsgerning var derfor også udslagsgivende for, at jeg i går aftes lagde ud med at sidde længe på min plads som en bly viol, som nøjedes med at slå takten med hånden på låret nippende til en cola. Der var fyldt op på dansegulvet og der blev danset, som var det årets sidste fest. Jeg blev faktisk ikke budt op, men havde egentlig også tænkt mig at trække sclerosekortet, hvis nogen havde "vovet" at spørge mig. 

DJ'en proklamerede pludselig fællesdans, og så tog jeg mod til mig. Mine stive ben og jeg fandt en plads i rækken af boogie woogie entusiaster. Billetsælgeren stod i baren og smilede til mig, da jeg placerede mine arme om personen foran mig. Åh hvilken lykke! Jeg lavede de samme fjollede dansetrin og i samme rytme og tempo som de andre. Det er jo ikke så svært, når man gør ting i flok. Boogie Woogie dansen gik på et splitsekund fra at være min ultimative "plat dans" til at indeholde mine yndlingsdansetrin ("så tar vi højre arm frem, så tager vi højre arm tilbage og så ryster vi den lidt... Åååååh boogie woogie woogie HEY".

Opløftet af mit mod og min succes på dansegulvet spottede jeg efter boogie woogie seancen billetsælgeren stadig smilende oppe i baren. Han stod sammen med en lille skare af andre mænd, som ikke havde "boogie woogiet". Jeg overbeviste ham om, at "dansning" er det eneste rigtige og virker livsforlængende.  Jeg ved ikke, om han troede på det, eller om han forbarmede sig over sin meget engagerede kone, men Åh, hvor fik vi danset og danset og danse... 

Jeg dansede i strømpesokker og vi dansede tæt (nødvendigt). Vi fik også drejet lidt rundt om os selv og hinanden (ikke nødvendigt). Allervigtigst, så blev vi enige om, at der i vores repertoire ikke findes nogle regler om, at man SKAL bevæge benene under dans. Det er faktisk nok at bevæge hofterne og armene lidt ekstra :-) 

Hvad artisterne lavede, mens de voksne udviklede dansetrin? 

Joooh de hyggede hjemme i teltet med madrasser i stuen, dyner, film, chips, cola, slik og havde ingen fast sengetid. De havde sågar pyntet op med lyskæder og god karma. Livet er godt!

Nåh men jeg skal videre til gadefest i aften med helstegt pattegris og det hele, så tja tja tja fra mig og god weekend.

I går skrev jeg, at jeg er sygemeldt. Jeg skrev også, at jeg fik et spark i røven af min nabo. Det spark fra i går mærker jeg endnu. Det føles ligeså godt i dag og har betydet, at jeg både har vovet mig på café en times tid med en skøn veninde i dag og også har fået skrevet en vigtig mail. 

En mail som jeg længe har haft så meget lyst til at kunne sende afsted. Det har jeg ikke kunnet gøre, for bevidstheden om, at det ville medføre et kolosalt los i skridtet på mig selv snarere end et rart spark i den rigtige retning har afholdt mig - lige indtil i dag!

Mailen var til min chef! Jeg bad om et møde, så vi i fællesskab kan lægge en plan, så jeg kan komme tilbage til virkeligheden igen. Virkeligheden uden "gi' op" tøj og humørmad. Virkeligheden, hvor jeg går i bad om morgenen, kører artister i skole og tager på arbejde! Min chef svarede:

Tirsdag er fin med mig! Det betyder, at jeg på tirsdag kl. 10, skal mødes med den virkelighed, som indtil for 1/2 år siden udgjorde en stor del af min hverdag. Mit arbejde som i al sit fravær har fyldt mig (og stadig gør det) med en blanding af dårlig samvittighed, usikkerhed, kampgejst, forvirring, rastløshed, modløshed har nu endelig også pustet til lysten til at være sammen med både kursister og kolleger.

Jeg er rigtig spændt! Men jeg er faktisk også ret nervøs, for hvad nu hvis sclerosen og jeg ikke kan enes? Og hvad hvis vi slet ikke formår at forventningsafstemme konceptet med at gå på arbejde igen?? Jeg bilder mig ind, at jeg er beredt! Beredt på at det bliver hårdt, klar over at jeg skal huske at prioritere og superbevidst om, at det bliver en udfordring af de helt store ikke bare at kunne trække stikket for en stund, når både krop og hjerne kalder på ro og pause.

Jeg har min egen "backinggroup" i mit cirkus og blandt mine venner, som holder øje med mig og "min vejrtrækning", så jeg har mindre og mindre behov for at tvangsrecitere "det skal sgu nok gå, det skal sgu nok gå...."

Jeg mærkede det der med min backinggroup så sent som i dag, da der i formiddags poppede en sms op fra min søde, empatiske og altid opmærksomme træningsven Annelise

Annelise er en af den slags mennesker, som ser andre, lytter og som samtidig er så god til at give et spark i rø... som forunderligt nok føles som et blidt og kærligt strøg over kinden. 

Billetsælgeren ringede i dag ved 13 tiden, da jeg befandt mig inde i byen. Han sagde "du har haft besøg af en, der hedder Annelise! Hun stak mig nogle hjemmebagte boller og nogle vildt lækre cookies, smilede og bad mig hilse dig... Du har sgu fat i noget af det rigtige med de der venner mutti Holmboe"

Jeg er en heldig én. En meget heldig én! Jeg har både en backinggroup og et sikkerhedsnet. Jeg ved, at jeg aldrig kommer til at lande tungt med snuden i jorden, men hvis jeg skulle snuble, så vil jeg altid have nogen som samler mig op. 

Alle har brug for en backinggroup og et sikkerhedsnet - og alle har fortjent at have det, for ingen skal tilbringe al tid i "gi' op" tøj! Et spark i rø..., lidt pænt tøj og milde tanker om virkeligheden udenfor matriklen har de sidste par dage gjort underværker for mig!! Jeg er meget snart klar til at tage turen ud i den der "arbejdsvirkelighed". 

Det skal sgu nok gå!

Jeg har i alt for mange dage været iklædt mit "gi' op" outfit betående af min sove T-shirt, joggingbukser og stribet bluse. Det er sådan set rigtig hyggeligt at have på, problemet er bare at fra at være i kategorien "weekend outfit", er det nu, af billetsælgeren, blevet omdøbt til "gi' op" outfit, fordi jeg oftest iklæder mig det, når jeg har planer om at sove eller bare sidde.

Jeg er som bekendt lige nu sygemeldt fra mit arbejde, og derfor ser mit logiske "jeg" ingen GOD grund til at dresse op om morgenen. Men selvom jeg er alene hjemme hele dagen, så er det altså et skråplan, det er... for når jeg iklædt mit "gi' op" outfit samtidig krydrer min dag med humørmad, SÅ er jeg da først for alvor sådan én, man har lyst til at gi' et spark i rø...

I dag har været ret meget "same procedure" som de mange forrige dage med hensyn til energi, initiativ og "tøjstil". Jeg har (næsten) støvsuget i dag! Ihvertfald lige indtil min lille smukke nabopige på tre år stod i døren og smilede. Bag hende stod hendes milde og søde mor storsmilede med to poser, som hun satte på mit køkkenbord. 

"Dem skal du ha'... bare fordi!" og så græd jeg lidt!

"Jeg sagde til Thomas, at jeg ville tage røven på dig, og så kørte jeg ind efter krydderurter og sår'n til din nye have". Og det gjorde hun, min søde nabo, altså tog røven på mig... meget grundigt endda. 

Da jeg havde både krammet og takket og tørret en tåre væk igen, fik jeg lavet en aftale med den lille tøs om, at hun graver og planter lavendler, mynte og timian sammen med mig ude i min nye smukke have/terrasse, lige så straks der er kommet muld i højbedet. 

Jeg nåede aldrig at blive færdig med at støvsuge! Men jeg nåede noget, der var meget vigtigere, inden billetsælgeren kom hjem fra arbejde og artisterne indfandt sig på matriklen. 

Fyldt op med en god blanding af energi og taknemmelighed, smed jeg nemlig "gi op" tøjet til vask, tog smilende et langt bad, dressede mig op, krydrede det hele med lidt sminke og "dufte godt", hvorpå jeg glad, lidt lækker og meget taknemmelig kunne tage imod hele mit cirkus ude på terrassen, hvor mine krydderurter står klar til at blive plantet!

Vores naboer er specielle - på den helt rigtige måde! De er et rigtig godt krydderi i en hverdag med (idtil i dag) lidt for meget joggingtøj, humørmad og sofasidning. Jeg fik et spark i rø... i dag. Det var et af de spark, som rammer rent og får mig til at flyve :-) Tak søde naboer!!

p.s. Jeg har forresten lagt pænt tøj frem til i morgen tidlig!! 

Morgenen startede med skæld ud!I  Altså sådan rigtig dum skæld ud med lidt for høj stemmeføring, store armbevægelser og dybe vejrtrækninger. Scenen udspillede sig ved morgenbordet og "skældudens" omfang var egentlig ikke helt på sin plads. Virkelig virkelig uhensigtsmæssig måde at begynde dagen på.

Jeg skældte ud over teltet der rodede, at ingen hjalp med at dække bord, artisternes rullende øjne og (naturlige) resignation over, at skolestart er om kun fire dage. Vi elsker ferie og har i år haft den mest fantastiske UDEN skæld ud, så jeg havde jo sparet lidt op...! Artisterne spiste lynhurtigt, sagde tak for mad og forduftede ind på hver deres værelse med hver deres Ipad.

Dér sad jeg så med en lunken kop kaffe og var faktisk helt forskrækket over, at jeg på SÅ kort tid kunne skabe SÅ meget dårlig karma!

Jeg fik sagt behørigt undskyld til alle artister for min uberettigede dramascene, og vi fik gang i dagen. Den dårlige karma stod dog hele formiddagen på lur. Man kan vel nærmest sige, at dårlig karma bedst kan sammenlignes med en hveps. Den summer omkring en. Man kan med lidt held tæmme den med søde sager, men den risikerer alligevel at stikke smertefuldt og pludseligt.

MEN SÅ!!! Kl. 13 ringede den GODE karma på døren. "Den er vist til dig" sagde den søde mand og gav mig den smukkeste buket blomster i mine yndlingsfarver. Jeg åbnede straks kortet, hvor der stod:

Hold nu op og for pokker da! Jeg er uden ord og dybt taknemmelig. Jeg tjekkede kortet for en afsender, men ingen var at finde. 1000 1000 tak til "hvem du end er". Du bragte så meget god karma ind i den her dag, at jeg havde kræfter til at køre med billetsælgeren i Jem & Fix, hvor de må have undret sig over ét stk storsmilende cirkusdirektør. 

Jeg er så rørt, beæret, taknemmelig og meget overrasket! Det her bekræfter mig bare i, hvad min sygeplejerske sagde til mig i forgårs "du skal bruge din sygemelding til at gøre noget som du holder af, for det giver dig energi!" DET her giver mig energi og lyst til at skrive og dele det med jer :-)

Ikke så snart har jeg bekendtgjort her på bloggen, at Cirkus Holmboe af nød lige for tiden træner nummeret "At være en muldvarp", førend der er forstærkninger på vej!

Der findes den slags mennesker, som gang på gang tager fusen på en, når man mindst venter det :-) Jeg er så utrolig heldig og velsignet at have to kolleger og venner, som jeg altid kan regne med, når det handler om at tage fusen på mig!  I dag kom "fusentager Dorthe" hjem til vores cirkustelt med en gave i venstre hånd fra "fusentager Hanne".

Kan man så forlange mere? Overhovedet ikke!! Men det stoppede ikke her i forhold til det med at tage fusen på både mig og ældsteartisten. "Fusentager Dorthe" havde nemlig i den højre hånd medbragt en hel pose med opskriftsbøger. 

Hun kender mig så godt, at hun ikke vil risikere, at jeg på ældsteartistens meget snarlige konfirmationsdag lader gæsterne sætte sig til bords, blot for på tallerkenen at blive mødt af et menukort fra "Pharaos Pizza" på Storegade, hvor de får et par minutter til at skrive nummeret på den pizza de ønsker hver især.

"Fusentager Dorthe" har derfor tilbudt (sammen med ældsteartisten) at sammensætte en menu. Hun vil handle og saftsuseme også lave maden til de 40 gæster som skal fejre konfirmanden med et brag af en dag. Menuen fik de sammensat i dag - Det bliver helt fantastisk. Ældsteartisten er gladere end glad. Jeg er lettere end let i hjertet og Fusentager Dorthe sidder bare og smiler, mens hun siger, "det skal nok blive godt, det lover jeg"

NU er det forår. Både kalenderen, hjertet og havens forårsløg insisterer på det i dag. Ingen af os er vendt tilbage i gangene under jorden efter besøget og forsyningerne af regnorme i dag. Nej, Vi er blevet oppe i virkeligheden med godt humør og en krop, som virker bedre end den har gjort i mange uger! Det er bare så meget ok og helt fantastisk. Flere af de her dage tak :-)

Dette er jeg blevet spurgt om et par gange indenfor den sidste uge. Min gode ven Rix, var den første som spurgte, Spørgsmålet kom en aften, da vi talte i telefon, og jeg efter 15 minutters lind strøm af beklagelser over livet, sygdommen, omstændighederne var nødt til at trække vejret for ikke at falde besvimet om af iltmangel.

Han er smart ham Rix, for i det splitsekund det tog mig at inhalere noget ilt, nåede han med sin dybe sprøde stemme at indskyde spørgsmålet: "Øøh hvem passer på dig Charlotte?" Tavshed!

Tavshed, fordi jeg pludselig følte mig lidt ynkelig i min selvmedlidenhedstale. Jeg har nemlig mange som passer på mig, ligesåvel som jeg forsøger at passe på dem.

Jeg har mine kolleger, som kan læse mig som en åben bog, og som ikke kun tænker på mig, men hele mit cirkus. Dorthe kom i forgårs med en tallerkenfuld hjemmebagte kager og beskeden om, at se at komme til hægterne og slappe af <3 Tak Dorthe, de smagte af mere :-)

Mine to yngste artister gik en laaang tur med cirkushunden i går og kom hjem med forårsbudbringere til mig. Yngsteartisten fik afleveret dem med et "Mor, husk lige, at den her dusk planter er plukket med kæææærlighed, når du ser revnen i min jakke, som jeg fik inde i skoven...". Dette blev sagt akkompagneret med blinkende dådyrøjne (den lille snu ræv!)

I dag ankom jeg til styrketræning for første gang i tre uger. Martha, som også træner om torsdagen, kiggede på mig og sagde "du ser da lidt træt ud Charlotte". Og det var jeg så også... og lidt ked og brugt. Hun lyttede og gav et kram og jeg tog hjem og gik i bad inden lægebesøg. Jeg var kun lige kommet ud af badet, stadig dryppende, da det ringede på døren  -selvfølgelig! Håndklæde om krop og med våde fodtrin fik jeg åbnet for postbudet... Næh!! Dér stod Martha med den smukkeste buket roser og et rørende varmt kort til mig og mit cirkus. Hun kender os egentlig ikke og vi ikke hende, men hun passer søreme også på os! Tusind tak Martha, du rørte noget dybt i mig - flere af din slags!

Jeg er fuldt ud bevidst om, at dette indlæg hverken er dybt eller reflekterende, men det er skrevet i taknemmelighed over, at jeg aldrig er alene. Jeg har folk omkring mig, som er der, hvis jeg giver dem lov. Jeg er omgivet af mennesker, som ser mig, hører mig og vil mig. Jeg er en heldig og taknemmlig kvinde.

Lige nu er livet i Cirkus Holmboe mere præget af undtagelsestilstand end hverdag, men jeg og mine ansatte overlever "orkanen" sammen, for vi har et sikkerhedsnet under os, sm vi kan regne med - og det er mere værd end noget andet. 

Disse to unge seje mennesker er mine venner! Og det er jeg bare så utrolig glad for og mega stolt over! Kasper har, som mange af jer ved, sclerose ligesom mig selv. Han fik det som 19 årig, men han kæmper, inspirerer og ser muligheder i stedet for begrænsninger (og så er han super rar og sjov). Han kæmper og inspirerer absolut ikke alene, for Lisbet er med ham, og det gør hun sgu godt!!

Tusind tak til jer Kasper og Lisbet, fordi I har lavet den skønneste, flotteste og mega inspirerende MS Kost og livsstilsbog, hvor i har valgt at  overskuddet skal gå til forskning i at løse gåden om sclerose. DET kalder jeg god karma!

Jeg blev så glad helt ned i maven, da jeg på MS Kost & Livsstils facebookside i i dag kunne læse:

MS KOST OG LIVSSTIL
Vi har lige fået en rigtig dejlig nyhed!
Vi har nemlig lige fået tallene fra hele sidste år. 
Det betyder at kogebogen alt i alt, har indtjent et beløb på omkring 25.000,- i rent overskud, som går ubeskåret til forskning i sklerose.

Tusind tak til jer alle sammen. I har nemlig alle været med til at dette har kunne lade sig gøre. Rigtig god weekend!

PS. Der kommer endnu en spændende nyhed i weekenden 

Bogen MS Kost & Livsstil kan købes gennem scleroseforeningens hjemmeside. Køb den, nyd den og brug den! Jeg lover, at du bliver ikke skuffet. Jeg bruger den selv sammen med artisterne, og retterne er sunde, børnevenlige (både at spise og lave) og så er det retter som er nemme at lave, billige og allerbedst... du kan få ingredienserne i almindelige dagligvarebutikker, så indkøbene er hurtigt overstået :-)

Bogen koster 299,- og må siges at være givet godt ud :-)

Tjek MS KOst og LIvsstils facebookside ud, hvis du ikke tror mig. På den side kan du blive inspireret med retter, som IKKE findes i bogen. Det er da egentlig en slags give away!

Nåh nu skal jeg ud og lave tunsataner med tilbehør! Altsammen fra Kaspers og Lisbets MS Kost & Livsstilsbog :-)

God weekend til alle :-)