Hvem passer på dig?

Dette er jeg blevet spurgt om et par gange indenfor den sidste uge. Min gode ven Rix, var den første som spurgte, Spørgsmålet kom en aften, da vi talte i telefon, og jeg efter 15 minutters lind strøm af beklagelser over livet, sygdommen, omstændighederne var nødt til at trække vejret for ikke at falde besvimet om af iltmangel.

Han er smart ham Rix, for i det splitsekund det tog mig at inhalere noget ilt, nåede han med sin dybe sprøde stemme at indskyde spørgsmålet: "Øøh hvem passer på dig Charlotte?" Tavshed!

Tavshed, fordi jeg pludselig følte mig lidt ynkelig i min selvmedlidenhedstale. Jeg har nemlig mange som passer på mig, ligesåvel som jeg forsøger at passe på dem.

Jeg har mine kolleger, som kan læse mig som en åben bog, og som ikke kun tænker på mig, men hele mit cirkus. Dorthe kom i forgårs med en tallerkenfuld hjemmebagte kager og beskeden om, at se at komme til hægterne og slappe af <3 Tak Dorthe, de smagte af mere :-)

Mine to yngste artister gik en laaang tur med cirkushunden i går og kom hjem med forårsbudbringere til mig. Yngsteartisten fik afleveret dem med et "Mor, husk lige, at den her dusk planter er plukket med kæææærlighed, når du ser revnen i min jakke, som jeg fik inde i skoven...". Dette blev sagt akkompagneret med blinkende dådyrøjne (den lille snu ræv!)

I dag ankom jeg til styrketræning for første gang i tre uger. Martha, som også træner om torsdagen, kiggede på mig og sagde "du ser da lidt træt ud Charlotte". Og det var jeg så også... og lidt ked og brugt. Hun lyttede og gav et kram og jeg tog hjem og gik i bad inden lægebesøg. Jeg var kun lige kommet ud af badet, stadig dryppende, da det ringede på døren  -selvfølgelig! Håndklæde om krop og med våde fodtrin fik jeg åbnet for postbudet... Næh!! Dér stod Martha med den smukkeste buket roser og et rørende varmt kort til mig og mit cirkus. Hun kender os egentlig ikke og vi ikke hende, men hun passer søreme også på os! Tusind tak Martha, du rørte noget dybt i mig - flere af din slags!

Jeg er fuldt ud bevidst om, at dette indlæg hverken er dybt eller reflekterende, men det er skrevet i taknemmelighed over, at jeg aldrig er alene. Jeg har folk omkring mig, som er der, hvis jeg giver dem lov. Jeg er omgivet af mennesker, som ser mig, hører mig og vil mig. Jeg er en heldig og taknemmlig kvinde.

Lige nu er livet i Cirkus Holmboe mere præget af undtagelsestilstand end hverdag, men jeg og mine ansatte overlever "orkanen" sammen, for vi har et sikkerhedsnet under os, sm vi kan regne med - og det er mere værd end noget andet.