Cirkus Holmboe har optrædener af varierende kvalitet, ofte tropper op i manegen lettere omtumlet og uforberedte og måske endda ligefrem aflyser forestillinger med meget kort varsel til tider.

MEN der er altid en god grund! Det er faktisk meget enkelt og ligetil. Årsagen til dette er i 95% af tilfældene på grund af:

Bøvl er et fantastisk ord. Det er af jysk oprindelse og ved et enkelt opslag i Den Danske Ordbog er bøvl "besvær med en genstridig genstand, person eller omstændighed". 

Da jeg jo elsker at putte ting i kasser, vil jeg for nemhedens skyld dele bøvlet op i tre dertil indrettede:

Kasse nr 1 indeholder bøvl med genstridige genstande:
Bøvl i denne kasse er, når snørebåndene knækker på vej ud af døren 5 minutter over "nu er vi altså VIRKELIG sent på den unger", eller madpakken ligger i køleskabet, når artisterne står i skolegården, eller når håndtaget ryger af døren til skuret, og yngsteartisten står på den forkerte side af døren...

Alle disse "bøvl-ting" kan jeg fysisk og stiltiende gøre noget ved ret hurtigt, og vupti, så er det bøvl løst uden knubs og skærmydsler! Dette er, hvad jeg kalder "nemt bøvl"

Puha.. kasse nr 2 indeholder bøvl med person(er)
Denne kasse er af en helt anden kaliber! Den kan give uro i maven, berøringsangst og være årsag til virkelig dårlig karma!! Hvis bøvlet udvikler sig eksplosivt, ender det oftest med en erkendelse af, at løsningen af bøvlet ikke pr. automatik fremkommer ved at hæve stemmen til decibel 130 kombineret med sætninger og dertil indlagte bandeord. 

Det er i disse situationer, at det ville være helt eventyrligt, at kunne trække en magisk kugle op som ved indtagelse sammen med et glas tryllevin kunne slette de ca. 10 minutter, orkanen varede! MEN der findes hverken magiske kugler eller tryllevin, som virker ligeså godt som et stort knus, 20 sekunders "kig mig ind i øjnene uden at sige en lyd" og så et stille, men velment "undskyld". 

Ovenstående er, hvad jeg kalder "øv og røv-bøvl" 

Kasse 2 hænger alt for ofte sammen med:

kasse 3, som indeholder bøvl med en omstændighed:
Sclerose! Så kort kan bøvl med en omstændighed i Cirkus Holmboe beskrives...

Der er ikke så meget at sige omkring omstændigheden for bøvl, andet end at den (sclerosen) er et vilkår, som ikke kan ændres på. Det, der til gengæld kan ændres på og også jævnligt bliver justeret og rettet til er, hvordan vi i Cirkus Holmboe navigerer i det vilkår, som hedder "sclerose". Det, vi er gode til at minde hinanden om er, at BØVL ikke er en tilstand, men et udtryk for, at der skal korrigeres, afstemmes og ordnes, så vi kan komme videre med forestillingerne. 

Foredragsholderen Nils Villemoes siger så klogt: “BØVL… er jysk og betyder “bryderi, vi nødigt vil undvære. Uden bøvl bliver livet tomt og meningsløst. Mennesket har brug for noget at stå op til, noget at gå op i, noget at slås for."

Det synes jeg er værd at tænke over! 

I morges fik jeg virkeligheden at føle i en skolegård i "myldretiden", nemlig 3 minutter i ringetid. Jeg TROEDE at vi var nået til en ny fase 7 år for tidligt!:

Ældste- og yngsteartisten småsnakker, mens jeg i mine egne tanker tømmer bilen for tasker, skateboard, løbehjul (+ alt det løse).

mellemsteartist: "skal jeg så købe en til dig, eller??"

Yngsteartist: "Ja tak, men det skal altså være en stripper..."

Cirkusdirektøren og nogle forbipasserende studser og lytter! jeg når at tænke "åh nej, er det ikke lidt tidligt med den her "damer uden tøj på og store bryster" fase...."

Mellemsteartisten:"ja ja det har du sagt, men du kan altså få 3 for 100,- istedet for 1 for 45,-, hvis det er. Jeg tjekkede det på nettet i går aftes"

Yngsteartisten: "jeg skal kun bruge én. Jeg kan jo alligevel ikke holde styr på tre på en gang"

Cirkusdirektøren: "Øøøh ....drenge, hvad... jeg mener, hvis..., hvorfor har du brug fo..., altså" 

Mellemsteartisten bryder sammen af grin, da han fornemmer cirkusdirektørens hjerne arbejde på højtryk for at finde en anvendelig spørgeteknik, der skal virke anerkendende!

Mellemsteartisten: "Mor, seriøst....du har altså selv givet mig lov til at cykle i fiskeributikken efter skole og købe nogle blink!"

Hvordan i himlens navn skulle jeg vide fra, at disse blink hedder "Strippere" !! Hvorfor kan de kære artister ikke bare gå til skoleskak eller blokfløjte!? ;-)

Stående dér som en "fase-forvirret" mor, kysser jeg to artister farvel. De lunter i skole, smågrinende, overbærende og garanteret med en følelse af "Dér fik vi hende HA HA"

Jeg er helt sikker på, at de får en god dag, og jeg glæder mig til at se både artisterne og deres stripper i eftermiddag.

Når en søndag morgen hverken er glad, sjov eller med umiddelbar udsigt til forandring af tilstanden i løbet af dagen, SÅ må der gøres noget!!

Derfor proklamerede billetsælgeren søndag kl. 10.30, at han tog på fisketur med de to yngste artister. Ældsteartisten havde en aftale med klassen, og så dér stod jeg ene og alene..

Nej, jeg gjorde da ej! For jeg skulle da med ud at fiske. Jeg er rigtig god til at fiske! Altså det vil sige, jeg er god til at dele kiks, saftevand og kaffe ud. Ja... og så tage billeder af det fiskende folk :-). 

Den mismodige stemning dalede hastigt i takt med at solen brød frem, og vi kunne nyde kaffen på en bænk, mens guldsmedene sværmede omkring os. Der var ro ro ro og koncentrerede tålmodige artister.

Kun (de skide) regnbueørreder sprang op af vandet i tide og utide og rakte tunge af de to artister, som tålmodigt kastede snøren ud igen igen.

Pludselig efter et par timer var der bid! For første gang nogensinde i Cirkus Holmboes fiskekarriere var der genvinst. Den flotteste regnbueørred på 2 kg blev hevet i land. Det var så vildt, auentisk og urealistisk :-)

Aldrig, og jeg mener aldrig som i "ikke nogensinde før", har jeg set så stolt en dreng, som da han havde fanget en 2 kilo stor regnbueørred. 

Jeg vil ikke sige, at vi gik i panik over, at der pludselig var fangst. Vi kan nok nærmere beskrives som pænt overraskede, da det er første gang denne sø er besøgt af Cirkus Holmboe med fangst!

Fiskefangsten uløste en knækket fiskeline, en fisk på land og en dertilhørende meget elegant fiskedans af billetsælgeren. Det kræver altså mandsmod at danse med en sprælsk regnbueørred, og så afslutte dansen med et "rent snit" :-)

Aftensmaden blev på rekordtid forvandlet om fra risotto til Ovnbagt regnbueørred. Nøøøj det smagte godt og "selvfanget".

Bonustip: Fang selv din fisk, og du er sikker på, at børnen smager på maden :-)

Denne søndag var beviset på, at selvom nogle søndage begynder helt skævt, så kan der godt være en "happy ending".

Jeg kan godt lide at danse! Danse tæt, danse længe, endda at danse disco og så absolut helst til lydstyrke tinnitus :-) Det ser helt sikkert grimt ud, men jeg er ligeglad!!

Jeg bilder mig ind, at jeg er vild med fester. Store fester, hvor der smalltalkes, sammenlignes kjoler og hårlængder, byttes bordkort i det skjulte, mingles og grines højt og længe... 

Virkeligheden er bare en anden, for hvis jeg skal være hudløs ærlig, så er sandheden nok nærmere, at jeg VAR vild med fester, hvor mange mennesker mødes, griner, snakker, danser og tømmer baren.

I forgårs var jeg inviteret til KÆMPE indvielsesfest sammen med alle mine kolleger (ca. 200 vil jeg tro). Konceptet var masser af mennesker, rigtig god mad og rigtig god vin, øl mm., super underholdning OG naturligvis dans og høj musik. Jeg havde selvfølgelig meldt mig til i god tid, klar til at gi' den gas!

Når cirkusdirektøren er klar til at gi' den gas, er det samtidig tvingende nødvendigt at stoppe op for at tage lommeregneren (læs: fornuften) frem og tjekke "fest-regnskabet" (suk). Lad mig kort definere begrebet "fest-regnskab"

Fest-regnskab: er et ganske særligt regnskab, som bruges i de tilfælde, hvor det forventes af "kontohaveren", at vedkommende økonomiserer med kræfterne, for ikke at få minus på kontoen. 
Regnskabet kan være yderst vanskeligt at føre, da der ikke altid er en fest-regnskabsrådgiver i nærheden, som besidder de nødvendige kompetencer for at kunne rådgive kontohaveren. 
Det må derfor forventes af kontohaveren, at vedkommende selv er i stand til at mærke efter, INDEN kræfterne og energien er brugt. Negativ bundlinje på "festregnskabet" medfører nemlig øjeblikkelig tilbagebetaling i form af massiv træthed, en "tung" krop og unaturligt stort behov for søvn og isolation" 

-Og hvor svært er det lige for en cirkusdirektør at føre et fornuftigt regnskab, når trangen til dans og sjov overstiger vrangforestillingerne om egne kræfter og overskud.

Jeg tog den rigtige beslutning i forgårs efter at have regnet lidt frem og tilbage... 

Jeg blev hjemme hos mit cirkus, og lod de andre om at gi' den gas og at have tømmermænd og ømme fødder i dag :-)

Det blev en god aften for mig alligevel - en rigtig god aften for hele cirkusset faktisk. En rolig aften uden høj musik men med god mad, mit cirkus' dejlige selskab men dog uden dans! Til gengæld vandt jeg i Matador, så jeg nu faktisk har råd til at købe min egen danseskole og bygge den, hvor jeg vil !!

At jeg holdt styr på mit "fest-regnskab" i forgårs betyder, at jeg har kunnet tage med resten af Cirkus Holmboe i svømmehallen i går og smutte en tur i skoven med yngsteartisten.

Det er så svært at sige nej til tilbud om dans og socialt samvær. Jeg bander det stadig langt væk, når jeg bliver nødt til at sige nej til ting, men gør det, fordi jeg VED, at det vil give underskud på "kontoen". Min udfordring er at acceptere, at i det her fest-regnskab kan man ikke låne uden at skulle betale ågerrenter tilbage, og ågerrenter er lort!

Hvor ville det egentlig være smart, hvis man kunne købe en pose "fest-energi", et bæger med "pæn dans" og så hoppe i en balje med "frisk resten af weekenden" pulver, når man kom hjem fra fest ik?

Jeg blev først helt stille, så faldt jeg over ordene, hæmningerne fik frit løb, og jeg skulle tage mig sammen for ikke skiftevis at smågræde og danse euforisk rundt...

Jeg endte med at blive heeelt træt, superglad og og fuldstændig rundt på gulvet Jeg var kort sagt blevet HELT fuld!

Jeg var helt fuld! men uden at have snerten af alkohol i blodet. Det, jeg blev fuld af, var taknemmelighed, ydmyghed og en ret stor portion overraskelse. Ovenstående seance udspillede sig nemlig, fordi jeg havde min visitator i telefonen, og hun havde en vigtig og meget fantastisk besked til mig.

I april måned havde jeg et møde med en ergoterapeut i kommunen. Årsagen til mødet var den, at jeg ikke længere kan styre min dropfod så godt og at mine ben udtrættes lynhurtigt. Hun og jeg skulle i fællesskab finde en måde og strategi til, hvordan jeg kunne forbedre min meget begrænsede gangdistance. Mødet med ergoterapeuten udløste to krykstokke OG en ansøgning om handicapbil. 

I går, mens jeg sad i solen på terrassen med en veninde, ringede hun så, visitatoren, og fortalte, at det netop var blevet besluttet, at jeg får bevilliget en handicapbil. Hvem ville ikke blive bare lidt fuld (af glæde) over den besked. På tirsdag skal jeg så ud og prøvekøre tre forskellige biler med automatgear. 

Jeg er så fuld af taknemmelighed over at bo i et land, hvor jeg har mulighed for at få en handicapbil, som er indrettet, så jeg stadig kan føre et liv, som på mange måder ligner det "almindelige", og hvor jeg ikke konstant skal økonomisere og afveje, om jeg nu har kræfter i både ben og sjæl til at sætte mig bag rattet og træde på koblingen. 

Jeg glæder mig så meget til at kunne tage den korteste tur fra A til B, og ikke nødvendigvis skulle vælge den med færrest lyskryds for at slippe for "kobling-gymnastikken". 

Nåh ja... Som en bonus på det euforiske opkald i går, så mente visitatoren, at jeg skulle have en ny "bedste ven", nu hvor jeg var blevet så gode venner med mine krykstokke. Derfor kommer der en rollator til cirkusdirektøren en af dagene :-)

Jeg er spændt på, hvilken "cirkusbil" der egner sig bedst til mig og mit behov for støtte/hjælp. Jeg melder mig, fra den dag bilen står foran mit cirkustelt, frivilligt som "henter" og "bringer" af artister til ALT, hvad de skal... ihvertfald den første uge ;-)

For et stykke tid siden pakkede jeg en pose med jordskokker og purløg fra min have, og tog hjem til min gode ven Kasper, som er manden bag opskriftsbogen "MS Kost & Livsstil".

Kasper og jeg lavede lærte mig den formiddag at lave jordskokkesuppe, og det er der faktisk blevet en radioudsendelse ud af i Radio MS. 

Hvis du klikker på "Lyt til Radio MS" ude i venstre side, kan du høre udsendelsen :-)
Du kan også gå ind på Kaspers facegruppeside MS Kost & Livsstil, hvor du kan finde mange andre lækre opskrifter og madtips.

650 g jordskokker 
1 løg 
1 hvidløg 
8 dl vand 
2 spsk. rapsolie 
1 stk boullionterning 
1 dl mælk/sojafløde
 Lidt muskatnød, salt og friskkværnet peber

- Skræl jordskokkerne og pil løg og hvidløg. - Skær jordskokker, løg og hvidløg i grove tern og svits det hele i en gryde med rapsolien. - Tilsæt vand og boullion. Rør rundt og lad suppen simre under låg i 20 minutter. - Blend suppen med en stavblender og tilsæt mælk/sojafløde og revet muskatnød. - Kog suppen op inden servering og smag til med salt og peber.

Prøv opskriften, suppen smager fantastisk!
God appetit :-)

Ja, det er jo altså ikke det samme!! Altså "lav fart" og "lav fart"!

Læg trykket på første ord, altså "lav", og du får dette:

Nemlig tempoet ned, slip speederen så du kan følge med og ingen kommer til skade.

Vælger du i stedet at lægge trykket på det sidste ord, i dette tilfælde "fart" er resultatet dette:

Høj puls, fuld fart frem, ikke øje for hvordan andre har det med dine udfoldelser og risiko for både at skade sig selv og andre.

Hvad jeg vil med dette ordkløveri? Joh.. jeg vil på en enkel og visuel måde prøve at beskrive de to tilstande, som jeg hopper lidt ind og ud af. Det er to modpoler, som jeg prøver at give den berettigede plads i de dette situationer, hvor det er mest hensigtsmæssigt.

Jeg mener efterhånden at have fundet et leje, hvor der er plads til begge poler af LAV fart og lav FART! Mine overvejelser, inden jeg er nået hertil, har i høj grad været defineret af sclerosen og min egen insisteren på at "overrule" sygdommens forlangende. Tankerne omkring fart spørgsmålet har været:

Hvis jeg sænker farten for meget, går jeg så glip af det der er sjovt, udfordrende og meningsfuldt?

Hvis jeg sætter farten for meget op, går jeg så glip af det, der er sjovt, udfordrende og meningsfuldt?

Jeg har altid trykket lidt for meget på speederen. Jeg er typen, som på vej ud på toilettet proklamerer: "jeg tisser lige hurtigt, og så kan vi køre"

"Jeg tisser lige hurtigt, og så kan vi køre..." Hvad sker der for det? Hvor kan man overhovedet vinde en medalje for at tisse hurtigt? Og hvem er i så fald ubegavet nok til at stille op i en så tåbelig konkurrence?
Med andre ord, så har jeg altid været speedtisser, speedspiser, speedsnakker, speed speed speed... Men så blev jeg træt. Ikke bare naturlig træt, men træt som i "Hoooold nu kæft, jeg skal lige sove hurtigt, og så skal i lade mig være i fred, for så skal jeg lige sove lidt mere ik?"

Det er ikke en rar og velfortjent træthed på nogen måde, men en led bonus ved at have sygdommen sclerose! Jeg føler mig indimellem som Tornerose, bare i en udgave, som bliver vækket hele tiden (og som på grund af de utallige vækninger er knap så køn). 
Trætheden gjorde for alvor sit indtog for et års tid siden, og har siden krævet sin plads. Jeg er ved at lære at navigere i det, men det betyder, at jeg er tvunget til LAV fart og ikke lav FART!

I dag bestod jeg min egen lille hastighedsprøve på mange måder! Jeg havde f.eks. mormor til at bage kringlen, yngsteartisten havde lavet ølkagen og ældsteartisten kreerede rutebils-lagkagen! Imens sad cirkusdirektøren såmænd bare på en bænk med en kold øl i hånden omgivet af en del artister, store som små og billetsælgeren. 

Solidt plantet dér på bænken var farten lige tilpas. Det var bykørsel-fart og jeg havde ingen planer om at svinge ud på motorvejen i dag, for LAV fart betød, at jeg kunne undvære min middagssøvn (x 2).

Når jeg bliver gammel, så vil jeg sidde på en bænk....
der hvor havet slår ind over molen
Og spise mandler med mynthe-stænk 
Og æbler med lommekniv i solen.

Jeg tror min svigerfar træner i smug, og jeg har en drøm om at kunne gøre ham kunsten efter, for HAN er en rolig mand! Jeg vil sidde på en bænk ved havet sammen med hans søn, som faktisk allerede nu går med en lommekniv i lommen (gad vide om han også smugtræner). Vi skal kigge ud over havet, og jeg vil lade min fod hvile blidt på bremsen, mens jeg minder mig selv om sangeren Peter Sommers ord:

"Hvorfor løb vi, når vi kunne ha' gået? 

For 15 år siden sad billetsælgeren og jeg på Århus Kommunehospital, unge, nervøse og parate med et spørgsmål, som var så svært at få stillet...

Jeg skulle til det sædvanlige "sclerose-tjek" hos min neurolog Hans Jacob Hansen. Denne dag var bare ret usædvanlig, fordi jeg havde taget dette spørgsmål med! 

Vi blev kaldt ind og konsultationen skred hurtigt frem. Alt gik som planlagt...Jeg stod både på et ben, rakte tunge, rørte med min pegefinger på næsen med lukkede øjne og fortalte, hvordan jeg havde det. Mit spørgsmål SKULLE stilles den dag, for det havde fyldt mit sind for længe, og billetsælgeren og jeg havde talt om for og imod i et par måneder. Det stillede sig bare hele tiden i vejen for at blive stillet, altså spørgsmålet...

"Er der ellers noget, vi skal nå at snakke om?" spurgte H.J. Hansen afsluttende og begyndte at lægge sine papirer og journalen i en pæn bunke, mens jeg bandt mine sko.

"Ja!" udbrød jeg og fandt billetsælgerens hånd under bordet. 

"Vil det være en hovedløs gerning, hvis vi gerne vil have børn?".

"Åh nej åh nej åh nej... Nu spurgte jeg, og jeg ved ikke, hvad jeg gør, hvis han slår en latter op og siger "ja det skal jeg da lige love for, er du fuldstændig fra den frøken?" nåede jeg at tænke, inden den søde læge smilede og sagde, at han hverken ville fra- eller tilråde os at få børn set ud fra et sygdomsperspektiv! Det vigtigste vi skulle tænke på, var om vores netværk var i orden...

Og så sagde han noget, den fantastiske læge, som jeg har taget med mig lige siden, og det var:

 "Det, du skal tænke på Charlotte, det er hvordan du vil have det med at at se dine børnebørn som 65 årig, mens de leger ude på græsplænen, mens du måske sidder i en kørestol og ikke helt kan lege med?"

- Og med den besked, kørte billetsælgeren og jeg hjem, drak en kold øl, drak to, snakkede og snakkede, selvom vi egentlig allerede havde besluttet os for, hvad vi ønskede... Vi skulle da have børnebørn og måtte bare finde på nogle lege, som alle kunne være med til! Vi ønskede en familie, og derfor gik vi i gang med at lave en familie!! 

Knap et år senere kom ældsteartisten Freja til verden på en smuk september solskinsdag. Hun fylder 14 år i morgen, fredag den 13. september. Det er ikke til at forstå, at vi sammen har lavet noget så fantastisk, at det næsten kræver tryllestøv, men det har vi! 

At skabe Cirkus Holmboe med vores tre artister er den bedste beslutning i mit liv, og endnu bedre er, at jeg har taget den sammen med ham jeg elsker. Freja,14 år, er en ener, en fighter og et gennemført fantastisk menneske, som jeg er stolt over at være mor til.

Der er ingen der ved, hvad der sker i fremtiden. Hvis jeg havde haft en krystalkugle den dag foran Århus Kommunehospital for 15 år siden, og hvis jeg i den kunne have set mit liv, som det ser ud i dag, så havde jeg taget samme valg, som vi gjorde den dag for 15 år siden, for jeg vil ikke undvære mit cirkus med de uerstattelige, sjove, irriterende, diskuterende, kærlige og omsorgsfulde medlemmer :-

At blive mor er voldsomt, fantastisk, ubeskriveligt, energi-givende, trættende, bekymringsfyldt, lykkeligt, svært, sjovt og jeg ELSKER det :-)
 
Ældsteartisten Freja ligger lige nu i sin seng og vender og drejer sig under dynen. Forventningsfuld og spændt, for det har været en dag med hemmeligheder, bagning og planlægning af dagen i morgen. Det bliver en dejlig fødselsdag, for at blive 14 år er en helt speciel dag, ligesom alle andre fødselsdage ;-)

Sofus cirkushund har her frivilligt indtaget stillingen til cirkusnummeret "Lig død". Vi har i fællesskab sørget for ikke at stresse i dag. Derfor har den ene ligget "død" i sofaen i en rus af selvmedlidenhed på grund af migræne og den anden på gulvet ved siden af sofaen i en rus af kedsomhed pga manglende kødben.

Gæt selv hvem der lå hvor ;-)

Cirkusdirektørens weekend har indeholdt begge dele, dog en del mere lort end lagkage!. Den bedste måde at beskrive min weekend på, er nok ved at bruge dette billede:

Jeg siger ikke, at det bliver nemt at følge med i dette blogindlæg, og du vil helt  sikkert ikke sidde tilbage med en afklaret følelse af forståelse og overblik...

Lad mig for overskuelighedens skyld kort (lad os nu se...) indlede med, hvordan weekenden blev skudt i gang:

Okay! Billetsælgeren kommer hjem med en kvindelig kollega, som skal overnatte hos os. Hun er cyklende på sin bedstemorcykel med cykelkurv, hvori der ligger en lyserød håndsæbe. Om morgenen, da vi alle skal afsted i skole og på arbejde, tager jeg den pågældende kollegas cykel og skrider uden artister og skoletaske. Jeg cykler og cykler med en indre stress. Jeg har ikke noget mål for min færd. Min hjerne skriger "veeeend om, du har et ansvar...", men benene cykler lystigt videre :-( Jeg taber pludselig den lyserøde håndsæbe ud af cykelkurven, stiger af cyklen og begynder desperat at lede.

Liggende dér med numsen i vejret i min søgen efter håndsæben, kommer der pludselig ca. 15 kvinder drønende på racercykler... en del af dem er nøgne!! Jeg vælger lynhurtigt at følge trop, stiger på cyklen, nu uden sæbe og drøner med damerne..

Og så er jeg sgu pludselig med i en ironman!!! 

Kvinderne HAR løbet (gudskelov), så da vi når til disciplinen svømning, hopper jeg ligesom de andre (nøgne) kvinder i bækken (vi skulle nemlig "svømme" i en bæk). Jeg glemmer, idet jeg springer i, at jeg har min Iphone  i lommen. 

"LORT" tænker jeg, for nu kan jeg jo ikke ringe til billetsælgeren og forklare/undskylde, hvorfor jeg bare skred og ikke afleverede børn, og at jeg har kollegaens cykel...

Nåh, men jeg når endelig hjem og finder 5 snuskede teenagedrenge stå foran min hoveddør med cirkushunden i snor. Jeg kender ingen af drengene, men de fortæller mig dystert, at billetsælgeren er megasur, og fortæller også hvor jeg kan finde ham. Jeg kan ikke længere gå på mine ben, men kravler ned til mine forældre, hvor billetsælgeren befinder sig. Da han ser mig, lægger han sig i fosterstilling, kigger på mig og siger "det må du aldrig gøre mere". 

Jeg vågner ved at billetsælgeren overrasket siger:
"Hold da helt op, hvor du sveder sveske... Var det lige en god drøm"??

Det måtte jeg på en pæn meget kortfattet måde sige NEJ til. Værste drøm længe!! Og så syret, at hvis jeg gik til en drømmetyder med den, ville jeg blive indlagt på den lukkede! Jeg har meget om ørerne lige for tiden, så mon det ikke blot er et råb om "slaaaap af" fra min hjerne?

Den af jer som IKKE ville slå øjnene op med den ledeste migræne efter sådan en drøm, rækker hånden op NU! Nåh..Jeg har ihvertfald haft den dummeste migræne hele weekenden. Faktisk så meget, at jeg har suppleret hovedpinen med lidt opkast, når det har gjort for ondt.

Til trods for ondt i knolden, insisterede jeg i går på at cykle en tur, da migrænen med pillers hjælp holdt en lille pause. Billetsælgeren  insisterede så omvendt på at cykle med (måske han var bange for, at jeg ville cykle nøgen ;-))

Det blev en meget kort cykeltur med tøj på og uden smalltalk, med et ben der spasmede og en migræne som hånende vendte tilbage. Dette var så den del af weekenden, der var LORT...

Men ingen lort uden lagkage! Min imaginære lagkage har været, at vi ingen planer har haft denne weekend, at alle artister har hygget og leget med venner. 

Efter en weekend med en "syg" drøm, to dage med migræne og en dum/træt krop, var jeg klar til søndags-fødselsdagshygge hos seniorartisterne sammen med resten af mit cirkus.

Den bedste lagkage i denne weekend serverede min mor i eftermiddags. Den var ikke imaginær men "spil-levende" og smagte himmelsk (ligesom bollerne og kringlen). 

I morgen er det mandag, jeg smutter til køjs nu, håber inderligt på en drømmefri nat og melder atter klar til en ny uge :-)