I går var jeg på min halvårlige date med min læge dr. Clooney. 

Jeg ankom iført nystrøget skjorte, rene negle og fuldt opladet dropfodsstimulator.
Storsmilende tog den gode mand imod mig med ordene "og uden stok Charlotte?!", hvorpå jeg ligeså smilende trak bukserne ned.... 


og begejstret viste ham stimulatoren.


Men hvis jeg havde forestillet mig, at denne handling ville være indledningen til en hyggetime med løs temasnak om "joh tak, det går såmænd som det skal" og "sclerose er jo ikke det værste vi har...", såh...

Vi havde en date, der både føltes og varede længere end nogensinde. Vi fik talt om mange ting - også de svære. Jeg fik fortalt, at jeg går som en fuld and lige nu, hvilket han vist nok havde bemærket, hans nik taget i betragtning. Han virkede heller ikke synderligt overrasket, da jeg malende fortalte om mit gigastyrt på arbejde i sidste uge (han nøjedes med diskret at notere et eller andet på sit stykke papir)

Jeg har længe kunnet mærke, at mine ben fuldstændig ignorerer min hjernes og hjertes inderlige anmodninger om at vågne og komme ind i kampen. Det føles på alle plan bare tungere og tungere lige nu. 

Den opmærksomme læser vil bemærke, at jeg benytter mig af ordene "lige nu". Med "lige nu" er der håb og med "lige nu" vender det nok lige om lidt.

Det fik vi så også en snak om! 

Jeg får formuleret noget med, at jeg jo ikke har haft attaks i rigtig lang tid, og at det er pisseirriterende, at jeg så alligevel får det dårligere og dårligere motorisk. 

Dr. Clooney lytter... 

Og så siger jeg "men måske er det bare sådan det er lige nu...I virkeligheden er den her sygdom vel bare uforandret til det værre.."

Dr. Clooney nikker... 

og kigger på sin computerskærm. Så siger han endelig noget... "men du føler stadig, at du har god gavn af Fampyra ik?!" Jeg nikker ivrigt. Han spørger åbenbart, fordi min gangtest ikke er så god som tidligere.

Det er på dette tidspunkt i samtalen, at jeg bliver kvælende bevidst om, at vi nu bevæger os ind på emnet "Hvilken slags sclerose har du så nu Charlotte?!"

Mig? Jeg ved for eksempel at sclerose findes i tre former. Jeg har altid haft attakvis sclerose. En anden form er sekundær progressiv. Det er den, jeg åbenbart er hastigt på vej mod... Man kan nemlig skifte form - scleroseform. Det kan du læse mere om her.

Scleroseformskifte er aldrig til "borgerens" fordel. At gå fra attakvis til sekundær progressiv er lort. Det betyder nemlig, at der ikke længere (lige nu) er medicin at få til at bremse sygdommen. Det betyder også, at jeg er "on my own..."  og i endnu større grad skal til at sætte min lid til kost, motion og lidt vilje, samtidig med at jeg går på arbejde, passer mit cirkus og husker at slappe af!

Clooney har IKKE sagt "Charlotte, du er sekundær progressiv nu". Det holder jeg vældig meget fast i... Det kan godt være, at mine reflekser er helt ud i hampen, at Clooney også tydeligt kunne mærke den nedsatte kraft i min arm og ben, og at jeg i lang tid ikke har haft attaks, men jeg fik alligevel medicin med hjem i går - masser! Faktisk så meget, at jeg har nok indtil august måned! Det er en trøst. Det er en trøst, fordi det viser mig, at Clooney stadig ser mig som attakvis (lidt endnu...)

Jeg vil ikke tøve med at sige, at uvisheden er det mest forbandede og afhængigheden af dagsformen er rædselsfuld. Men jeg går ikke i stå. Jeg vil ikke gå i stå. Tiden får ikke lov til bare at gå - uden mig. I hvert fald ikke uden det jeg, som jeg kender. Og hvis tiden prøver at smutte fra mig, så overhaler jeg den da bare på cykel... For jeg kan cykle - langt og hurtigt!

Bonusoplysning: Jeg har ikke haft migræne i halvanden måned. Det blev Clooney rigtig glad for at høre. Clooney tror på akupunktur. Og jeg tror på Clooney og at jeg aldrig nogensinde mere får migræne (lige nu). 

Endnu en bonusoplysning: Mit D vitamintal er på 109. Det synes vi begge var vældig fint. Og så skal jeg scannes i maj, så vi kan se, om der er forandringer i min hjerne. Tænk hvis den kunne scanne tanker!

Argh så skete det igen!!

Jeg iklæder mig nydelig nederdel, rene pyntetrusser, lidt lak i både hår og på tånegle, kindrødt på kinderne og så afsted på date med Dr. Clooney.

Spændt, faktisk tangerende til det nervøse, møder jeg op til aftalen kl. 9 i morges... for igen igen at blive mødt af min sygeplejerske, som igen igen med et lille overbærende smil kan fortælle mig, at jeg må nøjes med hende i dag.

Vi får så en lille snak om min forbandede sygemelding (den skulle jeg jo have haft med Clooney, mens han med hovedet på skrå og brune øjne lyttede og forstod). Hun ser min frustration over situationen og siger højt og tydeligt, at jeg skal mærke efter og passe på mig selv. Vigtigst af alt slutter hun af med at sige "du skal bruge din sygemelding til at gøre noget som du holder af, for det giver dig energi!"

Med disse ord giver hun mig medicin og et spørgeskema, som jeg skal udfylde. "Charlotte, tag en kop kaffe og sæt dig herud og sæt krydserne. Giv dig bare god tid"

Og det gjorde jeg så! Jeg tog både en kop kaffe og god tid! Den gode tid tog jeg, fordi jeg kunne høre, Dr. Clooneys dybe stemme forklare noget til en fnisende sygeplejerske. GUDSKELOV var der et spørgsmål jeg havde brug for hjælp til, så jeg bankede forsigtigt på dørkarmen til Clooneys kontor, hvor døren var åben.

"Hej Charlotte!" efterfulgt af et stort hvidt perletandssmil var, hvad jeg blev mødt af. Inden jeg kunne nå både at undskylde for min påtrængenhed og stille den søde læge mit spørgsmål lo han stille og sagde "Jeg har læst din blog".

Og så var det, at min sygeplejerskes ord om, at jeg skal huske at gøre noget, som jeg holder af, pludselig fik sin klokkeklare berettigelse. 

For hvis min egen Dr. Clooney læser min blog, så er der sgu en mening med galskaben. Så har jeg nået en målgruppe, jeg ikke engang havde overvejet. Det kan da godt være, at han ikke altid kan genkende sig selv i mine skriv, men så må han jo melde klart ud om tre måneder, når jeg VED, at jeg har en ny date med ham.

Alle som er vokset op i en tid, hvor der blev kommunikeret med sedler i skolegården, og hvor svar fra den udkårne bestod af en lap papir med tre afkrydsningsmuligheder kan garanteret genkalde sig den hjertebanken,de svedige hænder og nogle gange fortrydelsen af det stillede spørgsmål, når papirlappen kom tilbage, krøllet, nusset og med et stort fedt kryds i NEJ-feltet...

Livet var så simpelt dengang og samtidig frygtelig ubarmhjertigt. Når man som 12 årig pige fik serveret de hårde, men samtidige utvetydige facts, oftest af den udkårnes ven (læs: håndlanger) ved cykelstativerne, så voksede knuden i maven prompte. Den famøse knude forsvandt først efter timers snak, gode råd og velmenende kram fra veninderne, som velvilligt lyttede og til sidst selv følte sig pænt "sympati-forsmået" af stodderen!

Hvorfor er mine barndoms "kærlighedsskærmysler" vigtige for andre end mig at vide noget om? Det er de såmænd heller ikke.... Men stemningen! Stemningen og følelsen, som det lille X fylder ens mave mave med er universel, og en følelse vi alle kender. Og det er DEN, altså knuden i maven, de fugtige håndflader og de nervøse varme kinder, jeg oplevede igen i en alder af 42, da jeg stod med min (imaginære) lap papir med de tre svarmuligheder nede hos Dr. Clooney i sidste uge.

Nuvel... Spørgsmålet var et andet end for 30 år siden (da jeg jo er godt gift), men følelsen, SUK! Jeg var i tirsdags mødt op til min halvårlige date med min skønne læge, Dr. Clooney. Temaerne for vores date var på forhånd defineret af mig hjemmefra, nemlig, Fuc**** Fampyra, søvnløshed, attak?, og endeligt det store "afkrydsningsspørgsmål":

Har jeg stadig attakvis sclerose?   

Søde dr. Clooney virkede til at have god tid i tirsdags, da jeg satte mig tungt i stolen overfor ham. Det retoriske spørgsmål, "hvordan går det så med dig Charlotte" var åbenlyst ret upassende. Han kunne nemlig med det samme se, at overfor ham sad "døden fra Lübeck" med stok og et mut udtryk. 

En times samtale med dr. Clooney kan faktisk koges ned til følgende sætninger fra cirkusdirektøren: "Fu** Fampyra, det virker jo ikke en skid", "Jeg er så træt, og sover så lidt, at jeg ikke kan fungere", "Hvis det ikke var et lille attak, jeg lige har haft, hvad er det så?" 

Clooneys svar var "Stop med Fampyra i en uge! Se om du får sovet om natten. Hvis du gør, så er det en bivirkning ved medicinen. Husk at Fampyra er ingen mirakelpille, og at du går betydeligt bedre end sidst, jeg så dig for et halvt år siden" 
Han er så klog ham Clooney, for nu har jeg sovet tre nætter i træk for første gang i 4 måneder. Til gengæld har jeg tunge ben, som driller. Vi er blevet enige om "klip en hæl, hug en tå", så jeg nu kun får Fampyra én gang i døgnet, men til gengæld en hel nattesøvn.

Den løsning er god nok for mig, og jeg er tryg ved konceptet, men også ret spændt på, om det fortsætter med nattesøvnen, og om mine ben begynder at lystre igen...

Clooney mente ikke, det er et lille attak, jeg havde for et par måneder siden, og klappede i sine hænder over, at jeg havde sagt nej til Medrol, når jeg heller ikke selv var sikker på det. MEN hvad var det så kære Clooney?? Svaret kendte jeg egentlig godt "For meget om ørerne med de omstændigheder, som jeres familie er budt lige nu Charlotte", var hans konklusion, og det har han såmænd nok ret i.

Tiden flyver afsted, når man taler om sig selv og der bliver lyttet og forstået. tre kvarter med dr. Clooney var gået og det var tid til at blive konfronteret med svaret på mit JA, NEJ, VED IKKE spørgsmål, om hvorvidt jeg stadig er attakvis... Jeg kiggede længe på ham, kunne mærke ventre ben sitre, tørrede de dryppende håndflader af i strømpebukserne og spurgte så:

"Okay, bare svar ja, nej eller ved ikke. Er jeg stadig attakvis?" 

Pulsen steg, og da Clooney kiggede mig dybt i øjnene og med et lille smil placerede et stort fedt og rungende  X i JA feltet, var mine håndflader ikke våde af sved, men tårer, udløbet mascara og lidt snot. Et JA fra Clooney betyder altså at jeg stadig må/kan få medicin, mod min sygdom. Jeg er så glad!! Jeg fik et JA! jeg fik et JA som svar på et af de svære spørgsmål, som jeg ville fortryde ikke at have stillet. Pludselig kunne jeg det hele. Jeg fik lyst til at ringe til veninderne fra dengang og invitere på en milkshake, så vi kunne fejre mit JA. I stedet kørte jeg hjem og fik en kæmpekrammer, et kys og en Gin/Tonic i solen på terrassen :-)

Dr. Clooney lyttede, forklarede, lyttede lidt igen og bad mig så både om at indtage briksen og gå catwalk... Han gav sig god tid, Clooney. Jeg kunne mærke, at han var lidt mere forsigtig og blid, også i sine formuleringer i dag, end han var på vores sidste date på Sønderborg Sygehus.
Vores sidste date endte nemlig overraskende med en cirkusdirektør, som både græd så snottet løb og ikke kunne fremstamme et ord :-( En cirkusdirektør som spiste sig mæt i tudekiks i bilen på vejen hjem ved siden af sin billetsælger...

Jeg er såmænd helt sikker på, at dr. Clooneys forsigtighed skal ses som en klog strategi, for at forhindre samme forestiling endnu engang snarere end et udslag for usikkerhed, fordi jeg til dagens date havde taget min mor med!

Clooney og jeg skulle nemlig bevæge os ud i de samme emner, som sidste gang udløste snot og gråd. Hovedtemaet for i dag var en snak om ny symptombehandling for spasmerne i mit venstre ben og ikke mindst en drøftelse omkring den nye "gåpille" Fampyra. 
Jeg har siden den famøse date med ham i april oplevet en ret markant forværring i mit venstre ben, hvad gå-distance og udtrætning angår. Jeg blev i dag, efter lidt forklaring og løs snak frem og tilbage, tilbudt begge dele, og jeg valgte at sige ja til begge drugs. 

Jeg sidder så her til aften med en følelse af både spænding/nervøsitet og tryghed i maven. Det er abstrakt at vide, at jeg nu er rykket op i den liga af scleroseramte, som spiser piller, der skal hjælpe mig med at kunne gå bedre. Jeg er både lidt ked af det, men samtidig også ok med det, da det jo (forhåbentlig) betyder, at jeg ikke i samme omfang skal økonomisere med kræfterne, når Cirkus Holmboe skal gå tur.

En helt tredie ting, som jeg var nødt til at drøfte med Clooney var mine rygsmerter. Jeg har den sidste måneds tid på det nærmeste slidt min stakkels fysioterapeut op, trænet min ryg intenst og ikke mindst spist smertestillende som mellemmåltider, fordi jeg har så forbandet ondt i ryggen. 

Clooney, den gode mand, kiggede mig dybt i øjnene i dag uden at bidrage med særlig meget, da jeg fortalte om mine rygsmerter. Han vendte sig blot mod sin skærm, og bestilte straks en MR scanning. 
Jeg er så led og ked af mine rygsmerter som bliver værre og værre, og som betyder, at jeg lige nu hverken kan stå eller side normalt, og da slet ikke i længere tid ad gangen. 
Samtidig er jeg super glad for at min læge sender mig videre for en afklaring/udredning, i stedet for at betragte min ryg som værende et uvæsentligt problem og "ikke hans bord". 

Nåh... dagens status er: Min date med Clooney var en god en af slagsen. Han er i den grad en doktor af den helt rette støbning. Jeg lod i dag kaffe være kaffe og gav ham i stedet en catwalk og et imaginært kram. Han kvitterede for opvisningen med at give mig "drugs". Jeg må derfor konkludere, at daten med Clooney indeholdt både:

Hugs AND Drugs!

nåh ja forresten... så sendte han også en ansøgning afsted til Ry, så jeg (om mange år) kan få et nyt tiltrængt ophold deroppe til den tid :-)

Søde dr. Clooney - glem alt om termokaffe, champagne og hjemmebag!

Konceptet for vores fremtidige dates er nemlig blevet grundigt evalueret, og det er tid til forandring, nytænkning og "andre bønner i kaffen"

For nøj, hvor var jeg ked af det, sur på min sygdom og temmelig opgivende for 3 måneder siden, da jeg krammede den kære Dr. Clooney farvel efter vores date, hvor intet gik som jeg havde planlagt.

En date, hvor han på en pæn men bestemt måde fik mig til at forstå, at sclerosen faktisk lige nu forlanger en plads i manegen, og at det kræver en erkendelse hos mig. En date, hvor vi ikke engang fik champagnen op af kurven og ikke mindst en date, hvor jeg jeg følte, at tæppet blev revet væk under mig.

Gudskelov var billetsælgeren taget med på daten og havde medbragt en masse tudekiks i handskerummet, som blev konsumeret på rekordtid på hjemturen, mens han strøg mig kærligt over kinden og sagde "det er lort, men det blir' ok sveske". 

På mandag har jeg så en ny date med Dr. Clooney. Jeg har, som altid, store forventninger til mødet med ham, men på mandag er det ikke hans opmuntrende ord, brune øjne eller hyggesnakken, jeg drømmer om... Næh, på mandag medbringer jeg ingen kurv med hjemmebag og termokaffe! Dr. Clooney og jeg skal nemlig sammen sidde og beundre mine smukt pyntede stokke, skal vi! Alle tre vil jeg medbringe, så han kan se, at jeg faktisk på tre måneder har lært at tage mig selv seriøst og ikke mindst indse, at jeg kan finde ud af at tage imod hjælp og bruge hjælpemidler!

Jeg vil også fortælle ham, at jeg ikke har brug for den baklofen, som han skrev en recept på, fordi jeg de sidste par måneder ikke har haft nervesmerter eller spasmer af nævneværdig betydning. Jeg vil gøre ham klart, at jeg er ham taknemmelig for, at han på sidste date bakkede mig op i vigtigheden af at styrketræne 3 gange om ugen. 

Sidst men ikke mindst vil jeg glæde mig til at se hans begejstring, når jeg fortæller, at jeg skal indlægges på Ry Sclerosehospital fra den 5.8 til den 16.8, for han ved jo også, hvor godt det har været for mig, at jeg var indlagt for præcis et år siden :-) 

Han er en god mand Dr. Clooney, faktisk så rar og god, at hvis der var plads i kufferten, så ville han være velkommen til at tage med til Tyrkiet, når hele Cirkus Holmboe drager afsted. Jeg er sikker på, at han vil nyde forestillingerne, både de planlagte, men også de mere improviserede ;-) Han må endda prøve at svømme med min stok, mens billetsælgeren og jeg ligger og drikker G/T i solen :-)

Jeg har købt én pakke tudekiks til på mandag, for en sikkerheds skyld... Man kan jo også risikere at smågræde af glæde ik? 

Snup en tudekiks fru Cirkusdirektør.. nej snup 10 og tør så øjnene :-(

Min date med Dr. Clooney forløb ikke efter planen med hyggesnak og bobler. Det startede ellers fint ud med, at billetsælgeren og han fik hilst på hinanden. Jeg kunne straks mærke den behørige sympati fra begge parter.

Så vidt så godt!! Daten indledtes med ros over mit D vitamin tal, at jeg ikke har haft attaks meget længe og at min MR scanning var fantastisk... men så stoppede festen...

Dr. Clooney bliver nødt til at teste styrken i mine ben to gange, da han kan mærke, at mit venstre ben er blevet enddog noget svagere siden sidste kontrol. Han beder mig endvidere om at lave en lille "gangtest", som heller ikke udløste klapsalver og kys på kinden. Jeg kan mærke stemningen dale og klumpen i halsen vokse, mens vi sidder og taler om denne udvikling. 

Mens jeg sidder og prøver at tage mig lidt sammen, siger Dr. Clooney så pludselig "Baklofen", som jeg ved fra andre sclerosepatienter er et muskelafslapningsmiddel. Han forklarer, at han vil udskrive en recept, så jeg kan få hjælp til mine natlige spasmer og uro i venstre ben. Jeg bryder HELT sammen og sidder bare og græder..Tårerne triller i en lind strøm, billetsælgeren sidder bag mig (klar til at "gribe") og Dr. Clooney kigger mig dybt i øjnene uden at sige noget et øjeblik. 

Mens jeg prøver at få styr på både vejrtrækning, tårer og makeup, siger han et nyt ord "Fampyra". Fampyra er en såkaldt "gåpille", som hjælper med til at øge ens gangsdistance. Det eneste jeg tænker er "ikke græde ikke græde, han vil hjælpe dig... nik og sig ok, for det ER ok, det BLIVER ok"

Men det ER fandeme ikke ok. Det er røv og nøgler. Det er møg-uretfærdigt at have den her sygdom. Jeg HADER den mere end noget andet. Og lige præcis i dag hader jeg den mere end nogensinde! Jeg kæmper og rider og styrketræner og spiser sundt og tænker positivt og fylder hver dag med rettidig omhu, men det føles i dag bare slet ikke som om det er nok :-(

Det skal nok blive ok... men i dag har jeg bare slet slet ikke lyst til at kysse sclerose farvel. Jeg har lyst til at spytte den i ansigtet, sparke den i skridtet og skære dens tunge ud - for den larmer i mit hoved og forstyrrer min krop!

Jeg er så ked af det, nej...  jeg er vred, opgivende og frustreret, for jeg havde slet ikke set for mig, at dagen i dag skulle udvikle sig sådan her. Jeg ved godt, at medicin er godt, at det er for at hjælpe mig, og at jeg skal være taknemmelig for, at der findes noget, som kan hjælpe, og at  Dr. Clooney skriver en recept fordi han ved, hvad der er bedst for mig. 

Dette var dagens status... Jeg vil nu grave ordene frem, som min gode ven skrev til mig tidligere i dag. Min gode ven som også har sclerose:

fokuser på hvad du kan, i stedet for at fokusere på, hvad du ikke kan!

Det vil jeg love mig selv at gøre, men ikke før i morgen. Idag vil jeg give mig selv lov til at være ked og sur. I morgen er jeg garanteret i kyssehumør igen og ser mere klart! Jeg vil i morgen fokusere på, at jeg endnu går for godt til at Fampyra er aktuelt for mig, og at det "bare" er noget vi har talt lidt om Dr. Clooney og jeg (indtil videre...)

Posten kom i dag med et brev! Det gør han tit, men i dag kom han med et tude-brev!!

Et tudebrev fra min Dr. Clooney. Tænk sig, han har skrevet et brev til mig. Det han skrev, gjorde mig så glad, at jeg simpelthen  begyndte at græde lidt helt for mig selv siddende på køkkengulvet med brevet i hånden.

Jeg har besluttet mig for at skifte termokaffen ud med champagne, for et brev som dette kræver bobler!

Det er så fantastisk og dejligt. 

Clooney håber jeg har det godt, og han glæder sig til at se mig...
Sødeste Clooney, jeg kan ikke mindes hvornår jeg har haft det bedre og du får et grønt kys på fredag - jeg lover!!

Dét kan han ikke være bekendt!!
Jeg havde brygget termokaffe, bagt kage, husket lighter til fyrfadslyset og taget pænt tøj på, inden turen i dag gik til Sønderborg Sygehus, hvor jeg jo havde en date med dr. Clooney.

Åh hvor var jeg spændt, glad og forventningsfuld! Jeg ankom i god tid, så jeg var HELT klar til "kaffe-daten"... da sygeplejersken dukkede op og sagde:

"Ja, Charlotte du må komme med mig !" Da jeg havde fået mine "drugs" og en hurtig lille smalltalk, gav hun mig hånden og sagde "jamen det er dejligt at høre, du har det så godt, og så ses vi jo allerede om 3 måneder igen, når du skal have en snak med lægen"

WHAT????? Hun kunne ikke undgå at se mit fårede udtryk og termokanden i højre hånd og sagde, uden jeg nåede at spørge, "troede du at det både var lægen og mig i dag?" Ja, det gjorde jeg jo da sådan set!!! Men den gode dr. Clooney var åbenbart optaget af vigtigere ting... hrmpf!

Dr. Clooney brændte mig af i dag, men var dog så sød at lægge en lille invitation til mig, nemlig en "indbydelse" til en MR scanning om en måned :-( Jeg valgte efter blodprøvetagningen i kælderen at tage JA hatten på, tørre øjnene og drikke min termokaffe og det medbragte kage i en iskold Berlingo helt alene, inden turen gik hjem til Haderslev, hvor billetsælgeren brød helt sammen af grin over, at selveste dr. Clooeney havde vigtigere ting at tage sig til, end at nusse MIG på kinden :-)

Endelig!!! og det var så også på tide... I 3 måneder har jeg set frem til  denne dag. I morgen skal jeg til kontrol og afhentning af "drugs" hos min scleroselæge på Sønderborg Sygehus.

Den trofaste læser ved, at jeg gentagne gange har inviteret dr. Clooney på kaffe i kantinen, men at han hver gang er nødt til at afslå grundet de mange patienter og den knappe tid.
Dette faktum betyder, at jeg til i morgen har valgt en "klip en hæl, hug en tå" strategi, for kaffe det SKAL vi ha'! 

Strategien hedder "Termokaffe". Jeg vil i morgen "hjemme" hos Dr. Clooney  på Sønderborg Sygehus medbringe termokaffe, to plastickrus, lidt hjemmebag og et enkelt fydfadslys! - saftsuseme hyggeligt blir' det!

Det skal ikke tage mig mange sekunder at vise Dr. Clooney, at jeg kan stå på et ben, gå "på line" uden at holde ham i hånden, med lukkede øjne røre min næse med hhv. højre og venstre pegefinger, hoppe på tungen og hvad han ellers vil se mig fremføre, nu jeg endelig er tilbage hos ham! Ca 49 sek. vil det tage mig, for tiden skal ikke spildes på "lagengymnastik" i konsultationen, når nu vi kan bruge den kostbare tid sammen på at drikke termokaffe med lidt hjemmebag til - BASTA!

Jeg vil i stearinlysets skær fortælle ham, at jeg stadig har det rigtig godt, at jeg styrketræner 3 gange om ugen, og nu kan "sparke" 140 kg i benpres, er glad for min medicin, at jeg i 32 måneder ikke har haft et eneste attak, at jeg nu rider trav uden at "være i snor", men kan helt selv. Han vil klappe i sine varme bløde hænder, stryge mig på kinden og sige "godt min pige"!

-og SÅ vil jeg fortælle, at jeg de sidste par måneder har haft et lidt dumt venstre ben, som brænder som et strygejern og en venstre hånd, som periodevis kræver selvstyre. Dr. Clooney vil tage en tår af termokaffen, kigge mig dybt i øjnene og fortælle mig, at det går over og at der ingen grund er til bekymring. 

Det er min plan for i morgen! - og planer er til til for at blive holdt!!

Håber I alle har noget dejligt at se frem til mandag den 21. januar 2013 :-)

I dag var dagen, hvor jeg skulle fremføre min sejrsdans for min søde læge Dr. Clooney i Sønderborg. Jeg har ikke set ham siden maj måned, hvor jeg havde en balance med plads til forbedring og to hænder med massive føleforstyrrelser samt en gådistance på knap 1 kilometer. I maj sendte Clooney mig til urolog (en slags tisselæge), fordi jeg havde ret store "udfordringer" med vandladningen. Min læge bad mig i maj om at "gå på line" fra den ene ende af lokalet til den anden, hvilket jeg insisterede på kun at ville gøre, hvis jeg måtte holde ham i hånden! Nu har vi oktober, og jeg har glæææædet mig til at skulle fortælle om alt det der er sket siden maj - afsluttende med en sejrsdans...

Efter en lang snak om, hvor godt jeg har fået det siden maj, sad vi sammen og evaluerede på, hvorfor jeg har fået det SÅ meget bedre. Mit ophold i Ry er tilbagevendende som katalysator for min positive udvikling. Jeg fortalte, at jeg konsekvent styrketræner 3 gange om ugen, går til ridning, mediterer og at jeg nu er meget mere bevidst om min kost og hvad der giver energi for mig. Endelig er jeg sikker på at mit nye medicin er en stor medvirkende årsag til, at jeg ikke har haft et attack i 2 1/2 år.

Jeg kunne på et tidspunkt mærke nervøsiteten komme snigende, for var der plads nok til at danse?, ville han mon danse med?, kunne jeg huske trinene??? Jeg er ærlig nu og erkender blankt JEG FIK IKKE DANSET FOR HAM :-( Modet svigtede!

Nobody´s perfect!

Jeg gik alligevel ud af døren med oprejst pande, for hans afslutningskommentar var: "Jeg anser det ikke for nødvendigt at lave en MR scanning på dig, da du har det så godt, at der ikke er nogle indikationer for, at scanningen vil vise noget. Men vi ses om 1/2 år, det er ikke nødvendigt før, for alle tallene fra dine blodprøver ser rigtig fine ud"

Dr. Clooney jeg er vild med dig og dine beskeder :-)Det er så fantastisk, og jeg er så glad, at jeg kunne danse:-) I dag er en GOD dag!

-og husk: