Alle som er vokset op i en tid, hvor der blev kommunikeret med sedler i skolegården, og hvor svar fra den udkårne bestod af en lap papir med tre afkrydsningsmuligheder kan garanteret genkalde sig den hjertebanken,de svedige hænder og nogle gange fortrydelsen af det stillede spørgsmål, når papirlappen kom tilbage, krøllet, nusset og med et stort fedt kryds i NEJ-feltet...
Livet var så simpelt dengang og samtidig frygtelig ubarmhjertigt. Når man som 12 årig pige fik serveret de hårde, men samtidige utvetydige facts, oftest af den udkårnes ven (læs: håndlanger) ved cykelstativerne, så voksede knuden i maven prompte. Den famøse knude forsvandt først efter timers snak, gode råd og velmenende kram fra veninderne, som velvilligt lyttede og til sidst selv følte sig pænt "sympati-forsmået" af stodderen!
Hvorfor er mine barndoms "kærlighedsskærmysler" vigtige for andre end mig at vide noget om? Det er de såmænd heller ikke.... Men stemningen! Stemningen og følelsen, som det lille X fylder ens mave mave med er universel, og en følelse vi alle kender. Og det er DEN, altså knuden i maven, de fugtige håndflader og de nervøse varme kinder, jeg oplevede igen i en alder af 42, da jeg stod med min (imaginære) lap papir med de tre svarmuligheder nede hos Dr. Clooney i sidste uge.
Nuvel... Spørgsmålet var et andet end for 30 år siden (da jeg jo er godt gift), men følelsen, SUK! Jeg var i tirsdags mødt op til min halvårlige date med min skønne læge, Dr. Clooney. Temaerne for vores date var på forhånd defineret af mig hjemmefra, nemlig, Fuc**** Fampyra, søvnløshed, attak?, og endeligt det store "afkrydsningsspørgsmål":
Har jeg stadig attakvis sclerose?
Livet var så simpelt dengang og samtidig frygtelig ubarmhjertigt. Når man som 12 årig pige fik serveret de hårde, men samtidige utvetydige facts, oftest af den udkårnes ven (læs: håndlanger) ved cykelstativerne, så voksede knuden i maven prompte. Den famøse knude forsvandt først efter timers snak, gode råd og velmenende kram fra veninderne, som velvilligt lyttede og til sidst selv følte sig pænt "sympati-forsmået" af stodderen!
Hvorfor er mine barndoms "kærlighedsskærmysler" vigtige for andre end mig at vide noget om? Det er de såmænd heller ikke.... Men stemningen! Stemningen og følelsen, som det lille X fylder ens mave mave med er universel, og en følelse vi alle kender. Og det er DEN, altså knuden i maven, de fugtige håndflader og de nervøse varme kinder, jeg oplevede igen i en alder af 42, da jeg stod med min (imaginære) lap papir med de tre svarmuligheder nede hos Dr. Clooney i sidste uge.
Nuvel... Spørgsmålet var et andet end for 30 år siden (da jeg jo er godt gift), men følelsen, SUK! Jeg var i tirsdags mødt op til min halvårlige date med min skønne læge, Dr. Clooney. Temaerne for vores date var på forhånd defineret af mig hjemmefra, nemlig, Fuc**** Fampyra, søvnløshed, attak?, og endeligt det store "afkrydsningsspørgsmål":
Har jeg stadig attakvis sclerose?
Søde dr. Clooney virkede til at have god tid i tirsdags, da jeg satte mig tungt i stolen overfor ham. Det retoriske spørgsmål, "hvordan går det så med dig Charlotte" var åbenlyst ret upassende. Han kunne nemlig med det samme se, at overfor ham sad "døden fra Lübeck" med stok og et mut udtryk.
En times samtale med dr. Clooney kan faktisk koges ned til følgende sætninger fra cirkusdirektøren: "Fu** Fampyra, det virker jo ikke en skid", "Jeg er så træt, og sover så lidt, at jeg ikke kan fungere", "Hvis det ikke var et lille attak, jeg lige har haft, hvad er det så?"
Clooneys svar var "Stop med Fampyra i en uge! Se om du får sovet om natten. Hvis du gør, så er det en bivirkning ved medicinen. Husk at Fampyra er ingen mirakelpille, og at du går betydeligt bedre end sidst, jeg så dig for et halvt år siden"
Han er så klog ham Clooney, for nu har jeg sovet tre nætter i træk for første gang i 4 måneder. Til gengæld har jeg tunge ben, som driller. Vi er blevet enige om "klip en hæl, hug en tå", så jeg nu kun får Fampyra én gang i døgnet, men til gengæld en hel nattesøvn.
En times samtale med dr. Clooney kan faktisk koges ned til følgende sætninger fra cirkusdirektøren: "Fu** Fampyra, det virker jo ikke en skid", "Jeg er så træt, og sover så lidt, at jeg ikke kan fungere", "Hvis det ikke var et lille attak, jeg lige har haft, hvad er det så?"
Clooneys svar var "Stop med Fampyra i en uge! Se om du får sovet om natten. Hvis du gør, så er det en bivirkning ved medicinen. Husk at Fampyra er ingen mirakelpille, og at du går betydeligt bedre end sidst, jeg så dig for et halvt år siden"
Han er så klog ham Clooney, for nu har jeg sovet tre nætter i træk for første gang i 4 måneder. Til gengæld har jeg tunge ben, som driller. Vi er blevet enige om "klip en hæl, hug en tå", så jeg nu kun får Fampyra én gang i døgnet, men til gengæld en hel nattesøvn.
Den løsning er god nok for mig, og jeg er tryg ved konceptet, men også ret spændt på, om det fortsætter med nattesøvnen, og om mine ben begynder at lystre igen...
Clooney mente ikke, det er et lille attak, jeg havde for et par måneder siden, og klappede i sine hænder over, at jeg havde sagt nej til Medrol, når jeg heller ikke selv var sikker på det. MEN hvad var det så kære Clooney?? Svaret kendte jeg egentlig godt "For meget om ørerne med de omstændigheder, som jeres familie er budt lige nu Charlotte", var hans konklusion, og det har han såmænd nok ret i.
Tiden flyver afsted, når man taler om sig selv og der bliver lyttet og forstået. tre kvarter med dr. Clooney var gået og det var tid til at blive konfronteret med svaret på mit JA, NEJ, VED IKKE spørgsmål, om hvorvidt jeg stadig er attakvis... Jeg kiggede længe på ham, kunne mærke ventre ben sitre, tørrede de dryppende håndflader af i strømpebukserne og spurgte så:
"Okay, bare svar ja, nej eller ved ikke. Er jeg stadig attakvis?"
Pulsen steg, og da Clooney kiggede mig dybt i øjnene og med et lille smil placerede et stort fedt og rungende X i JA feltet, var mine håndflader ikke våde af sved, men tårer, udløbet mascara og lidt snot. Et JA fra Clooney betyder altså at jeg stadig må/kan få medicin, mod min sygdom. Jeg er så glad!! Jeg fik et JA! jeg fik et JA som svar på et af de svære spørgsmål, som jeg ville fortryde ikke at have stillet. Pludselig kunne jeg det hele. Jeg fik lyst til at ringe til veninderne fra dengang og invitere på en milkshake, så vi kunne fejre mit JA. I stedet kørte jeg hjem og fik en kæmpekrammer, et kys og en Gin/Tonic i solen på terrassen :-)
Clooney mente ikke, det er et lille attak, jeg havde for et par måneder siden, og klappede i sine hænder over, at jeg havde sagt nej til Medrol, når jeg heller ikke selv var sikker på det. MEN hvad var det så kære Clooney?? Svaret kendte jeg egentlig godt "For meget om ørerne med de omstændigheder, som jeres familie er budt lige nu Charlotte", var hans konklusion, og det har han såmænd nok ret i.
Tiden flyver afsted, når man taler om sig selv og der bliver lyttet og forstået. tre kvarter med dr. Clooney var gået og det var tid til at blive konfronteret med svaret på mit JA, NEJ, VED IKKE spørgsmål, om hvorvidt jeg stadig er attakvis... Jeg kiggede længe på ham, kunne mærke ventre ben sitre, tørrede de dryppende håndflader af i strømpebukserne og spurgte så:
"Okay, bare svar ja, nej eller ved ikke. Er jeg stadig attakvis?"
Pulsen steg, og da Clooney kiggede mig dybt i øjnene og med et lille smil placerede et stort fedt og rungende X i JA feltet, var mine håndflader ikke våde af sved, men tårer, udløbet mascara og lidt snot. Et JA fra Clooney betyder altså at jeg stadig må/kan få medicin, mod min sygdom. Jeg er så glad!! Jeg fik et JA! jeg fik et JA som svar på et af de svære spørgsmål, som jeg ville fortryde ikke at have stillet. Pludselig kunne jeg det hele. Jeg fik lyst til at ringe til veninderne fra dengang og invitere på en milkshake, så vi kunne fejre mit JA. I stedet kørte jeg hjem og fik en kæmpekrammer, et kys og en Gin/Tonic i solen på terrassen :-)
RSS Feed