Min dropfodsstimulator er gået i stykker og lyser rødt hele tiden. Den vil ikke oplade, og kan derfor ikke hjælpe mig med at gå... 

Så jeg er med et slag gået i stå. Det er noget rigtig fucklort, for uden dropfodsstimulatoren vil min fod vil ikke løfte sig, og jeg får det tungeste venstre ben i verden. Derfor står min kørestol nu ikke længere ude bag i bilen, men er taget i brug...

Nu gik det ellers lige så helt fantastisk. Dropfodsstimulatoren er det første, jeg "iklæder" mig om morgenen og det sidste, der ryger om aftenen. Jeg kan ikke undvære den. Jeg er meget bevidst om, at det er den der er skyld i, at jeg ikke falder (særlig tit). At det er den som har sin (store) del af æren for, at jeg har en hæderlig gang og kan gå mere end 50 meter uden pauser. Derfor er jeg så ulykkelig over, at den har opgivet lige nu og skal til reperation.

Min bandagist har meddelt mig, at det kan tage mellem to og tre uger, før den er repareret. TO TIL TRE UGER!!! Det er jo fandeme nærmest for evigt... Jeg gider det ikke! Et hjælpemiddel skal lyse grønt og hjælpe mig med at gå.

Derfor gav jeg en smule op igår, da jeg for gud ved hvilken gang havde overstrakt mit knæ og slæbt foden halvt i stykker. Jeg forsvandt (for alles skyld) ud i mit paradis sammen med hanhunden Sofus og sad bare helt stille med ondt i både humøret, viljen og benene.

Men tiden stopper jo som bekendt ikke med at gå, bare fordi benene gør. Det kom jeg i tanke om, mens jeg sad i mit paradis og talte citroner, mens mørket faldt på. Jeg huskede på, at søndagen ville tilføre mit humør et basketballstævne, som fortjente at blive heppet på og en strand fuld af lykkesten, som bare ventede på at blive fundet.

Så jeg valgte at følge med tiden og lade benene bestemme farten. For mit humørs skyld! I dag har derfor indeholdt alt det jeg elsker. Jeg har været stolt tilskuer til to basketballkampe, og så har jeg sammen med Hjalte og hanhunden siddet på min yndlingsstrand og fundet dagens lykkesten

I morgen er det mandag og mandag betyder arbejde. Jeg har pakket forskellige fesne hjælpemidler i bilen, og så får kollegerne lov til at hente kaffen til fru Holmboe :-)

​God uge til jer alle. Må solen skinne og tiden være lige i jeres tempo. 

Åh hvor har det været en fantastisk fredag. Solen har skinnet, og jeg har efter morgentræningen hos min fysioterapeut været hjemme hos Elin, som er den ældre dame på 87 år, Jeppe cykler hjem til på plejehjemmet hver tirsdag efter skole.

Jeg har skrevet om Elins og Jeppes venskab tidligere, og det kan du læse om her. Jeg bliver stadig varm indeni, når jeg tænker på, hvordan de to fra hver sin ende af livet "fandt" hinanden.

Jeg besøgte hende faktisk også i søndags med en lille buket erantis fra haven og en pose af de maltbolcher, hun godt kan lide. Elin og jeg aftalte der, at jeg skulle besøge hende igen i dag, så hun kunne få ryddet op i nogle af de mange stakke, der nemt hober sig op, når man kun er i stand til at bruge højre arm og hånd og er placeret i en stor besværlig kørestol.

Elin var straks med på konceptet "bliv eller smid ud". Vi fik hurtigt fyldt nogle poser med "smid ud" ting, og humøret steg proportionalt hos os begge. Elin er en sej gammel høne. Hun brokker sig aldrig og har en humor, som er gangbar generationer imellem. Hun har hele sin lejlighed fuld af tykke bøger fra Gyldendals Bogklub. Bøger som rent faktisk bliver læst og ikke blot står til pynt. Midt i oprydningen mellem servietter, blomster og bøger opdagede jeg en portvin, og Elin bød naturligvis straks på et glas.

En portvin i et smukt glas en fredag formiddag i godt selskab og med solen bagende ind af vinduet er altså ikke at fornægte. Så det lod vi være med. Derimod besluttede vi, at et enkelt glas portvin hermed er en tradition, når jeg kommer på besøg!

Elin og jeg blev hverken helt eller halvt færdige i dag, for pludselig var kl. 11.30 og frokost på plejehjemmet skulle indtages før en tiltrængt middagssøvn. Vi krammede farvel, og hun nåede at sige mange gange , at jeg skulle hilse Jeppedrengen, da vi skiltes ved elevatoren

Mig? Jeg kørte, helt høj over en forrygende formiddag i super selskab, hjem med solen i øjnene. Hanhunden Sofus lå ved hoveddøren og ventede på mig, da jeg kom hjem, og sammen skyndte vi ud i mit lille paradis, hvor temperaturen allerde var nået op på 20 grader, og sofaen bare ventede på mit selskab.

Vi faldt i søvn begge to til lyden af... ingenting. Der var så stille, lyst og citronerne duftede af spanien og sommer. Og i morgen er det lystige lørdag.

Onsdag er min træningsdag og Føtexdag. Min tur i Føtex forløb dog anderledes end den plejer. 

Med træningsgummiben hilste jeg på den smilende lille dame med blå kedeldragt og usunde tænder, som troligt står ved indgangen og sælger avisen  Hus Forbi, som du kan læse om her.

Jeg har et par gange før købt en "Kaffe to go" til hende, og købte faktisk også en i dag. I dag blev hun ligeledes overvældende glad, og mens hun proppede en Hus Forbi avis i min indkøbsvogn gentog hun "manga tak manga tak manga tak".

Og så kom der to frække damer forbi!

​Begge med den dyre knivskarpe gråhårsfrisurer, klædelig diskret læbestift (sågar også i rygerrynkerne) og begge med en smøg som skulle skoddes i askebægeret skråt bag Hus forbi Damen. Faktisk lige der hvor hun havde stillet kaffen for at tage handsker på igen.

Det skulle hun ikke have gjort - altså stillet sin kop dér! Eller... Hvad skulle hun ellers have gjort?

De to frække damer sukkede irriteret, kiggede på hinanden, hvorpå den ene sagde (henvendt til den anden) "Kaffen HAR hun da råd til at købe, så står det da ikke helt skidt til. Der er godt nok mange måder at tigge på "

What?? Jeg troede fandeme det var løgn! Hus Forbi damen forstod gudskelov slet ikke, hvad der blev sagt, men det gjorde jeg! Og jeg var målløs.

Min målløshed gjorde mig helt handlingslammet, så jeg lod dem bare gå forbi uden at sige et ord til dem... Men kun nogle sekunder jo... Så lod jeg trygt min vogn stå ved "Hus Forbi damen" og vraltede 20 meter ind i butikken, hvor jeg fandt de to frække damer kigge på buketter.

Jeg stillede mig hen ved siden af dem og sagde så "Det var faktisk mig som gav hende den kop kaffe derude. Hun frøs i kulden"

Ingen af de frække damer så pludselig ikke så frække ud mere. De kiggede blot spørgende på mig, så jeg fortsatte:

"Jeg blev simpelthen så vred over det i sagde med kaffen! Hvad bilder i jer ind at tale sådan om hende og så lige foran hende. Den stakkels dame bruger alt sit mod, sin tid og står og fryser for at tjene skide 20 kr. for en avis, der kan hjælpe hjemløse i Danmark. Og så ydmyger i hende sådan. I kan fandeme ikke være det bekendt! Og i kan fandeme være glade for, at hun ikke forstod, hvad i sagde".

Så vendte jeg mig om og vraltede mod udgangen, mens jeg kunne høre den ene ikke så frække dame sige "Altså... det kunne vi jo ret beset ikke vide"

Nææh... det kunne de sikkert ret beset ikke. Jeg ved ikke om større viden omkring hjemsløse og deres indsats for et værdigt liv havde gjort nogen forskel for de frække damers Føtexoptræden. Men  jeg har min tvivl. 

Om ikke andet, så har de to frække damer da noget at sludre om over formiddagskaffen nu. De kan sikkert blive enige om, at hjemløse nasser og handicappede er ubehøvlede ;-) Mit ønske må være, at de to damer vil nøjes med at TÆNKER tanker næste gang, de har en holdning til en hjemløs (foran den hjemløse)

Vi skal opføre os ordentligt! Allesammen!

Vi skal passe på hinanden! For ingen ved (ret beset), hvornår man trænger til at få en kop kaffe stukket i hånden.

Og så skal vi reagere, når folk opfører sig uværdigt over for andre. Flygtninge, børn, ældre... tjah alle sådan set! 

Jeg har opbrugt min kvote af ordet "fandeme" for i dag, så nu vil jeg sgu bare gå ud og bage pølsehorn!

Lad mig begynde med at slå fast, at sådan her så min vinterferie ud på facebook. Lutter idyl, dejlige børn, fantastisk vejr og en mand, som... ham vender vi tilbage til, for han passer ikke helt ind i Facebookferien.

​Vi HAVDE nogle fine dage i sommerhus, men jeg kan afsløre, at selvom Peter og jeg de sidste 21 år har holdt samtlige ferier sammen, så kan han altså være en klaphat, når man sidder i et sommerhus på 54 kvm i klitterne langt fra alt. Det vender vi også tilbage til...

Den gode del af ferien indholdt RO, langsomme hjerteslag, grin, spil, rødvin, blå himmel og sol.

Vi har holdt ferie i sommerhuset i mange mange år og glæder os hver gang. Den her gang var bare ligesom anderledes. Jeg ved egentlig ikke hvorfor, men Peter og jeg oplevede de 54 kvm som meget småt. Især når vi skulle være der begge to. Han gjorde hvad jeg ikke sagde og smilede ikke nok på de rigtige tidspunkter. Mig? Jo jeg var.. eller jeg ved ikke rigtig hvad jeg var, ihvertfald irriterende!

Når Peter og jeg har for lidt plads og for meget af hinanden, så siger vores fælles overenskomst, at "Mor og far kører lige en tur...", og så udveksler vi synspunkter!

Således også ved kølerdisken henne ved købmanden, hvor vi endte med ikke at købe noget, for det kunne vi såmænd heller ikke blive enige om. Uanset, hvor uenige vi var, så spillede vi dog wordfeud mod hinanden. Det gør man nemlig, når man er i sommerhus! I wordfeud behøver man ikke tale sammen, og man kan ikke bebrejdes for at skrive "so", "sæk", "tåbe" og "fjols" til modspilleren. 

Men man må ikke snyde i wordfeud. Det må man altså ikke! For at give jer et indtryk af, hvor træt jeg var at Peter, så lad mig afsløre, at jeg var milimeter fra at hente en snyde-app til wordfeud, så han i det mindste ikke skulle have fornøjelsen af at vinde over mig.

Ovenpå sådan en ferie med både sol og skrål, var det dejligt at komme hjem og indløse nogle af Peters fødselsdagsgaver.

Peter havde fødselsdag i fredags, den dag vi tog hjem, og jeg gav ham bla. 250 stk kys, som han ER begyndt at indløse :-)

Endvidere fik han en "omgang" parterapi. Det er simpelthen den bedste gave ever. Giv den til din mand, som hader at spille og lave puslespil. Hæld en whisky op og insister så på at dette er en fællesopgave, og at i vil være som nyforelskede, når parterapiopgaven er løst!

Alle følelser kom i spil (se billederne nedenunder), og selvom vi faktisk har givet op med puslespillet, så har vi heller ikke denne gang givet op på hinanden (og gør det sgu nok heller aldrig :-) 

SÅ! Nu har jeg afsløret, at min facebookferie ikke altid stemmer overens med den virkelige ferie. Vi fik renset ud oppe mellem klitterne og har sluttet af med en fantastisk weekend herhjemme (og det passer altså!!)


obs: det er altså sindssygt svært at lave et puslespil, der ikke indeholder hjørner og hvor alle brikkerne er røde - i skulle prøve det!

For fem minutter siden sad vi ved køkkenbordet, hvor vi lavede perleplader og dryppede med stearin, mens vi sang "Hjulene på bussen..."

For fem minutter siden hjalp jeg med at lægge tøj frem om aftenen og vaskede børnenes hår.

På de fem minutter er der gået 10 år. 

Og nu er Jeppe er lige tager til gallafest, mens Freja har haft besøg af en god ven fra klassen. Hagesmæk og trehjulet cykel er åbenbart "so much last year" og konverteret til butterfly og kværn :-)

Jeg har jo fået gang i det der træning igen. Takket være min fysioterapeut har jeg fået modet og lysten til at træne igen. Og jeg har virkelig været standhaftig og vild med konceptet.

Lige indtil i torsdags!

Torsdag morgen havde Peter og jeg den sædvanlige debat om, hvem der skulle morgenlufte hanhunden Sofus. Det endte med, at jeg tog en fælles beslutning og blev enig om, at jeg trillede en tur med hanhunden. 

De andre kørte afsted i skole, mens jeg steg på cyklen uden dropfordsstimulator, men med cykelhjelm. Jeg kan allerede her tidligt i indlægget afsløre, at det med cykelhjelmen skulle vise sig at være en formidabel idé! 

Vi har en fast rute, Sofus og jeg. Det går langsomt, for Sofus er lige blevet ni år og opfører sig som sådan. Det var virkelig smukt morgenvejr med sol og rimfrost i græsset.

Og is på cykelstien! Glat usynlig is, som kun ventede på at fælde min cykel. Jeg nåede ikke engang at blive overrasket eller tænke i faldteknikker, før jeg knaldede baghovedet ned i asfalten med et brag. 

Jeg lå lidt og lå. Så kom jeg op på alle fire, samlede min cykelhjelm + stumper op i græsset, mens jeg kaldte urimeligt vredt på Sofus, mens jeg med ondt i skallen og vildt svimmel forsøgte at komme op at stå!

Det kunne jeg ikke, fordi is på en cykelsti er alt for glat for stive slappe ben, og også fordi jeg havde slået min hofte så meget, at jeg ikke kunne støtte ordentligt på venstre ben.

Jeg kravlede derfor ud i græsset og fik trukket min cykel med mig. Imens bandede jeg alle mennesker i mit kvarter langt ned i helvede for at bygge så store og dyre huse, at ingen har råd til at være hjemmegående, så de kan hjælpe en cykeltosse i nød...

Jeg gik (læs: vraltehumpede) hjem, og der var altså virkelig langt uden dropfodsstimulator. Jeg lagde mit cykelhjelms-kadaver på køkkenbordet til skræk og advarsel, inden jeg humpede i bad og tog på arbejde.

Det holdt jeg så til i en time, inden jeg blev sendt hjem af mine kolleger ringede jeg til min læge, som sagde "hjernerystelse" og bad mig om at tage den med ro uden fysiske udfoldelser og skærm i nogle dage. 

De dage er gået nu, og jeg kan endelig både gå på arbejde, skrive OG træne igen. Og de smertestillende piller har jeg ikke rørt i dag. 

Hold nu op, hvor blev jeg forskrækket og samtidig glad for, at jeg ALTID cykler med cykelhjelm.

Jeg besluttede mandag morgen at vente en uge med at åbne min træningskuvert fra min fantastiske fysioterapeut. På grund af knaldet i låget har jeg ikke kunne opnå sidste uges målsætning. Den kuvert må i vente til på mandag med at få :-)

Men i må få et stort stædigt rødt hjerte at kigge på. Jeg fandt det i min have i torsdags (den store cykelstyrtsdag). Det er et julehjerte som fløj ud af vinduet i december. I torsdags lå det i solen i min elskede have og lyste rødt, beskidt men uden alvorlige skrammer. Det tæller da også ik?!

​Så blev det mandag igen og dermed åbning af ny træningskuvert fra min fantastiske fysioterapeut. Jeg ELSKER mandag morgen!

I denne uge skal jeg holde balancen! Eller rettere sagt, hele Cirkus Holmboe skal holde balancen. Vi skal spille med balloner. 

Da jeg åbnede kuverten, tænkte jeg i mit stille sind "Nååh.. det bliver en mild og måske lidt fesen træningsuge men med masser af grin og konkurrence"

Min fysioterapeut havde så tænkt det samme!
For da jeg ankom til træning i morges for liiige at træne mine ben i to maskiner, inden jeg skulle videre på arbejde, mødte jeg min fys som storsmilede til mig. Vi nåede dog ikke at tale sammen, inden jeg gik ind og trænede. Men pludselig stod hun og viftede med en kuvert i hånden.

En stor, tyk og tung en af slagsen. Hun afleverede den med bemærkningen "Her er lige lidt ekstra til ballonudfordringen - nu når du gir' den så meget gas... Husk at dele med dit cirkus ik?"

Jeg åbnede straks kuverten og brød ud i grin! Min fysioterapeut er ganske enkelt den reneste udgave af motivation og betænksomhed :-) 

Jamen, jeg går da bare i gang så...

- med at spise min Snickers på arbejde og kigge langt efter resten i kuverten...

Den her træning er altså ikke noget at grine af, men bliver alligevel sjovere og sjovere :-)

Livet er sgu godt nok - især om mandagen her i Cirkus Holmboe!