og du kan tydeligvis også se mig. Vi ser bare ikke på hinanden. 

Din hund står nemlig med krum ryg og skider, hvilket automatisk får dig til at kigge på fugle, falmende træer, biler og dine fingernegle. Du samler ikke den dampende lort op! Du ser den jo ikke!

Da jeg når op på siden af dig, ser du heller ikke mig! Vi hilser ikke på hinanden! Eller... jeg siger "hej", inden jeg i min kørestol navigerer udenom din hunds maveindhold. Det er umuligt at få øjenkontakt med dig. Du kigger blot flygtigt ud af øjenkrogen, mens du husker, hvor travlt du har.

Vi har mødt hinanden før. Vores hunde har ovenikøbet mødt hinanden før og udvekslet numsedufte, alt imens vi to høfligt udvekslede ligegyldigheder om vejret og søde hundenavne. I dag vælger du ikke at se mig. Du kender mig ihvertfald ikke og føler ikke behov for at hilse. Det føltes ret sært og faktisk også forkert. 

Jeg ved ikke, om det er på grund af lorten eller kørestolen, at vi i dag ikke kender hinanden! Jeg håber, at det er på grund af lorten, for jeg er jo stadig bare mig, selvom jeg nu nogle gange lader mig transportere i kørestol.

Hvis det er kørestolen, der gør det svært for dig at hilse, så forstår jeg dig faktisk godt. Jeg synes nemlig også det er svært! Og jeg er endda sammen med kørestolen hver dag. Det er svært, fordi jeg hver morgen skal mærke efter, om det er en "gådag" eller "kørestolsdag", og jeg allerhelst bare vil gå for at undgå oplevelser som den med dig i morges. 

Jeg har faktisk været ligesom dig. Jeg har også været typen, som er gået udenom folk i kørestol uden at hilse. Jeg ville jo ikke give dem unødvendig stødende opmærksomhed. Jeg hilste jo heller ikke på alle dem, der ikke sad i kørestol. Jeg har nu lært, at det er alt andet end ubehøvlet at hilse på folk, der sidder i en stol med hjul. Det er nemlig ikke rart med et slag pludselig at være usynlig.

Jeg kan bedst lide at bruge min kørestol, når jeg er sammen med Peter, børnene eller når jeg er på arbejde. Der er jeg stadig mest tryg og mindst usynlig. Tryg er vigtigt for mig og synlighed er vejen frem. 

Og ja... jeg ved godt, at andre folks "øjenkrogsblikke" burde være uden betydning, men det ved min selvbevidsthed ikke helt endnu. Jeg arbejder på det, smiler til folk, når jeg kommer kørende og bilder mig også ind, at det går fremad.

Jeg har lige pakket en lille "lortepose" til dig, kære hundelortedame. Den ligger i lommen bag på min kørestol. Så er jeg klar til at møde dig. Det KAN jo godt være, at det var lorten og ikke min kørestol, der fik dig til at tabe mælet og miste hukommelsen.

Jeg har lov til at håbe ik?!

Jeg har ret godt styr på mit shit lige for tiden. Efter at jeg er kommet hjem fra Ry for en måneds tid siden, har jeg fået mere energi, fordi jeg husker mine pauser, bruger min kørestol og træner mindre - men lige tilpas!

Derfor havde jeg også taget tjansen med at køre i Jem og Fix  i dag efter arbejde for at hente afdækningsplastic og malertape. Jeg parkerer min bil så tæt på butikken som muligt og så begår jeg første fejl.

Jeg lader både krykke og kørestol blive i bilen og går med danmarks stiveste venstreben ind i butikken, hvor jeg kort hilser med et nik på en far fra ældsteartistens tidligere klasse. Han nikker tilbage og lader blikket dvæle på mig, mens jeg vralter hen til den unge fyr ved kassen og spørger, hvor jeg kan finde mine varer.

Ung hjælpsom fyr springer op, forlader kassen og går med hastige skridt hen mod rækken med plasticafdækning og malertape. Jeg stavrer efter ham, og i det øjeblik han vender sig om og peger ned mod enden af gangen, falder jeg og smadrer knæet ned i gulvet. Jeg får mig hurtigt rejst igen og siger tak.

Siddende på hug ved malertapen med et dunkende knæ, mærker jeg pludselig et prik på skulderen. Der står klassekammeratens far, som jeg allerede HAR hilst på.

"ØØh nu kan jeg ikke undgå at se, at du går ualmindeligt dårligt! Jeg er nemlig alternativ behandler! Må jeg spørge, hvad du fejler?"

"Nej det må du da ikke, for jeg sidder lige og græder lidt indeni mig selv, for at ingen skal opdage mig. Men må jeg tape din mund til?"

Ej... det siger jeg naturligvis ikke. Jeg svarer høfligt "Jeg har sclerose", mens jeg overvejer, om jeg skal give mig til kende. Det når jeg så ikke, for han har et tilbud til mig...

"Altså øøh.. er den stationær eller er den i forværring? Uanset hvad, så fristes jeg til at spørge, om du har overvejet akupunktur"

Jeg svarer kort "ja", mens jeg på uhøfligste vis vender ham ryggen og vralter over til afdækningsplasticen. 

"Nårh!! og hvad siger din krop så til den type behandling" spørger den alternativt behandlende klassekammerats far så ret insisterende.

"Altså hør nu her bror lort, jeg er træt, har ret ondt i mit knæ og jeg svarede dig på spørgsmålet, om jeg havde OVERVEJET akupunktur. Men må jeg vikle dig ind i inddækningsplastic?"

Det siger jeg selvfølgelig heller ikke, men inden jeg når at sige andet, end at jeg kun var i overvejelsesfasen endnu, stiller han sig resolut om foran mig, lægger hovedet lidt på skrå og spørger så "Nåh men har du så tjekket noget ud omkring jordstråler?"

Jeg er nu helt klar over, at han ikke kan huske, hvem jeg er, og at det var mig, som var med til at rejse ham fra isen, da han væltede tungt på skøjter for nogle år siden under et klassearrangement, hvor han slog sig noget så nederdrægtigt..

Så jeg fortæller ham, at det har jeg ikke prøvet og vil heller ikke gøre det i fremtiden, for jeg tror ikke på, at jordstråler kan hjælpe mig... ligegyldig hvor mange stråler,han vil tilbyde mig.

"Jamen puha!!! Jordstråler er sandelig noget du skal undgå, og de findes i dit hus - om du vil det eller ej".  Hans sidste krampetrækning er at tilbyde mig at fjerne dem for mig.

Jeg takker atter nej, og med alternativmanden i hælene lander jeg ved kassen, hvor ung fyr atter har sat sig og tydeligvis har lyttet. Han sidder med et stort smil, da jeg kører dankortet igennem og spørger høfligt om knæet har det bedre.

Jeg går mod udgangen og alternativbehandlende far går ind i butikken igen og får sikkert handlet det, han skal have. 

Jeg bryder mig ikke om at blive antastet af en mand, som ude af kontekst og uden situationsfornemmelse vil redde mig fra sclerose midt i Jem og Fix, fordi jeg går grimt. Når jeg pludselig og ufrivilligt bliver viklet ind i en mand som i dag, så  føler jeg helt naturligt ikke trang til at søge det alternative.

Han ville nok også glo, hvis jeg sagde "Undskyld, men jeg kan ikke undgå at se, at du har ualmindelig grimme børn. Jeg er nemlig mor". Hvad kan han lige gøre ved det?

Sclerose kan ikke helbredes. Hverken af alternative behandlere, læger eller mig selv! Men jeg kan leve et fedt liv MED sclerose, hvis folk ikke blander sig utidigt, og hvis dem der vil blande sig lige husker at stikke fingeren i jorden - også for deres egen skyld!