Jeg var faktisk lidt i tvivl om overskriften til det her blogindlæg... 

Jeg ville egentlig have kaldt det "Haltefanden med skrumpehjerne", men det bliver så dramatisk og misvisende. Jeg lagde nemlig ikke ud med at halte!

For at illustrere, hvad det her blogindlæg drejer sig om, er det vel egentlig nok at vise det her billede fra kl. 18.10 i aften, hvor jeg for 4. gang står ved kassen i Kiwi for at handle til aftensmaden:

Kassemand: "Nåh er du der igen?"

Mig (lettere irriteret): Jah.. jeg havde lige glemt broccolien"

Kassemand: "Jamen købte du ikke en tidligere i dag?"

Mig: "Nej, det var salat og ..."

Kassemand: "ok, jeg syntes bare, at da du var her ved middagstid, så købte du en broccolli, men det er nok bare mig..."

Mig (nu med en fornemmelse af at blive overvåget): "Jah hø hø det er nok bare dig"

Kassemand (nu med et skævt smil): "Nåh anyway...Var det så det hele for i dag, eller..."

Her får han så øjenkontakt med den anden kassemand, der er omkring 18 år og derfor lidt ældre end ham selv - hvorpå de griner forsigtigt på den der "detersgulidtsjovtdether" agtige måde. 

Mig? Jeg gir' dem mit moragtige "jeg skal komme efter jer"  kærlige blik og afslutter handlen med at sige "Men jeg kan da i det mindste huske min kode"! Så betaler jeg "påbeløb" og halter ud til cirkusbilen med min ene og alene broccolli, hvor jeg ikke kan lade være med at smile lidt med lyd...

fandeme i orden måde at tackle en glemsom haltende kvinde, man allerede har ekspederet tre gange tidligere samme dag! 

Normalt er det ikke mig som handler, men billetsælgeren. Han var ikke hjemme, og jeg havde i et øjebliks kådhed SMS'et, at jeg både ville handle og lave mad i aften! Næste gang husker jeg at tage den indkøbsseddel med, som jeg har skrevet... Alle fire gange!

Jeg FIK lavet maden i aften. Vi spiste lidt sent, men det er ligemeget, for jeg fik lavet noget mad, der (til en afveksling) smagte af mere end god vilje og kærlighed :-) Og jeg fik faktisk også brugt begge de broccolli, jeg købte i Kiwi i dag. Og også salaten! I morgen tidlig skal vi prøve noget nyt! Corn Flakes med vand, for jeg ooorker ikke at hente de to liter mælk, jeg glemte at købe i dag!

Når man har migræne, så skal man føre dagbog over, hvor tit og hvor slemt den rammer på en skala fra 1-3. I dag tog jeg så min dagbog, som er tung af kuglepensnotater, samt min mor i hånden, og troppede op hos min læge.

Min læge og jeg havde nemlig lavet en aftale i torsdags om at skulle ses i dag. Hun ville godt følge med i, hvordan knolden og kroppen arter sig. Hun lagde meget betænksomt ud med at spørge "hvordan har hovedet det så i dag, Charlotte?". Derpå brugte hun de næste par minutter på at nikke indforstået til min fortælling om den forbandede lørdag, hvor jeg kastede op i min fars bil og tavst tog imod både den gigtsprøjte og morfinen som lægevagten "befalede". Hun havde tydeligvis allerede læst journalen om bræk, brok og bøvl.

Jeg kunne også fortælle hende, at jeg nu har det meget meget bedre, men stadig holder min egen lille fest på morfin, og at jeg endelig har fået sovet (trods en ulidelig kløe pga. "festmorfinen". 

Og så mente jeg, at det var min læges tur til at fortælle! Vise hvad hun er værd! Fortælle om al den hjælp, jeg må kunne få, som ikke inkluderer medicin. Min forventning betød, at vi sad og kiggede lidt på hinanden uden at sige noget overhovedet... 

Min mor mor brød tavsheden med et enkelt ord, som blev sagt højt og tydeligt. Det virkede i øjeblikket nærmest som var det en trumf, hun sad med: 

"akupunktur". 

Jeg elsker min mor! For det var åbenbart en så god idé, at jeg nu er henvist til smerteklinikken. Min mor sagde faktisk også "øjenlæge", så nu er jeg også henvist til en øjenlæge. 

Udover alle henvisningerne til det ene og det andet, fik jeg tjekket, at der er puls, og at mit D vitaminniveau er ok. Jeg gik fra lægebesøget  hånd i hånd med min mor og med en god fornemmelse i maven og troen på, at nu får jeg hjælp!

Der er bare det skideirriterende, at i slipstrømmen på det her forbandede migræneanfald befinder sig en krop, som ikke kan følge med. Den er så træt og slap og ber' så eftertrykkeligt om en pause. Jeg lytter til den og flytter lidt på den. Den er ikke vant til at være stille og gro fast. Den plejer at ville være med...

Vi har derfor væet nødt til at lave en aftale i de her dage, min krop og jeg. Vi lister ud i haven for at blive rørt, men kun når solen skinner. Vi tæller "forårsknopper" og graver forsigtigt  (og hemmeligt) i jorden efter nyt spirende liv fra blomsterløgene. Mit hoved heler i den friske luft og min krop får ny energi af solen. 

Og vi glæder os i denne tid! For lige om en fem minutters tid er det for alvor forår. Det handler bare om at holde balancen og stå distancen!

Alt for mange migrænepiller, treo og andet tilgængeligt smertestillende har i denne uge været mit primære fødeindtag.

Forkert og usundt - jovist! 

Joken om at smerte bare er en tilstand i hjernen, har i denne uge fået en helt ny og alvorstung betydning for mig...

Aldrig har jeg haft så ondt i hovedet i så mange dage. Og aldrig er jeg gået så meget i panik over det. Jeg ved da godt, at jeg højst må tage ni migrænepiller i måneden, for det siger min læge dr. Clooney meget bestemt til mig. Jeg ved også, at det ikke er smart at spise de der små sovepiller hver aften, for det fortæller min krop mig om morgenen, når jeg skal ud af sengen. 

Men den blev bare værre og værre - migrænen! I løbet af ugen har jeg trods det været på arbejde og siddet til møde med lukkede øjne, fordi min hjerne føltes som om den voksede så meget, at jeg frygtede at, øjnene ville hoppe ud af hovedet på mig.

Jeg har i ugens løb også "underholdt" min familie med lyden af ynkelig fysisk elendighed, når de har skullet lægge ører til mig i færd med at kaste op, fordi hovedet gør ondt helt ned i maven.

Min desperation fik mig til sidst til at kapitulere og tigge om en akuttid hos lægen, fordi jeg faktisk var bange for, at det var noget helt andet end migræne - noget andet og meget værre. Min læge kunne se mig sidde og ryste og græde, mens jeg holdt mig til hovedet. Hun "tilbød" derfor en indsprøjtningsprøjtning med gigtmedicin, som ville tage smerterne ret hurtigt.

Det takkede jeg nej til! Bivirkningerne var nemlig de samme som symptomerne fra migrænen + lidt diarre. Og så tog migrænen og jeg hjem og græd lidt igen...

Det var dumt gjort af mig at sige nej tak - rigtig dumt gjort! For i går sad jeg istedet hos lægevagten. Mine bekymrede forældre kørte mig derned. Jeg nåede både at kaste op i bilen og i rabatten af smerte. Jeg kunne ikke åbne mine øjne, og jeg rystede helt vildt med en krop uden kræfter. Ikke et ord blev der sagt hele vejen derned andet end suk og dybe vejrtrækninger.

Den rare vagtlæge kiggede på mig, lyttede til min protest mod mere medicin, og sagde så:

"Du er vist i forvejen ret godt fyldt op med migrænemedicin, som åbenlyst ikke virker. Du skal have den her sprøjte og noget morfin. Din krop kan ikke holde til, at du har så ondt. Sclerosen kan vise sig at reagere på det, og det vil være rigtig dumt ik?!"

Jeg nikkede stille, og så fandt han en sprøjte med gigtmedicin frem og bad om min højre balle. Den fik han, og som gengæld fik jeg en recept på fire dages morfin.

I nat har jeg sovet fantastisk uden "hjælp", og i dag har jeg - uden migræne - cyklet en tur med nogle af dem, jeg elsker! Jeg har også nydt søndagssolen i haven og rost både mine små forårsløg for at vise sig netop i dag, og også yngsteartisten for at bage en lækker (meget sød) kage.

Jeg vil aldrig aldrig mere proppe mig med medicin, som jeg egentlig godt kan mærke ikke virker. Jeg lover mig selv, at det er sidste gang. Og jeg lover at lytte til min læge, og ikke bare anse hendes anvisninger og hjælp som "skrub af medicin". Det lover jeg mig selv (og min familie).

Når enden er go' (og højre balle gør nas), så er alting godt igen!

Det har været en uge med én altoverskyggende begivenhed. Terrorangrebet i København. Et virvar af meninger og teorier er i kølvandet på denne forfærdelige dag blevet vekslet her og der og alle vegne. Jeg har prøvet at følge med udfra billeder, artikler, folks ytringer samt endeløse TV transmissioner fra den dag, hvor terroren ramte Danmark. 

Og jeg tænder stadig for nyhederne på TV og følger med, fordi det rører mig og skræmmer mig. 

Og jeg taler stadig med venner og familie om, hvad det mon kommer til at betyde, hvorfor det er sket og hvad vores rolle er.

Og jeg læser også igen og igen de seneste opdateringer på onlineaviserne (lige fra  Ekstrabladet, politiken til Kristeligt Dagblad såmænd) og prøver at forstå.

Men jeg forstår ikke! Jeg forstår ikke alt det, der er sket. Det værste ved ikke at forstå, er at jeg ikke kan finde svar at give mine børn, når de undrer og bekymrer sig. Jeg ved, at de alle tre er gamle nok til at mærke og forstå, at det der er sket, det er ikke godt, det er faktisk rigtig skidt. 

Hvad skal jeg svare? Mine tanker og indre formuleringer bliver pustet op til en skrøbelig ballon af omsorgsfuld snak og lidt lyserødt klæbrig varm luft, alt imens den hudløse ærlighed pakkes hårdt i geværet klar til at skyde med skarpt. 

• Hvor skidt er det mor?  
  
• Er terror i København værre end terror i Syrien, hvor de sgu da også dræber børn, mor?
  
• Tror du det sker igen mor? 
  
• Ikke her vel? Kun i København ik?!
• Hvorfor synes nogle nu, at alle muslimer er dumme og skal tage hjem?
  
• Var de så også det, inden ham den unge  lavede terror?
  
• Hvad er terror i det hele taget mor?

Jeg har indtil nu været ærlig, tænkt over svarene, jeg skulle gi' og derpå tydeligt sagt "Jeg ved det ikke skat" 

Jeg ved nemlig ikke helt, hvor skidt det er, eller om det sker igen, eller hvad terror egentlig er. Mindst af alt har jeg dog svært ved at forklare mine tre unger, hvorfor nogle i Danmark bruger en retorik omkring alle danske muslimer, der mest af alt virker som om "capslock" knappen er trykket kronisk i bund, så "ALLE KAN SE AT JEG ER VRED; OG MENER HVAD JEG SIGER".

Det passer ikke ind i den måde, jeg ønsker mine børn skal indgå i relationer på. Jeg er overbevist om, at høj tale ikke tydeliggør budskabet, og at alle har ret, men ikke pligt til at ytre sig. Georg Metz siger det faktisk så fint sagt i en af de mange artikler, jeg har læst den seneste uges tid (den kan læses her)

Mine børn har skolekammerater. Gode venner. Nogle af dem er mørke i huden, nogle faktiske helt sorte og så er der dem, som er ligeså blege som dem selv. Nogle tror på Messi, andre på sig selv, og så er der dem som tror på Jesus eller Budda, Thor og andre på Allah. Jeg er sikker på, at dem som tror på Allah, hverken tror mere eller mindre på Allah end for en uge siden. De tror allerhøjest lidt mindre om sig selv og endnu mindre på nogle af danskerne... 

Jeg vil bare så gerne have en lim, der kan klæbe de adskilte, løsrevne stumper af mine børns tanker og bekymringer sammen. Så vil jeg forvandle de tanker og bekymringer om til en sammenhængende fortælling om, at det hele nok skal gå. At verden ikke er af lave. At de skal blive ved med at lege og tro på, hvad de vil. Intet er forandret. Alt er godt, og alle er gode ved hinanden - også i Syrien!

Det vil jeg så gerne kunne fortælle mine børn med hudløs ærlighed!

Alle kvinder med respekt for sig selv har en klar holdning til pligter, opdragelse og regler. Også jeg! 

Der er ingen tvivl om, at emnet er sindsygt vigtigt og nødvendigt at dele med andre ligestillede. Ihvertfald scorer det højt i top ti over vigtige samtaleemner, når kvinder mødes.. Det er dog yderst sjældent et emne, hvor der opnås buldrende enighed. Men det er ligemeget! Det vil aldrig kunne lade sige gøre, for vi er ikke gift med den samme mand, har ikke de samme livsvilkår og vores egne børn er altid de bedste! Alle spejler sig i hinanden og i hvertfald i sig selv.

Hvor mange pligter skal ungerne have?
Hjælper regler og hvorfor?
Hvad skal de have for besværet?

Jeg har som nævnt også en holdning til disse tre spørgsmål. Jeg er med på, at  min mening om "pligter og regler" vækker genklang hos nogle, stille måben hos andre og garanteret også anledning til samtale, når jeg er gået hjem :-) Det er helt ok for mig. Ingen familier er ens. Ingen familier gør tingene ens og ingen familier er efter min bedste overbevisning bedre end andre. Vi gør vel alle vores bedste?!

CIRKUS HOLMBOES REGLER     

• Hvis du slår dig under træning – Pust, tør øjnene og fortsæt
• Hvis teltet mangler pløkker – fiks det
  
• Hvis du er træt – hvil
  
• Spis din dessert – det gir´energi
• Grin når du kikser
• Smil når du lander
• Hold hvad du lover
• Brug hvad du har
• Der skal være plads til alle
• Ved mangel på popcorn - brug din fantasi og skaf noget andet
• Fornøjelsens skyld er den eneste skyldfølelse du skal dyrke
• Hvis manegen flyder, tag en kost og fjern det uden brok
• Bryd ikke reglerne, men hvis du gør... gi' besked! 

Cirkus Holmboes regler gælder os alle, kommer os alle til gavn og gør nok især min hverdag lettere. Jeg er kvalmende bevidst om, at børn skal være børn med alt hvad der hører med af mariekiks, strømpesokker, flyd og nyd. Jeg er ligeledes bevidst om, at reglerne forpligter og kræver noget af os hver, men det gør fællesskabet også! 

For mig slår fællesskab alt andet med flere længder! Fællesskab kommer bare ikke af sig selv. Det skal dyrkes og plejes. Der skal opstilles nogle fælles betingelser (kald det bare regler) således, at alle føler sig som en ligeværdig del af livet i vores cirkus. Jeg mener i al ubeskedenhed, at vi har et fællesskab, der er til at forstå i Cirkus Holmboe. Det er  jeg både stolt af og mega taknemmelig for. 

Hvad er reglerne hos jer? Er jeg den eneste som bedre kan overskue hverdagen, når den er styret af regler/aftaler for familien?

Altså inde i hovedet at forstå! Inde i hovedet er jeg tilmeldt Lillebælt Halvmarathon... Min far ryster sikkert smilende på hovedet, men ville med garanti ønske, at det var muligt :-)

For fem dage siden skrev jeg et blogindlæg, hvor essensen vel retmæssigt kan drosles ned til denne enkle sætning:

 jeg har fucking ikke tid - jeg vil gå NU". 

Jeg havde dagen inden modtaget min dropfodsstimulator, som virker på den sindrige måde, at den sender strøm ud i benet, hver gang jeg tager et skridt!

En dropfodsstimulator, som jeg i mit stille sind anså for at være "det sidste skud i bøssen" med hensyn til at komme til at gå ture igen. Jeg har i forvejen de såkaldte fesne hjælpemidler rollator og krykstokker. Jeg spiser for den sags skyld også "gåpillen" fampyra to gange dagligt. Alligevel har jeg i alt for lang tid ikke kunnet lokke mit venstreben med på tur...

Derfor skulle skuddet i bøssen altså også ramme plet. Den der elstimulatortingest havde bare at virke! Det gjorde den så ikke... Eller jo, den virkede efter hensigten med at løfte min fod op, hver gang jeg tog et skridt, men smerten fra strømmen, den forbandede... 

 Jeg er lykkeligvis omringet af folk, som ikke tillader mig at gi' op uden kamp. Min veninde måtte således kigge mig dybt i øjnene og fortælle, at den her dims, som jeg var så heldig at have fået, kun kunne blive en succes, hvis jeg tørrede øjnene, ikke allerede gav op, men begyndte at gå! 

"Succes er jo ligesom betinget af både dit held, men også forberedelse og kampgejst... vil du ha' mere kaffe Charlotte?"

Og så forberedte jeg mig. Jeg forberedte mig til at møde op på arbejde med min strømmaskine. Og jeg forberedte mig på alle de skridt, jeg skulle gå på arbejde med strøm bankende ind i mit ben. 

Det gik over al forventning. Jeg gik og gik. Jeg hentede sågar selv min kaffe! Smerten blev mindre og mindre i takt med, at jeg kunne mærke, at jeg hverken gik i stykker eller hældte til højre i en vinkel på 40 grader.  Jeg mærkede, at min venstre fod rent faktisk reagerede hensigtsmæssigt på de signaler som strømmen sendte ud til den, uden at jeg skulle bide tænderne sammen i smerte.

That's one small step for a woman, one giant leap for her and her family.

I går fik jeg min Bioness dropfodsstimulator. Jeg har været så spændt og forventningsfuld. Jeg har tjekket videoer på Youtube, jeg har spurgt i fora på Facebook, som ved noget om sådan en maskine, og jeg har ikke mindst ladet min begejstring over det, jeg fik ud af min søgning få frit løb.

Min skønne veninde og jeg tog derfor på baggrund af ovenstående lettere opstemt til Bandagistcentret i Risskov, hvor vi blev modtaget af en sød og meget kompetent bandagist, som førte mig ind i denne nye verden af strømførende hjælpemidler.

Mange, rigtig mange år med sclerose kombineret med diverse hjælpemidler, som er beregnet til at holde mig på benene, betyder at jeg nærmest har fået en stoisk holdning til det med at have ben, som kan mindre og mindre. Det er som det er, og det er noget jeg ikke kan gøre noget ved, andet at gribe en stok og slæbe dropfoden med...

Indtil igår!

Med et venstre ben udstyret med både blåt mærke fra mit cykelstyrt i sidste uge og en dropforsstimulator oplevede jeg det magiske. Der kom liv i min fod. Den kunne bevæge sig op. Jeg fik en "dropfod" erstattet med en "opfod".

Det var en meget mærkelig følelse. At sidde på en briks med en bandagist på gulvet som trykkede op og ned på sin sorte box, og derved styrede min fods bevægelser ved hjælp af noget strøm... Pludselig troede jeg for alvor på, at det her ikke bare var et ønskescenarie, men min nye virkelighed.

Hold nu op... 1000 tanker fandt vejen fra ønskescenariet over i virkeligheden, da jeg kom op at gå med "strømmaskinen" koblet til benet. Det føltes pænt ubehageligt, at jeg fik strøm gennem benet for hver skridt jeg tog. Men tankerne der samtidig poppede op i samme tempo vandt over ubehaget.

Frem og tilbage i en uendelighed i gangbarren, begyndte jeg i takt med antallet af skridt at tro på, at en gåtur i skoven ikke blot er noget vi "gjorde engang". 

Det er efterhånden blevet mere en regel end end undtagelse, at jeg får nogle over nallerne som tak for ulejligheden, når jeg drister mig ud i naturen. Benene vil ikke, kan ikke og gir' op. Men her oplevede jeg endelig et hjælpemiddel som hjalp mere, end jeg havde turde tro på.

Min sidste tanke i går aftes var da derfor også, at nu er det slut med fesne hjælpemidler - nu vender det!

Men da jeg vågnede i morges, vendte det desværre bare ikke min vej...

Problemet med virkeligheden er nemlig, at den oftest venter på en næste morgen. Ikke den virkelighed jeg havde fået skabt i mit hoved i går hos bandagisten, men den forbandede virkelighed med gangbesvær.

Mit ben kunne i dag nemlig slet ikke holde til dropfodsstimulatoren. Det føltes så uretfærdigt. Jeg prøvede igen og igen, men strømmen gjorde så ondt og hvert fucking skridt var som en råbende påmindelse om, at jeg har sclerose på en invaliderende måde, og at det altså gør ondt, at jeg bliver træt i både hoved og krop... 

Jeg har talt med både mine forældre og med to veninder i dag. Jeg har grædt, skældt ud og bandet. Alle lytter og forstår. De synes, det er så synd for mig, at i dag skal være dum. De siger alle, at jeg skal gi' det lidt tid. Jeg skælder dem alle ud og siger at "jeg har fucking ikke tid - jeg vil gå NU" Jeg har jo både set og hørt, at alle andre i verden kan bruge sådan en for pokker. På videoerne smiler de ovenikøbet! Jeg gider fandeme ikke være handicappet mere! 

Billetsælgeren skrev, som han plejer, i formiddags for at tjekke op på mig. Jeg svarede ham selvfølgelig, men ikke som jeg plejer...

Og jeg elsker også ham, for han tror på strømmen og siger at jeg bare skal følge med den. Han siger, at jeg virker! Med hans ord i tankerne, ved jeg at i morgen bliver anderledes. Jeg ved det! Dropfordstimulatoren er nu sat til opladning og er klar til når jeg skal på arbejde. I morgen vil jeg nemlig gå, og i morgen vil jeg igen fokusere på det jeg kan...

Er jeg mon den eneste, der har haft sådan en lidt dum start med en Bioness?

En helt almindelig mandag eftermiddag i februar.

Yngsteartisten sidder ved køkkenbordet og kigger ud i haven. Solen skinner og sneen ligger hvidt på terrassen. Vi er helt stille... og jeg nyder roen ved at være kommet hjem fra dagens forestillinger på diverse skoler i byen. Ingen snak eller larm - fantastisk!

Med munden fuld af en halv kanelsnegl, vender yngsteartisten sig pludselig om, kigger på mig og spørger:

Hvad er dit lykketal mor? Mit er 8, og jeg ved også, hvordan jeg lettest husker det! Altså hvis man tager min fødselsdag, der er jo to 2 ik?! Så tager man fem, som HAR været mit lykketal indtil 3. klasse ok?! 
Hvad gir' det så mutti?

Jeg svarer åndsfraværende "syv", mens jeg samtidig forsøger at lytte til ældsteartisten, som netop har påbegyndt en beretning fra sit netop overståede købmandsbesøg. 

Ældsteartisten: "Altså han var helt ny, ham ved kassen.. jeg har ihvertfald ikke set ham før. Han var ret høj og..."

"Jeps Mor, det er rigtigt, det gir' syv! Men nu ved vi så også, at jeg ikke bryder mig om ulige tal, så..." yngsteartisten funderer stadig over lykketal.

Mellemsteartisten kommer ud i køkkenet og falder tungt ned på køkkenstolen med blikket rettet mod kanelsneglene. "Mor? Kører du mig egentlig til basketball i dag?". 

Mens jeg tjekker, om jeg kan imødekomme mellemsteartistens forespørgsel tænker jeg samtidig på, hvad mit lykketal egentlig er, og ældsteartisten fortsætter sin oprivende købmandshistorie:

"jeg tror, han var ret usikker på det hele, for han kom til at bippe mine varer ind to gange, og så helt opgivende ud, da jeg fortalte ham, jeg også skulle den der pakke tyggegummi, men da..."

yngsteartisten afbryder: "altså ulige tal er lort, så derfor runder man jo bare op til nærmeste hele tal!!" 

Her får jeg så et par indendørs sportssko stukket op i fjæset af mellemsteartisten... "Jeg kom til at gå udenfor i mine indendørssko mor. Tror du jeg skal vaske dem så?"  Ældsteartisten sukker og venter på taletid (igen).

Min hjerne føles nu som om, den begynder at smelte en lille smule ude i højre side. Ikke mere end at den vil kunne afkøles med lidt ro - bare lidt tavshed og kiggen ud af vinduet allesammen...

Men så ringer min mobiltelefon!

Ældsteartisten sukker (næsten lydløst) - yngsteartisten propper den anden halve kanelsnegl i munden, og mellemsteartisten.. joh han giver mig grinende Kristeligt Dagblad i hånden. Altså min telefon, hvori der befinder sig en sælger fra København, som hedder Morten. Han har en dejlig rolig dyb stemme og virker vældig flink. 

Jeg når lige at tænke, at det ville give mere og bedre mening at tage 10 minutter med ham i røret, end at sidde midt i en nedsmeltning. Men jeg  nøjes med pænt at takke nej til hans gode tilbud om avis. Vi når at blive enige om lidt af hvert og han når at fortælle mig, at han heller ikke ved, hvad hans lykketal er, og så et farvel og fortsat god dag. Røret "lægges på".
  
Ældsteartisten fortsætter nu ufortrødent "Mor hvor langt nåede vi? Fik jeg sagt, at der kom flere og flere i køen, og man kunne næsten mærke hans panik for ikke at gøre noget forkert. Han endte med at glemme at...." 

"Otte er altså et smukt tal. Det er også så pænt rundt!"

"12" tænker jeg! Det er 12 som er mit lykketal - nu husker jeg det endelig! Jeg kan mærke glæden ved at huske mit lykketal, men også at min hjerne med et alarmerende tempo fortætter sin nedsmeltning. 

"Jeg tager bare de andre sko på til basket mor, det skal du ikke tænke på..."

Lige inden jeg når at få formidlet et eller andet grimt om, at jeg egentlig lige nu er pisseligeglad med alle tal i hele verden, og at jeg er ligeså pisseligeglad med beskidte sko, både ude og inde, får jeg øjenkontakt med Ældsteartisten, som lægger en hånd på min arm, løfter det ene øjenbryn og siger 

"Jeg fik fire kr for meget tilbage. Kassefyren var forvirret!" End of story.

Jeg elsker min skønne datter, som gang på gang forhindrer sin mors hjerne i at nedsmelte ved blot at nøjes med at kaste et par stikord om livet og de oplevelserne det giver.

Og så kom billetsælgeren hjem. Han havde hverken beskidte sko, et særligt lykketal eller havde oplevet noget, som krævede kaskader af ord at formidle. Men han fløjtede! Han fløjter virkelig meget og ikke særlig rent...

 Engang smeltede min hjerne ikke udover kanelsneglene, bare fordi jeg hørte "lidt blandet" fra mit cirkus' hverdag. Engang havde jeg snor i det hele.

Engang vil jeg være sådan én igen...