Mere død end levende!

Alt for mange migrænepiller, treo og andet tilgængeligt smertestillende har i denne uge været mit primære fødeindtag.

Forkert og usundt - jovist! 

Joken om at smerte bare er en tilstand i hjernen, har i denne uge fået en helt ny og alvorstung betydning for mig...

Aldrig har jeg haft så ondt i hovedet i så mange dage. Og aldrig er jeg gået så meget i panik over det. Jeg ved da godt, at jeg højst må tage ni migrænepiller i måneden, for det siger min læge dr. Clooney meget bestemt til mig. Jeg ved også, at det ikke er smart at spise de der små sovepiller hver aften, for det fortæller min krop mig om morgenen, når jeg skal ud af sengen. 

Men den blev bare værre og værre - migrænen! I løbet af ugen har jeg trods det været på arbejde og siddet til møde med lukkede øjne, fordi min hjerne føltes som om den voksede så meget, at jeg frygtede at, øjnene ville hoppe ud af hovedet på mig.

Jeg har i ugens løb også "underholdt" min familie med lyden af ynkelig fysisk elendighed, når de har skullet lægge ører til mig i færd med at kaste op, fordi hovedet gør ondt helt ned i maven.

Min desperation fik mig til sidst til at kapitulere og tigge om en akuttid hos lægen, fordi jeg faktisk var bange for, at det var noget helt andet end migræne - noget andet og meget værre. Min læge kunne se mig sidde og ryste og græde, mens jeg holdt mig til hovedet. Hun "tilbød" derfor en indsprøjtningsprøjtning med gigtmedicin, som ville tage smerterne ret hurtigt.

Det takkede jeg nej til! Bivirkningerne var nemlig de samme som symptomerne fra migrænen + lidt diarre. Og så tog migrænen og jeg hjem og græd lidt igen...

Det var dumt gjort af mig at sige nej tak - rigtig dumt gjort! For i går sad jeg istedet hos lægevagten. Mine bekymrede forældre kørte mig derned. Jeg nåede både at kaste op i bilen og i rabatten af smerte. Jeg kunne ikke åbne mine øjne, og jeg rystede helt vildt med en krop uden kræfter. Ikke et ord blev der sagt hele vejen derned andet end suk og dybe vejrtrækninger.

Den rare vagtlæge kiggede på mig, lyttede til min protest mod mere medicin, og sagde så:

"Du er vist i forvejen ret godt fyldt op med migrænemedicin, som åbenlyst ikke virker. Du skal have den her sprøjte og noget morfin. Din krop kan ikke holde til, at du har så ondt. Sclerosen kan vise sig at reagere på det, og det vil være rigtig dumt ik?!"

Jeg nikkede stille, og så fandt han en sprøjte med gigtmedicin frem og bad om min højre balle. Den fik han, og som gengæld fik jeg en recept på fire dages morfin.

I nat har jeg sovet fantastisk uden "hjælp", og i dag har jeg - uden migræne - cyklet en tur med nogle af dem, jeg elsker! Jeg har også nydt søndagssolen i haven og rost både mine små forårsløg for at vise sig netop i dag, og også yngsteartisten for at bage en lækker (meget sød) kage.

Jeg vil aldrig aldrig mere proppe mig med medicin, som jeg egentlig godt kan mærke ikke virker. Jeg lover mig selv, at det er sidste gang. Og jeg lover at lytte til min læge, og ikke bare anse hendes anvisninger og hjælp som "skrub af medicin". Det lover jeg mig selv (og min familie).

Når enden er go' (og højre balle gør nas), så er alting godt igen!