Så kom de!

Stængerne, krykstokkene, hjælpemidlet...

De er store, pænt klodsede og ret sygehusagtige ved første øjekast, men jeg har ikke prøvet dem endnu... Har blot stillet dem hen i hjørnet, så de liiige kan vænne sig til at bo her i Cirkus Holmboe, indsnuse stemningen, genkende stemmerne og affinde sig med lugten i manegen...

Cirkushunden har snuset til stængerne, billetsælgeren har holdt dem i strakt arm og om lidt kommer der tre artister hjem og afprøver dem én efter én... Jeg kigger på og prøver af i aften. 
Det er godt nok! Godt nok med hjælpemidler, der forhåbentlig kan lette og øge min gangdistance. Og også rigtig meget "godt nok", at jeg lever i et land, hvor jeg bliver taget hånd om, når jeg når til erkendelsen af, at jeg har brug for hjælp - og ber' om den!

MEN lige præcis i dag har jeg lidt brug for at tvangs-repetere ordene fra min ven, som nærmest skældud-agtigt hele tiden fortæller mig, at:
 
"Man ser mindre handicappet ud, når man kan håndtere sin situation med et hjælpemiddel, end man gør, når man tydeligvis ikke kan håndtere situationen"

Jeg kan ikke li' skæld ud, så jeg vil gøre, hvad han siger... Jeg vil håndtere min situation med et hjælpemiddel, som både har "for" reflekser og "bag" reflekser samt et klistermærke fastsat, hvorpå der står, at Haderslev Kommune er ejeren. Jeg ejer ikke stængerne, men er glad for at jeg må låne dem. Lige nu er det en god følelse for cirkusdirektøren kun at låne :-)

Teløk mæ min kryk :-)

Her er den! Min cykel, som jeg har ventet hele vinteren på at komme ud at køre på. I dag skulle det være!! Til trods for, at cirkusdirektøren hverken havde "gode ben" eller havde indtaget nogen form for EPO eller anden drug kørte billetsælgeren en tur med mig. 

Vi cyklede sammen i solskin. Vi cyklede hverken stærkt eller særlig langt, men vi cyklede sammen, fordi vi ku'! Faktisk cyklede vi så langsomt, at billetsælgeren havde tid til  at tage billeder af mig som bevismateriale ;-)

Selvom cykelturen var forholdsvis kort, var jeg taknemmelig for mit hjælpemiddel - pedalerne! Som enhver cykelrytter med respekt for sig selv, har jeg klikpedaler på min cykel. 
Dette betyder, at mine fødder er spændt fast og skal "vrides" ud af pedalerne ved afstigning. Klikpedalerne og min rystende venstre  dropfod passer sammen som chips og cola, Sussi og Leo og sommer og sol! Mit venstre ben opførte sig som om, det var bagerste mand på en tandem... tilbagelænet og lidt ansvarsløs! men benet var tvunget til at dreje med, for det var jo "klikket" fast - så kan det lære det!!.

Pedalerne er for mig et superfedt hjælpemiddel, når jeg cykler, og som jeg faktisk overvejer at få på min dagligcykel også.

Tilbage i cirkusteltet måtte billetsælgeren og mellemsteartisten hjælpe mig af cyklen, for balancen var "helt fucked up", som mellemsteartisten så pænt udtrykte det, og venstre ben opførte sig som overkogt spaghetti... Men det er ligemeget, for jeg cyklede i solskin med ham jeg elsker, og mit venstre ben er kommet ind i kampen igen!

I morgen er det mandag, artisterne skal i skole for første gang i fire uger og mine musvitter i haven har SÅ travlt i deres redekasse. På onsdag kommer mine krykstokker og fik jeg sagt , at i morgen er det mandag...

Jeg var 8 år, da jeg fik min første stok. Den var ikke tænkt som et hjælpemiddel, for jeg var ikke handicappet. Jeg fik den af min elskede mormor, som købte den i en lille kiosk for foden af Himmelbjerget. Hun mente, at min bror og jeg selvfølgelig skulle have en stok hver, så vi kunne forcere Himmelbjerget på anstændig vis. 

Himmelbjergstokken VAR nødvendig og ret uundværlig for mig, for den blev gennem årene brugt som både stok, tryllestav, målpind i konkurrencer på vejen, pisk når vi legede hest, tamburmajor stav.

Himmelbjergstokken var mit legetøj og et godt minde om en fed tur med familien til "bjerget".

I torsdags var jeg i en noget anden "stokke" situation, da jeg var til møde hos kommunens visitator. Det er jo ingen hemmelighed, at jeg for tiden har et dumt ben. Selv Dr. Clooney kunne i fredags se, at der var plads til forbedring... Mødet hos den søde ergoterapeut resulterede i, at hun tilbød (læs: opfordrede) mig til at bruge krykstokke de dage, hvor benet er rigtig dumt.

Hold da lige helt kæft! Så er jeg jo handicappet. Tænk at mine egne stænger er så dumme lige nu, at jeg skal bruge ekstra stænger. Årh... mange tanker i mit hoved...  Allermest tanker om, at jeg nu er så synlig besværet af benet, at jeg har brug for et hjælpemiddel. Ikke et stykke legetøj, men et rigtigt hjælpemiddel!

Min største bekymring på vejen hjem var at skulle fortælle, at nu er jeg cirkusdirektør med et ekstra par "balance-stænger". Jeg besluttede mig for at være ærlig overfor ældsteartisten og fortælle hende, at jeg var både spændt på og lidt skræmt over at få krykkerne i den kommende uge. Mit fantastiske barn kigger på mig og siger "Det er da lige meget mor, den eneste forskel er jo bare, at nu kan du gå længere sammen med os". 

At ældsteartisten er så meget mere afklaret end jeg omkring, at et hjælpemiddel rent faktisk ER et middel til hjælp, har åbnet mine øjne, og gør, at jeg ikke sætter mig ned og går i stok. Jeg skal nok få kræfterne tilbage, for min fys og jeg har lavet nyt træningsprogram, og hvis ikke... så kan jeg jo alligevel gå længere nu hvis jeg tager alle fire stænger i brug...for det siger den kloge ældsteartist selv :-)

Jeg håber, at de nyerhvervede stokke bliver et godt hjælpemiddel, og jeg håber, at de vil gøre en forskel for mig på de "tunge" bendage.

Jeg vil, hvis/når jeg mærker en snert af selvmedlidenhed erindre mig ordene fra min gode ven, som også har sclerose og er synligt handicappet af det: 

Man ser mindre handicappet ud, når man kan håndtere sin situation med et hjælpemiddel, end man gør, når man tydeligvis ikke kan håndtere situationen.

Når jeg i svagt øjeblik tvivler på min kvindelighed med stok/krykker, vil jeg straks fremkalde mig dette billede og sende Dr. Clooney en varm tanke - den gode mand, for kvindelighed sidder jo ikke i en krykke, men inde i den som holder krykken ik'?

Her er de så - mændene! 
Mændene, som jeg med rette kan erklære for mænd af den rette støbning.

For 3 dage siden påstod jeg, at jeg på en uge kunne finde 10 mænd, som skulle hjælpe mig med at kysse sclerosen farvel. 

Jeg erkendte også, at det nok ville blive "op ad bakke" og kræve en stor indsats at finde disse mænd. Status er, at det har ikke været svært! Det har tværtimod været sjovt, hjerteligt og supernemt. Nogle af "mine" mænd har jeg lagt læbestift på, andre gjorde det selv, en enkelt fik konen til det og endelig har en enkelt været kreativ og brugt grøn smoothie som læbestift :-)

Men de gjorde det allesammen - lagde velvilligt læber til den grønne læbestift, truttede munden og kyssede sclerosen på vej - VÆK!! 

Dette her er ikke min fortjeneste. Det er mændene, som skal hyldes og beundres, for ikke én eneste har sagt nej eller været i tvivl, om han ville hjælpe mig. 

Lad mig derfor præsentere 10 mænd. Mænd fuld af mod og vilje til at hjælpe mig i kampen med at sende sclerose kærligt afsted <3

10 mænd med grønne kyssende læber! De er alle mænd, som er del af mit liv, som hver på sin måde gør en forskel, får mig til at grine, giver mig energi, styrke og perspektiv. Tak til Jer for indsatsen! 
I salute you all <3

Seniorartisten (alias min elskede far), som ALTID er frisk på at hjælpe, give kram,  lave lidt fis og ballade, grave et hul til min misundelseskasse nr. 3, bruge en formiddag i selskab med grønne bøsser sammen med mig og ikke mindst forgude vores tre artister:-) Han er en rigtig mand, og den første i mit liv. Han fortjener bifald og kærlighed for sin indsats i kampen mod sclerose. 

Kasper Vestergaard alias manden bag den fantastiske kogebog "MS KOST OG LIVSSTIL", som sælges via scleroseforeningen, hvor du også kan læse Kaspers historie sagde ja til min idé om at kysse sclerosen farvel. Kasper har selv sclerose og er en af mine venner, som jeg sætter stor pris på. Tjek MS KOST OG LIVSSTIL siden på fb og bliv inspireret. 

1000 tak Kasper, fordi du lod dig overtale til at give mig et grønt kys. Da Kasper jo er mad man(d) er kysset naturligvis lavet af grøn smoothie :-) Genialt min ven!!

Anders Munck er min nye gode ven, som jeg bruger rigtig meget tid sammen med. Anders er min "snakkeven". Vi er nemlig blevet kolleger i Radio MS, hvor vi er værter på et program som hedder "Cirkus". Anders var med på ideen med grønne kys det samme, og det er jeg superglad og taknemmelig for. 1000 tak for det kære Anders :-). Jeg regner med, at du er frisk, hvis jeg finder på noget andet, hvor du kan gøre en forskel :-)

Radio MS er en radio for folk med Sclerose, deres pårørende og andre interesserede. Det er værd at klikke ind på, da der findes mange spændende, berigende og interessante udsendelser derinde. Klik ind og lyt :-)

Her er ham, jeg elsker og hører sammen med. Tillad mig at præsentere billetsælgeren. Manden som sørger for at enderne hænger sammen, cirkusteltet er fastnet med pløkker, dyrene bliver fodret og at de bolde jeg taber under jongleringerne bliver grebet. Han griber mig, trøster mig, griner med mig og puffer mig kærligt fremad... Tak fordi du dag efter dag påtager dig tjansen med at sælge billetter og bifalde mine underligheder med vores cirkus ;-) 

-og "underligheder" er der gudskelov nok af i Cirkus Holmboe ;-)

Allermest tak fordi du er min :-)

Denne dejlige tegning med både grønne og røde kys har Bent tegnet til mig (eller os med sclerose...) Klik på den og se mange flere fra Bents hånd :-)

Humor er en genial måde at overleve på! 

Ordene er Bent Brun Kristensens. Jeg lærte Bent at kende for efterhånden mange år siden, da jeg var klasselærer for han pragtfulde dreng Rasmus. Bent har en sublim evne til at se tingene fra den humoristiske side, og få sine "snegletegninger" ned på papir, så man ikke kan andet end at trække på smilebåndet. Bent er læge i Toftlund og forstår om nogen, hvorfor jeg gerne vil have ham til at kysse sclerosen farvel. 1000 TAK Bent, du er med til at gøre en forskel (sammen med din pragtfulde kone).

Roland Hachman er min rockstar med eget band, Tankespin. Han er min dejlige dejlige ven, som jeg må snyde mig til at have "kvalitetstid" med, for billetsælgeren stjæler ham altid, så de kan nørde sammen. Roland har indtil nu været min skønne ven i 8 år. Vi har arbejdet sammen, grinet sammen, grædt sammen og vendt verdenssituationen MANGE gange. Jeg elsker Roland for, at han vil hjælpe med at kysse sclerosen farvel. Måske han en dag laver en farvelsang, så sclerosen kan blive sendt afsted med fuld musik ;-) Tak Roland!! 

Tue er min ven. Tue er sød, Tue er skaldet og Tue er min muskelmand. Tue har en hund, den hedder Ozzy. Ozzy er sød, Ozzy er IKKE skaldet, men han er Tues muskel-hund. De passer sammen - godt sammen.. Begge blide, stærke og altid i godt humør.

Tue kan løfte mig i en arm, og ville gøre det, hvis jeg bad ham. Tue er indbegrebet af sundhed. Han ved alt, hvad der skal vides om ernæringsrigtig kost, korrekt træning og har tilbudt at tage mig under sine vinger og hjælpe mig med at få justeret lidt på træning og kost, så jeg kan måske igen kan få "gode ben"

Tue jeg er vild med, at du vil hjælpe med at kysse sclerosen farvel, både med kys, men også med at lave en sundheds"date" med mig, så jeg igen kan sparke røv med begge ben (forhåbentlig...)

Kim er den ærligste og mest kreative ven jeg har. Kim er typen, som giver hjemmelavede julegaver, tager de flotteste billeder og tegner som en drøm. Kim er gift med Susanne, som er min dejligste veninde og soulmate... 

Jeg er så taknemmlig og glad for, at de er en del af mit liv. Tak for kysset søde Kim, du er en ener! og tak fordi du altid, og jeg mener altid, lytter uden at give råd, råder (når jeg ber' om det) uden omsvøb og altid siger din mening. Du er en ægte Københavner... ;-) 

Thomas har  oplevet mig i nattøj og med morgenhår. OG det er ikke fordi Thomas er min hemmelige kyssekæreste...  Nej, han er min skønne nabo, som er tvangsindlagt til at overvære en del af Cirkus Holmboes optrædener og træningsseancer.

Thomas og jeg er enige om mange ting. Vi er blandt andet enige om, at iskold øl i solen er sundt, at jeg synes havearbejde er sjovere end han synes, og at han til enhver tid ville kunne banke mig sønder og sammen i basketball, som er hans store interesse. Jeg er superglad for at det er forår nu, så vi kan få en iskold øl i solen. 
Thomas tusind tak for kysset - jeg skylder en øl ;-)

Selvfølgelig skal Ib og verner være med. De er jo også mænd og tilmed en vigtig del af mit liv...
De er faktisk mere mænd end mange af de mænd, jeg ellers kender. Hvor mange vil kunne udholde at stå begravet i sne uden at kny, blive sparket til af dumme børn, grinet af og glemt hver vinter... Det kan Ib og Verner, og derfor fortjener de at komme med i min klub af "modige mænd i mit liv", som kysser sclerosen farvel.

Dagen i går var dum dum dum. Min date med Clooney gik helt skævt, for vi havde slet ikke fået forventningsafstemt seancen, inden vi mødtes. Dagen i går er død og begravet, for jeg vågnede i morges op til det vildeste solskin og fuglesang i haven.

Jeg har tænkt en del over min reaktion med tårer og afmagt, som jeg oplevede da Dr. Clooney talte om mere medicin og andet medicin... Det er ikke tanken om medicin isoleret set, som skræmmer mig, men mere tanken om, at jeg nu er i kategorien "dårligt gående". Jeg arbejder med erkendelsen og kommer til at gøre det i en rum tid endnu, men jeg kan samtidig mærke, at dagen i dag har været god for mig og givet mig energi til at kæmpe videre. Jeg har nemlig fået lov til at fylde den med ting, som gør mig glad...

• Jeg har fået fire mænd til at kysse sclerosen farvel, så nu mangler jeg kun en!
  
• Seniorartisten (alias min mor) stod pludselig med havesaks og handsker i min forhave, så nu er haven forårsklar :-)
  
• Vi har lavet snobrød, for ingen gad at hente Othellelagkage (det må blive i morgen;-))
  
• Jeg har lige spist min første Baklofenpille uden at skulle tage tilløb...
  

Jeg er lidt spændt på natten, men tror på, at det denne lille pille vil kunne hjælpe mig :-)

Dette skal betragtes som en lille status ovenpå på min "røv og nøgler"dag i går.  ALLE Jer som har tænkt på mig og skrevet til mig skal vide, at det betyder mere end I aner! Som en klog veninde skrev i går:  
No rain - no rainbows
og det vil jeg huske!

Snup en tudekiks fru Cirkusdirektør.. nej snup 10 og tør så øjnene :-(

Min date med Dr. Clooney forløb ikke efter planen med hyggesnak og bobler. Det startede ellers fint ud med, at billetsælgeren og han fik hilst på hinanden. Jeg kunne straks mærke den behørige sympati fra begge parter.

Så vidt så godt!! Daten indledtes med ros over mit D vitamin tal, at jeg ikke har haft attaks meget længe og at min MR scanning var fantastisk... men så stoppede festen...

Dr. Clooney bliver nødt til at teste styrken i mine ben to gange, da han kan mærke, at mit venstre ben er blevet enddog noget svagere siden sidste kontrol. Han beder mig endvidere om at lave en lille "gangtest", som heller ikke udløste klapsalver og kys på kinden. Jeg kan mærke stemningen dale og klumpen i halsen vokse, mens vi sidder og taler om denne udvikling. 

Mens jeg sidder og prøver at tage mig lidt sammen, siger Dr. Clooney så pludselig "Baklofen", som jeg ved fra andre sclerosepatienter er et muskelafslapningsmiddel. Han forklarer, at han vil udskrive en recept, så jeg kan få hjælp til mine natlige spasmer og uro i venstre ben. Jeg bryder HELT sammen og sidder bare og græder..Tårerne triller i en lind strøm, billetsælgeren sidder bag mig (klar til at "gribe") og Dr. Clooney kigger mig dybt i øjnene uden at sige noget et øjeblik. 

Mens jeg prøver at få styr på både vejrtrækning, tårer og makeup, siger han et nyt ord "Fampyra". Fampyra er en såkaldt "gåpille", som hjælper med til at øge ens gangsdistance. Det eneste jeg tænker er "ikke græde ikke græde, han vil hjælpe dig... nik og sig ok, for det ER ok, det BLIVER ok"

Men det ER fandeme ikke ok. Det er røv og nøgler. Det er møg-uretfærdigt at have den her sygdom. Jeg HADER den mere end noget andet. Og lige præcis i dag hader jeg den mere end nogensinde! Jeg kæmper og rider og styrketræner og spiser sundt og tænker positivt og fylder hver dag med rettidig omhu, men det føles i dag bare slet ikke som om det er nok :-(

Det skal nok blive ok... men i dag har jeg bare slet slet ikke lyst til at kysse sclerose farvel. Jeg har lyst til at spytte den i ansigtet, sparke den i skridtet og skære dens tunge ud - for den larmer i mit hoved og forstyrrer min krop!

Jeg er så ked af det, nej...  jeg er vred, opgivende og frustreret, for jeg havde slet ikke set for mig, at dagen i dag skulle udvikle sig sådan her. Jeg ved godt, at medicin er godt, at det er for at hjælpe mig, og at jeg skal være taknemmelig for, at der findes noget, som kan hjælpe, og at  Dr. Clooney skriver en recept fordi han ved, hvad der er bedst for mig. 

Dette var dagens status... Jeg vil nu grave ordene frem, som min gode ven skrev til mig tidligere i dag. Min gode ven som også har sclerose:

fokuser på hvad du kan, i stedet for at fokusere på, hvad du ikke kan!

Det vil jeg love mig selv at gøre, men ikke før i morgen. Idag vil jeg give mig selv lov til at være ked og sur. I morgen er jeg garanteret i kyssehumør igen og ser mere klart! Jeg vil i morgen fokusere på, at jeg endnu går for godt til at Fampyra er aktuelt for mig, og at det "bare" er noget vi har talt lidt om Dr. Clooney og jeg (indtil videre...)

Tænk hvis vi kunne! altså kysse sclerosen farvel...

Jeg ville personligt sørge for, at ihvertfald hele Sønderjylland op til Kongeåen var fri for sclerose. Jeg ville sige mit job op og lade min mission være at kysse, kysse, kysse i ét væk, så vi kan komme den her lortesygdom til livs.

Jeg vil give tantekys, tørre kys, tungekys, våde kys, kys med frisk ånde, lange kys, kærlige kys, bløde kys, varme kys... alle slags kys vil jeg gi, men kun ét til hver!!!

Scleroseforeningen har startet denne fantastiske kampagne, som hedder  

Klik på kysset ovenfor, så kommer du direkte til kampagnens facebookside. Tryk endelig "like", og nyd så billederne af de seks smukke kendte kvinder, som har givet deres tid, navn og støtte til denne kampagne. Det er fantastisk, og jeg er så taknemmelig for, at disse skønne kvinder vil stille op og være med til at skabe opmærksomhed omkring sclerose. 

Scleroseforeningen har for nogle dage siden sendt mig en pakke med "goodies", som skal være en hjælp til at kysse sclerosen farvel! Da jeg åbnede pakken, trillede den skønneste grønne læbestift ud. Jeg er helt vild med den og har brugt et par dage på at tænke over, hvordan denne grønne opmærksomheds-stift kan bruges bedst, så der skabes mest mulig opmærksomhed omkring kampagnen "Kys sclerose farvel" 

Jeg har fået en idé. Jeg har faktisk fået flere idéer til, hvordan jeg (forhåbentlig) kan være med til at skabe mere opmærksomhed omkring denne sygdom, og hvor dejligt det vil være, hvis alle ville hjælpe med at kysse sclerosen farvel.

Den første af mine idéer kom til mig i går morges, da en af artisterne sagde "Mor..Det er altså kun damer og børn, som er vilde med læbestift... det er da klart, at mænd ikke gider at prøve den..og så er den GRØN" Jeg tænkte "Det skal være løgn skal det!!!".

Derfor har jeg besluttet mig for, at inden der er gået en uge (fra i dag), så har jeg fået 10 mænd til at kysse sclerosen farvel med grøn læbestift på... fandeme! Vi skal have mændene på banen. De skal kysses og kysse. De skal også have en stemme og være med til at gøre en forskel i denne kampagne :-)

Det kan godt være, at sclerose rammer flere kvinder end mænd, men alle bliver ramt, også vores dejlige mænd... enten af sygdommen eller som pårørende. vi skal må ikke glemme vores pragtfulde mænd. Jeg kender ikke én mand, som ikke kan lide at kysse og blive kysset, så nu vil jeg i den næste uge give dem chancen for at  sende grønne kys afsted med god samvittighed - det er jo i en god sags tjeneste ik?

Jeg HÅBER så inderligt, at mit projekt lykkes, men tror ærlig talt, at projektet  "mand kysser sclerose farvel" vil blive besværliggjort en smule af, at jeg bor i den jyske provins... med lad os nu se!! 

Jeg gi'r ikke op, men kysser og kæmper videre - og vil naturligvis berige Jer med billeder af de modige, seje og fantastiske mænd, som forhåbentlig er med på idéen om at kysse sclerosen farvel.

Posten kom i dag med et brev! Det gør han tit, men i dag kom han med et tude-brev!!

Et tudebrev fra min Dr. Clooney. Tænk sig, han har skrevet et brev til mig. Det han skrev, gjorde mig så glad, at jeg simpelthen  begyndte at græde lidt helt for mig selv siddende på køkkengulvet med brevet i hånden.

Jeg har besluttet mig for at skifte termokaffen ud med champagne, for et brev som dette kræver bobler!

Det er så fantastisk og dejligt. 

Clooney håber jeg har det godt, og han glæder sig til at se mig...
Sødeste Clooney, jeg kan ikke mindes hvornår jeg har haft det bedre og du får et grønt kys på fredag - jeg lover!!

For bare tre måneder siden sad jeg ensom og alene på parkeringspladsen ved Sønderborg Sygehus med en kande termokaffe og lidt hjemmebag... Termokaffe som jeg med kærlighed havde brygget og forventningsfuldt set frem til at dele med min scleroselæge Dr. Clooney. 

Clooney og jeg HAVDE en date. Det var ihvertfald, hvad jeg troede. Han havde sågar sendt et brev til mig (ja ja ok... hans sekretær havde...), og jeg var SÅ klar til kaffe med Clooney... men han og jeg havde åbenbart misforstået hinanden, så det var med sænket blik og slæbende skridt, at jeg hankede op i min medicin og termokanden for at  sætte mig i Berlingoens bagagerum og drikke kaffen helt alene:-(

Jeg ved, at Dr. Clooney har travlt. Jeg har derfor i fredags tjekket med en af hans "piger", og hun siger, at han glæder sig til på fredag. Hvad Dr. Clooney ikke ved er, at jeg har besluttet mig for at tage billetsælgeren med denne gang. Billetsælgeren svigter ikke - aldrig, og jeg ved, at hvis der er kaffe tilovers på kanden, så deler han og jeg den siddende i bagagerummet, inden vi kører hjem :-) 

Jeg har brug for billetsælgeren på fredag, rigtig meget brug for ham. Jeg har nemlig taget min "nye" medicin i ca. 1 1/2 år nu, og skal på fredag have svar på MR scanningen, som lige er blevet lavet! 

Dr. Clooneys store brune øjne, beroligende smil og bløde hænder er ikke nok for mig på fredag, for jeg har mange spørgsmål. Spørgsmål, som jeg faktisk slet ikke har lyst til at stille, for jeg er både spændt på, og nervøs for, hvad han svarer. Jeg skal have min billetsælger med til at lytte og spørge om det, jeg ikke tør eller det jeg glemmer, for han lader sig helt sikkert ikke svømme væk i Clooneys brune øjne. Han holder fokus gør han! 

Jeg kender billetsælgeren og ved derfor, at han på fredag vil udvise rettidig omhu og holde sig pænt i baggrunden. Han tager højst én kop kaffe (i al ubemærkethed), mens han nyder forestillingen, hvor Dr. Clooney vil bede mig om at stå på ét ben, gå på line og lytte til hans vise ord. Men jeg ved også, at billetsælgeren sidder parat på kanten af stolen lige bag mig, klar til at smide både kaffe og kage, hvis jeg falder... og at the end of the day vil jeg faktisk meget hellere lande i armene på ham end på Dr. Clooney...