Hvem ville ikke være det???
Misundelse er en grim ting, og det passer, for det siger de voksne og jeg kan også selv mærke det i maven...

Misundelsesmave er en tilstand, som hverken panodiler, varmedunk eller kolde omslag hjælper mod... Jeg har med tiden lært at det eneste som for mit vedkommende hjælper er, at forsøge at sortere min misundelse i en af de tre kasser, jeg har inde i hovedet til dem, altså misundelserne. På den måde kan jeg for det meste navigere mig ud af min misundelsesmave...

Misundelseskasse 1 indeholder alle de misundelsesting i hverdagen, som jeg sagtens kan ændre. Lad os bare for nemhedens skyld kalde den kassen til bryster og bumser :-) Denne kasse er blandt andet proppet med min onde onde tanker om de af mine veninder, som altid har gylden fejlfri hud og smukt hår, mens jeg én gang om måneden ligner én med skoldkopper og uglet garn.

I kasse 1 ligger også min misundelse over pæne store bryster, venindens nye støvler, naboens potter ved hoveddøren smukt plantet med friske forårsblomster OG selvfølgelig misundelsen over alle dem, som hvert år får penge tilbage i skat! 
Kort sagt en blandet kasse misundelse. Det fantastiske ved denne kasse er, at jeg kan enten købe mig ud af misundelsen eller blot rense min hud og vaske mit hår ;-)

Misundelseskasse 2 er straks værre, for den indeholder alle de ting, som jeg har svært ved at gøre noget ved, og som jeg oftest må affinde mig med og blot acceptere som et vilkår. Jeg er for eksempel misundelig (dødmisundelig) over, at SÅ mange kan løbe SÅ langt, når jeg ikke engang kan gå en lille tur uden at holde pauser. Jeg kan bare ikke ændre det faktum og må derfor affinde mig med, at jeg er blevet hende, der hepper og står klar med vand og et æble ved målstregen. 

Misundelsesmaven går også amok, når jeg har lyst til at danse hele natten, men må nøjes at hænge i baren sammen med de mænd, som siger at "Det kun er folk, der ikke har råd til at stå i baren, som danser..." Som om!!! 
Inde i mit hoved er jeg The dancing queen", men in real life føler jeg mig mest som Onslow ombord på Queen Elisabeth II, i scenen hvor han giver den max gas på dansegulvet ;-)

Jeg har lært at affinde mig med løbe og danse-vilkårene såvel som trætheds- og koncentrationsvikårene, for jeg ved godt, at det er sclerosen der "vinder", hvis jeg i et svagt øjeblik rotter mig sammen med misundelsen og tror, vi kan vinde over den.  

Misundelseskasse 3 
DEN  kasse er speciel, for den ved jeg simpelthen ikke, hvad jeg skal gøre ved.. Egentlig er det slet ikke min misundelseskasse, men en kasse, hvor jeg på underligste vis opbevarer andre folks misundelse, kommentarer og meninger om min "situation" og mine valg. 

Denne kasse indeholder nogle folks misundelse og undren over, at jeg ikke arbejder mere end jeg gør, misundelse og undren over, at jeg altid er hjemme hos artisterne om eftermiddagen, undren over at jeg har så meget energi og altid er glad...
Misundelseskasse 3 bliver fyldt af andre på både raffinerede og mere, mildt sagt, kluntede måder, men fælles for måderne er, at de altid rammer rent, for jeg når aldrig at få paraderne op.

Jeg har efterhånden lært at denne 3. misundelseskasse lige så umærkeligt åbnes af andre, når jeg er mindst forberedt. Jeg åbner aldrig kassen selv, for det vil blot gøre mig ked af det og frustreret. 

Jeg har så tit lyst til at sige: "Hør her..Jeg er i flexjob og KAN ikke arbejde mere, jeg er træt træt træt og sover om eftermiddagen, når artisterne er hjemme. Jeg er IKKE glad og smilende altid, men kan jo ikke stå og ligne Alice Cooper på arbejde, når jeg skal undervise eller har huset fuld af artister med venner..." Jeg er ked af, at jeg er svimmel, har et dumt venstre ben, har en hånd som ikke altid "virker", døjer med migræne en gang om ugen (muligvis pga sclerosemedicin) + "alt det løse". 
Samtidig ved jeg, at det ikke er kampen værd, da det er rigtig svært at forstå min hverdag for  disse misundelige. Jeg tror at deres misundelse over mit liv ligger i deres misundelseskasse 1, og derfor ikke fylder så meget for dem, som deres kommentarer gør for mig... (hvis I forstår hvad jeg mener?) Jeg lader derfor være med at "svare igen" og nøjes med at læsse af til billetsælgeren.

Folk skal vide, at:

• Jeg accepterer, at jeg aldrig bliver bliver Danmarks svar på Marilyn Monroe eller Jyllands svar på Linse Kessler ;-)
• Jeg accepterer, at jeg ikke kommer med i Vild med Dans.
• Jeg accepterer, at jeg ikke længere kan vende forpustet hjem efter en løbetur, der lige skal opdateres på facebook eller i kalenderen. 
• Jeg accepterer, at jeg ikke kan udfylde et fuldtidsjob med de glæder der er af socialt fællesskab, udviklingsmuligheder og identitetsfølelse,
• Jeg accepter, at jeg/vi lever hver dag med uvisheden om, hvordan min sydom udvikler sig - om jeg kan gå om et år, om jeg bliver ved med at være svimmel, om jeg kan passe mit arbejde og min familie og og og

Men jeg kan ikke acceptere andre folks misundelse over mit liv, som de tror og forestiller sig det er, for man kan bare ikke med god samvittighed være misundelig på noget, man ikke har indsigt i eller i bedste fald kun kender en del af. Jeg har derfor besluttet mig for, at misundelseskasse 3 bliver tømt i denne weekend og lukket med imaginær gaffatape. 

Jeg har det sidste stykke tid brugt for mange kræfter på at være ked af nogle få folks ubetænksomhed og "bilden sig ind" at de ved, hvordan cirkusdirektøren lever sit liv, træffer sine valg og har det. Nu vil jeg give de folk lov til at finde noget andet at bruge tiden på - og ellers inviterer jeg gerne indenfor til hverdagen i Cirkus Holmboe

Hilsen fra en misundelsesværdig træt cirkusdirektør

Scleroseforeningen lancerer kampagnen ”Kys sclerose farvel”. Målet er at samle så mange penge ind til forskning, at vi alle en dag kan kysse sclerosen farvel.

Enhver, der har sclerose tæt inde på livet, har nok på et eller andet tidspunkt ønsket sig at kunne kysse sygdommen farvel.

Derfor lancerer Scleroseforeningen kampagnen ”Kys sclerose farvel”. Målet er at samle så mange penge ind til forskning, at vi alle en dag kan kysse sclerosen farvel.

Den nye kampagne kører i foråret samtidig med foreningens butiksindsamling – tidligere kaldet byttepengeindsamlingen.

Tjek kampagnens facebookside ud her: Kys sclerosen farvel og tryk meget gerne LIKE på fb siden :-)


Her kysser min far og jeg sclerosen farvel på vores tur rundt i Haderslev med de grønne (indsamlings)bøsser :-)

Lise og jeg, lige inden vi markerede mærkedagen!

Dagen i dag er en mærkedag for mig. En mærkelig mærkedag, som ikke fortjener at blive fejret, men alligevel skal den have den behørige opmærksomhed, den kræver! 

Den 9. april 1996 fik jeg diagnosen sclerose, så i dag er det præcis 17 år siden, at jeg som 24 årig sad sammen med en meget alvorlig gråhåret læge i et lille kontor på Århus Kommune-hospitals Neurologiske afdeling. Den gråhårede læge i sin hvide kittel havde kaldt mig ind på kontoret, efter jeg havde været indlagt tre dage og gennemgået scanninger, blodprøver, alskens tests. Det var helt tydeligt, at han havde en besked til mig, som ikke handlede om virus eller en uskyldig infektion. Han spurgte mig med lav dyb stemme, om jeg selv havde en idé om, hvad jeg kunne fejle... Mit svar var "Jeg kan næsten regne ud, at det er noget alvorligt, såååh... er det kræft i hjernen eller så'n noget?" 

Det føltes meget meget uvirkeligt, da han svarede "nej, det er ikke cancer, men du har en sygdom, som hedder sclerose! Har du hørt om den, Charlotte?" Dét måtte jeg svare ja til. Jeg kendte både til kørestolsbrugere, folk der ikke kunne spise selv og også dem, der ender på plejehjem som 30 årige... 1000 tanker fløj rundt og væltede over hinanden inde i mit hoved... Det eneste, som står helt klart for mig under den samtale er, at jeg på et tidspunkt kigger på ham den gråhårede, og afbryder hans talestrøm med ordene "ok ok... Jeg er så bare superglad for lige nu, at der trods alt er noget, der hedder handicapidræt!"

Sytten år er lang tid med en diagnose egentlig! Lang tid, når jeg tænker tilbage, og prøver at skabe overblik over, hvor alle de år er blevet af, hvad der er sket, og hvordan jeg har har brugt dem. For det er jo det jeg har! Jeg har brugt årene. 

De er blevet brugt meget forskelligt, årene altså! Nogle er blevet brugt på at holde skruen i vandet, andre er blevet brugt på at træffe valg, store valg, vigtige valg. Men fælles for dem alle er, at årene, såvel som valgene, har gjort mig til den, jeg er i dag. 

Særligt det seneste år har været et ganske specielt et af slagsen. Det har nemlig været startskuddet på den "rejse" jeg føler, at jeg er begyndt på... Den vildeste og mest spændende tur, hvor jeg har taget flere valg end nogensinde, hvor jeg har prioriteret og brugt min energi på en måde, så jeg blot har fået mere energi. 

En "rejse" som betyder, at jeg føler mig elsket og tæt forbundet til mit cirkus, samtidig med at jeg gir' mig selv mere plads og mod til at gøre de ting, som gør mig godt og glad. 

Det gør mig glad og fyldt med energi, at:

• Jeg har lavet Cirkus Holmboe-bloggen, som er blevet taget så supergodt imod.
• Scleroseforeningen har bedt om at må bruge min blog på deres hjemmeside.
• Jeg er blevet en del af Radio MS, som er en fantastisk radio for MS ramte, deres pårørende og andre interesserede.
• Jeg får lov til at lave alle mine skøre cirkusting uden at opleve, at der er nogen som (ihvertfald offentligt) rynker på næsen ad det.
  
• Jeg kan stole på, at mit cirkus bliver hvor det er, med teltpløkkerne hamret solidt i jorden.
• mine venner, både de, hvis puls jeg kan mærke, men også de, som jeg føler mig knyttet til i cyperspace, støtter mig og har vist sig at være så betydningsfulde på min "rejse" og i mit liv.

Jeg håber og satser på, at jeg kan fortsætte stilen, og at jeg den 25. maj kan fejre 3 år uden  attack. 

Min søde og skøre ven Lise har i går hjulpet mig at blæse de første 17 år med sclerose afsted og væk. Det gjorde hun med dette cirkusnummer. Det er helt unikt, og jeg er SÅ taknemmelig for, at også hun gider at "lege" med i mit cirkus univers :-) TAK søde Lise for initiativet til at markere dagen :-)

Et trommesæt så fint og larmende ankom i går til Cirkus Holmboe. Jublen ville ingen ende tage hos yngsteartisten, som nu er den heldige (og fattigere) ejer af den hidtil største støjsender i vores cirkustelt til dato :-) Både arme og ben gik som trommestikker, og såmænd også i en renere takt, end de stikker af træ, som lynhurtigt blev pakket ud og taget i brug. 

Når jeg ser det kæmpe smil hos yngsteartisten, der banker løs på sit trommesæt, står det klart for mig, hvor bedøvende ligegyldigt det er, om han holder rytmen, og om der er tale om "go´stil".

Yngsterartisten tror på, at han nok skal blive god til "det dér med trommer", og han ved også godt, at det ikke lige er i morgen det sker. Hvis bare han lærer at holde rytmen, så skal han sgu også nok finde den rigtige melodi, der følger lige præcis hans tempo. 

For det er dét, det handler om! At følge sit eget tempo og give sig selv lov til at springe en takt eller to over. Knække et par trommestikker undervejs og ikke mindst at (ups!) træde partneren over tæerne under dansen uden at ende som bænkevarmer :-) 

Find rytmen hvis du kan, sæt tempoet som du vil og hold humøret højt :-)

Der er ting her i livet, som jeg helst fravælger, enten fordi de keder mig, skræmmer mig eller blot forstyrrer mig. Der er så omvendt også ting, som jeg har LYST til at fravælge af selvsamme årsager, men ikke kan, fordi jeg ganske enkelt ikke får valget!!

En af disse ting er MR scanneren, som faktisk både keder mig, skræmmer mig og i den grad forstyrrer mig. Tanken om at ligge på en båre ude af stand til at bevæge hovedet, for så at blive kørt ind i et rør er ikke rar!! 
Men tanken om at ligge fastspændt i dette rør i en time, mens man kan høre de vildeste bankelyde fra røret er mildest talt utiltalende (læs: angstprovokerende).

Dette var hvad jeg skulle i dag. Jeg skulle i røret, fordi jeg har sclerose og derfor hvert år skal have scannet rygsøjlen og hjernen for at tjekke om, jeg har fået flere placs (ar), og om der er "aktivitet" eller "ro" i knolden...

Jeg ankom til sygehuset med et par uldsokker i den ene hånd og min elskede mor i den anden. Sidste gang jeg var til MR scanning, tog jeg afsted alene, hvilket skulle vise sig at være en ubetinget dårlig idé! Jeg blev nemlig uvist af hvilke årsager bedt om at tage tøjet af, inden jeg skulle i røret. Så der lå jeg i pyntetrusser, som min mormor ville have sagt, og en top. Jeg råfrøs så meget, at jeg rystede. Dette resulterede i, at de unge scanningsherrer måtte tage billederne om. Jeg endte med at ligge i røret i to timer :-( 

I dag var helt anderledes. Helt anderledes på den gode måde, idet jeg både fik hørebøffer, så jeg kunne høre Richard Clyderman (argh... i en hel time), hvilket naturligvis blev akkompagneret af rørets bankelyde. Jeg kunne holde varmen iført alt mit tøj + skisokker (ingen pyntetrusser var i år nødvendige). Vigtigst af alt var jeg tryg ved de to ældre scanningsherrer.. lige indtil jeg efter 45 minutter i dvale blev kørt ud af røret....

Jeg begyndte lettet at strække mig, mens jeg ventede på at blive løsladt.


"Du skal lige ligge HELT stille Charlotte, mens vi lige fylder lige kontrastvæske i dig. Du vil kunne mærke et lille stik nu" 


FUUUUCK! panik... Jeg kunne høre min mor rejse sig og mærkede, at hun nussede mig på armen. Det var helt tydeligt, at hun kunne mærke min begyndende panik. Hun sagde slet ingenting, heller ikke da de herrer blev nødt til at stikke mig to gange for at ramme rigtigt. Hendes ro og tilstedeværelse var nok for mig. 

Jeg blev efter "opfyldning" med kontrastvæske atter kørt ind i røret med beskeden om, at "nu er der kun 12 minutter tilbage. Vil du høre noget andet, eller er musikken fin?" Jeg siger kort "Fin nok musik, men tag lige mine skisokker af mig" altimens jeg paniksvedte og følte mig helt fortabt...

Rejsen i røret tur retur er overstået nu. Jeg vil vove den påstand, at jeg er god til rigtig mange ting, nok mest ligegyldige ting, vil mange mene, men jeg indrømmer blankt, at jeg er saftsuseme ikke god med en MR scanner - det er jeg bare ikke!!

Der er lidt for mange point of no return i denne rejse "gennem" røret. Egentlig er rejsen ikke engang slut endnu, for nu skal jeg vente til den 19. april med at få svarene fra denne scanning af min læge George Clooney. Jeg skal have at vide, om det hele var rejsen værd, eller om jeg skal vælge en anden destination næste gang :-)


Hvilken rejse kunne være fed? Jeg sidder uvilkårligt og nynner "Fly me to the moon" med bigband und alles... Nogen der vil med? Jeg gir'!

·      Hvis du slår dig under træning – Pust, tør øjnene og fortsæt

·      Hvis teltet mangler pløkker – fiks det

·      Hvis du er træt – hvil

·      Spis din dessert – det gir´energi

·      Grin når du kikser

·      Smil når du lander

·      Hold hvad du lover

·      Brug hvad du har

·      Gi’ plads til de andre artister

·      Tag aldrig overpris for cirkusbilletter

·      Hvis manegen flyder, tag en kost og fjern det uden suk

·      Ved mangel på popcorn – servér Mariekiks

·      Hvis du tar’ det sidste plaster – meld det til Cirkusdirektøren

·      De opvarmede sæder er KUN til cirkusgæster over 60 år

Bryd kun reglerne i tavshed og uden blær!

OG HUSK: GÅ ALDRIG NED PÅ UDSTYR ELLER MANGLENDE KYS OG OPMUNTRING FRA CIRKUSDIREKTØREN!