Efter en begivenhedsrig december måned, hvor jeg har oplevet begivenheder der har udløst følelser af sejr, forskrækkelse, forvirring, taknemmelighed, irritation, frygt og glæde blev det ENDELIG juleaften- og hvilken én, Dette indlæg handler om min december, så må juleaften og juledagene komme senere :-)!

Min december måned blev skudt i gang med en indre stemme der insisterende gentog 123 hyg, 123 hyg... min julestemning var absolut ikke-eksisterende omkring 1. december. Det skulle dog hurtigt ændre sig, da mange omkring mig trådte i karakter og fik mig i julestemning. Resten af Cirkus Holmboe fik med hjælp fra seniorartisterne (læs:mormor og morfar) i et sundt tempo startet produktionen af  hjemmelavede gaver, pyntet op, søde AnneLise forærede julebag og seniorartisten (mormor) tog mig i hånden og hjalp med gaveindkøb en fredag, hvor jeg ellers havde fået en "kortslutning". Jeg har desuden hver dag i december kunne åbne en pakke fra min pakkekalender og hver søndag åbne en adventsgave takket være to dejlige veninder. Alt dette tilsammen har hjulpet på direktørens julestemning og december overskud :-)

Jeg har oplevet både indre og ydre sejre i december. Den største sejr, og nok også den mest omtalte, har uden tvivl været den store og massivt omtalte ridekonkurrence, som jeg jo VANDT! Fantastisk dag, hvor medaljen havde fast plads om halsen på mig, som et håndgribeligt bevis på, at jeg stadig KAN vinde både over mig selv  ved at stille op i en konkurrence, men også over andre (og stadig kan huske, hvordan man blærer sig max ovenpå en sejr ;-))

At blive forskrækket, være bange eller at frygte er alle følelser, som udløses af en ubehagelig begivenhed/situation. Jeg oplevede her i december en mørk tåget aften to nøgne mænd sidde stirrende i bagagerummet i bilen parkeret foran min Berlingo. Det gav en forskrækkelse, som lynhurtigt blev afløst af smil på læben og grin. Og det er det forskrækkelser gør, i modsætning til følelsen af at være bange! Forskrækkelser afløses lynhurtigt af lettelse! At være bange derimod handler  for mig om tanker og forestillinger som bunder i uvished og manglende kontrol. En superirriterende følelse, som starter i mig selv og derfor er oplagt at tage hånd om og tage alvorligt! 

December har sidst men ikke mindst indeholdt følelsen af forvirring og irritation!! Udover at skulle sprede den gode julestemning, lænse kontoen, tænde perverst mange stearinlys og synge julesange, har jeg også skulle forholde mig til at 
NU går jorden under! Så går jorden IKKE under og nu går den så under alligevel. Hvem bestemmer egentlig alt det her "gåen under"og plotter det ind i vores store universelle "FRYGT" kalender?

Min mave slår knuder og bliver ond, når nogen vil bestemme over HVAD jeg skal frygte, over min tid og planlægge, hvad jeg skal hvornår, uden lige at "briefe" det med mig først! Jeg har hverken tid eller lyst til at iføre mig beskyttelsesdragt, krybe i beskyttelseskælder eller skulle tage gribende afsked på forhånd med mine kære, bare fordi nogle idioter vælger at beslutte, at NU GÅR JORDEN UNDER  (igen)!! Så jeg har besluttet mig ikke at frygte hverken jordens eller mit endeligt.

Jeg vil derimod spise til jeg revner, elske til jeg segner og grine til jeg flækker, for nogen skal jo gøre det, og dem der frygter, har jo slet ikke tid til det. Jeg har derfor smidt beskyttelsesdragten og stoppet udgravningen af beskyttelseskælderen og vil nyde ALLE juledagene med med mit cirkus. For det er det julen handler om... at nyde, glædes, spise, være taknemmlig OG slappe af. (husk det nu Charlotte!! ;-))

Jeg er ikke bange for noget! Meget kan man sige om mig, men bange - DET er jeg ikke! Jeg tør at gå aftentur med hunden i mørke uden lommelygte, jeg tør at fjerne en af de der kæmpestore eddekopper, som har sit efternavn tatoveret på ryggen. Jeg tør at bruge flere penge, end der står på kontoen og bagefter hilse smilende på min bankrådgiver inde i banken, jeg tør at kigge på, når hele mit cirkus hopper ud fra en klippe og lander i en sø 7 meter nede  (nogen skulle jo passe på håndklæderne!!) Jeg er faktisk ikke engang bange for min egen mor og far!

Når alt dette er sagt, så vil jeg bede jer læsere om at huske på, at jeg bor i provinsen i en stille by så lovlydig, at politistationen lukker kl. 16.30 og først åbner igen kl. 7.30 næste morgen. Chokket var derfor enormt, jah… nærmest tangerende til det traumatiserende, da mellemste artist og jeg her til aften parkerede Berlingoen ved Haderslevhallen for at spille fodbold. Vi bliver nemlig mødt af ovenstående syn i bagagerummet på bilen holdende foran os! 

Hvordan reagerer man på det? Jo...Mellemste artist sad fuldstændig paralyseret et kort øjeblik… og cirkusdirektøren slukkede bilen, tændte den igen, slukkede, låste lynhurtigt alle døre med et enkelt klik på centrallåsen OG blev så siddende …. Der blev tænkt  “Fuuuuck , hvad nu !!!? politistationen er lukket, det sker ikke det her!! Har vi noget i handskerummet til at forsvare os med??”

Idet jeg skulle til at forklare mellemste artisten, at han skulle blive siddende, mens jeg ville søge hjælp/beskyttelse, udbryder han: Nej… seriøst mor, det er da for klamt... De har jo ikke tøj på, hvorfor kører Magnus’ far rundt med de dukker bagi bilen... helt ærligt!!??

Mig bange?? Nej, ikke længere, og da slet ikke så længe jeg følges med de rigtige her i livet!

Okay! Hånden på hjertet… Jeg HAR da prøvet at være bange et par gange eller 10. Det der kan gøre mig allermest bange er uvished. Uvisheden handler alleroftest om mit Cirkus. Kan vi blive ved med at træne og give forestiinger? Har vi alle 5 kræfter, helbred og lyst til at blive ved? også om 20 år?

Jeg VED, at jeg følges med de rigtige, for jeg kan mærke det dybt ind i sjælen på de dage, hvor "bangeheden"og de dumme tanker om skrantende helbred, manglende kræfter og minus overskud forlanger opmærksomhed. Jeg har lært mig selv, at med en sygdom som sclerose at skelne skarpt mellem det, jeg kalder "situationsbilleder" og "tilstand". Sclerosen er et livsvilkår for mig - thats it! Også i forhold til min sygdom er det den forbandede uvished, der gør mig bekymret og nogle gange bange. Jeg kan leve med situationsbilleder af småattaks, der forsvinder igen. Jeg har efterhånden haft sclerose  som følgesvend i så mange år, at jeg ikke længere er i højeste beredskab, men jeg vil altid være bange for, at småattaksene bliver til en tilstand.  

Sååh ved nærmere eftertanke... Lidt bange er man vel altid! Men jeg har mit Cirkus og min tro på ,at selvom jeg nok skal nå at møde mange nøgne mænd siddende bag i en bil, så vil jeg ALTID sørge for at følges med de rigtige, for så sker der ikke noget farligt eller slemt :-)

Rigtig god, tryg og stille aften til jer alle her fra provinsen :-) Hvem siger det er kedeligt i provinsen?

“Der er altid noget man er god til, man skal bare finde ud af hvad det er”

Otto Brandenburgs udødelige ord fra filmen “Gummitarzan” har, siden jeg så filmen første gang, gjort et uudsletteligt indtryk på mig, og følger mig i min hverdag.
Ordene fra kranføreren Ole, spillet af fantastiske Otto Brandenburg, er ment som en trøst til Gummitarzan, der hverken er god til at læse, skrive eller til at spille fodbold. 

Når jeg ærger mig over, at jeg ikke længere kan løbe hverken hurtigt eller langt, eller når hjernen ligner et af de der puslespil i børnehaven, hvor brikkerne fra fire forskellige puslespil er rodet ned i én kasse, minder mig selv om ordene, lige inden jeg og får lyst til at smide håndklædet i ringen og afkræver knus, ros, ynk og medlidenhed. Der er altid noget man er god til.....

Jeg har på egen krop gennem årene mærket og følt, at der ikke er noget i livet, der er statisk. Jeg HAR været god til at sejle, været den bedste til at løbe langt, været først færdig med lektierne og opgaverne og med gode resultater!! Den kvikke læser har allerede bemærket, at jeg skriver i datid, for da intet er statisk, har jeg været nødt til at finde noget nyt at blive god til med jævne mellemrum. 

Jeg tror, at vi alle har prøvet enten at:

• blive løbet over ende af tiden
  
• ufrivilligt at måtte slække på ens egne forventinger til studiekravene
  
• mærke kroppens manglende vilje eller evne til at bestige de højeste bakker på kortest tid
  
• bande over den manglende forståelse fra folk, som ikke forstår en (godt nok).
  

I de tilfælde, hvor jeg bliver overmandet af følelsen af ikke at være god (nok) til noget, og det nemmeste synes at være at kaste mig ned i sofaen indhyldet i selvmedlidenhed og opgivenhed, bliver jeg i stedet stædig, grænsende til det trodsige! For jeg skal fandeme nok vise, at jeg godt kan! Nogle gange "vinder" jeg og andre gange nøjes jeg med at huske på at "good enough is the new perfect"

Jeg ved godt, at i bogen “Gummitarzan” går det Ivan Olsen, alias Gummitarzan, knap så godt som i filmen. Han møder godt nok en heks, der opfylder alle hans ønsker i én dag. Den dag kan han både  læse, spille fodbold og det er de store drenge, der får buksevand af ham. Men næste dag er Ivan Olsen atter uduelig (i de andres øjne)! 

Gummitarzan er fiktion og blot en god historie med en grum slutning - mit liv er virkelighed og en sand historie med mange, forhåbentlige spændende, men garanteret hæsblæsende og uforudsigelige kapitler endnu. Jeg satser alle mine penge på, at når min historie om maaaaange år nærmer sig sidste kapitel, så har jeg fundet ud af en masse ting, som jeg er god til:-) - for der er altid noget man er god til!!

Jeg elsker....
at møde ind til styrketræning en kold mandag morgen og blive mødt af Annelise, som smilende gir' mig 4 ruller "Mette Blomsterberg" brunkagedej (med opskrift vedlagt) og en pakke med supertjekkede og flotte hjemmelavede kort:-) 

Jeg proklamerede højt til træning i sidste uge, at småkagebagning ville blive sprunget over i Cirkus Holmboe i julen 2012... Søde, betænksomme og overskudsagtige Annelise tog affære i weekenden, og afleverede gaven med ordene "det skal du ha', fordi du er dig!" Jeg er så taknemmelig, rørt, overrasket og glad, fordi der er 'en der tænker på mig, fordi "jeg er mig" 

Denne mandag morgen fuldender en DEJLIG weekend! 

Lørdag blev brugt på benknuser dræberbakken, hvor mellemste artists sagnomspundne praktikant sidste vinter flækkede skinnebenet, da hun "valgte" at bremse IND i et træ for enden af dræberbakken :-( Så det var med livet som indsats, at vi gentagne gange tog turen i høj fart ned mod omtalte træ og nåede at undvige liiige inden kollision ;-)

Udover udfordringen med at overleve den halsbrækkende kælketur med alle lemmer i behold, har min største udfordring, i denne ellers pragtfulde weekend, været at få benene til at virke i kulden. Mine "stænger" føles virkelig som stænger af ubøjeligt metal. Dette betyder i sagens natur, at min gang mest af alt ligner en to årigs (MED en klat i bleen). Løsningen på denne mindre flatterende gangart kunne jo meget nærliggende være at sætte sig i sofaen med et tæppe på og tænke "piv"! MEN jeg har rodet i mine tøjgemmer og fundet en helt ny form for "lingeri", som gør mig til en kloning mellem catwoman og Alexander Kølpin (uden bule...) Skiundertøj er en gave til MS-ben, hvis man i samme forbindelse iklæder sig en joggingdragt og skisokker ;-) 
Uagtet at vi har en indetemperatur på 24 grader (i skyggen) i Cirkus Holmboes "telt", ehar jeg valgt fra dags dato at være iklædt dette "kostume" både ude og inde, indtil det det giver + grader udendørs. 

Det kan da godt være, at jeg ikke er den mest sexede cirkusdirektør med struttende tylskørt og tricot lige nu, men jeg kan i det mindste atter vrikke med hofterne og lave små intime dansetrin, uden at ligne en, der har skidt i bukserne ;-)! Så til alle mine Sclerose-medsammensvorne: Skiundertøj fås i mange spændende farver, og får benene til at virke bedre i den her fordømte kulde - prøv det :-)

- og nu vil jeg iføre mig min nyindkøbte skibukser og begive mig ud i sneen med hunden. I sne og slud skal direktøren ud...

Få havde set det komme – og da slet ikke cirkusdirektøren selv! Men jeg gjorde det… Tog røven på mig selv, og nok også på en del af vores faste og trofaste publikum. For det lå bestemt ikke i kortene at jeg skulle vinde 1. Pladsen i det store højt profilerede og massivt omtalte ridestævne ;-)

Jeg kunne ikke have gjort det uden mellemsteartistens kæmpe støtte ;-) Han har “redet” programmet igennem med mig ude på vejen og blidt spurgt gentagne gange “Jamen fatter du da overhovedet ingenting af, hvad du skal mor? Hører du overhovedet efter…”  (Lidt kognitive udfordringer har man vel ...)

Med disse opbakkende og anerkendende ord fra artisten stadig klingende I ørerne, KUNNE det jo ikke gå galt. Selvtilliden var dog ikke eksisterende, da jeg satte mig på hesten og med alles øjne hvilende på mig gennemred programmet. Fornemmelsen af, at jeg faktisk deltog i noget, som kunne udløse en præmie og en placering dukkede lamgsomt op i mig, som en velkendt, men for længst hengemt fornemmelse i mit konkurrence-sind. Velvidende at jeg konkurrede mod bla. en med Downs syndrom, en som har haft en hjerneblødning og en som skulle løftes på hesten med en lift, gjorde ikke min sejrsfølelse mindre. Det var FANTASTISK at blive bedømt, konkurrere og få ros. At mellemsteartisten fik en flot 4. plads, fik stemningen til at nå uanede højder på vej hjem i Berlingoen. Siddende med medaljer om halsen og en RØD rosette i hånden, blev der grinet og hujet med mormor og morfar, som var taget med som trofast publikum. Ikke et øje var tørt, og klumpen i halsen af glæde over avlets præstationer var på størrelse med den snebold, jeg fik kylet i nakken af ældsteartisten lige inden afgang til stævnet;-)) 

I det hele taget var 1. advents-søndag 2012 én stor opturs-dag!

Julemåneden blev skudt I gang på den mest geniale måde. Alle elementer var på plads. At slå øjnene op tl “hvid jul”, gå ud I køkkenet og se tre lykkelige og forventningsfulde artister, som alle sitrede ved udsigten til både at skulle pakke adventsgaver op og derefter give den gas i den nyfaldne sne inden morgenmaden bringer langt om længe julestemningen op I cirkusdirektøren. Også på tide!! 
Mine to dejlige veninder har hver især beriget mig med hhv. en pakkekalender og en adventskalender. Jeg er så taknemmelig og varm i hjertet over, at de tænker på mig, og at jeg hver dag i december kan "tage og føle på det" :-)


Det kan godt være, at vi ikke vinder hver dag, og at vi ovenpå en dag med nyfalden sne fornemmer, at den alt for hurtigt bliver både grå og sjappet. MEN denne adventssøndag vil være en, som jeg trække frem på de dage, hvor jeg ikke kan hidse mig op over duften af savsmuld i manegen eller hvor Mindsteartisten kommer ind og spørger, hvorfor de andre siger, at han ikke må spise gul sne!

Jeg ønsker Jer alle en dejlig uge med hvid sne, ild i brændeovnen, røde kinder og julefred i de små hjem :-)