og du kan tydeligvis også se mig. Vi ser bare ikke på hinanden. 

Din hund står nemlig med krum ryg og skider, hvilket automatisk får dig til at kigge på fugle, falmende træer, biler og dine fingernegle. Du samler ikke den dampende lort op! Du ser den jo ikke!

Da jeg når op på siden af dig, ser du heller ikke mig! Vi hilser ikke på hinanden! Eller... jeg siger "hej", inden jeg i min kørestol navigerer udenom din hunds maveindhold. Det er umuligt at få øjenkontakt med dig. Du kigger blot flygtigt ud af øjenkrogen, mens du husker, hvor travlt du har.

Vi har mødt hinanden før. Vores hunde har ovenikøbet mødt hinanden før og udvekslet numsedufte, alt imens vi to høfligt udvekslede ligegyldigheder om vejret og søde hundenavne. I dag vælger du ikke at se mig. Du kender mig ihvertfald ikke og føler ikke behov for at hilse. Det føltes ret sært og faktisk også forkert. 

Jeg ved ikke, om det er på grund af lorten eller kørestolen, at vi i dag ikke kender hinanden! Jeg håber, at det er på grund af lorten, for jeg er jo stadig bare mig, selvom jeg nu nogle gange lader mig transportere i kørestol.

Hvis det er kørestolen, der gør det svært for dig at hilse, så forstår jeg dig faktisk godt. Jeg synes nemlig også det er svært! Og jeg er endda sammen med kørestolen hver dag. Det er svært, fordi jeg hver morgen skal mærke efter, om det er en "gådag" eller "kørestolsdag", og jeg allerhelst bare vil gå for at undgå oplevelser som den med dig i morges. 

Jeg har faktisk været ligesom dig. Jeg har også været typen, som er gået udenom folk i kørestol uden at hilse. Jeg ville jo ikke give dem unødvendig stødende opmærksomhed. Jeg hilste jo heller ikke på alle dem, der ikke sad i kørestol. Jeg har nu lært, at det er alt andet end ubehøvlet at hilse på folk, der sidder i en stol med hjul. Det er nemlig ikke rart med et slag pludselig at være usynlig.

Jeg kan bedst lide at bruge min kørestol, når jeg er sammen med Peter, børnene eller når jeg er på arbejde. Der er jeg stadig mest tryg og mindst usynlig. Tryg er vigtigt for mig og synlighed er vejen frem. 

Og ja... jeg ved godt, at andre folks "øjenkrogsblikke" burde være uden betydning, men det ved min selvbevidsthed ikke helt endnu. Jeg arbejder på det, smiler til folk, når jeg kommer kørende og bilder mig også ind, at det går fremad.

Jeg har lige pakket en lille "lortepose" til dig, kære hundelortedame. Den ligger i lommen bag på min kørestol. Så er jeg klar til at møde dig. Det KAN jo godt være, at det var lorten og ikke min kørestol, der fik dig til at tabe mælet og miste hukommelsen.

Jeg har lov til at håbe ik?!

Jeg har ret godt styr på mit shit lige for tiden. Efter at jeg er kommet hjem fra Ry for en måneds tid siden, har jeg fået mere energi, fordi jeg husker mine pauser, bruger min kørestol og træner mindre - men lige tilpas!

Derfor havde jeg også taget tjansen med at køre i Jem og Fix  i dag efter arbejde for at hente afdækningsplastic og malertape. Jeg parkerer min bil så tæt på butikken som muligt og så begår jeg første fejl.

Jeg lader både krykke og kørestol blive i bilen og går med danmarks stiveste venstreben ind i butikken, hvor jeg kort hilser med et nik på en far fra ældsteartistens tidligere klasse. Han nikker tilbage og lader blikket dvæle på mig, mens jeg vralter hen til den unge fyr ved kassen og spørger, hvor jeg kan finde mine varer.

Ung hjælpsom fyr springer op, forlader kassen og går med hastige skridt hen mod rækken med plasticafdækning og malertape. Jeg stavrer efter ham, og i det øjeblik han vender sig om og peger ned mod enden af gangen, falder jeg og smadrer knæet ned i gulvet. Jeg får mig hurtigt rejst igen og siger tak.

Siddende på hug ved malertapen med et dunkende knæ, mærker jeg pludselig et prik på skulderen. Der står klassekammeratens far, som jeg allerede HAR hilst på.

"ØØh nu kan jeg ikke undgå at se, at du går ualmindeligt dårligt! Jeg er nemlig alternativ behandler! Må jeg spørge, hvad du fejler?"

"Nej det må du da ikke, for jeg sidder lige og græder lidt indeni mig selv, for at ingen skal opdage mig. Men må jeg tape din mund til?"

Ej... det siger jeg naturligvis ikke. Jeg svarer høfligt "Jeg har sclerose", mens jeg overvejer, om jeg skal give mig til kende. Det når jeg så ikke, for han har et tilbud til mig...

"Altså øøh.. er den stationær eller er den i forværring? Uanset hvad, så fristes jeg til at spørge, om du har overvejet akupunktur"

Jeg svarer kort "ja", mens jeg på uhøfligste vis vender ham ryggen og vralter over til afdækningsplasticen. 

"Nårh!! og hvad siger din krop så til den type behandling" spørger den alternativt behandlende klassekammerats far så ret insisterende.

"Altså hør nu her bror lort, jeg er træt, har ret ondt i mit knæ og jeg svarede dig på spørgsmålet, om jeg havde OVERVEJET akupunktur. Men må jeg vikle dig ind i inddækningsplastic?"

Det siger jeg selvfølgelig heller ikke, men inden jeg når at sige andet, end at jeg kun var i overvejelsesfasen endnu, stiller han sig resolut om foran mig, lægger hovedet lidt på skrå og spørger så "Nåh men har du så tjekket noget ud omkring jordstråler?"

Jeg er nu helt klar over, at han ikke kan huske, hvem jeg er, og at det var mig, som var med til at rejse ham fra isen, da han væltede tungt på skøjter for nogle år siden under et klassearrangement, hvor han slog sig noget så nederdrægtigt..

Så jeg fortæller ham, at det har jeg ikke prøvet og vil heller ikke gøre det i fremtiden, for jeg tror ikke på, at jordstråler kan hjælpe mig... ligegyldig hvor mange stråler,han vil tilbyde mig.

"Jamen puha!!! Jordstråler er sandelig noget du skal undgå, og de findes i dit hus - om du vil det eller ej".  Hans sidste krampetrækning er at tilbyde mig at fjerne dem for mig.

Jeg takker atter nej, og med alternativmanden i hælene lander jeg ved kassen, hvor ung fyr atter har sat sig og tydeligvis har lyttet. Han sidder med et stort smil, da jeg kører dankortet igennem og spørger høfligt om knæet har det bedre.

Jeg går mod udgangen og alternativbehandlende far går ind i butikken igen og får sikkert handlet det, han skal have. 

Jeg bryder mig ikke om at blive antastet af en mand, som ude af kontekst og uden situationsfornemmelse vil redde mig fra sclerose midt i Jem og Fix, fordi jeg går grimt. Når jeg pludselig og ufrivilligt bliver viklet ind i en mand som i dag, så  føler jeg helt naturligt ikke trang til at søge det alternative.

Han ville nok også glo, hvis jeg sagde "Undskyld, men jeg kan ikke undgå at se, at du har ualmindelig grimme børn. Jeg er nemlig mor". Hvad kan han lige gøre ved det?

Sclerose kan ikke helbredes. Hverken af alternative behandlere, læger eller mig selv! Men jeg kan leve et fedt liv MED sclerose, hvis folk ikke blander sig utidigt, og hvis dem der vil blande sig lige husker at stikke fingeren i jorden - også for deres egen skyld!

I dag, da jeg skulle på apoteket for at hente drugs, valgte jeg at tage min rollator med. 

Det gør jeg ellers meget sjældent, mest fordi "folk kigger sår'n", men også fordi det ikke er hver morgen jeg starter med at ro 5 km :-) Jeg gentager lige for en god ordens skyld: mens også fordi det ikke er hver morgen, at jeg starter med at ro 5 km !!! ;-)

Nåh men i dag var ingen undtagelse. Nogen kiggede på mig og min rollator vraltende på gågaden. Det var mest skønne udklædte småfulde 9. klasses elever, som var inde og ruske byen vågen, som kiggede (med lyd). De unge mennesker både råbte og hviskede søde og sjove/komiske ting til mig. Ting som dog ikke ikke på nogen måde gav mig lyst eller anledning til at råbe tilbage, men blot gav et stort behov for at sige "tusind tak da, og skål " og smile tilbage.

Jeg blev igen i dag mindet om, at ungdommen er værd at værne om, og at de unge uden tvivl nok skal blive til både noget godt og ordentligt. Jeg blev nemlig tilbudt hjælp til at få rollatoren op i bilen af både en tiger, en klovn og en særdeles udringet kvindelig soldat :-) Jeg takkede pænt nej, til både en lunken øl og ungdommens hjælpende hånd.

Således stod jeg der alene på den mest centrale parkeringsplads i Haderslev, foroverbøjet med balanceproblemer og en rollator i favnen, da jeg mærkede en hånd på skulderen. Jeg vendte mig besværet om og en flot dame på ca 55 år stod og smilede. Hun var nydelig med rød jakke, langt mørkebrunt hår med grå klædelige striber, mild i blikket  og jah.. virkelig smilende...

Flot dame: "Må jeg lige forstyrre dig et øjeblik".

Mig (også smilende): "Ja da", mens jeg tænkte "Hun ligner sgu da ikke en, der kan forstyrre nogen med det smil".

Flot dame oversmiler nu og stikker mig et visitkort!!!

Jeg tar' visitkortet og læser et par ord om Gud og Jesus, med et "Du kan reddes, hvis du vil" agtigt budskab. På et billede i venstre hjørne af visitkortet er der et par, som smiler og ser ud til at have deres på det tørre...

Jeg rækker helt paf visitkortet tilbage til Flot Dame, som kun modvilligt tager imod det, til trods for, at jeg til grin mange gange siger "nej tak".

Flot Dame kigger medlidende på mig og siger så ordene: 

"Men han kender dig! Han kender dig jo!""

Ahva! Jeg kigger nu spørgende på hende, og får så proppet visitkortet tilbage i hånden. Jeg kigger pligtskyldigt på visitkortet for at tjekke, om jeg også kender ham manden på billedet, som smilende har sit på det tørre... Men nej!  Ingen genkendelsesglæde dér.

Så slår det mig!! Og jeg udbryder:

"Nåååårh Du mener JESUS??!! Altså at JESUS kender mig?! "

Flot Dame nikker nu glad og lettet. Lige indtil jeg igen siger "Nej tak", jeg kender også ham, men klarer mig indtil videre uden din hjælp", mens jeg tvinger visitkortet ind i hendes hånd og lukker bagagerummet. Hun når lige at sige, at jeg kan finde dem i byens gågade hele weekenden, hvor de vil hjælpe folk i Guds navn. Og så kører jeg småklukkende på arbejde til eftermiddagsmøde!

At tænke sig! I dag har jeg både oplevet ungdommens tilbud om en hånd til hjælp med rollatoren, men sandelig også (måske) Guds hånd på skulderen.

I dag takkede jeg så pænt nej til hjælp fra begge parter. Både nej tak til de unge, som kl. 12.30 havde fået rigeligt med væske allerede, men også til Flot dame som havde sit på det tørre. 

Jeg er dog helt sikker på, at næste gang en ung knøs tilbyder at bære min pose eller løfte min rollator, så siger jeg ja tak til den hånd.

Min farbrors træk og sliptoilet, et tysk nødråb og en distræt cirkusdirektør i selskab med sin 12 årige artist på et handicaptoilet i Tyskland, DET er hvad du blandt andet kan læse om i dette blogindlæg. 

Jeg havde egentlig forestillet mig, at dette indlæg skulle have handlet om, hvor velsignet en rollator er at have med på indkøb i et stort indkøbscenter i Tyskland... Men nej, det skulle ende helt anderledes. Min mor, mellemsteartisten og jeg tog igår til Tyskland for at handle! Jeg allierer mig altid med min mor på sådanne ture. Både for hyggens skyld, men i særdeleshed også, fordi hun formår at bevare overblikket, når jeg går kold eller mister fatningen. 

Vi kører med en rollator og to indkøbsvogne som lystigt bliver fyldt. Vi bruger lang tid på indkøb og er da også både trætte og meget tissetrængende, da vi når ud på den anden side af kasseapparatet.

 Der er kø ved toiletterne som faktisk også er ret klamme. Den søde tyske "tissekone" som sidder og beder om 3 kr., for at man må tisse, ser min rollator og låser så op ind til handicaptoilettet. Mellemsteartist, rollator og cirkusdirektør træder ind på det reneste handicaptoilet med alle tænkelige foranstaltninger, som berettiger titlen som handicaptoilet. Det rene toilet formildnede omstændigheden omkring fællestisning med sin mor betragteligt for drengen på 12 år.

Der er endda en snor lige ved toilettet, meget lig samme "snorprincip" som den min farbror Preben og tante Grethe i fordums tid også havde i deres træk og sliptoilet. Mens jeg tisser, sidder jeg og falder i staver, lige indtil mellemsteartisten får mig tilbage til virkeligheden med følgende bemærkning "Det er sgu da smart mor.... Har du set, du skal bare trække i snoren, når du er færdig... Er du snart færdig?". Jeg ser ikke glimtet i øjet på ham, men tænker kun på at få skyllet ud, så han kan komme til.

Jeg trækker derfor i snoren!!! Hoooold nu kæft... Hele indkøbscentret bimler og bamler himmelhøjt og intenst. Jeg står HELT stille, vralter så hen til døren, låser op og får hastigt fortalt "tissekonen" at "Alles ist ok!!", for derefter at smække døren igen.

Mellemsteartisten sidder på toilettet, ryster på hovedet og siger noget med at det jo bare var for sjov, og at han da ikke håbede, at der kom nogen ind lige nu, fordi de troede vi sad fast i toilettet. Vigtigst af alt får han smågrinende sagt  "Mor for fan..., NOTRUF betyder jo nødråb"!

Gennem infernoet af nødråb i hele indkøbscentret er der pludselig én som banker hårdt på døren. Jeg åbner, bliver skubbet til siden af en meget vred og hærdebred "Helga", som trykker på en knap på væggen - og så er der RO. 

Der er samtidig også fri udsigt for alle til en mellemsteartist som sidder på wc på et rent handicaptoilet. Men der er RO!! 

Mellemsteartisten og jeg sunder os lidt bag den (igen) lukkede toiletdør, håber på at alle er gået hjem og låser så op til synet af en ordentlig røvfuld tyskere, der kigger undrende på os. Min mor undrer sig derimod ikke synderligt, men foreslår blot smilende, at hun går med mig en anden gang.

Hvad moralen for denne Tysklandstur med træk og slip er?? Jeg tror ikke, at der er nogen anden end at huske at læse på skiltene,  og så huske, at det er ikke altid man kan give sclerosen skylden - nogle gange er det også sønnens skyld ;-)

Det var en skøn, men i den grad anderledes Tysklandstur. Min elskede mor formåede at bevare vores overblik trods det faktum, at jeg næsten fik startet 3. verdenskrig i et supermarked i Flensborg. Hun må godt komme med næste gang igen :-)

I efteråret nåede jeg toppen af eufori og taknemmelighed. Jeg lavede nemlig en aftale med mine ben, og sammen med dr. Clooney lagde vi en plan, hvor målet var klart. Lær at gå uden slinger og længere end nu!

Jeg begyndte derfor at tage den nye "gå-medicin" Fampyra, og virkningen var mildest talt imponerende og yderst tilfredsstillende. Jeg kunne pludselig efter flere år med gakkede gangarter og skildpaddetempo både hoppe, sjippe og løbe (læs:lunte) 50 meter. 

Målet var nået, min hverdag var pludselig meget lettere og friskere, og jeg kunne nærmest gå på vandet. Både krykker og rollator blev forvist til loftet med et "på gensyn om mange år".

Sådan skulle dette eventyr så ikke ende... I takt med min genvundne styrke i benene indfandt søvnløsheden, rastløsheden og uroen i benene sig. Med kun tre timers usammenhængende søvn pr. nat lignede og opførte jeg mig efterhånden som en nybagt mor til et barn med kolik. Skinger, udmattet og med store poser under øjnene. Meldingen fra den søde dr. Clooney var klar...
"det er helt sikkert bivirkninger ved Fampyraen, så jeg vil anbefale dig at holde pause med pillerne. Det er vigtigt at få sin søvn Charlotte". 

Han ER klog ham Clooney, for uden Fampyraen oplever jeg nu ingen søvnbesvær eller uro i benene! men men men jeg kan for pokker ikke gå. Hold nu op, hvor har jeg grædt mange tårer og sendt mange forbandelser afsted. Jeg har også forsøgt at sige til mig selv, at der er mange der har det værre end jeg. Men hver gang, kommer der ikke andet end  bla bla bla og hva' så!!

Jeg er ked af det - gu' fanden er jeg da ked af det. Nu GIK det jo lige så godt. Nu kunne jeg jo være med til ting, som jeg før fandt undskyldninger for ikke at deltage i. Nu VAR jeg lige holdt op med at tjekke ud, hvor jeg kunne holde næste siddepause. Og nu VAR mine artister og billetsælgeren stoppet med at spørge "er du ok?" "skal vi holde en pause".

Jeg VIL ikke holde pauser hele tiden, og jeg VIL være ok og kunne tage med, når alt det sjove sker. I dag talte jeg derfor med Harald!

Harald er ansat ved kommunen, og den rare mand har skaffet mig en kørestol, en sort én med bremser, skubbehåndtag, en blød pude at sidde på og to dæk som er hårdt pumpede. Jeg hentede den i formiddags på hjælpemiddelcentralen. Harald bad mig om at "tage plads i vognen", så vi liiige kunne få den indstillet. At sætte sig i den stol var tusind gange sværere end at sætte sig ved det grønne bord til matematikeksamen i gymnasiet (og DET var svært). Kørestol bag i Berlingo og hjem og vise kørestolen frem.

Mellemsteartisten så den, satte sig og begyndte at stejle. Billetsælgeren kiggede anerkendende til og ældsteartisten sagde tørt "tillykke med Ferrarien mutti". 

Bare jeg kunne tåle pillerne! Bare jeg ikke var afhængig af så massivt et hjælpemiddel og bare jeg ikke havde den her lortesygdom. Men som en af mine gode venner skrev til mig i dag, da jeg skrev, at det var noget lort,

"Det er ikke lort - det er bare noget andet! Life's only a bitch if you are"

Jeg gider ikke være en bitch og jeg gider da slet ikke være uvenner med livet, så i morgen skal vi lære hinanden at kende - stolen og jeg, så livet kan blive mildt igen!! 

ps. Jeg har været på tur her til aften med de to yngste artister. Vi skiftedes til at køre i kørestolen. Jeg fik ikke lært at stejle i dag, men det kommer, det kommer!!
Vi får sgu en god ferie, ja vi gør!

En ting er at skulle anskaffe sig et hjælpemiddel pga sit handicap. Noget andet er at vide, at man nu skal bruge dette hjælpemiddel hver dag, kigge på det hver dag og lære at betragte det som en hjælp hver dag.

Elsa, som også har sclerose, bor en snotklat fra mig. Elsa har ligesom mange andre med sclerose brug for hjælpemidler, og hun lagde for nogle dage siden dette billede op af sin fantastisk pyntede stol! Dette hjælpemiddel er så skønt at se på, farverigt og fantastisk lavet. Jeg skrev derfor straks til hende, om jeg ikke nok måtte lægge billedet på min blog til inspiration for andre - og selvfølgelig måtte jeg det.

Når jeg engang skal besøge Elsa, så vil jeg insistere på, at denne stol er "gæstestolen", og så vil jeg sidde og nyde kaffen i et blødt farveorgie.

Jeg er vild med ideen om at pynte sine hjælpemidler. Jeg hylder strikkede krykstokke, malede stokke og farverige stole, som er HJEMMElavede. Lavet med kærlighed og respekt.

Kære Elsa - tak fordi bringer kulør på en kold, klam, kedelig og krævende januardag. Jeg glæder mig til at nyde en kop varm kaffe i "gæstestolen" en eftermiddag hjemme hos Elsa :-)

Hvor kunne det egentlig være cool, hvis hjemmestrikkede betræk til stole og rollatorer samt farverige "kondomstrik" til stokke og rollatorer kunne købes på scleroseforeningens webshop og overskuddet gik til forskning i sclerose.

Jeg skal have lært at strikke skal jeg!

Så fik vi sendt vores gamle cirkusvogn på pension. Det var på en underlig surrealistisk måde lidt vemodigt, for det er jo bare en vogn. Et transportmiddel, som i efterhånden mange år har bragt Cirkus Holmboe fra punkt A til B.

Men det er også en cirkusvogn, som har holdt til vægten af store horder af artister, mad/have-affald, legetøj, flyttegods og andet udefinerbart cirkusmateriale! Den har stiltiende lagt øre til højlydte diskussioner om førerens evner, eller mangel på samme, til at finde vej, når vi turede rundt til nye forestillinger. 

Vigtigst af alt har vores gamle cirkusvogn, med en tålmodighed som ville gøre Dalai Lama misundelig, ofte lyttet til en mumlende cirkusdirektør, der forgæves har prøvet at holde styr på både destination, sin dumme dropfod, som ikke ville ramme koblingen og artisterne på bagsædet...

Hvis vores pensionerede cirkusvogn skulle skrive et CV, vil der stå: "mægler, campingvogn, fartentusiast, rummelig på alle måder, lyttende og med et meget få antal af sygedage om året." 

I går ankom så min nye cirkusvogn. Den er skinnende blank og ren, både udvendig og indvendig. Der er ingen buler eller lugt af gammelt køleskab. Med andre ord, så er det en cirkusvogn som fungerer helt perfekt, når vi har fået drysset lidt tryllestøv og savsmuld i den ;-)

Det er faktisk ikke heeelt min cirkusvogn, for Haderslev Kommune har nogle "aktier" i den. Det er en vogn, som jeg har fået bevilliget et tilskud til. Ikke fordi jeg er cirkusdirektør med eget cirkus, men fordi jeg er handicappet! Fordi der i mit kørekort er et krav om, at jeg skal køre med automatgear, og fordi det blev vurderet, at det ikke længere var forsvarligt, at jeg kørte i den gamle cirkusvogn.

Kommunen bevilligede et tilskud til min nye cirkusvogn. Det er fint at bo i et land, hvor jeg kan få et tilskud på 40.000,- til at kunne købe en ny bil, som opfylder de handicapindretninger, der er påkrævet af "ordensmagten". Det betyder nemlig, at min økonomi bedre kan bære investeringen i en ny sikker bil, og at jeg kan opretholde min hverdag med arbejde, indkøb, hverdagens gøremål og samtidig ikke skulle blive mindet om konstant, hvad sygdommen gør ved min krop, når jeg kører bil. 

Min nye cirkusvogn er nemlig med både fartpilot og automatgear. Det er en kæmpe lettelse, hjælp og helt fantastisk ikke at skulle overveje, om jeg er for træt til at kunne handle, hente artister eller at skulle bede en hjælpende sjæl om at køre. 

At tænke sig, at jeg nu faktisk kan køre cirkusvogn siddende i lotusstilling er da også noget ik?

Jeg er i dette indlæg ikke kommet ind på tankerne omkring at skulle søge om handicapbil. Ejheller har jeg fortalt noget om arbejdsgangen, paragraffer, glæder og genvordigheder omkring det at søge om et så stort hjælpemiddel, som en bil jo er. 

Dette vil jeg gøre i et senere indlæg.

Jeg har købt en stok i dag. En sort stok!

I sidste uge kom kommunen med to krykstokke til mig. De er rigtig gode at have, men nok endnu bedre at bruge. Jeg har bare ikke taget mig sammen og gjort forsøget endnu... Årh det kræver overvindelse og mod, for de er altså lidt store og klodsede!

Jeg var tidligere på ugen på café med min fantastiske ven Kasper Vestergaard, som er manden bag kogebogen MS KOST & LIVSSTIL. Han spurgte pænt til mine nye hjælpemidler, som jeg så kunne fortælle lå bag i Berlingoen - og at dér lå de godt!! Med et smil på læben og lidt rysten på hovedet sagde han "Du skal da have en stok, som er DIN! Køb en stok og så laver jeg noget på den..." 

Kasper kan nemlig mere end at lave mad, han er en superdygtig fotograf, tegner som en drøm, og så vil han male min stok, så den bliver min!
Han havde i løbet af to slurke kaffe fundet et forslag til, hvordan cirkusdirektørens stok skal "pyntes".

Herunder ser I Kaspers forslag til hvilken stil vi "bevæger" os i. 

Det bliver hot!

Jeg købte stokken i dag, og jeg afleverede den igen i dag. Ikke tilbage til butikken men til min huskunstner Kasper, som nu vil udfolde sine kreative evner på mit hjælpemiddel :-) Jeg er ham dybt taknemmelig og lidt spændt på at se resultatet  :-)

Jeg lover at lægge billeder op her på bloggen, når han er færdig med sine udfoldelser og stokken er tør! Cirkusdirektøren er glad og forventningsfuld...

Så kom de!

Stængerne, krykstokkene, hjælpemidlet...

De er store, pænt klodsede og ret sygehusagtige ved første øjekast, men jeg har ikke prøvet dem endnu... Har blot stillet dem hen i hjørnet, så de liiige kan vænne sig til at bo her i Cirkus Holmboe, indsnuse stemningen, genkende stemmerne og affinde sig med lugten i manegen...

Cirkushunden har snuset til stængerne, billetsælgeren har holdt dem i strakt arm og om lidt kommer der tre artister hjem og afprøver dem én efter én... Jeg kigger på og prøver af i aften. 
Det er godt nok! Godt nok med hjælpemidler, der forhåbentlig kan lette og øge min gangdistance. Og også rigtig meget "godt nok", at jeg lever i et land, hvor jeg bliver taget hånd om, når jeg når til erkendelsen af, at jeg har brug for hjælp - og ber' om den!

MEN lige præcis i dag har jeg lidt brug for at tvangs-repetere ordene fra min ven, som nærmest skældud-agtigt hele tiden fortæller mig, at:
 
"Man ser mindre handicappet ud, når man kan håndtere sin situation med et hjælpemiddel, end man gør, når man tydeligvis ikke kan håndtere situationen"

Jeg kan ikke li' skæld ud, så jeg vil gøre, hvad han siger... Jeg vil håndtere min situation med et hjælpemiddel, som både har "for" reflekser og "bag" reflekser samt et klistermærke fastsat, hvorpå der står, at Haderslev Kommune er ejeren. Jeg ejer ikke stængerne, men er glad for at jeg må låne dem. Lige nu er det en god følelse for cirkusdirektøren kun at låne :-)

Teløk mæ min kryk :-)

Her er den! Min cykel, som jeg har ventet hele vinteren på at komme ud at køre på. I dag skulle det være!! Til trods for, at cirkusdirektøren hverken havde "gode ben" eller havde indtaget nogen form for EPO eller anden drug kørte billetsælgeren en tur med mig. 

Vi cyklede sammen i solskin. Vi cyklede hverken stærkt eller særlig langt, men vi cyklede sammen, fordi vi ku'! Faktisk cyklede vi så langsomt, at billetsælgeren havde tid til  at tage billeder af mig som bevismateriale ;-)

Selvom cykelturen var forholdsvis kort, var jeg taknemmelig for mit hjælpemiddel - pedalerne! Som enhver cykelrytter med respekt for sig selv, har jeg klikpedaler på min cykel. 
Dette betyder, at mine fødder er spændt fast og skal "vrides" ud af pedalerne ved afstigning. Klikpedalerne og min rystende venstre  dropfod passer sammen som chips og cola, Sussi og Leo og sommer og sol! Mit venstre ben opførte sig som om, det var bagerste mand på en tandem... tilbagelænet og lidt ansvarsløs! men benet var tvunget til at dreje med, for det var jo "klikket" fast - så kan det lære det!!.

Pedalerne er for mig et superfedt hjælpemiddel, når jeg cykler, og som jeg faktisk overvejer at få på min dagligcykel også.

Tilbage i cirkusteltet måtte billetsælgeren og mellemsteartisten hjælpe mig af cyklen, for balancen var "helt fucked up", som mellemsteartisten så pænt udtrykte det, og venstre ben opførte sig som overkogt spaghetti... Men det er ligemeget, for jeg cyklede i solskin med ham jeg elsker, og mit venstre ben er kommet ind i kampen igen!

I morgen er det mandag, artisterne skal i skole for første gang i fire uger og mine musvitter i haven har SÅ travlt i deres redekasse. På onsdag kommer mine krykstokker og fik jeg sagt , at i morgen er det mandag...