Din hund står nemlig med krum ryg og skider, hvilket automatisk får dig til at kigge på fugle, falmende træer, biler og dine fingernegle. Du samler ikke den dampende lort op! Du ser den jo ikke!
Da jeg når op på siden af dig, ser du heller ikke mig! Vi hilser ikke på hinanden! Eller... jeg siger "hej", inden jeg i min kørestol navigerer udenom din hunds maveindhold. Det er umuligt at få øjenkontakt med dig. Du kigger blot flygtigt ud af øjenkrogen, mens du husker, hvor travlt du har.
Vi har mødt hinanden før. Vores hunde har ovenikøbet mødt hinanden før og udvekslet numsedufte, alt imens vi to høfligt udvekslede ligegyldigheder om vejret og søde hundenavne. I dag vælger du ikke at se mig. Du kender mig ihvertfald ikke og føler ikke behov for at hilse. Det føltes ret sært og faktisk også forkert.
Jeg ved ikke, om det er på grund af lorten eller kørestolen, at vi i dag ikke kender hinanden! Jeg håber, at det er på grund af lorten, for jeg er jo stadig bare mig, selvom jeg nu nogle gange lader mig transportere i kørestol.
Hvis det er kørestolen, der gør det svært for dig at hilse, så forstår jeg dig faktisk godt. Jeg synes nemlig også det er svært! Og jeg er endda sammen med kørestolen hver dag. Det er svært, fordi jeg hver morgen skal mærke efter, om det er en "gådag" eller "kørestolsdag", og jeg allerhelst bare vil gå for at undgå oplevelser som den med dig i morges.
Jeg har faktisk været ligesom dig. Jeg har også været typen, som er gået udenom folk i kørestol uden at hilse. Jeg ville jo ikke give dem unødvendig stødende opmærksomhed. Jeg hilste jo heller ikke på alle dem, der ikke sad i kørestol. Jeg har nu lært, at det er alt andet end ubehøvlet at hilse på folk, der sidder i en stol med hjul. Det er nemlig ikke rart med et slag pludselig at være usynlig.
Jeg kan bedst lide at bruge min kørestol, når jeg er sammen med Peter, børnene eller når jeg er på arbejde. Der er jeg stadig mest tryg og mindst usynlig. Tryg er vigtigt for mig og synlighed er vejen frem.
Og ja... jeg ved godt, at andre folks "øjenkrogsblikke" burde være uden betydning, men det ved min selvbevidsthed ikke helt endnu. Jeg arbejder på det, smiler til folk, når jeg kommer kørende og bilder mig også ind, at det går fremad.
Jeg har lige pakket en lille "lortepose" til dig, kære hundelortedame. Den ligger i lommen bag på min kørestol. Så er jeg klar til at møde dig. Det KAN jo godt være, at det var lorten og ikke min kørestol, der fik dig til at tabe mælet og miste hukommelsen.
Jeg har lov til at håbe ik?!