I efteråret nåede jeg toppen af eufori og taknemmelighed. Jeg lavede nemlig en aftale med mine ben, og sammen med dr. Clooney lagde vi en plan, hvor målet var klart. Lær at gå uden slinger og længere end nu!
Jeg begyndte derfor at tage den nye "gå-medicin" Fampyra, og virkningen var mildest talt imponerende og yderst tilfredsstillende. Jeg kunne pludselig efter flere år med gakkede gangarter og skildpaddetempo både hoppe, sjippe og løbe (læs:lunte) 50 meter.
Målet var nået, min hverdag var pludselig meget lettere og friskere, og jeg kunne nærmest gå på vandet. Både krykker og rollator blev forvist til loftet med et "på gensyn om mange år".
Sådan skulle dette eventyr så ikke ende... I takt med min genvundne styrke i benene indfandt søvnløsheden, rastløsheden og uroen i benene sig. Med kun tre timers usammenhængende søvn pr. nat lignede og opførte jeg mig efterhånden som en nybagt mor til et barn med kolik. Skinger, udmattet og med store poser under øjnene. Meldingen fra den søde dr. Clooney var klar...
"det er helt sikkert bivirkninger ved Fampyraen, så jeg vil anbefale dig at holde pause med pillerne. Det er vigtigt at få sin søvn Charlotte".
Han ER klog ham Clooney, for uden Fampyraen oplever jeg nu ingen søvnbesvær eller uro i benene! men men men jeg kan for pokker ikke gå. Hold nu op, hvor har jeg grædt mange tårer og sendt mange forbandelser afsted. Jeg har også forsøgt at sige til mig selv, at der er mange der har det værre end jeg. Men hver gang, kommer der ikke andet end bla bla bla og hva' så!!
Jeg er ked af det - gu' fanden er jeg da ked af det. Nu GIK det jo lige så godt. Nu kunne jeg jo være med til ting, som jeg før fandt undskyldninger for ikke at deltage i. Nu VAR jeg lige holdt op med at tjekke ud, hvor jeg kunne holde næste siddepause. Og nu VAR mine artister og billetsælgeren stoppet med at spørge "er du ok?" "skal vi holde en pause".
Jeg VIL ikke holde pauser hele tiden, og jeg VIL være ok og kunne tage med, når alt det sjove sker. I dag talte jeg derfor med Harald!
Harald er ansat ved kommunen, og den rare mand har skaffet mig en kørestol, en sort én med bremser, skubbehåndtag, en blød pude at sidde på og to dæk som er hårdt pumpede. Jeg hentede den i formiddags på hjælpemiddelcentralen. Harald bad mig om at "tage plads i vognen", så vi liiige kunne få den indstillet. At sætte sig i den stol var tusind gange sværere end at sætte sig ved det grønne bord til matematikeksamen i gymnasiet (og DET var svært). Kørestol bag i Berlingo og hjem og vise kørestolen frem.
Jeg begyndte derfor at tage den nye "gå-medicin" Fampyra, og virkningen var mildest talt imponerende og yderst tilfredsstillende. Jeg kunne pludselig efter flere år med gakkede gangarter og skildpaddetempo både hoppe, sjippe og løbe (læs:lunte) 50 meter.
Målet var nået, min hverdag var pludselig meget lettere og friskere, og jeg kunne nærmest gå på vandet. Både krykker og rollator blev forvist til loftet med et "på gensyn om mange år".
Sådan skulle dette eventyr så ikke ende... I takt med min genvundne styrke i benene indfandt søvnløsheden, rastløsheden og uroen i benene sig. Med kun tre timers usammenhængende søvn pr. nat lignede og opførte jeg mig efterhånden som en nybagt mor til et barn med kolik. Skinger, udmattet og med store poser under øjnene. Meldingen fra den søde dr. Clooney var klar...
"det er helt sikkert bivirkninger ved Fampyraen, så jeg vil anbefale dig at holde pause med pillerne. Det er vigtigt at få sin søvn Charlotte".
Han ER klog ham Clooney, for uden Fampyraen oplever jeg nu ingen søvnbesvær eller uro i benene! men men men jeg kan for pokker ikke gå. Hold nu op, hvor har jeg grædt mange tårer og sendt mange forbandelser afsted. Jeg har også forsøgt at sige til mig selv, at der er mange der har det værre end jeg. Men hver gang, kommer der ikke andet end bla bla bla og hva' så!!
Jeg er ked af det - gu' fanden er jeg da ked af det. Nu GIK det jo lige så godt. Nu kunne jeg jo være med til ting, som jeg før fandt undskyldninger for ikke at deltage i. Nu VAR jeg lige holdt op med at tjekke ud, hvor jeg kunne holde næste siddepause. Og nu VAR mine artister og billetsælgeren stoppet med at spørge "er du ok?" "skal vi holde en pause".
Jeg VIL ikke holde pauser hele tiden, og jeg VIL være ok og kunne tage med, når alt det sjove sker. I dag talte jeg derfor med Harald!
Harald er ansat ved kommunen, og den rare mand har skaffet mig en kørestol, en sort én med bremser, skubbehåndtag, en blød pude at sidde på og to dæk som er hårdt pumpede. Jeg hentede den i formiddags på hjælpemiddelcentralen. Harald bad mig om at "tage plads i vognen", så vi liiige kunne få den indstillet. At sætte sig i den stol var tusind gange sværere end at sætte sig ved det grønne bord til matematikeksamen i gymnasiet (og DET var svært). Kørestol bag i Berlingo og hjem og vise kørestolen frem.
Mellemsteartisten så den, satte sig og begyndte at stejle. Billetsælgeren kiggede anerkendende til og ældsteartisten sagde tørt "tillykke med Ferrarien mutti".
Bare jeg kunne tåle pillerne! Bare jeg ikke var afhængig af så massivt et hjælpemiddel og bare jeg ikke havde den her lortesygdom. Men som en af mine gode venner skrev til mig i dag, da jeg skrev, at det var noget lort,
"Det er ikke lort - det er bare noget andet! Life's only a bitch if you are"
Jeg gider ikke være en bitch og jeg gider da slet ikke være uvenner med livet, så i morgen skal vi lære hinanden at kende - stolen og jeg, så livet kan blive mildt igen!!
ps. Jeg har været på tur her til aften med de to yngste artister. Vi skiftedes til at køre i kørestolen. Jeg fik ikke lært at stejle i dag, men det kommer, det kommer!!
Vi får sgu en god ferie, ja vi gør!
Bare jeg kunne tåle pillerne! Bare jeg ikke var afhængig af så massivt et hjælpemiddel og bare jeg ikke havde den her lortesygdom. Men som en af mine gode venner skrev til mig i dag, da jeg skrev, at det var noget lort,
"Det er ikke lort - det er bare noget andet! Life's only a bitch if you are"
Jeg gider ikke være en bitch og jeg gider da slet ikke være uvenner med livet, så i morgen skal vi lære hinanden at kende - stolen og jeg, så livet kan blive mildt igen!!
ps. Jeg har været på tur her til aften med de to yngste artister. Vi skiftedes til at køre i kørestolen. Jeg fik ikke lært at stejle i dag, men det kommer, det kommer!!
Vi får sgu en god ferie, ja vi gør!
RSS Feed