I dag har jeg været på arbejde for første gang i et halvt år! Nøj, hvor har jeg været spændt. 

Det er altså rigtig lang tid - et halvt år. Lang tid, fordi jeg hele tiden har haft lidt dårlig samvittighed og hele tiden selv har skullet mærke efter, hvornår jeg mente at være klar til at komme i gang igen. Det er så svær en beslutning, for hvad nu hvis jeg overvurderer mig selv og mine kræfter.

Men nu er det nu, og jeg er i kommet i gang - GODT i gang!
Det har ganske enkelt været den mest forrygende dag med et hav af oplevelser, som jeg absolut ikke forventer bliver en del af min daglige gang på arbejdet...

Klokken er lige nu 21 og jeg er supertræt, men jeg har jo lovet jer at fortælle om min 1. arbejdsdag, så i må tage til takke med at  jeg nøjes med at "highlighte" nogle af de mest spektakulære begivenheder, jeg havde i løbet af min fire timers arbejdsdag i dag.

Efter at have drukket en kop "nu er jeg tilbage"kaffe og få en hurtig (og hyggelig) update af to af mine pragtfulde kolleger, stødte jeg ind i en smilende herre, som gav mig hånden og glad sagde "hej Charlotte", hvorpå han gav mig et kys på kinden! Det var min borgmester, som kunne huske, at jeg for nogle måneder siden var troppet uanmeldt op på hans borgmesterkontor og havde "forlangt" et grønt kys af ham (og for den sags skyld alle de andre mandlige byrådspolitikere...) 

Så var dagen ligesom skudt i gang ik? Nåh men jeg har også holdt møde med min skønne kollega, Susanne, som i over en time fik marineret mig ind i tryghed, gåpåmod og glæde over at være tilbage. Frokosten blev indtaget i solen med udsigt til Haderslev Fjord i godt selskab sammen med mine kolleger, som påstod, at de havde savnet mig :-) 

Udover at kysse med Kommunens chef og nyde mine kollegers selskab har jeg altså også siddet og arbejdet lidt og fået en enkelt kop kaffe (eller to...)

Nåh, men intet varer jo evigt, og heller ikke min arbejdsdag. Jeg havde dog ikke forventet ligefrem at blive SMIDT ud via nødudgangen! Dette var dog ikke desto mindre, hvad der skete 10 minutter i "tak for i dag".

Jeg vil gerne indledningsvis pointere, at jeg IKKE havde hevet i nogen som helst form for NOTRUF snor, men pludselig bimlede og bamlede det på alle fire etager i VUC og en meget myndig stemme sagde over højttaleren (på tre sprog), at:
"Dette er en nødsituation! Alle bedes forlade bygningen via nødgangene". 

Og det gjorde vi så. Samtlige medarbejdere tog trapperne ned. Jeg befandt mig på det tidspunkt på fjerde sal, så jeg fik testet mine bens "trappefunktion", som viste sig at være ok i dag. Jeg hilste på falckbilerne og tog så hjem med beskeden om, at det blot var falsk alarm.

På tirsdag skal jeg på arbejde igen, og om jeg er spændt på, hvad den dag bringer?? Ja det tror jeg nok, jeg er :-) Jeg er en glad og taknemmelig cirkusdirektør - ja jeg er!

Det kan da godt være, at jeg ikke gjorde en forskel i dag, men jeg MÆRKEDE en forskel, og det er nok for mig!

Kun cirkusdirektøren kender beløbet fra de indsamlede grønne bøsser, men om et par timer trækkes en vinder!  TA DAAAA! Du kan nå at deltage i konkurrencen endnu ;-)

Hvem mon veinder en Othellolagkage og en vejrmølle??

Lørdag blev brugt på benknuser dræberbakken, hvor mellemste artists sagnomspundne praktikant sidste vinter flækkede skinnebenet, da hun "valgte" at bremse IND i et træ for enden af dræberbakken :-( Så det var med livet som indsats, at vi gentagne gange tog turen i høj fart ned mod omtalte træ og nåede at undvige liiige inden kollision ;-)

Udover udfordringen med at overleve den halsbrækkende kælketur med alle lemmer i behold, har min største udfordring, i denne ellers pragtfulde weekend, været at få benene til at virke i kulden. Mine "stænger" føles virkelig som stænger af ubøjeligt metal. Dette betyder i sagens natur, at min gang mest af alt ligner en to årigs (MED en klat i bleen). Løsningen på denne mindre flatterende gangart kunne jo meget nærliggende være at sætte sig i sofaen med et tæppe på og tænke "piv"! MEN jeg har rodet i mine tøjgemmer og fundet en helt ny form for "lingeri", som gør mig til en kloning mellem catwoman og Alexander Kølpin (uden bule...) Skiundertøj er en gave til MS-ben, hvis man i samme forbindelse iklæder sig en joggingdragt og skisokker ;-) 
Uagtet at vi har en indetemperatur på 24 grader (i skyggen) i Cirkus Holmboes "telt", ehar jeg valgt fra dags dato at være iklædt dette "kostume" både ude og inde, indtil det det giver + grader udendørs. 

Det kan da godt være, at jeg ikke er den mest sexede cirkusdirektør med struttende tylskørt og tricot lige nu, men jeg kan i det mindste atter vrikke med hofterne og lave små intime dansetrin, uden at ligne en, der har skidt i bukserne ;-)! Så til alle mine Sclerose-medsammensvorne: Skiundertøj fås i mange spændende farver, og får benene til at virke bedre i den her fordømte kulde - prøv det :-)

- og nu vil jeg iføre mig min nyindkøbte skibukser og begive mig ud i sneen med hunden. I sne og slud skal direktøren ud...