Blog Archives

Af hjertet tak Haderslev! Nu skal der forskes!

6/26/2014

I går tog min far og jeg turen rundt i Haderslev for at "indfange" de grønne bøsser fra Scleroseforeningen. Jeg vraltede og han heppede. Vi er sgu et godt team, min far og jeg!

60 grønne bøsser blev samlet ind. Det tog sin tid, for jeg kan godt li' pauser (og det kan min far så også...). Det er i sandhed en fantastisk by, jeg har valgt at bo i. Der var kindkys, klap på skulderen og kæmpe krammere fra butiksindehaverne. Vi blev, uanset hvilken butik vi kom i, sendt videre med et stort smil og et "godt kæmpet Charlotte".

Jeg bor i provinsen. Vi har måske ikke de vilde kulturelle tilbud (som jeg alligevel ikke magter at deltage i), men vi har sgu en samhørighed, og jeg havde igår sådan en uskyldig (måske naiv) fornemmelse, at alle butikkerne har fulgt mere med i "Kys sclerose farvel" indsamlingen i år end sidste år.

Jeg ved ihvertfald, at Haderslevs befolkning har! Det ved jeg, fordi yngsteartisten vejede alle pengene, da bøsserne var tømt, og der var 23 kg mønter. Dette svarer lige præcis til:

9.795,- danske kroner "Haderslevpenge" til forskning i sclerose!!

Tak Haderslev - af hjertet tak!

Sidste år nåede indsamlingen i Haderslev op på 6.333,50 kr. En hurtig udregning viser, at vi i år i Haderslev har doneret 3.461,50 mere til forskning i sclerose i år. Jeg er så glad og taknemmelig

Nu har jeg endelig fået afleveret både de 25.000,- jeg selv har indsamlet på Betternow og de 9.795,- som Haderslevfolk har doneret i de grønne bøsser her i foråret. De 34.795,- som jeg dermed har været med til at samle ind til forskning i sclerose i år sammen med en masse gavmilde mennesker har bare at blive brugt godt og fornuftigt. Lad være med at "rutte" med dem kære forskere (som min salige mormor ville have sagt)

Nåh men nu vil jeg åbne min egen sparebøsse og tælle mønterne, så jeg har et overblik over, hvor mange penge, der er til is i sommerferien :-)

0 Comments

Depression er ikke bare dårligt humør!

6/23/2014

2 Comments

Lige præcis i dag er det ni år siden, at jeg fik hjælp til at komme i gang med livet igen. En voldsom depression og et massivt attak som supplerede hinanden på ondeste vis betød, at jeg fik brug for hjælp. Professionel hjælp og meget af det.

Jeg har tænkt meget over, om jeg skal poste det her indlæg, men jeg vælger at gøre det, for at være med til at skabe håb og tro på, at med den rette hjælp, så skal det nok gå!

Jeg er den, jeg er i dag, fordi jeg fik hjælp fra de rigtige, omsorg fra mine nære og fordi jeg, selv når det var rigtig skidt, fastholdt troen på, at "Det skal nok gå"

Jeg havde i sommeren 2005 været syg i nogle måneder, men slog det hen med, at jeg jo lige var startet på nyt arbejde med dertilhørende stress og udfordringer. Jeg mærkede ikke efter overhovedet, men betragtede blot situationen som "mit liv lige nu" og tog ugentligt min sclerosemedicin, som passificerede mig et døgns tid. Ikke engang de vognstangsvink, som jeg fik fra familien om vedvarende opkast og vægttab, indelukkethed, træthed og opgivenhed bed på mig, og fik mig til at søge hjælp.

Blogindlægget her indeholder uddrag af den dagbog, jeg skrev under de første tre dage af min ni dages indlæggelse på Psykiatrisk afdeling i Haderslev, hvor jeg blev indlagt på grund af en klingende depression. I dagene op til, var jeg indlagt på medicinsk afdeling, fordi jeg ikke kunne holde maden i mig og havde et stort vægttab (som følge af et attak, viste det sig senere)

23.6.2005
Ude af medicinsk afd. og ind på psyk. P2.

Det har været en meget hård dag i formiddags. Jeg har været helt kraftløs. Mor har været på afdelingen fra morgenstunden og er en kæmpe støtte.

Jeg kan græde for første gang i dag, hvilket jeg føler, at jeg har gjort 1000 gange.

Jeg fik kl. 11.30 at vide ovre på medicinsk afd., at jeg måtte komme på Psyk P2, hvis jeg holdt maden i mig (pyha det var svært, bræk smager altså skidt, når jeg skal synke det for ikke at blive opdaget). Men jeg VIL være rask, og det kan jeg kun blive, hvis jeg får hjælp!

Jeg begyndte at spise lidt i går aftes. Martin (lægen fra afd. 10) lovede, at hvis jeg spiste, uden at det kom op igen, måtte jeg komme over på Psyk. P2 hurtigt. Jeg har holdt maden i mig (eller i hvert fald sunket det igen i al hemmelighed)

Temmelig meget kvalme, men nu er jeg her på Psyk! Mor kørte kørestolen med mig herover , mens jeg bad hende om at snakke hele tiden om alt og ingenting. Hun blev her helt til kl. 15.40. Så skulle hun hjem og lave Sankt Hansbål for mine elskede børn. Da hun var gået, fik jeg det pludselig meget godt og kunne selv sætte mig i en stol. Hvilken fryd. Ååh den forbandede kvalme og træthed…

Lægen kom kl. 16.30 sammen med min elskede Peter. Hun spurgte om en masse, og jeg kunne faktisk holde fokus, selvom jeg havde kvalme og rystede helt vildt.

Peter kørte mig en lille tur ude i gårdhaven i solskinnet. Det var dejligt. Han græd og jeg græd. Jeg håber og tror på, at vi kommer ud af dette med skindet på næsen.

Allan, som er sygeplejerske, har været her i aften. Han er god at snakke med. Jeg er i aften fortrøstningsfuld og VIL KÆMPE for at komme den her lortedepression og attaket til livs. Jeg vil bare blive rask.

Jeg er bare lidt bange for kikkertundersøgelsen i morgen, men DET SKAL NOK GÅ!

Godnat

24.6.2005
”Det skal nok gå” var afskedsordene i går – Lige nu kl. 16.15 er jeg HELT nede. Jeg har lige meldt afbud til familien og har megakvalme. Jane som er sygeplejerske har lige været her og siger, at jeg skal flytte fokus fra kvalmen og over på at skrive – det være hermed gjort. Det hjælper allerede lidt…

Jeg har ondt af Jeppe og Freja, men Peter siger at de har det helt fint. Det er så godt, at de har hinanden derhjemme og kan finde ud af det. Jeg burde gå i bad nu, men tør ikke, hvis kræfterne ikke slår til og kvalmen tordner tilbage. Fuck da også!

Min morgen startede ellers så fint. Jeg vågnede kl. 5.15 efter en hel nats søvn med sovepiller til hjælp (hold nu op, hvor mit ben ryster – SLAAAAP AF) Jeg ringede til Peter kl. 6.30 og fik lov til at snakke med Jeppe. Jeg spurgte om han havde lyst til at besøge mig i dag. Han blev helt pjattet og strålede som en sol. Freja ringede lidt senere og ville glæde sig. God morgen!

Jeg tog alene til kikkertundersøgelse med en sygeplejeelev, Bettina. Det var meget ubehageligt, men jeg fejlede ingenting i maven. Jeg var et helt nyt menneske, da det var overstået. Sikken lettelse. Jeg har ligget i sengen rigtig meget af dagen og småsovet med kvalme. Det eneste jeg skal fokusere på lige nu, er at DET SKAL NOK GÅ!!

Øv for fanden!! Kl. 16.45 kastede jeg op og ringede efter Jane (sygeplejerske). Det lettede og jeg fik lyst til at se min familie NU. Jane syntes det var en god idé, og de kom med det samme. Nyklippede og lidt generte. Jeg elsker dem, mine smukke og kloge børn. Jeg havde Jeppe på skødet og Freja i hånden. Jeg kæmpede med kvalmen foran ventilatoren men klarede det.

Jeg syntes jeg tacklede det flot. Peter er den mest fantastiske i verden. Jeg er så lykkelig for at han holder ud og giver børnene tryghed og et dejligt liv, for lige nu er det sgu svært for alle.

De var her ½ time. Efterfølgende har jeg kastet op 2-3 gange og sovet til kl. 20.
Peter kommer igen om lidt. Det glæder jeg mig til – vildt meget.

Jeg har det lidt bedre nu, så… ”DET SKAL NOK GÅ”

Godnat

25.6.2005
Jesper skal giftes i dag, så hele familien er taget til Ringkøbing.

Allan (sygeplejersken) er her i dag. Det er godt, for han giver mig en kæmpe tryghed. Jeg har haft en hård dum dag med mange opkastninger og dybe vejrtrækninger. Jeg er så træt af kvalmen. Den gør det simpelthen af med den lille bitte overskud, jeg kan fremkæmpe i splitsekunder.

I formiddags mistede jeg balancen og faldt ind i en stol og landede så tungt ned på gulvet. Jeg kunne ikke selv komme op, men måtte bruge klokken til at få hjælp. De kunne så samle mig op søbet ind i tårer og bræk…Jeg trykkede et par ribben og slog mit håndled. Det gør bare så ondt i ribbenene, når jeg kaster op – øv altså. Nu får jeg så også smertestillende medicin – velbekomme :-/

Jeg har grædt rigtig meget i dag, men Allan har hjulpet mig. Han har bare siddet og kigget på mig, mens jeg lå i min seng og prøvede at falde i søvn. Jeg ville ikke være alene, eller rettere jeg kunne ikke! Smerter, modløshed og uro i kroppen er en dårlig kombi for ønsket om søvn.

Psykiateren Erik kom ind til mig og sagde, at jeg ikke behøvede at tage Avonex i aften. Sikken en lettelse. Jeg havde ellers besluttet mig for at at snyde igen og bare lade som om jeg tog sprøjten. Neurologerne og dem her på Psyk. P2 mener, at det er Avonexen der giver alle bivirkningerne og dermed også depressionen. Sådan noget møg, og dog, så er der da en forklaring.

Jeg har fået en sprøjte med stesolid i eftermiddags, fordi jeg havde det så dårligt. Jeg sov 1 ½ time og er et helt andet menneske nu. Jeg har fået lidt aftensmad (ris+kalkun og is til dessert) skønt jeg har ingen kvalme. To skridt frem er bedre end et tilbage!

Dette var de tre første dages dagbog som indlagt på Psyk. Herfra gik det kun en vej - fremad! Jeg blev udskrevet fra psyk. efter ni dage, da jeg forbavsende hurtigt fik det bedre, efter de sandt ud af, at det var min sclerosemedicin, som var "hoved-synderen". Jeg fik langsomt mere energi, holdt maden i mig, blev fodret op, kunne være med til at hygge og grine og jeg begyndte så på arbejde 2 måneder senere.

Vi kom igennem det som familie. Jeg kom igennem det som menneske. Jeg har lært rigtig meget om mig selv, og hvad jeg med rimelighed kan byde mig selv og min sygdom. Jeg mærker efter nu. Vi mærker efter nu og jeg minder dagligt mig selv om, at jeg er den, jeg er i dag, fordi jeg fik hjælp fra de rigtige, omsorg fra mine nære og fordi jeg, selv når det var rigtig skidt, fastholdt troen på, at "Det skal nok gå"

Jeg får stadig sclerosemedicin, men ikke længere noget, som giver bivirkninger. Jeg søger de gode ting, de ting som giver mig energi. Jeg husker at nyde de alle de ting jeg kan og har mulighed for at gøre. Livet er sgu meget bedre end godt nok, når man får lært at leve det!

2 Comments

Jeg stod og stod og stod og så svævede vi!

6/19/2014

0 Comments

I går formiddags pakkede billetsælgeren og jeg Berlingoen med en fantastisk madpakke smurt af min elskede mor, min rollator og tæpper til at sidde på. Og så kørte vi forventningsfulde til Odense. Det var nemlig dagen for den længe ventede koncert med John Mayer i Kongens Have!

I fire måneder har vi glædet os til koncerten, lige indtil for ca 14 dage siden! Der begyndte der nemlig at spille en film i hovedet på mig. Den kan vel nærmest bedst kategoriseres som en dokumentarisk kortfilm. Kort fortalt ser man billetsælgeren og jeg siddende i det fjerneste hjørne i Kongens Have, hvor vi svagt kan høre noget musik på en scene og folk huje og juble efter hvert nummer. Billetsælgeren sidder på det medbragte tæppe og jeg på min rollator. Ingen af os kan så meget som skimte den store scene, hvor vi VED, at Mr. Mayer med band giver den gas... I det hele taget er vi ikke rigtig med til festen, men sidder nærmest som sådan nogle kratluskere, som ingen tager notits af...

Jeg har prøvet at redigere i filmen og sætte den på pause, så min indre "dramaqueen" ville falde til ro, men uden held. Derfor var det også en mut cirkusdirektør, som vågnede af sin middagssøvn på hotelværelset og siddende på sengekanten stille mumlede "Jeg SYNES altså ikke, at det her er fedt Peter. Jeg har slet ikke lyst lige nu. Hvor kan vi overhovedet stå med en rollator? Jeg vil stå tæt med de andre, tæt på scenen og tæt med dig - lorterollator"

Vi har egentlig ikke talt om det med rollator, koncert, dumme ben konceptet, men jeg er overbevist om, at billetsælgeren har haft en tilsvarende film kørende for sit indre blik.

Han gjorde ihvertfald det, at i stedet for at overtale mig til at tage den med, gjorde han det eneste rigtige for os begge i situationen. Rollatoren blev pakket sammen i hjørnet, jeg fik et kæmpekys uden fyldord, og så tog vi afsted arm i arm. Det er den bedste aften, jeg kan mindes at have haft! Jeg kunne være med til at stå helt tæt med både ham og de andre koncertbasser uden fare for at nogen hamrede benene ind i mit stålstativ med hjul.

Musikken gik i gang. Vi stod op, så tæt med alle de andre, at det var umuligt at miste balancen. Vi så, lyttede, vrikkede til og NØD Rasmus Nøhr, som varmede op på smukkeste vis. Der var sgu pludselig sommer i Europa! Som den eneste i hele Kongens Have, foldede jeg mit tæppe ud, da Rasmus N. var færdig og satte jeg mig ned mellem stikkelsbærben, tomme ølbægre og sure tæer i 20 minutters tid, inden John the Mayer gik på scenen!

Mr. Mayer entrerede scenen, alle hujede og musikken gik i gang. Åh fryd!!

Jeg kunne stå op hele koncerten. Jeg kunne danse til musikken (ihvertfald vrikke lidt med hofterne) og jeg stod, så jeg kunne se mr. Mayer med band hele tiden samtidig med, at jeg kunne mærke varmen fra billetsælgeren i ryggen. Jeg jublede over musikken, mine ben, der ville stå, stemningen og at vi fik denne oplevelse sammen.

Den sidste sang John Mayer spillede efter 2 timers koncert var nummeret Gravity (tyngdelov). Han beskriver selv denne sang som den vigtigste sang, han nogensinde har skrevet.

Her er et par uddrag fra teksten, som jeg i min euforristiske tilstand denne aften i Kongens Have bestemt mente han må have sunget til mig ;-)

Gravity is working against me
And gravity wants to bring me down

Oh gravity, stay the hell away from me
And gravity has taken better men than me (now how can that be?)

Just keep me where the light is
Just keep me where the light is

Jeg mærkede ikke tyngdekraften i går aftes. Jeg havde derimod fornemmelsen af, at vi svævede tilbage til hotellet tæt omsluttet af hinanden, følelsen af håb og "vi skal gi' dem, skal vi".

Lige nu gider jeg ikke tænke på nyerhvervet kørestol, rollator, kramper i benene om natten, manglende nattesøvn og en latterlig kort gangdistance, for jeg kan STÅ på mine ben, jeg kan stå på dem i lang tid lige nu og jeg kan vrikke med mine hofter - ovenikøbet til rytmerne fra smasklækre John Mayer i Kongens Have!

Vi har lavet en aftale, billetsælgeren og jeg! Vi SKAL til mindst en koncert hver år fra nu af (jeg sagde to...)

Servicemeddelelse: Hvis der er nogen, der i en eller anden situation mangler én til bare at stå, så giv mig et kald! Jeg gør det gratis :-)

0 Comments

at være strømførende - av for satan!

6/13/2014

0 Comments

Da jeg for et par uger siden lettere modløs og uinspireret ankom til træning hos min fysioterapeut Susanne, kunne jeg da godt se på hendes smil, at hun ville mere end blot at ønske mig godmorgen. Hun sagde to ting:

1: Charlotte du ser da godt nok træt ud (læs: du ligner lort)

2: Jeg har været på kursus oppe på Vejlefjord og lært noget med strøm, vil du være med... (læs: du er den eneste jeg kender som vil sættes strøm til)

Du kan læse her om elstimulation.

Jaaeh, være med og være med... Jeg har sgu aldrig fået lov til at lege med hverken strøm eller tændstikker for mine forældre... Men hvad pokker, jeg kunne jo altid sige, at det var hende der startede, hvis noget skulle gå galt.

Og så blev jeg placeret på en briks, hvorefter Susanne gav mig elektroder på benet, mens hun mumlede noget med, at jeg skulle jo bare sige stop, når det gjorde for ondt...

Mens hun stadigt smilende torturerede mig og mit venstre ben, spurgte hun (igen igen) engageret ind til min kost, og om jeg var kommet i gang med det der protein-noget!

Susanne ved godt, at jeg kæmper og kæmper for at holde vægten oppe, for at træne min krop og for at bibeholde fornemmelsen af, at det hele giver mening. Når jeg får hjælp, skulderklap og et spark i røven af hende, så kan jeg lidt mere, bare lidt mere og lidt længere.

Så for at lukke munden på min skønne fysioterapeut har jeg investeret i proteiner. Proteindrikke på recept fra apoteket og proteinpulver. Jeg husker at tage det efter træning og hun husker at rose mig!

Jeg tror at det hjælper, og jeg tror på at det hjælper. Jeg lægger ihvertfald gerne krop til en omgang strøm, styrketræner og drikker proteindrik, som smager af blendet skovsnegl, så længe jeg føler, at jeg selv (og med hjælp fra min empatiske og superdygtige fysioterapeut Susanne) kan gøre noget for at sclerosen ikke buldrer.

0 Comments

Jeg fik en stol... En stol der kan køre!

6/12/2014

2 Comments

I efteråret nåede jeg toppen af eufori og taknemmelighed. Jeg lavede nemlig en aftale med mine ben, og sammen med dr. Clooney lagde vi en plan, hvor målet var klart. Lær at gå uden slinger og længere end nu!

Jeg begyndte derfor at tage den nye "gå-medicin" Fampyra, og virkningen var mildest talt imponerende og yderst tilfredsstillende. Jeg kunne pludselig efter flere år med gakkede gangarter og skildpaddetempo både hoppe, sjippe og løbe (læs:lunte) 50 meter.

Målet var nået, min hverdag var pludselig meget lettere og friskere, og jeg kunne nærmest gå på vandet. Både krykker og rollator blev forvist til loftet med et "på gensyn om mange år".

Sådan skulle dette eventyr så ikke ende... I takt med min genvundne styrke i benene indfandt søvnløsheden, rastløsheden og uroen i benene sig. Med kun tre timers usammenhængende søvn pr. nat lignede og opførte jeg mig efterhånden som en nybagt mor til et barn med kolik. Skinger, udmattet og med store poser under øjnene. Meldingen fra den søde dr. Clooney var klar...
"det er helt sikkert bivirkninger ved Fampyraen, så jeg vil anbefale dig at holde pause med pillerne. Det er vigtigt at få sin søvn Charlotte".

Han ER klog ham Clooney, for uden Fampyraen oplever jeg nu ingen søvnbesvær eller uro i benene! men men men jeg kan for pokker ikke gå. Hold nu op, hvor har jeg grædt mange tårer og sendt mange forbandelser afsted. Jeg har også forsøgt at sige til mig selv, at der er mange der har det værre end jeg. Men hver gang, kommer der ikke andet end bla bla bla og hva' så!!

Jeg er ked af det - gu' fanden er jeg da ked af det. Nu GIK det jo lige så godt. Nu kunne jeg jo være med til ting, som jeg før fandt undskyldninger for ikke at deltage i. Nu VAR jeg lige holdt op med at tjekke ud, hvor jeg kunne holde næste siddepause. Og nu VAR mine artister og billetsælgeren stoppet med at spørge "er du ok?" "skal vi holde en pause".

Jeg VIL ikke holde pauser hele tiden, og jeg VIL være ok og kunne tage med, når alt det sjove sker. I dag talte jeg derfor med Harald!

Harald er ansat ved kommunen, og den rare mand har skaffet mig en kørestol, en sort én med bremser, skubbehåndtag, en blød pude at sidde på og to dæk som er hårdt pumpede. Jeg hentede den i formiddags på hjælpemiddelcentralen. Harald bad mig om at "tage plads i vognen", så vi liiige kunne få den indstillet. At sætte sig i den stol var tusind gange sværere end at sætte sig ved det grønne bord til matematikeksamen i gymnasiet (og DET var svært). Kørestol bag i Berlingo og hjem og vise kørestolen frem.

Mellemsteartisten så den, satte sig og begyndte at stejle. Billetsælgeren kiggede anerkendende til og ældsteartisten sagde tørt "tillykke med Ferrarien mutti".

Bare jeg kunne tåle pillerne! Bare jeg ikke var afhængig af så massivt et hjælpemiddel og bare jeg ikke havde den her lortesygdom. Men som en af mine gode venner skrev til mig i dag, da jeg skrev, at det var noget lort,

"Det er ikke lort - det er bare noget andet! Life's only a bitch if you are"

Jeg gider ikke være en bitch og jeg gider da slet ikke være uvenner med livet, så i morgen skal vi lære hinanden at kende - stolen og jeg, så livet kan blive mildt igen!!

ps. Jeg har været på tur her til aften med de to yngste artister. Vi skiftedes til at køre i kørestolen. Jeg fik ikke lært at stejle i dag, men det kommer, det kommer!!
Vi får sgu en god ferie, ja vi gør!

2 Comments

Vi laver rejedeller

6/1/2014

0 Comments

Endelig, langt om længe og nu skal det være!!

Kasper og jeg mødtes efter aaaalt for lang tid uden fælles madlavning til Radio MS en formiddag i sidste uge og lavede rejedeller.

En skøn formiddag med madlavning og masser af snak om, hvorfor mayonnaise er ok, hvorfor styrketræning er så kedelig og hvad man med fordel kan gøre istedet. I denne udsendelse kan du også høre, hvornår Kaspers og Lisbets længe ventede snackbog udkommer.

Ærligt! Jeg havde en lille smule svært ved at forestille mig, hvordan rejedeller smager, men jeg kan på det kraftigste anbefale dig at prøve opskriften. De smager virkelig godt, er fryseegnede og super nemme og hurtige at lave.

listen to ‘Rejedeller’ on Audioboo

Rejedeller (ca. 15 stk)

Ingredienser:
300 g rejer
1 skalotteløg (eller et lille alm. løg)
2 æggehvider
2 spsk mayonnaise
1 tsk sennep
3 spsk sesamfrø
Lidt purløg
salt og peber

Sådan gør du:
- Start med at tø rejerne op, hvis de kommer fra frost.

- Skær løget i store tern og kom ned i en minihakker sammen med æggehvider, mayonnaise og sennep og kør det i ca. 30 sek. i hakkeren.

- Kom det herefter op i en skål.

- Når rejerne er tøet op, kommes de i minihakkeren og gøres til fars.

- Kom farsen i skålen sammen med de andre ingredienser.

- Hak purløg fint og kom det i skålen sammen med sesamfrø, salt og peber og rør det godt rundt.

- Kom lidt olie på en pande og brug en spiseske til at forme små frikadeller, som steges på panden i ca. 3-4 minutter på hver side.

Kasper og jeg ønsker jer god fornøjelse og velbekomme :-)

0 Comments

Arkiv

April 2016
March 2016
February 2016
January 2016
December 2015
November 2015
October 2015
September 2015
August 2015
July 2015
June 2015
May 2015
April 2015
March 2015
February 2015
January 2015
December 2014
November 2014
October 2014
September 2014
August 2014
July 2014
June 2014
May 2014
April 2014
March 2014
February 2014
January 2014
December 2013
November 2013
October 2013
September 2013
August 2013
July 2013
June 2013
May 2013
April 2013
March 2013
February 2013
January 2013
December 2012
November 2012
October 2012
September 2012

Hvem er vi?

Jeg er cirkusdirektør i Cirkus Holmboe. Mit cirkus har eksisteret siden 1995 og har 5 medlemmer + cirkushunden Sofus. Jeg er som cirkusdirektør ansvarlig for de daglige forestillinger, som kan variere lige fra spektakulære krumspring til de fladeste overspringshop.

Vi har artister, en billetsælger, badutspringere, jonglører (både med ord, tallerkner og bolde), tryllekunstnere, tankelæsere, linedansere men INGEN klovne!!

Mere om mig selv og mine ansatte kan læses ved at trykke på "hjem" knappen øverst.

Emner

Sider jeg læser:

RSS Feed