Da jeg for et par uger siden lettere modløs og uinspireret ankom til træning hos min fysioterapeut Susanne, kunne jeg da godt se på hendes smil, at hun ville mere end blot at ønske mig godmorgen. Hun sagde to ting:
1: Charlotte du ser da godt nok træt ud (læs: du ligner lort)
2: Jeg har været på kursus oppe på Vejlefjord og lært noget med strøm, vil du være med... (læs: du er den eneste jeg kender som vil sættes strøm til)
Du kan læse her om elstimulation.
Jaaeh, være med og være med... Jeg har sgu aldrig fået lov til at lege med hverken strøm eller tændstikker for mine forældre... Men hvad pokker, jeg kunne jo altid sige, at det var hende der startede, hvis noget skulle gå galt.
Og så blev jeg placeret på en briks, hvorefter Susanne gav mig elektroder på benet, mens hun mumlede noget med, at jeg skulle jo bare sige stop, når det gjorde for ondt...
Susanne ved godt, at jeg kæmper og kæmper for at holde vægten oppe, for at træne min krop og for at bibeholde fornemmelsen af, at det hele giver mening. Når jeg får hjælp, skulderklap og et spark i røven af hende, så kan jeg lidt mere, bare lidt mere og lidt længere.
Så for at lukke munden på min skønne fysioterapeut har jeg investeret i proteiner. Proteindrikke på recept fra apoteket og proteinpulver. Jeg husker at tage det efter træning og hun husker at rose mig!