Lige præcis i dag er det ni år siden, at jeg fik hjælp til at komme i gang med livet igen. En voldsom depression og et massivt attak som supplerede hinanden på ondeste vis betød, at jeg fik brug for hjælp. Professionel hjælp og meget af det.
Jeg har tænkt meget over, om jeg skal poste det her indlæg, men jeg vælger at gøre det, for at være med til at skabe håb og tro på, at med den rette hjælp, så skal det nok gå!
Jeg er den, jeg er i dag, fordi jeg fik hjælp fra de rigtige, omsorg fra mine nære og fordi jeg, selv når det var rigtig skidt, fastholdt troen på, at "Det skal nok gå"
Jeg havde i sommeren 2005 været syg i nogle måneder, men slog det hen med, at jeg jo lige var startet på nyt arbejde med dertilhørende stress og udfordringer. Jeg mærkede ikke efter overhovedet, men betragtede blot situationen som "mit liv lige nu" og tog ugentligt min sclerosemedicin, som passificerede mig et døgns tid. Ikke engang de vognstangsvink, som jeg fik fra familien om vedvarende opkast og vægttab, indelukkethed, træthed og opgivenhed bed på mig, og fik mig til at søge hjælp.
Blogindlægget her indeholder uddrag af den dagbog, jeg skrev under de første tre dage af min ni dages indlæggelse på Psykiatrisk afdeling i Haderslev, hvor jeg blev indlagt på grund af en klingende depression. I dagene op til, var jeg indlagt på medicinsk afdeling, fordi jeg ikke kunne holde maden i mig og havde et stort vægttab (som følge af et attak, viste det sig senere)
Jeg har tænkt meget over, om jeg skal poste det her indlæg, men jeg vælger at gøre det, for at være med til at skabe håb og tro på, at med den rette hjælp, så skal det nok gå!
Jeg er den, jeg er i dag, fordi jeg fik hjælp fra de rigtige, omsorg fra mine nære og fordi jeg, selv når det var rigtig skidt, fastholdt troen på, at "Det skal nok gå"
Jeg havde i sommeren 2005 været syg i nogle måneder, men slog det hen med, at jeg jo lige var startet på nyt arbejde med dertilhørende stress og udfordringer. Jeg mærkede ikke efter overhovedet, men betragtede blot situationen som "mit liv lige nu" og tog ugentligt min sclerosemedicin, som passificerede mig et døgns tid. Ikke engang de vognstangsvink, som jeg fik fra familien om vedvarende opkast og vægttab, indelukkethed, træthed og opgivenhed bed på mig, og fik mig til at søge hjælp.
Blogindlægget her indeholder uddrag af den dagbog, jeg skrev under de første tre dage af min ni dages indlæggelse på Psykiatrisk afdeling i Haderslev, hvor jeg blev indlagt på grund af en klingende depression. I dagene op til, var jeg indlagt på medicinsk afdeling, fordi jeg ikke kunne holde maden i mig og havde et stort vægttab (som følge af et attak, viste det sig senere)
23.6.2005
Ude af medicinsk afd. og ind på psyk. P2.
Det har været en meget hård dag i formiddags. Jeg har været helt kraftløs. Mor har været på afdelingen fra morgenstunden og er en kæmpe støtte.
Jeg kan græde for første gang i dag, hvilket jeg føler, at jeg har gjort 1000 gange.
Jeg fik kl. 11.30 at vide ovre på medicinsk afd., at jeg måtte komme på Psyk P2, hvis jeg holdt maden i mig (pyha det var svært, bræk smager altså skidt, når jeg skal synke det for ikke at blive opdaget). Men jeg VIL være rask, og det kan jeg kun blive, hvis jeg får hjælp!
Jeg begyndte at spise lidt i går aftes. Martin (lægen fra afd. 10) lovede, at hvis jeg spiste, uden at det kom op igen, måtte jeg komme over på Psyk. P2 hurtigt. Jeg har holdt maden i mig (eller i hvert fald sunket det igen i al hemmelighed)
Temmelig meget kvalme, men nu er jeg her på Psyk! Mor kørte kørestolen med mig herover , mens jeg bad hende om at snakke hele tiden om alt og ingenting. Hun blev her helt til kl. 15.40. Så skulle hun hjem og lave Sankt Hansbål for mine elskede børn. Da hun var gået, fik jeg det pludselig meget godt og kunne selv sætte mig i en stol. Hvilken fryd. Ååh den forbandede kvalme og træthed…
Lægen kom kl. 16.30 sammen med min elskede Peter. Hun spurgte om en masse, og jeg kunne faktisk holde fokus, selvom jeg havde kvalme og rystede helt vildt.
Peter kørte mig en lille tur ude i gårdhaven i solskinnet. Det var dejligt. Han græd og jeg græd. Jeg håber og tror på, at vi kommer ud af dette med skindet på næsen.
Allan, som er sygeplejerske, har været her i aften. Han er god at snakke med. Jeg er i aften fortrøstningsfuld og VIL KÆMPE for at komme den her lortedepression og attaket til livs. Jeg vil bare blive rask.
Jeg er bare lidt bange for kikkertundersøgelsen i morgen, men DET SKAL NOK GÅ!
Godnat
24.6.2005
”Det skal nok gå” var afskedsordene i går – Lige nu kl. 16.15 er jeg HELT nede. Jeg har lige meldt afbud til familien og har megakvalme. Jane som er sygeplejerske har lige været her og siger, at jeg skal flytte fokus fra kvalmen og over på at skrive – det være hermed gjort. Det hjælper allerede lidt…
Jeg har ondt af Jeppe og Freja, men Peter siger at de har det helt fint. Det er så godt, at de har hinanden derhjemme og kan finde ud af det. Jeg burde gå i bad nu, men tør ikke, hvis kræfterne ikke slår til og kvalmen tordner tilbage. Fuck da også!
Min morgen startede ellers så fint. Jeg vågnede kl. 5.15 efter en hel nats søvn med sovepiller til hjælp (hold nu op, hvor mit ben ryster – SLAAAAP AF) Jeg ringede til Peter kl. 6.30 og fik lov til at snakke med Jeppe. Jeg spurgte om han havde lyst til at besøge mig i dag. Han blev helt pjattet og strålede som en sol. Freja ringede lidt senere og ville glæde sig. God morgen!
Jeg tog alene til kikkertundersøgelse med en sygeplejeelev, Bettina. Det var meget ubehageligt, men jeg fejlede ingenting i maven. Jeg var et helt nyt menneske, da det var overstået. Sikken lettelse. Jeg har ligget i sengen rigtig meget af dagen og småsovet med kvalme. Det eneste jeg skal fokusere på lige nu, er at DET SKAL NOK GÅ!!
Øv for fanden!! Kl. 16.45 kastede jeg op og ringede efter Jane (sygeplejerske). Det lettede og jeg fik lyst til at se min familie NU. Jane syntes det var en god idé, og de kom med det samme. Nyklippede og lidt generte. Jeg elsker dem, mine smukke og kloge børn. Jeg havde Jeppe på skødet og Freja i hånden. Jeg kæmpede med kvalmen foran ventilatoren men klarede det.
Jeg syntes jeg tacklede det flot. Peter er den mest fantastiske i verden. Jeg er så lykkelig for at han holder ud og giver børnene tryghed og et dejligt liv, for lige nu er det sgu svært for alle.
De var her ½ time. Efterfølgende har jeg kastet op 2-3 gange og sovet til kl. 20.
Peter kommer igen om lidt. Det glæder jeg mig til – vildt meget.
Jeg har det lidt bedre nu, så… ”DET SKAL NOK GÅ”
Godnat
25.6.2005
Jesper skal giftes i dag, så hele familien er taget til Ringkøbing.
Allan (sygeplejersken) er her i dag. Det er godt, for han giver mig en kæmpe tryghed. Jeg har haft en hård dum dag med mange opkastninger og dybe vejrtrækninger. Jeg er så træt af kvalmen. Den gør det simpelthen af med den lille bitte overskud, jeg kan fremkæmpe i splitsekunder.
I formiddags mistede jeg balancen og faldt ind i en stol og landede så tungt ned på gulvet. Jeg kunne ikke selv komme op, men måtte bruge klokken til at få hjælp. De kunne så samle mig op søbet ind i tårer og bræk…Jeg trykkede et par ribben og slog mit håndled. Det gør bare så ondt i ribbenene, når jeg kaster op – øv altså. Nu får jeg så også smertestillende medicin – velbekomme :-/
Jeg har grædt rigtig meget i dag, men Allan har hjulpet mig. Han har bare siddet og kigget på mig, mens jeg lå i min seng og prøvede at falde i søvn. Jeg ville ikke være alene, eller rettere jeg kunne ikke! Smerter, modløshed og uro i kroppen er en dårlig kombi for ønsket om søvn.
Psykiateren Erik kom ind til mig og sagde, at jeg ikke behøvede at tage Avonex i aften. Sikken en lettelse. Jeg havde ellers besluttet mig for at at snyde igen og bare lade som om jeg tog sprøjten. Neurologerne og dem her på Psyk. P2 mener, at det er Avonexen der giver alle bivirkningerne og dermed også depressionen. Sådan noget møg, og dog, så er der da en forklaring.
Jeg har fået en sprøjte med stesolid i eftermiddags, fordi jeg havde det så dårligt. Jeg sov 1 ½ time og er et helt andet menneske nu. Jeg har fået lidt aftensmad (ris+kalkun og is til dessert) skønt jeg har ingen kvalme. To skridt frem er bedre end et tilbage!
Dette var de tre første dages dagbog som indlagt på Psyk. Herfra gik det kun en vej - fremad! Jeg blev udskrevet fra psyk. efter ni dage, da jeg forbavsende hurtigt fik det bedre, efter de sandt ud af, at det var min sclerosemedicin, som var "hoved-synderen". Jeg fik langsomt mere energi, holdt maden i mig, blev fodret op, kunne være med til at hygge og grine og jeg begyndte så på arbejde 2 måneder senere.
Vi kom igennem det som familie. Jeg kom igennem det som menneske. Jeg har lært rigtig meget om mig selv, og hvad jeg med rimelighed kan byde mig selv og min sygdom. Jeg mærker efter nu. Vi mærker efter nu og jeg minder dagligt mig selv om, at jeg er den, jeg er i dag, fordi jeg fik hjælp fra de rigtige, omsorg fra mine nære og fordi jeg, selv når det var rigtig skidt, fastholdt troen på, at "Det skal nok gå"
Jeg får stadig sclerosemedicin, men ikke længere noget, som giver bivirkninger. Jeg søger de gode ting, de ting som giver mig energi. Jeg husker at nyde de alle de ting jeg kan og har mulighed for at gøre. Livet er sgu meget bedre end godt nok, når man får lært at leve det!
Vi kom igennem det som familie. Jeg kom igennem det som menneske. Jeg har lært rigtig meget om mig selv, og hvad jeg med rimelighed kan byde mig selv og min sygdom. Jeg mærker efter nu. Vi mærker efter nu og jeg minder dagligt mig selv om, at jeg er den, jeg er i dag, fordi jeg fik hjælp fra de rigtige, omsorg fra mine nære og fordi jeg, selv når det var rigtig skidt, fastholdt troen på, at "Det skal nok gå"
Jeg får stadig sclerosemedicin, men ikke længere noget, som giver bivirkninger. Jeg søger de gode ting, de ting som giver mig energi. Jeg husker at nyde de alle de ting jeg kan og har mulighed for at gøre. Livet er sgu meget bedre end godt nok, når man får lært at leve det!
RSS Feed
