SÅ fik jeg sendt mit cirkus afsted! Superspændte og megatændte har de to yngste artister, billetsælgeren og seniorartisten sat kursen mod Jyllandsringen i Silkeborg, hvor der i dag skal køres Grand Prix. Bilen var proppet med god karma - rigtig varm, blød og god karma!

Den gode karma skyldes i høj grad Jan Magnussen og hans kone. Altså racerkøreren Jan Magnussen, som har vundet flere Le Mansløb og deltaget i intet mindre end 25 Formel 1 løb.

Jan Magnussen og hans kone Christina har nemlig inviteret mit Cirkus til at komme til Silkeborg i dag og opleve ham køre (stærkt) - Det bliver så vild en drengerøvsdag med hurtige biler, motorlarm og hujen på sidelinjen. 

Hele det her setup begyndte egentlig for et par måneder siden med, at billetsælgeren læste Jan Magnussens bog "En fiaskos perfekte liv". Bogen gjorde så stort et indtryk på billetsælgeren, at han en sen aften, da sidste side var læst, besluttede sig for at skrive en mail til Jan Magnussen for at fortælle, hvor begejstret han var for den. 

Fire dage gik der, så fik Billetsælgeren en mail fra Jans kone, hvor hun fortæller, at hun har læst mailen op for både sin mand og hans manager. Jan Magnussen var blevet meget rørt, og havde bedt hende om at sende to caps, en bog, to plakater og ikke mindst billetter til Grand Prix den 31.8. Ikke et øje var tørt herhjemme, da pakken kom! èn ting er at være kendt! Noget helt andet er at være kendt OG samtidig være så "god karma" agtig. 

Det er efterhånden to måneder siden den der fantastiske pakke kom, så der har været nedtælling i rigtig mange dage, daglig snakken og uudholdelig venten på den store dag.

For et par dage siden kammede det så helt over med god karma, da Jans kone Christina sendte nedenstående mail. 

Hvor er det da bare ovenud fantastisk, at en mail fra min billetsælger, hvor han blot tilkendegiver sin begejstring over en bog udvikler sig til det her - en oplevelse for livet!

Hvad kan vi lære af det her?? Joh jeg har ihvertfald lært, at karma smitter. Jeg tror på god karma, og jeg tror på, at hvis vi alle husker at anerkende, rose og dele ud af det gode i vores liv, så vil verden være et bedre sted.

Spørger I, Hvad jeg vil lave nu, hvor jeg er helt alene hjemme?? Joh jeg vil køre i pit. Lade snavs være snavs, lade vasketøjet passe sig selv og kigge på at græsset gror. Jeg vil sidde og smile over de sms'er som jeg VED tikker ind om hvor feeeedt det er. I aften har jeg fået skiftet reservedele, er blevet fyldt op med brændstof, så jeg er klar til at køre nogle runder i morgen, hvor alle er hjemme igen :-)

Det er ret sent og jeg er ret træt, men jeg er simpelthen så glad og lettet, at jeg bliver nødt til at dele den følelse med hele verden, inden jeg lægger mig til at sove om lidt.

I dag kl. 10 skulle jeg mødes med min chef. Jeg har ikke set ham i flere måneder på grund af den her forbandede sygemelding, som har gjort et indhug både fysisk og kognitivt.

Vi skulle snakke "Charlottes retur til virkeligheden... hvornår, hvordan og måske hvorfor".  Jeg var derfor spændt og lettere utilpas inden det her møde. Ikke fordi jeg har en dum chef, men simpelthen fordi følelsen af at vide, at jeg ikke er ansat på lige vilkår med "alle de andre", og derfor ikke magter de samme arbejdsopgaver er evigt påtrængende og så svære at forklare. Dette, og så den her sygemelding oveni, får mig til at blive så lille og usikker på både job, mig selv og hvad folk tænker om mig og min "samfundsindsats".

Nåh... men vi gav hinanden hånden, chefen og jeg og fik placeret os over for hinanden, mens jeg fik bøvlet stokken på plads. Han indledte med at sige noget om, at det var godt at se mig igen og at det var længe siden, og SÅ kom ordene, som jeg har tænkt over hele dagen "Hvad kan jeg gøre for dig Charlotte"

Hvad han kan gøre for mig?? Det spørgsmål havde jeg jo ikke ligefrem indregnet i den lille "tale", jeg forberedte i morges inden afgang...

Det han kan gøre for mig, er at være den chef, som han viste sig at være i dag. Han lyttede, nikkede, noterede lidt ned og sagde "Det var da dejligt! Det vil vi glæde os rigtig meget til, for du er savnet" da jeg proklamerede, at den 12. september kommer jeg tilbage fra en sygemelding, som har været nødvendig, men virkelig virkelig svær at forene sig med. Jeg har været fyldt op med dårlig samvittighed, en følelse af at være overflødig og ligegyldig. Allermest har jeg været rastløs på sådan en underlig zombietræt måde, som intet godt bringer med sig.

Vi har lagt en plan for mig, når jeg kommer tilbage. Vi lagde den sammen, og jeg er helt tryg og glæder mig ligefrem, til det bliver den 12. september. 

Jeg glæder mig også helt vildt til at se mine kolleger igen, for de var slet ikke ligeglade med mig i dag. De så mig, krammede mig, hentede kaffe til mig, og de sagde faktisk også, at de glæder sig til jeg kommer tilbage. Jeg føler mig lidt savnet lige nu. Det er en fantastisk følelse, som jeg vil holde fast i. Jeg har besluttet, at det SKAL fungere at komme tilbage på arbejde. Trods usikkerheden og den periodevise utilstrækkelighed, som jeg nok ikke slipper helt for, er jeg sikker på, at det bliver ok!!

Min skønne kollega, Susanne, sendte mig en sms i går og en i dag. Nogle rigtige "glad i låget" sms'er, som i høj grad får mig til at følge mig værdsat og ligeværdig. 

I dag var der nogen der gjorde noget for mig. Noget godt, noget trygt og noget som stensikkert vil være med til at få mig tilbage i virkeligheden med et smil på læben og en rank ryg. Jeg er nemlig noget værd. Det kan da godt være, at jeg ikke kan det samme som mine kolleger, men jeg bilder mig ind, at så kan jeg noget andet, som også er noget værd! 

Vi har spist kage i dag!! Godnat og sov godt :-)

Jeg har haft den bedste fredag! Faktisk en fredag som forvandlede sig til en ligeså fantastisk lørdag. Jeg vidste, at den ville blive god, den her weekend, men ikke at den ligefrem ville udvikle sig til noget uforglemmeligt!

Jeg var nemlig til en vidunderlig fest. Min veninde, som har påtaget sig rollen som min ugentlige "lufter" skrev en sms i går kl. 18, som jeg først så i morges, fordi:

Det var virkelig så skøn en fest. Vores venner holdt 40 års fødselsdag med alt, hvad man kan ønske sig. God mad, festlige folk, fantastisk musik, dans og fri bar. 

Jeg har egentlig forlængst affundet mig med, at det der dansen er noget der hørte min ungdom til. En ungdom hvor jeg efter en aften i byen havde bylde-ømme fødder, svedte som en hest og væltede i seng med en dansende rytme i hele kroppen som umuliggjorde konceptet "1,2,3 SOV"

Denne antidanse-kendsgerning var derfor også udslagsgivende for, at jeg i går aftes lagde ud med at sidde længe på min plads som en bly viol, som nøjedes med at slå takten med hånden på låret nippende til en cola. Der var fyldt op på dansegulvet og der blev danset, som var det årets sidste fest. Jeg blev faktisk ikke budt op, men havde egentlig også tænkt mig at trække sclerosekortet, hvis nogen havde "vovet" at spørge mig. 

DJ'en proklamerede pludselig fællesdans, og så tog jeg mod til mig. Mine stive ben og jeg fandt en plads i rækken af boogie woogie entusiaster. Billetsælgeren stod i baren og smilede til mig, da jeg placerede mine arme om personen foran mig. Åh hvilken lykke! Jeg lavede de samme fjollede dansetrin og i samme rytme og tempo som de andre. Det er jo ikke så svært, når man gør ting i flok. Boogie Woogie dansen gik på et splitsekund fra at være min ultimative "plat dans" til at indeholde mine yndlingsdansetrin ("så tar vi højre arm frem, så tager vi højre arm tilbage og så ryster vi den lidt... Åååååh boogie woogie woogie HEY".

Opløftet af mit mod og min succes på dansegulvet spottede jeg efter boogie woogie seancen billetsælgeren stadig smilende oppe i baren. Han stod sammen med en lille skare af andre mænd, som ikke havde "boogie woogiet". Jeg overbeviste ham om, at "dansning" er det eneste rigtige og virker livsforlængende.  Jeg ved ikke, om han troede på det, eller om han forbarmede sig over sin meget engagerede kone, men Åh, hvor fik vi danset og danset og danse... 

Jeg dansede i strømpesokker og vi dansede tæt (nødvendigt). Vi fik også drejet lidt rundt om os selv og hinanden (ikke nødvendigt). Allervigtigst, så blev vi enige om, at der i vores repertoire ikke findes nogle regler om, at man SKAL bevæge benene under dans. Det er faktisk nok at bevæge hofterne og armene lidt ekstra :-) 

Hvad artisterne lavede, mens de voksne udviklede dansetrin? 

Joooh de hyggede hjemme i teltet med madrasser i stuen, dyner, film, chips, cola, slik og havde ingen fast sengetid. De havde sågar pyntet op med lyskæder og god karma. Livet er godt!

Nåh men jeg skal videre til gadefest i aften med helstegt pattegris og det hele, så tja tja tja fra mig og god weekend.

I går skrev jeg, at jeg er sygemeldt. Jeg skrev også, at jeg fik et spark i røven af min nabo. Det spark fra i går mærker jeg endnu. Det føles ligeså godt i dag og har betydet, at jeg både har vovet mig på café en times tid med en skøn veninde i dag og også har fået skrevet en vigtig mail. 

En mail som jeg længe har haft så meget lyst til at kunne sende afsted. Det har jeg ikke kunnet gøre, for bevidstheden om, at det ville medføre et kolosalt los i skridtet på mig selv snarere end et rart spark i den rigtige retning har afholdt mig - lige indtil i dag!

Mailen var til min chef! Jeg bad om et møde, så vi i fællesskab kan lægge en plan, så jeg kan komme tilbage til virkeligheden igen. Virkeligheden uden "gi' op" tøj og humørmad. Virkeligheden, hvor jeg går i bad om morgenen, kører artister i skole og tager på arbejde! Min chef svarede:

Tirsdag er fin med mig! Det betyder, at jeg på tirsdag kl. 10, skal mødes med den virkelighed, som indtil for 1/2 år siden udgjorde en stor del af min hverdag. Mit arbejde som i al sit fravær har fyldt mig (og stadig gør det) med en blanding af dårlig samvittighed, usikkerhed, kampgejst, forvirring, rastløshed, modløshed har nu endelig også pustet til lysten til at være sammen med både kursister og kolleger.

Jeg er rigtig spændt! Men jeg er faktisk også ret nervøs, for hvad nu hvis sclerosen og jeg ikke kan enes? Og hvad hvis vi slet ikke formår at forventningsafstemme konceptet med at gå på arbejde igen?? Jeg bilder mig ind, at jeg er beredt! Beredt på at det bliver hårdt, klar over at jeg skal huske at prioritere og superbevidst om, at det bliver en udfordring af de helt store ikke bare at kunne trække stikket for en stund, når både krop og hjerne kalder på ro og pause.

Jeg har min egen "backinggroup" i mit cirkus og blandt mine venner, som holder øje med mig og "min vejrtrækning", så jeg har mindre og mindre behov for at tvangsrecitere "det skal sgu nok gå, det skal sgu nok gå...."

Jeg mærkede det der med min backinggroup så sent som i dag, da der i formiddags poppede en sms op fra min søde, empatiske og altid opmærksomme træningsven Annelise

Annelise er en af den slags mennesker, som ser andre, lytter og som samtidig er så god til at give et spark i rø... som forunderligt nok føles som et blidt og kærligt strøg over kinden. 

Billetsælgeren ringede i dag ved 13 tiden, da jeg befandt mig inde i byen. Han sagde "du har haft besøg af en, der hedder Annelise! Hun stak mig nogle hjemmebagte boller og nogle vildt lækre cookies, smilede og bad mig hilse dig... Du har sgu fat i noget af det rigtige med de der venner mutti Holmboe"

Jeg er en heldig én. En meget heldig én! Jeg har både en backinggroup og et sikkerhedsnet. Jeg ved, at jeg aldrig kommer til at lande tungt med snuden i jorden, men hvis jeg skulle snuble, så vil jeg altid have nogen som samler mig op. 

Alle har brug for en backinggroup og et sikkerhedsnet - og alle har fortjent at have det, for ingen skal tilbringe al tid i "gi' op" tøj! Et spark i rø..., lidt pænt tøj og milde tanker om virkeligheden udenfor matriklen har de sidste par dage gjort underværker for mig!! Jeg er meget snart klar til at tage turen ud i den der "arbejdsvirkelighed". 

Det skal sgu nok gå!

Jeg har i alt for mange dage været iklædt mit "gi' op" outfit betående af min sove T-shirt, joggingbukser og stribet bluse. Det er sådan set rigtig hyggeligt at have på, problemet er bare at fra at være i kategorien "weekend outfit", er det nu, af billetsælgeren, blevet omdøbt til "gi' op" outfit, fordi jeg oftest iklæder mig det, når jeg har planer om at sove eller bare sidde.

Jeg er som bekendt lige nu sygemeldt fra mit arbejde, og derfor ser mit logiske "jeg" ingen GOD grund til at dresse op om morgenen. Men selvom jeg er alene hjemme hele dagen, så er det altså et skråplan, det er... for når jeg iklædt mit "gi' op" outfit samtidig krydrer min dag med humørmad, SÅ er jeg da først for alvor sådan én, man har lyst til at gi' et spark i rø...

I dag har været ret meget "same procedure" som de mange forrige dage med hensyn til energi, initiativ og "tøjstil". Jeg har (næsten) støvsuget i dag! Ihvertfald lige indtil min lille smukke nabopige på tre år stod i døren og smilede. Bag hende stod hendes milde og søde mor storsmilede med to poser, som hun satte på mit køkkenbord. 

"Dem skal du ha'... bare fordi!" og så græd jeg lidt!

"Jeg sagde til Thomas, at jeg ville tage røven på dig, og så kørte jeg ind efter krydderurter og sår'n til din nye have". Og det gjorde hun, min søde nabo, altså tog røven på mig... meget grundigt endda. 

Da jeg havde både krammet og takket og tørret en tåre væk igen, fik jeg lavet en aftale med den lille tøs om, at hun graver og planter lavendler, mynte og timian sammen med mig ude i min nye smukke have/terrasse, lige så straks der er kommet muld i højbedet. 

Jeg nåede aldrig at blive færdig med at støvsuge! Men jeg nåede noget, der var meget vigtigere, inden billetsælgeren kom hjem fra arbejde og artisterne indfandt sig på matriklen. 

Fyldt op med en god blanding af energi og taknemmelighed, smed jeg nemlig "gi op" tøjet til vask, tog smilende et langt bad, dressede mig op, krydrede det hele med lidt sminke og "dufte godt", hvorpå jeg glad, lidt lækker og meget taknemmelig kunne tage imod hele mit cirkus ude på terrassen, hvor mine krydderurter står klar til at blive plantet!

Vores naboer er specielle - på den helt rigtige måde! De er et rigtig godt krydderi i en hverdag med (idtil i dag) lidt for meget joggingtøj, humørmad og sofasidning. Jeg fik et spark i rø... i dag. Det var et af de spark, som rammer rent og får mig til at flyve :-) Tak søde naboer!!

p.s. Jeg har forresten lagt pænt tøj frem til i morgen tidlig!! 

Det her blogindlæg vil handle om noget helt fantastisk dejligt, som den her sommer har budt på, nemlig fliser!

Lad mig dog indlede med baggrundshistorien for, hvorfor fliser er det nye sort i Cirkus Holmboe! Vi har en have. Det er MIN have! JEG er "havebetjenten", "blomsterbedsdronningen" og ikke mindst "køkkenkassekonen". Det er kort sagt mig, som styrer den der have med hård hånd. Fordi jeg kan! eller...

Der er nemlig siden sidste sommer været en del mere mere "bløde knæ" end "hård hånd" i min ledelsesstil. Græsset gror op om ørerne på os, ukrudtet har rottet sig sammen og ligger i konstant krig med mine smukke blomster i kampen om at vinde magten i bedene...

Kort sagt, så magter jeg ikke længere at passe min have, som jeg gerne vil have, at den skal tage sig ud. Den ligner bare ikke længere noget fra et haveblad eller for den slags skyld en villahave, og det får jeg ondt i maven over og bliver ked af. Det har billetsælgeren naturligvis gennemskuet, når han for eksempel slår MIT græs, som JEG plejer at elske at slå. Eller når jeg i stedet for at rive ukrudtet op selv, sætter mig i en havestol med en kop kaffe og roser ham for at gøre det.

Jeg er bare slet ikke klar til at opgive mit job som havebetjent, hvilket også står lysende klart for billetsælgeren. Det påvirker faktisk arbejdsmiljøet i teltet så meget, at han da også for tre uger siden bad om en medarbejderudviklingssamtale, idet han mente sig klar til nye og større udfordringer. 

Emnet for medarbejdersamtalen var FLISER! Jeg godkendte uden tøven projekt "Fliser ind og græs ud" og sagde "sæt i gang". Derpå gik jeg ind i min seng og øvede mig i at ligge i vater, mens han arrangerede maskiner som larmer, fliser, sand, vaterpas osv.

To uger er gået siden projektstart. To uger, hvor der er blevet hujet, heppet og smidt med fliser, der nu ligger i vater. Det er blevet så skønt, nemt og overskueligt. Det allermest skønne er, at jeg i efteråret får mit vildeste ønske opfyldt, nemlig en Pavillon, hvor jeg kan sidde i tørvejr, kulde og sol og kigge ud på den have jeg elsker, og nu igen kan overskue.

Åh hvor jeg glæder mig. Godt nok har jeg måtte opgive titlen som køkkenkassekonen, men jeg har nu atter kræfter til at træde i karakter som blomsterbedsdronning og havebetjent! De to uger med fliser overalt har været rod i mit hoved, men som det jo er med projekter, så får de en ende. Og dette projekt "flise ind og græs ud" må siges at være en succes. Projekter skal jo egentlig bare styres af de rigtige folk og køre efter en plan, så ender det med Ta daaa.

Nåh ja... Jeg er faktisk ikke i tvivl om, at jeg vil være selvskrevet til titlen som "Pavillon-primadonna", når mit glashus kommer :-)

Hvert år den første søndag i september tager Cirkus Holmboe vandresko på for at drage ud at redde børn! Vi har gjort det til en tradtion sammen med mange andre danskere at være med til at samle ind for Red Barnet.

Vi får hverken brug trylleplastre eller forbindinger med denne "børneredningsdag", men derimod indsamlingsbøsser fra Red Barnet, som vi hvert år håber på, at folk vil lægge penge i, så uforskyldte børn, der er en del af krig og katastrofer kan få en bedre barndom.

Børn, der har brug for hjælp, er der alt for mange af i verden. Vi besluttede i 2007, at vi som familie vil være med til at skabe fokus og samle ind for Red Barnet. Erkendelsen af, at mange børn i verden lever i frygt, med sult som dagens livret og ingen forældre har, vil vi som forældre rigtig gerne være med til at give vores artister. At se katastroferne i TV og læse om alle disse forfærdelige ting i aviserne rykker hver gang ved vores virkelighedsopfattelse.

Vores artister skal vide, at alle kan gøre en forskel, og at den forskel kan være med til at ændre livet for andre børn som lider.

Hvert år pakker vi derfor en taske med kiks/frugt, vabelplaster og drikkedunk, og så går vi fra dør til dør, indtil vi er ved at segne. Jeg segner hvert år naturligvis en del før resten af mit cirkus, og går derfor hjem efter en halv time. 

I år er konceptet nyt! Billetsælgeren går den 7. spetember ud og redder børn sammen med artisterne, og jeg redder mig selv og min egen lille familie... ved at blive hjemme! Det er ok! Det ER faktisk ok, for traditionen behøver jo ikke at gå i opløsning, den reguleres blot :-)

Jeg ville da helt vildt gerne have været med, for jeg kan jo også godt li', når folk smilende finder mønter frem og samtidig siger "tak fordi i gør en indsats og fortsat god tur"! og så vide, at vi gør en forskel.

Men i år er jeg bare hende, der bager den velfortjente kage, til cirkusset kommer trætte hjem, og så står jeg klar med et endnu mere velfortjent fodbad til dem alle. Det kaldes arbejdsfordeling og uddeles i år efter evner og kræfter!! Og det er ok!

Morgenen startede med skæld ud!I  Altså sådan rigtig dum skæld ud med lidt for høj stemmeføring, store armbevægelser og dybe vejrtrækninger. Scenen udspillede sig ved morgenbordet og "skældudens" omfang var egentlig ikke helt på sin plads. Virkelig virkelig uhensigtsmæssig måde at begynde dagen på.

Jeg skældte ud over teltet der rodede, at ingen hjalp med at dække bord, artisternes rullende øjne og (naturlige) resignation over, at skolestart er om kun fire dage. Vi elsker ferie og har i år haft den mest fantastiske UDEN skæld ud, så jeg havde jo sparet lidt op...! Artisterne spiste lynhurtigt, sagde tak for mad og forduftede ind på hver deres værelse med hver deres Ipad.

Dér sad jeg så med en lunken kop kaffe og var faktisk helt forskrækket over, at jeg på SÅ kort tid kunne skabe SÅ meget dårlig karma!

Jeg fik sagt behørigt undskyld til alle artister for min uberettigede dramascene, og vi fik gang i dagen. Den dårlige karma stod dog hele formiddagen på lur. Man kan vel nærmest sige, at dårlig karma bedst kan sammenlignes med en hveps. Den summer omkring en. Man kan med lidt held tæmme den med søde sager, men den risikerer alligevel at stikke smertefuldt og pludseligt.

MEN SÅ!!! Kl. 13 ringede den GODE karma på døren. "Den er vist til dig" sagde den søde mand og gav mig den smukkeste buket blomster i mine yndlingsfarver. Jeg åbnede straks kortet, hvor der stod:

Hold nu op og for pokker da! Jeg er uden ord og dybt taknemmelig. Jeg tjekkede kortet for en afsender, men ingen var at finde. 1000 1000 tak til "hvem du end er". Du bragte så meget god karma ind i den her dag, at jeg havde kræfter til at køre med billetsælgeren i Jem & Fix, hvor de må have undret sig over ét stk storsmilende cirkusdirektør. 

Jeg er så rørt, beæret, taknemmelig og meget overrasket! Det her bekræfter mig bare i, hvad min sygeplejerske sagde til mig i forgårs "du skal bruge din sygemelding til at gøre noget som du holder af, for det giver dig energi!" DET her giver mig energi og lyst til at skrive og dele det med jer :-)

Argh så skete det igen!!

Jeg iklæder mig nydelig nederdel, rene pyntetrusser, lidt lak i både hår og på tånegle, kindrødt på kinderne og så afsted på date med Dr. Clooney.

Spændt, faktisk tangerende til det nervøse, møder jeg op til aftalen kl. 9 i morges... for igen igen at blive mødt af min sygeplejerske, som igen igen med et lille overbærende smil kan fortælle mig, at jeg må nøjes med hende i dag.

Vi får så en lille snak om min forbandede sygemelding (den skulle jeg jo have haft med Clooney, mens han med hovedet på skrå og brune øjne lyttede og forstod). Hun ser min frustration over situationen og siger højt og tydeligt, at jeg skal mærke efter og passe på mig selv. Vigtigst af alt slutter hun af med at sige "du skal bruge din sygemelding til at gøre noget som du holder af, for det giver dig energi!"

Med disse ord giver hun mig medicin og et spørgeskema, som jeg skal udfylde. "Charlotte, tag en kop kaffe og sæt dig herud og sæt krydserne. Giv dig bare god tid"

Og det gjorde jeg så! Jeg tog både en kop kaffe og god tid! Den gode tid tog jeg, fordi jeg kunne høre, Dr. Clooneys dybe stemme forklare noget til en fnisende sygeplejerske. GUDSKELOV var der et spørgsmål jeg havde brug for hjælp til, så jeg bankede forsigtigt på dørkarmen til Clooneys kontor, hvor døren var åben.

"Hej Charlotte!" efterfulgt af et stort hvidt perletandssmil var, hvad jeg blev mødt af. Inden jeg kunne nå både at undskylde for min påtrængenhed og stille den søde læge mit spørgsmål lo han stille og sagde "Jeg har læst din blog".

Og så var det, at min sygeplejerskes ord om, at jeg skal huske at gøre noget, som jeg holder af, pludselig fik sin klokkeklare berettigelse. 

For hvis min egen Dr. Clooney læser min blog, så er der sgu en mening med galskaben. Så har jeg nået en målgruppe, jeg ikke engang havde overvejet. Det kan da godt være, at han ikke altid kan genkende sig selv i mine skriv, men så må han jo melde klart ud om tre måneder, når jeg VED, at jeg har en ny date med ham.

Jeg lider lige for tiden af tilbagevendende matrikelkuller - simple as that. 

Matrikelkuller er faktisk meget nemt at diagnosticere. Det kan dog variere fra person til person, hvordan denne altoverskyggende kuller viser sig.

For mit vedkommende er det supernemt at afkode, når jeg bliver ramt af kulleren. Det er når jeg f.eks.:

• på en formiddag, liggende i min seng med benene hævet, kan nå at tælle 322 knaster i soveværelsets træloft for så at begynde forfra...Denne aktivitet gentages efter behov.
  


• finder mening i at tvangslæse de samme evigt ligegyldige opdateringer på facebook vedrørende længden af folks cykelture, badevandstemperaturerne eller "er her" statusser i så lang tid, at de har kunnet nå at plotte "er her" ind fra hele Sjælland.
  


• åbner køleskabet 11 gange på en eftermiddag for at tjekke om der skulle være noget lækkert spiseligt, for til sidst slukøret at liste ind på et af artisternes værelse og stjæle et stykke slik.
  


• ikke ooorker at gå ud at tisse, men istedet lægger mig i fosterstilling og sover 1 1/2 time. 

Dagen i dag var i fare for at udvikle sig til en "matrikelkullerdag" for cirkusdirektøren pga manglende søvn, trætte ben og almindelig dansk ugidelighed, men så inviterede billetsælgeren mig ud på tur! Vi skulle på lossepladsen med jord...

I radioen på P3, erfarer vi pludselig, at James Hetfield (forsangeren fra Metallica) fylder 51 år i dag. Vi kigger på hinanden, smiler og sætter straks festen i gang! 20 minutter senere er vi hjemme hos artisterne igen efter et hurtigt besøg hos bageren efter fødselsdagskage. Flaget hejses, kagen serveres, Metallicaplaylisten sættes i gang og der skåles tillykke til den sejeste forsanger i verden. 

Tre børn kigger småsmilende på os, hvorpå ældsteartistens eneste kommentar er "Ej i er fandeme for mærkelige, jeg tør jo næsten ikke selv at få børn nu...".Yngsteartisten supplerer med : Hold op, hvor er jeg glad for at mormor og morfar har plads i campingvognen... hvornår skal vi afsted"

Og så kørte jeg tre artister afsted til "det normale liv" i campingvognen, hvor de blev taget imod med åbne arme, mere kage og en tur i vandet!

Jeg elsker elsker elsker bare fødselsdage.

Matrikelkulleren blev aflyst med lidt hjælp fra billetsælgeren, en fødselsdag og glade artister på campingbesøg. Nu vil jeg lave lidt research, så jeg ved, hvem vi skal fejre i morgen og måske for hyggens skyld lige tælle et par knaster i soveværelsesloftet :-)

Godnat