Hvad kan jeg gøre for dig?

Det er ret sent og jeg er ret træt, men jeg er simpelthen så glad og lettet, at jeg bliver nødt til at dele den følelse med hele verden, inden jeg lægger mig til at sove om lidt.

I dag kl. 10 skulle jeg mødes med min chef. Jeg har ikke set ham i flere måneder på grund af den her forbandede sygemelding, som har gjort et indhug både fysisk og kognitivt.

Vi skulle snakke "Charlottes retur til virkeligheden... hvornår, hvordan og måske hvorfor".  Jeg var derfor spændt og lettere utilpas inden det her møde. Ikke fordi jeg har en dum chef, men simpelthen fordi følelsen af at vide, at jeg ikke er ansat på lige vilkår med "alle de andre", og derfor ikke magter de samme arbejdsopgaver er evigt påtrængende og så svære at forklare. Dette, og så den her sygemelding oveni, får mig til at blive så lille og usikker på både job, mig selv og hvad folk tænker om mig og min "samfundsindsats".

Nåh... men vi gav hinanden hånden, chefen og jeg og fik placeret os over for hinanden, mens jeg fik bøvlet stokken på plads. Han indledte med at sige noget om, at det var godt at se mig igen og at det var længe siden, og SÅ kom ordene, som jeg har tænkt over hele dagen "Hvad kan jeg gøre for dig Charlotte"

Hvad han kan gøre for mig?? Det spørgsmål havde jeg jo ikke ligefrem indregnet i den lille "tale", jeg forberedte i morges inden afgang...

Det han kan gøre for mig, er at være den chef, som han viste sig at være i dag. Han lyttede, nikkede, noterede lidt ned og sagde "Det var da dejligt! Det vil vi glæde os rigtig meget til, for du er savnet" da jeg proklamerede, at den 12. september kommer jeg tilbage fra en sygemelding, som har været nødvendig, men virkelig virkelig svær at forene sig med. Jeg har været fyldt op med dårlig samvittighed, en følelse af at være overflødig og ligegyldig. Allermest har jeg været rastløs på sådan en underlig zombietræt måde, som intet godt bringer med sig.

Vi har lagt en plan for mig, når jeg kommer tilbage. Vi lagde den sammen, og jeg er helt tryg og glæder mig ligefrem, til det bliver den 12. september. 

Jeg glæder mig også helt vildt til at se mine kolleger igen, for de var slet ikke ligeglade med mig i dag. De så mig, krammede mig, hentede kaffe til mig, og de sagde faktisk også, at de glæder sig til jeg kommer tilbage. Jeg føler mig lidt savnet lige nu. Det er en fantastisk følelse, som jeg vil holde fast i. Jeg har besluttet, at det SKAL fungere at komme tilbage på arbejde. Trods usikkerheden og den periodevise utilstrækkelighed, som jeg nok ikke slipper helt for, er jeg sikker på, at det bliver ok!!

Min skønne kollega, Susanne, sendte mig en sms i går og en i dag. Nogle rigtige "glad i låget" sms'er, som i høj grad får mig til at følge mig værdsat og ligeværdig. 

I dag var der nogen der gjorde noget for mig. Noget godt, noget trygt og noget som stensikkert vil være med til at få mig tilbage i virkeligheden med et smil på læben og en rank ryg. Jeg er nemlig noget værd. Det kan da godt være, at jeg ikke kan det samme som mine kolleger, men jeg bilder mig ind, at så kan jeg noget andet, som også er noget værd! 

Vi har spist kage i dag!! Godnat og sov godt :-)