Tirsdag er en god dag. For om tirsdagen kommer Jeppe altid senere hjem fra skole, men altid i fantastisk humør. Jeg glæder mig hver tirsdag til at høre om hans dag. Ikke så meget skoledagen, for det er som regel den samme sang, der afspilles om det.

Nej, jeg glæder mig til at høre, hvordan eftermiddagen hjemme hos Elin er gået. Hver tirsdag når Jeppe har fri fra skole cykler han nemlig hjem til Elin, som bor på et af byens plejehjem her i Haderslev. Elin er på den rigtige side af 90 år og udover, at Elin er sød og sjov og har masser af engelske vingummier, så har hun også en sø, som Jeppe har fået lov at fiske i.

Det var faktisk sådan det hele begyndte. Jeppe skrev et brev til Elins datter i Silkeborg og spurgte om lov til at fiske i "Den hemmelige sø". Hun spurgte så til gengæld, om Jeppe ikke havde lyst til at besøge hendes mor (Elin) og lære hende "noget om computer". Det havde Jeppe!

Så når Jeppe og Elin mødes om tirsdagen på plejehjemmet, så bliver der nørdet. Elin har både lært at skype med sin datter i Silkeborg, gå på Youtube og så er Jeppe og hun blevet venner på Facebook. De er blevet enige om, at det er bedre end at være uvenner ;-).

I dag kom Jeppe hjem, og inden han havde stillet skoletasken og kylet skoene i skabet råbte han ude fra entréen "Mor har du tjekket din mail? Elin har vidst skrevet til dig".

Og det havde hun faktisk, seje Elin, som hverken er forskrækket for friske drenge på 13 år eller det nymodens pjat med teknik og internet.

Jeg stod i køkkenet med Jeppe hængende op af min højre skulder og læste. Elin havde skrevet en mail som gjorde mig både varm, stolt og taknemmelig.

Her er hvad hun skrev:

Hej Jeppes mor. Jeg vil lige sende en hilsen fordi jeg er meget glad for at Jeppe kommer og underviser mig. Det er han virkelig god til og meget tålmodig med mig gamle kone. Han er et kært menneske som helt sikkert kommer langt. Alle vores piger er også glade for at møde ham. Jeg håber du har det godt. Jeg kan forstå I alle trives i det gode Cirkus Holmboe. Venlig hilsen fra Elin.

Jeg har kun hilst på Elin en gang. Det er hende og Jeppe, der mødes og hygger. Men jeg føler, at jeg kender hende lidt, for Jeppe opdaterer os jævnligt med oplysninger om at "i morgen skal Elin til frisør" eller "igår var Elin til bridge". Hun er blevet en del af hans hverdag og noget af det han glæder sig til og godt kan li'.

Jeg er glad for, at være mor til en dreng som udover guitar, basketball, skateboard og skole også kan finde glæde i at møde "piger" på plejehjemmet. 
Verden er ikke af lave. Hvis vi åbner vores øjne og sind, så er verden større end os selv. 

Og jeg er glad for at Jeppe kender Elin og at Elin har tålmodighed til at blive undervist af Jeppe og lyst til at være sammen med ham. 

Denne "Søde og kærlige misundelse", som jeg oplever kan på ingen måde sammenlignes med den der grimme, forkerte og skamfuld følelse af "Det har hun fandeme ikke fortjent, men jeg siger det ikke højt!" Jeg oplever  det helt anderledes, for alle mine misundelige venner bliver glædeligt hængende og vil både dele min begejstring og samtidig ha' mere af det misundelsesværdige - sammen med mig!

Jeg har nemlig fået (læs: købt!!)  et  "Lovehouse". Jeg har drømt om det i 8 år, og nu er det her. I min have.

Jeg kunne sagtens vælge at skrive en masse om, at mit "Lovehouse" er 12 kvm, isolereret, så det kan bruges hele året, og at jeg kan nyde både fuglesang og årets gang i haven på nærmeste hold siddende i den hjørnesofa, som vi har fået installeret derude. Men det vil jeg selvfølgelig ikke belemre jer med!! Der er ingen grund til unødigt at gøre jer misundelige på den bitre måde ;-)

Hvad jeg derimod vil forsøge med dette indlæg er at fortælle, hvad det mit nye hus har gjort ved min ruskede sjæl og desillusionerede krop. For at forstå betydningen af mit "Lovehouse" er nedenstående status på mit venstre ben og hjerne vist på sin plads:

Det der uregerlige dovne venstreben ik'? 
Jeg har været så vred på det. Jeg har været så frustreret og næsten afmægtig, at jeg alt for hastigt nærmede mig "modløs og bange" segmentet. Jeg har haft lyst til at tage kvælertag på det latterlige ben, lægge mig ovenpå det og arrigt tvære knæet ned i gruset, mens jeg hvisler "nu styrer du dig fandeme, du gør! Så kan du lære det!!!! Og så hinke videre som sejrsherre, mens venstre benet ligger der og skammer sig og tænke over, hvad det har gjort! 

Og den der hjerne! Den er ikke meget bedre... 
Den har været så træt og svær at komme i nærheden af. Faktisk har den været så rædselsfuld egoistisk, at jeg for nylig glemte at komme på arbejde. Glemte at komme på arbejde!!! Det er fandeme mere flovt og kikset end at falde på arbejde! 
Jeg blev (langt efter mødetid) ringet op af min kollega, som sagde "vi savner dig da i dag Charlotte. Er du ok?" Jeg kunne ikke rigtig gøre andet end at  slå mig selv i hovedet, lægge mig fladt ud og mumle "Undskyld, undskyld undskyld! Det er bare det der hoved... Jeg skal nok tale med det, ok?!" Og det var ok. Bare ikke for mig!

Ihvertfald med de venner jeg har! De kommer lige for tiden strømmende hjem til mig for at hælde lidt af deres misundelse ud over mig. 

Det føles rigtig rart og helt ok. Jeg nyder det i fulde drag og hælder glad  kølig vin i vinglassene, mens mine venner hælder store mængder misundelses-sirup ud over mig. En sød misundelse, de besøgende har pakket flot ind i både begejstring og sætninger som "Det her, Charlotte, det under jeg dig af hele mit hjerte, (men jeg vil også ha'...)". 

I dag har jeg været på arbejde for første gang i et halvt år! Nøj, hvor har jeg været spændt. 

Det er altså rigtig lang tid - et halvt år. Lang tid, fordi jeg hele tiden har haft lidt dårlig samvittighed og hele tiden selv har skullet mærke efter, hvornår jeg mente at være klar til at komme i gang igen. Det er så svær en beslutning, for hvad nu hvis jeg overvurderer mig selv og mine kræfter.

Men nu er det nu, og jeg er i kommet i gang - GODT i gang!
Det har ganske enkelt været den mest forrygende dag med et hav af oplevelser, som jeg absolut ikke forventer bliver en del af min daglige gang på arbejdet...

Klokken er lige nu 21 og jeg er supertræt, men jeg har jo lovet jer at fortælle om min 1. arbejdsdag, så i må tage til takke med at  jeg nøjes med at "highlighte" nogle af de mest spektakulære begivenheder, jeg havde i løbet af min fire timers arbejdsdag i dag.

Efter at have drukket en kop "nu er jeg tilbage"kaffe og få en hurtig (og hyggelig) update af to af mine pragtfulde kolleger, stødte jeg ind i en smilende herre, som gav mig hånden og glad sagde "hej Charlotte", hvorpå han gav mig et kys på kinden! Det var min borgmester, som kunne huske, at jeg for nogle måneder siden var troppet uanmeldt op på hans borgmesterkontor og havde "forlangt" et grønt kys af ham (og for den sags skyld alle de andre mandlige byrådspolitikere...) 

Så var dagen ligesom skudt i gang ik? Nåh men jeg har også holdt møde med min skønne kollega, Susanne, som i over en time fik marineret mig ind i tryghed, gåpåmod og glæde over at være tilbage. Frokosten blev indtaget i solen med udsigt til Haderslev Fjord i godt selskab sammen med mine kolleger, som påstod, at de havde savnet mig :-) 

Udover at kysse med Kommunens chef og nyde mine kollegers selskab har jeg altså også siddet og arbejdet lidt og fået en enkelt kop kaffe (eller to...)

Nåh, men intet varer jo evigt, og heller ikke min arbejdsdag. Jeg havde dog ikke forventet ligefrem at blive SMIDT ud via nødudgangen! Dette var dog ikke desto mindre, hvad der skete 10 minutter i "tak for i dag".

Jeg vil gerne indledningsvis pointere, at jeg IKKE havde hevet i nogen som helst form for NOTRUF snor, men pludselig bimlede og bamlede det på alle fire etager i VUC og en meget myndig stemme sagde over højttaleren (på tre sprog), at:
"Dette er en nødsituation! Alle bedes forlade bygningen via nødgangene". 

Og det gjorde vi så. Samtlige medarbejdere tog trapperne ned. Jeg befandt mig på det tidspunkt på fjerde sal, så jeg fik testet mine bens "trappefunktion", som viste sig at være ok i dag. Jeg hilste på falckbilerne og tog så hjem med beskeden om, at det blot var falsk alarm.

På tirsdag skal jeg på arbejde igen, og om jeg er spændt på, hvad den dag bringer?? Ja det tror jeg nok, jeg er :-) Jeg er en glad og taknemmelig cirkusdirektør - ja jeg er!

Det kan da godt være, at jeg ikke gjorde en forskel i dag, men jeg MÆRKEDE en forskel, og det er nok for mig!

I morges, da jeg vågnede, stadig lå i min seng og tjekkede mails, var der poppet en mail ind kl. "over min sengetid".

Afsenderen var Camilla. Jeg kender hende ikke, men hun hældte lige 800 kg god karma ud over mig sådan en regnvejrsmorgen. 

Camilla tog sig tid til at skrive en mail til mig, som fik mig til at grine højt over de indre billeder, en vandskræk søløve, doven klovn og en zebrastribet hest fremkaldte denne morgen. Mailen fik mig også til at tænke på, hvorfor jeg skriver og elsker det!

Med uglet hår, dårlig ånde og krøllet natkjole satte jeg mig til morgenbordet og manede til ro, så jeg kunne læse Camillas mail op. Der blev udtrykt fælles begejstring over mailen, og snakken gik lystigt om, hvor meget det betyder at blive ramt af den der gode karma.

Lige nu går det faktisk ret godt herhjemme i mit lille cirkus! Jeg kan mærke at det er lidt mere ligemeget, at jeg har ondt i venstre ben og at jeg er så forbandet træt, når jeg modtager en mail som denne.

Det er karmaen der gør det. Aldrig undervurdér betydningen af karmaens magt!

I forgårs blev mine artister ramt så hårdt af god karma, at de knap kunne stå på benene. God karma glemmer man ikke! Den luner de rigtige steder - og den smitter gør den!

En mail, en anerkendelse, et tilbud om "bare at være med" - Karma er en mester i udklædning!

Husk den, brug den, del ud af den - karmaen altså!

Hvert år den første søndag i september tager Cirkus Holmboe vandresko på for at drage ud at redde børn! Vi har gjort det til en tradtion sammen med mange andre danskere at være med til at samle ind for Red Barnet.

Vi får hverken brug trylleplastre eller forbindinger med denne "børneredningsdag", men derimod indsamlingsbøsser fra Red Barnet, som vi hvert år håber på, at folk vil lægge penge i, så uforskyldte børn, der er en del af krig og katastrofer kan få en bedre barndom.

Børn, der har brug for hjælp, er der alt for mange af i verden. Vi besluttede i 2007, at vi som familie vil være med til at skabe fokus og samle ind for Red Barnet. Erkendelsen af, at mange børn i verden lever i frygt, med sult som dagens livret og ingen forældre har, vil vi som forældre rigtig gerne være med til at give vores artister. At se katastroferne i TV og læse om alle disse forfærdelige ting i aviserne rykker hver gang ved vores virkelighedsopfattelse.

Vores artister skal vide, at alle kan gøre en forskel, og at den forskel kan være med til at ændre livet for andre børn som lider.

Hvert år pakker vi derfor en taske med kiks/frugt, vabelplaster og drikkedunk, og så går vi fra dør til dør, indtil vi er ved at segne. Jeg segner hvert år naturligvis en del før resten af mit cirkus, og går derfor hjem efter en halv time. 

I år er konceptet nyt! Billetsælgeren går den 7. spetember ud og redder børn sammen med artisterne, og jeg redder mig selv og min egen lille familie... ved at blive hjemme! Det er ok! Det ER faktisk ok, for traditionen behøver jo ikke at gå i opløsning, den reguleres blot :-)

Jeg ville da helt vildt gerne have været med, for jeg kan jo også godt li', når folk smilende finder mønter frem og samtidig siger "tak fordi i gør en indsats og fortsat god tur"! og så vide, at vi gør en forskel.

Men i år er jeg bare hende, der bager den velfortjente kage, til cirkusset kommer trætte hjem, og så står jeg klar med et endnu mere velfortjent fodbad til dem alle. Det kaldes arbejdsfordeling og uddeles i år efter evner og kræfter!! Og det er ok!

I går formiddags pakkede billetsælgeren og jeg Berlingoen med en fantastisk madpakke smurt af min elskede mor, min rollator og tæpper til at sidde på. Og så kørte vi forventningsfulde til Odense. Det var nemlig dagen for den længe ventede koncert med John Mayer i Kongens Have!

I fire måneder har vi glædet os til koncerten, lige indtil for ca 14 dage siden! Der begyndte der nemlig at spille en film i hovedet på mig. Den kan vel nærmest bedst kategoriseres som en dokumentarisk kortfilm. Kort fortalt ser man billetsælgeren og jeg siddende i det fjerneste hjørne i Kongens Have, hvor vi svagt kan høre noget musik på en scene og folk huje og juble efter hvert nummer. Billetsælgeren sidder på det medbragte tæppe og jeg på min rollator. Ingen af os kan så meget som skimte den store scene, hvor vi VED, at Mr. Mayer med band giver den gas... I det hele taget er vi ikke rigtig med til festen, men sidder nærmest som sådan nogle kratluskere, som ingen tager notits af...

Jeg har prøvet at redigere i filmen og sætte den på pause, så min indre "dramaqueen" ville falde til ro, men uden held. Derfor var det også en mut cirkusdirektør, som vågnede af sin middagssøvn på hotelværelset og siddende på sengekanten stille mumlede "Jeg SYNES altså ikke, at det her er fedt Peter. Jeg har slet ikke lyst lige nu. Hvor kan vi overhovedet stå med en rollator? Jeg vil stå tæt med de andre, tæt på scenen og tæt med dig - lorterollator" 

Vi har egentlig ikke talt om det med rollator, koncert, dumme ben konceptet, men jeg er overbevist om, at billetsælgeren har haft en tilsvarende film kørende for sit indre blik. 

Han gjorde ihvertfald det, at i stedet for at overtale mig til at tage den med, gjorde han det eneste rigtige for os begge i situationen. Rollatoren blev pakket sammen i hjørnet, jeg fik et kæmpekys uden fyldord, og så tog vi afsted arm i arm. Det er den bedste aften, jeg kan mindes at have haft! Jeg kunne være med til at stå helt tæt med både ham og de andre koncertbasser uden fare for at nogen hamrede benene ind i mit stålstativ med hjul. 

Musikken gik i gang. Vi stod op, så tæt med alle de andre, at det var umuligt at miste balancen. Vi så, lyttede, vrikkede til og NØD Rasmus Nøhr, som varmede op på smukkeste vis. Der var sgu pludselig sommer i Europa! Som den eneste i hele Kongens Have, foldede jeg mit tæppe ud, da Rasmus N. var færdig og satte jeg mig ned mellem stikkelsbærben, tomme ølbægre og sure tæer i 20 minutters tid, inden John the Mayer gik på scenen!

Mr. Mayer entrerede scenen, alle hujede og musikken gik i gang. Åh fryd!!

Jeg kunne stå op hele koncerten. Jeg kunne danse til musikken (ihvertfald vrikke lidt med hofterne) og jeg stod, så jeg kunne se mr. Mayer med band hele tiden samtidig med, at jeg kunne mærke varmen fra billetsælgeren i ryggen. Jeg jublede over musikken, mine ben, der ville stå, stemningen og at vi fik denne oplevelse sammen.

Den sidste sang John Mayer spillede efter 2 timers koncert var nummeret Gravity (tyngdelov). Han beskriver selv denne sang som den vigtigste sang, han nogensinde har skrevet.

Her er et par uddrag fra teksten, som jeg i min euforristiske tilstand denne aften i Kongens Have bestemt mente han må have sunget til mig ;-)

Gravity is working against me
And gravity wants to bring me down


Oh gravity, stay the hell away from me
And gravity has taken better men than me (now how can that be?)

Just keep me where the light is
Just keep me where the light is

Jeg mærkede ikke tyngdekraften i går aftes. Jeg havde derimod fornemmelsen af, at vi svævede tilbage til hotellet tæt omsluttet af hinanden, følelsen af håb og "vi skal gi' dem, skal vi". 

Lige nu gider jeg ikke tænke på nyerhvervet kørestol, rollator, kramper i benene om natten, manglende nattesøvn og en latterlig kort gangdistance, for jeg kan STÅ på mine ben, jeg kan stå på dem i lang tid lige nu og jeg kan vrikke med mine hofter - ovenikøbet til rytmerne fra smasklækre John Mayer i Kongens Have!

Vi har lavet en aftale, billetsælgeren og jeg! Vi SKAL til mindst en koncert hver år fra nu af (jeg sagde to...)

Servicemeddelelse: Hvis der er nogen, der i en eller anden situation mangler én til bare at stå, så giv mig et kald! Jeg gør det gratis :-)

Dette er jeg blevet spurgt om et par gange indenfor den sidste uge. Min gode ven Rix, var den første som spurgte, Spørgsmålet kom en aften, da vi talte i telefon, og jeg efter 15 minutters lind strøm af beklagelser over livet, sygdommen, omstændighederne var nødt til at trække vejret for ikke at falde besvimet om af iltmangel.

Han er smart ham Rix, for i det splitsekund det tog mig at inhalere noget ilt, nåede han med sin dybe sprøde stemme at indskyde spørgsmålet: "Øøh hvem passer på dig Charlotte?" Tavshed!

Tavshed, fordi jeg pludselig følte mig lidt ynkelig i min selvmedlidenhedstale. Jeg har nemlig mange som passer på mig, ligesåvel som jeg forsøger at passe på dem.

Jeg har mine kolleger, som kan læse mig som en åben bog, og som ikke kun tænker på mig, men hele mit cirkus. Dorthe kom i forgårs med en tallerkenfuld hjemmebagte kager og beskeden om, at se at komme til hægterne og slappe af <3 Tak Dorthe, de smagte af mere :-)

Mine to yngste artister gik en laaang tur med cirkushunden i går og kom hjem med forårsbudbringere til mig. Yngsteartisten fik afleveret dem med et "Mor, husk lige, at den her dusk planter er plukket med kæææærlighed, når du ser revnen i min jakke, som jeg fik inde i skoven...". Dette blev sagt akkompagneret med blinkende dådyrøjne (den lille snu ræv!)

I dag ankom jeg til styrketræning for første gang i tre uger. Martha, som også træner om torsdagen, kiggede på mig og sagde "du ser da lidt træt ud Charlotte". Og det var jeg så også... og lidt ked og brugt. Hun lyttede og gav et kram og jeg tog hjem og gik i bad inden lægebesøg. Jeg var kun lige kommet ud af badet, stadig dryppende, da det ringede på døren  -selvfølgelig! Håndklæde om krop og med våde fodtrin fik jeg åbnet for postbudet... Næh!! Dér stod Martha med den smukkeste buket roser og et rørende varmt kort til mig og mit cirkus. Hun kender os egentlig ikke og vi ikke hende, men hun passer søreme også på os! Tusind tak Martha, du rørte noget dybt i mig - flere af din slags!

Jeg er fuldt ud bevidst om, at dette indlæg hverken er dybt eller reflekterende, men det er skrevet i taknemmelighed over, at jeg aldrig er alene. Jeg har folk omkring mig, som er der, hvis jeg giver dem lov. Jeg er omgivet af mennesker, som ser mig, hører mig og vil mig. Jeg er en heldig og taknemmlig kvinde.

Lige nu er livet i Cirkus Holmboe mere præget af undtagelsestilstand end hverdag, men jeg og mine ansatte overlever "orkanen" sammen, for vi har et sikkerhedsnet under os, sm vi kan regne med - og det er mere værd end noget andet. 

Jeg bor i provinsen. Der, hvor den første duft af gylle i det tidlige forår betragtes som hyggelig, og det at snegle sig frem i Berlingoen med 15 km i timen bag en gyllespreder gennem byen en travl morgen mere betragtes som et "nåh ok" end et "Flyt dig dog idiot, og lad det arbejdende folk komme forbi!!"

At bo i provinsen betyder også udsigt til marker. Marker med køer, marker som bliver sået og høstet. Marker som i efteråret bliver pløjet.... og efter pløjningen, begynder der så at  ske noget magisk...

Der vokser nemlig sten op af markerne. No shit, der gror vitterlig sten op af markerne. Ikke bare små sten på størrelse med en testikel. Nej virkelig store sten, som selv Obelix ville godkende som kasteskyts dukker pludselig op og troner på en grøn mark. 

Billedet ovenfor af stenen på en grøn mark, tog jeg på en cykeltur for et par dage siden, så bevismaterialet var i orden, når jeg kom hjem til mit cirkus. Jeg havde netop sendt mit brev nr. to til vores Sundhedsminister og følte mig pludselig som den der sten ude på marken, fordi:

Jeg fylder heller ikke meget ude på den store (slag)mark, hvor ministeren har sin daglige gang og kæmper sine kampe. Men jeg ved, at hvis hun prøver at løfte mig væk fra marken, får hun det svært, for jeg er tung og bliver ikke nem at flytte. HVIS hun alligevel stiltiende formår at skubbe mig ud i rabatten, så sker det ikke uden kamp, for jeg er ikke alene, der findes nemlig mange andre store sten (læs: folk) overalt, som bare ligger klar under jordens overflade og venter på at gro op af marken og kræve den berettigede opmærksomhed fra fru Astrid Krag.

Jeg venter stadig på svar fra sundhedsministeren, men er fortrøstningsfuld ;-)

Man behøver faktisk slet ikke være en stor, tung og grå sten, for at kæmpe for retten til at blive hørt og set. I dag fandt jeg en lille smuk blomst, som havde kæmpet sig vej op af fliserne under min havebænk. Dér stod den strunk og smuk i gråvejret påkaldte sig opmærksomhed på sin egen stille måde. Denne blomst virkede på sin egen raffinerede måde både skrøbelig og urørlig. Ingen flytter bare lige sådan en blomst. Nej, den behandler man pænt og nøjes med at nyde og lade sig betage af:-)

Man skal lægge en plan skal man, når man vil høres og ses... 

Hvornår er det bedst at være sten, og hvornår skal man være blomst ? 

Et blidt strøg over kinden, en dyne der forsigtigt bliver løftet og et varmt kys som lander på min mave! Sådan blev min mandag skudt i gang! Nåh ja... af en billetsælger, som fuld af beundring tilføjer: "DET er sgu ny rekord mutti Holmboe, du har lige vundet "lig død" konkurrencen! Op med dig, for der er kaffe, boller og en "lille skarp" klar i køkkenet".

Og det var det! altså ny rekord i "lig død" konkurrencen. Jeg har nemlig slet ikke ligget vågen og rastløs i nat, men derimod sovet i hele 10 timer og er for første gang i laaaang ikke blevet vækket af irriterende og smertefulde spasmer, kramper eller haft  behov for udstrækningsøvelser, men kun med en blære, som var 3 sekunder fra at eksplodere ved vækningen.

Kysset som landede på min mave i morges, skød derfor en fantastisk energifyldt dag i gang. En dag som faktisk med lidt god vilje godt KAN betragtes som en rekorddag for mig, eller ihvertfald en dag, hvor jeg er kommet tættere på nogle mål, som jeg har sat mig. Jeg har nemlig haft kræfter og mod på, at:

• cykle en tur ALENE på min racercykel. En fantastisk tur havde jeg i solskin, uden vind og ikke mindst i en skøn stank af natur (læs:gylle). Jeg kom helskindet og lykkelig hjem med en fornemmelse i kroppen af "det var da ikke så svært" ;-)
  


• sætte hele 70 blomsterløg i min elskede have, så foråret bare kan springe vinteren over og istedet skynde sig at springe ud :-) 
  


• tænde et bål i haven, hvilket lykkedes i første forsøg (det er faktisk svært...), så vi kunne nyde skumfidusser og mariekiks i en skøn klistret pærevælling ;-)

Mens jeg stod med rø... i vejret med et tulipanløg i hånden, klar til at dumpe i det udgravede hul i jorden, ringede min telefon. "Ukendt nummer" viste displayet. "okay rolig nu" sagde jeg højt til mig selv, mens jeg lod tulipanløg være løg og prøvede at få pulsen ned... Jeg kan faktisk huske selvsamme følelse fra dengang jeg sendte breve med glimmer og duft til Thomas Helmig og hååååbede at han ville reagere med et opkald til mig! I dag var "Thomas Helmig" bare transformeret om til "Astrid Krag"!! Hvad nu hvis... 

"Det er Charlotte" sagde jeg en kende overfriskt, da jeg havde  trykket "svar" på telefonen, og så ventede jeg i et par sekunder på, at der i den anden ende af røret blev svaret: "Ja.. og her er fru Krag..." 

Men det var ikke fru Astrid Krag i den anden ende af røret. Det var derimod fru Brita Løvendahl, det rare menneste, direktør for sclerosehospitalerne, som ringede for at takke mig for den store indsats, jeg gør i sagen med behandlingsmuligheder for slerosepatienter. Hun roste mig, så jeg blev helt forlegen, forundret og ikke mindst superglad. Vi fik snakket om en masse ting, som for mig beviser, at denne sag omkring behandlingsmuligheder for os sclerosepatienter ikke er slut, men derimod kun lige begyndt! 

Jeg sidder lige nu i mit grimme nattøj, med ild i brændeovnen, rødvin i glasset og kan høre mit cirkus diskutere fiskestænger, Mik Øgendahl og julegaveønsker ude i køkkenet. Jeg har det godt! Jeg har det rigtig godt denne mandag, og ville ønske, at jeg med en tryllestav kunne forlænge denne mandag i efterårsferien med 12 timer, for jeg vil ha' mere!! Mere af i dag... Men jeg kan jo ikke trylle (sig det ikke til nogen), så jeg vil "nøjes" med at tro på, at dagen i morgen bliver ligeså god, energifyldt og fuld af gode ting som denne fantastiske mandag :-)

Jeg vil lige tilføje som en ekstra bonus, at jeg kl. 15.06 modtog et brev med ordlyden:

Kære Charlotte Holmboe
Hermed bekræftes modtagelse af dine henvendelser til Astrid Krag – tre mails modtaget 13. oktober 2013.
Du burde have modtaget en automatisk kvittering på modtagelse af disse mails.
Et endeligt svar får du i løbet af 2-4 uger.

 Med venlig hilsen M.P. sekretær for ministeren 

Så NU er jeg spændt, men synes samtidig at 4 uger føles som et helt år. Men men men... jeg har fået et svar fra ministerens sekretær, og ved nu til min store lettelse, at Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse ikke er afgået ved døden som jeg har frygtet, men blot tager sig tid til at svare på henvendelser. Og jeg ved nu, ikke mindst, at mine skrivelser ikke er forsvundet i gryden med spam!

Jeg vil gerne takke alle Jer som støtter mig, hjælper mig og tænker, at det jeg har gang i lige nu gør en forskel - TAK! Jeg gi'r ikke op, men bliver ved til jeg hører fra vores sundhedsminister. Jeg er den sidste uges tid oplevet et sammenhold, en støtte og en fælles ånd, som jeg tror at mange misunder. Det er jeg rigtig taknemmelig for!

Vågnede i morges... alt for tidligt på en søndag vil mange mene, men hvad betyder det, når jeg kan tage min dyne, min computer og en kop kaffe med  ind i sofaen - og samtidig flette tæer med yngsteartisten som var stået endnu tidligere op!

Vanen tro startede jeg med at tjekke min ven Facebook. Først min egen side og så videre til et Scleroseforum, som for rigtig mange scleroseramte bliver brugt til vidensdeling, trøst, diskussion og svar på de mange spørgsmål, som i naturens melder sig med en sygdom som sclerose.

Søndag morgens mange indlæg handlede bl.a. om søvnløshed, spørgsmål om medicin, kognitive problemer og den forbandede træthed, som kun scleroseramte kan forstå... men så midt i vrimlen af ovennævnte, var der en der skrev:

"Er der andre end jeg der har det godt??" 

Hverken mere eller mindre!! "Er der andre end jeg der har det godt...?" ni ord, som udgør et spørgsmål, jeg ikke var forberedt på at blive stillet denne søndag morgen. Jeg sad og smilede for mig selv, mærkede efter og tænkte "Jah.. det har jeg da" 

jo jo.. der er da nok at være sur over og træt af, bevares... Men mange af de ting som jeg i øjeblikket bøvser over, er ting jeg enten kan gøre noget ved, droppe at beskæftige mig med eller betragte som et vilkår! 

Jeg havde lovet Susanne at tage mine stokke med, så hun kunne se mine malede og strikkede "stænger". Jeg skal love for at det kunne få de ansatte på benene ;-) Stængerne blev beundret, prøvet og fotograferet af både personale og indlagte. 

I morgen er det mandag, og når jeg i morgen tidlig sætter mig ved morgenbordet sammen med resten af Cirkus Holmboe, så vil jeg spørge:

"Er der andre end jeg der har det godt?" 

Jeg er ærlig talt spændt på svaret, men vover alligevel pelsen, selvom mandag morgener pr. definition ikke er den største "optur" i vores cirkustelt ;-)

Rigtig god mandag til Jer alle. Jeg håber at det bliver en af de gode ;-)