Jeg bor i provinsen. Der, hvor den første duft af gylle i det tidlige forår betragtes som hyggelig, og det at snegle sig frem i Berlingoen med 15 km i timen bag en gyllespreder gennem byen en travl morgen mere betragtes som et "nåh ok" end et "Flyt dig dog idiot, og lad det arbejdende folk komme forbi!!"
At bo i provinsen betyder også udsigt til marker. Marker med køer, marker som bliver sået og høstet. Marker som i efteråret bliver pløjet.... og efter pløjningen, begynder der så at ske noget magisk...
Der vokser nemlig sten op af markerne. No shit, der gror vitterlig sten op af markerne. Ikke bare små sten på størrelse med en testikel. Nej virkelig store sten, som selv Obelix ville godkende som kasteskyts dukker pludselig op og troner på en grøn mark.
At bo i provinsen betyder også udsigt til marker. Marker med køer, marker som bliver sået og høstet. Marker som i efteråret bliver pløjet.... og efter pløjningen, begynder der så at ske noget magisk...
Der vokser nemlig sten op af markerne. No shit, der gror vitterlig sten op af markerne. Ikke bare små sten på størrelse med en testikel. Nej virkelig store sten, som selv Obelix ville godkende som kasteskyts dukker pludselig op og troner på en grøn mark.
Billedet ovenfor af stenen på en grøn mark, tog jeg på en cykeltur for et par dage siden, så bevismaterialet var i orden, når jeg kom hjem til mit cirkus. Jeg havde netop sendt mit brev nr. to til vores Sundhedsminister og følte mig pludselig som den der sten ude på marken, fordi:
Jeg fylder heller ikke meget ude på den store (slag)mark, hvor ministeren har sin daglige gang og kæmper sine kampe. Men jeg ved, at hvis hun prøver at løfte mig væk fra marken, får hun det svært, for jeg er tung og bliver ikke nem at flytte. HVIS hun alligevel stiltiende formår at skubbe mig ud i rabatten, så sker det ikke uden kamp, for jeg er ikke alene, der findes nemlig mange andre store sten (læs: folk) overalt, som bare ligger klar under jordens overflade og venter på at gro op af marken og kræve den berettigede opmærksomhed fra fru Astrid Krag.
Jeg venter stadig på svar fra sundhedsministeren, men er fortrøstningsfuld ;-)
Jeg fylder heller ikke meget ude på den store (slag)mark, hvor ministeren har sin daglige gang og kæmper sine kampe. Men jeg ved, at hvis hun prøver at løfte mig væk fra marken, får hun det svært, for jeg er tung og bliver ikke nem at flytte. HVIS hun alligevel stiltiende formår at skubbe mig ud i rabatten, så sker det ikke uden kamp, for jeg er ikke alene, der findes nemlig mange andre store sten (læs: folk) overalt, som bare ligger klar under jordens overflade og venter på at gro op af marken og kræve den berettigede opmærksomhed fra fru Astrid Krag.
Jeg venter stadig på svar fra sundhedsministeren, men er fortrøstningsfuld ;-)
Man behøver faktisk slet ikke være en stor, tung og grå sten, for at kæmpe for retten til at blive hørt og set. I dag fandt jeg en lille smuk blomst, som havde kæmpet sig vej op af fliserne under min havebænk. Dér stod den strunk og smuk i gråvejret påkaldte sig opmærksomhed på sin egen stille måde. Denne blomst virkede på sin egen raffinerede måde både skrøbelig og urørlig. Ingen flytter bare lige sådan en blomst. Nej, den behandler man pænt og nøjes med at nyde og lade sig betage af:-)
Man skal lægge en plan skal man, når man vil høres og ses...
Hvornår er det bedst at være sten, og hvornår skal man være blomst ?
Man skal lægge en plan skal man, når man vil høres og ses...
Hvornår er det bedst at være sten, og hvornår skal man være blomst ?
RSS Feed