At bo i provinsen betyder også udsigt til marker. Marker med køer, marker som bliver sået og høstet. Marker som i efteråret bliver pløjet.... og efter pløjningen, begynder der så at ske noget magisk...
Der vokser nemlig sten op af markerne. No shit, der gror vitterlig sten op af markerne. Ikke bare små sten på størrelse med en testikel. Nej virkelig store sten, som selv Obelix ville godkende som kasteskyts dukker pludselig op og troner på en grøn mark.
Jeg fylder heller ikke meget ude på den store (slag)mark, hvor ministeren har sin daglige gang og kæmper sine kampe. Men jeg ved, at hvis hun prøver at løfte mig væk fra marken, får hun det svært, for jeg er tung og bliver ikke nem at flytte. HVIS hun alligevel stiltiende formår at skubbe mig ud i rabatten, så sker det ikke uden kamp, for jeg er ikke alene, der findes nemlig mange andre store sten (læs: folk) overalt, som bare ligger klar under jordens overflade og venter på at gro op af marken og kræve den berettigede opmærksomhed fra fru Astrid Krag.
Jeg venter stadig på svar fra sundhedsministeren, men er fortrøstningsfuld ;-)
Man skal lægge en plan skal man, når man vil høres og ses...
Hvornår er det bedst at være sten, og hvornår skal man være blomst ?