I morgen er det nytårsaften igen...

Jeg er helt klar! Peter har lavet maden klar, gode venner er hidkaldt for at fejre med os, og jeg har heller ikke i år lavet nogle åndssvage nytårsfortsæt. Min pose med fordomme omkring nytårsfortsæt er helt fuld. Jeg ryger ikke, vejer ikke for meget og derudover ooorker jeg ikke at motionere mere end jeg gør allerede! 

I morges, da Peter og jeg efter morgenmaden trillede en tur med både hund og kørestol, øffede jeg lidt om åndssvage nytårsfortsæt, men allermest om at alt går for stærkt lige nu. Ferien, samtalerne, de lyse timer og allermest den forbandede sclerose. 

Sclerosen buldrer nemlig løs. Jeg plejer at kunne klare lidt sclerosebuldren med min efterhånden veludviklede faldteknik, mit sjældent svigtende humør og min tro på og håb om, at det vender lige om lidt. Lige nu er der ikke noget, der er som det plejer. Jeg har aldrig gået så dårligt! Jeg har aldrig haft så dum en venstre hånd (som her til aften viste sig at kunne vande min lyse sofa med en hel kop kaffe, endda helt uden, at jeg har givet den lov). Og jeg har aldrig ledt så meget efter ordene, endelig finde dem og så alligevel kalde en føntørrer for en mikroovn og mine bilnøgler for fjernbetjeningen. 

Gåturen indeholdt lidt løs snak, mens folk løb og løb forbi os i deres konditøj, hvilket var dråben for mig:
"Jeg tror fandeme, at jeg efterhånden er det eneste lodrette menneske i den her vandrette verden. Alt og alle har så travlt og ingen stopper op og bare trækker vejret. Nyder udsigten. Ser noget. Og jeg ved da godt, at det lige har været december altså - men alligevel... " udbrød jeg og kunne mærke, at Peter uvilkårligt satte tempoet på kørestolen lidt ned. Uden en lyd fortsatte vi. Ordløs trøst for ordløs sorg. 

Jeg ved, at Peter også synes, at det er åndssvagt og voldsomt, når lortesclerosen opfører så ubarmhjertigt, som den gør nu. Han ved godt, at jeg er nødt til at stå stille for at følge med. Han ved også godt, at jeg stresser og bliver ked af de ting, som jeg ikke kan længere kan og sikkert ikke kommer til mere. Vi taler ikke så meget om det. Det er ikke nødvendigt. Jeg ved, at han også ligger vågne nogle (mange) nætter og tænker. Tanker som opfører sig ligesom, når man fodrer Gremlins efter midnat. Tanker som gør bange, ked, forskrækket og TRÆT.

Men tankerne må ikke tage magten. Tanker har det nemlig med at udfordre håbet. Håbet om at noget kan lade sig gøre, er det værste man kan fjerne fra et menneske. Så håbet skal fodres. Og nye oplevelser skal udfordres og udleves.

I eftermiddags, da jeg sad og hang lidt i sofaen med min netop færdiglæste bog, satte Peter sig på hug foran mig og sagde:

"Jeg har en opgave til dig!"

mig: "Ok, skal jeg skrælle kartofler?"

Peter: "Nej du skal finde tre ting som du gerne vil opleve! Det skal være DIG, der skal være omdrejningspunktet. Jeg vil gerne være med, men det er ikke en betingelse. Det skal være noget som du vil opleve, gøre, høre, se, inden du bliver for "gammel" og "slidt" til, at det kan lade sig gøre"

Mig: "Ej, det kan jeg da ikke... Skal børnene være med? Skal det være rejser?, Det bliver da dyrt ik? Må det være noget jeg har oplevet før, og så bare på en ny måde?"

Peter:"Der er ingen regler!"

Så nu sidder jeg og tænker på alt det, som kan lade sig gøre. Der er rigtig mange ting, som jeg stadig kan. Og som jeg håber på, at jeg kan blive ved med at kunne.

I dag gav Peter mig håbet og troen tilbage. Bedst som jeg var på vej ud af et spor, hvor afstanden mellem forventning og virkelighed var blevet uklædelig stor.

Ok, jeg laver et nytårsfortsæt. Men kun den her ene gang! Jeg lover mig selv (også) i 2016 at se muligheder, fodre håbet og at finde tre ting, som jeg vil opleve.

Godt nytår til alle. Må 2016 blive et godt og mildt år, hvor vi tror på os selv og allermest hinanden :-)

Peter er ikke verdensmester i varm luft og tomgangssnak. Han er til gengæld ret god til at lytte og tænke sit. Det gjorde han så også i dag, da han stod i en "tre kvarterskø" for at købe krudt og kanoner i T Hansen.

Foran ham stod der en mand. Og foran den mand stod der en anden mand, som også havde træsko på. De to træskomænd kendte øjensynligt hinanden, for de begyndte at snakke sammen.

Peter lyttede og kunne hurtigt konkludere, at den ene mand vidste, at den anden mand havde brug for at få gentaget tingene. Samtalen foregik ifølge Peter nogenlunde sådan her:

"Nåh hva' så?"
"Jah hva så? Klar til jul?"
"Klar til jul? Joh det vil jeg da mene..."
"Hvor'n går det så? 
"Joh, hvor'n går det... Stille og roligt... Lige ud af landevejen såmænd! så joh det går godt. Jeg kan vist ikke klage. Jeg kan vist ikke klage"
"Hvor skal man så holde jul?"
"Holde jul? Joh den holder jeg ved de gamle"

Og så videre (i en uendelighed)

Peter forstår ikke den slags samtaler. Han vil langt hellere stå i tavshed og vente på sine varer fremfor at dele varm luft med en bekendt. Mig? Jeg har så sent som igår fortalt både Matasdamen, min venindes mor og en bekendt, at vores cirkushund nu endelig er rask igen efter et år med sygdom. Jeg ved ikke engang, om de var klar over, at jeg HAR en hund. Og jeg er også ligeglad, for det var hyggeligt at snakke med dem.

Peter forstår heller ikke, at "lige ud af landevejen" er lig med godt nok!

Det havde vi så en snak om ved aftensmaden. Vi var ikke enige. Ihvertfald ikke før Peter smed en meget malende trumf på bordet. Det er sådan noget han kan! Lytte, tænke sit og så smække trumfen på bordet.

Den trumf får i om lidt.

Inden Peters trumf kom på bordet, plæderede jeg for, at "lige ud af landevejen" faktisk er helt ok. Og krydret med "Jeg kan vist ikke klage", så kan man vel ikke forlange meget mere. Lige ud af landevejen må da i sagens natur være bedre end "bump på vejen" og "glat føre, så kør forsigtigt".

Peter lytter opmærksomt til min varme luft og så smider han trumfen: "I Buenos Aires ik?! Der havde de en lang lang lige landevej, hvor der nu er blevet etableret sving! Det har de gjort, fordi "lige ud af landevejen" betød, at lastbilchaufførerne kørte galt, når det bare gik ligeud i evigheder. De faldt simpelthen i søvn og kørte galt!. Såååh lige ud af landevejen er ikke altid det bedste mutti. Vi har sgu brug for både bump og pauser, så vi ikke falder i søvn eller keder os over trivialiteten og manglende udsving i livet".

Og sådan blev Peters indkøb af krudt og kugler på en regnfuld lillejuleaftensdag til en snak om varm luft og en "lige ud landvej" i Buenos Aires. En landevej som egentlig meget flot beskriver livet (lige ud af landevejen), og hvorfor det er så vigtigt også at værdsætte udsvingene, bumpene og nødvendigheden i at stoppe op for at få det hele med.

Jeg vil nu nusse min raske cirkushund med den ene hånd, mens jeg med højre hånd fylder hovedet med konfekt og stemningen af jul :-)

I ønskes alle en rigtig dejlig og fantastisk jul med masser af hygge, nærvær og små pauser, hvor i kan nyde og flyde.

Den her december har indtil videre budt på lidt af hvert. Mest af alt har den været præget af, at jeg ikke helt kan følge med. Jeg laver håbløst lange lister med ting, jeg skal huske at gøre, jeg skælder konstant min uregerlige venstre hånd ud, og jeg bebrejder mine ben for at opføre sig som en vinterdepression. 

Min hjerne brænder sammen dagligt. Ofte uden jeg selv når at opdage det. Jeg glemmer ting, og jeg tror, jeg svarer, når folk taler til mig. Det eneste positive, man kan sige om det, er at ingen kan bebrejde mig for at afbryde! Kombinationen af at glemme og ikke svare er ved at blive lidt mere end en udfordring for min stakkels familie, der dog indtil videre nøjes med at smile overbærende og sende indforståede blikke til hinanden.

Og så sover jeg rigtig meget! Jeg sover, når jeg kommer hjem fra arbejde. Jeg sover inden aftensmaden og så smugsover jeg til julekalenderen i TV, inden jeg går i seng og sover hele natten.

November var en røv! December får ikke lov til at være det. Det kan godt være, at både min krop og min hjerne opfører sig novemberagtigt, men mit humør...

Mit humør er ok! Jeg har til trods for træthed nemlig været mere social, end jeg plejer at være på et helt år. Jeg kan godt li' at være social, for det var jeg nemlig engang rigtig god til! Nu er jeg kvartalssocial og dyrker det mest til højtiderne.

Igår var jeg til firmajulefrokost. Optaktentil festen foregik, som den plejer. Jeg havde fandeme ikke lyst til at komme afsted. Jeg havde fucking ikke noget smart tøj og jeg gad fandengalemig ikke bare sidde med min stok og glo på at de allesammen dansede moderne, mens jeg skulle holde deres dametasker!!

Peter sagde som altid de rigtige ting, og mest af alt ikke særlig meget. Han smilede, som han plejer i sådanne situationer og gav mig ret i (som han plejer), at den stramme kjole ikke var for stram, at jeg ikke havde for meget sminke på og at jeg jo bare kunne komme hjem efter hovedretten! BUM!

Jeg tog hjem kl. 23, og listede ind til Peter, som sov, da jeg kom hjem. På badeværelset lå min tandbørste med tandpasta på. Jeg elsker Peter. Jeg elsker ham for, at tænke på, at  min hånd ikke kan lide at putte tandpasta på. Jeg elsker ham for, at han vågner og nærmest i søvne lytter til mig og min skønne aften. Jeg elsker ham for, at han søvndrukken hvisker "Jeg vidste, det ville blive sjovt mutti!", inden han kysser mig og falder i søvn igen.

Jeg har slet ikke haft tid til at være træt i dag. Posten kom nemlig med en pakke til mig. Den var stor og firkantet! Og fra min gymnasieveninde, som jeg ikke har set i 20 år! Jeg stod i nattøj og med sovemidterskilning og flåede papiret af, mens mit hjerte hoppede og tankerne hvirvlede. Hvad sendte hun? Hvorfor? Så tænker hun altså også på mig?

Og så græd jeg! Faktisk så meget og med så meget lyd, at Jeppe inde fra værelset råbte "Far... græder mor?",

"Ja, det tror jeg da nok lige hun gør, for hun har fået et fokevognsrugbrød!" råbte Peter tilbage, mens han tog billeder af både mine tårer og rugbrødet. 

Hjalte?? Joh, han udbrød "Ej hvaaad!! Hvor vildt!!!", mens han grinede begejstret.
​
Det er jo helt vanvittigt! Jeg har fået mit helt eget folkevognsrugbrød i LEGO! Sendt til mig fra min gymnasieveninde Stine, som jeg har kendt fra dengang jeg forstod at feste og aldrig hang med hovedet!

I pakken var der et brev, hvor Stine skrev:

Jeppe, Hjalte og jeg har bagt småkager i dag.
Med levende lys tændt, høj julemusik og glimrende "samarbejdshumør"

Det gør vi sådan set hvert år i begyndelsen af december, så alle kendte deres roller og indtog dem straks. 

Jeppe er oplæser af opskrifter, jeg måler og vejer ingredienserne af i de rette mængder, og Hjalte rører dejen klar til bagning

Pebernødder plejer at være en sikker vinder! Nem opskrift og så bare trille trille trille.
Det gik da også rigtig fint. Altså indtil vi skulle smage på sagerne.

Jeg vil her lige tillade mig at forklare hvorfor det gik galt, inden jeg forklarer hvad der gik galt!

Mit hoved! Det var mit hoved, der gik galt! Lige for tiden er det lettere at klippe tånegle med en hækkesaks end at finde ud af mit hoved. Det er som om, at jeg hører noget, men gør noget andet. Også i dag, da vi bagte...

"Mor der skal to spiseskeer fløde i og 1/2 teske hvid peber"
Som sagt så gjort! Så rigeligt, for der kom den rette mængde fløde i men (desværre) også to spiseskeer hvid peber i.

Meget krydrede pebernødder dér! Vi har drukket en del mælk i dag :-) 

"Gæt en småkage" kunne være navnet på det næste bageprojekt. Jeg vil godt røbe, at dejen er lavet ud fra en brunkageopskrift. Men som den opmærksomme læse nok kan se, er den her kage nok nærmere i kategorien "lille muffin der dufter af jul".

Mit hoved igen altså... Jeg hørte helt korrekt 1/8 teske potaske (som jo er et hævemiddel), men min gavmilde hånd tilførte en 1/2 teskefuld... Hvad sker der for det? Det føles sgu nærmest som om, jeg deltager i den der leg/øvelse hvor man klapper sig selv på hovedet og samtidig kører den anden hånd i cirkler på maven. Det lyder let, men det giver ingen mening og er faktisk drønsvært.

Vores brunkagemuffins smager dog ret godt, og ingen i Cirkus Holmboe har brokket sig over størrelsen. 

Vi har virkelig hygget i dag trods udbyttet. Jeg elsker at holde weekend, når der er nogen som gider at lave noget sammen med mig. Jeg ved godt, at jeg kan være besværlig, når jeg ødelægger småkagerne, men jeg tror det problem er løst, for drengene er blevet enige om, at jeg fra nu af må få rollen som oplæser. Imorgen skal vi dog kun lave konfekt og hvad kan gå galt med det? Det får i måske en update på i morgen:-)

Glædelig 2. søndag i advent til alle i morgen.

ps. Jeg tog opvasken efter kagebagning, så jeg er tilgivet ;-)

Det handler om tålmodighed - og lidt om pyt og julefred!

Jeg er helt sikkert ikke den eneste, der har oplevet situationen, hvor jeg ringer til kommunen, røret bliver taget af en automatiskkvindeligtelefonsvarer, som siger "Velkommen til Haderslev Kommune. Du er nu nr 2436978 i køen. Vent venligst!" Akkompagneret af noget newage - nu skal du bare tage det helt roligt og slappe af - musik.

Og så venter jeg da selvfølgelig. Alternativet giver mig jo ikke de oplysninger, som jeg ringer vedrørende. En rum tid senere kan jeg høre, at der sker noget i den anden ende - et slags klik. Inden jeg når at rømme mig, bliver jeg igen mødt af automatisktelefonsvarerdamen i røret "Du er nu nr. 145395 i køen og vil blive betjent af den sidste ledige medarbejder" efterfulgt af en smøre om, at jeg rigtig gerne (som i helst) må benytte deres hjemmeside, hvor jeg kan få alle mine svar.  
Vente vente vente. Der er nu ikke længere flere krummer på køkkenbordet, køkkenvasken er ren, kaffen er drukket, nisserne står snorlige på hylden og jeg har nået at tænde op i brændeovnen med én hånd.

Og nu skal jeg tisse...

Så jeg tager kommunen med på toilettet og håber på, at sidste ledige medarbejder er gået til frokost, mens jeg tisser med telefonen groet fast til øret. 

Det er så ikke tilfældet, for nu lyder der atter et klik i den anden ende. Jeg kapper hurtigt den larmende stråle over, rømmer mig og takker mig selv for at have holdt bækkenbundstræningen ved lige. Det viser sig i dette tilfælde at være spildte kræfter at standse tisseriet, for klikket i telefonen efterfølges nu af en automatiskMANDLIGtelefonsvarer, som takker for min tålmodighed med at vente på sidste ledige medarbejder. (No shit, prøv selv at ringe til Haderslev Kommune i "travltiden"). Jeg nåede at tænke, at den kvindelige telefonsvarer måske var spolet tilbage og gået til kaffepause.

Dybt suk, indestængt hvislen "helvede og lokum da oss. Kom nuuu" og så på med bukserne og vaskning af hånd, mens jeg venter videre... 

Og sådan kunne jeg blive ved...

Jeg fik dog til sidst fat i et rigtigt levende menneske, som stillede mig om til den ønskede medarbejder. Som havde barnets første sygedag, og beskeden var derfor at jeg kunne ringe i morgen.

Tålmodighed!

Det gik op for mig i dag, hvor meget jeg egentlig når, når jeg træner min tålmodighed med (f.eks) kommunen. Både rent praktisk, men også i tankerne. Og så ovenikøbet med kun én hånd ledig.

Det er den 3. december i dag. Det er præcis en uge, siden vi pyntede til jul og her er bare så hyggeligt. Alle juletingene står, hvor de plejer, Alle i Cirkus Holmboe indtager de vante pladser, når vi skal se julekalendre i TV og vi HAR nået at bage småkager to gange! Småkager som jeg ikke har nået at tage billeder af til bloggen, fordi de er spist... Jeg nyder, at julestemningen i mit cirkus allerede har indfundet sig. Og at der findes noget der hedder chokoladejulekalendre, så alle tre unger står op uden brok :-)

Og den der telefonkø i dag skal ikke have lov til at spolere hverken min tålmodighed eller julestemning. 

Jeg har besluttet, at jeg i denne december vil jeg sidde noget mere, læse noget mere, lytte noget mere, sove noget mere og så vil jeg selvfølgelig spise ligeså mange småkager som jeg plejer.