I morgen er det nytårsaften igen...
Jeg er helt klar! Peter har lavet maden klar, gode venner er hidkaldt for at fejre med os, og jeg har heller ikke i år lavet nogle åndssvage nytårsfortsæt. Min pose med fordomme omkring nytårsfortsæt er helt fuld. Jeg ryger ikke, vejer ikke for meget og derudover ooorker jeg ikke at motionere mere end jeg gør allerede!
I morges, da Peter og jeg efter morgenmaden trillede en tur med både hund og kørestol, øffede jeg lidt om åndssvage nytårsfortsæt, men allermest om at alt går for stærkt lige nu. Ferien, samtalerne, de lyse timer og allermest den forbandede sclerose.
Sclerosen buldrer nemlig løs. Jeg plejer at kunne klare lidt sclerosebuldren med min efterhånden veludviklede faldteknik, mit sjældent svigtende humør og min tro på og håb om, at det vender lige om lidt. Lige nu er der ikke noget, der er som det plejer. Jeg har aldrig gået så dårligt! Jeg har aldrig haft så dum en venstre hånd (som her til aften viste sig at kunne vande min lyse sofa med en hel kop kaffe, endda helt uden, at jeg har givet den lov). Og jeg har aldrig ledt så meget efter ordene, endelig finde dem og så alligevel kalde en føntørrer for en mikroovn og mine bilnøgler for fjernbetjeningen.
Gåturen indeholdt lidt løs snak, mens folk løb og løb forbi os i deres konditøj, hvilket var dråben for mig:
"Jeg tror fandeme, at jeg efterhånden er det eneste lodrette menneske i den her vandrette verden. Alt og alle har så travlt og ingen stopper op og bare trækker vejret. Nyder udsigten. Ser noget. Og jeg ved da godt, at det lige har været december altså - men alligevel... " udbrød jeg og kunne mærke, at Peter uvilkårligt satte tempoet på kørestolen lidt ned. Uden en lyd fortsatte vi. Ordløs trøst for ordløs sorg.
Jeg ved, at Peter også synes, at det er åndssvagt og voldsomt, når lortesclerosen opfører så ubarmhjertigt, som den gør nu. Han ved godt, at jeg er nødt til at stå stille for at følge med. Han ved også godt, at jeg stresser og bliver ked af de ting, som jeg ikke kan længere kan og sikkert ikke kommer til mere. Vi taler ikke så meget om det. Det er ikke nødvendigt. Jeg ved, at han også ligger vågne nogle (mange) nætter og tænker. Tanker som opfører sig ligesom, når man fodrer Gremlins efter midnat. Tanker som gør bange, ked, forskrækket og TRÆT.
Men tankerne må ikke tage magten. Tanker har det nemlig med at udfordre håbet. Håbet om at noget kan lade sig gøre, er det værste man kan fjerne fra et menneske. Så håbet skal fodres. Og nye oplevelser skal udfordres og udleves.
I eftermiddags, da jeg sad og hang lidt i sofaen med min netop færdiglæste bog, satte Peter sig på hug foran mig og sagde:
"Jeg har en opgave til dig!"
mig: "Ok, skal jeg skrælle kartofler?"
Peter: "Nej du skal finde tre ting som du gerne vil opleve! Det skal være DIG, der skal være omdrejningspunktet. Jeg vil gerne være med, men det er ikke en betingelse. Det skal være noget som du vil opleve, gøre, høre, se, inden du bliver for "gammel" og "slidt" til, at det kan lade sig gøre"
Mig: "Ej, det kan jeg da ikke... Skal børnene være med? Skal det være rejser?, Det bliver da dyrt ik? Må det være noget jeg har oplevet før, og så bare på en ny måde?"
Peter:"Der er ingen regler!"
Så nu sidder jeg og tænker på alt det, som kan lade sig gøre. Der er rigtig mange ting, som jeg stadig kan. Og som jeg håber på, at jeg kan blive ved med at kunne.
I dag gav Peter mig håbet og troen tilbage. Bedst som jeg var på vej ud af et spor, hvor afstanden mellem forventning og virkelighed var blevet uklædelig stor.
Ok, jeg laver et nytårsfortsæt. Men kun den her ene gang! Jeg lover mig selv (også) i 2016 at se muligheder, fodre håbet og at finde tre ting, som jeg vil opleve.
Godt nytår til alle. Må 2016 blive et godt og mildt år, hvor vi tror på os selv og allermest hinanden :-)
Jeg er helt klar! Peter har lavet maden klar, gode venner er hidkaldt for at fejre med os, og jeg har heller ikke i år lavet nogle åndssvage nytårsfortsæt. Min pose med fordomme omkring nytårsfortsæt er helt fuld. Jeg ryger ikke, vejer ikke for meget og derudover ooorker jeg ikke at motionere mere end jeg gør allerede!
I morges, da Peter og jeg efter morgenmaden trillede en tur med både hund og kørestol, øffede jeg lidt om åndssvage nytårsfortsæt, men allermest om at alt går for stærkt lige nu. Ferien, samtalerne, de lyse timer og allermest den forbandede sclerose.
Sclerosen buldrer nemlig løs. Jeg plejer at kunne klare lidt sclerosebuldren med min efterhånden veludviklede faldteknik, mit sjældent svigtende humør og min tro på og håb om, at det vender lige om lidt. Lige nu er der ikke noget, der er som det plejer. Jeg har aldrig gået så dårligt! Jeg har aldrig haft så dum en venstre hånd (som her til aften viste sig at kunne vande min lyse sofa med en hel kop kaffe, endda helt uden, at jeg har givet den lov). Og jeg har aldrig ledt så meget efter ordene, endelig finde dem og så alligevel kalde en føntørrer for en mikroovn og mine bilnøgler for fjernbetjeningen.
Gåturen indeholdt lidt løs snak, mens folk løb og løb forbi os i deres konditøj, hvilket var dråben for mig:
"Jeg tror fandeme, at jeg efterhånden er det eneste lodrette menneske i den her vandrette verden. Alt og alle har så travlt og ingen stopper op og bare trækker vejret. Nyder udsigten. Ser noget. Og jeg ved da godt, at det lige har været december altså - men alligevel... " udbrød jeg og kunne mærke, at Peter uvilkårligt satte tempoet på kørestolen lidt ned. Uden en lyd fortsatte vi. Ordløs trøst for ordløs sorg.
Jeg ved, at Peter også synes, at det er åndssvagt og voldsomt, når lortesclerosen opfører så ubarmhjertigt, som den gør nu. Han ved godt, at jeg er nødt til at stå stille for at følge med. Han ved også godt, at jeg stresser og bliver ked af de ting, som jeg ikke kan længere kan og sikkert ikke kommer til mere. Vi taler ikke så meget om det. Det er ikke nødvendigt. Jeg ved, at han også ligger vågne nogle (mange) nætter og tænker. Tanker som opfører sig ligesom, når man fodrer Gremlins efter midnat. Tanker som gør bange, ked, forskrækket og TRÆT.
Men tankerne må ikke tage magten. Tanker har det nemlig med at udfordre håbet. Håbet om at noget kan lade sig gøre, er det værste man kan fjerne fra et menneske. Så håbet skal fodres. Og nye oplevelser skal udfordres og udleves.
I eftermiddags, da jeg sad og hang lidt i sofaen med min netop færdiglæste bog, satte Peter sig på hug foran mig og sagde:
"Jeg har en opgave til dig!"
mig: "Ok, skal jeg skrælle kartofler?"
Peter: "Nej du skal finde tre ting som du gerne vil opleve! Det skal være DIG, der skal være omdrejningspunktet. Jeg vil gerne være med, men det er ikke en betingelse. Det skal være noget som du vil opleve, gøre, høre, se, inden du bliver for "gammel" og "slidt" til, at det kan lade sig gøre"
Mig: "Ej, det kan jeg da ikke... Skal børnene være med? Skal det være rejser?, Det bliver da dyrt ik? Må det være noget jeg har oplevet før, og så bare på en ny måde?"
Peter:"Der er ingen regler!"
Så nu sidder jeg og tænker på alt det, som kan lade sig gøre. Der er rigtig mange ting, som jeg stadig kan. Og som jeg håber på, at jeg kan blive ved med at kunne.
I dag gav Peter mig håbet og troen tilbage. Bedst som jeg var på vej ud af et spor, hvor afstanden mellem forventning og virkelighed var blevet uklædelig stor.
Ok, jeg laver et nytårsfortsæt. Men kun den her ene gang! Jeg lover mig selv (også) i 2016 at se muligheder, fodre håbet og at finde tre ting, som jeg vil opleve.
Godt nytår til alle. Må 2016 blive et godt og mildt år, hvor vi tror på os selv og allermest hinanden :-)
RSS Feed