Charlotte Holmboe
  • Cirkus Holmboe
  • Om mig
  • Om det store cirkus
  • Ry Sclerosehospital 2015
  • Ry Sclerosehospital 2013
  • Ry Sclerosehospital 2012
  • Lyt til Radio MS
  • Lidt af hvert
  • Kontakt

Ingen regler!

12/30/2015

19 Comments

 
I morgen er det nytårsaften igen...

Jeg er helt klar! Peter har lavet maden klar, gode venner er hidkaldt for at fejre med os, og jeg har heller ikke i år lavet nogle åndssvage nytårsfortsæt. Min pose med fordomme omkring nytårsfortsæt er helt fuld. Jeg ryger ikke, vejer ikke for meget og derudover ooorker jeg ikke at motionere mere end jeg gør allerede! 

I morges, da Peter og jeg efter morgenmaden trillede en tur med både hund og kørestol, øffede jeg lidt om åndssvage nytårsfortsæt, men allermest om at alt går for stærkt lige nu. Ferien, samtalerne, de lyse timer og allermest den forbandede sclerose. 

Sclerosen buldrer nemlig løs. Jeg plejer at kunne klare lidt sclerosebuldren med min efterhånden veludviklede faldteknik, mit sjældent svigtende humør og min tro på og håb om, at det vender lige om lidt. Lige nu er der ikke noget, der er som det plejer. Jeg har aldrig gået så dårligt! Jeg har aldrig haft så dum en venstre hånd (som her til aften viste sig at kunne vande min lyse sofa med en hel kop kaffe, endda helt uden, at jeg har givet den lov). Og jeg har aldrig ledt så meget efter ordene, endelig finde dem og så alligevel kalde en føntørrer for en mikroovn og mine bilnøgler for fjernbetjeningen. 

Gåturen indeholdt lidt løs snak, mens folk løb og løb forbi os i deres konditøj, hvilket var dråben for mig:
"Jeg tror fandeme, at jeg efterhånden er det eneste lodrette menneske i den her vandrette verden. Alt og alle har så travlt og ingen stopper op og bare trækker vejret. Nyder udsigten. Ser noget. Og jeg ved da godt, at det lige har været december altså - men alligevel... " udbrød jeg og kunne mærke, at Peter uvilkårligt satte tempoet på kørestolen lidt ned. Uden en lyd fortsatte vi. Ordløs trøst for ordløs sorg. 

Jeg ved, at Peter også synes, at det er åndssvagt og voldsomt, når lortesclerosen opfører så ubarmhjertigt, som den gør nu. Han ved godt, at jeg er nødt til at stå stille for at følge med. Han ved også godt, at jeg stresser og bliver ked af de ting, som jeg ikke kan længere kan og sikkert ikke kommer til mere. Vi taler ikke så meget om det. Det er ikke nødvendigt. Jeg ved, at han også ligger vågne nogle (mange) nætter og tænker. Tanker som opfører sig ligesom, når man fodrer Gremlins efter midnat. Tanker som gør bange, ked, forskrækket og TRÆT.

Men tankerne må ikke tage magten. Tanker har det nemlig med at udfordre håbet. Håbet om at noget kan lade sig gøre, er det værste man kan fjerne fra et menneske. Så håbet skal fodres. Og nye oplevelser skal udfordres og udleves.

I eftermiddags, da jeg sad og hang lidt i sofaen med min netop færdiglæste bog, satte Peter sig på hug foran mig og sagde:

"Jeg har en opgave til dig!"

mig: "Ok, skal jeg skrælle kartofler?"

Peter: "Nej du skal finde tre ting som du gerne vil opleve! Det skal være DIG, der skal være omdrejningspunktet. Jeg vil gerne være med, men det er ikke en betingelse. Det skal være noget som du vil opleve, gøre, høre, se, inden du bliver for "gammel" og "slidt" til, at det kan lade sig gøre"

Mig: "Ej, det kan jeg da ikke... Skal børnene være med? Skal det være rejser?, Det bliver da dyrt ik? Må det være noget jeg har oplevet før, og så bare på en ny måde?"

Peter:"Der er ingen regler!"

Så nu sidder jeg og tænker på alt det, som kan lade sig gøre. Der er rigtig mange ting, som jeg stadig kan. Og som jeg håber på, at jeg kan blive ved med at kunne.

I dag gav Peter mig håbet og troen tilbage. Bedst som jeg var på vej ud af et spor, hvor afstanden mellem forventning og virkelighed var blevet uklædelig stor.

Ok, jeg laver et nytårsfortsæt. Men kun den her ene gang! Jeg lover mig selv (også) i 2016 at se muligheder, fodre håbet og at finde tre ting, som jeg vil opleve.

Godt nytår til alle. Må 2016 blive et godt og mildt år, hvor vi tror på os selv og allermest hinanden :-)
19 Comments
Mette Haagensen
12/30/2015 02:36:39 pm

Åhh Charlotte! Og jeg tuuuder ... jeg håber, du finder præcis de tre ting, du ønsker allermest ... Good Luck og god fornøjelse! Rigtig Godt Nytår til dig og dine kære <3

Reply
Charlotte
1/1/2016 12:07:50 pm

Sødeste Mette :-)
Jeg er sikker på at jeg finder de tre ting. Jeg bruger meget tid på at tænke og veje for og imod... Det er sgu da svært ;-)Og forrygende 2016 til dig min ven. Tak fordi du altid er så opmærksom og støttende

Reply
Dora Madsen link
12/30/2015 03:59:05 pm

Du er ikke alene med Tanker om livet ven <3 Erkendelsen er svær <3
Det værste er lligevel de folk som siger: "kender til mange med Sclerose, så ved hvordan det er " !!!
Fint hvis folk( hjælpere) ved og har empati til at acceptere. DEN STORE FORSKEL. Der er på Attackvis Sclerose og Progressiv Sclerose. I min optik; Kan den progressive IKKE FORSTÅES.Med mindre det er en der har samme diagnose. Hvis bare folk Lytter til det jeg siger. I stedet for at gøre som DE TROR det er.
Godt nytår til dig og dine <3 Vejret har været hårdt ved mange af OS det sidste års tid <3 KRAM

Reply
Charlotte
1/1/2016 12:08:36 pm

Kære Dora
Du ønskes også et dejligt 2016. Jeg håber at det bliver mildt og godt for dig :-)

Reply
Louise Langhoff Olsen
12/30/2015 07:41:27 pm

💜 bare 💜
Tænker på dig søde Charlotte.

Reply
Charlotte
1/1/2016 12:09:17 pm

Og jeg sender bare <3 <3 <<3 tilbage lige i smasken på dig kære Louise :-*

Reply
Skalotteløg link
12/31/2015 12:14:31 am

Hold op, hvor er han fantastisk, din mand. Jeg synes, du ofte beskriver ham som en, der ser dig, uden du behøver at forklare ret meget. Han lyder skøn, og det gør du også.
Vil ønske for dig, at smerterne tager af meget snart. Du skriver så godt, lyst og dejligt, og giver mig lidt mere lys i mit liv med dine betragtninger. Tak fordi, du deler <3

Kh en anden Charlotte

Reply
Charlotte
1/1/2016 12:11:09 pm

Kære Charlotte (Skalotteløg). Tak for dine ord. Jeg er jævnligt inde på din blog, og kan kun sige, at jeg kan lide at læse den :-) Jeg er sikker på at 2016 behandler mig pænere end 2015!
Kærlig hilsen
Charlotte

og ja! Ham Peter er god nok!

Reply
Rikke Tibert
12/31/2015 12:36:06 am

Forbandet godt skrevet Charlotte 👍🏼
Rigtig godt nytår!
RIGTIG
Med masser af tro - håb og kærlighed ❤️

Reply
Charlotte
1/1/2016 12:12:28 pm

Sødeste Rikke
tak for ros <3
Lad os marinere hinanden ind i tro, håb og kærlighed! Godt og fantastisk nytår til dig og dine kære Rikke

Reply
Marianne Mølgaard
12/31/2015 01:25:39 am

Kæreste Charlotte ❤️ - åhh hvor forstår jeg dig - min følgesvend har også bidt gevaldigt fra sig det sidste halve år - men vi lader os ikke kue 😉 - rigtig godt nytår til dig og dine kære ❤️ - de kærligste knus fra mig til dig 😘😘

Reply
Charlotte
1/1/2016 12:13:29 pm

Marianne, jeg ved at du forstår mig :-) Nej... vi lader os ikke slå ud. Også godt og mildt nytår til dig og dine.

kh
Charlotte

Reply
Lisbeth Højlund
12/31/2015 06:19:48 am

jeg kender din mand som tidligere kollega og ved han er en god fyr men det er vist ikke helt nok....han er åbenbart fantastisk. Så sejt spm I begge tackler en lortesygdom og ikke lader den få jer ned med nakken. Hold ud, holdved og hold fast på livet, llykken og kærligheden. Godt nytår!

Reply
Charlotte
1/1/2016 12:42:27 pm

Ej hvor sjovt Lisbeth :-) Så er det da godt, at jeg ikke beskriver ham som overmuskuløs og med hang til svenskerhår ;-) Jah... ham Peter er helt ok, og vi holder godt fast i hinanden! Godt nytår til dig :-)

Reply
Mette
1/1/2016 12:39:43 am

Tak for påmindelsen om at gå udover bare "at klare den almindelige hverdag" - det trængte jeg til ❤️

Reply
Charlotte
1/1/2016 12:40:56 pm

Velbekomme Mette ;-) Godt at jeg kunne hjælpe ti hi

Reply
Lone
1/2/2016 08:08:33 am

Kære Charlotte,
Rigtig godt nytår til dig 🎉
Åh, hvor har du bare ret i det du har skrevet.
Tankerne må ikke tage magten!!!!
Men hvor kan det nogen gange være svært.
Men jeg er med på, at i 2016 se mulighederne.
Det vil nemlig bringe noget godt med sig.
KH
Lone

Reply
Charlotte
1/3/2016 01:28:38 am

Kære Lone
Rigtig godt nytår til dig også og tak for ordene :-)
Vi to laver da en lille klub ;-) Mulighedernes klub sgu!

Reply
Betty Zepka
1/30/2016 08:39:55 am

Hej Charlotte og alle I, der har skrevet på denne blog. Hvor er I fantastiske, hver og en af jer. Jeg vil ønske jer alle et nytår, der skal være det bedste af alle nye år, og må andre bedste nye år følge efter som perler på snor. Jeg kender sygdommen (progressiv), som min søster har været plaget af, siden hun fyldte 30 år. Hun fyldte 68 i januar i år og kan stadigvæk gå korte stræk ved at hage sig fast rundt omkring, men hendes el-scooter er en god hjælp. Hun har også udviklet en evne til styrt, der fylder hendes familie med skræk, men selv tager hun det ganske roligt. Hun og jeg skyper sammen hver aften - bor et par timers kørsel fra hinanden - samtidig gætter vi ord på Word Game (nettet), det sætter vi begge stor pris på. Min søster siger, det holder de små grå og fingrene i gang. Hav det rigtig godt. Betty

Reply



Leave a Reply.


    Arkiv

    April 2016
    March 2016
    February 2016
    January 2016
    December 2015
    November 2015
    October 2015
    September 2015
    August 2015
    July 2015
    June 2015
    May 2015
    April 2015
    March 2015
    February 2015
    January 2015
    December 2014
    November 2014
    October 2014
    September 2014
    August 2014
    July 2014
    June 2014
    May 2014
    April 2014
    March 2014
    February 2014
    January 2014
    December 2013
    November 2013
    October 2013
    September 2013
    August 2013
    July 2013
    June 2013
    May 2013
    April 2013
    March 2013
    February 2013
    January 2013
    December 2012
    November 2012
    October 2012
    September 2012


    Hvem er vi?

    Jeg er cirkusdirektør i Cirkus Holmboe. Mit cirkus har eksisteret siden 1995 og har 5 medlemmer + cirkushunden Sofus. Jeg er som cirkusdirektør ansvarlig for de daglige forestillinger, som kan variere lige fra spektakulære krumspring til de fladeste overspringshop. 

    Vi har artister, en billetsælger, badutspringere, jonglører (både med ord, tallerkner og bolde), tryllekunstnere, tankelæsere, linedansere men INGEN klovne!! 

    Mere om mig selv og mine ansatte kan læses ved at trykke på "hjem" knappen øverst. 


    Emner

    All
    At Sætte Spor
    Billeder
    Cirkusdirektøren
    Cirkus Holmboe
    Hjælpemidler
    I Fuld Galop
    Kys Sclerose Farvel
    Min Læge Dr. Clooney
    Party I Provinsen
    Radio Ms
    Sclerose
    Sejre
    Venner


    Sider jeg læser:
    • Ibbyheart.com
    • Scleroseforeningen
    • Radio om MS
    • Kom Blot



    RSS Feed

Undgå at drømme små drømme. De fratager dig gejsten til at ville handle. (Victor Hugo)