For hulen da!! Jeg bor i lykkeland. Det er jo sådan set ikke nogen nyhed. Vi danskere kan nemlig bryste os af at være de lykkeligste mennesker i hele verden. Og den er stor, altså verden, så det er lidt vildt ik?

Og også lidt stressende, angstprovokerende og forpligtende. Den er alle steder, den der lykke! Jeg vil faktisk gå så langt som til at påstå, at man skal være mere end usædvanlig dum og den vildeste ignorant, hvis ikke lykken nærmest kommer væltende ind over en. Det passer altså, for det kan ses, læses og høres i medierne. Hvis du er i tvivl om det er lykken du mærker, så kan du i denne sommer frit vælge mellem landets aviser, dameblade og selvhjælpsbøger for at finde råd og vejledning til at afgøre, om det ER lykke du mærker og oplever eller bare lunken tilfredshed med livet! 

Al den lykke, som vi danskere ifølge medierne burde svømme rundt i, får mig mod al forventning til at føle, at jeg er svømmet for langt ud og ikke kan nå bunden... Eller måske er det netop bunden, jeg kan mærker, når jeg føler underlaget sive væk under mig og mærker panikken over ikke at kunne trække vejret helt ned i maven, fordi bølger af usikkerhed og rådvildheden skvulper ind over mig...

Du er din egen lykkes smed... Jo tak, fint nok! Men når jeg lige nu står med svejserøjne, afbrændt hår og kun har kreeret en lille ubetydelig klump såkaldt lykke, som ovenikøbet mest af alt ligner en lille ulykkelig lort, så vil jeg altså gerne omskoles i en fart, for så er det ikke som lykkesmed min fremtid ligger. 

Jeg fornemmer, at en del andre lykkesøgende danskere sidder med hver deres lille klump lortelykke i hånden og som mig mærker stressen og afmagten over at skulle finde lykken. Men for pokker da også, der er så mange spørgsmål, som dukker op, når jeg tænker på "projekt lykke".

Kan man sætte lykke på en formel, altså måle den?
Hvordan defineres lykke?
Har alle ret til lykke?
Er lykke overhovedet nødvendigt for et godt liv?
 
Jeg har selvfølgelig forsøgt at få svar på alle disse spørgsmål. Det er til dels lykkes mig... og dog! Jeg skal skynde mig at tilføje, at jeg ikke har benyttet mig af de store lærebøger skrevet af psykologer og teoretikere for at finde svar, det er energien ikke til.

Næh jeg har såmænd fundet meget af min empiri i Berlingske, som hele sommeren har haft et tema, de har kaldt LYKKEJAGT. Denne sommer har Berlingske besøgt danskere rundt i Danmark for at måle danskeres lykke.

Institut for Lykkeforsknings (det er der faktisk noget der hedder) chef Meik Wiking fortæller bl.a. at den definiton af lykke, vi arbejder med i Danmark, handler om en dyb glæde eller stor tilfredshed med ens livssituation. Der måles oftest fra en skala fra 1-10 og der skal svares på spørgsmål om velfærd, tryghed, tillid, frihed, helbred og arbejdsvilkår.

Måle danskeres lykke!! altså vil det sige, at nu kan man ikke få lov at mærke og nørkle med lykken alene og nøjes med at sammenligne sig med de veninder som altid er lidt mere ulykkelige end en selv. Nu skal man ligefrem have målt sin lykke, altså lave et regnskab over, hvor lykkelig man er (på en skala fra 1-10, hvor lykkelig er du ;-))

Jeg kan lige se det for mig:
Bettina: "Susanne, må jeg ikke se dit lykkeregnskab?"

Susanne: "Ej altså jeg klarede mig ikke så godt, så det bliver mellem dig og mig ik? Ok... jeg fik 4" lille suk og mega anti-lykkestress!

Bettina: "Ups! Du virker da ellers så glad. Måske du var lige lovlig ærlig i testen denne gang hva?... Tror du ikke, det går bedre næste år, hvis du øver lidt mere på at spille glad og tilfreds" Bettina giver Susanne et trøsteknus og tænker "Fedt jeg vandt denne runde... "

Dragør har som den første kommune i Danmark valgt at bruge af budgettet for at få Institut for Lykkeforskning til at udarbejde et lykkeregnskab. Lidt over 500 borgere deltog og lykkevinderne var kendetegnende ved dette: 

• Under 30 eller over 50 (jeg er 42, så ingen lykke dér)
  
• Fast partner (stor lykke for mig på det punkt)
  
• Deltager aktivt i foreningsliv (niks, ikke mig, jeg har ikke kræfterne til det, så ingen point til mig dér)
  
• Top eller mellemleder (heller ingen point til mig)
  
• motionerer i fritiden (jaeh.. men mest for at holde sclerosen fra døren, sååh 1/2 point til fru Holmboe)
  
• Tilbringer tid i naturen (et stort point)
  
• finder mening i livet (tjek)
  
• tilfreds med sit helbred  (kan man få minuspoint...?)
  
• tilfreds med sociale relationer (stort point)

Men hvorfor overhovedet bruge skattekroner på et kommunalt lykkeregnskab? Borgmester Eik Dahl Bidstrup i Dragør mener, at det gavner at vide, så man kan målrette initiativer tilforbedring af borgerens trivsel og ikke mindst er der også økonomiske gevinster ved det. Folk der er lykkelige, har et bedre helbred og har dermed brug for mindre hjælp fra kommunen. 

Jeg ved ikke helt hvad jeg skal synes om al den måling i lykke. Det eneste jeg med sikkerhed ved, er at jeg ikke rækker hånden op, hvis de i Haderslev Kommune søger deltagere til "lad os måle din lykkelighed". Jeg er nemlig slet ikke sikker på, at lykke er det højst opnåelige for mig. Jeg kan mærke, at jeg bliver barnligt provokeret af al den fokusering på lykke og at vi alle skal være det. Nok fordi jeg i denne uge har været nødt til at sygemelde mig på ubestemt tid fra arbejde, fordi min krop og hjerne skider på lykken og beder mig om at stile lavere og satse på "almindelig tilfredshed"

Og jeg ER tilfreds med mit liv. Når jeg træder et skridt tilbage og vurderer mit liv, så er der lige nu plads til forbedring nogle steder, men hvis jeg nu øver mig i at ligge helt stille trække vejret roligt, så er jeg sikker på, at jeg om en rum tid kan flyde og ikke er nødt til at stå på bunden af havet med bølger af usikkerhed og rådvildhed skvulpende ind over mig. 

Men lykke... den skider jeg et stykke, for jeg har ikke tid og kræfter til at gå på jagt efter den (lige nu). 

Good enough is the new perfect, og det vil jeg huske! 

På badeværelset i mine svigerforældres sommerhus hænger der et bruseforhæng. Det gør der i princippet på mange badeværelser. En morgen i sommerferien var jeg væltet ud på toilettet kl. "alt for tidligt"og sad og kiggede søvnigt på Nuser, som pryder dette forhæng. Tankerne gik.. Hvad skal jeg skrive om min ferie? Hvad er bare helt vildt ligegyldig info for andre at vide noget om? Skal jeg være kronologisk, som i "i dag fik vi morgenmad kl. 9.15, gik til stranden kl. 11.20 og sov til middag kl. 14, dejlig dag med masser af sol og søde børn!"

Nuser gav mig svaret! Skidesmart badeværelsesforhæng, som farmor har!

Dette blogindlæg bliver derfor ikke en kronologisk beretning om min sommerferie, men derimod en potpourri over de stemninger og følelser, som Nuser og jeg er blevet enige om bedst kan tegne et fyldestgørende billede af denne sommerferie i Cirkus Holmboe. Denne ferie som er blevet tilbragt i sommerhus både på Falster og Tversted samt en hel masse hjemme i teltet har mildest talt indeholdt lidt af hvert.

Jeg er træt. Ikke træt af ferie, for det er jeg tigtig sej til. Heller ikke bare sovetræt, men også hjernetræt, kropstræt, tænketræt, overskudstræt og og og.... Det er noget af det mest invaliderende og irriterende ved den her sygdom, at når jeg endelig har ferie sammen med mit cirkus. Aftaler er svære at lave og ikke mindst holde, for hver dag er en ny marathon i at navigere udenom træthedsspøgelset og huske at dukke sig for "hammeren i hovedet".

Jeg er ikke den eneste, som har været træt, men resten af min flok har vist mest bare været lidt træt AF det, når aftaler laves om og jeg ikke vil love noget for morgendagen.

Denne sommerferie har på mange måder været en øjenåbner for mig. Der er så mange ting, som jeg ikke "bare lige gør" længere. Alt skal planlægges bedre, mere grundigt og altid med en plan B i posen. Jeg bliver ked af det, når jeg insisterer på, at være med på lige vilkår som de andre, og så oplever, at det kan jeg ikke længere, uden at skulle give slip på noget andet. 

• Jeg er vild med at slå græs - det kan jeg bare ikke mere.
  
• Jeg elsker at cykle, men oplevede i sommerhuset, at det gør min balance ikke, så pludselig kunne man finde cirkusdirektøren med benene i vejret nede i en grøft.
  
• Jeg nyder helt vildt at være længe oppe uden planer, men det ødelægger dagene efter.
  
• Jeg elsker at skrive og læse, det er bare blevet så forbandet svært at bevare koncentrationen og overblikket.
  
• Jeg elsker at gå langs stranden med mit cirkus, men har i år erfaret, at det med at køre bilen helt ned til stranden sammen med alle de andre tyskere langs Vesterhavet passer mig rigtig godt.

Og derfor er jeg er ked af, at jeg ikke har den luksus at kunne ignorere sclerosens tarveligheder og benspænd. 

Jeg elsker elsker elsker, at vi til trods for bump på vejen, stejle bakker og rødt lys har haft en dejlig ferie med masser af oplevelser. Jeg er gang på gang blevet bekræftet i, at det bare at opleve SAMMEN er det vigtigste. De største guldstunder har faktisk været på terrassen med et spil kort eller en dukkert ved havet. 
Vi hepper på hinanden og kan meget mere end forventet, når vi står sammen. Jeg nyder, at mit cirkus ikke betragter mig som en klods om benet, men højst som et par sammenbundne snørebånd, der betyder lidt langsommere tempo og små skridt. Jeg giver C. G. Jung ret "Et bevidst fællesskab - ikke bare et fællesskab - er det eneste, der kan give mennesker et tilfredsstillende liv.

Overrasket kan vel nærmest betragtes som mit mellemnavn i denne sommerferie. Der har både været overraskelser, som har høstet bifald og anerkendelse, men så sandelig også overraskelser, som har givet blå mærker og imaginære spark i skridtet. En af de ting som jeg til stadighed kan blive overrasket efter 18 år med diagnosen er, at der er så store variationer i min dagsform og ikke mindst i hvor høj grad jeg ville ønske at min vilje har indflydelse på succesraten af de ting jeg laver.

Jeg har spist mange IS! og drukket lige tilpas mange kolde øl! På lige præcis dette punkt er ferien i år lige som den skal være :-)

På Tversted Marked, en årlig tilbagevendende begivenhed, som Cirkus Holmboe tager til og ligeså tilbagevendende skuffet tager hjem fra, nåede et nyt højdepunkt i år. Eller rettere et lavpunkt! Tre artister, billetsælgeren og jeg tøffer rundt med indlagte pauser og forsøger at navigere uden om de horder af mennesker, der ligesom os bruger en formiddag mellem skrammel, ubrugelige sager, man ikke anede man ikke kunne undvære. Jeg har min stok i venstre hånd, billetsælgeren ved min side og de tre artister 10 meter bag os! Det er varmt (som i rigtig hot), og vi har netop besluttet os for at tage hjem, da.. SLAM!

Jeg falder ligeså lang jeg er, fordi mit venstre ben "klapper sammen". På min hastige vej mod jorden, vrikker jeg om på anklen, hæver min stok i et ubehjælpeligt forsøg på at holde balancen og ... smadrer den derpå ind i nakken og skulderen på billetsælgeren, der ligeledes dratter omkuld TADAAA!!

For fanden da også!! Tre artister når knap at opfatte cirkusnummeret, før folk skynder sig hen for at hjæl...

Nej de gør sgu da ej! Ikke en eneste rører sig ud af flækken for at hjælpe "damen med stokke" eller manden som hun på grundigste vis har slået i jorden.

Nuvel folk kigger, undres og hvisker lidt sammen. Men ikke én tilbød deres hjælp eller turde spørge om "alt var ok". ØV og samtidig temmelig forudsigeligt egentlig.

Jeg kunne efterfølgende ikke støtte på mit ben, var flov, ked og faktisk også vred over, at ingen gjorde noget som helst. Biletsælgeren hev en håndfuld mønter op af lommen, sendte artisterne afsted efter (mere) slik, tog mig under armen og placerede mig på græsset udenfor et øltelt med en kold fadøl, mens han kom til sig selv.

Jeg er i al ubeskedenhed ret stolt over, at jeg trods mine større og større udfordringer udi at holde balancen både fysisk og psykisk har en familie som ikke bremser mig, men tror på at jeg kan! Jovist går det langsomt men tydeligere og tydeligere op for mig, at sclerosen ikke kan ignoreres, men skal tages alvorligt og lyttes til.

Jeg bliver (nogle vil sige alt for tit) tændt af den hellige ild over alle de muligheder, der ligger lige foran mig og over alle de planer jeg kan nå at lægge, når en lang sommerferie ligger klar til at rulles ud foran fødderne på Cirkus Holmboe.

To gange i den her ferie oplevede jeg længslen efter at kunne det samme som min familie overstige angsten for at turde prøve noget vildt og uoverskueligt.

Jeg tog turen ned af alle alle trapperne på Møns Klint - fandeme! og også op igen. Jeg gjorde det! Det var hverken dagens bedste tid eller som vinder udi disciplinen "kunstnerisk udfoldelse", men jeg gjorde det! Det var i den grad en fysisk sejr!

Den psykiske sejr oplevede jeg, da jeg sammen med ældsteartisten og mellemsteartisten satte mig ned i en kano og padlede tre timer i solskin på smukke Uggerby å med to pubertetsramte unge mennesker, som både gennemgik faser af larmende tavshed, dybe suk men også højt humør og kampgejst. Vi zigzaggede os igennem en eftermiddag på åen, smilede undskyldende til de andre kanoer mens vi i takt sagde 1 2 3 Træk 1 2 3 træk! 

Det kan da godt være at yngsteartisten og billetsælgeren var nødt til at vente på os gentagne gange siddende i deres kano.  De havde også tid til både at spise kiks og drikke saftevand, mens vi kæmpede. Vi klarede det. Selvfølgelig gjorde vi det. Og det er jeg stolt over:-)

For ca. 14 dage siden kom Kim hjem i vores telt. Ældsteartisten havde ringet og "advaret" mig, da Kim er hendes chef ;-)

Kim er forpagter af Haderslev Golfrestaurant, og ældsteartisten er en af dem som hjælper ham med at vaske op efter gæsterne. Udover at være forpagter er Kim en mand med hjertet på rette sted! Han har nemlig arrangeret en golfturnering den 2. august, hvor deltagergebyret går ubeskåret til Scleroseforeningen. Kim har fortalt, at der indtil videre er sponsorerede præmier på 7.000,- på spil!

Nåh.. men Kim kom hjem til os den aften for at spørge, om jeg ville hjælpe ham med at skyde det her projekt i gang i forhold til "reklame". Det sagde jeg selvfølgelig ja til og kontaktede derpå Scleroseforeningen, som efterfølgende tog kontakt til Kim for at aftale, hvad de kunne bidrage med. Du kan læse her hvad Scleroseforeningen skriver om golfturneringen. (Vær dog opmærksom på, at turneringen ikke løber af stablen nu på lørdag, som der står skrevet på foreningens hjemmeside, men lørdag den 2. august.)

Endvidere kontaktede jeg Jyske Vestkysten, som gennem hele "Kys Sclerose Farvel" kampagnen har været så søde til at give alle mine ideer og påfund spalteplads i avisen. Jyske Vestkysten har også kontaktet Kim efterfølgende og lovet at dukke op på selve dagen, når pengene til Sclerosoeforeningen overrækkes :-)

Jeg er så glad for at kunne bruges til at skabe opmærksomhed på Sclerose, og vil den 2. august sende alle de kære golfspillere, som deltager i denne turnering en kærlig tanke og en særlig stor til Kim som har gjort det muligt. TAK Kim for initiativet, det er godt, der findes folk af din slags!

Faktisk er det ikke kun denne dag, at der samles penge ind til Scleroseforeningen i Haderslev Golfklub. Hver dag ryger der penge ind! Kim har nemlig besluttet at alle drikkepenge i 2014 går til Scleroseforeningen. Da jeg var ude i restaturanten for et par uger siden havde golfspillere i Haderslev bidraget med 4.532,32 kr. (og vi har kun juli:-))

Jeg håber så meget på godt vejr, godt humør og masser af deltagere til turneringen :-)

Del rigtig gerne dette indlæg, så det spredes i hele landet, at der er en FANTASTISK golfturnering i Haderslev, som man kan deltage i og samtidig støtte Scleroseforeningen! Måske andre golfklubber i det ganske danske land
kunne blive inspirerede :-)

Jeg kan godt lide at læse en god bog. Faktisk kan jeg i det hele taget bare godt lide bøger. Duften af bog, hvadenten den dufter ny eller af gammel kælder, vægten af en bog, lyden af bogens sider som knitrer. Det bedste er dog at kunne fordybe sig i en god bog og lade sig opsluge i dets univers...  

bla bla bla - "det bedste er dog at kunne fordybe sig i en god bog og lade sig opsluge i dets univers" med ild i brændeovnen og en kop urtethe, mens fødderne bliver nusset af ens elskede! Kan du se det for dig?

Så sæt lige den film på pause og forestil dig mig siddende på kanten af sofaen med en bog i skødet og det ene øre hængende inde på det ene børneværelse, hvor der strides om en fjernbetjening. Begge ben på vej ud for at lukke cirkushunden ind, inden den har kradset sig igennem teltdugen og endelig en hjerne der er låst fast i en centrifugering, der umuliggør al sammenhængende tankevirksomhed og koncentration.

Jeg har så svært ved at slå mig til tåls med, at min hjerne for tiden kun kan absorbere "litteratur" som ugeblade, opskriftsbøger og tegneserier. Der sker det, når jeg læser, at jeg enten vågner med en opslået bog placeret tværs over ansigtet, eller at jeg må læse det samme kapitel igen og igen. Det er så demotiverende og trist, at jeg i en lang periode holdt helt op med at læse, endsige gå på opdagelse i vores proppede bogreol i stuen. 

Sclerosen er en lort - en rigtig dum lort, som bid for bid æder min energi, min koncentration og min lyst til at skrive, læse og deltage i diskussioner. Jeg resignerer, for jeg bliver alligevel bare skuffet og opgivende, når min stædighed og lyst til f.eks. at læse bøger må vige for "sclerosevilkåret".

Her kunne dette blogindlæg slutte... med en cirkusdirektør som var ved at spare sammen til en fabrik, som laver tudekiks, men det gør det ikke!

Fordi for en uge siden i et sommerhus på Falster smed ældsteartisten nemlig en bog i skødet på mig og sagde "den her mor! Den læser du!" mens hun smilende forlod stuen. Og det gjorde jeg så!! Jeg læste en bog, som greb mig om hjertet, og som jeg rent faktisk kunne koncentrere mig om. Jeg elsker ældsteartisten, og jeg elsker at hun nu er så gammel (og insisterende), at det er hende, som anbefaler mig en bog og ikke omvendt. Nuvel, det var ikke den tykkeste, mest udfordrende bog, men den fungerede på fornemste vis som en oplagt skuffelse, der ikke gik i opfyldelse. 

Jeg har fået blod på tanden til at læse igen. Denne bog kom nemlig ind på det helt rigtige tidspunkt som en rar uregelmæssighed i min "jeg kan ikke læse bøger" verden.

Bogen jeg læste på Falster hedder "En flænge i himlen" skrevet af John Green.

Hvilke bøger kan du anbefale til en hjerne med hang til centrifugering.