Jeg kan godt lide at læse en god bog. Faktisk kan jeg i det hele taget bare godt lide bøger. Duften af bog, hvadenten den dufter ny eller af gammel kælder, vægten af en bog, lyden af bogens sider som knitrer. Det bedste er dog at kunne fordybe sig i en god bog og lade sig opsluge i dets univers...
bla bla bla - "det bedste er dog at kunne fordybe sig i en god bog og lade sig opsluge i dets univers" med ild i brændeovnen og en kop urtethe, mens fødderne bliver nusset af ens elskede! Kan du se det for dig?
Så sæt lige den film på pause og forestil dig mig siddende på kanten af sofaen med en bog i skødet og det ene øre hængende inde på det ene børneværelse, hvor der strides om en fjernbetjening. Begge ben på vej ud for at lukke cirkushunden ind, inden den har kradset sig igennem teltdugen og endelig en hjerne der er låst fast i en centrifugering, der umuliggør al sammenhængende tankevirksomhed og koncentration.
Jeg har så svært ved at slå mig til tåls med, at min hjerne for tiden kun kan absorbere "litteratur" som ugeblade, opskriftsbøger og tegneserier. Der sker det, når jeg læser, at jeg enten vågner med en opslået bog placeret tværs over ansigtet, eller at jeg må læse det samme kapitel igen og igen. Det er så demotiverende og trist, at jeg i en lang periode holdt helt op med at læse, endsige gå på opdagelse i vores proppede bogreol i stuen.
Sclerosen er en lort - en rigtig dum lort, som bid for bid æder min energi, min koncentration og min lyst til at skrive, læse og deltage i diskussioner. Jeg resignerer, for jeg bliver alligevel bare skuffet og opgivende, når min stædighed og lyst til f.eks. at læse bøger må vige for "sclerosevilkåret".
Her kunne dette blogindlæg slutte... med en cirkusdirektør som var ved at spare sammen til en fabrik, som laver tudekiks, men det gør det ikke!
Fordi for en uge siden i et sommerhus på Falster smed ældsteartisten nemlig en bog i skødet på mig og sagde "den her mor! Den læser du!" mens hun smilende forlod stuen. Og det gjorde jeg så!! Jeg læste en bog, som greb mig om hjertet, og som jeg rent faktisk kunne koncentrere mig om. Jeg elsker ældsteartisten, og jeg elsker at hun nu er så gammel (og insisterende), at det er hende, som anbefaler mig en bog og ikke omvendt. Nuvel, det var ikke den tykkeste, mest udfordrende bog, men den fungerede på fornemste vis som en oplagt skuffelse, der ikke gik i opfyldelse.
Jeg har fået blod på tanden til at læse igen. Denne bog kom nemlig ind på det helt rigtige tidspunkt som en rar uregelmæssighed i min "jeg kan ikke læse bøger" verden.
Bogen jeg læste på Falster hedder "En flænge i himlen" skrevet af John Green.
Hvilke bøger kan du anbefale til en hjerne med hang til centrifugering.
bla bla bla - "det bedste er dog at kunne fordybe sig i en god bog og lade sig opsluge i dets univers" med ild i brændeovnen og en kop urtethe, mens fødderne bliver nusset af ens elskede! Kan du se det for dig?
Så sæt lige den film på pause og forestil dig mig siddende på kanten af sofaen med en bog i skødet og det ene øre hængende inde på det ene børneværelse, hvor der strides om en fjernbetjening. Begge ben på vej ud for at lukke cirkushunden ind, inden den har kradset sig igennem teltdugen og endelig en hjerne der er låst fast i en centrifugering, der umuliggør al sammenhængende tankevirksomhed og koncentration.
Jeg har så svært ved at slå mig til tåls med, at min hjerne for tiden kun kan absorbere "litteratur" som ugeblade, opskriftsbøger og tegneserier. Der sker det, når jeg læser, at jeg enten vågner med en opslået bog placeret tværs over ansigtet, eller at jeg må læse det samme kapitel igen og igen. Det er så demotiverende og trist, at jeg i en lang periode holdt helt op med at læse, endsige gå på opdagelse i vores proppede bogreol i stuen.
Sclerosen er en lort - en rigtig dum lort, som bid for bid æder min energi, min koncentration og min lyst til at skrive, læse og deltage i diskussioner. Jeg resignerer, for jeg bliver alligevel bare skuffet og opgivende, når min stædighed og lyst til f.eks. at læse bøger må vige for "sclerosevilkåret".
Her kunne dette blogindlæg slutte... med en cirkusdirektør som var ved at spare sammen til en fabrik, som laver tudekiks, men det gør det ikke!
Fordi for en uge siden i et sommerhus på Falster smed ældsteartisten nemlig en bog i skødet på mig og sagde "den her mor! Den læser du!" mens hun smilende forlod stuen. Og det gjorde jeg så!! Jeg læste en bog, som greb mig om hjertet, og som jeg rent faktisk kunne koncentrere mig om. Jeg elsker ældsteartisten, og jeg elsker at hun nu er så gammel (og insisterende), at det er hende, som anbefaler mig en bog og ikke omvendt. Nuvel, det var ikke den tykkeste, mest udfordrende bog, men den fungerede på fornemste vis som en oplagt skuffelse, der ikke gik i opfyldelse.
Jeg har fået blod på tanden til at læse igen. Denne bog kom nemlig ind på det helt rigtige tidspunkt som en rar uregelmæssighed i min "jeg kan ikke læse bøger" verden.
Bogen jeg læste på Falster hedder "En flænge i himlen" skrevet af John Green.
Hvilke bøger kan du anbefale til en hjerne med hang til centrifugering.
RSS Feed