2. juledag tog jeg en beslutning om at holde min egen lille pause fra julen. Cirkushunden og jeg tog til stranden. Kun os to! Ingen pakkeleg, ingen hujen eller konfekt. Bare et par timer med bølgeskvulp, hvor den ene af os fik sand i pelsen, og jeg fik kolde kinder.

Jeg fik tænkt tanker denne 2. juledag ved stranden. Mange tanker, som næsten alle kredsede om året, der er gået. Det der poppede op igen og igen var TID.

Tid til at nå, tid til at gå, tid til at få og ikke mindst tiden til at slå.

Der har i 2014 ganske enkelt ikke været tid nok at slå ihjel. Der skal være tid at slå ihjel. Livet må ikke gå så hurtigt, at man ikke har noget tid at slå ihjel.

Dette faktum slog mig faktisk hårdt i ansigtet og helt ind i sjælen, da jeg med resten af mit cirkus lillejuleaften lidt julefortravlet kørte hjem til min morbror Eigil, som bor alene, kun 12 km fra os. Han skulle som altid have sine julegaver og et stort julekys, inden det blev den 24. 12.2014.

Han vidste ikke, at vi kom. Han sad på sin stol ovre i sit opvarmede petroleumslugtende værksted med en enkelt øl og hørte juleradio, da vi væltede ind og i munden på hinanden sagde "vi blir' ikke så længe, Eigil! Bare bliv siddende" 

Men Eigil blev så glad for at se os, at han skyndte sig at klæde om fra kedeldragt til joggingbukser, og gik rundt i sin stue og stille sang hurra hurra hurra. Da vi efter et par megaskønne timer i hans hyggelige køkken både havde drukket øl og sodavand og også havde fået fortalt historien om dengang hans søster (min mor)bed en anden dreng hårdt, og derfor fik en velfortjent røvfuld, kyssede vi farvel - mætte, glade og med lyst til at blive endnu længere!

Jeg skal have tid til at høre flere historier om "dengang min mor var dreng...". Eigil kan fortælle, så man lytter og glemmer tiden. Det kender jeg også andre der kan, og både Eigil og de andre historiefortællere vil jeg i 2015 bruge tid på at opsøge, lytte til og lære af.  

Jeg mærkede nemlig den dag på stranden, at det er det, som jeg vil ha' mere af i 2015! Tid til at være og lære! Og tid til at Lytte og læse!

Jeg har derfor valgt at deaktivere min facebookprofil den 31.12.2014. Jeg gør det, fordi jeg tror, at jeg lige nu bruger min tid forkert! Jeg tager mig selv i aften efter aften at sidde fast i de samme statusopdateringer, bruge tid på at udtænke de samme ting at skrive og prøve at finde endnu et flot billede at vise. 

Jeg vil stadig være at finde på bloggen her. Jeg elsker at skrive, og bilder mig ind, at den tid er godt givet ud for mig og forhåbentlig også jer som læser med.

Lad mig slå helt fast! Dette er et forsøg. Et forsøg foretaget af en, som betragter sig selv som afhængig - afhængig af at besøge sin gode ven facebook, hver gang hun keder sig, ikke kan sove om natten, trænger til en pause eller bare søge hurtig opmærksomhed. Kort sagt skal dette forstås som et forsøg på at vinde tid (- tænk at vinde tid..), så der er noget at slå ihjel af og skabe fokus ud fra.

Jeg ønsker jer alle et helt fantastisk nytår med masser af kærlighed, tid og positive oplevelser,  og så en kæmpe tak, fordi i også i 2014 har haft lyst til at  følge med i mine skriverier her på bloggen :-) Vi ses forhåbentlig herinde i 2015 :-)

Jeg kan altid kontaktes på skype, hvor jeg hedder charlotteholmboe, eller på mail charlotte.holmboe@gmail.com.

Mine blogindlæg kan også altid læses på Scleroseforeningens hjemmeside www.scleroseforeningen.dk

"God jul og godt nytår" efterfulgt af mange knus og kram. Og så skal jeg ikke på arbejde før mandag den 5. januar 2015.

Juleferien er skudt igang. Alle gaver er i hus! Eller næsten alle, for jeg ender hvert år op med at mangle at købe to - tre gaver.

Jeg havde derfor min huskeliste klar, da jeg steg ud af cirkusbilen. Første punkt var ikke gaver, men

• Apotek: Treo og Migrænepiller

Apoteket var propfuld. Jeg trak et nummer og kunne hurtigt regne ud, at der var 32 i køen før mig. Jeg fandt derfor en stol og lod i tavshed blikket vandre rundt på alle de andre midaldrende fruer med sundt fodtøj, varme jakker og strikhuer.De virkede alle lige så optaget af tanker om juleindkøb blandet med irritation over køen som jeg.

Men SÅ! 

Ind af døren træder en ældre mand. Han spotter straks en bekendt, og de falder i snak. De står begge i deres ens lysebrune fløjlsbukser med flad røv, lidt for langt stort gråt fuldskæg, grå vinterjakker der ikke er lynede, så man kan ane en topmave, som mere virker som resultatet af god mad end usund levevis. Der bliver både snakket om den nye bil, julefrokost, en smule om deres koner og så også hjælpemidler.

Snakken om hjælpemidler fik mig til at smile, og de andre fruer til at stå helt stille og virke, som var de sunket gennem gulvet. Her var nemlig ikke tale om et hjælpemiddel, man kan ringe og søge om ved visitationen eller hjælpemiddelcentralen.

Næh... De to gamle mænd står sammen på apoteket og småsludrer højlydt om "det der viagra".

"Det virker altså det skidt" når alt andet lukker ned med alderen, så virker det sgu"

Åh hvor var det herligt og livsbekræftende! Det er sgu da et hjælpemiddel, der er værd at stå i kø for. Tænk at vide at ens vigtige samliv kan fortsætte med at fungere med hjælp fra dette hjælpemiddel.

Hverken den gamle mand  eller jeg har jo faktisk planlagt det her for vores krop. Planlagt at skulle bruge hjælpemidler. Jeg har brug for en stok for at kunne gå, og han har brug for en pille for at få den til at stå. Begge hjælpemidler er vigtige og med til at få en langt bedre hverdag.

Den gode mand fik handlet, hvad han skulle. På vej ud af døren og hjem til lillemor, smilede han blidt og ønskede både mig og de andre lyttende midaldrende fruer en rigtig god jul, mens han rystede sin lille apotekerpose højt over hovedet!. 

Alle vi damer kiggede hver især kort op fra vores hul i gulvet og mumlede "i ligemåde", for derefter at krybe lydløst tilbage (nu måske for nogle af fruerne med et ekstra julegaveønske i tankerne). 

Så blev det alt for hurtigt min tur, og jeg fik de piller jeg skulle have. 

Resten af mine indkøb blev foretaget med et smil på læben og troen på, at det hele nok skal gå, så længe der findes hjælp til at komme op at stå, hvis man/den snubler og har brug for hjælp!

Tabu er noget vi selv skaber! - og jul er sgu så festligt!

Jeg er ved at lære det! Jeg er begyndt at bede om hjælp til de ting som jeg ved, at jeg ikke kan gennemføre uden at miste enten modet eller besindelsen.

Det er en ret svær øvelse. Altså at spørge, om folk i deres egen juletravlhed ikke nok vil hjælpe. Jeg har nu øvet mig i et par uger, og er meget tæt på at være udlært. 

Jeg har fået hjælp. Masser af hjælp. Jeg har oplevet, at al min spørgen om hjælp til dit og dat omkring julepjat er blevet modtaget med omsorg fra veninder og familie. 

Jeg har f.eks. tre veninder, som om nogen kender mig og mine udfordringer med hukommelse, overblik og energi.

De er ikke dumme mine veninder, det er de altså ikke. De lytter og forstår. Når jeg reciterer, hvor mange ting jeg skal nå i alt for mange og alt for store store butikker,  propper de mig i bilen og tar' med mig derhen. Vi har både fået besøgt Fleggaard, hvor vi nær aldrig var kommet hjem fra, da jeg gentagne gange, under højlydte protester, tog nogle forkerte afkørsler. 

Vi har også været i Ikea! 

Ikea i december, fordi cirkusdirektøren ikke kunne undvære nogle stearinlys og ti skåle... Man kan sige mange ting om Ikea, men den er stor og folk går ikke i èn retning. Folk skal gå i én retning, for så vælter de ikke over mig, når jeg sidder på gulvet og holder pauser!

Nåh men jeg fyldte i ikeavognen - Min arm gik lystigt fra hylde til vogn, indtil den ene veninde blidt spørger "har du egentlig styr på, hvad du skulle ha'? Det her er lidt som en dobbelt op Charlotte Tjek lige din seddel ik'?!!" hvorpå hun hovedrystende hjalp med at sortere varerne, så de stemte overens med min medbragte seddel.

 En tur rundt i Ikeahelvedet forvandler mig hver gang (uden undtagelse) til en mudderhjernet haltefanden med et minimum af tålmodighed. Det føles på det nærmeste som at blive opløst som menneske og reduceret til en udtørret vandmand.

Nåh men alle varer blev betalt, lidt væske og en pølse indtaget og så ud til cirkusbilen i parkeringskælderen. Ikea har faktisk også en ret stor parkeringskælder! 

Heller ikke her bevæger folk sig hensigtsmæssigt rundt i deres biler. Parkeringskælderen er fyldt med pile og anvisninger, så man kan komme hjem og hvile. Vi brugte lang tid i den kælder. Alt for lang tid! Det gjorde vi, fordi jeg præsterede at fare vild siddende der bag rattet. Rundt og rundt i "parkeringskælderbanen" som en pacman gik det. Mine elskede veninder veninderne grinede og guidede og jeg fightede. Vi kom hjem og Ikea virker bagefter ikke så slem. Takket være mit slæng :-)

I dag oplevede jeg så min families omsorg og hjælp. Min fantastiske mor tog med mig ind i byen i formiddags og spottede pausepladser i alle de butikker, vi kom i. Det gav hende mulighed for at være den som kom og viste mig de ting, vi skulle handle, mens jeg blot sad og sagde "dur... dur ikke". Ret godt koncept, når det skal være på den måde.

Tre dages migræne som jeg bare slet ikke har tid til, forsøger jeg at aflive med (alt for mange) migrænepiller og for lidt hvile. Jeg har ikke tid til migræne, for jeg vil hygge, handle, arbejde  og holde jul.

Alt det sad jeg her til aften på køkkenbordet og bøvsede om til billetsælgeren, mens han vaskede op. Han kunne godt se, at mit venstre ben ikke kunne løftes og bruges, at mit hovede hamrede og at jeg lignede en der både trængte til et bad og et knus. 

Ikke en lyd sagde han, men lagde blot viskestykket, tog mig på ryggen og hjalp mig ind i sofaen, hvor han smed mig i yndlingshjørnet.  "Ikke mere snak om træt vel mutti?!" og så ordnede han resten af opvasken og kom med en kop kaffe. 

Jeg elsker mine folk omkring mig! De ved, at jeg ikke har let ved at få hjælp, men de navigerer alle på en sådan måde, at det er faktisk ikke så svært at bede om hjælpen. Jeg ved jo, at de gør det fordi de kan li' mig og vil mig!

Tit hjælper det at bøvse bare en smule ;-)

Yngsteartisten og jeg lagde i fredags en plan - en småkage- og konfektplan. Det gjorde vi sådan set også sidste jul og sågar året før. Det er ligesom blevet vores "ting".

Vores plan i år var som noget nyt at skrotte oldemors jødekageopskrift og brunkageopskrift samt mormors vaniljekransopskrift. Ikke fordi de opskrifter ikke virker, men fordi hende Mette Blomsterberg dukker op alle vegne, smiler og virker så tilfreds med alt, hvad hun laver. Lige præcis tilfredshed kan vi godt li', yngsteartisten og jeg.

Så med opsmøgede ærmer og akkompagneret af den slibrigste julemusik, gik bagningen af Cirkus Holmboes julesmåkager 2014 i gang fredag den 12. december!

Jeg bemærkede straks, at noget var anderledes fra de forrige år. Yngsteartisten var i år transformeret til bagermesteren, og jeg måtte se mig nedgraderet til bagerjomfru uden noget større ansvar tildelt. 

Ret fed oplevelse egentlig! 

Vi fik bagt jødekager - de var flotte, duftede godt og smagte himmelsk. 
Vi fik også bagt brunkager - de var flotte, duftede godt og smagte himmelsk.
Vi fik også bagt vanillekranse - eller noget! 

Lad mig allerede her slå fast, at Mette Blomsterberg med sit søde smil og positive væsen aldrig bliver min veninde! Den googlede "Mette Blomsterberg vaniljjekransopskrift "lovede følgende - med søde drømme og det hele... 

Helt klar til denne søde "vaniljekransdrømmerejse", proppede vi dejen i seniorartisternes kødhakker (som vi plejer), formede vaniljedejens stjerneformede "pølser" til sirlige kranse (som vi plejer) og stak derpå bagepladen med bagværk i ovnen (som vi plejer). 

Yngsteartisten og jeg gennemlevede ikke en sød drøm, men derimod Cirkus Holmboes vaniljekransmareridt, for det var her, at  "plejer" afgik ved døden. Vi blev vidner til et fænomen, som Mette Blomsterberg aldrig har løftet sløret for.. Hullet i vaniljekransene forsvandt! Pist væk var de - alle hullerne! Ikke et eneste lille hul fra en enkelt lille vaniljekrans var at spotte inde i ovnen.

Den ene af os blev sur og irriteret, mens den anden tog kagerne ud af ovnen og sagde "mor, stik mig lige en af plasticskeerne"

Og på den måde viste den anden på smukkeste vis, at der findes andre stilarter end dem som den perfekte og dygtige Mette Blomsterberg udøver. 

Vi bagte faktisk en plade vanillekranse til, og her ville Mette Blomsterberg helt sikkert have klappet i sine små tykke hænder af begejstring. Denne plade var nemlig fyldt med både huller og kranse, da yngsteartisten fik bagepladen ud af ovnen.

Jeg er vild med min yngsteartist, hans løsninger på "kagehuls" problemet og hans ihærdighed med julebagningen. Alle de år, hvor han har spurgt "må jeg ikke være med" og "er der noget jeg skal hjælpe med", når der skulle laves mad, har jeg (modvilligt) oftest svaret "ja da lille skat" til. Imens  har jeg talt til 10 (mange gange) og i det skjulte ønsket, at han hellere ville lege med lego eller spille computer, som alle de andre sunde drenge.

Mit "ja da lille skat" svar priser jeg mig lykkelig for nu, for den drengs overblik, vedholdenhed og energi både smitter og hjælper mig, når jeg brænder sammen over nogle skide huller i vanillekranse og ikke kan overskuemere bagning og julemusik.

Næste år kommer de "gamles" julesmåkageopskrifter atter på bordet - alt andet vil være hul i hovedet!

"Det er godt nok længe siden du har givet lyd fra dig Charlotte! Er cirkusset sneet inde eller har i trukket teltpløkkerne op?"

Næh... Vi er såmænd hverken sneet inde eller har trukket teltpløkkerne. Jeg har blot haft brug for at  stikke fingeren i jorden - eller nok nærmere hele hovedet. Simpelthen for at få nogle ting og tanker på plads uden at skulle dele det med andre end mine nærmeste. Det var den rigtige beslutning for mig og mine! 

Hvis man kunne hænge min november måneds tanker op som pynt på et juletræ, så ville jeg have været i stand til at levere "tanke-pynt" nok til at kunne pynte juletræet på Rådhuspladsen. 

Helt kort fortalt og uden anledning til uddybning, så har novembertankerne i mit hoved været centreret omkring tre hovedtemaer, nemlig en træls uoverensstemmelse omkring min handicapbil og kommunen, opstart på arbejde på fuld tid efter min deltidssygemelding og ikke mindst mit ophør med medicinen Fampyra, hvilket forårsager diverse udfordringer med min gang og balance.

I dag skriver vi 3. december og status er, at kommunen og jeg endelig er blevet enige om, at  jeg ikke kan undvære min handicapbil. Jeg er kommet i gang med at arbejde på fuld tid, og jeg kan både overskue arbejdstiden og mine arbejdsopgaver. Jeg træner atter min krop hver dag og har fundet en overenskomst med mine krykker og min rollator, som for tiden er mine uundværlige hjælpemidler. 

Så vidt så godt!

Men så har vi jo den her jul, som fra midt i november har stået lige der midt i døren og trippet utålmodigt og ventet på at blive lukket ind. Nøjagtig ligesom alle de andre år i mit cirkus. 

Jeg plejer at være standhaftig og afværge alle gode argumenter om at lukke julen ind før 1. søndag i advent. Det er sådan lidt en aftale billetsælgeren og jeg har indgået for at opretholde julefreden. Billetsælgeren hvisker hvert år til mig  "skal vi ikke lade julen være i fred lidt endnu, inden vi sænker den.." 

Men ikke i år! Julen 2014 blev inviteret indenfor for ca. en uge siden (da kalenderen stadig viste enormt meget november). I al hemmelighed åbnede jeg døren for julen og bød den indenfor på en grå, klam kedelig novembereftermiddag. 

Jeg trængte som aldrig før til hjerter, nisser, stearinlys i bizarre mængder, chokolade og julethe. Artisterne var lige kommet hjem fra skole, billetsælgeren var stadig var på arbejde, lykkelig uvidende om at vi derhjemme denne dag ville lade julefreden sænke sig ud over det hele.

Det blev tændt  julelys i både øjnene og stagerne, mens kasserne med julepynt blev endevendt  og tømt på den mest ustrategiske og uoverskuelige måde. Hulter til bulter var julen på rekordtid væltet ind over dørtærsklen, og vupti! Så var nisser, hjerter og deslige placeret på de samme pladser som tidligere år. Selvfølgelig de samme pladser som de tidligere år :-) Åh hvilken salig fryd.  

Jeg opdagede midt i alt dette "kasten julepynt på plads", at jeg har store børn, som godt kan selv og i særdeleshed gerne VIL selv. Derfor trak jeg også blot på smilebåndet, da mellemsteartisten foreslog, at der skulle bages pebernødder. 

Artisterne bagte, og mig? joh.. jeg sad i min sofa og nød stemningen, mens jeg mindede mig selv om, at der er kæmpestor forskel på ansvarsfralæggelse og uddelegering.

Resultatet af bage-anstrengelserne var meget velduftende og velsmagende og der var både en bageplade fuld af en mors "ansvarsfralæggelse" OG en plade med "uddelegering". Uddelegering er så dejlig ordentlig, rundt, på lige rækker og i orden ik?!