"Det er godt nok længe siden du har givet lyd fra dig Charlotte! Er cirkusset sneet inde eller har i trukket teltpløkkerne op?"
Næh... Vi er såmænd hverken sneet inde eller har trukket teltpløkkerne. Jeg har blot haft brug for at stikke fingeren i jorden - eller nok nærmere hele hovedet. Simpelthen for at få nogle ting og tanker på plads uden at skulle dele det med andre end mine nærmeste. Det var den rigtige beslutning for mig og mine!
Hvis man kunne hænge min november måneds tanker op som pynt på et juletræ, så ville jeg have været i stand til at levere "tanke-pynt" nok til at kunne pynte juletræet på Rådhuspladsen.
Helt kort fortalt og uden anledning til uddybning, så har novembertankerne i mit hoved været centreret omkring tre hovedtemaer, nemlig en træls uoverensstemmelse omkring min handicapbil og kommunen, opstart på arbejde på fuld tid efter min deltidssygemelding og ikke mindst mit ophør med medicinen Fampyra, hvilket forårsager diverse udfordringer med min gang og balance.
I dag skriver vi 3. december og status er, at kommunen og jeg endelig er blevet enige om, at jeg ikke kan undvære min handicapbil. Jeg er kommet i gang med at arbejde på fuld tid, og jeg kan både overskue arbejdstiden og mine arbejdsopgaver. Jeg træner atter min krop hver dag og har fundet en overenskomst med mine krykker og min rollator, som for tiden er mine uundværlige hjælpemidler.
Så vidt så godt!
Men så har vi jo den her jul, som fra midt i november har stået lige der midt i døren og trippet utålmodigt og ventet på at blive lukket ind. Nøjagtig ligesom alle de andre år i mit cirkus.
Jeg plejer at være standhaftig og afværge alle gode argumenter om at lukke julen ind før 1. søndag i advent. Det er sådan lidt en aftale billetsælgeren og jeg har indgået for at opretholde julefreden. Billetsælgeren hvisker hvert år til mig "skal vi ikke lade julen være i fred lidt endnu, inden vi sænker den.."
Men ikke i år! Julen 2014 blev inviteret indenfor for ca. en uge siden (da kalenderen stadig viste enormt meget november). I al hemmelighed åbnede jeg døren for julen og bød den indenfor på en grå, klam kedelig novembereftermiddag.
Jeg trængte som aldrig før til hjerter, nisser, stearinlys i bizarre mængder, chokolade og julethe. Artisterne var lige kommet hjem fra skole, billetsælgeren var stadig var på arbejde, lykkelig uvidende om at vi derhjemme denne dag ville lade julefreden sænke sig ud over det hele.
Det blev tændt julelys i både øjnene og stagerne, mens kasserne med julepynt blev endevendt og tømt på den mest ustrategiske og uoverskuelige måde. Hulter til bulter var julen på rekordtid væltet ind over dørtærsklen, og vupti! Så var nisser, hjerter og deslige placeret på de samme pladser som tidligere år. Selvfølgelig de samme pladser som de tidligere år :-) Åh hvilken salig fryd.
Jeg opdagede midt i alt dette "kasten julepynt på plads", at jeg har store børn, som godt kan selv og i særdeleshed gerne VIL selv. Derfor trak jeg også blot på smilebåndet, da mellemsteartisten foreslog, at der skulle bages pebernødder.
Artisterne bagte, og mig? joh.. jeg sad i min sofa og nød stemningen, mens jeg mindede mig selv om, at der er kæmpestor forskel på ansvarsfralæggelse og uddelegering.
Næh... Vi er såmænd hverken sneet inde eller har trukket teltpløkkerne. Jeg har blot haft brug for at stikke fingeren i jorden - eller nok nærmere hele hovedet. Simpelthen for at få nogle ting og tanker på plads uden at skulle dele det med andre end mine nærmeste. Det var den rigtige beslutning for mig og mine!
Hvis man kunne hænge min november måneds tanker op som pynt på et juletræ, så ville jeg have været i stand til at levere "tanke-pynt" nok til at kunne pynte juletræet på Rådhuspladsen.
Helt kort fortalt og uden anledning til uddybning, så har novembertankerne i mit hoved været centreret omkring tre hovedtemaer, nemlig en træls uoverensstemmelse omkring min handicapbil og kommunen, opstart på arbejde på fuld tid efter min deltidssygemelding og ikke mindst mit ophør med medicinen Fampyra, hvilket forårsager diverse udfordringer med min gang og balance.
I dag skriver vi 3. december og status er, at kommunen og jeg endelig er blevet enige om, at jeg ikke kan undvære min handicapbil. Jeg er kommet i gang med at arbejde på fuld tid, og jeg kan både overskue arbejdstiden og mine arbejdsopgaver. Jeg træner atter min krop hver dag og har fundet en overenskomst med mine krykker og min rollator, som for tiden er mine uundværlige hjælpemidler.
Så vidt så godt!
Men så har vi jo den her jul, som fra midt i november har stået lige der midt i døren og trippet utålmodigt og ventet på at blive lukket ind. Nøjagtig ligesom alle de andre år i mit cirkus.
Jeg plejer at være standhaftig og afværge alle gode argumenter om at lukke julen ind før 1. søndag i advent. Det er sådan lidt en aftale billetsælgeren og jeg har indgået for at opretholde julefreden. Billetsælgeren hvisker hvert år til mig "skal vi ikke lade julen være i fred lidt endnu, inden vi sænker den.."
Men ikke i år! Julen 2014 blev inviteret indenfor for ca. en uge siden (da kalenderen stadig viste enormt meget november). I al hemmelighed åbnede jeg døren for julen og bød den indenfor på en grå, klam kedelig novembereftermiddag.
Jeg trængte som aldrig før til hjerter, nisser, stearinlys i bizarre mængder, chokolade og julethe. Artisterne var lige kommet hjem fra skole, billetsælgeren var stadig var på arbejde, lykkelig uvidende om at vi derhjemme denne dag ville lade julefreden sænke sig ud over det hele.
Det blev tændt julelys i både øjnene og stagerne, mens kasserne med julepynt blev endevendt og tømt på den mest ustrategiske og uoverskuelige måde. Hulter til bulter var julen på rekordtid væltet ind over dørtærsklen, og vupti! Så var nisser, hjerter og deslige placeret på de samme pladser som tidligere år. Selvfølgelig de samme pladser som de tidligere år :-) Åh hvilken salig fryd.
Jeg opdagede midt i alt dette "kasten julepynt på plads", at jeg har store børn, som godt kan selv og i særdeleshed gerne VIL selv. Derfor trak jeg også blot på smilebåndet, da mellemsteartisten foreslog, at der skulle bages pebernødder.
Artisterne bagte, og mig? joh.. jeg sad i min sofa og nød stemningen, mens jeg mindede mig selv om, at der er kæmpestor forskel på ansvarsfralæggelse og uddelegering.
Resultatet af bage-anstrengelserne var meget velduftende og velsmagende og der var både en bageplade fuld af en mors "ansvarsfralæggelse" OG en plade med "uddelegering". Uddelegering er så dejlig ordentlig, rundt, på lige rækker og i orden ik?!
RSS Feed