Må jeg lige bede om lidt hjælp?!

Jeg er ved at lære det! Jeg er begyndt at bede om hjælp til de ting som jeg ved, at jeg ikke kan gennemføre uden at miste enten modet eller besindelsen.

Det er en ret svær øvelse. Altså at spørge, om folk i deres egen juletravlhed ikke nok vil hjælpe. Jeg har nu øvet mig i et par uger, og er meget tæt på at være udlært. 

Jeg har fået hjælp. Masser af hjælp. Jeg har oplevet, at al min spørgen om hjælp til dit og dat omkring julepjat er blevet modtaget med omsorg fra veninder og familie. 

Jeg har f.eks. tre veninder, som om nogen kender mig og mine udfordringer med hukommelse, overblik og energi.

De er ikke dumme mine veninder, det er de altså ikke. De lytter og forstår. Når jeg reciterer, hvor mange ting jeg skal nå i alt for mange og alt for store store butikker,  propper de mig i bilen og tar' med mig derhen. Vi har både fået besøgt Fleggaard, hvor vi nær aldrig var kommet hjem fra, da jeg gentagne gange, under højlydte protester, tog nogle forkerte afkørsler. 

Vi har også været i Ikea! 

Ikea i december, fordi cirkusdirektøren ikke kunne undvære nogle stearinlys og ti skåle... Man kan sige mange ting om Ikea, men den er stor og folk går ikke i èn retning. Folk skal gå i én retning, for så vælter de ikke over mig, når jeg sidder på gulvet og holder pauser!

Nåh men jeg fyldte i ikeavognen - Min arm gik lystigt fra hylde til vogn, indtil den ene veninde blidt spørger "har du egentlig styr på, hvad du skulle ha'? Det her er lidt som en dobbelt op Charlotte Tjek lige din seddel ik'?!!" hvorpå hun hovedrystende hjalp med at sortere varerne, så de stemte overens med min medbragte seddel.

 En tur rundt i Ikeahelvedet forvandler mig hver gang (uden undtagelse) til en mudderhjernet haltefanden med et minimum af tålmodighed. Det føles på det nærmeste som at blive opløst som menneske og reduceret til en udtørret vandmand.

Nåh men alle varer blev betalt, lidt væske og en pølse indtaget og så ud til cirkusbilen i parkeringskælderen. Ikea har faktisk også en ret stor parkeringskælder! 

Heller ikke her bevæger folk sig hensigtsmæssigt rundt i deres biler. Parkeringskælderen er fyldt med pile og anvisninger, så man kan komme hjem og hvile. Vi brugte lang tid i den kælder. Alt for lang tid! Det gjorde vi, fordi jeg præsterede at fare vild siddende der bag rattet. Rundt og rundt i "parkeringskælderbanen" som en pacman gik det. Mine elskede veninder veninderne grinede og guidede og jeg fightede. Vi kom hjem og Ikea virker bagefter ikke så slem. Takket være mit slæng :-)

I dag oplevede jeg så min families omsorg og hjælp. Min fantastiske mor tog med mig ind i byen i formiddags og spottede pausepladser i alle de butikker, vi kom i. Det gav hende mulighed for at være den som kom og viste mig de ting, vi skulle handle, mens jeg blot sad og sagde "dur... dur ikke". Ret godt koncept, når det skal være på den måde.

Tre dages migræne som jeg bare slet ikke har tid til, forsøger jeg at aflive med (alt for mange) migrænepiller og for lidt hvile. Jeg har ikke tid til migræne, for jeg vil hygge, handle, arbejde  og holde jul.

Alt det sad jeg her til aften på køkkenbordet og bøvsede om til billetsælgeren, mens han vaskede op. Han kunne godt se, at mit venstre ben ikke kunne løftes og bruges, at mit hovede hamrede og at jeg lignede en der både trængte til et bad og et knus. 

Ikke en lyd sagde han, men lagde blot viskestykket, tog mig på ryggen og hjalp mig ind i sofaen, hvor han smed mig i yndlingshjørnet.  "Ikke mere snak om træt vel mutti?!" og så ordnede han resten af opvasken og kom med en kop kaffe. 

Jeg elsker mine folk omkring mig! De ved, at jeg ikke har let ved at få hjælp, men de navigerer alle på en sådan måde, at det er faktisk ikke så svært at bede om hjælpen. Jeg ved jo, at de gør det fordi de kan li' mig og vil mig!

Tit hjælper det at bøvse bare en smule ;-)