Der er nogle ord, som er sværere at aflevere end andre. 

I morges skulle jeg midt i rundstykkerne aflevere en besked. Nemlig beskeden om, at jeg om præcis en måned skal indlægges 14 dage på Haslev Sclerosehospital.

Billetsælgeren blev naturligvis orienteret allerede den dag for brevet dumpede i vores postkasse, men artisterne har ikke vidst noget, indtil vi for et par dage siden blev enige om, at i dag skulle beskeden gives til dem. 

Jeg er ikke god til at aflevere den slags beskeder. Jeg er meget bedre til beskeder som "Pak jeres badetøj, vi skal i svømmehallen i dag" eller "hvem vil være med til at se en film i sofaen og spise popcorn til vi brækker os" De beskeder er nemlig varme, dejlige og "nu er vi sammen og livet er mildt" agtige.

Beskeder som "Nu skal i høre... om en måned tager mor til Haslev, som ligger på den anden side af jordkloden og bliver der i hele 14 dage" kan bedst sammenllignes med beskeder som "Hvis jeg må kradse i din fodvorte, så må du smage min bussemand, mens vi venter på, at det bliver vinter med sjap og sort sne"!

I går brød jeg vores aftale. Billetsælgerens og min aftale om at vente til i dag med at fortælle om indlæggelsen. Jeg sad i Berlingoen med ældsteartisten og grinede af "noget med nogle veninder i skolen", da jeg med den gode stemning som baggrundsmusik udbrød "Freja skat, om en måned skal jeg indlægges i Haslev... Kun i 14 dage og jeg glæder mig faktisk lidt" (iiih igen en af mine små løgne... jeg skal til skide Sjælland og ikke til mit Ry, som jeg er så tryg ved og kender. Jeg har så meget brug for forudsigelighed, ro, og min familie (øøh og en tudekiks kan jeg da lige læse!)

Ældsteartisten, det fantastiske pigebarn sagde blot  "Ej hvor fedt for dig mor! Det bliver da bare for godt!". Og vupti havde jeg skaffet mig både en allieret og mere ro i maven!

At jeg havde både billetsælgeren og min allierede som backinggroup, gjorde det meget nemmere for mig at smøre indlæggelsesbeskeden udover de to yngste artister i morges. En artist som sagde "ok fint", samt en artist som har så svært ved forandring, og at vi ikke bare er sammen alle fem hele tiden sagde ikke en lyd, men kiggede blot tomt ud i luften. Det var reaktionerne på DEN aflevering!

Jeg har været indlagt i  Ry to gange, og det er jo gået bedre end godt! meget bedre end godt. Jeg har en sej familie som både kan klare sig selv og hinanden. Jeg skal ikke bilde mig ind, at jeg er uundværlig - ihvertfald ikke i forhold til det praktiske med madpakker, rent tøj og tænder, lektier med brøker og staveord og alt det andet en hverdag er fyldt op med.  Og kærligheden... Hvad med kærligheden? Joh..  den har jeg jo marineret dem ind i, siden de lå i min mave, så den er ikke lige sår'n at vaske af :-)

Jeg fik i dag afleveret en besked, og jeg kan nu begynde at glæde mig og se frem til at få noget tiltrængt hjælp fra nogle meget kompetente mennesker og i selskab med nogle folk, som jeg ikke behøver at forklare en masse :-)

Jeg lavede i morges en aflevering, der vel bedst kan betragtes som et skud, der ramte målet. Et blidt indspark til mine elskede medspillere. Jeg havde "trænet" i smug og forberedt afleveringen så meget, at min aflevering hverken kan betragtes som et skud i tågen eller en tåhyler. 

Jeg lyver lidt for meget lige for tiden. Jeg lyver om ting, som jeg ville ønske var sandt. Jeg er vel nærmest at betragte som sådan en slags storyteller... Jeg fylder lidt på og trækker lidt fra. Jeg lyver og tænker, at så glider det hele lidt nemmere. Det fungerer egentlig meget godt. Folk smiler, nikker og forstår mig godt. De ved jo ikke, at det er løgn! Men ingen skal ha' grund til bekymring... så jeg lyver lidt!

Jeg bruger mange ord, lyveord. Jeg prøver vist nok mest af alt at overbevise mig selv om, at det ikke er løgn, alle de ord, jeg fortæller i køen ved købmanden, til veninden der ringer og spørger til mig og endda til min elskede mand, som jeg ved HAR gennemskuet mig. 

Jeg fortæller ivrigt og smilende til Gud og hvermand, at det er rigtig dejligt og forfriskende at være begyndt på arbejde igen. At jeg godt kan overskue det, når bare først liiige jeg er kommet i gang. Jeg bilder også både mig selv og andre ind, at jeg virkelig har trængt til at komme ud og i sving, så jeg ikke bare skal røvkede mig derhjemme helt alene! 

Sandheden er bare, at jeg ikke kan overskue det, at jeg ikke får trænet (for det lyver jeg såmænd også om..).
Min krop trænger til træning, men jeg kan ikke overskue at bruge tiden på det, når jeg på mine fridage istedet kan slappe af og lade op. Sandheden er også, at jeg ikke sover om natten, fordi der er så mange tanker om dagen i morgen og overmorgen og dagen efter...

Sandheden stinker! 

Den stinker som et selvdødt vådt håndklæde glemt en uge i idrætstasken. 

Sandheden er nemlig, at jeg lige nu ikke kan få enderne til at nå sammen. Hverdagen føles nærmest lidt som et par joggingbukser, hvor snoren er blevet trukket for langt og kun den ene ende er synlig, mens den anden gemmer sig inde i linningen... Det er for bøvlet at ordne "snor-problemet", så jeg hiver lidt op hele tiden, for ikke at stå med røven bar.

Meget kan man sige om billetsælgeren og mig. Men vi er et godt team! Mens jeg lyver om, at alt er fint, får vi både smurt madpakker, lavet mad, støvsuget, hjulpet med at regne med uægte brøker, kørt til bordtennis, trommer, guitar, på arbejde - alt det får vi gjort, endda helt uden at behøve at snakke sammen. I lørdags magtede vi endda at snakke forbi hinanden!

Denne snakken forbi hinanden resulterede i ytringer som "hør lige dig selv..." og "du er så sgu så dum at høre på". Når der går børnehavesnak i den ala "så kommer du bare ikke med til min fødselsdag", så går vi en tur! 

Det har vi altid gjort og det gjorde vi også i lørdags! Eller rettere vi gik lidt, sad lidt på cykelstien, gik lidt og sad lidt på cykelstien, hvor jeg bandede og svovlede over, at jeg fandengalemig ikke engang kunne gå en tur for at forsone uden at sidde på en cykelsti og samle kræfter, mens folk cyklede forbi, hilste pænt og undrede sig!

Der blev renset ud på den tur. Forventningsafstemt. Jeg skulle stoppe med at lyve - både over for mig selv og ham! Vi skal finde tid SAMMEN. Altså sammen som i "Du og jeg" og "os to". Vi skal se hinanden, lytte til hinanden "du og jeg" og "os to".

Men så blev det alt for hurtigt mandag igen med lang arbejdsdag, trommer, bordtennis, guitar, madpakker, brøker uden fællesnævner og og og... Godmorgen og godnat!

Da vi nåede onsdags havde jeg helt ondt i maven ved savnet efter billetsælgeren og vores "du og jeg" og "os to". Så jeg allierede mig i går med den evigt trofaste seniorartist til at hente artister, køre til tandlæge og hjælpe med lektier. Artisterne og jeg lagde i går morges en hemmelig plan om, at de selv lavede aftensmad, købte bland selv slik, drak cola på en torsdag og puttede kl. 21 på madrasser i stuen Og så kørte jeg kl. 14 til Kolding, hvor billetsælgeren underviste!

Jeg havde pakket slik, kaffe, cola, sandwich og frugt og vigtigst af alt indtaget en pille, som forhindrer sclerosetrætheden i alt buldre løs. Alt dette havde jeg pakket, fordi jeg ville med ham, jeg elsker til Solrød Strand, hvor han skulle holde foredrag om aftenen!

Han fik et chok. Lige dér midt i et alt for varmt klasselokale. Og reagerede med at give mig det største længste knus uden at tale til mig eller forbi mig! Vi var to på tur. En tur til den anden ende af landet en torsdag aften med snak, grin, mere snak (uden afbrydelser).

Jeg lyver stadig lidt. Det er svært at lade være. Men jeg husker sandheden. Og jeg siger den højt... også selvom den lige nu lugter af dødt håndklæde. 


ps. jeg ved ikke hvordan et billede af en løgn eller et dødt håndklæde ser ud, så derfor er dette et indlæg uden billeder :-)

I dag er det præcis en uge siden jeg begyndte på arbejde igen efter 1/2 års pause fra "arbejdsvirkeligheden".

Det har i sandhed været en uge med mange udfordringer og oplevelser. Jeg NØD at komme på arbejde igen og finde ud af, at jeg kke var glemt. Jeg har suget knusene fra mine kolleger til mig og fundet stort behag ved at sidde bag et arbejdsbord med min computer og kun skulle koncentrere mig om det. 

I tirsdags, min første arbejdsdag, var jeg så fuld af energi og troede på at "det her skal sgu nok blive godt". Det blev det også - altså lige indtil jeg efter dagens dont sætter mig tungt i bilsædet for at køre hjem og hører lyden af en strop der sprænger! 

Halvt afklædt og lettere irriteret kører jeg hjem og smider mig i sofaen. To timer senere må jeg så gå i seng med monstermigræne. En migræne som bare insisterede på at blive ved og ved, trods mit ret heftige indtag af Treo og migrænepiller. Jeg kunne simpelthen ikke andet end at sove, være ret fortvivlet og så sove lidt igen.  

Onsdag og torsdag er indtil videre mine restitutionsdage, så dem (mis)brugte jeg på at prøve at komme migrænen til livs. Dette lykkedes desværre bare ikke helt! Derfor var jeg nødt til at tage på arbejde fredag morgen med ret ondt i knolden.

Jeg kunne på vej på arbejde i fredags ikke slippe tanken om, hvor sårbar jeg egentlig er overfor den virkelig, jeg hele tiden prøver på ikke at fordreje af selvbedrag. Selvbedrag om at mine manglende kræfter og mentale underskud sikkert kun er midlertidige. Selvbedrag om, at hvis bare jeg virkelig gir' den en ekstra skalle, så blir' alt som før, hvor jeg var en GOD lærer. 

Problemet er bare, at hvis jeg gir' den en skalle mere, så flækker mit kranie sgu! Og hvis jeg i et svagt øjeblik drister mig til at anse både migræne og sclerosen for at være "en form for midlertidige irritationsmomenter", så kan jeg inden for overskuelig fremtid nedsætte mig som både  "professionel opkaster" og "træthedszombie". 

Jeg er derfor nødt til at erkende, at hverken migræne eller sclerose er midlertidige (selvom det ville være en fest af dimensioner), men desværre en præmis og et vilkår, som jeg for pokker skal have til at danse i takt med min lyst til at arbejde.

Der er bare så forbandet meget, som jeg ikke kan huske på arbejde lige nu. Det føles egentlig nærmest som om min hjerne består af lutter pluspoler på nogle "huskemagneter" der bliver rettet mod hinanden og som derfor selvfølgelig frastøder hinanden. Det dur jo ikke vel?! 

Men hva' så egentlig? 

Joh... i dag var jeg på arbejde igen. Uden migræne, udhvilet efter en nat uden spasmer og derfor fuld af god tirsdagsenergi og lidt mere styr på "hjernemagneterne". Jeg er tilbage for at blive (basta)! Jeg tager en dag ad gangen og sgu også trapperne op til 4. sal én gang om dagen! Det tager laaang tid, så hvorfor gør jeg det? 

Fordi jeg kan!

I dag har jeg været på arbejde for første gang i et halvt år! Nøj, hvor har jeg været spændt. 

Det er altså rigtig lang tid - et halvt år. Lang tid, fordi jeg hele tiden har haft lidt dårlig samvittighed og hele tiden selv har skullet mærke efter, hvornår jeg mente at være klar til at komme i gang igen. Det er så svær en beslutning, for hvad nu hvis jeg overvurderer mig selv og mine kræfter.

Men nu er det nu, og jeg er i kommet i gang - GODT i gang!
Det har ganske enkelt været den mest forrygende dag med et hav af oplevelser, som jeg absolut ikke forventer bliver en del af min daglige gang på arbejdet...

Klokken er lige nu 21 og jeg er supertræt, men jeg har jo lovet jer at fortælle om min 1. arbejdsdag, så i må tage til takke med at  jeg nøjes med at "highlighte" nogle af de mest spektakulære begivenheder, jeg havde i løbet af min fire timers arbejdsdag i dag.

Efter at have drukket en kop "nu er jeg tilbage"kaffe og få en hurtig (og hyggelig) update af to af mine pragtfulde kolleger, stødte jeg ind i en smilende herre, som gav mig hånden og glad sagde "hej Charlotte", hvorpå han gav mig et kys på kinden! Det var min borgmester, som kunne huske, at jeg for nogle måneder siden var troppet uanmeldt op på hans borgmesterkontor og havde "forlangt" et grønt kys af ham (og for den sags skyld alle de andre mandlige byrådspolitikere...) 

Så var dagen ligesom skudt i gang ik? Nåh men jeg har også holdt møde med min skønne kollega, Susanne, som i over en time fik marineret mig ind i tryghed, gåpåmod og glæde over at være tilbage. Frokosten blev indtaget i solen med udsigt til Haderslev Fjord i godt selskab sammen med mine kolleger, som påstod, at de havde savnet mig :-) 

Udover at kysse med Kommunens chef og nyde mine kollegers selskab har jeg altså også siddet og arbejdet lidt og fået en enkelt kop kaffe (eller to...)

Nåh, men intet varer jo evigt, og heller ikke min arbejdsdag. Jeg havde dog ikke forventet ligefrem at blive SMIDT ud via nødudgangen! Dette var dog ikke desto mindre, hvad der skete 10 minutter i "tak for i dag".

Jeg vil gerne indledningsvis pointere, at jeg IKKE havde hevet i nogen som helst form for NOTRUF snor, men pludselig bimlede og bamlede det på alle fire etager i VUC og en meget myndig stemme sagde over højttaleren (på tre sprog), at:
"Dette er en nødsituation! Alle bedes forlade bygningen via nødgangene". 

Og det gjorde vi så. Samtlige medarbejdere tog trapperne ned. Jeg befandt mig på det tidspunkt på fjerde sal, så jeg fik testet mine bens "trappefunktion", som viste sig at være ok i dag. Jeg hilste på falckbilerne og tog så hjem med beskeden om, at det blot var falsk alarm.

På tirsdag skal jeg på arbejde igen, og om jeg er spændt på, hvad den dag bringer?? Ja det tror jeg nok, jeg er :-) Jeg er en glad og taknemmelig cirkusdirektør - ja jeg er!

Det kan da godt være, at jeg ikke gjorde en forskel i dag, men jeg MÆRKEDE en forskel, og det er nok for mig!

Den begyndte faktisk rigtig fint, den her morgen! Billetsælgeren er på konference, så jeg fik alene sendt tre glade artister afsted uden stress, alle mætte og klar til endnu en skoledag. 

Hjemme igen efter aflevering, betragtede jeg græsplænen og ukrudtet, der lige nu er højt nok til at brødføde 4 geder og så tænkte jeg "formiddagen skal tilbringes i forhaven siddende på knæ i færd med at luge ukrudt". 

Som tænkt så gjort. Jeg sidder på "min bag" i et bed med musik i ørerne, da du stopper op og kigger på mig. Jeg stopper musikken, tager propperne ud af ørerne og ukrudtet får en tiltrængt pause, for du vil tydeligvis tale med mig. Jeg har set dig enkelte gange løbe på stierne sammen med din mand, men jeg kender ikke dig og du kender ikke mig.

Eller det troede jeg ihvertfald ikke! Men da du lægger ud med at sige "Hej! Hvem der bare kunne ligge der og sprælle i et bed hele dagen...Du arbejder da godt nok ikke meget for tiden hva?", indser jeg, at du åbenbart HAR lagt mærke til min færden på matriklen, siddende, liggende og vraltende!

Og ja! du har da helt ret... jeg er meget hjemme lige nu. Jeg tager derfor mig selv i delvis at undskylde og forklare, at det er fordi, jeg er sygemeldt på grund af min sygdom sclerose. Du skal vide, at den her situation med at forklare mig, har jeg stået i så ofte før. Jeg er efterhånden ved at være så drevet i det, at det burde udløse en medalje udi forklaringer til ikkeforstående folk som dig omkring det at være sygemeldt og samtidig se sund og rask ud (siddende i et bed).

Jeg kunne ikke undgå at lægge mærke til dit obligatoriske "hovedet på skrå, løftede øjenbryn og undrende udtryk", inden du stiller det næste spørgsmål "Det må da godt nok være svært at få tiden til at gå med bare at hygge herhjemme... Hvad laver du egentlig, når du ikke er på arbejdsmarkedet for tiden?" 

Jeg kan faktisk ikke helt huske, hvad jeg svarer dig, for du gør mig så forvirret. Hvad ville du have, at jeg skulle svare? Skulle jeg være ærlig og fortælle dig, at:

jeg bruger perverst meget tid på at sove og bare ligge stille i løbet af dagen. 

jeg tager til styrketræning flere gange om ugen for at passe på og styrke min syge krop og at det kræver en evig overvindelse, fordi det gør mig så udmattet bagefter, at jeg har lyst til at hyle. 

jeg bruger uforholdsmæssig meget energi på at få både min krop og min hjerne til at makke ret og ikke kan koncentrere mig særlig længe ad gangen og har en hukommelse som en vandmand.

Jeg kunne også have fortalt dig, at mine eftermiddage ikke går med brætspil, boller og cacao, selvom jeg altid er hjemme om eftermiddagen med mine unger, men derimod med den obligatoriske eftermiddagssøvn for at kunne fungere til klokken 21.30, hvor jeg går i seng! 

Endelig kunne jeg fortælle dig, at jeg ikke kan løbe en tur med min mand, som du kan, selvom jeg drømmer om det og at det er en stor sorg ikke at kunne det. Eller at jeg ikke er med, når resten af familien for eksempel samler ind for Red Barnet og at en familiecykeltur ud i det blå er no go"

Men alt det ville prelle af på dig, så det eneste jeg får sagt ervist nok noget med, at "joh.. det er bare supertræls at være sygemeldt, men på fredag begynder jeg faktisk på arbejde igen" efterfulgt af et ufrivilligt lidt undskyldende smil. 

Gad vide, om du kunne mærke, at jeg nu var trængt op i den alt for ofte besøgte "jeg er en klods om benet for samfundet ifølge dig og dine" krog? Du fortsatte ihvertfald uforrtødent med at fortælle mig, at "det må være dejligt igen at skulle gøre en forskel"! Jeg drister mig til at spørge dig, hvad du mener... 

Dit svar bekræfter mig i det, som jeg uddrager af dine spørgsmål til mit liv og levned. Du svarer nemlig "Joh altså at gøre en forskel ligesom os andre, der er på arbejdsmarkedet". 

Lige dér bliver jeg for alvor overbevist om, at du jo slet ikke var stoppet op for at hyggesnakke, men derimod for at fortælle mig, at jeg ikke er ligeså meget værd som dig og alle jer, som arbejder i fuldtids"holdegangisamfundshjulene" stillinger og som dermed ifølge dig gør den der altafgørende forskel. Du belærer mig også om vigtigheden af at prioritere i min hverdag, nævner noget om min blog og at "den har du da tid til at skrive på" på den der "helt skidt kan det da ikke være" måde. Du giver mig lidt råd om, hvordan jeg skal tackle min hverdag og så siger du afslutningsvis "Nåh, jeg må også hellere komme videre, tiden er jo ikke til pjat høhø".

Nej det skal jeg da lige love for!

Du skal vide, at du var min dags brændenælde! Fuldstændig som når man ved en fejl får nærkontakt med det helt forkerte stykke udkrudt, indlod jeg mig ganske uforberedt på en snak med dig, som slet ikke ville mig noget godt og givende. 

Du brændte mig, og det gjorde altså rigtig ondt. Brændenælder svier i lang tid og huden føles så øm. Jeg plejer at have et værn, når jeg er i berøring med brændenælder som dig, men mine handsker trænger i den grad til udskiftning, så du brændte helt igennem med imaginære vabler til følge... 

Jeg er egentlig ikke rigtig sur på dig. Jeg er mere ked af det og træt af at blive bekræftet i, at der findes folk som dig, hvor en stok, kørestol en omgang gips ville hjælpe på din forståelse af berettigelsen til at være sygemeldt. Du kan faktisk ikke være det bekendt! Du kan ikke være bekendt, at anskue mig som værende "ikke ligeså god som dig" og som en der ikke gør en forskel!

Jeg har kæmpet længe nok for ikke at betragte mig selv som et
andenrangsmenneske, et menneske som ikke gør en forskel, lige præcis der, hvor du og mange andre i samfundet mener, forskellen der skal gøres, ligger. 

Du fortalte mig faktisk også, at du kender en med sclerose, som kan træne det væk. Derfor vidste du også, at det handler om, hvordan man vælger at anskue og angribe sygdommen. 

Sclerose kan ikke trænes væk for mig. Du skal vide, at jeg har prøvet! Du skal også vide, at jeg vælger at anskue denne sygdom som et livsvilkår, som trods alle de knubs, jeg får både fysisk og kognitivt  giver mig et fantastisk liv med min skønne familie, og en god arbejdsplads, som glæder sig til jeg kommer tilbage, bare fordi! 

Hvis du læser dette blogindlæg, så skal du vide, at jeg altid har kaffe klar på kanden til en snak. Men skriv lige inden ik?, både så jeg kan være forberedt på dit besøg, men også så vi fælles kan finde en dag, hvor jeg ikke er på arbejdsmarkedet for at gøre en forskel.

At gøre en forskel er ikke kun kroner og ører, husk det!

Min farbrors træk og sliptoilet, et tysk nødråb og en distræt cirkusdirektør i selskab med sin 12 årige artist på et handicaptoilet i Tyskland, DET er hvad du blandt andet kan læse om i dette blogindlæg. 

Jeg havde egentlig forestillet mig, at dette indlæg skulle have handlet om, hvor velsignet en rollator er at have med på indkøb i et stort indkøbscenter i Tyskland... Men nej, det skulle ende helt anderledes. Min mor, mellemsteartisten og jeg tog igår til Tyskland for at handle! Jeg allierer mig altid med min mor på sådanne ture. Både for hyggens skyld, men i særdeleshed også, fordi hun formår at bevare overblikket, når jeg går kold eller mister fatningen. 

Vi kører med en rollator og to indkøbsvogne som lystigt bliver fyldt. Vi bruger lang tid på indkøb og er da også både trætte og meget tissetrængende, da vi når ud på den anden side af kasseapparatet.

 Der er kø ved toiletterne som faktisk også er ret klamme. Den søde tyske "tissekone" som sidder og beder om 3 kr., for at man må tisse, ser min rollator og låser så op ind til handicaptoilettet. Mellemsteartist, rollator og cirkusdirektør træder ind på det reneste handicaptoilet med alle tænkelige foranstaltninger, som berettiger titlen som handicaptoilet. Det rene toilet formildnede omstændigheden omkring fællestisning med sin mor betragteligt for drengen på 12 år.

Der er endda en snor lige ved toilettet, meget lig samme "snorprincip" som den min farbror Preben og tante Grethe i fordums tid også havde i deres træk og sliptoilet. Mens jeg tisser, sidder jeg og falder i staver, lige indtil mellemsteartisten får mig tilbage til virkeligheden med følgende bemærkning "Det er sgu da smart mor.... Har du set, du skal bare trække i snoren, når du er færdig... Er du snart færdig?". Jeg ser ikke glimtet i øjet på ham, men tænker kun på at få skyllet ud, så han kan komme til.

Jeg trækker derfor i snoren!!! Hoooold nu kæft... Hele indkøbscentret bimler og bamler himmelhøjt og intenst. Jeg står HELT stille, vralter så hen til døren, låser op og får hastigt fortalt "tissekonen" at "Alles ist ok!!", for derefter at smække døren igen.

Mellemsteartisten sidder på toilettet, ryster på hovedet og siger noget med at det jo bare var for sjov, og at han da ikke håbede, at der kom nogen ind lige nu, fordi de troede vi sad fast i toilettet. Vigtigst af alt får han smågrinende sagt  "Mor for fan..., NOTRUF betyder jo nødråb"!

Gennem infernoet af nødråb i hele indkøbscentret er der pludselig én som banker hårdt på døren. Jeg åbner, bliver skubbet til siden af en meget vred og hærdebred "Helga", som trykker på en knap på væggen - og så er der RO. 

Der er samtidig også fri udsigt for alle til en mellemsteartist som sidder på wc på et rent handicaptoilet. Men der er RO!! 

Mellemsteartisten og jeg sunder os lidt bag den (igen) lukkede toiletdør, håber på at alle er gået hjem og låser så op til synet af en ordentlig røvfuld tyskere, der kigger undrende på os. Min mor undrer sig derimod ikke synderligt, men foreslår blot smilende, at hun går med mig en anden gang.

Hvad moralen for denne Tysklandstur med træk og slip er?? Jeg tror ikke, at der er nogen anden end at huske at læse på skiltene,  og så huske, at det er ikke altid man kan give sclerosen skylden - nogle gange er det også sønnens skyld ;-)

Det var en skøn, men i den grad anderledes Tysklandstur. Min elskede mor formåede at bevare vores overblik trods det faktum, at jeg næsten fik startet 3. verdenskrig i et supermarked i Flensborg. Hun må godt komme med næste gang igen :-)

I morges, da jeg vågnede, stadig lå i min seng og tjekkede mails, var der poppet en mail ind kl. "over min sengetid".

Afsenderen var Camilla. Jeg kender hende ikke, men hun hældte lige 800 kg god karma ud over mig sådan en regnvejrsmorgen. 

Camilla tog sig tid til at skrive en mail til mig, som fik mig til at grine højt over de indre billeder, en vandskræk søløve, doven klovn og en zebrastribet hest fremkaldte denne morgen. Mailen fik mig også til at tænke på, hvorfor jeg skriver og elsker det!

Med uglet hår, dårlig ånde og krøllet natkjole satte jeg mig til morgenbordet og manede til ro, så jeg kunne læse Camillas mail op. Der blev udtrykt fælles begejstring over mailen, og snakken gik lystigt om, hvor meget det betyder at blive ramt af den der gode karma.

Lige nu går det faktisk ret godt herhjemme i mit lille cirkus! Jeg kan mærke at det er lidt mere ligemeget, at jeg har ondt i venstre ben og at jeg er så forbandet træt, når jeg modtager en mail som denne.

Det er karmaen der gør det. Aldrig undervurdér betydningen af karmaens magt!

I forgårs blev mine artister ramt så hårdt af god karma, at de knap kunne stå på benene. God karma glemmer man ikke! Den luner de rigtige steder - og den smitter gør den!

En mail, en anerkendelse, et tilbud om "bare at være med" - Karma er en mester i udklædning!

Husk den, brug den, del ud af den - karmaen altså!