Det har i sandhed været en uge med mange udfordringer og oplevelser. Jeg NØD at komme på arbejde igen og finde ud af, at jeg kke var glemt. Jeg har suget knusene fra mine kolleger til mig og fundet stort behag ved at sidde bag et arbejdsbord med min computer og kun skulle koncentrere mig om det.
I tirsdags, min første arbejdsdag, var jeg så fuld af energi og troede på at "det her skal sgu nok blive godt". Det blev det også - altså lige indtil jeg efter dagens dont sætter mig tungt i bilsædet for at køre hjem og hører lyden af en strop der sprænger!
Jeg kunne på vej på arbejde i fredags ikke slippe tanken om, hvor sårbar jeg egentlig er overfor den virkelig, jeg hele tiden prøver på ikke at fordreje af selvbedrag. Selvbedrag om at mine manglende kræfter og mentale underskud sikkert kun er midlertidige. Selvbedrag om, at hvis bare jeg virkelig gir' den en ekstra skalle, så blir' alt som før, hvor jeg var en GOD lærer.
Problemet er bare, at hvis jeg gir' den en skalle mere, så flækker mit kranie sgu! Og hvis jeg i et svagt øjeblik drister mig til at anse både migræne og sclerosen for at være "en form for midlertidige irritationsmomenter", så kan jeg inden for overskuelig fremtid nedsætte mig som både "professionel opkaster" og "træthedszombie".
Der er bare så forbandet meget, som jeg ikke kan huske på arbejde lige nu. Det føles egentlig nærmest som om min hjerne består af lutter pluspoler på nogle "huskemagneter" der bliver rettet mod hinanden og som derfor selvfølgelig frastøder hinanden. Det dur jo ikke vel?!
Men hva' så egentlig?
Joh... i dag var jeg på arbejde igen. Uden migræne, udhvilet efter en nat uden spasmer og derfor fuld af god tirsdagsenergi og lidt mere styr på "hjernemagneterne". Jeg er tilbage for at blive (basta)! Jeg tager en dag ad gangen og sgu også trapperne op til 4. sal én gang om dagen! Det tager laaang tid, så hvorfor gør jeg det?
Fordi jeg kan!