Jeg lyver lidt for meget lige for tiden. Jeg lyver om ting, som jeg ville ønske var sandt. Jeg er vel nærmest at betragte som sådan en slags storyteller... Jeg fylder lidt på og trækker lidt fra. Jeg lyver og tænker, at så glider det hele lidt nemmere. Det fungerer egentlig meget godt. Folk smiler, nikker og forstår mig godt. De ved jo ikke, at det er løgn! Men ingen skal ha' grund til bekymring... så jeg lyver lidt!
Jeg bruger mange ord, lyveord. Jeg prøver vist nok mest af alt at overbevise mig selv om, at det ikke er løgn, alle de ord, jeg fortæller i køen ved købmanden, til veninden der ringer og spørger til mig og endda til min elskede mand, som jeg ved HAR gennemskuet mig.
Jeg fortæller ivrigt og smilende til Gud og hvermand, at det er rigtig dejligt og forfriskende at være begyndt på arbejde igen. At jeg godt kan overskue det, når bare først liiige jeg er kommet i gang. Jeg bilder også både mig selv og andre ind, at jeg virkelig har trængt til at komme ud og i sving, så jeg ikke bare skal røvkede mig derhjemme helt alene!
Sandheden er bare, at jeg ikke kan overskue det, at jeg ikke får trænet (for det lyver jeg såmænd også om..).
Min krop trænger til træning, men jeg kan ikke overskue at bruge tiden på det, når jeg på mine fridage istedet kan slappe af og lade op. Sandheden er også, at jeg ikke sover om natten, fordi der er så mange tanker om dagen i morgen og overmorgen og dagen efter...
Sandheden stinker!
Den stinker som et selvdødt vådt håndklæde glemt en uge i idrætstasken.
Sandheden er nemlig, at jeg lige nu ikke kan få enderne til at nå sammen. Hverdagen føles nærmest lidt som et par joggingbukser, hvor snoren er blevet trukket for langt og kun den ene ende er synlig, mens den anden gemmer sig inde i linningen... Det er for bøvlet at ordne "snor-problemet", så jeg hiver lidt op hele tiden, for ikke at stå med røven bar.
Meget kan man sige om billetsælgeren og mig. Men vi er et godt team! Mens jeg lyver om, at alt er fint, får vi både smurt madpakker, lavet mad, støvsuget, hjulpet med at regne med uægte brøker, kørt til bordtennis, trommer, guitar, på arbejde - alt det får vi gjort, endda helt uden at behøve at snakke sammen. I lørdags magtede vi endda at snakke forbi hinanden!
Denne snakken forbi hinanden resulterede i ytringer som "hør lige dig selv..." og "du er så sgu så dum at høre på". Når der går børnehavesnak i den ala "så kommer du bare ikke med til min fødselsdag", så går vi en tur!
Det har vi altid gjort og det gjorde vi også i lørdags! Eller rettere vi gik lidt, sad lidt på cykelstien, gik lidt og sad lidt på cykelstien, hvor jeg bandede og svovlede over, at jeg fandengalemig ikke engang kunne gå en tur for at forsone uden at sidde på en cykelsti og samle kræfter, mens folk cyklede forbi, hilste pænt og undrede sig!
Der blev renset ud på den tur. Forventningsafstemt. Jeg skulle stoppe med at lyve - både over for mig selv og ham! Vi skal finde tid SAMMEN. Altså sammen som i "Du og jeg" og "os to". Vi skal se hinanden, lytte til hinanden "du og jeg" og "os to".
Men så blev det alt for hurtigt mandag igen med lang arbejdsdag, trommer, bordtennis, guitar, madpakker, brøker uden fællesnævner og og og... Godmorgen og godnat!
Da vi nåede onsdags havde jeg helt ondt i maven ved savnet efter billetsælgeren og vores "du og jeg" og "os to". Så jeg allierede mig i går med den evigt trofaste seniorartist til at hente artister, køre til tandlæge og hjælpe med lektier. Artisterne og jeg lagde i går morges en hemmelig plan om, at de selv lavede aftensmad, købte bland selv slik, drak cola på en torsdag og puttede kl. 21 på madrasser i stuen Og så kørte jeg kl. 14 til Kolding, hvor billetsælgeren underviste!
Jeg havde pakket slik, kaffe, cola, sandwich og frugt og vigtigst af alt indtaget en pille, som forhindrer sclerosetrætheden i alt buldre løs. Alt dette havde jeg pakket, fordi jeg ville med ham, jeg elsker til Solrød Strand, hvor han skulle holde foredrag om aftenen!
Han fik et chok. Lige dér midt i et alt for varmt klasselokale. Og reagerede med at give mig det største længste knus uden at tale til mig eller forbi mig! Vi var to på tur. En tur til den anden ende af landet en torsdag aften med snak, grin, mere snak (uden afbrydelser).
Jeg lyver stadig lidt. Det er svært at lade være. Men jeg husker sandheden. Og jeg siger den højt... også selvom den lige nu lugter af dødt håndklæde.
ps. jeg ved ikke hvordan et billede af en løgn eller et dødt håndklæde ser ud, så derfor er dette et indlæg uden billeder :-)
Jeg bruger mange ord, lyveord. Jeg prøver vist nok mest af alt at overbevise mig selv om, at det ikke er løgn, alle de ord, jeg fortæller i køen ved købmanden, til veninden der ringer og spørger til mig og endda til min elskede mand, som jeg ved HAR gennemskuet mig.
Jeg fortæller ivrigt og smilende til Gud og hvermand, at det er rigtig dejligt og forfriskende at være begyndt på arbejde igen. At jeg godt kan overskue det, når bare først liiige jeg er kommet i gang. Jeg bilder også både mig selv og andre ind, at jeg virkelig har trængt til at komme ud og i sving, så jeg ikke bare skal røvkede mig derhjemme helt alene!
Sandheden er bare, at jeg ikke kan overskue det, at jeg ikke får trænet (for det lyver jeg såmænd også om..).
Min krop trænger til træning, men jeg kan ikke overskue at bruge tiden på det, når jeg på mine fridage istedet kan slappe af og lade op. Sandheden er også, at jeg ikke sover om natten, fordi der er så mange tanker om dagen i morgen og overmorgen og dagen efter...
Sandheden stinker!
Den stinker som et selvdødt vådt håndklæde glemt en uge i idrætstasken.
Sandheden er nemlig, at jeg lige nu ikke kan få enderne til at nå sammen. Hverdagen føles nærmest lidt som et par joggingbukser, hvor snoren er blevet trukket for langt og kun den ene ende er synlig, mens den anden gemmer sig inde i linningen... Det er for bøvlet at ordne "snor-problemet", så jeg hiver lidt op hele tiden, for ikke at stå med røven bar.
Meget kan man sige om billetsælgeren og mig. Men vi er et godt team! Mens jeg lyver om, at alt er fint, får vi både smurt madpakker, lavet mad, støvsuget, hjulpet med at regne med uægte brøker, kørt til bordtennis, trommer, guitar, på arbejde - alt det får vi gjort, endda helt uden at behøve at snakke sammen. I lørdags magtede vi endda at snakke forbi hinanden!
Denne snakken forbi hinanden resulterede i ytringer som "hør lige dig selv..." og "du er så sgu så dum at høre på". Når der går børnehavesnak i den ala "så kommer du bare ikke med til min fødselsdag", så går vi en tur!
Det har vi altid gjort og det gjorde vi også i lørdags! Eller rettere vi gik lidt, sad lidt på cykelstien, gik lidt og sad lidt på cykelstien, hvor jeg bandede og svovlede over, at jeg fandengalemig ikke engang kunne gå en tur for at forsone uden at sidde på en cykelsti og samle kræfter, mens folk cyklede forbi, hilste pænt og undrede sig!
Der blev renset ud på den tur. Forventningsafstemt. Jeg skulle stoppe med at lyve - både over for mig selv og ham! Vi skal finde tid SAMMEN. Altså sammen som i "Du og jeg" og "os to". Vi skal se hinanden, lytte til hinanden "du og jeg" og "os to".
Men så blev det alt for hurtigt mandag igen med lang arbejdsdag, trommer, bordtennis, guitar, madpakker, brøker uden fællesnævner og og og... Godmorgen og godnat!
Da vi nåede onsdags havde jeg helt ondt i maven ved savnet efter billetsælgeren og vores "du og jeg" og "os to". Så jeg allierede mig i går med den evigt trofaste seniorartist til at hente artister, køre til tandlæge og hjælpe med lektier. Artisterne og jeg lagde i går morges en hemmelig plan om, at de selv lavede aftensmad, købte bland selv slik, drak cola på en torsdag og puttede kl. 21 på madrasser i stuen Og så kørte jeg kl. 14 til Kolding, hvor billetsælgeren underviste!
Jeg havde pakket slik, kaffe, cola, sandwich og frugt og vigtigst af alt indtaget en pille, som forhindrer sclerosetrætheden i alt buldre løs. Alt dette havde jeg pakket, fordi jeg ville med ham, jeg elsker til Solrød Strand, hvor han skulle holde foredrag om aftenen!
Han fik et chok. Lige dér midt i et alt for varmt klasselokale. Og reagerede med at give mig det største længste knus uden at tale til mig eller forbi mig! Vi var to på tur. En tur til den anden ende af landet en torsdag aften med snak, grin, mere snak (uden afbrydelser).
Jeg lyver stadig lidt. Det er svært at lade være. Men jeg husker sandheden. Og jeg siger den højt... også selvom den lige nu lugter af dødt håndklæde.
ps. jeg ved ikke hvordan et billede af en løgn eller et dødt håndklæde ser ud, så derfor er dette et indlæg uden billeder :-)
RSS Feed
