Charlotte Holmboe
  • Cirkus Holmboe
  • Om mig
  • Om det store cirkus
  • Ry Sclerosehospital 2015
  • Ry Sclerosehospital 2013
  • Ry Sclerosehospital 2012
  • Lyt til Radio MS
  • Lidt af hvert
  • Kontakt

Kan jeg godt give hende hånden?

1/30/2016

6 Comments

 
Ungdommen er ikke det værste vi har!

Ihvertfald ikke den ungdom, som mine egne unger slæber med hjem. Igår havde Freja inviteret fire gymnasieveninder hjem til aftensmad og opvarmning til gymnasiefest. 

Den første veninde som ankom, har vi ikke mødt før, men hun havde åbenbart lavet noget research hos Freja inden ankomst til. Bare lige for ikke at træde forkert!
Picture
Picture
Både Freja og jeg forstår (mere end hun aner)! Jeg gav veninden et lille kram, da hun kom!

Jeg har fået lov til at dele denne SMS, og jeg vælger at gøre det, fordi jeg synes at det er så fantastisk, at de to tøser med hovedet fuld af drenge, fest og dansetrin også formår at få clearet og afstemt "den der skleroseting" så udramatisk og naturligt.

Nåh men vi spiste og hyggede, og så skred de fem fantastiske festpiger ud i mit Lovehouse, hvor der blev varmet op til fest med levende lys, sprut og chips. 
​ 
Picture
Tænk hvis flere turde spørge. Det er så svært at svare, hvis man ikke ved hvad spørgsmålet er! 
Jeg er glad for, at veninden spurgte. Og jeg er superglad for, at Freja svarede som hun gjorde. Meeen... helt rask oveni hovedet njah... 

I får lige Frejas plan for denne weekend - bare for at cementere den ulidelige lethed ungdommen tilgår verden med ;-) Lad mig være 16 år igen, bare én dag. Altså så jeg kan få styr på livet.

Picture
6 Comments

Næste træningskuvert åbnet - uge 4 er i gang

1/25/2016

0 Comments

 
Så blev det mandag og uge 4 er skudt i gang! I morges vækkede jeg Freja med ordene "Godmorgen skat har du sovet godt og må jeg godt få min træningskuvert for den her uge?".

Freja svarede søvndrukkent "Ja" og "Ja", væltede ud af sengen og fandt min kuvert i sin skrivebordsskuffe.
Picture
Kuverten var tyk og indeholdt åbenlyst mere end blot en seddel med ugens udfordring. Jeg flåede kuverten op og ud røg en rød træningselastik.

Hun har sgu tænkt på det hele, min fantastiske fysioterapeut. Elastikken blev straks bundet fast til vores ribbe. Ribben som i flere år kun har tjent som tørrestativ for fugtige sportshåndklæder skal nu igen mærke, hvordan det er at få sin funktion som træningsrdskab tilbage.
Picture
Jeg er vild med at få de små sedler, som indeholder både en beskrivelse, en tegning af "seancen" og allermest, at min fysioterapeut sætter et mål for mig. Det eliminerer mit fedtspil med træningen. Nu kan jeg jo se, hvad hun mener er realistisk at nå, og jeg vil jo ikke skuffe hverken hende eller mig selv.
Picture
Picture

Jeg kan mærke, at min selvdisciplinsmuskel vokser stødt for hver dag. Det er en rigtig fed følelse og påvirker faktisk mit humør og min energi allerede. Igår var jeg med Peter i det træningscenter, hvor han og Freja træner. Jeg fik en prøvetime, og i morgen bliver jeg meldt ind.

I dag skulle jeg møde på arbejde kl 10.30, og besluttede derfor at droppe ind forbi træningslokalet hos min fysiotrapeut for at træne de to muskelgrupper, som jeg ikke fik trænet igår. Bedst som jeg sad og stønnede på en af maskinerne i morges kom min fysioterapeut valsende ind og udbrød "Ej hvor er det sejt Charlotte! Du er her i dag og det er mandag - vi ses på onsdag!!!" og væk var hun igen.

Den dejligste start på en mandag morgen, som bare fortsatte med at være så fyldt med god energi, at jeg rent faktisk både fik handlet og lavet aftensmad (helt selv!).

​Mandag i mit liv er slet ikke så åndssvag :-)

OBS: Jeg lover, at jeg nok skal huske hviledage, udstrækning og at Snickers også er en slags proteinbar, der styrker musklerne (og humøret)!
Picture
0 Comments

Den slappeste muskel i min krop!

1/21/2016

3 Comments

 
Da jeg var indlagt på Ry Sclerosehospital i september fik min fantastiske fysioterapeut tændt min lyst og motivation til at træne min krop igen. Jeg skrev om det i et blogindlæg, som kan læse her.

Hun spurgte mig bla., "hvor lidt er nok?" og fik mig til at forstå, at "lidt mindre kan også gøre det", bare der er kvalitet i træningen! Det er længe siden, at det var september, og desværre er virkeligheden lige nu, at "lidt mindre" i forhold til træning de sidste par måneder har været så godt som ingenting (dybt suk).
Picture
Jeg får ikke lettet røven. Jovist, jeg kommer stadig til træning hos min fysioterapeut to gange i ugen og hiver da også lidt i maskinerne, flittigt afbrudt af alle de gange, jeg sidder og holder pause med næsen ned i min mobiltelefon...

Kort sagt, så har jeg haft svært ved at finde den gode idé med træning. Min skarpe og dygtige fysioterapuet har naturligvis bemærket dette.  Derfor foreslog hun lige efter nytår, at vi skulle starte ud med at træne den mest forsømte muskel i min krop:

Selvdisciplinen!

Min fysioterapeut syntes nemlig det var slående, at det er den muskel hos mig, der trænger allermest til at blive strammet op. Min udfordring er vist, at jeg ligeså stille og ubemærket har konverteret min dårlige samvittighed til ugidelighed. Ugidelighed har som bekendt aldrig været fordrende for selvdisciplinen, men påvirker den i negativ retning. Og ugidelighed kan li' sofa, chips og cola!

Nåh... men jeg kunne i sidste uge fornemme, at min fys havde en plan med mig, og ganske rigtigt, da jeg mødte op til træning i morges, kom hun med 10 kuverter med hver deres ugenummer bundet ind i en rød elastiksløjfe. I hver kuvert er der så en "ugeopgave" til mig, som jeg skal fokusere på. Jeg har fået at vide, at alle opgaver er noget, som jeg kan lave derhjemme - fantastisk!
Picture
Picture
Jeg har åbnet kuverten med uge nr. 3 (resten af kuverterne er blevet konfiskeret af min Freja, da hun kender mig og min nysgerrighed). 

Jeg er så taknemmelig for at min fysioterapeut ser mig og min slappe selvdisciplin. Og allermest at hun reagerer på det og hjælper mig tilbage på sporet igen. 

Jeg er spændt til på mandag, for jeg kan mærke på den næste kuvert, at der er mere end et enkelt stykke papir. Det føles nærmest sm en "blød pakke".
Picture
Jeg er færdig med at være hyggehandicappet! Jeg er færdig med at bruge min træningstid på at tjekke ud på Facebook, hvor meget og hvor hårdt andre træner. Det har jeg ganske enkelt ikke tid til, for jeg laver sideliggende bækkenløft lige til på mandag.

Jeg har fortalt Gud og hvermand om det her træningstiltag min fysioterapeut har lavet for mig. Også i en Sclerosegruppe på Facebook. Derinde var der en del, som kunne tænke sig at få de næste ugers øvelser. Derfor vil jeg de næste ni mandage lægge hendes træningsplaner ud her på bloggen. Vi ender sgu med at få en veltrænet selvdisciplinsmuskel!

I kan finde mig på stuegulvet - hvis i skulle være i tvivl :-)
3 Comments

Glimt fra en helt almindelig uge med sclerose

1/17/2016

0 Comments

 
Hørt ved morgenbordet søndag morgen:
Peter: "Kommer du ikke mutti? Vi spiser nu"
Mig, (mens jeg lukker lågen i brændeovnen): "Jo jo, men der er jo også nogen der skal lukke for svømmehallen ik!"

Hjalte og Jeppe (i munden på hinanden): "Svømmehal??" (mens de garanteret tænker "Åh en af de dage med mors mundlort og kodesprog".

Peter: "Nåh, jeg tror bare mutti er ved at sende alle dem med blåt bånd ud af gløderne"

Og så spiste vi rundstykker og hyggede uden fare for både drukneulykker og forbrændinger! 

Set ved køkkenbordet tirsdag eftermiddag:
Jeg skal bage en kage til Jeppes klasse. Jeg har fundet alle ingredienser frem, men mangler et enkelt æg. Jeg tænker pyt og nøjes. Alt er målt op og kun æggene mangler at blive slået ud og pisket. Skålen til æg står klar og jeg tager første æg, slår det ud, æg nr. to får samme tur og for den sags skyld også nr. 3 og 4. 

Jeg tager en gaffel til at piske æggene med og opdager så, at jeg simpelthen har formået at slå fire æg ud og hælde dem direkte ned i vasken istedet for i skålen. ALLE ÆGGENE!  Jeppes klasse blev glade for de flødeboller jeg købte til dem istedet!

Oplevet i en indkørsel hos naboen torsdag aften:

Peter: "Ej, vi har ikke flere æg. Jeg drøner lige op til Kiwi og køber nogle"
Mig: "Vent, jeg går da bare lige over til Tina og spørger, om hun har nogle"

Der er ikke langt over til vores nabo, men min dropfodsstimulator har ikke mere strøm og min stok er låst inde i bilen. Derfor foretager jeg naturligvis det obligatoriske styrt med begge knæ i fliserne og det ligeså obligatoriske hoveddrej for at se, om jeg er opdaget...

Jeg kom helskindet hjem med fire æg og valgte at glæde mig over, at styrtet skete på vej over til naboen uden æg i hånden.

Sår'n er der så meget. Mindre kunne ha' gjort det. Jeg ved at mange af os med sclerose oplever det her - og det der er værre. 

Det der frustrerer mig er, at ovenstående situationsbilleder sker uagtet, om jeg er stresset, velforberedt eller frisk. Jeg kan simpelthen ikke længere gennemskue, hvad jeg kan gøre for at få ordene igen, når jeg savner dem. Jeg forbavses også over, at jeg undervejs i processen med æggene ikke undres over eller opdager, at FIRE æg ender i afløbet...

Er der mon tips og tricks fra andre, som oplever det samme som mig?

Bonus:
I denne uge har jeg også kørt med det lange lys tændt hele vejen gennem byen i tæt morgentrafik og blev skide irriteret over, at alle blinkede med lygterne. Jeg havde også glemt at tage BH på i mandags, da jeg skulle på arbejde (ingen skade sket). Og så har jeg faktisk også lovet at købe toiletpapir, men ligget og set Netflix istedet. Jeg HAVDE seriøst glemt, at jeg havde lovet det, indtil jeg skulle på toilettet...


0 Comments

Kan du ikke bare klappe den sammen?

1/15/2016

0 Comments

 
Indimellem skriver jeg et blogindlæg, som lander i kassen med "tanker og kladder". Det her blogindlæg var egentlig tænkt som et sådan. Jeg har ikke delt oplevelsen i det her blogindlæg med nogen før nu, men jeg tænker på det med en sur/sød fornemmelse i maven, hver gang jeg træder ind i elevatoren på arbejde. Jeg oplevede nemlig følgende for knap et par uger siden:

Ikke alle og enhver må køre med elevatoren på mit arbejde! Køkkenpersonalet, pedellerne og jeg er flittige brugere og må godt!

Kursisterne må som udgangspunkt få lov til at tage trapperne. HVIS man som kursist bruger elevatoren, så skal man have et slags VIPelevatorkort. VIPelevator-kortet åbner elevatordøren og bringer en til den ønskede etage. Kursister kan få kortet udleveret, hvis de ikke er i stand til at tage trapperne og har dokumentation for dette.

Særligt om morgenen forvandles VIP-elevatorkortskursisterne til magneter for de af vennerne, som ikke gider at tage trapperne (men godt kan...)

Således også i morges! Jeg stod med min rollator og ventede på elevatoren sammen med to VIP-kortkursister, da en strøm af magnetvennerne meldte deres ankomst med store knus og "jeg smutter lige med ik?!" 

11 stk stod vi til sidst (+ rollator) og ventede, da elevatordøren gik op!
Picture
Alle fik møvet sig ind. Der var helt proppet og helt stille i elevatoren. Vi stod så tæt, at jeg kunne lugte, at nogle af kursisterne lige havde røget en smøg og også at et par af dem ikke havde taget sig tid til hverken morgenbadet eller deodoranten.  

Så brydes den evigt akavede elevatortavshed pludselig. En kursist udbryder:
 "Hold kæft, hvor du fylder med den der rollator".

"Jeg fylder mere, hvis jeg ligger ned, fordi jeg er væltet" svarer jeg hurtigt og nok lidt for surt og højt. Jeg har bevidst stillet mig i det ene hjørne, for at være mest "omgængelig" for alle, der skal ud før mig.

"MEGET langsom elevator" når jeg lige at tænke, da førstnævnte kursists ven tilføjer:

"Ja, kan du ikke bare klappe den sammen, det kan min farmors sgu da"

AV! bare av altså...

Jeg kigger undrende på de to magnetvenner, prøver forgæves at finde noget klogt at svare, mens jeg kan mærke både pulsen og ydmygelsen stige. Men jeg siger ingenting. Jeg nøjes med at tænke "Kan i to dog ikke bare klappe sammen eller tage trapperne?!". 

En tredie kursist kigger på de to brokkehoveder, på mig og så på dem igen, og udbryder højt "Ej, slap dog af altså! Vi er fandeme da ligeglade med din farmors rollator!" 

Jeg sender pigen et lille "enig"smil, da de alle stiger ud, og jeg når lige at høre hende sige:

"Ej hvor stridt altså. Selv mod guder kæmper man åbenbart forgæves..."

Tjah, jeg kan kun give hende ret... Og åbenbart også mod dumhed i en elevator!

obs:Jeg HAR talt med den ene af lømlerne. Vi blev enige om, at det smarteste for ham fremover vil være at tage trapperne. Jeg fik også vist ham, at min rollator er ligeså smart og sammenklappelig som hans farmors, men at den virker bedst for mig, hvis jeg kan støtte mig til den! Han forstod det hele...
0 Comments

Ser på sne og opdrager fugle

1/9/2016

4 Comments

 
Igår da jeg vågnede og kiggede ud af vinduet var min første tanke "Argh lidt mindre havde ikke gjort noget!". Der lå alt for meget sne i min have af den der jomfruelige hvide slags, som er så fantastisk til at lave snemænd og snebolde af.

Altså hvis man er 12 år!

Jeg er så i rollatoralderen, og betragter derfor sne som naturens bizarre forsøg på at fælde mig og mine stive ben. Da jeg ikke længere er en person med en udtalt spændings- og risikosøgende adfærd, nyder jeg istedet at sidde indenfor og se sneen dale, mens havens fugle forsyner sig med æbler og andre godter, som Hjalte og jeg har lavet til dem.
Picture
Igår sad jeg således længe i min gyngestol vendt ud mod haven og kiggede på solsortene. De havde travlt, de skændtes lidt og sloges en del om maden, som der ellers var rigeligt af.

Pludselig landede der otte store voldsomme krageagtige fugle.

De var tydeligvis også sultne. Jeg tog mig selv i at blive skidesur over, at de store lømler ødelagde idyllen for mig og "mine" små solsortepus, så jeg tog støvler på og stavrede bestemt ud i haven med en skrap mine og truende ord.

På et splitsekund havde jeg pludselig transformeret mig om til en sær fugledame med hang til at bestemme over, hvilke fugle som skulle have eneretten til maden på min grund. 

Come on Charlotte!

Fugle er sgu da ligeglade med, at maden tilfældigvis findes på min matrikel i Starup. De har ikke sat sig ind i matrikelnumre og skelpæle. De er jo bare sultne og forsøger alle at overleve ved at spise lidt af den rigelige mængde mad, jeg har lagt ud. For jeg har faktisk mere end nok til dem alle, og lige om lidt er sneen væk, og så kan de igen sørge for sig selv. 
Picture
Når det er sagt, så er der altså ikke nogle af de store fugle som endnu har sat sig helt tæt op af mit vindue og gloet ind, som om jeg er en turistattraktion. Det gør en del af solsortene derimod, og der er endda også et par af dem, som er blevet så tryg ved, at jeg jævnligt lægger mad ud til dem, at de ikke flytter sig, når jeg vralter ud med mere, men blot sidder helt stille eller hopper lidt rundt om særfugledamen.dk

Hjalte og jeg har her til aften lavet havregryn blandet med smeltet smør og hørfrø til alle fuglene i haven. Det får de i morgen allesammen. Store som små!

Gad vide hvordan man siger undskyld på fuglesprog, for jeg skylder de krageagtige fugle en stor en af slagsen. Jeg håber de tør komme igen, så jeg kan aflevere den. 

​
4 Comments

Så stod Karma der pludselig!

1/8/2016

2 Comments

 
"Må jeg låne den her kurv med hjul med ud til bilen, og så skynde mig ind med den igen?"

Jeg stod ved kassen i Rema 1000 med mine stive ben og min stok. Jeg var kommet til at købe varer, der fyldte to bæreposer + det løse. 

"Øh nej, det må du faktisk ikke. Den bliver jo lissom både våd og beskidt af at komme udenfor. Det er imod reglerne altså" sagde den meget snottede og tydeligvis meget regelrette kvindelige medarbejder og pudsede sin røde næse igen, mens hun strøg bagsiden af hånden laaangsomt over panden.

"Ok, men det er bare fordi, jeg går ret dårligt, og der ligger meget sne som ikke er blevet skovl..." forsøgte jeg, inden den snottede afbrød mig med et host og beskeden om, at hun altså bare fulgte reglerne og at jeg så måtte lade den ene pose stå og gå to gange.

Picture
Og så stod han der pludselig! Som sendt fra himlen.

Mr. Karma i egen høje person. I samme blå Rema 1000 outfit som den snottede regelmedarbejder. Mr. Karma var til gengæld hverken snottet i næsen eller humøret, for han kiggede på mig, smilede og sagde:

"Jeg hjælper dig lige. Du kan da ikke både bære to poser og en stok, så besværligt du går", hvorpå han hankede op i mine poser, to pakker gavepapir og en otte ruller toiletpapir. Jeg tog min stok og så forlod vi den snottede, som i hast havde vendt sig om for at rykke lidt rundt på nogle cigaretter på hylden bagved kasseapparatet.

"Går det?" nåede Mr. Karma at spørge mig fire gange på vej hen til bilen, mens han pænt ventede på mig, min stok og sneglefarten. Mr. Karma nåede såmænd også at spørge om "der der med mine ben" går over igen. 

Mig? Jeg nåede så til gengæld at sige "1000 tak" cirka 1000 gange på vej ud til bilen og fortælle ham, at man har lov til at håbe på bedre ben... Så ønskede vi hinanden rigtig god weekend, og Mr. Karma strøg min arm hurtigt og lidt akavet, inden han gik ind for at fylde på hylder igen.

Da jeg kom hjem og havde tømt varerne ud, opdagede jeg at der på Rema 1000 plasticposer står "HÅB GØR DET MULIGT".
Picture
Karma og venlighed er uden sammenligning det, der gør mig allermest taknemmelig, når jeg møder folk. Karma smitter mere end noget andet, så spred det rundt overalt, hvor du kommer. Også til de snottede, de trætte og især dem som ikke har mødt karma og lært at smitte med den endnu.
​
2 Comments

Det første jeg læste i 2016

1/2/2016

1 Comment

 
Jeg vågnede 1. januar 2016 kl. 11.06.

En fantastisk nytårsaften kørte stadig rundt i hovedet på mig, da jeg resolut rakte ud efter min telefon på natbordet for at tjekke, om verden havde oplevet noget vigtigt i de få timer, jeg havde sovet.

Verden måtte dog vente, for en hilsen fra min kollega var havnet i min indbakke. Vi arbejder i hver vores ende af "butikken", og har indtil for nylig kun været på "hej" og stået i samme kø i kantinen. Det ændrede sig en tirsdag for nylig, hvor vi kom til at sidde ved siden af hinanden til frokost. Det er jeg glad for!
Picture
Jeg lå glad i låget og læste beskeden mange gange. Hver gang med tårer i øjnene (og stadig lidt sprut i blodet...), og hver gang standsede jeg ved hendes sætning "MEN jeg ser dig og ikke din sygdom".

Med en krop, der efterhånden er så fejlbehæftet, at jeg kan forveksles med en omvandrende hjælpemiddeludstilling, føler jeg nogle gange, at det er hjælpemidlerne, der kommer med mig og ikke omvendt. Det vil jeg ikke gøre mere. Eller det vil jeg øve mig i ikke at gøre mere. Og når det går galt, så vil jeg finde min hendes hilsen frem. Rette ryggen og klø mig i nosserne. 

Tusind tak for din hilsen kæreste kollega. Jeg glæder mig til at drikke en Ale med dig snart. 

Bonusinfo:
Jeg har fundet ud af én af de tre ting som jeg vil opleve, inden jeg bliver "gammel" og "slidt". Det er altså en fantastisk sjov og også svær opgave at have fået. 
1 Comment

    Arkiv

    April 2016
    March 2016
    February 2016
    January 2016
    December 2015
    November 2015
    October 2015
    September 2015
    August 2015
    July 2015
    June 2015
    May 2015
    April 2015
    March 2015
    February 2015
    January 2015
    December 2014
    November 2014
    October 2014
    September 2014
    August 2014
    July 2014
    June 2014
    May 2014
    April 2014
    March 2014
    February 2014
    January 2014
    December 2013
    November 2013
    October 2013
    September 2013
    August 2013
    July 2013
    June 2013
    May 2013
    April 2013
    March 2013
    February 2013
    January 2013
    December 2012
    November 2012
    October 2012
    September 2012


    Hvem er vi?

    Jeg er cirkusdirektør i Cirkus Holmboe. Mit cirkus har eksisteret siden 1995 og har 5 medlemmer + cirkushunden Sofus. Jeg er som cirkusdirektør ansvarlig for de daglige forestillinger, som kan variere lige fra spektakulære krumspring til de fladeste overspringshop. 

    Vi har artister, en billetsælger, badutspringere, jonglører (både med ord, tallerkner og bolde), tryllekunstnere, tankelæsere, linedansere men INGEN klovne!! 

    Mere om mig selv og mine ansatte kan læses ved at trykke på "hjem" knappen øverst. 


    Emner

    All
    At Sætte Spor
    Billeder
    Cirkusdirektøren
    Cirkus Holmboe
    Hjælpemidler
    I Fuld Galop
    Kys Sclerose Farvel
    Min Læge Dr. Clooney
    Party I Provinsen
    Radio Ms
    Sclerose
    Sejre
    Venner


    Sider jeg læser:
    • Ibbyheart.com
    • Scleroseforeningen
    • Radio om MS
    • Kom Blot



    RSS Feed

Undgå at drømme små drømme. De fratager dig gejsten til at ville handle. (Victor Hugo)