Ungdommen er ikke det værste vi har!

Ihvertfald ikke den ungdom, som mine egne unger slæber med hjem. Igår havde Freja inviteret fire gymnasieveninder hjem til aftensmad og opvarmning til gymnasiefest. 

Den første veninde som ankom, har vi ikke mødt før, men hun havde åbenbart lavet noget research hos Freja inden ankomst til. Bare lige for ikke at træde forkert!

Både Freja og jeg forstår (mere end hun aner)! Jeg gav veninden et lille kram, da hun kom!

Jeg har fået lov til at dele denne SMS, og jeg vælger at gøre det, fordi jeg synes at det er så fantastisk, at de to tøser med hovedet fuld af drenge, fest og dansetrin også formår at få clearet og afstemt "den der skleroseting" så udramatisk og naturligt.

Nåh men vi spiste og hyggede, og så skred de fem fantastiske festpiger ud i mit Lovehouse, hvor der blev varmet op til fest med levende lys, sprut og chips. 
​ 

Tænk hvis flere turde spørge. Det er så svært at svare, hvis man ikke ved hvad spørgsmålet er! 
Jeg er glad for, at veninden spurgte. Og jeg er superglad for, at Freja svarede som hun gjorde. Meeen... helt rask oveni hovedet njah... 

I får lige Frejas plan for denne weekend - bare for at cementere den ulidelige lethed ungdommen tilgår verden med ;-) Lad mig være 16 år igen, bare én dag. Altså så jeg kan få styr på livet.

Så blev det mandag og uge 4 er skudt i gang! I morges vækkede jeg Freja med ordene "Godmorgen skat har du sovet godt og må jeg godt få min træningskuvert for den her uge?".

Freja svarede søvndrukkent "Ja" og "Ja", væltede ud af sengen og fandt min kuvert i sin skrivebordsskuffe.

Kuverten var tyk og indeholdt åbenlyst mere end blot en seddel med ugens udfordring. Jeg flåede kuverten op og ud røg en rød træningselastik.

Hun har sgu tænkt på det hele, min fantastiske fysioterapeut. Elastikken blev straks bundet fast til vores ribbe. Ribben som i flere år kun har tjent som tørrestativ for fugtige sportshåndklæder skal nu igen mærke, hvordan det er at få sin funktion som træningsrdskab tilbage.

Jeg er vild med at få de små sedler, som indeholder både en beskrivelse, en tegning af "seancen" og allermest, at min fysioterapeut sætter et mål for mig. Det eliminerer mit fedtspil med træningen. Nu kan jeg jo se, hvad hun mener er realistisk at nå, og jeg vil jo ikke skuffe hverken hende eller mig selv.

Jeg kan mærke, at min selvdisciplinsmuskel vokser stødt for hver dag. Det er en rigtig fed følelse og påvirker faktisk mit humør og min energi allerede. Igår var jeg med Peter i det træningscenter, hvor han og Freja træner. Jeg fik en prøvetime, og i morgen bliver jeg meldt ind.

I dag skulle jeg møde på arbejde kl 10.30, og besluttede derfor at droppe ind forbi træningslokalet hos min fysiotrapeut for at træne de to muskelgrupper, som jeg ikke fik trænet igår. Bedst som jeg sad og stønnede på en af maskinerne i morges kom min fysioterapeut valsende ind og udbrød "Ej hvor er det sejt Charlotte! Du er her i dag og det er mandag - vi ses på onsdag!!!" og væk var hun igen.

Den dejligste start på en mandag morgen, som bare fortsatte med at være så fyldt med god energi, at jeg rent faktisk både fik handlet og lavet aftensmad (helt selv!).

​Mandag i mit liv er slet ikke så åndssvag :-)

OBS: Jeg lover, at jeg nok skal huske hviledage, udstrækning og at Snickers også er en slags proteinbar, der styrker musklerne (og humøret)!

Da jeg var indlagt på Ry Sclerosehospital i september fik min fantastiske fysioterapeut tændt min lyst og motivation til at træne min krop igen. Jeg skrev om det i et blogindlæg, som kan læse her.

Hun spurgte mig bla., "hvor lidt er nok?" og fik mig til at forstå, at "lidt mindre kan også gøre det", bare der er kvalitet i træningen! Det er længe siden, at det var september, og desværre er virkeligheden lige nu, at "lidt mindre" i forhold til træning de sidste par måneder har været så godt som ingenting (dybt suk).

Jeg er færdig med at være hyggehandicappet! Jeg er færdig med at bruge min træningstid på at tjekke ud på Facebook, hvor meget og hvor hårdt andre træner. Det har jeg ganske enkelt ikke tid til, for jeg laver sideliggende bækkenløft lige til på mandag.

Jeg har fortalt Gud og hvermand om det her træningstiltag min fysioterapeut har lavet for mig. Også i en Sclerosegruppe på Facebook. Derinde var der en del, som kunne tænke sig at få de næste ugers øvelser. Derfor vil jeg de næste ni mandage lægge hendes træningsplaner ud her på bloggen. Vi ender sgu med at få en veltrænet selvdisciplinsmuskel!

I kan finde mig på stuegulvet - hvis i skulle være i tvivl :-)

Hørt ved morgenbordet søndag morgen:
Peter: "Kommer du ikke mutti? Vi spiser nu"
Mig, (mens jeg lukker lågen i brændeovnen): "Jo jo, men der er jo også nogen der skal lukke for svømmehallen ik!"

Hjalte og Jeppe (i munden på hinanden): "Svømmehal??" (mens de garanteret tænker "Åh en af de dage med mors mundlort og kodesprog".

Peter: "Nåh, jeg tror bare mutti er ved at sende alle dem med blåt bånd ud af gløderne"

Og så spiste vi rundstykker og hyggede uden fare for både drukneulykker og forbrændinger! 

Set ved køkkenbordet tirsdag eftermiddag:
Jeg skal bage en kage til Jeppes klasse. Jeg har fundet alle ingredienser frem, men mangler et enkelt æg. Jeg tænker pyt og nøjes. Alt er målt op og kun æggene mangler at blive slået ud og pisket. Skålen til æg står klar og jeg tager første æg, slår det ud, æg nr. to får samme tur og for den sags skyld også nr. 3 og 4. 

Jeg tager en gaffel til at piske æggene med og opdager så, at jeg simpelthen har formået at slå fire æg ud og hælde dem direkte ned i vasken istedet for i skålen. ALLE ÆGGENE!  Jeppes klasse blev glade for de flødeboller jeg købte til dem istedet!

Oplevet i en indkørsel hos naboen torsdag aften:
Peter: "Ej, vi har ikke flere æg. Jeg drøner lige op til Kiwi og køber nogle"
Mig: "Vent, jeg går da bare lige over til Tina og spørger, om hun har nogle"

Der er ikke langt over til vores nabo, men min dropfodsstimulator har ikke mere strøm og min stok er låst inde i bilen. Derfor foretager jeg naturligvis det obligatoriske styrt med begge knæ i fliserne og det ligeså obligatoriske hoveddrej for at se, om jeg er opdaget...

Jeg kom helskindet hjem med fire æg og valgte at glæde mig over, at styrtet skete på vej over til naboen uden æg i hånden.

Sår'n er der så meget. Mindre kunne ha' gjort det. Jeg ved at mange af os med sclerose oplever det her - og det der er værre. 

Det der frustrerer mig er, at ovenstående situationsbilleder sker uagtet, om jeg er stresset, velforberedt eller frisk. Jeg kan simpelthen ikke længere gennemskue, hvad jeg kan gøre for at få ordene igen, når jeg savner dem. Jeg forbavses også over, at jeg undervejs i processen med æggene ikke undres over eller opdager, at FIRE æg ender i afløbet...

Er der mon tips og tricks fra andre, som oplever det samme som mig?

Bonus:
I denne uge har jeg også kørt med det lange lys tændt hele vejen gennem byen i tæt morgentrafik og blev skide irriteret over, at alle blinkede med lygterne. Jeg havde også glemt at tage BH på i mandags, da jeg skulle på arbejde (ingen skade sket). Og så har jeg faktisk også lovet at købe toiletpapir, men ligget og set Netflix istedet. Jeg HAVDE seriøst glemt, at jeg havde lovet det, indtil jeg skulle på toilettet...

Indimellem skriver jeg et blogindlæg, som lander i kassen med "tanker og kladder". Det her blogindlæg var egentlig tænkt som et sådan. Jeg har ikke delt oplevelsen i det her blogindlæg med nogen før nu, men jeg tænker på det med en sur/sød fornemmelse i maven, hver gang jeg træder ind i elevatoren på arbejde. Jeg oplevede nemlig følgende for knap et par uger siden:

Ikke alle og enhver må køre med elevatoren på mit arbejde! Køkkenpersonalet, pedellerne og jeg er flittige brugere og må godt!

Kursisterne må som udgangspunkt få lov til at tage trapperne. HVIS man som kursist bruger elevatoren, så skal man have et slags VIPelevatorkort. VIPelevator-kortet åbner elevatordøren og bringer en til den ønskede etage. Kursister kan få kortet udleveret, hvis de ikke er i stand til at tage trapperne og har dokumentation for dette.

Særligt om morgenen forvandles VIP-elevatorkortskursisterne til magneter for de af vennerne, som ikke gider at tage trapperne (men godt kan...)

Således også i morges! Jeg stod med min rollator og ventede på elevatoren sammen med to VIP-kortkursister, da en strøm af magnetvennerne meldte deres ankomst med store knus og "jeg smutter lige med ik?!" 

11 stk stod vi til sidst (+ rollator) og ventede, da elevatordøren gik op!

Igår da jeg vågnede og kiggede ud af vinduet var min første tanke "Argh lidt mindre havde ikke gjort noget!". Der lå alt for meget sne i min have af den der jomfruelige hvide slags, som er så fantastisk til at lave snemænd og snebolde af.

Altså hvis man er 12 år!

Jeg er så i rollatoralderen, og betragter derfor sne som naturens bizarre forsøg på at fælde mig og mine stive ben. Da jeg ikke længere er en person med en udtalt spændings- og risikosøgende adfærd, nyder jeg istedet at sidde indenfor og se sneen dale, mens havens fugle forsyner sig med æbler og andre godter, som Hjalte og jeg har lavet til dem.

Igår sad jeg således længe i min gyngestol vendt ud mod haven og kiggede på solsortene. De havde travlt, de skændtes lidt og sloges en del om maden, som der ellers var rigeligt af.

Pludselig landede der otte store voldsomme krageagtige fugle.

De var tydeligvis også sultne. Jeg tog mig selv i at blive skidesur over, at de store lømler ødelagde idyllen for mig og "mine" små solsortepus, så jeg tog støvler på og stavrede bestemt ud i haven med en skrap mine og truende ord.

På et splitsekund havde jeg pludselig transformeret mig om til en sær fugledame med hang til at bestemme over, hvilke fugle som skulle have eneretten til maden på min grund. 

Come on Charlotte!

Fugle er sgu da ligeglade med, at maden tilfældigvis findes på min matrikel i Starup. De har ikke sat sig ind i matrikelnumre og skelpæle. De er jo bare sultne og forsøger alle at overleve ved at spise lidt af den rigelige mængde mad, jeg har lagt ud. For jeg har faktisk mere end nok til dem alle, og lige om lidt er sneen væk, og så kan de igen sørge for sig selv. 

Når det er sagt, så er der altså ikke nogle af de store fugle som endnu har sat sig helt tæt op af mit vindue og gloet ind, som om jeg er en turistattraktion. Det gør en del af solsortene derimod, og der er endda også et par af dem, som er blevet så tryg ved, at jeg jævnligt lægger mad ud til dem, at de ikke flytter sig, når jeg vralter ud med mere, men blot sidder helt stille eller hopper lidt rundt om særfugledamen.dk

Hjalte og jeg har her til aften lavet havregryn blandet med smeltet smør og hørfrø til alle fuglene i haven. Det får de i morgen allesammen. Store som små!

Gad vide hvordan man siger undskyld på fuglesprog, for jeg skylder de krageagtige fugle en stor en af slagsen. Jeg håber de tør komme igen, så jeg kan aflevere den. 

​

"Må jeg låne den her kurv med hjul med ud til bilen, og så skynde mig ind med den igen?"

Jeg stod ved kassen i Rema 1000 med mine stive ben og min stok. Jeg var kommet til at købe varer, der fyldte to bæreposer + det løse. 

"Øh nej, det må du faktisk ikke. Den bliver jo lissom både våd og beskidt af at komme udenfor. Det er imod reglerne altså" sagde den meget snottede og tydeligvis meget regelrette kvindelige medarbejder og pudsede sin røde næse igen, mens hun strøg bagsiden af hånden laaangsomt over panden.

"Ok, men det er bare fordi, jeg går ret dårligt, og der ligger meget sne som ikke er blevet skovl..." forsøgte jeg, inden den snottede afbrød mig med et host og beskeden om, at hun altså bare fulgte reglerne og at jeg så måtte lade den ene pose stå og gå to gange.

Karma og venlighed er uden sammenligning det, der gør mig allermest taknemmelig, når jeg møder folk. Karma smitter mere end noget andet, så spred det rundt overalt, hvor du kommer. Også til de snottede, de trætte og især dem som ikke har mødt karma og lært at smitte med den endnu.
​

Jeg vågnede 1. januar 2016 kl. 11.06.

En fantastisk nytårsaften kørte stadig rundt i hovedet på mig, da jeg resolut rakte ud efter min telefon på natbordet for at tjekke, om verden havde oplevet noget vigtigt i de få timer, jeg havde sovet.

Verden måtte dog vente, for en hilsen fra min kollega var havnet i min indbakke. Vi arbejder i hver vores ende af "butikken", og har indtil for nylig kun været på "hej" og stået i samme kø i kantinen. Det ændrede sig en tirsdag for nylig, hvor vi kom til at sidde ved siden af hinanden til frokost. Det er jeg glad for!

Jeg lå glad i låget og læste beskeden mange gange. Hver gang med tårer i øjnene (og stadig lidt sprut i blodet...), og hver gang standsede jeg ved hendes sætning "MEN jeg ser dig og ikke din sygdom".

Med en krop, der efterhånden er så fejlbehæftet, at jeg kan forveksles med en omvandrende hjælpemiddeludstilling, føler jeg nogle gange, at det er hjælpemidlerne, der kommer med mig og ikke omvendt. Det vil jeg ikke gøre mere. Eller det vil jeg øve mig i ikke at gøre mere. Og når det går galt, så vil jeg finde min hendes hilsen frem. Rette ryggen og klø mig i nosserne. 

Tusind tak for din hilsen kæreste kollega. Jeg glæder mig til at drikke en Ale med dig snart. 

Bonusinfo:
Jeg har fundet ud af én af de tre ting som jeg vil opleve, inden jeg bliver "gammel" og "slidt". Det er altså en fantastisk sjov og også svær opgave at have fået.