Og prøv så at mærke efter, om sætningen giver mening for dig.
Min fantastisk dygtige fysioterapeut i Ry - lad os for nemhedens skyld kalde hende Marianne - spurgte mig om ovenstående, mens jeg på bedste vis knoklede med den cirkeltræning, hun netop havde præsenteret mig for.
Det skal lige siges, at hun forinden havde "udfrittet" mig om følgende:
Kan du li' at lave planken?
Nej det kan jeg så bare slet ikke Marianne, jeg vil faktisk hellere svømme med hajer eller tygge i sølvpapir.
Hvor mange gange træner du hos fysioterapeuten om ugen? Og hvor længe?
Tre gange og ca en time hver gang! (sagt med lige dele tilfredshed og stolthed)
Hvad slags træning laver du så?
Øøøh.. Styrketræning selvfølgelig... Det skal vi jo, os med sclerose altså! (som om hun ikke vidste det, tsk tsk)
Har du et fast program, du kører efter? Njah, altså jeg laver sår'n lidt af det hele, og hiver lidt i de fleste maskiner.
Føler du at det er sjovt og gir' det dig god mening, når du styrketræner? Sjovt og sjovt... Det er vel nogenlunde ligeså så sjovt som at se en domkumentarfilm om en polsk skopudsers fremtid i Warszava. Og go' mening, tjah.. jeg skal jo gøre det de kloge skriver for at holde den her krop i gang.
Får du pulsen op, når du træner? Nææh det er jo styrketræning og ikke konditionstræning. Men jeg bliver da sår'n lidt forpustet altså... På de gode dage!
Er du træt, når du er færdig med træning? JA for pokker da, og allermest i hovedet...
Og det er så her Marianne kigger på mig. Hun smiler (lidt overbærende på den milde måde), inden hun stiller mig spørgsmålene "Kan du mærke en forskel på, om du træner to eller tre gange om ugen?" "Har du kvalitet nok i din træning?" Svaret er nej og nej, og jeg gider faktisk slet ikke at træne for tiden. Jeg keder mig og kan næsten ikke slæbe mig afsted. Men jeg skal! Jeg bør! og jeg plejer!
Det er så her, at Marianne spørger: "Hvor lidt er nok Charlotte"
Jeg er hverken udpræget hverdagsrealist eller tidspessimist, så derfor rimer "Hvor lidt er nok" ikke på den udgave af livet, jeg har meldt mig til. Jo mere, jo længere og jo oftere ved man da hvad er ik?! Hvor lidt er nok virker som en sætning for snydepelse. Lige indtil Marianne foldede sine talegaver ud og jeg pludselig blev tvunget til at forholde mig til sætninger som:
- kvalitet i træningen,
- hvor lidt tid kan jeg nøjes med at bruge på træning
- Hvor få dage er godt nok
Altsammen for at bevare min energi og mit overskud til min familie og vores sparsomme fritid.
I min evaluering fra Ry Sclerosehospital står der derfor bl.a.:
"Charlotte har fået skræddersyet sin træning, så hun får maximalt udbytte af kortere tids træning med maximal kvalitet og mindst muligt energiforbrug"
Marianne og jeg fandt i fællesskab frem til at to dage med træning hos fysioterapeut og en dag derhjemme med øvelser, der ikke kræver maskiner er optimalt for mig (lige nu). Jeg har fået en klokkeklar plan med hjem, hvor der indgår styrketræning, balanceøvelser og konditionstræning.
Jeg har i Ry fået et kærligt klap på skulderen og et kæmpe spark bagi, så jeg er klar til at komme i gang med at få forenet mine forventninger med virkeligheden i forhold til træning og energi.
Hvor lidt er nok? - lige tilpas!
Bonusinfo:
Min første arbejdsdag i kørestol gik helt fantastisk igår. Ingen grinede, drillede eller skubbede mig ned af trapperne! Alle syntes min "stol" var sej og flere ville endda prøve den. Jeg er meget glad og har nu ikke længere tyndskid over at vise mig ude i virkeligheden. Det føles ret godt. Nåh ja... jeg havde mere energi i går aftes end jeg har haft meget længe :-)