Den ældre dame går småslingrende ned af midtergangen i toget. I sin ene hånd holder hun den smukkeste blomstrede stok. Hun har tydeligvis svært ved at holde balancen. 

Hun standser op ud for min plads for at holde en tiltrængt pause. Jeg kigger på hendes stok og så på hende. Vi får øjenkontakt, smiler kort til hinanden og roser derpå hinandens pyntede stokke. Inden hun går videre, trækker hun let på skuldrene og siger med et smil "Ja... noget må der gøres!"

Og noget må der gøres! Hun har jo ret. Det er tre dage siden, jeg mødte den ældre dame i toget på vej til København. Jeg har fået hendes fem ord på hjernen! De kører ikke i ring som en dum popsang, der har sat sig fast eller en ligegyldig remse, som insisterende kræver at blive gentaget for gentagelsens skyld. 

Nej, hendes ord "Noget må der jo gøres" popper op som en reminder til mig og ordene giver stof til eftertanke og energi til at handle!

I morges vågnede jeg og tænkte "Noget må der jo gøres!" Jeg har i en længere periode været på jagt efter mirakler, men uanset hvor jeg har søgt, har der været udsolgt. Jeg har rigtig meget brug for et "migrænemirakel". For to uger modtog jeg en "invitation" til et migrænemirakelmøde på Esbjerg Sygehus. 

Mødet var i dag, så jeg har tilbragt meget af min dag i Esbjerg på Hovedpineambulatoriet.

Selvom jeg i morges vågnede med tanken "Noget må der jo gøres", så var det med mildt sagt meget små forventninger, jeg på Hovedpineambulatoriet mødte sygeplejersken, som tog imod mig. Jeg har efterhånden kæmpet så længe for at blive hørt, set og behandlet som migrænepatient og ikke blot som "trunten der leger Maude", at jeg i morges inden afgang kategoriserede min dag som en udflugt og intet andet.

men men men... sådan skulle det ikke gå!

Jeg er så glad! "Noget må der gøres" er i dag på Esbjerg Sygehus blevet erstattet med "Nu sker der noget".

Jeg havde en samtale med en meget professionel og empatisk sygeplejerske i over en time, hvor vi fik afklaret ting omkring min migræne. Hun fik forklaret på en meget "sclerosevenlig" måde, hvordan forløbet bliver. FORLØBET... jeg er nu i et forløb med planer, møder, samtaler og fast kontaktperson, som jeg må kontakte hele tiden!! Jeg skal både snakke med en læge, psykolog, fysioterapeut og en sygeplejerske. Og ikke kun én gang, men hver tredie måned.

Det har været svært at nå hertil, men jeg tror nu endelig på, at jeg kan komme denne invaliderende og uforudsigelige migræne til livs. Med den rette hjælp og de rigtige mennesker skal det nok gå.

Jeg håber at andre med smerter, migræne eller anden sygdom kan bruge dette indlæg som inspiration og håb. Del endelig indlægget eller skriv en kommentar herinde om, hvordan du har fået hjælp og hvordan du har gjort. Lad os dele viden, ideer og erfaringer!

For første gang nogensinde blev Feminaløbet afholdt i Haderslev i år. Det var en forrygende succes. Det blev sagt højt og af mange og det kunne også i den grad mærkes på stemningen, da 2000 kvinder blev sendt på en løbetur for at kysse sclerose farvel denne solskinsaften i maj. 

Jeg havde meldt mig til på en 5 km gåtur... Men det var på selve dagen mildest talt at overvurdere mine kræfter. Min dejlige ældsteartisten overtog derfor mit startnummer og med min mor i hånden tog de to turen for os alle tre :-)

Jeg blev tilbage på pladsen og hjalp i Scleroseforeningens travle stand med bl.a. min elskede far og to meget aktive artister. 

Jeg kunne fylde et laaaangt blogindlæg med lovprisninger, taknemmelige hilsner og skønne anekdoter fra en fantastisk aften, men...

dette vil jeg undlade og istedet lade Ugeavisen i Haderslev "få ordet"

Tryk på teksten ovenfor, så kan du læse resten af artiklen.

Jeg mødte så mange kvinder den aften, som kendte til min blog og min indsamling og jeg fik ros og anerkendelse for  min indsats, hvor jeg i snart et par måneder har samlet ind til forskning i sclerose. Mange af dem, jeg mødte har rent faktisk doneret og delt indsamlingen, så jeg lige nu ved blandt andet deres hjælp og mange andres velvillighed og gavmildhed er nået op på det fantastiske beløb:

Jeg glæder mig til om et år, for Feminas fantastiske chefredaktør Camilla Kjems har nemlig lovet, at også næste år bliver Feminaløbet afholdt i Haderslev!

Tak Camilla, tak alle jer der har doneret og delt min indsamling, tak til mit cirkus for at udholde mine jubelbrøl, når der tikkede endnu et beløb ind og at bære over med min åndsvagheder i forsøget på at hive penge hjem til forskning og allermest tak til alle jer som har troet på, at jeg kunne!

Jeg ved da godt, at indsamlingen først stopper om 7 dage, men jeg ved til gengæld også godt, at rigtig mange garanteret har nået kvalmegrænsen, hvad angår opfordringer til at betale til min indsamling, så min bøn er: køb en is til dig selv, til ungerne, en blomst til din elskede og send mig blot en tanke istedet for, er det ikke ok? 

På en parkeringsplads på Haderslev Sygehus sad jeg i dag og skrev denne opdatering på facebook. Jeg er ikke den store tilhænger af bandeord og i særdeleshed ikke bandeord publiceret på cyberspace. Men i dag var undtagelsen, for jeg var indkaldt til en MR scanning...

Uden Bh og vielsesring lister jeg op og sætter mig i "vent her på MR scanning" zonen. En småbuttet mand i hvide træsko og ligeså hvidt hospitalsoutfit kommer mig smilende i møde og viser mig ind i et rum med et rør. Et rum med et rør fuld af kraftige magnetfelter. 

"Charlotte, jeg har fået besked fra Sønderborg om, at jeg skal gi' dig den helt store tur i dag"! " 

Den helt store tur, jeg skal sgu gi' ham den helt store tur!! Jeg fortæller ham derpå lettere hektisk, at jeg ikke er så vild med at blive MR scannet, at jeg plejer at fryse under seancen og at mit venstre ben "spasser" løs, hvis jeg ligger alt for stille alt for længe. Derudover vil jeg hellere have musik i ørerne end at ligge med ørepropper.

"Hvad kunne du tænke dig at lytte til?", spørger han, mens han finder tæpper og puder frem til mig. Jeg ender med op med noget 80'er -90'er noget, og får med et grin at vide, at jeg altså hverken må synge med eller vrikke i takt til. 

Og her er det så filmen knækker, da jeg ligger der i røret og prøver at isolere de voldsomt bankende lyde fra magnetrøret jeg befinder mig i.

Første sang på playlisten er nemlig den sang som min elskede mand, billetsælgeren, spillede for mig, da jeg smaskforelsket for mange år siden fik diagnosen. Det er den eneste sang i verden, som har sat sig i maven på mig, på en måde, jeg ikke kan styre. Liggende der i røret, fastspændt med hovedet fastlåst og en krop som kæmper for at ligge helt stille, er jeg ikke i stand til andet end bare at lytte, mærke og lade tårerne flyde. Naturligvis mens jeg ligger HELT stille!

Efter 20 minutter bliver jeg kørt ud af røret med mascaren løbende ned af kinderne. Jeg er lettere forbavset over, at det allerede er slut, men dog kun indtil jeg får beskeden "Du skal lige blive liggende helt stille, så giver jeg dig lige et lille stik, så du kan få kontrastvæske. Væsken flyder med blodet og er ude af din krop om 24 timer" 

WHAT!! Kontrastvæske, svedetur og et øre der klør... Det eneste gode ved det koncept er, at resten af playlisten indeholdt "I'm not an actor, i'm not a star..." "Lav sol over Århus" og andre ligegyldige ørehængere, som sikrede min abstraktion fra bankelydende og dermed fungerede som den bedste beroligelse.

Jeg er hjemme igen. Jeg er glad for, at det er overstået. Jeg har prøvet MR scanneren mange gange, men på underligste vis, når jeg hver gang at transformere mig til en dramaqueen med primitivt sprogbrug, hallucinationer om død og ødelæggelse og ikke mindst overbevisningen om, at jeg nok er den eneste som i så udpræget grad mærker ubehaget ved røret.

Jeg er kke den eneste med MR scanner nøkker. Jeg ved det, for mange, rigtig mange har sendt anerkendende "fuck" beskeder tilbage på min statusopdatering i dag.

Jeg er en pjatskid, men det vil jeg fucking skide på lige i aften ;-) God weekend til alle.

Hvad jeg har brugt de sidste par dage på?

Joh... jeg har såmænd haft travlt med at samle skønne grønne kys! Vel at mærke grønne kys fra nogle helt specielle mænd. Mænd som hver dag gør, hvad de kan for at gøre min by, mit Haderslev, til en god by at bo i. 

Der er en helt særlig grund til, at jeg har valgt at søge kyssene hos netop disse mænd. For nogle dage siden skrev jeg følgende på min indsamling til forskning i sclerose for at lokke folk til at donere, så jeg kunne nå mit mål på 20.000,-

Jeg ville kun have grønne kys fra de mandlige byrådspolitikere og helst et kys fra hvert parti. Grunden til dette er, at sclerose i medierne ofte beskrives som en "kvindesygdom", men faktum er, at mænd altså også rammes, og det ville jeg på denne måde forsøge at sætte fokus på.

Derudover ville et grønt kys fra hvert parti i byrådet tydeliggøre og bevise, at uanset politiske holdninger og uenigheder, så er de mandlige byrådspolitikere fælles om at ville hjælpe med at kysse sclerose farvel!!

Høje mål og vilde drømme - jeg ved det godt! 

Nåh... med grønne kys i lommen, argumenterne tvangsciteret foran spejlet og varme kinder indkasserede jeg lige fra morgenstunden de to første grønne kys med et smil og et "pøj pøj Charlotte". 

Og så gik det ellers slag i slag. Jeg besøgte viceborgmesteren "i privaten", tog på besøg hos nogle af de andre fantastiske mænd, som tog imod mig med åbne arme og roste mit projekt. En enkelt kom hjem til mig i manegen og kyssede grønt. Endelig blev jeg inviteret til at møde op til socialudvalgsmødet for at kunne indkassere flere kys. Min Borgmester gav et grønt kys på borgmesterkontoret, og jeg gav ham et kram til gengæld.

Jeg er så taknemmelig og glad :-) Det her projekt "mandlige byrådspolitikere kysser sclerose farvel" har overgået alt, hvad jeg overhovedet har turde håbe på og drømme om. Tænk sig, at vi i Haderslev har mandlige byrådspolitikere fra alle partierne, som vil hjælpe mig med at sætte fokus på og gøre fælles front mod sclerosen ved at give den et stort grønt kys farvel.

Her er de! Mine mandlige byrådspolitikere - mænd af den rette støbning og med hjertet det helt rigtige sted og humoren i orden :-) tusind tak til alle i skønne mænd. Tak for indsatsen, grinene, empatien og støtten. Hvis jeg fik lov, så ville jeg stemme på jer alle ;-)

Er det ikke bare fantastisk? Hvad skal man med spindoktorer og lobbyister, når man har et byråd, der frivilligt stiller op og vælger at stå sammen i stedet for at slå hælene i og sige nej til at kysse sclerosen farvel. 

Og så husk lige, at min indsamling til forskning i sclerose kører endnu. Du er meget velkommen til både at dele siden i dit netværk og selvfølgelig også vældig gerne donere et beløb til denne gode sag.

Lad os få disse billeder af "mine" fantastiske kyssende byrådspolitikere ud, hvor hele verden kan se den indsats, netop de har gjort for "Kys sclerose farvel". Det fortjener de! 

Derfor: Spred budskabet ved at dele dele dele dette opslag med dit netværk, din nabo, din mor, dine kolleger, din strikkeklub eler sportsforening til inspiration for andre, som gerne vil kysse grønne kys og dermed sclerose farvel:-)

Jeg VIDSTE det!!! Jeg har ikke været et sekund i tvivl om, at læge Mikkel Anthonisen "would put a dent in the universe".

For præcis et år siden, da Sailing Sclerosis endnu blot var en vild drøm, som begyndte at tage form for en passioneret læge, skrev jeg et blogindlæg, som kan læses ved at trykke her. Jeg skrev det, fordi jeg blev så begejstret, imponeret og taknemmelig over, at vi i Danmark har en scleroselæge, som tør, har mod på og ikke mindst forstår, at det giver rigtig god mening og tro på livet, at give folk, som er begrænsede af en sygdom som sclerose en oplevelse for livet! En læge som ovenikøbet tør at udleve denne drøm sammen med nogle syge mennesker, hvis ønske om at sejle og opleve verden er så stor, at de vælger at slippe fortøjningerne til den trygge hverdag og begive sig ud, hvor det kræver mod og tungen lige i munden at befinde sig.

Og nu skal de sgu afsted!! 

Jeg ville ønske, at jeg skulle med, men jeg må splitte mine bramsejl nøjes med at skåle i rom for dem hver dag, indtil de om ca. et år vender hjem efter en sejltur jorden rundt. Jeg er så vild med ideen og ønsker af hele mit hjerte, at det bliver en tur som får den berettigede opmærksomhed fra omverdenen, og at alle deltagerne vil dele deres oplevelser med os landkrabber.

Ovenfor: Mikkel Anthonisen.

Lad denne drøm, som nu går i opfyldelse være til stor inspiration for alle - syge og raske med benene solidt placeret i hverdagen. Jeg vil tænke på søulkene ombord på denne "drømmebåd", som Mikkel Anthonisen beskriver som stærk, komfortabel, sødygtig, velsejlende og smuk. Jeg vil sende dem et ship ohøj og tre kællingeknuder, når de stævner ud på World MS Day den 28. maj.

På scleroseforeningens hjemmeside kan du læse meget mere om den forestående fantastiske sejltur ved at trykke her 

Og hvis du trykker her, kommer du til Sailing sclerosis hjemmeside, hvor du kan læse meget mere om turen :-)

Kender jeg mon nogen som skal med på turen, eller som også drømmer om at komme med?

Det er simpelthen så fantastisk!

VI har indtil nu nået det imponerende beløb på 17.200,- på min indsamling til fordel for forskning i sclerose. Jeg er uden ord og dybt taknemmelig!!

Der har været larmende tavshed fra mig i et godt stykke tid på min indsamling. Ikke fordi jeg har givet op eller tvivler på, at vi kan nå de 20.000, som er mit mål inden indsamlingen for mit vedkommende stopper om 25 dage, men simpelthen fordi, at jeg ikke har haft kræfter og overskud til at gøre noget ved indsamlingen.

Jeg har haft travlt med konfirmation og fødselsdage og så også lige en del sclerose, som lige nu betyder, at jeg har rigtig svært ved at gå, stå og holde smerterne i mine ben ud. Jeg har netop i dag fået min rollator ned fra loftet og har trillet lidt rundt med den i baghaven... Øøøj hvor er det svært at erkende og acceptere, at jeg allerede som 42 årig nu er med i rollatorbanden og ikke kan hverken gå eller løbe med til Feminaløbet, som jeg havde håbet så meget på.

Feminaløbet er kommet til Haderslev i år, og det synes jeg er helt vildt fedt og skønt. Især fordi pengene i år går til netop forskning i sclerose. Jeg kan ikke være med til at gå skridtene den aften, MEN...

min skønne datter Freja har fået mit startnummer til Feminaløbet og har lovet at løbe for mig den 19. maj sammen med min elskede mor. Jeg vil så i stedet være at finde i Scleroseforeningens stand på pladsen den samme aften, når mine venner og familie løber for mig! Jeg vil denne aften kaste rundt med grønne kys og i taknemmelighed heppe på alle dem som løber netop Feminaløbet. 

Jeg ønsker mere end noget andet, at denne feje, forbandede og uforudsigelige sygdom ikke findes mere, så derfor vil det være så fantastisk, hvis du vil støtte mig i kampen mod sclerose ved at hjælpe mig med min indsamling, som kommer alle med sclerose til gode (og dermed også deres familier).

Det eneste du skal gøre, er at klikke på linket nedenfor og donere et beløb (beløbet er fradragsberettiget). Jeg vil blive henrykt uanset størrelsen - alle beløb gælder og tæller! Du må også meget gerne dele dele dele min indsamlingside til nær og fjern.

Det vil gøre en forskel så stor for mig og jah...alle som har en hverdag med sclerose.

Stilen var ligesom lagt lige fra morgenstunden! Jeg begyndte søndag morgen i sengen i intens dialog med mine ben. Diskussionen gik på, hvorvidt de skulle svinges ud af sengen NU eller blive under dynen. Det lykkedes mig efter diverse anstrengelser at overbevise mine stive, trætte ben og smertende hofter om, at morgenmad ville gøre mig meget mildere stemt. I køkkenet indledte jeg så dagens første cirkusnummer med at skære mig pænt dybt i to fingre med brødkniven. 

Ta daa - eller noget... Velvidende at "høj tale" ikke tydeliggør budskabet, fik jeg med blodet dryppende meget bestemt beordret alle til bords "NU". 

Siddende ved morgenbordet med en cirkusdirektør, som mest af alt lignede en af de mennesker, der kravler ud af graven i thrillerfilm, brød billetsælgeren langt om længe tavsheden med følgende velsignede sætning: "Hvem kunne tænke sig at komme med mig ud at fiske i dag?"

Der var to artister, som straks reagerede yderst positivt på udsigten til at slippe for en dag i skyggen af cirkusdirektørens anmodninger om ro, lov til brok, kaffe og mere ro! 
Billetsælgeren er ikke en dum mand, og han ved om nogen, at en uge indeholdende en konfirmation og to x 10 års fødselsdag, to oversavede fingre, et par ben som driller, gør cirkusdirektøren til "et barn man ikke kan nå". 

Bedste løsning på dette er derfor "Ssshh kom vi skrider!"

Som sagt så gjort. Inden nogen kunne nå at stave til havørred, var bilen pakket og afsted de skred! Ældsteartisten derimod tog sin skønne veninde under armen og proklamerede mildt, at de nu ville gå en laaaang tur. Jeg nåede lige at råbe "MED hund, ik?!" inden de også flygtede.

Jeg derimod, kunne jo i sagens natur ikke flygte fra mig selv. Jeg havde nu en søndag HELT alene, som på fornuftigste vis blev fyldt ud med søvn og savl i sofaen, store mængder meget tåbeligt fjernsyn, en smule computer, humørmad (læs: usund småspisning) og ikke mindst affyring af eder og forbandelser over, at mine ben gør så ondt og slet ikke vil gå, som jeg vil. 

Jeg ved af erfaring, at der eksisterer to velafprøvede løsninger, når mine ben gør rigtig ondt: Træning eller "lig død i sofaen". 
Til trods for at træning til alle tider virker bedst og mest effektivt på både min krop og sjæl, ignorerede jeg min træningsbold som lå og stirrede på mig. Jeg lod mig ikke friste af motion! Jeg havde nemlig besluttet mig for at ligge død, og det skulle selv ikke en dum grøn bold spolere! 

Da uroen i mine ben efter nogen tid på smertelig vis fik mindet mig om, at jeg ikke lå HELT død, lossede jeg arrigt den grønne bold én i fjæset og gik ud i køkkenet for at bage en "taknemmelighedskage" til resten af mit cirkus for at lade mig være alene en hel søndag! 

Uagtet den kendsgerning, at jeg faktisk et kort øjeblik blev tændt af den hellige "taknemmelighedsbage-ild" måtte jeg efter en halv times vejen, røren og smagen på dejen erkende, at mængden af opvask ikke stemte overens med mængden af rabarberkage jeg nu kunne putte i ovnen.

Fandeme lige til at tude over!! Træt i benene med en overdimensioneret opvask i køkkenet, lagde jeg mig ind i sofaen igen igen og gennemførte 2. afsnit af "lig død i sofaen" forestillingen. Faktisk lå jeg SÅ død, så længe, at jeg glemte kagen i ovnen...SUK!

Nåh men hele mit cirkus fik alligevel den rigeligt bagte taknemmelighedskage, da de vendte hjem til mig igen kl. "sidst på eftermiddagen" med røde kinder, ingen fangede fisk, krudt i røven og et kærligt "er du blevet frisk igen mor?" 

Jeg var egentlig ikke meget friskere, end da de tog afsted, men jeg var mæt! Mæt af at være alene, mæt af slammad, mæt af lorteTV og mæt af kun at snakke en hel dag med en grøn bold og to dumme ben.

I dag har jeg det bedre, meget bedre! Jeg har trænet, fået tiltrængt behandling hos min fysioterapeut, snakket med et par gode venner, kun "ligget død i sofa" én gang og så har jeg faktisk købt en rød rose til billetsælgeren. Ikke fordi jeg leger 1. maj, men fordi jeg elsker ham... bare fordi!

Er der nogle af jer, som også bare har brug for at have en "lig død i sofa" dag nogle gange? Kan i gøre det uden dårlig samvittighed? eller...

Alle som er vokset op i en tid, hvor der blev kommunikeret med sedler i skolegården, og hvor svar fra den udkårne bestod af en lap papir med tre afkrydsningsmuligheder kan garanteret genkalde sig den hjertebanken,de svedige hænder og nogle gange fortrydelsen af det stillede spørgsmål, når papirlappen kom tilbage, krøllet, nusset og med et stort fedt kryds i NEJ-feltet...

Livet var så simpelt dengang og samtidig frygtelig ubarmhjertigt. Når man som 12 årig pige fik serveret de hårde, men samtidige utvetydige facts, oftest af den udkårnes ven (læs: håndlanger) ved cykelstativerne, så voksede knuden i maven prompte. Den famøse knude forsvandt først efter timers snak, gode råd og velmenende kram fra veninderne, som velvilligt lyttede og til sidst selv følte sig pænt "sympati-forsmået" af stodderen!

Hvorfor er mine barndoms "kærlighedsskærmysler" vigtige for andre end mig at vide noget om? Det er de såmænd heller ikke.... Men stemningen! Stemningen og følelsen, som det lille X fylder ens mave mave med er universel, og en følelse vi alle kender. Og det er DEN, altså knuden i maven, de fugtige håndflader og de nervøse varme kinder, jeg oplevede igen i en alder af 42, da jeg stod med min (imaginære) lap papir med de tre svarmuligheder nede hos Dr. Clooney i sidste uge.

Nuvel... Spørgsmålet var et andet end for 30 år siden (da jeg jo er godt gift), men følelsen, SUK! Jeg var i tirsdags mødt op til min halvårlige date med min skønne læge, Dr. Clooney. Temaerne for vores date var på forhånd defineret af mig hjemmefra, nemlig, Fuc**** Fampyra, søvnløshed, attak?, og endeligt det store "afkrydsningsspørgsmål":

Har jeg stadig attakvis sclerose?   

Søde dr. Clooney virkede til at have god tid i tirsdags, da jeg satte mig tungt i stolen overfor ham. Det retoriske spørgsmål, "hvordan går det så med dig Charlotte" var åbenlyst ret upassende. Han kunne nemlig med det samme se, at overfor ham sad "døden fra Lübeck" med stok og et mut udtryk. 

En times samtale med dr. Clooney kan faktisk koges ned til følgende sætninger fra cirkusdirektøren: "Fu** Fampyra, det virker jo ikke en skid", "Jeg er så træt, og sover så lidt, at jeg ikke kan fungere", "Hvis det ikke var et lille attak, jeg lige har haft, hvad er det så?" 

Clooneys svar var "Stop med Fampyra i en uge! Se om du får sovet om natten. Hvis du gør, så er det en bivirkning ved medicinen. Husk at Fampyra er ingen mirakelpille, og at du går betydeligt bedre end sidst, jeg så dig for et halvt år siden" 
Han er så klog ham Clooney, for nu har jeg sovet tre nætter i træk for første gang i 4 måneder. Til gengæld har jeg tunge ben, som driller. Vi er blevet enige om "klip en hæl, hug en tå", så jeg nu kun får Fampyra én gang i døgnet, men til gengæld en hel nattesøvn.

Den løsning er god nok for mig, og jeg er tryg ved konceptet, men også ret spændt på, om det fortsætter med nattesøvnen, og om mine ben begynder at lystre igen...

Clooney mente ikke, det er et lille attak, jeg havde for et par måneder siden, og klappede i sine hænder over, at jeg havde sagt nej til Medrol, når jeg heller ikke selv var sikker på det. MEN hvad var det så kære Clooney?? Svaret kendte jeg egentlig godt "For meget om ørerne med de omstændigheder, som jeres familie er budt lige nu Charlotte", var hans konklusion, og det har han såmænd nok ret i.

Tiden flyver afsted, når man taler om sig selv og der bliver lyttet og forstået. tre kvarter med dr. Clooney var gået og det var tid til at blive konfronteret med svaret på mit JA, NEJ, VED IKKE spørgsmål, om hvorvidt jeg stadig er attakvis... Jeg kiggede længe på ham, kunne mærke ventre ben sitre, tørrede de dryppende håndflader af i strømpebukserne og spurgte så:

"Okay, bare svar ja, nej eller ved ikke. Er jeg stadig attakvis?" 

Pulsen steg, og da Clooney kiggede mig dybt i øjnene og med et lille smil placerede et stort fedt og rungende  X i JA feltet, var mine håndflader ikke våde af sved, men tårer, udløbet mascara og lidt snot. Et JA fra Clooney betyder altså at jeg stadig må/kan få medicin, mod min sygdom. Jeg er så glad!! Jeg fik et JA! jeg fik et JA som svar på et af de svære spørgsmål, som jeg ville fortryde ikke at have stillet. Pludselig kunne jeg det hele. Jeg fik lyst til at ringe til veninderne fra dengang og invitere på en milkshake, så vi kunne fejre mit JA. I stedet kørte jeg hjem og fik en kæmpekrammer, et kys og en Gin/Tonic i solen på terrassen :-)