På en parkeringsplads på Haderslev Sygehus sad jeg i dag og skrev denne opdatering på facebook. Jeg er ikke den store tilhænger af bandeord og i særdeleshed ikke bandeord publiceret på cyberspace. Men i dag var undtagelsen, for jeg var indkaldt til en MR scanning...
Uden Bh og vielsesring lister jeg op og sætter mig i "vent her på MR scanning" zonen. En småbuttet mand i hvide træsko og ligeså hvidt hospitalsoutfit kommer mig smilende i møde og viser mig ind i et rum med et rør. Et rum med et rør fuld af kraftige magnetfelter.
"Charlotte, jeg har fået besked fra Sønderborg om, at jeg skal gi' dig den helt store tur i dag"! "
Den helt store tur, jeg skal sgu gi' ham den helt store tur!! Jeg fortæller ham derpå lettere hektisk, at jeg ikke er så vild med at blive MR scannet, at jeg plejer at fryse under seancen og at mit venstre ben "spasser" løs, hvis jeg ligger alt for stille alt for længe. Derudover vil jeg hellere have musik i ørerne end at ligge med ørepropper.
"Hvad kunne du tænke dig at lytte til?", spørger han, mens han finder tæpper og puder frem til mig. Jeg ender med op med noget 80'er -90'er noget, og får med et grin at vide, at jeg altså hverken må synge med eller vrikke i takt til.
Og her er det så filmen knækker, da jeg ligger der i røret og prøver at isolere de voldsomt bankende lyde fra magnetrøret jeg befinder mig i.
Første sang på playlisten er nemlig den sang som min elskede mand, billetsælgeren, spillede for mig, da jeg smaskforelsket for mange år siden fik diagnosen. Det er den eneste sang i verden, som har sat sig i maven på mig, på en måde, jeg ikke kan styre. Liggende der i røret, fastspændt med hovedet fastlåst og en krop som kæmper for at ligge helt stille, er jeg ikke i stand til andet end bare at lytte, mærke og lade tårerne flyde. Naturligvis mens jeg ligger HELT stille!
Den helt store tur, jeg skal sgu gi' ham den helt store tur!! Jeg fortæller ham derpå lettere hektisk, at jeg ikke er så vild med at blive MR scannet, at jeg plejer at fryse under seancen og at mit venstre ben "spasser" løs, hvis jeg ligger alt for stille alt for længe. Derudover vil jeg hellere have musik i ørerne end at ligge med ørepropper.
"Hvad kunne du tænke dig at lytte til?", spørger han, mens han finder tæpper og puder frem til mig. Jeg ender med op med noget 80'er -90'er noget, og får med et grin at vide, at jeg altså hverken må synge med eller vrikke i takt til.
Og her er det så filmen knækker, da jeg ligger der i røret og prøver at isolere de voldsomt bankende lyde fra magnetrøret jeg befinder mig i.
Første sang på playlisten er nemlig den sang som min elskede mand, billetsælgeren, spillede for mig, da jeg smaskforelsket for mange år siden fik diagnosen. Det er den eneste sang i verden, som har sat sig i maven på mig, på en måde, jeg ikke kan styre. Liggende der i røret, fastspændt med hovedet fastlåst og en krop som kæmper for at ligge helt stille, er jeg ikke i stand til andet end bare at lytte, mærke og lade tårerne flyde. Naturligvis mens jeg ligger HELT stille!
Efter 20 minutter bliver jeg kørt ud af røret med mascaren løbende ned af kinderne. Jeg er lettere forbavset over, at det allerede er slut, men dog kun indtil jeg får beskeden "Du skal lige blive liggende helt stille, så giver jeg dig lige et lille stik, så du kan få kontrastvæske. Væsken flyder med blodet og er ude af din krop om 24 timer"
WHAT!! Kontrastvæske, svedetur og et øre der klør... Det eneste gode ved det koncept er, at resten af playlisten indeholdt "I'm not an actor, i'm not a star..." "Lav sol over Århus" og andre ligegyldige ørehængere, som sikrede min abstraktion fra bankelydende og dermed fungerede som den bedste beroligelse.
Jeg er hjemme igen. Jeg er glad for, at det er overstået. Jeg har prøvet MR scanneren mange gange, men på underligste vis, når jeg hver gang at transformere mig til en dramaqueen med primitivt sprogbrug, hallucinationer om død og ødelæggelse og ikke mindst overbevisningen om, at jeg nok er den eneste som i så udpræget grad mærker ubehaget ved røret.
Jeg er kke den eneste med MR scanner nøkker. Jeg ved det, for mange, rigtig mange har sendt anerkendende "fuck" beskeder tilbage på min statusopdatering i dag.
Jeg er en pjatskid, men det vil jeg fucking skide på lige i aften ;-) God weekend til alle.
WHAT!! Kontrastvæske, svedetur og et øre der klør... Det eneste gode ved det koncept er, at resten af playlisten indeholdt "I'm not an actor, i'm not a star..." "Lav sol over Århus" og andre ligegyldige ørehængere, som sikrede min abstraktion fra bankelydende og dermed fungerede som den bedste beroligelse.
Jeg er hjemme igen. Jeg er glad for, at det er overstået. Jeg har prøvet MR scanneren mange gange, men på underligste vis, når jeg hver gang at transformere mig til en dramaqueen med primitivt sprogbrug, hallucinationer om død og ødelæggelse og ikke mindst overbevisningen om, at jeg nok er den eneste som i så udpræget grad mærker ubehaget ved røret.
Jeg er kke den eneste med MR scanner nøkker. Jeg ved det, for mange, rigtig mange har sendt anerkendende "fuck" beskeder tilbage på min statusopdatering i dag.
Jeg er en pjatskid, men det vil jeg fucking skide på lige i aften ;-) God weekend til alle.
RSS Feed
