Category: Sejre

Har du tjekket din mail mor?

11/10/2015

Tirsdag er en god dag. For om tirsdagen kommer Jeppe altid senere hjem fra skole, men altid i fantastisk humør. Jeg glæder mig hver tirsdag til at høre om hans dag. Ikke så meget skoledagen, for det er som regel den samme sang, der afspilles om det.

Nej, jeg glæder mig til at høre, hvordan eftermiddagen hjemme hos Elin er gået. Hver tirsdag når Jeppe har fri fra skole cykler han nemlig hjem til Elin, som bor på et af byens plejehjem her i Haderslev. Elin er på den rigtige side af 90 år og udover, at Elin er sød og sjov og har masser af engelske vingummier, så har hun også en sø, som Jeppe har fået lov at fiske i.

Det var faktisk sådan det hele begyndte. Jeppe skrev et brev til Elins datter i Silkeborg og spurgte om lov til at fiske i "Den hemmelige sø". Hun spurgte så til gengæld, om Jeppe ikke havde lyst til at besøge hendes mor (Elin) og lære hende "noget om computer". Det havde Jeppe!

Så når Jeppe og Elin mødes om tirsdagen på plejehjemmet, så bliver der nørdet. Elin har både lært at skype med sin datter i Silkeborg, gå på Youtube og så er Jeppe og hun blevet venner på Facebook. De er blevet enige om, at det er bedre end at være uvenner ;-).

I dag kom Jeppe hjem, og inden han havde stillet skoletasken og kylet skoene i skabet råbte han ude fra entréen "Mor har du tjekket din mail? Elin har vidst skrevet til dig".

Og det havde hun faktisk, seje Elin, som hverken er forskrækket for friske drenge på 13 år eller det nymodens pjat med teknik og internet.

Jeg stod i køkkenet med Jeppe hængende op af min højre skulder og læste. Elin havde skrevet en mail som gjorde mig både varm, stolt og taknemmelig.

Her er hvad hun skrev:

Hej Jeppes mor. Jeg vil lige sende en hilsen fordi jeg er meget glad for at Jeppe kommer og underviser mig. Det er han virkelig god til og meget tålmodig med mig gamle kone. Han er et kært menneske som helt sikkert kommer langt. Alle vores piger er også glade for at møde ham. Jeg håber du har det godt. Jeg kan forstå I alle trives i det gode Cirkus Holmboe. Venlig hilsen fra Elin.

Jeg har kun hilst på Elin en gang. Det er hende og Jeppe, der mødes og hygger. Men jeg føler, at jeg kender hende lidt, for Jeppe opdaterer os jævnligt med oplysninger om at "i morgen skal Elin til frisør" eller "igår var Elin til bridge". Hun er blevet en del af hans hverdag og noget af det han glæder sig til og godt kan li'.

Jeg er glad for, at være mor til en dreng som udover guitar, basketball, skateboard og skole også kan finde glæde i at møde "piger" på plejehjemmet.
Verden er ikke af lave. Hvis vi åbner vores øjne og sind, så er verden større end os selv.

Og jeg er glad for at Jeppe kender Elin og at Elin har tålmodighed til at blive undervist af Jeppe og lyst til at være sammen med ham.

1 Comment

Misundelse kan føles så godt og lyde så sødt!

5/4/2015

5 Comments

Denne "Søde og kærlige misundelse", som jeg oplever kan på ingen måde sammenlignes med den der grimme, forkerte og skamfuld følelse af "Det har hun fandeme ikke fortjent, men jeg siger det ikke højt!" Jeg oplever det helt anderledes, for alle mine misundelige venner bliver glædeligt hængende og vil både dele min begejstring og samtidig ha' mere af det misundelsesværdige - sammen med mig!

Jeg har nemlig fået (læs: købt!!) et "Lovehouse". Jeg har drømt om det i 8 år, og nu er det her. I min have.

Jeg kunne sagtens vælge at skrive en masse om, at mit "Lovehouse" er 12 kvm, isolereret, så det kan bruges hele året, og at jeg kan nyde både fuglesang og årets gang i haven på nærmeste hold siddende i den hjørnesofa, som vi har fået installeret derude. Men det vil jeg selvfølgelig ikke belemre jer med!! Der er ingen grund til unødigt at gøre jer misundelige på den bitre måde ;-)

Hvad jeg derimod vil forsøge med dette indlæg er at fortælle, hvad det mit nye hus har gjort ved min ruskede sjæl og desillusionerede krop. For at forstå betydningen af mit "Lovehouse" er nedenstående status på mit venstre ben og hjerne vist på sin plads:

Det der uregerlige dovne venstreben ik'?
Jeg har været så vred på det. Jeg har været så frustreret og næsten afmægtig, at jeg alt for hastigt nærmede mig "modløs og bange" segmentet. Jeg har haft lyst til at tage kvælertag på det latterlige ben, lægge mig ovenpå det og arrigt tvære knæet ned i gruset, mens jeg hvisler "nu styrer du dig fandeme, du gør! Så kan du lære det!!!! Og så hinke videre som sejrsherre, mens venstre benet ligger der og skammer sig og tænke over, hvad det har gjort!

Og den der hjerne! Den er ikke meget bedre...
Den har været så træt og svær at komme i nærheden af. Faktisk har den været så rædselsfuld egoistisk, at jeg for nylig glemte at komme på arbejde. Glemte at komme på arbejde!!! Det er fandeme mere flovt og kikset end at falde på arbejde!
Jeg blev (langt efter mødetid) ringet op af min kollega, som sagde "vi savner dig da i dag Charlotte. Er du ok?" Jeg kunne ikke rigtig gøre andet end at slå mig selv i hovedet, lægge mig fladt ud og mumle "Undskyld, undskyld undskyld! Det er bare det der hoved... Jeg skal nok tale med det, ok?!" Og det var ok. Bare ikke for mig!

Ihvertfald med de venner jeg har! De kommer lige for tiden strømmende hjem til mig for at hælde lidt af deres misundelse ud over mig.

Det føles rigtig rart og helt ok. Jeg nyder det i fulde drag og hælder glad kølig vin i vinglassene, mens mine venner hælder store mængder misundelses-sirup ud over mig. En sød misundelse, de besøgende har pakket flot ind i både begejstring og sætninger som "Det her, Charlotte, det under jeg dig af hele mit hjerte, (men jeg vil også ha'...)".

Men så kom glashuset! Som sendt fra himlen. På det helt rette tidspunkt! Nu har jeg pludselig fået et sted, hvor jeg kan være helt mig selv - mens jeg samtidig er tæt på mit cirkus. Et sted, hvor jeg føler, at tiden går i stå, og hvor jeg kan holde fokus og slappe helt af.

Jeg har læst (næsten) to bøger på to uger
Jeg lægger mig til at sove middagssøvn, mens fuglene synger for mig i søvn.
Jeg kan på nærmeste hold nyde alt i haven pible frem og blive grønnere og grønnere, mens jeg ligger helt stille og både er venner med mit venstre ben og min hjerne.
Der er stille - helt stille!

Det er så fantastisk, og jeg er så taknemmelig, både for mit hus, men i særdeleshed også for, at så mange gider at komme og hælde lidt sød klistrende misundelses-sirup ud over mig og vores elskede Lovehouse.

Jeg er ikke i tvivl om, at det her er den bedste investering for os i Cirkus Holmboe - også i mange år frem i tiden. Jeg modtager gerne besøg :-) Men meld lige din ankomst inden ik', så der er kaffe på kanden, og jeg er vågnet fra min middagslur!

5 Comments

Idyl til kvalmegrænsen!

10/4/2014

7 Comments

At vågne kl. 8.30 er for mig det samme som at ønske sig fødselsdag to gange om året og få ønsket opfyldt.

Jeg var derfor både glad og frisk, faktisk meget frisk, da jeg vågnede i morges (kl. 8.30 jo). Jeg blev så endnu gladere, da jeg til min store fryd opdagede, at det i dag er den 4. oktober og dermed den svenske KANELBULLENS DAG.

Det skal her lige indskydes, at jeg ingen tilknytning har til Sverige overhovedet - kender faktisk ikke engang alle de nedrige vitser om svensken, som kjøbenhavnerne kan bedre end deres 4 tabel. Men fejres skal, hvad fejres kan! Og DET skulle kanelbullen i dag i Cirkus Holmboe. Mellemsteartisten og jeg fandt opskriften her hos Frk Kræsen!

Dejen skulle hæve, solen skinnede og jeg foreslog (læs: opfordrede kraftigt) de to yngste artister til en tur ud i solen. Vi planlagde et par timer i solen med aktiviteter som mine ben også kunne være med til - nemlig andefodring (ligesom dengang de var små) og indsamling af kastanjer (øøhh ligesom dengang de var små)

Drengene fandt fluks lidt brød i skuffen, som både var tørt og lidt grønt i kanten. To poser til kastanjer røg i baglommen og afsted det gik ud i solen.

Det rigtig smarte ved konceptet "fodr en and, saml en kastanje" er, at jeg ikke skulle tage mange skridt, men blot nyde den smukkeste efterårslørdag formiddag i godt selskab med mine elskede drenge.

Ænderne var mætte inden vi kom, men pyt... Vores poser var ikke store nok til alle de kastanjer som lå på jorden og også ramte os i knolden, men pyt med det...

Vi havde en fantastisk formiddag - simple as that!

For at I ikke skal kaste op over al denne idyl som overgår Cirkus Holmboe denne solrige 4. oktober, så har i her et billede af de Kanelbullar, som nok nærmere skal findes i kategorien "Kanelhundelorte". Men de smagte altså godt :-)

Bonusinfo: Til jer som vil være med, så har Cirkus Holmboe i dag besluttet, at hvert år den 6. november er udnævnt til OFFICIEL RUTEBILSLAGKAGEDAG".

7 Comments

Lugten af dødt håndklæde!

9/26/2014

12 Comments

Jeg lyver lidt for meget lige for tiden. Jeg lyver om ting, som jeg ville ønske var sandt. Jeg er vel nærmest at betragte som sådan en slags storyteller... Jeg fylder lidt på og trækker lidt fra. Jeg lyver og tænker, at så glider det hele lidt nemmere. Det fungerer egentlig meget godt. Folk smiler, nikker og forstår mig godt. De ved jo ikke, at det er løgn! Men ingen skal ha' grund til bekymring... så jeg lyver lidt!

Jeg bruger mange ord, lyveord. Jeg prøver vist nok mest af alt at overbevise mig selv om, at det ikke er løgn, alle de ord, jeg fortæller i køen ved købmanden, til veninden der ringer og spørger til mig og endda til min elskede mand, som jeg ved HAR gennemskuet mig.

Jeg fortæller ivrigt og smilende til Gud og hvermand, at det er rigtig dejligt og forfriskende at være begyndt på arbejde igen. At jeg godt kan overskue det, når bare først liiige jeg er kommet i gang. Jeg bilder også både mig selv og andre ind, at jeg virkelig har trængt til at komme ud og i sving, så jeg ikke bare skal røvkede mig derhjemme helt alene!

Sandheden er bare, at jeg ikke kan overskue det, at jeg ikke får trænet (for det lyver jeg såmænd også om..).
Min krop trænger til træning, men jeg kan ikke overskue at bruge tiden på det, når jeg på mine fridage istedet kan slappe af og lade op. Sandheden er også, at jeg ikke sover om natten, fordi der er så mange tanker om dagen i morgen og overmorgen og dagen efter...

Sandheden stinker!

Den stinker som et selvdødt vådt håndklæde glemt en uge i idrætstasken.

Sandheden er nemlig, at jeg lige nu ikke kan få enderne til at nå sammen. Hverdagen føles nærmest lidt som et par joggingbukser, hvor snoren er blevet trukket for langt og kun den ene ende er synlig, mens den anden gemmer sig inde i linningen... Det er for bøvlet at ordne "snor-problemet", så jeg hiver lidt op hele tiden, for ikke at stå med røven bar.

Meget kan man sige om billetsælgeren og mig. Men vi er et godt team! Mens jeg lyver om, at alt er fint, får vi både smurt madpakker, lavet mad, støvsuget, hjulpet med at regne med uægte brøker, kørt til bordtennis, trommer, guitar, på arbejde - alt det får vi gjort, endda helt uden at behøve at snakke sammen. I lørdags magtede vi endda at snakke forbi hinanden!

Denne snakken forbi hinanden resulterede i ytringer som "hør lige dig selv..." og "du er så sgu så dum at høre på". Når der går børnehavesnak i den ala "så kommer du bare ikke med til min fødselsdag", så går vi en tur!

Det har vi altid gjort og det gjorde vi også i lørdags! Eller rettere vi gik lidt, sad lidt på cykelstien, gik lidt og sad lidt på cykelstien, hvor jeg bandede og svovlede over, at jeg fandengalemig ikke engang kunne gå en tur for at forsone uden at sidde på en cykelsti og samle kræfter, mens folk cyklede forbi, hilste pænt og undrede sig!

Der blev renset ud på den tur. Forventningsafstemt. Jeg skulle stoppe med at lyve - både over for mig selv og ham! Vi skal finde tid SAMMEN. Altså sammen som i "Du og jeg" og "os to". Vi skal se hinanden, lytte til hinanden "du og jeg" og "os to".

Men så blev det alt for hurtigt mandag igen med lang arbejdsdag, trommer, bordtennis, guitar, madpakker, brøker uden fællesnævner og og og... Godmorgen og godnat!

Da vi nåede onsdags havde jeg helt ondt i maven ved savnet efter billetsælgeren og vores "du og jeg" og "os to". Så jeg allierede mig i går med den evigt trofaste seniorartist til at hente artister, køre til tandlæge og hjælpe med lektier. Artisterne og jeg lagde i går morges en hemmelig plan om, at de selv lavede aftensmad, købte bland selv slik, drak cola på en torsdag og puttede kl. 21 på madrasser i stuen Og så kørte jeg kl. 14 til Kolding, hvor billetsælgeren underviste!

Jeg havde pakket slik, kaffe, cola, sandwich og frugt og vigtigst af alt indtaget en pille, som forhindrer sclerosetrætheden i alt buldre løs. Alt dette havde jeg pakket, fordi jeg ville med ham, jeg elsker til Solrød Strand, hvor han skulle holde foredrag om aftenen!

Han fik et chok. Lige dér midt i et alt for varmt klasselokale. Og reagerede med at give mig det største længste knus uden at tale til mig eller forbi mig! Vi var to på tur. En tur til den anden ende af landet en torsdag aften med snak, grin, mere snak (uden afbrydelser).

Jeg lyver stadig lidt. Det er svært at lade være. Men jeg husker sandheden. Og jeg siger den højt... også selvom den lige nu lugter af dødt håndklæde.

ps. jeg ved ikke hvordan et billede af en løgn eller et dødt håndklæde ser ud, så derfor er dette et indlæg uden billeder :-)

12 Comments

Jeg mærkede en forskel!!

9/12/2014

2 Comments

I dag har jeg været på arbejde for første gang i et halvt år! Nøj, hvor har jeg været spændt.

Det er altså rigtig lang tid - et halvt år. Lang tid, fordi jeg hele tiden har haft lidt dårlig samvittighed og hele tiden selv har skullet mærke efter, hvornår jeg mente at være klar til at komme i gang igen. Det er så svær en beslutning, for hvad nu hvis jeg overvurderer mig selv og mine kræfter.

Men nu er det nu, og jeg er i kommet i gang - GODT i gang!
Det har ganske enkelt været den mest forrygende dag med et hav af oplevelser, som jeg absolut ikke forventer bliver en del af min daglige gang på arbejdet...

Klokken er lige nu 21 og jeg er supertræt, men jeg har jo lovet jer at fortælle om min 1. arbejdsdag, så i må tage til takke med at jeg nøjes med at "highlighte" nogle af de mest spektakulære begivenheder, jeg havde i løbet af min fire timers arbejdsdag i dag.

Borgmesterkys

Efter at have drukket en kop "nu er jeg tilbage"kaffe og få en hurtig (og hyggelig) update af to af mine pragtfulde kolleger, stødte jeg ind i en smilende herre, som gav mig hånden og glad sagde "hej Charlotte", hvorpå han gav mig et kys på kinden! Det var min borgmester, som kunne huske, at jeg for nogle måneder siden var troppet uanmeldt op på hans borgmesterkontor og havde "forlangt" et grønt kys af ham (og for den sags skyld alle de andre mandlige byrådspolitikere...)

Skønne kolleger, frokost og udsigtssol

Så var dagen ligesom skudt i gang ik? Nåh men jeg har også holdt møde med min skønne kollega, Susanne, som i over en time fik marineret mig ind i tryghed, gåpåmod og glæde over at være tilbage. Frokosten blev indtaget i solen med udsigt til Haderslev Fjord i godt selskab sammen med mine kolleger, som påstod, at de havde savnet mig :-)

Udover at kysse med Kommunens chef og nyde mine kollegers selskab har jeg altså også siddet og arbejdet lidt og fået en enkelt kop kaffe (eller to...)

Nåh, men intet varer jo evigt, og heller ikke min arbejdsdag. Jeg havde dog ikke forventet ligefrem at blive SMIDT ud via nødudgangen! Dette var dog ikke desto mindre, hvad der skete 10 minutter i "tak for i dag".

"Dette er en nødsituation"

Jeg vil gerne indledningsvis pointere, at jeg IKKE havde hevet i nogen som helst form for NOTRUF snor, men pludselig bimlede og bamlede det på alle fire etager i VUC og en meget myndig stemme sagde over højttaleren (på tre sprog), at:
"Dette er en nødsituation! Alle bedes forlade bygningen via nødgangene".

Og det gjorde vi så. Samtlige medarbejdere tog trapperne ned. Jeg befandt mig på det tidspunkt på fjerde sal, så jeg fik testet mine bens "trappefunktion", som viste sig at være ok i dag. Jeg hilste på falckbilerne og tog så hjem med beskeden om, at det blot var falsk alarm.

På tirsdag skal jeg på arbejde igen, og om jeg er spændt på, hvad den dag bringer?? Ja det tror jeg nok, jeg er :-) Jeg er en glad og taknemmelig cirkusdirektør - ja jeg er!

Det kan da godt være, at jeg ikke gjorde en forskel i dag, men jeg MÆRKEDE en forskel, og det er nok for mig!

2 Comments

Hvad kan jeg gøre for dig?

8/26/2014

2 Comments

Det er ret sent og jeg er ret træt, men jeg er simpelthen så glad og lettet, at jeg bliver nødt til at dele den følelse med hele verden, inden jeg lægger mig til at sove om lidt.

I dag kl. 10 skulle jeg mødes med min chef. Jeg har ikke set ham i flere måneder på grund af den her forbandede sygemelding, som har gjort et indhug både fysisk og kognitivt.

Vi skulle snakke "Charlottes retur til virkeligheden... hvornår, hvordan og måske hvorfor". Jeg var derfor spændt og lettere utilpas inden det her møde. Ikke fordi jeg har en dum chef, men simpelthen fordi følelsen af at vide, at jeg ikke er ansat på lige vilkår med "alle de andre", og derfor ikke magter de samme arbejdsopgaver er evigt påtrængende og så svære at forklare. Dette, og så den her sygemelding oveni, får mig til at blive så lille og usikker på både job, mig selv og hvad folk tænker om mig og min "samfundsindsats".

Nåh... men vi gav hinanden hånden, chefen og jeg og fik placeret os over for hinanden, mens jeg fik bøvlet stokken på plads. Han indledte med at sige noget om, at det var godt at se mig igen og at det var længe siden, og SÅ kom ordene, som jeg har tænkt over hele dagen "Hvad kan jeg gøre for dig Charlotte"

Hvad han kan gøre for mig?? Det spørgsmål havde jeg jo ikke ligefrem indregnet i den lille "tale", jeg forberedte i morges inden afgang...

Det han kan gøre for mig, er at være den chef, som han viste sig at være i dag. Han lyttede, nikkede, noterede lidt ned og sagde "Det var da dejligt! Det vil vi glæde os rigtig meget til, for du er savnet" da jeg proklamerede, at den 12. september kommer jeg tilbage fra en sygemelding, som har været nødvendig, men virkelig virkelig svær at forene sig med. Jeg har været fyldt op med dårlig samvittighed, en følelse af at være overflødig og ligegyldig. Allermest har jeg været rastløs på sådan en underlig zombietræt måde, som intet godt bringer med sig.

Vi har lagt en plan for mig, når jeg kommer tilbage. Vi lagde den sammen, og jeg er helt tryg og glæder mig ligefrem, til det bliver den 12. september.

Jeg glæder mig også helt vildt til at se mine kolleger igen, for de var slet ikke ligeglade med mig i dag. De så mig, krammede mig, hentede kaffe til mig, og de sagde faktisk også, at de glæder sig til jeg kommer tilbage. Jeg føler mig lidt savnet lige nu. Det er en fantastisk følelse, som jeg vil holde fast i. Jeg har besluttet, at det SKAL fungere at komme tilbage på arbejde. Trods usikkerheden og den periodevise utilstrækkelighed, som jeg nok ikke slipper helt for, er jeg sikker på, at det bliver ok!!

Min skønne kollega, Susanne, sendte mig en sms i går og en i dag. Nogle rigtige "glad i låget" sms'er, som i høj grad får mig til at følge mig værdsat og ligeværdig.

I dag var der nogen der gjorde noget for mig. Noget godt, noget trygt og noget som stensikkert vil være med til at få mig tilbage i virkeligheden med et smil på læben og en rank ryg. Jeg er nemlig noget værd. Det kan da godt være, at jeg ikke kan det samme som mine kolleger, men jeg bilder mig ind, at så kan jeg noget andet, som også er noget værd!

Vi har spist kage i dag!! Godnat og sov godt :-)

2 Comments

Sød musik og tja tja tja

8/23/2014

0 Comments

Jeg har haft den bedste fredag! Faktisk en fredag som forvandlede sig til en ligeså fantastisk lørdag. Jeg vidste, at den ville blive god, den her weekend, men ikke at den ligefrem ville udvikle sig til noget uforglemmeligt!

Jeg var nemlig til en vidunderlig fest. Min veninde, som har påtaget sig rollen som min ugentlige "lufter" skrev en sms i går kl. 18, som jeg først så i morges, fordi:

Det var virkelig så skøn en fest. Vores venner holdt 40 års fødselsdag med alt, hvad man kan ønske sig. God mad, festlige folk, fantastisk musik, dans og fri bar.

Jeg har egentlig forlængst affundet mig med, at det der dansen er noget der hørte min ungdom til. En ungdom hvor jeg efter en aften i byen havde bylde-ømme fødder, svedte som en hest og væltede i seng med en dansende rytme i hele kroppen som umuliggjorde konceptet "1,2,3 SOV"

Denne antidanse-kendsgerning var derfor også udslagsgivende for, at jeg i går aftes lagde ud med at sidde længe på min plads som en bly viol, som nøjedes med at slå takten med hånden på låret nippende til en cola. Der var fyldt op på dansegulvet og der blev danset, som var det årets sidste fest. Jeg blev faktisk ikke budt op, men havde egentlig også tænkt mig at trække sclerosekortet, hvis nogen havde "vovet" at spørge mig.

DJ'en proklamerede pludselig fællesdans, og så tog jeg mod til mig. Mine stive ben og jeg fandt en plads i rækken af boogie woogie entusiaster. Billetsælgeren stod i baren og smilede til mig, da jeg placerede mine arme om personen foran mig. Åh hvilken lykke! Jeg lavede de samme fjollede dansetrin og i samme rytme og tempo som de andre. Det er jo ikke så svært, når man gør ting i flok. Boogie Woogie dansen gik på et splitsekund fra at være min ultimative "plat dans" til at indeholde mine yndlingsdansetrin ("så tar vi højre arm frem, så tager vi højre arm tilbage og så ryster vi den lidt... Åååååh boogie woogie woogie HEY".

Opløftet af mit mod og min succes på dansegulvet spottede jeg efter boogie woogie seancen billetsælgeren stadig smilende oppe i baren. Han stod sammen med en lille skare af andre mænd, som ikke havde "boogie woogiet". Jeg overbeviste ham om, at "dansning" er det eneste rigtige og virker livsforlængende. Jeg ved ikke, om han troede på det, eller om han forbarmede sig over sin meget engagerede kone, men Åh, hvor fik vi danset og danset og danse...

Jeg dansede i strømpesokker og vi dansede tæt (nødvendigt). Vi fik også drejet lidt rundt om os selv og hinanden (ikke nødvendigt). Allervigtigst, så blev vi enige om, at der i vores repertoire ikke findes nogle regler om, at man SKAL bevæge benene under dans. Det er faktisk nok at bevæge hofterne og armene lidt ekstra :-)

Hvad artisterne lavede, mens de voksne udviklede dansetrin?

Joooh de hyggede hjemme i teltet med madrasser i stuen, dyner, film, chips, cola, slik og havde ingen fast sengetid. De havde sågar pyntet op med lyskæder og god karma. Livet er godt!

Nåh men jeg skal videre til gadefest i aften med helstegt pattegris og det hele, så tja tja tja fra mig og god weekend.

0 Comments

Jeg har et job og et sikkerhedsnet - det skal sgu nok gå!

8/20/2014

0 Comments

I går skrev jeg, at jeg er sygemeldt. Jeg skrev også, at jeg fik et spark i røven af min nabo. Det spark fra i går mærker jeg endnu. Det føles ligeså godt i dag og har betydet, at jeg både har vovet mig på café en times tid med en skøn veninde i dag og også har fået skrevet en vigtig mail.

En mail som jeg længe har haft så meget lyst til at kunne sende afsted. Det har jeg ikke kunnet gøre, for bevidstheden om, at det ville medføre et kolosalt los i skridtet på mig selv snarere end et rart spark i den rigtige retning har afholdt mig - lige indtil i dag!

Mailen var til min chef! Jeg bad om et møde, så vi i fællesskab kan lægge en plan, så jeg kan komme tilbage til virkeligheden igen. Virkeligheden uden "gi' op" tøj og humørmad. Virkeligheden, hvor jeg går i bad om morgenen, kører artister i skole og tager på arbejde! Min chef svarede:

Tirsdag er fin med mig! Det betyder, at jeg på tirsdag kl. 10, skal mødes med den virkelighed, som indtil for 1/2 år siden udgjorde en stor del af min hverdag. Mit arbejde som i al sit fravær har fyldt mig (og stadig gør det) med en blanding af dårlig samvittighed, usikkerhed, kampgejst, forvirring, rastløshed, modløshed har nu endelig også pustet til lysten til at være sammen med både kursister og kolleger.

Jeg er rigtig spændt! Men jeg er faktisk også ret nervøs, for hvad nu hvis sclerosen og jeg ikke kan enes? Og hvad hvis vi slet ikke formår at forventningsafstemme konceptet med at gå på arbejde igen?? Jeg bilder mig ind, at jeg er beredt! Beredt på at det bliver hårdt, klar over at jeg skal huske at prioritere og superbevidst om, at det bliver en udfordring af de helt store ikke bare at kunne trække stikket for en stund, når både krop og hjerne kalder på ro og pause.

Jeg har min egen "backinggroup" i mit cirkus og blandt mine venner, som holder øje med mig og "min vejrtrækning", så jeg har mindre og mindre behov for at tvangsrecitere "det skal sgu nok gå, det skal sgu nok gå...."

Jeg mærkede det der med min backinggroup så sent som i dag, da der i formiddags poppede en sms op fra min søde, empatiske og altid opmærksomme træningsven Annelise

Annelise er en af den slags mennesker, som ser andre, lytter og som samtidig er så god til at give et spark i rø... som forunderligt nok føles som et blidt og kærligt strøg over kinden.

Billetsælgeren ringede i dag ved 13 tiden, da jeg befandt mig inde i byen. Han sagde "du har haft besøg af en, der hedder Annelise! Hun stak mig nogle hjemmebagte boller og nogle vildt lækre cookies, smilede og bad mig hilse dig... Du har sgu fat i noget af det rigtige med de der venner mutti Holmboe"

Jeg er en heldig én. En meget heldig én! Jeg har både en backinggroup og et sikkerhedsnet. Jeg ved, at jeg aldrig kommer til at lande tungt med snuden i jorden, men hvis jeg skulle snuble, så vil jeg altid have nogen som samler mig op.

Alle har brug for en backinggroup og et sikkerhedsnet - og alle har fortjent at have det, for ingen skal tilbringe al tid i "gi' op" tøj! Et spark i rø..., lidt pænt tøj og milde tanker om virkeligheden udenfor matriklen har de sidste par dage gjort underværker for mig!! Jeg er meget snart klar til at tage turen ud i den der "arbejdsvirkelighed".

Det skal sgu nok gå!

0 Comments

Farmors bruseforhæng

7/30/2014

0 Comments

På badeværelset i mine svigerforældres sommerhus hænger der et bruseforhæng. Det gør der i princippet på mange badeværelser. En morgen i sommerferien var jeg væltet ud på toilettet kl. "alt for tidligt"og sad og kiggede søvnigt på Nuser, som pryder dette forhæng. Tankerne gik.. Hvad skal jeg skrive om min ferie? Hvad er bare helt vildt ligegyldig info for andre at vide noget om? Skal jeg være kronologisk, som i "i dag fik vi morgenmad kl. 9.15, gik til stranden kl. 11.20 og sov til middag kl. 14, dejlig dag med masser af sol og søde børn!"

Nuser gav mig svaret! Skidesmart badeværelsesforhæng, som farmor har!

Dette blogindlæg bliver derfor ikke en kronologisk beretning om min sommerferie, men derimod en potpourri over de stemninger og følelser, som Nuser og jeg er blevet enige om bedst kan tegne et fyldestgørende billede af denne sommerferie i Cirkus Holmboe. Denne ferie som er blevet tilbragt i sommerhus både på Falster og Tversted samt en hel masse hjemme i teltet har mildest talt indeholdt lidt af hvert.

Træt

Jeg er træt. Ikke træt af ferie, for det er jeg tigtig sej til. Heller ikke bare sovetræt, men også hjernetræt, kropstræt, tænketræt, overskudstræt og og og.... Det er noget af det mest invaliderende og irriterende ved den her sygdom, at når jeg endelig har ferie sammen med mit cirkus. Aftaler er svære at lave og ikke mindst holde, for hver dag er en ny marathon i at navigere udenom træthedsspøgelset og huske at dukke sig for "hammeren i hovedet".

Jeg er ikke den eneste, som har været træt, men resten af min flok har vist mest bare været lidt træt AF det, når aftaler laves om og jeg ikke vil love noget for morgendagen.

Ked af det

Denne sommerferie har på mange måder været en øjenåbner for mig. Der er så mange ting, som jeg ikke "bare lige gør" længere. Alt skal planlægges bedre, mere grundigt og altid med en plan B i posen. Jeg bliver ked af det, når jeg insisterer på, at være med på lige vilkår som de andre, og så oplever, at det kan jeg ikke længere, uden at skulle give slip på noget andet.

Jeg er vild med at slå græs - det kan jeg bare ikke mere.
Jeg elsker at cykle, men oplevede i sommerhuset, at det gør min balance ikke, så pludselig kunne man finde cirkusdirektøren med benene i vejret nede i en grøft.
Jeg nyder helt vildt at være længe oppe uden planer, men det ødelægger dagene efter.
Jeg elsker at skrive og læse, det er bare blevet så forbandet svært at bevare koncentrationen og overblikket.
Jeg elsker at gå langs stranden med mit cirkus, men har i år erfaret, at det med at køre bilen helt ned til stranden sammen med alle de andre tyskere langs Vesterhavet passer mig rigtig godt.

Og derfor er jeg er ked af, at jeg ikke har den luksus at kunne ignorere sclerosens tarveligheder og benspænd.

Kærlighed

Jeg elsker elsker elsker, at vi til trods for bump på vejen, stejle bakker og rødt lys har haft en dejlig ferie med masser af oplevelser. Jeg er gang på gang blevet bekræftet i, at det bare at opleve SAMMEN er det vigtigste. De største guldstunder har faktisk været på terrassen med et spil kort eller en dukkert ved havet.
Vi hepper på hinanden og kan meget mere end forventet, når vi står sammen. Jeg nyder, at mit cirkus ikke betragter mig som en klods om benet, men højst som et par sammenbundne snørebånd, der betyder lidt langsommere tempo og små skridt. Jeg giver C. G. Jung ret "Et bevidst fællesskab - ikke bare et fællesskab - er det eneste, der kan give mennesker et tilfredsstillende liv.

Overrasket

Overrasket kan vel nærmest betragtes som mit mellemnavn i denne sommerferie. Der har både været overraskelser, som har høstet bifald og anerkendelse, men så sandelig også overraskelser, som har givet blå mærker og imaginære spark i skridtet. En af de ting som jeg til stadighed kan blive overrasket efter 18 år med diagnosen er, at der er så store variationer i min dagsform og ikke mindst i hvor høj grad jeg ville ønske at min vilje har indflydelse på succesraten af de ting jeg laver.

Sulten

Jeg har spist mange IS! og drukket lige tilpas mange kolde øl! På lige præcis dette punkt er ferien i år lige som den skal være :-)

Vred

På Tversted Marked, en årlig tilbagevendende begivenhed, som Cirkus Holmboe tager til og ligeså tilbagevendende skuffet tager hjem fra, nåede et nyt højdepunkt i år. Eller rettere et lavpunkt! Tre artister, billetsælgeren og jeg tøffer rundt med indlagte pauser og forsøger at navigere uden om de horder af mennesker, der ligesom os bruger en formiddag mellem skrammel, ubrugelige sager, man ikke anede man ikke kunne undvære. Jeg har min stok i venstre hånd, billetsælgeren ved min side og de tre artister 10 meter bag os! Det er varmt (som i rigtig hot), og vi har netop besluttet os for at tage hjem, da.. SLAM!

Jeg falder ligeså lang jeg er, fordi mit venstre ben "klapper sammen". På min hastige vej mod jorden, vrikker jeg om på anklen, hæver min stok i et ubehjælpeligt forsøg på at holde balancen og ... smadrer den derpå ind i nakken og skulderen på billetsælgeren, der ligeledes dratter omkuld TADAAA!!

For fanden da også!! Tre artister når knap at opfatte cirkusnummeret, før folk skynder sig hen for at hjæl...

Nej de gør sgu da ej! Ikke en eneste rører sig ud af flækken for at hjælpe "damen med stokke" eller manden som hun på grundigste vis har slået i jorden.

Nuvel folk kigger, undres og hvisker lidt sammen. Men ikke én tilbød deres hjælp eller turde spørge om "alt var ok". ØV og samtidig temmelig forudsigeligt egentlig.

Jeg kunne efterfølgende ikke støtte på mit ben, var flov, ked og faktisk også vred over, at ingen gjorde noget som helst. Biletsælgeren hev en håndfuld mønter op af lommen, sendte artisterne afsted efter (mere) slik, tog mig under armen og placerede mig på græsset udenfor et øltelt med en kold fadøl, mens han kom til sig selv.

Stolthed

Jeg er i al ubeskedenhed ret stolt over, at jeg trods mine større og større udfordringer udi at holde balancen både fysisk og psykisk har en familie som ikke bremser mig, men tror på at jeg kan! Jovist går det langsomt men tydeligere og tydeligere op for mig, at sclerosen ikke kan ignoreres, men skal tages alvorligt og lyttes til.

Jeg bliver (nogle vil sige alt for tit) tændt af den hellige ild over alle de muligheder, der ligger lige foran mig og over alle de planer jeg kan nå at lægge, når en lang sommerferie ligger klar til at rulles ud foran fødderne på Cirkus Holmboe.

To gange i den her ferie oplevede jeg længslen efter at kunne det samme som min familie overstige angsten for at turde prøve noget vildt og uoverskueligt.

Jeg tog turen ned af alle alle trapperne på Møns Klint - fandeme! og også op igen. Jeg gjorde det! Det var hverken dagens bedste tid eller som vinder udi disciplinen "kunstnerisk udfoldelse", men jeg gjorde det! Det var i den grad en fysisk sejr!

Den psykiske sejr oplevede jeg, da jeg sammen med ældsteartisten og mellemsteartisten satte mig ned i en kano og padlede tre timer i solskin på smukke Uggerby å med to pubertetsramte unge mennesker, som både gennemgik faser af larmende tavshed, dybe suk men også højt humør og kampgejst. Vi zigzaggede os igennem en eftermiddag på åen, smilede undskyldende til de andre kanoer mens vi i takt sagde 1 2 3 Træk 1 2 3 træk!

Det kan da godt være at yngsteartisten og billetsælgeren var nødt til at vente på os gentagne gange siddende i deres kano. De havde også tid til både at spise kiks og drikke saftevand, mens vi kæmpede. Vi klarede det. Selvfølgelig gjorde vi det. Og det er jeg stolt over:-)

0 Comments

Depression er ikke bare dårligt humør!

6/23/2014

2 Comments

Lige præcis i dag er det ni år siden, at jeg fik hjælp til at komme i gang med livet igen. En voldsom depression og et massivt attak som supplerede hinanden på ondeste vis betød, at jeg fik brug for hjælp. Professionel hjælp og meget af det.

Jeg har tænkt meget over, om jeg skal poste det her indlæg, men jeg vælger at gøre det, for at være med til at skabe håb og tro på, at med den rette hjælp, så skal det nok gå!

Jeg er den, jeg er i dag, fordi jeg fik hjælp fra de rigtige, omsorg fra mine nære og fordi jeg, selv når det var rigtig skidt, fastholdt troen på, at "Det skal nok gå"

Jeg havde i sommeren 2005 været syg i nogle måneder, men slog det hen med, at jeg jo lige var startet på nyt arbejde med dertilhørende stress og udfordringer. Jeg mærkede ikke efter overhovedet, men betragtede blot situationen som "mit liv lige nu" og tog ugentligt min sclerosemedicin, som passificerede mig et døgns tid. Ikke engang de vognstangsvink, som jeg fik fra familien om vedvarende opkast og vægttab, indelukkethed, træthed og opgivenhed bed på mig, og fik mig til at søge hjælp.

Blogindlægget her indeholder uddrag af den dagbog, jeg skrev under de første tre dage af min ni dages indlæggelse på Psykiatrisk afdeling i Haderslev, hvor jeg blev indlagt på grund af en klingende depression. I dagene op til, var jeg indlagt på medicinsk afdeling, fordi jeg ikke kunne holde maden i mig og havde et stort vægttab (som følge af et attak, viste det sig senere)

23.6.2005
Ude af medicinsk afd. og ind på psyk. P2.

Det har været en meget hård dag i formiddags. Jeg har været helt kraftløs. Mor har været på afdelingen fra morgenstunden og er en kæmpe støtte.

Jeg kan græde for første gang i dag, hvilket jeg føler, at jeg har gjort 1000 gange.

Jeg fik kl. 11.30 at vide ovre på medicinsk afd., at jeg måtte komme på Psyk P2, hvis jeg holdt maden i mig (pyha det var svært, bræk smager altså skidt, når jeg skal synke det for ikke at blive opdaget). Men jeg VIL være rask, og det kan jeg kun blive, hvis jeg får hjælp!

Jeg begyndte at spise lidt i går aftes. Martin (lægen fra afd. 10) lovede, at hvis jeg spiste, uden at det kom op igen, måtte jeg komme over på Psyk. P2 hurtigt. Jeg har holdt maden i mig (eller i hvert fald sunket det igen i al hemmelighed)

Temmelig meget kvalme, men nu er jeg her på Psyk! Mor kørte kørestolen med mig herover , mens jeg bad hende om at snakke hele tiden om alt og ingenting. Hun blev her helt til kl. 15.40. Så skulle hun hjem og lave Sankt Hansbål for mine elskede børn. Da hun var gået, fik jeg det pludselig meget godt og kunne selv sætte mig i en stol. Hvilken fryd. Ååh den forbandede kvalme og træthed…

Lægen kom kl. 16.30 sammen med min elskede Peter. Hun spurgte om en masse, og jeg kunne faktisk holde fokus, selvom jeg havde kvalme og rystede helt vildt.

Peter kørte mig en lille tur ude i gårdhaven i solskinnet. Det var dejligt. Han græd og jeg græd. Jeg håber og tror på, at vi kommer ud af dette med skindet på næsen.

Allan, som er sygeplejerske, har været her i aften. Han er god at snakke med. Jeg er i aften fortrøstningsfuld og VIL KÆMPE for at komme den her lortedepression og attaket til livs. Jeg vil bare blive rask.

Jeg er bare lidt bange for kikkertundersøgelsen i morgen, men DET SKAL NOK GÅ!

Godnat

24.6.2005
”Det skal nok gå” var afskedsordene i går – Lige nu kl. 16.15 er jeg HELT nede. Jeg har lige meldt afbud til familien og har megakvalme. Jane som er sygeplejerske har lige været her og siger, at jeg skal flytte fokus fra kvalmen og over på at skrive – det være hermed gjort. Det hjælper allerede lidt…

Jeg har ondt af Jeppe og Freja, men Peter siger at de har det helt fint. Det er så godt, at de har hinanden derhjemme og kan finde ud af det. Jeg burde gå i bad nu, men tør ikke, hvis kræfterne ikke slår til og kvalmen tordner tilbage. Fuck da også!

Min morgen startede ellers så fint. Jeg vågnede kl. 5.15 efter en hel nats søvn med sovepiller til hjælp (hold nu op, hvor mit ben ryster – SLAAAAP AF) Jeg ringede til Peter kl. 6.30 og fik lov til at snakke med Jeppe. Jeg spurgte om han havde lyst til at besøge mig i dag. Han blev helt pjattet og strålede som en sol. Freja ringede lidt senere og ville glæde sig. God morgen!

Jeg tog alene til kikkertundersøgelse med en sygeplejeelev, Bettina. Det var meget ubehageligt, men jeg fejlede ingenting i maven. Jeg var et helt nyt menneske, da det var overstået. Sikken lettelse. Jeg har ligget i sengen rigtig meget af dagen og småsovet med kvalme. Det eneste jeg skal fokusere på lige nu, er at DET SKAL NOK GÅ!!

Øv for fanden!! Kl. 16.45 kastede jeg op og ringede efter Jane (sygeplejerske). Det lettede og jeg fik lyst til at se min familie NU. Jane syntes det var en god idé, og de kom med det samme. Nyklippede og lidt generte. Jeg elsker dem, mine smukke og kloge børn. Jeg havde Jeppe på skødet og Freja i hånden. Jeg kæmpede med kvalmen foran ventilatoren men klarede det.

Jeg syntes jeg tacklede det flot. Peter er den mest fantastiske i verden. Jeg er så lykkelig for at han holder ud og giver børnene tryghed og et dejligt liv, for lige nu er det sgu svært for alle.

De var her ½ time. Efterfølgende har jeg kastet op 2-3 gange og sovet til kl. 20.
Peter kommer igen om lidt. Det glæder jeg mig til – vildt meget.

Jeg har det lidt bedre nu, så… ”DET SKAL NOK GÅ”

Godnat

25.6.2005
Jesper skal giftes i dag, så hele familien er taget til Ringkøbing.

Allan (sygeplejersken) er her i dag. Det er godt, for han giver mig en kæmpe tryghed. Jeg har haft en hård dum dag med mange opkastninger og dybe vejrtrækninger. Jeg er så træt af kvalmen. Den gør det simpelthen af med den lille bitte overskud, jeg kan fremkæmpe i splitsekunder.

I formiddags mistede jeg balancen og faldt ind i en stol og landede så tungt ned på gulvet. Jeg kunne ikke selv komme op, men måtte bruge klokken til at få hjælp. De kunne så samle mig op søbet ind i tårer og bræk…Jeg trykkede et par ribben og slog mit håndled. Det gør bare så ondt i ribbenene, når jeg kaster op – øv altså. Nu får jeg så også smertestillende medicin – velbekomme :-/

Jeg har grædt rigtig meget i dag, men Allan har hjulpet mig. Han har bare siddet og kigget på mig, mens jeg lå i min seng og prøvede at falde i søvn. Jeg ville ikke være alene, eller rettere jeg kunne ikke! Smerter, modløshed og uro i kroppen er en dårlig kombi for ønsket om søvn.

Psykiateren Erik kom ind til mig og sagde, at jeg ikke behøvede at tage Avonex i aften. Sikken en lettelse. Jeg havde ellers besluttet mig for at at snyde igen og bare lade som om jeg tog sprøjten. Neurologerne og dem her på Psyk. P2 mener, at det er Avonexen der giver alle bivirkningerne og dermed også depressionen. Sådan noget møg, og dog, så er der da en forklaring.

Jeg har fået en sprøjte med stesolid i eftermiddags, fordi jeg havde det så dårligt. Jeg sov 1 ½ time og er et helt andet menneske nu. Jeg har fået lidt aftensmad (ris+kalkun og is til dessert) skønt jeg har ingen kvalme. To skridt frem er bedre end et tilbage!

Dette var de tre første dages dagbog som indlagt på Psyk. Herfra gik det kun en vej - fremad! Jeg blev udskrevet fra psyk. efter ni dage, da jeg forbavsende hurtigt fik det bedre, efter de sandt ud af, at det var min sclerosemedicin, som var "hoved-synderen". Jeg fik langsomt mere energi, holdt maden i mig, blev fodret op, kunne være med til at hygge og grine og jeg begyndte så på arbejde 2 måneder senere.

Vi kom igennem det som familie. Jeg kom igennem det som menneske. Jeg har lært rigtig meget om mig selv, og hvad jeg med rimelighed kan byde mig selv og min sygdom. Jeg mærker efter nu. Vi mærker efter nu og jeg minder dagligt mig selv om, at jeg er den, jeg er i dag, fordi jeg fik hjælp fra de rigtige, omsorg fra mine nære og fordi jeg, selv når det var rigtig skidt, fastholdt troen på, at "Det skal nok gå"

Jeg får stadig sclerosemedicin, men ikke længere noget, som giver bivirkninger. Jeg søger de gode ting, de ting som giver mig energi. Jeg husker at nyde de alle de ting jeg kan og har mulighed for at gøre. Livet er sgu meget bedre end godt nok, når man får lært at leve det!

2 Comments

<<Previous

Arkiv

April 2016
March 2016
February 2016
January 2016
December 2015
November 2015
October 2015
September 2015
August 2015
July 2015
June 2015
May 2015
April 2015
March 2015
February 2015
January 2015
December 2014
November 2014
October 2014
September 2014
August 2014
July 2014
June 2014
May 2014
April 2014
March 2014
February 2014
January 2014
December 2013
November 2013
October 2013
September 2013
August 2013
July 2013
June 2013
May 2013
April 2013
March 2013
February 2013
January 2013
December 2012
November 2012
October 2012
September 2012

Hvem er vi?

Jeg er cirkusdirektør i Cirkus Holmboe. Mit cirkus har eksisteret siden 1995 og har 5 medlemmer + cirkushunden Sofus. Jeg er som cirkusdirektør ansvarlig for de daglige forestillinger, som kan variere lige fra spektakulære krumspring til de fladeste overspringshop.

Vi har artister, en billetsælger, badutspringere, jonglører (både med ord, tallerkner og bolde), tryllekunstnere, tankelæsere, linedansere men INGEN klovne!!

Mere om mig selv og mine ansatte kan læses ved at trykke på "hjem" knappen øverst.

Emner

Sider jeg læser:

RSS Feed